Åbenbaringen åbenbare, med tro og spørgsmål herom

Anmeldt af: Martin Odgaard
Tro -og det at turde tro- er to forskellige ting. Måske er det ikke så meget oppe i tiden at gøre hverken det ene eller andet, men hvad stiller vi op når vi oplever det uforklarlige og egentlige ikke rigtig tror? Det emne tager den franske “Åbenbaringen” op, på en ganske ny tiltrængt facon. 
Jacques er en talentfuld og populær krigsreporter på en regional fransk avis. Men da han på en opgave i felten mister sin mangeårige trofaste partner, og fotografmakker i frontlinjen, må han rejse hjem. Her bliver han midt i sorgen og chokket kontaktet af en præst fra Vatikanet der vil have ham til at lede en kirkelig undersøgelse af en hændelse med en såkaldt åbenbaring, hos en ung pige. Da Jacques ankommer til den lille landsby møder han den forsigtige og følsomme Anna. Hun hævder at være vidne til en åbenbaring af Jomfru Maria, og derfor nu har opnået ikon-status for de troende katolikker. Det leder til en omgang af forundring og spørgsmål, både personlige og essentielle. For hvad er pludselig sandheden? En indre splittelse må håndteres.

Nysgerrigheden tændes og pires hurtigt, og tvivlen melder sig i lige så høj grad, som ved det hold af individuelt udvalgte ekspert-efterforskere, der er sat på sagen. Der melder sig flere end hovedspørgsmålet om åbenbaringen på banen. Hvor skal vi hen og hvorfor, tænkes der derfor hos publikum let.

I en tid hvor tro er noget man ikke rigtig taler om, eller helst vil holde for sig selv, er “Åbenbaringen” et friskt og passende, tiltrængt pust. Og selvom historien for så vidt er en simpel og umiddelbar ligetil fortælling, så har vi næppe helt styr på handlingens retning eller dens udvikling rigtig på plads.

 

Unge Anna spilles med solid og overbevisende pragt af talentet Galatéa Bellugi, (som allerede fik debut med skuespil som 6 årig!), og hendes Anna er en karakter der drager os ind på historien og ikke mindst det der ligger og gemmer sig, lige bag de varme udtryksfulde øjne. Overfor hende er Frankrigs svar på Ulrich Thomsen, nemlig Vincent Lindon (kendt fra film som “Alt For Hende”, “Rodin” og “Markedets Lov”), og han er ligeledes en fryd for øjet med sit bund solide og erfarne skuespil. De to er et kemimæssigt og sammenspils stærkt match.

 

Forløsningen udebliver desværre i det store hele, men alligevel formår et eller andet at sætte sig for en stund, om ikke andet. Tro og etik er ikke til for sjov, men sjældent på film. Dog lykkedes det til dels her. Måske er det i virkeligheden netop i disse dage, at forklaringer og hjælp skal findes ved de højere magter? Det er i hvert fald en nem løsning, der så ofte ligger lige for.

Gys på paradis ø, i mord thrilleren “Beast”, er en godkendt omgang spænding..

Anmeldt af: Susanne Schatz
De fleste ville nok normalt drømme sig væk, til en skøn og rolig ø, normalt vel at mærke, hvis det da ikke var for den sydlige sommer herhjemme. Men en sådan findes i ”Beast” som der hele vejen igennem fyldt med skønhed og uhygge – begge udspringer nemlig fra det at leve et lukket hverdagsliv på en isoleret ø.

Moll er midt i 20’erne, hun lever under morens kontrol, i skyggen af sine søskende og er tjenestepige for hele familien. Men da hun tilfældigvis lærer Pascal – den gådefulde ”outsider” – at kende, begynder hun at frigøre sig fra familiens jerngreb. Men Moll bærer på en hemmelighed, og Pascal er mistænkt for at stå bag en serie af bestialske drab på unge piger. Alligevel blomstrer deres forhold på kanten af samfundet. De støtter og bekræfter hinanden gennem lidenskab og kærlighed. Men hvad sker der, hvis alle vender ryggen imod én, og hvis pludselig tvivlen på den eneste ene dukker op? Svaret er som ofte ”med eller imod”.

