The Nun er en gyserfilm kun baseret på jumpscares

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Nyeste film i ”The Conjuring” serien er nu kommet og handler om en spøgelsesnonne på et kloster i 1950erne i Rumænien

Da en ung nonne tager sit eget liv i på øde rumænsk kloster sender Vatikanet en præst og en ung novice til klosteret for at efterforske hvad der er sket med den unge nonne og hvad der ledte til hendes selvmord. På klosteret skal de to afdække den isolerede nonneordens ukristelige hemmelighed. De ved dog ikke at de begge risikerer deres liv ved at tage denne opgave, samtidig med at deres tro og sjæle også bliver udsat for fare. Inden længe er klosteret blevet til en slagmark imellem de levende og de forbandet.

”The Nun” er den sidste nye film i gyserserien der startede med ”The Conjuring” og derudover også tæller ”The Conjuring 2” og ”Annabelle” og ”Annabelle: Creation”. Filmene er produceret af James Wann som de seneste par år har slået sit navn fast som gysermester med disse film, men også med b.la. ”Saw” filmene.

I ”The Nun” spiller Demián Birchir Fader Burke som bliver sendt til klosteret og Taissa Farmiga spiller den unge novice. De gør det begge virkeligt godt, og deres præstationer er tæt på at være det bedste i filmen. De formår at lave præstationer som er troværdige og tredimensionelle og det gør også at man kommer til at holde af de to karakterer. Karaktererne gør indimellem dumme ting, som man som publikum syntes er dumt, men de gør disse ting for at der kan komme gys i filmen. Alligevel tilgiver man de to personers handlinger fordi de er så sympatiske. Taissa Farmiga er i øvrigt lillesøster til Vera Farmigga som har spiller den hovedrollen som Lorraine Warren i de to ”Conjuring” film.

Filmen er også ganske flot og der er ikke en finger at sætte på den visuelle side. Det er mere når man kigger på handlingen at der er nogle problemer. Plottet i filmen er ultra simpelt og den bliver meget forudsigelig og indimellem lidt kedelig. Selve handlingen i filmen er heller ikke særligt uhyggelig og filmens eneste uhyggelige sekvenser består af jumpscares. Hvis man har set mange gyserfilm bliver disse jumpscares også sindssygt forudsigelige, og da der ikke er noget andet skræmmende i handlingen er dette ikke en specielt uhyggelig film.

Andre gyserfilm har indimellem også en skræmmende historie eller en uhyggelig tilstedeværelse igennem hele filmen som gør at publikummet igennem hele handlingen ikke kan føle sig sikker. Da ”The Nun” ikke har det er der mange scener indimellem hvor man kan sidde og slappe af og følge med i den lidt ligegyldige handling. Hvis man syntes film med jumpscares er vildt uhyggelige vil man sikkert også syntes denne film er uhyggelig.

”The Conjuring” og ”Annabelle: Creation” havde en stemning i filmen som gjorde at man aldrig kunne føle sig sikker, og begge disse film havde mere i sig end rene jumpscares. Hvis man vil se nogle gode gysere i denne gyserserie, så kan disse to film især anbefales.

Whitney – En af de mest succesfulde sangerinders op- og nedture!

Anmeldt af: Susanne Schatz

I stedet for at være kun en hyldest til Whitney Houston er filmdokumentaren en nuanceret beskrivelse af hendes liv fra fødsel til død.

Filmen er opbygget af en sammenklipning af forskellige interviews af personer omkring Whitney, private optagelser og fjernsynsudsendelser – koblet til centrale hændelser i hendes nutid. Den livlige og sjove, men også sårbare pige havde at kæmpe imod den lange skygge fra en kendt mor, Cissy Houston, og fra berømte familiemedlemmer såsom Dione Warwick og Dee Dee Houston. Whitneys kærlighed til musikken og hendes talent var allerede synligt i kirkekoret og blev efterhånden dyrket til perfektion under morens strenge og krævende opdragelse. Med berømmelsen blev faren hendes manager, og han brugte hende som ”pengemaskine” for ham og hendes to brødre. De to endte med at forsyne hende og dem selv med store mængder af alkohol og stoffer. En anden faktor, der ledte til hendes nedture og død var valget af forkerte kærlighedspartnere!

