‘Parallelle Mødre’: Den 72-årige mesterinstruktør Pedro Almodóvar viser med ‘Parallelle mødre’, at han langt fra er færdig med sine opfindsomme historier

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Penelopé Cruz stråler igen i veloplagt og meget overraskende ny Almodóvar film, der beskriver moderrollen som en sand Hitchcock thriller.

Spaniens vel nok mest kendte og elskede nulevende filminstruktør Pedro Almodóvar, kom for alvor på alverdens læber i 1988 med hans internationale gennembrudsfilm, den formidable ‘Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’. I 1999 modtag han for første gang prisen som bedste instruktør ved Cannes film festivalen med den geniale ‘Alt om min mor’. Senere modtog filmen b.la. en Oscar og en Golden Globe som bedste udenlandske film. De senere film ‘Tal til hende’ 2002, ‘Volver’ 2006, den Cronenberg agtige ‘Huden jeg bor i’ 2011, ‘Julietta’ 2016 og senest den selvbiografiske ‘Smerte og ære’ 2019 har også været elsket af både publikum, kritikere og filmpriser.

Almodóvar må siges at være én af de mest originale og interessante filminstruktører der har beriget filmverdenen de sidste knap fem årtier og nu er han altså igen aktuel med sin 23. film. Atter en gang har han castet den guddommelige Penelopé Cruz til hovedrollen, hvilket nu er deres ottende frugtbare samarbejde, og Cruz har allerede nu vundet flere priser for denne filmrolle bl.a. på Venedig festivalen.

De to singlekvinder, Janis(Cruz) og Ana(en spillevende Milena Smit), med vidt forskellig baggrund og alder, mødes på fødegangen og et nærmest symbiotisk venskab opstår. De er begge førstegangsfødende og har begge bestemt sig for at beholde deres respektive børn, trods modstræbende ønsker fra børnenes fædre. Det skal dog senere vise sig kun at være opstarten på en temmelig vild og overraskende historie der får taget de to kvinder på en mildest talt følelsesladet rejse, for til sidst at havne i diktatoren Francisco Francos massegrave, hvor der ligger mere end bare hemmeligheder begravet.

Almodóvar forsøger med svingende held at forplante sin historie om sine singlemødre med Spaniens forfærdelige historie omkring General Franco oprørerenes triste skæbner og deres familier. Under Den spanske borgerkrig i 1930’erne blev omkring 200.000 mennesker dræbt som et led i systematiske henrettelser. De blev henrettet en efter en med et skud i hovedet og væltet ned i massegrave. Herefter blev de dækket til med jord, til deres familiers triste uvidenhed.

Mange af massegravene har siden været uåbnede og det betyder, at mange spanske familier har familiemedlemmer, hvis skæbne de ikke med sikkerhed kender til. I årtier har de ikke vidst hvornår og hvor de blev dræbt. Men dette begyndte at ændre sig fra år 2000. Her begyndte spanierne nemlig at åbne massegravene og forsøge at identificere ofrene. Indtil videre er 7.000 blevet identificeret. De massegrave, der bliver gravet op nu, stammer tilbage fra 1939-1940, men med mere end 70 år på bagen er der ikke meget andet end knogler tilbage. Desuden ligger ligene hulter til bulter oveni hinanden, så det kan det være rigtig svært at finde ud af, hvilke knogler der hører sammen. Så kun med hjælp fra personlige genstande som ure, rester af tegnebøger eller smykker kan ligene identificeres.

Almodóvar har i årevis gerne ville fortælle denne triste historie og som det er kutyme for hans film, kan man heldigvis stadig ikke regne ud hvor hans historie starter og slutter. ‘Parallelle mødre’ er da heller ingen ueffen undtagelse. Filmen lægger fortrinsvis uskyldigt ud med de to smukke kvinder på fødegangen, mens Alberto Iglesias Oscar-nominerede musik fortæller os hurtigt den ildevarslende udvikling i historien, med hans Hitchcock’ske Bernard Herrmann lignende kompositioner, at der ulmer noget i mørket klar til at rive noget af uskylden i stykker. Vi er ligesom filmens hovedpersoner kommet et andet sted, når slutrulleteksterne rulles endegyldigt ud.

Desværre kan man dog allerede halvvejs inde i filmen hurtigt selv få udredt ét af filmens helt store twists og én af karakterenes reaktion til én af scenerne er desværre temmelig urealistisk. Sammensmeltningen af de to centrale historier falder heller ikke altid lige godt ud. Det er dog ikke noget der for alvor får ødelagt helhedsindtrykket, da filmen b.la. indeholder stort skuespil.

For Penelopé Cruz spiller den fyrreårige fotograf Janis med børnelængsler og hun har sjældent været bedre i en rolle der kræver at der leveres på alle registre. Alligevel syntes jeg dog hun toppes af den kun 25-årige Milena Smit i rollen som Ana, som Almodóvar da også har udråbt som “en åbenbaring af sandhed i sig”, med sit utroligt nøgne spil.

Almodóvar-kendere vil sikkert også genkende Rossy de Palma, der med sit særprægede ydre har krydret flere Almodóvar film, siden hun blev opdaget på en Café, til filmen ‘Begærets lov’ fra 1987. Her spiller hun Janis bedste veninde, der dog ikke er én af filmens væsentligste roller.

Trods de små minusser viser Almodóvars ‘Parallelle mødre’, at han stadig er i topform med hans hyldest til moderskabet, uden dog at komme på mesterens top 10. Så uanset hvad bør du ikke snyde dig selv, for en ny Almodóvar film er jo altid en biograftur værd.

‘The Batman’: Robert Pattinson viser tænder som den bedste Batman, i Matt Reeves længe ventede ‘The Batman’, der indfrier de høje forventninger.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Batman vender storslået tilbage som gotisk engel med flagermusevinger i episk 3 timers måneskins opera, der direkte kvalitetstruer Nolans ‘Batman’-trilogi.

Hvor Superman altid har stået for lyset i Metropolis, har Gotham Citys største detektiv Batman enevældigt stået for mørket med alle dens skygger og skæve eksistenser og aldrig før er Gotham City blevet beskrevet så frydefuldt grumt og mørkt som i ‘The Batman’.

Den socio/-psykopatiske Edward Nashton er blevet godt gal i skralden på Gothams råddenskab af korrupte systemer, politikere og falske advokater og hans første offer er byens borgmester der som den første må lade livet, før der diskes op med flere ofre og trusler. For Gothams borgere skal se byen som den virkelig er, siger han fra sine torturvideoer. Dette vækker naturligvis også markant harme hos byens korrupte gangsterbosser Carmine og Pingvinen, der i virkeligheden styrer byen. Men én af byens få retskafne mænd, politikommisæren James Gordon, ser dette som chancen til endeligt at få gjort op i byens råddenskab og sammen med byens mægtigste detektiv, går oprydningsarbejdet i gang. Men den mystiske Selina Kyle ligger også inde med personlige agendaer for byen og det kommer til at opildne ikke bare byen, men også den største detektiv af dem alle: hævneren THE BATMAN!

DC´s største helt, flagskibet Batman, havde sin seneste solofilm med Christopher Nolans ‘Batman’-trilogi, der sluttede i 2012 med ‘The Dark Knight Rises’, og det må jo siges at være lidt af en hård nød at knække, hvis der skal gøres håb om forbedringer.