Michael Pearce har skabt en stemningsfuld film, fuld af overraskelser. Et psykologisk drama om Moll, der styres af sin fortid. Dermed åbnes op for spørgsmål om tilgivelse, hemmeligheder og om hvornår vi mennesker egentlig fortjener tillid og en chance til. Jessica Buckley (Moll) formår at gribe, at røre, men også at frastøde publikum – hun er både sårbar og intens når hun bøjer nakken for sin mor, samtidig viser hun en afsindig styrke under løsrivelsen.

Handlingen drives af det kendte og alligevel dybe menneskelige mønster: ”Os to mod resten af verden!”, hvilket giver en tilpas rørende kærlighedshistorie, som vækker romantiske følelser og tanken: ”Sådan kan det fungere!” Men med et brag dukker den destruktive side af lidenskaben frem. Johnny Flynn (Pascal Renouf) er et godt match og supplerer Molls karakter på en perfekt måde. Han er noget af en ”bad boy”, men også charmerende og sød. Man kan godt forstå at hun falder for ham. En facade opsættes, anes der let…

Her forventes af “Beast” en thriller om brutale seriemord, men først og fremmest er filmen karakterbåren, og portrættet af Moll fænger. Det fører til at spænding og nysgerrighed på handlingen holder sig gennem hele filmen – man både føler -og følger med karakterne, hele vejen mod enden.

I løbet af “Beast” fjernes de andre karaktere og fokus indsnævres på parret. Det er et svagt punkt i fortællingen, specielt Molls familie kunne sagtens fylde og fortælles mere om – det ville give bæstet mere substans.

Det anbefale klart herfra at se ”Beast” – for det tog tid at komme tilbage fra den uhyggelige stemning fra den smukke ø til hverdagslivets virkelighed.

Tørken rykker fra virkeligheden til lærredet, i “Hotel Artemis”, som er fuld af forbrydere og et par stjerner!

Anmeldt af: Susanne Schatz
Fremtidsdystopier er der nok af. Også med unge i fokus. Men hvad så når man yderligere tilføjer et særligt hospitalet udelukkende for forbrydere og en tidsaktuel tørke..? 
“Hotel Artemis”, en dyster fremtidsfilm, der giver et uhyggeligt view på Los Angeles i år 2028, hvor gaderne er fuldstændig i oprør pga. vandprivatiseringen – aktuelt med denne sommers hjemlige tørke!
”Hotel Artemis” er et skjulested og hospital for forbrydere, dog er ikke alle velkomne. Opholdet på hotellet kræver et medlemskab og at der følges nogle regler, blandt andet at man må ikke dræbe andre gæster. I 22 år har Mrs. Thomas – en lidt mærkelig, ældre og skrøbelig ”pige” med en hemmelighed – drevet hotellet. Selvom Mrs. Thomas styrer det hele, er den frygtede gangsterboss “Ulvekongen” den egentlige magtfulde chef. Men da Mrs. Thomas i sin tid fik chancen for at arbejde som læge på hotellet, anede hun ikke, at det var en pagt med djævlen selv. Men med sådan et skæbnesvangert valg kan kun en katastrofe lure forude…
Filmen er Drew Pearces instruktørdebut, der illuderer fremtiden godt via en række sjove ”gadgets”. Med Jodie Foster (Mrs. Thomas) og Jeff Goldblum (Ulvekongen) har han valgt to amerikanske veteraner – de er oftest garant for gode – og autentiske skuespilpræstationer.
Jodie Foster bærer handlingen, hun formår at røre, at gribe og at vække nysgerrighed. Hvad findes der bag Mrs. Thomas tilbageholdende væsen?
Drew Pearces vælger at benytte en række interessante kameraindstillinger, som skaber et tæt forhold mellem publikum og Mrs. Thomas; uden mange ord og med små detaljer får man et godt indtryk af, hvem hun er.
Publikum tages med i et forløb, hvor de forskellige plot tråde efterhånden sammenflettes. Men det foregår desværre alt for hurtigt, derfor drukner dramaet og således en ellers så afgørende forklaring og afsløring om Mrs. Thomas fortid, i en voldelig cocktail af blod, slagsmål og skyderier. Det virker, som om Drew Pearce ikke kunne beslutte sig for at lave enten en ren actionfilm eller et mere karakterbaseret, psykologisk drama med en mindre politisk vinkling.
“Hotel Artemis” er dog alligevel til en hvis grad spændende og fængende underholdning, selvom en lille skuffelse baner sig vej, hen mod den ellers så afgørende slutning. En klarere retning og lidt mindre patos til sidst ville have gjort filmen til en større fornøjelse!
Men i betragtning af alle forbehold betaler det sig alligevel at se “Hotel Artemis” – ikke mindst for oplevelsen af altid friske Foster!