Den Oscar-vindende instruktør Kevin Mac Donald, som står bag dokumentaren ”One day i september” og ”Marley”, har lavet et udmærket filmportræt om en person, med bl.a. enorm betydning for den sorte del af USA´s befolkning.

Denne skønne kvinde med sin enestående talent og stemme syntes at have alt, men hun var alligevel ensom, fortabt og blev svigtet af vigtige mennesker i sit liv. Selvom der altid stod meget om Whitney i magasiner og aviser, vidste man egentlig intet om hende som menneske. Filmen går bag dette glansbillede!

Hver scene er overraskende, spændende og en nydelse – at følge hendes succes er ophidsende, men til gengæld er det enorm skrammende at være vidne til hendes forfærdelige nedture. Fra det første øjeblik til det sidste kunne jeg ikke undgå at føle mig fascineret, og selvom jeg må indrømme at ikke have været hendes største fan, udløser hendes historie og hendes sange eller rettere sagt hendes stemme gåsehud.

Man får mange informationer, fra forskellige synsvinkler – og man skal selv vurdere, hvem der er troværdig, eller hvem der prøver at fremstille historien i et bedre lys … En særlig musikdokumentar, som formoder at røre og at bevæge – og dermed en helt klar anbefaling

Den dag på stranden er en yderst tilfredsstillende rejse gennem to menneskers liv

Anmeldt af: Alexander Grevy

I klassisk Ian McEwan stil er ”Den dag på stranden” ikke bare et opgør med klassesystemets samfund, men også en refleksion over de beslutninger man i livet vil stå overfor, og hvad der står på spil i de situationer.

Filmen omhandler det nygifte par Florence og Edward, som netop er ankommet på et strandhotel i det sydlige England. Ikke ligefrem den mest eksotiske bryllupsrejse, men det er mere end rigeligt for det unge par, der blot nyder hinandens selskab mens de forsøger at lære hinanden bedre at kende. Gradvist lærer vi dem også bedre at kende gennem en række flashbacks, som alle sammen er meget nydeligt flettet ind i det kammerspil, der udfolder sig på hotellet. Men alt går ikke helt efter planen for det uprøvede par, og snart står de overfor en beslutning, der vil have konsekvenser for resten af deres liv.

Hvis du har set’ The Lovely Bones’ (2009), ‘Hanna’ (2011) eller Oscars-favoritten ‘Lady Bird’ (2017), vil det næppe overraske dig, at Saoirse Ronan endnu engang leverer en fremragende præstation (og en fejlfri britisk accent), her i rollen som Florence Ponting, en ung kvinde fra 1960’ernes overklasse, der, tidstypisk nok, gør oprør imod sine forældre ved at forelske sig i Edward Mayhew. Edward (spillet meget sympatisk af Billy Howle, som nok er bedst kendt fra sin rolle i Dunkirk) kommer nemlig fra en helt anden baggrund: Hans hjerneskadede mor er kunstner (på sine gode dage), faderen er skolelærer, og hjemmet er ét stort rustikt kaos.

Florence og Edward er begge komplicerede, tredimensionelle karakterer, der på én gang agerer, som man forventer, og samtidig overrasker fuldstændig. Deres scener sammen formår både at være søde og følsomme, samt enormt akavede – en klassisk teenage-romance, som man kender den bedst. De er på mange måder komisk ignorante over for hinanden og bærer begge præg af en ungdommelig naivitet, der kommer stærkt til udtryk, når de pludselig skal være voksne, modne, ægteskabelige mennesker på et hotelværelse. Det er til tider ikke helt nemt at overvære, men den små-kiksede flirten, der bevæger sig tættere og tættere på værelsets dobbeltseng, overskrider dog aldrig grænsen til det platte.

Instruktør Dominic Cooke har valgt at skrue ned for den åbenlyse æstetik i filmen – ingen smarte kameraeffekter, farvefiltre eller CGI. Filmens egentlige æstetik ligger i de små detaljer, der er med til at indramme de to hovedroller og den intime kærlighedshistorie, der udfolder sig mellem dem: smukt designede kostumer; brugen af håndholdt kamera i Edwards kaotiske hjem og det fastplantede kamera i Florences rigide lejlighed; de gråbetonede scener, der går i et med det overskyede vejr på stranden. Det forstærker ens fokus på karaktererne, og det er svært ikke at blive dybt engageret i handlingen, på trods af at den for det meste ikke er synderligt dramatisk eller begivenhedsrig. Man begynder undervejs, i takt med karaktererne, at tænke mere og mere over, om forholdet i sidste ende mon vil bære eller briste.