Men instruktør Matt Reeves har, efter de meget vellykkede ‘Abernes Planet’-opdateringer ‘Revolutionen’ 2014 og ‘Opgøret’ 2017, tilsyneladende kun varmet op. For med ‘The Batman’ står han med svendebrevet. Sjovt, men ikke særlig overraskende, har han skelet til Nolans ‘Batman’-trilogi og uden at afsløre for meget, skal ‘The Batman’ ses som første del af en sikkert større følgeton af fortællinger. Det er lidt af de samme rød/brune farver der benyttes som Nolans ‘Batman Begins’ 2005 og bare starten på ‘The Batman’ minder os om opstart scenerne på hustagene i ‘The Dark Knight’ 2008. Den fantastiske biljagt med Jokeren i selvsamme film er der også skelet til, men er her i ‘The Batman’ mere eksplosiv og fantastisk. Sådan måske bare for lige at sige: “HER KOMMER JEG!”. Ligeledes de voldsomme diskoteks besøg, med en kampglad Batman.

Bortset fra disse paralleller, er det dog en helt ny og anderledes mere mørk, men ironisk nok, mere menneskelig og hudløs udgave af Gotham City der fremvises. Det er en ung Batman der skues, med alle de opstarts problemer der indfindes. Der er meget langt fra Nolans `tumbler´ køretøj, til ‘The Batman’s Batmobil, der mere ligner en 12-årig drengs våde drøm om et `Hot Wheels´ køretøj og hans lettere emoagtige tilgang til både frisure og makeup, minder os også om hans stadig famlende alder og erfaringer. Alt sammen noget der yderst klædeligt markerer sig, men bare rolig, det er stadig BATMAN. Det er bare sådan lidt mere David Fincher ‘Seven/Zodiac’-agtigt. Og de kontaktlinser sparker altså røv, Bruce!

Fortællingen er løst baseret på ‘The Long Halloween’ tegneserien fra 1996, men manuskriptforfatteren Peter Craig i samarbejde med Matt Reeves selv, har leveret et fremragende Batman oplæg, der sagtens kunnet havde stået nøgent alene, hvis det altså ikke havde været for tegneserieoplægget. ‘The Batman’ er en yderst spændende krimi med masser af twists og nye snørklede veje, der får Batman figuren tilbage til sin oprindelige ret, nemlig som mesterdetektiv!

Actionscenerne er sikkert derfor også mere rå og realistiske end nogensinde før, hvilket også kun gør det hele mere intenst og nærværende.

Skuespillet er på hele linjen ganske fejlfrit, her tænker jeg mest på Andy Serkis som Alfred Pennyworth og John Turturro som gangsterbossen Carmine Falcone, men filmen ville ikke have været nær det samme, hvis ikke det havde været for disse kanonskuespillere:

Paul Dano har fået den krævende rolle at skulle krybe ind under huden på den populære superskurk `The Riddler, her under det nye navn Edward Nashton. Den populære Batman skurk, der debuterede i ‘Detective Comics’ 1948, blev senest spillet af en temmelig overgearet Jim Carrey i Joel Schumacher rædslen ‘Batman Forever’ 1995. I ‘The Batman’ er vi ikke i gear, men nærmere til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Har man set Paul Dano i rollen som Alex Jones i Denis Villeneuves ‘Prisoners’ 2013, men nu tilsætter han lidt Hannibal Lecter, som hvis var han født på Gotham Asylum, er vi ved at være der, GYS!.

Zoë Kravitz har ligeledes fået den næsten umulige opgave at bringe Catwoman aka. Selina Kyle til live efter de ellers tidligere glimrende forsøg af Michelle Pfeiffer i Tim Burtons ‘Batman vender tilbage’ 1992 og senest Anne Hathaway i Christopher Nolans ‘The Dark Knight Rises’ 2012. Alt dette er fortid nu, for Kravitz EJER nu rollen som Catwoman der faktisk debuterede samme år sammen med Batman selv, i dennes første tegneseriehæfte som ‘The Cat’ i 1940. Man forstår hvorfor Robert Pattinsons Batmans hjerte smelter.

Colin Farrell er et MUST-SEE som Pingvinen. Iført grotesk makeup, kluntet gangart og rusten stemmeføring, er der her tale om ægte Hollywood magi i maskeforklædning. Skurke favoritten fra 1941 har ALDRIG stået bedre og mere grotesk korrekt end i denne version. Et stort og helhjertet BRAVO herfra og derfor ikke et ord mere om Danny DeVitos ellers fornøjelige præsentation fra 1992. Og så gør det heller ikke noget at han kalder Kommisær Gordon og Batman for Politimester Striks og Sorte Slyngel, hvilket luner i lattermusklererne!

Jeffrey Wright spiller politikommisær James Gordon, der kun stoler på Batman. Man skulle ellers tro at Gary Oldmans formidable præsentation fra Nolan-trilogien var toppen, men nej. I ‘The Batman’ spilles der bare! 1939 karakteren er ganske vist i 2022 sort, men lyser nu skarpere end nogensinde!

Så mangler vi bare at nævne vores egentlige hovedperson, nemlig mesterdetektiven selv og det står det tidligere ‘Twilight’-idol Robert Pattinson for. Igen må mine superlative stå i kø, for den 35-årige skuespiller er nu ved at nå toppen af hans karriere. Fordi for første gang kan Batman virkelig mærkes og føles og det er uanset om det er Bruce Wayne eller mesterdetektiven der er i fokus. Jeg vil gøre dette meget kort: vi er kommet meget langt siden Adam West!

Filmens måske alligevel største force er dog Matt Reeves beskrivelse af Gotham City, som man nu føler både kan mærkes, lugtes og smages i al sin ‘Blade Runner’ grynende råddenskab i fuld symbiotisk harmoni med Michael Giacchino flotte score og selvom f.eks. Batmans tema kan sammenlignes lidt med Chopins klaver sonate no. 2, er det alligevel et score der kan sammenlignes med det bedste fra en Hans Zimmer.

‘The Batman’ er et storværk af en noir-film, med et brusende kærlighedsforhold a la James Bond.

Jeg kunne faktisk godt lægge 6 Chaplins, men vedlægger kun 5, da jeg vil reservere de 6 til næste kapitel. For som der i ‘Casablanca’ smukt siges, citeres der i filmen “Det kunne blive begyndelsen på et smukt venskab”, og sådan et er altid godt at have til gode.

‘Rose’: Sofie Gråbøl er “sindssyg” rørende som den kærlighedssyge Inger, der kæmper med skizofren sindslidelse, i dybt nærværende og originalt rørende drama.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Niels Arden Oplevs personlige filmkærlighedskort til sin egen søster, rummer store følelser og flot skuespil i `Rose´, der bør blive én af årets bedste danske film.

Ifølge Psykiatrifonden er man psykotisk, når virkelighed og fantasi smelter sammen. Man kan føle sig forfulgt eller høre stemmer, ingen andre kan høre. Det kan ofte vise sig at være et udslag af følelsesmæssige belastninger og traumer, der kan ligge grund for dette.