Landet af Glas er den bedste danske fantasy familiefilm i mange år

Anmeldt af Lou von Brockdorff

Med ‘Landet af glas’ formår de to ‘Lillenørd’-værter Maria Rønn og Jeppe Vig Find at brage igennem med en meget vellykket familiefilm. Det er desuden også den flotteste debut børnefilm man har set i løbet af de sidste par år

‘Landet af Glas’ handler om drengen Jas som bor sammen med sin far i et nedlagt gartneri. Jas’s far er lastbilchauffør og er ofte væk og hans mor er død, derfor bruger Jas meget tid alene i hjemmet. En dag opdager Jas en gammel dame og en pige som gemmer sig i hans gamle lade. De kalder sig Neia og Alva og siger at de kommer fra skoven. De fortæller også at de er i fare og at de har ikke mulighed for at vende tilbage til skoven. Jas og hans bedste ven Isak, beslutter sig for at hjælpe, men de bliver snart kontaktet af agenter fra en hemmelig efterretningstjeneste og opdager at der er krybskytter i skoven som jagter de to kvinder. Det bliver starten på en vild jagt for at hjælpe de to kvinder og samtidig også starten på nye venskaber.

´Landet af Glas’ er en fantasy familiefilm som er debutfilmen for de to instruktører Marie Rønn og Jeppe Vig Find, der også er manuskriptforfattere på filmen. De formår med ‘Landet af Glas’ at lave en film som både er spændende, medrivende, godt fortalt og kort sagt virkeligt god. Mange danske børne-/familiefilm som udkommer er tit dårligt fortalt, ikke særligt velspillet og vildt forudsigelige.

Især er mange danske børnefilm virkeligt stift i skuespillet og præstationerne er også karikerede, men ‘Landet af Glas’ er en overraskende velspillet film, hvor alle skuespillerene spiller virkeligt godt. Især overrasker Flora Ofelia Hofman Lindahl og Albert Rudbeck Lindhardt som spiller Neia og Jas meget positivt. De giver nogle meget nuanceret præstationer og giver de bedste danske skuespilpræstationer fra børn, som jeg har set i de sidste par år. Albert Rudbeck Lindhardt er især vildt god, og minder indimellem om en meget ung Leonardo Dicaprio.

De voksne skuespillere giver også nogle gode præstationer og sammenspillet imellem børnene og de voksne gør at filmen bliver meget rørende indimellem. De voksne skuespillere i filmen er bl.a. Signe Egholm Olsen, Mads Riisom,Vigga Bro, Esben Dalgaard Andersen og Adam Brix, som alle sammen er meget erfarne og oftest virkeligt gode.

Visuelt er ‘Landet af Glas’ flot, især når man tænker på at det er en debutfilm,som er lavet uden de største midler. Men der er ikke nogle decideret visuelle overraskelser eller noget som gør at filmen skiller sig ud fra andre film og historien er heller ikke verdens mest originale historie, men denne gang er den bare virkeligt velfortalt. Filmen er dog klart visuelt og fortællemæssigt et niveau over familiefilm som f.eks. de nye ‘Far til Fire’ film.