Den dag på stranden” er en meget fin film om ung kærlighed, og om de ind i mellem prosaiske, ind i mellem livsomvæltende beslutninger man tager i livet. Plottet er langtfra originalt, men de medrivende karakterer og det overbevisende skuespil sørger for, at det sjældent påvirker underholdningsværdien.

Bille August er tilbage på det ”store” lærred!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Det episke kærlighedsdrama efter Henrik Pontoppidans samtids- og udviklingsroman fra 1898-1904 ”Lykke-Per” omhandler det stadigvæk aktuelle tema om stræben efter et godt liv på basis af en problematisk barndom!

Peter Sidenius´ optagelse på ingeniørstudiet synes at være et afgørende skridt mod en bedre fremtid. Men samtidig er det et brud med præstefaren, som ingen forståelse har for sønnens ambitioner. Studiet i København foregår uden mange penge på lommen, dog med intensivt arbejde på hans vision om et moderne energiprojekt baseret på vind- og bølgeenergi. Det lykkes ham at komme i kontakt med den rige, jødiske familie Salomon, hvor han møder interesse og støtte for projektet. Hans ihærdighed og stædighed fører til sidst også til at Jakobe, den ældste datter, falder for ham. Peters kaldenavn ”Lykke-Per” synes at blive forløst …

Bille August har før med succes filmatiseret store romaner, som fx Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” (1987). Med et budget på 55 mio. kr. og et blandet hold af nye stjerner som fx Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal, suppleret af nogle kendte ”veteraner” som Tommi Kenter, Jens Albinus og Tammi Øst m.fl., lykkes det ham at forløse denne smukke og gribende historie, uden at blive for patetisk!

Stille og roligt bliver publikum præsenteret for de dybeste følelser af glæde, lykke, kærlighed, fortvivlelse og angst, selv om filmen ikke er særlig dramatisk, så bliver man ”fanget” på en intens måde og følger åndeløst hovedkarakterernes skæbne.

Filmen er en fin tids beskrivelse med mange nuancer, den er en fortælling om menneskeligt håb og om en ødelæggende fortid – og det bliver vist via fantastiske billeder og med meget velkomponeret musik i baggrunden!

Når jeg skal se en film på næsten 3 timer, har jeg ofte fornemmelsen om, at man godt kunne klippe 1 time eller en ½ time væk. Men ikke i dette tilfælde! ”Lykke-Per” synes aldrig at være for lang eller kedelig! Selve romanens historie, den måde filmen er lavet på, og ikke mindst skuespillernes autentiske præsentation fører til en helt klar anbefaling. Men et enkelt svagt punkt er at filmen springer mange år i hovedpersonernes liv, uden man præcist ved, hvor lang tid der er gået.

Men den film skal i hvert fald ses, og måske forlader man biografen med våde øjne

De utrolige 2 er en god og medrivende animations familiefilm

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Med “De Utrolige 2” vender Pixar tilbage til den elskelige familien Parr og deres superkræfter 14 år efter originalen

I ‘De Utrolige 2’ møder vi igennem superhelte familien Parr. Handlingen i filmen foregår umiddelbart lige efter den første film og superhelte er derfor stadig ulovlige. Så da familien forsøger at redde byen ender de med at blive arresteret. Lige efter at de er blevet løsladt møder de den velhavende Winston Deavor og hans søster Evelyn Deavor som vil starte et nyt projekt der skal gøre superhelte lovlige igen. De er især interesseret i at bruge Helen Parrs superhelte kræfter til at starte projektet. Det betyder at Helen Parr skal arbejde imens Bob Parr skal være hjemmegående far og passe børnene. Det skal vise sig at blive noget af en udfordring for begge, da Bob Parr har svært ved rollen som hjemmegående og Helen kommer på sporet af en superskurk hun ikke kan klare alene.

De utrolige fra 2004 var en ekstremt underholdende og seværdig superhelte animationsfilm som var vildt underholdende både for børn, unge og forældrene. Eller kort sagt en vildt velfungerende familiefilm. Den endte også med at vinde en Oscar for bedste animationsfilm og var også nomineret til bedste manuskript.