En sådan belastning døjer filmens hovedperson Inger med. Som ung forelskede hun sig hovedløst i en gift mand, under en arbejdsrelateret rejse i Paris. Men kærligheden var ikke gensidig, og Inger har nu, siden den berusende affære, ligget fastlåst i en skizofren tåge af minder og afsavn omkring oplevelsen. En dag i 1997 tager hendes søster Ellen og dennes mand Vagn, den nu midalrende Inger med på en bustur til Paris. Det skal blive en skæbne ændrende rejse, ikke blot for den sindsfortstyrede Inger der ønsker at få løst kærlighedens mysterier og minder, men også for busrejsens medpassagerer der måske kan lære en ting eller to, selvom det kommer fra en “sindssyg kælling der burde have været spærret inde”, som én af passagerene ufølsomt siger.

Filmens instruktør Niels Arden Oplev er i stil med f.eks. Nils Malmros, ikke bleg for at dykke ned i egne personlige oplevelser og gøre dem til levende billeder. Dette fik han tidligere skildret i film som ´Portland´ 1996, ´Drømmen´ 2006 og ´Kapgang´ 2014. Alligevel virker `Rose´ som hans mest personlige film. Busrejsen var en virkelig historie omkring hans søster og dennes mand, der tog deres anden skizofrene søster med til Frankrig. Historien er fantastisk fordi alle på turen endte med at elske Inger trods hendes handicap. Filmen rummer også historien om den anden søster, her kaldt Ellen, der kæmpede for sin søster uden at fratage hendes uafhængighed og værdighed.

Det er der kommet en meget følsom, nærværende og hjerterummende film ud af, jeg ikke vil fortryde at kalde min favorit Niels Arden Oplev film. Filmen er nænsomt og præcist instrueret med en lun hjertevarm humor der klæder de ellers alvorlige emner. Det er sjældent set at et humoristisk dansk drama rummer en kvindelig hovedperson med et svært handicap, men i ´Rose´ fungerer det triumferende.

Sofie Gråbøl har den yderst krævende hovedopgave at skildre en skizofren midaldrende kvinde, med alle dennes daglige udfordringer og problemstillinger, og samtidig gøre rollen både personlig, sårbar, ydmyg og elskværdig. For i Gråbøls Inger bor en spillevende og yderst livsbekræftende kvinde der både kan vise os tragisk smerte, men i særdeleshed glæde ved de vigtige ting i livet. Det bliver en sand Bodil- og Robert fest næste år for Gråbøl!

Lene Maria Christensen spiller Ingers altofrende søster Ellen og hvis Gråbøl skulle vise sig at inkassere næste års kvindelige hovedrolle, ligger filmen også inde med næste års bedste kvindelige birolle. Ligeledes stolt, kærlig, nærværende og til tider ubærligt selvofrende, spiller Lene Maria Christensen sin Ellen med præcis følsomhed, nærvær og frustration. En rummelig naturlig nærhed man mærker.

Anders W. Berthelsen spiller Ellens godmodige mand Vagn, der altid står klar med en varm bemærkning til den rette og et syrebad til den forkerte. Berthelsen har været et fast indslag i Niels Arden Oplevs dansksprogede film siden 1996´s `Portland´, og igen er makkerparret på sikker kurs.

Berthelsen er perfekt castet med sin meget realistiske og troværdige tilgang til rollen, dog uden de skarpeste nuancer.

Filmens “skurk” bliver spillet med en yderst præcis og realistisk tilgang af Søren Malling, i rollen som den yderst ikkeforstående medpassager Skelbæk, der ikke møder meget medforståelse af sin egen søn. Vi har nok alle sammen mødt hans karakter og vi rummer nok alle noget af ham inde i os selv, men Malling rammer rollen lige på kornet med sin uforsonlige tilgang til “dem der er anderledes”. Endnu en god præsentation fra Malling.

Niels Arden Oplev har med `Rose´ skabt en film der rammer lige midt i hjertekulden en kold februar aften, og ligesom det er det med kollegaen Bille August, er det med de dansksprogede film han står bedst, selvom hans Stieg Larsson og amerikanske flirterier også er gode.

Hjernen er tit blevet beskrevet som fuld af mysterier, men har du hjertet på rette sted er det `Rose´ du skal se. Så kan selv grov indtagelse af Nozinan ikke dæmre i hjerterummet.

’The Legend of Vox Machina’: Frygtindgydende fantasy og fuckery

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

For fans af rollespil som ‘Dungeons & Dragons’ er her en speciel lille perle, som de fleste fantasy fans nok vil kunne more sig med: ’The Legend of Vox Machina’ er Amazon Primes første originale animerede serie eksklusivt for voksne.

Her finder du ikke nogen sød ’coming-of-age’ historie med en gruppe af teenagere, der lærer at navigerer deres magiske verden; i stedet har du en gruppe af voldelige, ofte fordrukne og liderlige eventyrer, der leder efter guld og ærer i alt hvad de gør. Hvis du tror tegnefilm og animerede serier kun er for børn, er du velkommen til at sætte dine små foran ‘LoVM’, men de spørgsmål, der kommer efter, er på eget ansvar så.

’The Legend of Vox Machina’ handler, sjovt nok, om gruppen, der så passende kalder sig selv for Vox Machina – et navn der kræver en længere forklaring i virkeligheden, men for at gøre det kort: betydningen ”stemme maskine” er en reference til, hvordan gruppen bag VM selv arbejder som stemmeskuespillere, og alle er forholdsvis kendte navne på dubbing scenen i USA. ’The Legend of Vox Machina’ har nemlig en lidt speciel oprindelse: historien startede på Twitch kanalen Critical Role hvor syv venner, en gang om ugen, streamede deres D&D kampagne. Selvom Critical Role ikke var den eneste gruppe der gjorde dette i 2015, er det vist ikke en underdrivelse af sige, at de hurtigt blev en af (hvis ikke den) største. Hvad CR har, som mange andre streamede kampagner ikke har, er netop et cast komplet gjort af trænede og velkendte skuespillere, så da ideen om en ‘Vox Machina’-serie kom på banen, var der kæmpe opbakning fra både cast og fans! ‘LoVM’ er derfor et show, som mange – både gamle og nye fans – har høje forventninger til.

Den centrale gruppe består af den store, stærke, men intellektuelt udfordrede halv-kæmpe, Grog (Travis Willingham), hans bedste ven; healeren Pike (Ashley Johnson), den lille skjald med det store navn Scanlan (Sam Reigal), de hemmelighedsfulde tvillinger Vax’ildan (Liam O’Brian) og Vex’halia (Laura Baily), den generte druide Keyleth (Marisha Rey) og “Percival Fredrickstein von Musel Klossowski de Rolo III” – også kendt som Percy (Taliesin Jaffe) – den mystiske royale prins med en mørk fortid. Hvis man har set kampagnen, kender man helt sikkert den populære ’Briarwood arc’, som serien følger, men tillad mig at give et overblik: Vi følger gruppen på deres eventyr igennem Exandria – en fantasiverden skabt af Critical Roles Dungeon Master, Matt Mercer, hvis stemme også dukker op her og der, men mest som den mørke vampyr Silas Briarwood. Vox Machina er en gruppe af outcasts som på en eller anden måde har fundet venskab i hinanden, og de lever nu af ut udfører diverse opgaver for diverse folk rundt omkring. En dag hører de en fugl synge om, at herren i byen har brug for hjælp til at besejre en drage, der truer riget, og snart bliver de involveret i et større spektakel, der inkluderer vampyrer, koldblodigt barnemord, dødsmagi og… David Tennant!? (Ja, den 10ende Doctor har en rolle i denne serie. Hvis I ikke tror på mig, når jeg siger, at den her serie er stor, tror i så på mig nu?)