‘Landet af Glas’ er som tidligere skrevet en ekstremt vellykket familie film, og er en film hvor børn i alle aldre og deres forældre eller bedsteforældre vil føle sig godt underholdt.

Landet af Glas har premiere 19.juli 2018

‘Mamma Mia! Here we go again’ mangler den første films charme

Anmeldt af Lou von Brockdorff

‘Mamma Mia’ kom i biograferne i 2008 og var filmindspilningen af hitmusicalen ‘Mamma Mia’ som havde premiere i 1999. Den var lavet udelukkende med musik fra Abba og er blevet opsat på mange teatre. Her 10 år efter er det så tid til at vende tilbage til den lille græske ø og Abbas sange

‘Mamma Mia! Here we go again’ foregår 10 år efter den første film. I denne film følger vi både Sophie der er ved at genåbne hendes mors gamle hotel på den lille græske ø, og samtidig følger vi hendes mor, Donnas møde med de tre mænd som skal blive Sophies fædre. Sophie gør hvad hun kan op til åbningen af hotellet, men er samtidig i sorg da hendes mor, er død året forinden. Samtidig kan to af hendes fædre og hendes mand ikke komme til åbningen. De to historier flettes ind i hinanden og i begge historier er der proppet med Abbas musik.

Målet med ‘Mamma Mia! Here we go again’ er helt sikkert at få endnu flere Abba sange med og at skabe en musical som er lige så sprudlende og underholdende som den første film. Det er stort set det samme cast som er med i filmen, og derudover er der kommet nye skuespillere som spiller de yngre versioner af Donna og de tre mænd.

Lilly James spiller Donna i den yngre udgave og hun spiller overfor Jeremy Irvine, Josh Dylan og Hugh Skinner. Amanda Seyfried spiller stadig Sophie og i hendes historie spiller hun overfor Colin Firth, Dominic Cooper, Pierce Brosnan og Stellan Skarsgård. Meryl Streep vender tilbage som Donna, men hendes rolle er så ekstremt lille at den er rimeligt unødvendig og næsten ikke værd at nævne.

Instruktøren Ol Parker har fået æren af at skulle instruere og skrive denne omgang af ‘Mamma Mia’. I starten af filmen leger den lidt med nogle sjove overgange, men det forsvinder hurtigt og filmen er derefter visuel ret kedeligt. Man kan godt mærke at det er en 2’er, da der i denne omgang bliver brugt mange af Abbas mindre kendte og mere kedelige sange.

De to historie er klippet sammen som to sideløbende historier og det gør at denne omgang ‘Mamma Mia’ bliver virkeligt rodet og begge historier kommer desværre til at virke ligegyldige da ingen af historierne er så interessante at man engagerer sig. Det er også fordi at begge historier er virkeligt dårligt skrevet og også til tider utroligt irriterende spillet. Side historien med Donna som ung er virkeligt så uinteressant at man ikke forstår hvorfor man skal se den og Amanda Seyfreid har virkeligt svært ved alene at løfte den anden historie.

Hvis man har set traileren virker det som om at Meryl Streep, Colin Firth, Stellan Skarsgård og Pierce Brosnan har større roller. Dette er næsten direkte at snyde publikummet, da disse skuespillerer, og især Meryl Streep har små roller. Det gør også at man sidder i mange scener og savner skuespillerer som er så karismatiske og som kan løfte en film som f.eks. Meryl Streep og Colin Firth kan.

‘Mamma Mia! Here we go again’ ender med at føles som en ret unødvendig 2’er, og hvis man gerne vil se en film med Abba musik kan det næsten bedre anbefales at se ‘Mamma Mia’ fra 2008 i stedet.