Der har derfor så længe været tale om en efterfølger med de samme skuespillere og samme instruktør. Det er Pixar-geniet Brad Bird som står bag både ‘De Utrolige 1 og 2’. Han er manden som også gav os ‘Drengen og Jernkæmpen’ og ‘Ratatouille’.

Han har med ‘De Utrolige 2’ lavet en film som er mindst ligeså flot visuelt som den første film, hvis ikke flottere. Der er ikke en finger at sætte på den fuldstændigt fremragende og levende animation, og det er selvfølgelig også på grund af de mange dygtige animatorer og tegnere som har arbejdet på filmen.

Handlingen i filmen tager udgangspunkt i et meget sjovt emne med en hjemmegående far og en mor som er ude at arbejde og tjene pengene. Især da Bob Parr er en mand med en lidt gammeldags forestilling om at mændene skal tjene pengene, imens kvinden går hjemme og passer familien. Bob Parr er en meget stolt mand og det er helt tydeligt at hans manddom lider et gevaldigt knæk, både fordi hans kone bliver valgt over ham til at arbejde, og fordi hans egne evner ikke bliver vurderet til at være gode nok.

Selvom det er en meget sjov ide er handlingen ikke helt så stram og velskrevet som den første film, da der også er lidt flere sidehistorier her.

Alligevel er dette en god familiefilm som sikkert vil ramme børn rigtigt fin og man skal nok forberede sig på at købe madpakker og drikkedunke og legetøj med figurene på, da det er figurer som er meget likeable og især er Parr børnene super cool og er klart forbilleder for andre børn. De vil gerne ud og bruge deres superkræfter men bliver tvunget til at lægge en dæmper på hvem de er, da det er ulovligt at være superhelte. Det gør at børnene til tider er meget frustreret og på andre måder prøver at udvise deres frustrationer.

‘De Utrolige 2’ er en virkeligt god animationsfilm som både er vildt flot og underholdende. Den lever dog ikke op til den første film, da den første film er et moderne animationsmesterværk. Men man kan sagtens samle hele familien og tage dem med i biografen. Og det er klart en film hvor både forældre og børn går ud af biografen glade og tilfredse og vældig godt underholdt.

Ordets Magt – en ung forstadskvindes dannelsesrejse.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Den fransk film ordets magt viser sammenstødet mellem den højkulturelle og anerkendte professor Pierre Mazard møde med den unge kvinde fra den franske forstads ghetto

Den unge mutte Neila Salah skal starte på jura universitetet, og kommer stærkt forsinket til sin første forelæsning iklædt sin forstads ghetto uniform. Pierre Mazard er en anerkendt professor som tager forstyrrelsen af den sent ankommende studerende ilde op og i fuld offentlighed indleder et frontalt angreb på Neila Salah fra podiet. Episoden bliver filmet og højlydt kommenteret af de andre førsteårs elever fra salen og der bliver optaget og taget video af scenen. Episoden får store konsekvenser for både Pierre Mazard og Neila Salah idet, Pierre Mazard bliver indkaldt til en høring omkring racistiske udtalelser pga. episoden (og tidligere udtalelser) for at forbedre sit image accepterer han en mentor rolle for Neila Salah i den kommende tale konkurrence.

Neila Salah bliver spillet af sangeren Camelia Jordana som er født i Frankrig af Algeriske forældre. Hun spiller den indledende rolle som forstads ghetto frøken uden selvtillid eller intellektuel dannelse ganske overbevisende – og enhver kritik bliver mødt af et angreb som for hende er det eneste forsvar hun har lært. Ikke desto mindre udvikles denne rolle gennem filmen – stille rolig bliver Neila Salah’s karakter bygget op drevet af nysgerrighed, viden og loyalitet selvom hun aldrig mister sin stolthed eller grundlæggende værdier.

Pierre Mazard er i en kategori for sig – han bliver kaldt racistisk, sexistisk og flere andre ’ismer men i bund og grund er Pierre Mazard en lidt ensom intellektuel som i årenes løb er blevet kynisk blandt andet pga samfundsudviklingens manglende dannelse. Pierre Mazard er en konservativ mand med hang til intellektuelle dyder og god stil. Hans mor er på plejehjem og har intet godt at sige om sin søn. Pierre Mazard er dog bevist om sin pressede situation og på trods af et ensomt liv med alkohol vækker Naila Salah en ham til en mission.