Seriens animation er pæn og formidler de fantastiske omgivelser upåklageligt. Min eneste klage er brugen a CGI; der er et par eksempler på væsner (såsom den frygtindgydende drage) der, i stedet for 2D, som serien generelt er animeret i, i stedet er animeret i stiv 3D. Dette ser en smule spøjst ud, og resulterer i at disse væsner ikke helt ser ud som om, de hører til i samme verden som deres omgivelser. Det er, i sidste ende, ikke det største problem, for pointen i ‘LoVM’ er ikke det visuelle, men jeg må indrømme, at det til tider generte mig en smule.

Eftersom denne historie kom til offentligt online for flere år siden, er der mange fans, der allerede har specifikke holdninger og forhold til verdnen. Derfor har Critical Role måtte gå en balancegang for at formidle historien på en måde, så både gamle og nye fans vil kunne nyde den. Om de har haft succes med det eller ej er svært at sige. Personligt har jeg fulgt Critical Role siden 2019, og havde derfor en forventning om, at jeg ville elske serien, men det var desværre ikke helt tilfældet.

Serien er utrolig fast-paced og har mange jokes og side-gags på meget kort tid. Dette kan være et plus, hvis du bare leder efter noget, du kan se en episode af her og der og stadig føle, at du får noget ud af det, men hvis du leder efter en serie, hvor du virkelig lærer karaktererne og verdenen at kende, og hvor du kan fordybe dig i noget fiktion, så er ’Legend of Vox Machina’ nok ikke serien for dig. Plottet forløber så hurtigt, at man knap nok når at stille spørgsmålstegn til, hvorfor de klogeste hoveder i landet står midt i deres åbne tronsal og diskutere massemord, før vores beskidte og tømmermændsramte hovedpersoner er hyret til at dræbe en drage.

Humoren specielt er den store forskel for mig mellem serien og D&D kampagnen: Selvom Critical Role altid har haft sjofle og til tider slap-stick humor i deres show, har det aldrig føltes overdrevet. Men forskellen er nu, at et plot der i 2015 tog CR 4 timer at fortælle, skal nu fortælles på 22 minutter. Derfor har vi nødvendigvis også en meget højere koncentration af den form for jokes, og hvis man, som mig, ikke er helt så glad for amerikansk humor eller fan af ting som ‘Rick and Morty’ etc, så kan det her føltes overdrevet.

Bare i den første episode har vi flere karakterer der kaster op, en sexscene, Scanlan der tisser på en anden person, samt adskillige referencer til sex og kinks – hovedsageligt fra Scanlan. Den lille skjald er en fan favorit, ikke mindst på grund af Reigels kreativitet og humor, men desværre bliver den høje intensitet her nok for meget for nogen. Hvis du ikke finder prut jokes og sex referencer sjove, så er der nok flere jokes i det her show, der ikke vil lande for dig.

Personlig humor til side, så må jeg dog sige, at når man tænker på hvor stor en opgave det må have været at få denne historie formidlet i en serie, så har Critical Role gjort en fantastisk stykke arbejde, og det er bestemt en kreativ, fantasifuld og spændende verden de har skabt, fyldt med interessante og opsigtsvækkende karakterer. Hvis du leder efter et sjovt og blodigt show – og du har en højre sjofel tærskel end mig – så er dette helt klart et oplagt valg. Hvis du kan lide rollespil og ved en ting eller to om D&D er du næsten nødt til at tjekke det ud.

Herfra skal anbefalingen gå på en lun middelkarakter: 4 ud af 6 Chaplins.

’The Legend of Vox Machina’ kan ses på Amazon Prime

Serien har 12 afsnit med en spilletid på ca 25 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=JvwxQSc-3os

Oscar-Nomineringerne 2022!

Af: Lou von Brockdorff

Årets Oscar-nomineringer er ude, og der er mulighed for at Oscar-uddelingen kan blive en stor aften for dansk film!!

Den animerede dokumentarfilm ‘Flugt’, skabte historie, ved at blive nomineret til tre priser, og samtidig var der igen en nominering til en dansk kortfilm, da filmen ‘On My Mind’ blev nomineret. ‘On my Mind’ er instrueret af Martin Strange-Hansen, som vandt en Oscar for kortfilmen ‘Der er en yndig mand’ i 2002.

Derudover blev fotografen Dan Laustsen nomineret til en Oscar, for sit arbejde på ‘Nightmare Alley’. Laustsen var også nomineret til en Oscar i 2018, for filmen ‘The Shape of Water’.

Filmen med flest nomineringer blev Netflix-filmen ‘The Power of the Dog’, som fik 12 nomineringer, b.la. for bedste film, instruktør og bedste manus. Den blev fuldt af ‘Dune’ som fik 10 nomineringer, og ‘Belfast’ og ‘West side Story’, som hver fik 7 nomineringer.

En af de helt store overraskelser, er at den japanske film ‘Drive My Car’ fik 4 nomineringer, heriblandt for bedste film, bedste instruktør, bedste manus og bedste udenlandske film.

Du kan se listen her med alle nomineret, og når vi nærmer os Oscar-uddelingen, kommer vi også med et bud på hvilke film, vi tror vinder.

Bedste mandlige birolle:

Ciarán Hinds (Belfast)

Troy Kotsur (CODA)

Jesse Plemons (The Power of the Dog)

J.K. Simmons (Being the Ricardos)

Kodi Smit-McPhee (The Power of the Dog)


Bedste kvindelige birolle:

Jessie Buckley (The Lost Daughter)

Ariana DeBose (West Side Story)

Judy Dench (‘Belfast’)

Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)

Aunjanue Ellis (King Richard)


Bedste animerede kortfilm:

‘Affairs of the Art’

‘Bestia’

‘Boxballet’

‘Robin Robin’

‘The Windshield Wiper’


Bedste kostumer:

‘Cruella’

Cyrano’

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘West Side Story’


Bedste live action kortfilm:

‘Ala Kachuu – Take and Run’

‘The Dress’

‘The Long Goodbye’

‘On My Mind’

‘Please Hold’


Bedste originale score:

Don’t Look Up (Nicholas Britell)

‘Dune’ (Hans Zimmer)

‘Encanto’ (Germaine Franco)

‘Parallel Mothers’ (Alberto Iglesias)

‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)


Bedste lyd:

‘Belfast’

‘Dune’

‘No Time to Die’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’


Bedste adapterede manuskript:

‘CODA’ (Siân Heder)

‘Drive My Car’ (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe)

‘Dune’ (Jon Spaihts, Denis Villeneuve, Eric Roth)

‘The Lost Daughter’ (Maggie Gyllenhaal)

‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)


Bedste originale manuskript:

‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

‘Don’t Look Up’ (Adam McKay, David Sirota)

‘King Richard’ (Zach Baylin)

‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

‘The Worst Person in the World’ (Eskil Vogt, Joachim Trier)


Bedste mandlige hovedrolle

Javier Bardem (Being the Ricardos)

Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Andrew Garfield (Tick, Tick … Boom!)