Mamma Mia! Here we go again har premiere 19.juli 2018

‘Sicario 2: Soldado’ er en smuk og brutal film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I 2015 kom filmen ‘Sicario’ i biograferne. Den blev et stort hit både iblandt anmeldere og publikummet. Ret hurtigt kom nyheden derfor ud om at der vil komme en 2’er. Det er nu blevet tid til at se om den kan leve op til 1’eren.

‘Sicario 2: Soldado’ foregår stadig ved den mexicanske grænse tre år efter ‘Sicario’, hvor agenter stadig arbejder på at holde narkokartellerne ude af USA. Da de mexicanske narkokarteller begynder at smugle terrorister over den amerikanske grænse, må de amerikanske agenter tage hårdere midler i brug. Det betyder at agenten Matt Graver må tage kontakt til den mystiske Alejandro, hvis familie blev dræbt i kartelkrigene. For at presse kartellerne kidnapper Alejandro en narkokartelleders datter, men da kartellederen er villigt til at ofre sin egen datter, ligger hendes skæbne i Alejandro og Matt Gravers hænder.

‘Sicario 2: Soldado’ er instrueret af Stefano Sollima som tidligere primært har instrueret serieafsnit, bl.a. en del afsnit af den fremragende italienske serie ‘Gomorra’. ‘Sicario 2: Soldado’ er en film som er virkeligt flot og samtidig ret brutal. Det virker til at der har været et godt samarbejde imellem fotograf, klipper, instruktør og manuskriptforfatter for at lave en film som visuelt og tonemæssigt ligger så meget op af den første film som muligt.

Det er Taylor Sheridan som har skrevet ‘Sicario 2: Soldado’. Det var også Taylor Sheridan som skrev den første ‘Sicario’ og derudover har han skrevet mesterlige film som ‘Windriver’ og ‘Hell or High Water’. Taylor Sheridan skriver film som er smukke og samtidig brutale og med dialog som virker meget naturlig og flydende. Det har han også gjort i ‘Sicario 2: Soldado’. Han har også fået skuespillere som kan leverer replikkerne troværdigt og virkeligt godt.

Benicio Del Toro spiller rollen som Alejandro og Josh Brolin spiller Matt Graver, disse to skuespillere var også med i den første ‘Sicario’ og står her i spidsen for et stærkt cast, hvor alle giver stærke præstationer som også er meget nuanceret.

‘Sicario 2: Soldado’ er som sagt en virkeligt flot visuel film, men den er også optaget i områder som er meget givende og hvor der er utroligt flotte omgivelser. Det skal også nævnes at lydmixet er virkeligt godt og den gode lydside og de flotte billeder danner rammen om en flot visuel filmoplevelse.

Dog er det ikke den mest originale historie i i verden og selvom den er velskrevet føles det lidt som en handling man har set et par gange før, denne gang bare virkeligt veludført. Filmen bliver desværre også 20-25 minutter for lang da filmen er 122 minutter. Men alt i alt er ‘Sicario 2: Soldado’ en god filmoplevelse som helst sikkert vil underholde de fleste og efterlade publikummet tilfredse.

Sicario 2: Soldado har premiere 19.juli 2018

A Ciambra – Illustrer som docusoap et parallel-samfund i Calabrien, Italien

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

A  Ciambra har premiere 12.juli 2018

“Det er os mod resten af verden” siger farfaren til Pio efter at storebroderen er sendt i fængsel og bedstemoderen som er Roma-familiens overhoved har modtaget en stor bøde at tappe ulovlig elektricitet.

Ciambra er en by i Calabrien, Italien og filmen ‘A Ciambra’ tager udgangspunkt i en mangfoldig Roma-familie – Amata, som bor i Ciambra et – syd-Italiensk Roma-ghetto. Amata familien har et stærkt sammenhold og styres af de ældre – børnene ryger, drikker, kører biler, opdrages lidt tilfældig, og tonen er rå. Familien overlever ved tyveri og andre kriminelle småjobs.