Will Smith (‘King Richard’)

Denzel Washington (The Tragedy of Macbeth)


Bedste kvindelige hovedrolle:

Jessica Chastain (The Eyes of Tammy Faye)

Olivia Colman (‘The Lost Daughter’)

Penélope Cruz (‘Parallel Mothers’)

Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Kristen Stewart (Spencer)


Bedste animerede spillefilm:

‘Encanto’

‘Flugt’

‘Luca’

‘The Mitchells vs. the Machines’

‘Raya and the Last Dragon’


Bedste fotografering:

‘Dune’ (Greig Fraser)

‘Nightmare Alley’ (Dan Laustsen)

‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

‘The Tragedy of Macbeth (Bruno Delbonnel)

‘West Side Story’ (Janusz Kamiński)


Bedste dokumentarfilm:

‘Ascension’

‘Attica’

‘Flugt’

‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

‘Writing With Fire’


Bedste korte dokumentarfilm

‘Audible’

‘Lead Me Home’

‘The Queen of Basketball’

‘Three Songs for Benazir’

‘When We Were Bullies’


Bedste klipning:

‘Don’t Look Up’

‘Dune’

‘King Richard’

‘The Power of the Dog’

‘Tick, Tick … Boom!’


Bedste internationale spillefilm:

‘Drive My Car’ (Japan)

‘Flugt’ (Danmark)

‘The Hand of God’ (Italien)

‘Lunana: A Yak in the Classroom’ (Bhutan)

‘The Worst Person in the World’ (Norge)


Bedste makeup og hår: 

‘Coming 2 America’

‘Cruella’

‘Dune’

‘The Eyes of Tammy Faye’

‘House of Gucci’


Bedste originale sang:

‘Be Alive’ (‘King Richard’) – Beyoncé Knowles-Carter, Dixson

‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

‘Down to Joy’ (‘Belfast’) – Van Morrison

‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

‘Somehow You Do’ (Four Good Days) – Diane Warren


Bedste productiondesign:

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘The Tragedy of Macbeth’

‘West Side Story’


Bedste visuelle effekter: 

‘Dune’

‘Free Guy’ 

‘No Time to Die’

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’

‘Spider-Man: No Way Home’


Bedste instruktør:

Kenneth Branagh (‘Belfast’)

Ryûsuke Hamaguchi (‘Drive My Car)

Paul Thomas Anderson (‘Licorice Pizza)

Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Steven Spielberg (‘West Side Story)


Bedste film:

‘Belfast’

‘CODA’

‘Don’t Look Up’

‘Drive My Car’

‘Dune’

‘King Richard’

‘Licorice Pizza’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Oscar-uddelingen bliver afholdt søndag den 27.marts.

‘Spencer’: Se den på grund af Kristen Stewart

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Jeg har aldrig interesseret mig særligt for det britiske kongehus, eller for prinsesse Diana, eller for Kristen Stewart, for den sags skyld. Men Stewart formår at give en præstation som gør Diana interessant, og gør filmen seværdig.

Vi følger Diana og den britiske kongefamilie i feriedagene omkring jul. Diana er mor til de to prinser, Harry og William, og er i et ulykkeligt ægteskab med prins Charles. Hun har det heller ikke synderligt godt med de andre medlemmer af familien og sin rolle. Skilsmissen med Charles er også lige om hjørnet og de eneste tætte forhold hun har, er med sine sønner og med hoffet. Klaustrofobien over at være fanget på godset, begynder at påvirke Diana og hun begynder mere og mere at distancere sig fra den kongelige familie.

Diana blev virkelig landets prinsesse, men ifølge rygterne var hun aldrig rigtigt tilpas i rollen som den kommende dronning, og hendes ægteskab med Charles var meget langt fra lykkeligt. Vi har efterhånden fået fortalt denne historie et par gange, senest i Netflix-serien ‘The Crown’.

Og kan man så komme med noget nyt til historien om Lady Diana? Ja. Det kan Kristen Stewart, Pablo Larraín og Steven Knight.

Kristen Stewart vil mange sikkert kende bedst som Bella i ‘Twillight’-filmene, som blev hendes helt store gennembrudsrolle. Men hun har været med i mange andre ting. B.la. ‘Skyerne over Sils Maria’, ‘Snow white and the Huntsman’, ‘The Messengers og ‘Into the Wild’. Jeg har aldrig syntes hun var specielt spændende som skuespiller, og har syntes hun har spillet meget ens i alle hendes roller.

Men i ‘Spencer’ giver hun en anden dimension til Diana. Det første som også rammer mig er hendes perfekte engelsk accent, hun lyder virkelig som Diana. I ‘Spencer’ kommer hun også godt rundt i følelsesregistreret. Hun er både kærlig mor overfor sine to sønner, men samtidig kan man mærke hvordan hun langsomt bliver ædt op af den familie hun har giftet sig ind i, og den rolle hun nu har. Der er en inderlighed og en ægthed i Stewarts spil, som er meget fangende og rørende. Det er utroligt let at identificere sig med rollen.

Filmen er instrueret af Pablo Larraín, som også instruerede ‘Jackie’, der handlede om Jackie Kennedy efter JFK’s død. Han har instrueret en meget smuk film, som visuelt virkelig står stærkt. Skuespilspræstationerne er også gode, hvor b.la. Sally Hawkins, Jack Farthing, Sean Harris og Timothy Spall er med. Men det er dog alligevel Stewart som stjæler scenerne, og som er den altoverskyggende hovedrolle.

Fordi filmen kun foregår på godset, og den omgivne natur, får vi som seere også den samme fornemmelse af klaustrofobi som Diana. Vi vil gerne ud og væk, så vi kan få lov til at trække vejret, og vi ønsker at det hele ikke skal være så stift og formælt. Det er et smart træk, da de igen er med til at sætte publikum i Dianas sted, og vi føler mere med hende.

Musikken, som er mesterlig og er lavet af Jonny Greenwood, er med til at gøre vi indimellem føler denne intense og klaustrofobiske stemning. Og især skal kostumerne, som er skabt af veteranen Jacqueline Durran, også nævnes. Stewarts kostumer er sindssygt smukke og meget af tiden meget overdådige.

Manus er skrevet af Stephen Knight. Han har tidligere skrevet ‘Eastern Promises’, ‘Dirty Pretty Things’ og ‘Peaky Blinders’. Han har skrevet et manus som giver os et nyt og ærligt billede af Diana, og som igen ikke sætter kongehuset i det bedste lys. Dialogen og karaktererne er stærke og velskrevet, og udviklingen i Dianas psykiske ubehag er mesterligt skrevet. Det er også et klogt valg at fokusere på det, for derudover er der ikke meget nyt i manus. Vi har hørt et utal at gange om det forfærdelige ægteskab, og om hvordan Diana aldrig rigtigt følte sig som en del af kongefamilien. For udover at vende historien om, så den er fortalt ud fra Diana, så er det den samme historie vi her får genfortalt.

Selvom vi har hørt historien før, er filmen alligevel værd at se. Primært på grund af Kristen Stewart, som aldrig har været bedre, og som helt sikkert bliver nomineret til en Oscar for sin rolle. Det vil heller ikke undre mig hvis hun vandt. Derudover er filmen også et studie i, hvordan man på en rigtigt fin måde kan fortælle om og beskrive en persons psykiske nedbrud, uden direkte at fortælle det.

Filmen er en historie om det britiske kongehus, men det er ligeså meget en film om den menneskelige psyke, og hvad der sker hvis vi kommer i ubehagelig situationer, eller under enormt pres, som vi på ingen måde kan finde en vej ud af.

‘Chosen’: Netflix’s nye danske sci-fi ungdomsserie fungerer simpelthen ikke

Anmeldt af: Susanne Schatz

Trioen (Jannik Tai Mosholt, Christian Potalivo og Kasper Munk), som står bag ‘Chosen’ har før skabt fremragende ting, bl.a. ‘Hold om mig’ og ‘You & me forever’, men deres sci-fi seriebud (som også tæller ‘The Rain’) er ikke særlig vellykket! Måske er det bare ikke den genre, de skal kaste sig over.

Som udgangspunkt lyder: ”ungdoms, – Coming of age, sci fi, – og thrillerserie” jo ikke så dårligt, men ingen af tingene bliver virkelig grebet eller forløst! Selvom serien giver sig god tid til at udvikle historien, føler jeg ikke, at jeg får nok at vide, fx om hovedpersonerne til at blive nysgerrig eller engageret.

Jeg er lidt af en ”binge-viewer”, men jeg havde slet ikke lyst til at se flere afsnit efter hinanden – tværtimod måtte jeg næsten ”tvinge” mig til at fortsætte.

Dog starter det første afsnit sjovt: Hovedpersonen Emma er en 17-årige pige, som arbejder som guide, introducerer en skoleklasse til den store begivenhed, som har forandret Middelbos skæbne – for 17 år siden ramte en Meteor den lille by, eller rettere sagt købmandens grøntsagsafdeling, og skabte et kæmpe kratter. Meteoren opbevares nu i en glasmontre og må under ingen omstændigheder røres, men en elev overtaler Emma til at løfte glasset. ”Selvfølgelig” falder meteoren ned og går i stykker.

Emma opdager, at den bare er lavet af glas, og da hun prøver at konfrontere folk med den viden, havner hun gradvist i en verden af løgn og manipulation – intet er, som hun troede og stolede på. Hun har altid følt sig anderledes og er ikke rigtigt en del af det lokale samfund – hvilket efterhånden giver mere og mere mening. Hun møder også en gruppe unge, som bestræber sig at finde ud af, hvad der virkelig er sket for 17 år siden.

Men kan de blive venner og kan de stole på hinanden.

‘Chosen’ byder på en række interessante unge skuespillere, som fx Albert Rudbeck Lindhardt (Mads) – bl.a. kendt fra ‘Der kommer en dag’, ‘Landet af glas’ og ‘Puls’, Malaika Berenth Mosendane (Emma; hun var med i ‘Sommerdahl’) og Andrea Heick Gadeberg (Marie; bl.a. kendt fra ‘Retfærdighedens ryttere’ og ‘Sygeplejeskolen’).

Men også mange kendte navne står på rollelisten – Nicolaj Kopernikus (‘Forbrydelsen I’), Henrik Prip (‘Lærkevej’), Ken Vedsegaard (‘Krøniken’), Line Kruse (‘Skyggen af Emma’) og Marie Louise Wille (‘Sommer’).

For at sige det helt ”brutalt” – der er ikke nok ”kød på” historien. Fortællingen hænger ikke så godt sammen. Nogle detaljer giver umiddelbart ingen mening – som fx at Mads sidder i kørestolen bliver ikke forklaret. Hvordan fandt gruppen hinanden? Hvad er deres historie? Undervejs er der sarte, men alt for svage antydninger, fx at Maries mor døde og hun måske derfor føler sig som en vampyr – eller har det at gøre med at hun er lesbisk?

Gruppen af unge burde være venner– men nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor de egentlig er sammen? Hvad er grunden til, at de underkaster sig Mads’ ”diktatur”? Hvorfor omgås de hinanden på en næsten usympatisk måde? Samlet set er det svært at holde af dem.

Bag meteor-historien åbenbarer sig noget overnaturligt og mystisk – her kommer sci-fi ind i fortællingen. Men jeg synes ikke, at det er spændende eller interessant – fx har rumvæsnet Lukas på den ene side sindssygt stærke kræfter – han klarer en hel bataljon af indsatsstyrke – mens han i en anden situation er lige så sårbar som et menneske- Lukas ved ikke noget om livet på jorden, fx at de har brug for mad – det skaber enkelte delvis morsomme scener.

Der er helt klart nogle sjove ideer i serien, men desværre ikke gennemført. Jeg begyndte hurtigt at kede mig og bliver lidt anstrengt – spørgsmålene ”Hvorfor?”, ”Hvad nu?”, … dukker alt for hyppigt op – så jeg mister interessen i serien!

Skuespillerne spiller godt, musikken er velvalgt – dog totalt absurd i den scene, hvor Lukas kæmper mod indsatsstyrken.

Jeg har lidt svært at forstille mig at unge virkelig kan spejle sig i problematikkerne og hoved karaktererne – jeg synes at andre ungdomsserier/-film (fx ‘Hold om mig’) rammer deres issues, adfærd og følelser meget meget bedre.

Desværre kun 2 Chaplins.

‘Chosen’ kan ses på Netflix

Serien har 6 afsnit med en spilletid på 40-50 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=Qxe8Yyuo0rY

‘Scream 5’: En u-uhyggelig og unødvendig efterfølger

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Scream’ fra 1996, er for mange en af de store, klassiske gyserfilm. Den fik to efterfølgere i 1997 og i 2000. I 2011 kom så ‘Scream 4’, og i 2015 kom den i en forfærdelig MTV serieversion, bare kaldet ‘Scream’.

25 år efter at en række brutale drab chokerede den lille by Woodsboro, er en ny morder på spil. Iført den ikoniske Ghostface-maske har personen udset sig en ny gruppe unge for at genoplive fortidens blodige hemmeligheder. Til undsætning kommer tre rutinerede kræfter, som har været oppe imod Ghostface af fire omgange før: Den evige overlever Sidney Prescott, betjenten Dewey Riley og journalisten Gale Weathers. Sammen med den nye gruppe af unge, må de nu stoppe den nye Ghostface-morder.

De første 4 ‘Scream’- film var instrueret af gysermesteren Wes Craven, som også instruerede ‘A Nightmare on Elm Street’, ‘Rædslernes Hus’ og ‘The Hills Have Eyes’. Han døde desværre af kræft i 2015, så det er Tyler Gillet og Matt Bettinelli-Olpin som her har overtaget instruktørstolen. De to instruerede også sammen ‘Ready or Not’ og ‘Devil’s Due’, men har ellers primært gjort sig i kortfilm.

Castet består af en stor gruppe nye unge, b.la. Melissa Barrera, Mikey Madison, Dylan Minnette, Jack Quaid og Jenna Ortega. Men også Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette, som også var med i de første ‘Scream’-film, vender tilbage her.

Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg desværre ikke bliver investeret i nogle af de nye unge karakterer. Jeg syntes ikke de er særligt interessante og syntes de er ret forglemmelige. Det er først når de tre skuespillere fra de originale film kommer med, at jeg syntes der er nogle karakterer på skærmen som er interessante, og som jeg hepper på. Det er ikke fordi skuespillet hos de unge er dårligt, det er bare lidt fladt og karaktererne har heller ikke meget dybde.

Der går også overraskende meget af filmen hvor der ikke er mord, eller sker noget uhyggeligt, men hvor de unge snakker om Ghostface, og diskuterer situationen. Det er helt fint, men hvis det er størstedelen af filmen, så bliver det for meget, især i en film hvor vi gerne vil have action og gys.

Det er dog skønt at se Neve Campbell som Sidney igen. Hun spillede hende godt i de første ‘Scream’-film, og var virkelig bad-ass i de film. Men selvom det er godt at se hende, og selvom jeg godt kan lide hendes karakter, virker hendes præstation her også lidt flad, og vi får ikke lov til at se hende være så bad-ass og give den så meget gas, som vi gerne vil se vores Sidney-karakter gøre. Måske er det fordi hun er blevet en del ældre? Jeg ved det ikke. Men jeg savner noget power i hendes rolle.

Courtney Cox startede ud i ‘Scream’ fra 1996, med at være super irriterende reporter, og David Arquette var den søde og kikset politimand. Her virker det egentligt også lidt ligegyldigt at de vender tilbage, og igen mangler jeg at de virkelig træder til, og giver Ghostface den modstand, som han fortjener.

Lad os være ærlige. ‘Scream’-filmene har aldrig været rigtigt uhyggelige. Det var film som man så på teenageværelset, når man havde filmaften og det skulle være lidt uhyggeligt, hvor man så kørte en stemning op, for at skræmme sine venner. Men filmene i sig selv, havde ikke meget uhygge i sig. Det har ‘Scream 5’ heller ikke.

De forskellige mord som er i ‘Scream 5’ er utroligt uopfindsomme, de forskellige jumpscares som der er, og de sekvenser som skulle være uhyggelige, er blevet lavet mange gange før i andre film meget bedre, og Ghostface er bare ikke en særlig uhyggelig morder. Mange af hans mord virker lidt tilfældigt, og til tider er han mere klodset og sjov end farlig. De fleste dør også fordi de begår dumme handlinger, eller simpelthen er uduelige til at kæmpe imod.

Hvis man vil have noget let, ikke særlig begavet og ikke særligt uhyggeligt “gys”, så er ‘Scream 5’ sikkert noget for dig. For dem som gerne vil have noget nostalgi, så vil jeg forslå at du istedet ser ‘Scream’ fra 1996.

‘Nighmare Alley’: Mørk, mesterlig og medrivende

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Bogen ‘Nightmare Alley’ blev skrevet af William Lindsay Gresham i 1946 og blev første gang filmatiseret allerede i 1947, med Tyrone Power i hovedrollen. Den nye film er ikke en remake af den originale film, men en ny filmatisering af romanen.

Da den karismatiske Stanley begynder at arbejde hos et omrejsende cirkus, møder han den clairvoyante Zeena og hendes tankelæsende ægtemand Pete. Han bliver en del af deres show og lærer her at svindle og bondefange folk. Med hjælp fra kvinden Molly, forlader Stanley cirkusset og vil bruge sin nye viden på den rige elite i 40’ernes New York. Han planlægger her at snyde en vigtig forretningsmand, med hjælp fra en mystisk psykiater som han møder i byen.

Filmen fra 1947 er en virkelig seværdig film og en glemt klassiker. Det er nok også en af Tyrone Powers bedste film, og en af de film hvor han spiller bedst.

Den nye version er instrueret af Guillermo del Toro, som for alvor slog sit navn fast som filminstruktør med mesterværket ‘Pans Labyrint’ fra 2006. Derefter har han b.la. instrueret ‘Hellboy’, ‘Pacific Rim’ og ‘The Shape of Water’, som vandt en Oscar for bedste film. Dette er også den første film han har instrueret, siden ‘The Shape of Water’.

Han har på mange måder sin egen stil, og den stil har han taget med sig i ‘Nightmare Alley’. Man er ikke i tvivl om at det er en del Toro film. Både på grund af det visuelt virkeligt imponerende og mørke look, men også på grund af karaktererne. På nogle måder kan man beskrive dette som en meget mørk Tim Burton film. Karaktererne og universet er lidt skæve, og samtidig meget dystre.

Del Toro har også selv skrevet manus sammen med Kim Morgan. Kim Morgan er rimelig ny som manusforfatter. Hun har før skrevet artikler for forskellige blade, som f.eks. Sight & Sound og The Criterion Collection. Hun er derudover også fornyligt blevet gift med del Toro, og sammen har de lavet et meget velskrevet manus. Filmen er drevet af en fantastisk dialog, og hvor ingenting i handlingen bliver overfortalt. Seeren får den helt perfekte portion af viden for at forstå filmen, og for at blive medrevet. Karaktererne er også velskrevet, og giver skuespillerne mulighed for at give dem meget dybde.

Bradley Cooper, som vi ellers kender fra ‘A Star is Born’ og ‘Hangover’-trilogien, spiller her Stanley. Han får selskab af Cate Blanchett, Willem Dafoe, Toni Collette, Rooney Mara, Ron Pearlman og Mary Stenburgen. Det er et vildt cast som del Toro har samlet og skuespillere af meget høj kvalitet. De spiller også virkelig stærkt. Især er Cooper god i rollen som Stanley og har nogle stærke scener som brænder sig fast hos publikummet. Også Mara, Dafoe, Collette og Pearlman er fremragende. Dette er desuden syvende gang at del Toro og Pearlman arbejder sammen, så man må sige at han efterhånden er en fast del af del Toros filmunivers.

Det er danske Dan Laustsen som har filmet ‘Nightmare Alley’. Han var også fotograf på ‘The Shape of Water’, som han blev Oscarnomineret for, og har også været fotograf på ‘Crimson Peak’ og på 3 af ‘John Wick’-filmene. Han har lavet nogle virkeligt flotte billeder, som også er smukke stilbilleder. Hvilket betyder at mange af billederne er så smukke at det kunne være fotografier, eller billeder som hænger på en væg. Han har også formået at ramme et mørke med sine billeder, som passer rigtigt godt med handlingen.

For det er en mørk historie. Der er ikke meget at smile af i ‘Nightmare Alley’ og det er et studie i en menneskelig deroute. Men skuespillet og stemningen igennem filmen er så stærkt at man bliver draget ind i den dystre fortælling, og er underholdt hele vejen. Slutningen, og sidste akt på filmen, gør også så stort indtryk, og opsummere filmen så stærkt, at man som seere til sidst sidder med en speciel fornemmelse i kroppen.

Musikken er også med til at man som publikum bliver medrevet, og er både stemningsfuld, mystisk og mørk. Det er skabt af Nathan Johnson, som med musikken er med til at få dig i en stemning, af noget ubehag, og som er med til at gøre filmoplevelsen fuldkommen for seeren. Det bringer dig også ind i mørket. Vi vil så gerne have noget lyst og opløftende i mange af vores film, men i ‘Nightmare Alley’ er der ikke en anden udvej end mørket.