Filmen er fortalt gennem 14-årige Pio’s øjne og er en blanding af dokumentar, ’comming of age’ og familie drama – hvor grænselandet mellem voksen og barndom skal krydses ved at gennemgå en række udfordringer for at opnå de ældres respekt. Pio overtager ansvaret for familien da hans ældre bror og far sættes i fængsel. Pio afsøger mange muligheder for at bidrage til indtjeningen og har også venner i den Afrikanske ghetto som består af illegale indvandre. Afrikanerne er det laveste niveau i samfundet som bor i telte og bliver set ned på af Roma-kulturen. Familiesammenholdet i Roma-kulturen er altdominerende og en afstraffelse består ikke af stuearrest den består af eksklusion hvilket sætter Pio i et dilemma da han stjæler fra de forkerte og det giver problemer for familien Amata.

‘A Ciambra’ er instrueret af Jonas Carpisgnano, som er amerikansk/italiensk og hovedrollen Pio Amata er spillet af ham selv, et samarbejde der også er gået igen i andre af Carpisgano’s film. Instruktøren Jonas Capignano stødte på Ciambra da han var ved at filme sin først film, og valgte i ‘A Ciambra’ at inddrage byen og familien Amata- som centrum for filmens handling. Filmen er med sin længde på 118 minuttter og uden dramaturgiske højder – lang, og mange scener forekommer overflødige. Det håndholdte kamera, de skævt vinklede nærportrætter, og den dårlig belysning er hverken æstetisk eller fornyende – og selve dialogen når aldrig de store dybder.

’Comming of age’ temaet giver på traditionel vis Pio en masse udfordringer i grænselandet mellem voksen og barn i en Roma families kamp for overlevelse. Men de manddomsprøver som Pio står over for er både ucharmerende og usympatiske – og bygger i højere grad på at bevise sin loyalitet til familien end at bevise at han er en mand.

Den følelse forstærkes af teksten fra exit musikken ’Faded’ ”So lost – I’m faded” – er Pio en mand nu? Pio har med sine halvt lukkede øjne, og begrænset følelsesmæssige spændvidde svært ved at fange publikums appeal og Pio’s mission om at blive voksen og respekteret af familien er simpelthen ikke interessant nok til at bære så lang film. Filmen kan højst nydes som en lettere dramatiseret portrætfilm af et Romaparallel-samfund i Italien, interaktionen mellem minoritets grupper, samt belyse de begrænsninger syd-europæisk fattigdom giver for at bryde den sociale arv.

‘Bergman et år, et liv’ er befriende ærlig og afspejler hele Bergman – på godt og på ondt.

Anmeldt af:  Cecilie Work Buhelt

‘Bergman et år, et liv’ har premiere 12.juli 2018

    

Ingmar Bergman ville i år være fyldt 100 år. Selvom han ikke er blandt os til at opleve sine værkers efterliv og virke, så er jeg sikker på, at han – som opdraget i et kristeligt hjem – befinder sig i himlen, hvor han påpasseligt betragter sin branche, og sikkert er uenig i meget, men morer sig ligeså.

En af vor tids største teater- og filmskabere. Et komplekst menneske, som flygtede fra virkeligheden, omskrev og pyntede den. Hvordan laver man en dokumentar om Ingmar Bergman? Man kan eksempelvis gøre som Jane Magnusson, som har skabt en fængende og velinformerende dokumentar, som afspejler hele Bergman – på godt og på ondt.

Kollegaer, journalister og andre filmrelaterede mennesker beretter om Bergman gennem hver deres erindringer, alt imens vi ser klip og interviews med Bergman selv, som understøtter erindringen.

Dokumentaren belyser Bergmans tendens til at ændre på virkeligheden. Vi ser flere eksempler, hvor Bergmans beretninger ikke matcher storebrorens erindringer. Det store spørgsmål lyder, om han huskede dårligt – eller om virkeligheden i sig selv var utilstrækkelig, hvorfor han ændrede den i hovedet og senere begik en fantastisk film deraf.