Så hvis man tror at man skal se en opløftende, fantasifuld og underholdende film med ‘Nightmare Alley’, skal man nok forberede sig på noget andet. Filmen er alligevel virkelig medrivende og tiden flyver afsted. Hvor universet har nogle aspekter af noget meget magisk og fantasifuldt, som sagt, forestil dig et Burton univers tilsat noget ekstra ubehag.

Hvis man er forberedt på den filmoplevelse som ‘Nightmare Alley’ er en virkelig fremragende, smuk og meget stemningsfuld oplevelse.

Man plejer af kalde januar for ‘The January dumping ground’, fordi filmselskaberne her ofte sender halvdårlige film i biograferne, som de ikke tror bliver en succes, mens alle kun har øjne på de film som er nomineret til de store amerikanske filmpriser. Men jeg forudser allerede nu af ‘Nightmare Alley’ kan være i spil til flere priser ved næste års prisuddelinger.

‘No Time To Die’: Et fremragende farvel til Daniel Craig som Bond

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Efter at have haft rollen som James Bond siden 2006, og havde spillet karakteren i 4 film, takker Daniel Craig nu af med hans femte Bond-film, som er blevet udskudt i 1,5 år pga. Corona.

Efter hændelserne i ‘Spectre’, er James Bond stoppet som agent, og nyder nu tiden med sin kæreste Madeleine, som også er datter af Mr. White. Men deres idyl varer ikke længe, da Bond og Madeleine bliver overrasket på deres ferie af organisationen Spectre. Nogle år efter bliver Bond kontaktet af vennen Felix Leither, som vil have ham til at hjælpe med en sag. En russisk forsker i DNA-teknologi er blevet kidnappet, og snart er hele menneskeheden truet.

‘No Time To Die’ er instrueret af Cary Joji Fukunaga, som fik sit helt store gennembrud med serien ‘True Detective’ fra 2014. Derefter har han instrueret filmen ‘Beasts of no Nation’ og skrev ‘It’ fra 2017. Han har også skrevet manus på ‘No Time To Die’, hvor han her har fået hjælp af Neal Purvis, Robert Wade og Phoebe Waller-Bridge. Waller-Bridge står også bag serierne ‘Fleabag’ og ‘Killing Eve’.

Meget af handlingen i ‘No Time To Die’ er hvad man forventer af en ‘Bond’-film. Der er action, biljagter, fede gadgets, smukke kvinder og en superskurk. Det er det folk vil have, og det får de bestemt også her. ‘No Time To Die’ er næsten 3 timer lang, og er den længste film i franchisen. Jeg blev dog ikke hægtet af, af den lange spilletid, og var tværtimod med hele vejen.

Daniel Craig har aldrig været min yndlings-Bond. Jeg er mere til Sean Connery, Roger Moore og Pierce Brosnan, som var de Bond-skuespillere jeg voksede op med. For mig har Craig aldrig helt haft den charme og den humor som har været kendetegnet for Bondkarakteren. Men Craig er nok den Bond-skuespiller, som spiller bedst, og jeg syntes han er fremragende i ‘No Time To Die’. Han er her både charmerende, sjov og alvorlig. Han skal også arbejde med nogle flere følelser, og tungere følelser end andre skuespillere i rollen har gjort, og skuespillet bliver endda flere steder rørende. Og det fede ved ham som Bond, er at han bliver forpustet hvis han løber meget rundt, han bløder hvis han får slag og er på mange måder en mere menneskelig Bond.

Overfor ham, er der en perlerække af skuespillere. B.la. Jeffrey Wright, Ralph Fiennes, Christoph Waltz, Ben Whishaw, Naomie Harris, Léa Seydoux, Rami Malek og David Dencik. De spiller også, næsten alle sammen, fremragende. Den eneste som stikker lidt ud her, er desværre danske David Dencik. Han spiller den russiske forsker, men for mig bliver accenten lidt for tyk, skuespillet virker lidt fladt og hans jokes lander ikke rigtigt. Det er ellers virkelig flot at endnu en dansk skuespiller er at finde i rulleteksterne på en ‘Bond’-film. Den ære har Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, også tidligere haft.

Rami Malek er den nye skurk i denne film. Han er noget mindre med end jeg havde regnet med, men når han er på skærmen er han intens og ond. Jeg har dog nogle spørgsmål omkring karakteren, som jeg ikke får svar på. B.la. en bevæggrund for nogle af de ting han gør. Der er ikke, som sådan en ny Bond-babe, med i denne film, da Bond er sammen med Madeleine, spillet af Léa Seydoux. Hun er fremragende her og giver en stærk og rørende præstation.

‘No Time To Die’ er måske, lige på nær af ‘Skyfall’, den flotteste ‘Bond’-film. Billederne er vildt smukke, og konstrueret helt perfekt. Det er både når det er store naturskud, og når man kommer helt ind tæt på. Især er action scenerne også meget imponerende og medrivende. Der er også noget virkelig fedt i at se en film, hvor action scenerne, er lavet af stuntmænd, og der ikke konstant er brugt visuelle effekter. Filmen er skudt af Linus Sandgren, som vandt en Oscar for sit kameraarbejde på ‘La La Land’, og jeg tror sagtens han også kan blive nomineret for ‘No Time To Die’.

En anden ting jeg er virkelig vild med, er de små hints til tidligere film i serien. Her bliver Louis Armstrongs, Bond-sang fra ‘On Her Majesty’s Secret Service’ brugt et par gange. Selvom sangen aldrig rigtigt er blevet regnet for en officiel Bond-sang, så syntes jeg at det er den bedste og smukkeste Bond-sang. Og på nogle måder minder ‘No Time To Die’ og ‘On Her Majesty’s Secret Service’ om hinanden. For mig passer ‘We Have All The Time In The World’ perfekt i begge film, og er med til at binde filmserien endnu mere sammen.

Der er jo altid snak om Bond-sangen, når der kommer en ny film ud. Til ‘No Time To Die’, er den leveret af Billie Eilish. Det er en meget stemningsfuld sang, som passer godt til introsekvensen. Men efter at have forladt biografen, har jeg fuldstændig glemt sang og tekst, og den eneste sang som sidder fast er ‘We Have All the Time In The World.

Derudover er musikken i ‘No Time To Die’ lavet af Hans Zimmer, som må siges at være en af de helt store. Musikken er super fed i action scenerne, og rørende i de lidt tungere og mere følelsespræget scener. Men ligesom med titelsangen, så er der ikke noget af musikken, som jeg rigtigt husker bagefter, udover ‘James Bond’-temaet, som dog ikke bliver brugt så meget.

‘No Time To Die’ har været udskudt i halvandet år, og man kan spørge sig, om den er ventetiden værd. Det syntes jeg bestemt den er. Daniel Craig får et meget værdigt og rørende farvel, i en film som giver os alt det vi vil have i en god Bond-film. Der er også en del overraskelser undervejs, men selvfølgelig skal der ikke komme nogle spoilers her. Jeg havde heller aldrig troet at jeg vil fælde en lille tåre til en film i denne franchise, men det gjorde jeg da filmen nåede sin slutning.

Der er mange som har Daniel Craig som deres yndlings Bond, og selvom han som sagt aldrig har været min yndlings, så har den næste skuespiller i serien stadig meget at leve op til.