Dokumentaren præsenterer os for to sider af samme mand. Der er Ingmar og så er der Bergman. Bergman er den store, magtfulde instruktør, som alle danser og bukker for. En mand, som ville gå hele vejen og ofre alt for det bedste. Karakteriseret ved en aura af mystik, magt og ikke mindst passion. En passion så stor, at den fyldte alt.

Og så er der Ingmar. Ham den kejtede teenager, som de andre syntes var underlig. Ingmar som først var betaget af Hitler og Nazityskland, men senere foragtede samme. En mand, som havde ægtet fem hustruer og var far til seks efterkommere. Ingmar som den jaloux ægtemand og fraværende far.

Bergman havde magt gennem sin position og gennem ærefrygten hos sine omgivelser. Vi bliver præsenteret for en film- og teaterinstruktør, som får lov til at gøre, forlange og sige, hvad der passer ham – en ret som er ham tilegnet grundet sit talent. Dokumentarens musik understøtter den ubehagelige stemning, som Bergman – som yderst stereotypisk instruktør – skabte blot ved sin tilstedeværen.

Bergmans værker er på mange måder selvbiografiske og afspejler hans liv, opvækst og forhold til mennesker. Det er dog ikke altid hovedrollen, som er Bergman selv, men Bergman er tilstede i filmen, det er sikkert. Han brugte sine film som terapi og bearbejdede sine problemer gennem disse. Som kronisk syg – enten med angst eller mavesår eller som oftest begge dele, så står døden tættere på ham end de fleste. Hans frygt for døden resulterede i filmen ”Det syvende segl”, hvor han satte ansigt og krop på døden og lod døden tale.

Dokumentaren er befriende ærlig, og det er umådeligt interessant at få så unikt et indblik i den store Ingmar Bergman – som filmskaber, manuskriptforfatter, teaterinstruktør og som menneske.

Et komplekst menneske, som havde flere lag, flere sider og ukendte dybder.

Jeg vil slutte som filmen og gengive, hvad filmens medvirkende sluttelig pointerede:

Vi bør huske Ingmar Bergman som den filmmagiker, han var.

Skyscraper er en film som gerne vil være en actionbasker og cool, men rammer helt forbi

Anmeldt af Lou von Brockdorff

Premiere 12.juli 2018

I 1974 udkom katastrofe filmen ‘The Towering Inferno’ Den foregik i en nybygget skyskraper, hvor der udbrød en brand. Filmen havde stjerner som Paul Newman, Fred Astaire, William Holden og Steve McQueen med i filmen og vandt 3 Oscars. Nu er der så kommet en film som på mange måder minder om ‘The Towering inferne’

I Hong kong er verdens højeste bygning blevet bygget, det kaldes The Pearl og er to gange Empire States højde og har 50 etager mere. Den nederste del af bygningen er åbnet og nu skal den øverste del også åbnes. Inden bygningen kan bliver åbnet skal den sikkerheds godkendes, og man har hyret den tidligere elitesoldat, Will Sawyer til opgaven. Imens han godkender bygningen er hans lille familie flyttet midlertidigt ind i bygningen. Desværre har terrorister planer om at starte en brand i bygningen, og da det lykkedes dem at bryde ind i bygningen og starte branden, må Will kæmpe for at redde bygningen og hans familie.

Det er Dwayne Johnson der har fået rollen som Will Sawyer. Dwayne Johnson er et kæmpe ekstremt veltrænet brød, så desværre er han ikke en mand som er god i roller hvor han skal spille en ”everyday man”. I ‘Skyscraper’ skal han spille en utrænet mand, men man tror bare aldrig på det. Det gør også desværre at der aldrig rigtigt kommer noget på spil i filmen.

Et andet stort problem i ‘Skyscraper’ er også at terroristerne aldrig bliver rigtigt farlige. Måske er det fordi de er oppe imod en gammel elitesoldat som er super veltrænet, og som aldrig rigtigt kommer i problemer. Det er danske Roland Møller som spiller Kores Botha der er leder af terroristerne. Roland Møller kan godt være god, det er han bare ikke i ‘Skyscraper’ da han ikke er skræmmende eller overbevisende som den sydafrikanske Botha. Det bliver heller aldrig helt tydeligt hvad deres plan egentligt er og det gør at man som tilskuer syntes at terroristerne istedet bliver karikeret og fjollet istedet for at være farlige.

Rawson Marshall Thurberer er instruktøren som har instrueret ‘Skyscraper’. Han har tidligere primært instrueret halvgode amerikanske komedier og har ikke så meget erfaring som action instruktør. Der er dog nogle fine kampscener indimellem, men der er desværre også mange scener indimellem som er virkeligt kedelige og uinteressante. Filmen er også så forudsigelig at man aldrig rigtigt engagerer sig i handlingen  og derudover er ‘Skyskraper’ også klippet virkeligt dårligt til tider, som gør at man bliver revet ud af filmoplevelsen.

Man kan fornemme at folkene bag ‘Skyscraper’ gerne vil lave en film som er cool og actionpacked. Istedet er de havnet med en film som er grinagtigt indimellem og derfor bliver præcist det modsatte. ‘Skyscraper’ minder også nogle gange så meget om ‘The Towering Inferno’ at man mindes den film og man ønsker sig næsten at man så den film i stedet. ‘The Towering Inferno’ er måske ikke er en perfekt film, men det er en klart bedre film end ‘Skyskraper’

Dansker indtager Hollywood med fantasiverden i børnehøjde

Anmeldt af Martin Odgaard

Premiere idag.

Copyright: Scanbox

Den danske instruktør Anders Walter kom på alles læber da han for et par siden med kortfilmen “Helium” vandt en Oscar for bedste kortfilm. Det var selvfølgelig startskuddet til et Hollywoodeventyr for danskeren, og som mange andre før ham, skulle han nu forsøge at indfrie de tårnhøje forventninger. Nu er tiden så kommet, hvor hans første amerikansk producerede film har premiere herhjemme, nemlig “I Kill Giants” og den er bestemt en vellykket én..!

Copyright: Scanbox

Vi følger den ensomme teenagepige Barbara som er udfordret af uro på hjemmefronten, og bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes mor er syg og derfor må den voksne storesøster, (Imogen Poots) kæmpe en kamp for at holde sammen på familien, og sin fantasifulde lillesøster. Men med tiden kommer den hjælpsomme skolepsykolog ind på livet af Barbara, og det bliver klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget alvorlige og sande udfordringer.

Det kan være svært at skilte en ensom teenage pige i problemer, så det bliver troværdigt. Men Anders Walter lykkedes med at fortælle en fantasifuld og rørende historie på samme tid, som er virkelig velspillet og velskskrevet. Barbara er nemlig en pige i problemer, som de fleste kan relatere til, på den ene eller anden måde, ikke kun som barn og teenager, hvor vi alle har været, men selv som voksen kan vi opleve samme udfordringer og kriser. Det at have nogen nært, som men intet selv kan gøre noget for, men bekymrer sig så meget, at intet andet betyder, og er muligt.

“I Kill Giants” får sået en vis tvivl i i os, om det nu er rigtig, det som Babara kæmper for og påstår, for så meget tror hun selv på det. Og da hun får en veninde, som hjælpsomt støtter hende, får den charmerende fortælling kun endnu mere liv og varme. Walter har i øvrigt fået hjælp til at producere af Kim Magnussen, som også stod for at producere Oscar vinderen “Helium”, og det har altså vist sig at være en god idé igen.

Walter’s fremtid udenfor landets grænser ser bestemt lys ud med denne første vellykkede film. Det er en intelligent familiefilm, som minder os om at leg og eventyr er vigtig og godt, men ikke aldrig må gå hen og blive en flugt fra virkelighedens verden, selvom den til tider kan være hård. “I Kill Giants” er et fantasifuldt frisk pust, der er så fornøjelig skøn og samtidig rørende tur at dykke ned i, at det gør både ondt og godt at opleve den.