Vi har fået mange rørende film fra Forankring på det seneste – ikke mindst ‘De Urørlige’. Fælles for dem er at de fortæller en god historie som tager udgangspunkt i menneskeliv og relationer – filmene er fuld af humor og sødme på en meget u-amerikansk måde. ‘Ordets magt’ er på samme måde en dyb intellektuel film om ord og tanker, dannelse, at begå sig og aflæsning af sociale koder – men også en film som fortæller om en relation som starter som en propaganda øvelse men ender med en respekt, et venskab og beviselig bundærlig loyalitet.

Det bedste ved denne franske film er uforudsigeligheden – på trods af Pierre Mazard’s klassisk intellektuelle stil er han fuld af overraskelser og formår også at ændre sig som person i henhold til at hans missionen udvikler sig. Filmen kredser om emnet “The truth doesn’t matter — it’s about being right.” men ikke mindre er det en film som hæver sig over racismen og kulturelle forskelle – og i stedet adresserer klasseskel, relationer og ikke mindst at bruge de evner man er født med – med andre ord ”evnerne forpligtiger” der er mange rørende scener – men den bliver aldrig cliché agtig. Jeg kunne godt undvære de sidste scener – historien er fortalt, men de ødelægger ikke noget.

EMMA THOMPSON FORBLÆNDER FACETTERNE NED I HØJESTERETSDOMMEREN FIONA MAYE

Anmeldt af: Marlice Ellie Elyoe

I indgrebet i det fundamentale der gør at mennesket kender sig selv og sin verden bliver retssikkerhedens ro til en uhyggelig konfrontation med afmagten, når en dreng vil vide hvad værdien af livet er, hvis intet af hans liv har været sandt med mindre han accepterer sin død. Hvis dommen er livet, indeholder dommen så retten til at kende sin dommer?

Få øjeblikke fra at være myndig bliver 17-årige dybt religiøse Adam Henry ramt af leukæmi og nægter som Jehovas vidne at tillade blodtransfusionen der kan redde hans liv. Mere dedikeret til sin tro end sine forældre og mere reflekteret og livselskende end en martyr begynder en meget unik ung mands vilje at skabe appel i retssalen. På en spinkel tidsramme træder højesteretsdommeren Fiona Maye ind i valget mellem værdigheden i selvbestemmelsen og det rygradsfølte krav om at beskytte liv forud for alt andet. Men det personlige møde mellem Fiona og Adam river begge deres stålsikre livssyn op ved roden. Fiona konfronteres i kravet om mennesket bag dommeren – en konfrontation hendes mand derhjemme også snart forlader hende på baggrund af, hvis hun ikke husker at kende sig selv.

Oscar-vinderen Emma Thompson syer stingene til muligvis den bedste præstation i hendes karriere og efterlader ikke plads til andet end betagelse. Igennem Ian McEwans roman ”Barnets Tarv” ses samarbejdet med direktøren Richard Eyre som en fortrinlig filmatisering, et samarbejde der også før har formået at skabe højder i filmen ”Atonement.” Scenerne er så mageløst elegante og syleskarpe, at filmen føles som bundet med makspuls til tankeprocessen af netop dommerens valg, der vedligeholdes med en latent lavine gennem Fionas private liv.

Den knasende begavede og underspillede humor fungerer nærmest som et usagt løfte om tryghed i den ellers ret så punkterede og sydende livsangst. I rollen som Fionas mand Jack ser vi eminent dygtige Stanley Tucci, der i dynamikken med Emma Thompson limer facetterne fast med hver enkel replik. Den samlede skuespilspræstation kan koges ned til at ramme mållinjen og tage et par hvorfor-ikke-kilometer mere derefter.

Især må Fionn Whiteheads formidable levering i rollen som Adam Henry også siges at knuge sig solidt igennem hele filmen. Det er intimiderende intimt og det leveres filmisk med arrogante mængder overskud, en tåkrummende anspændthed der dribler på kanten afgrunden og førnævnte humor der kaster bolden rundt, så det stadig giver mening at kysse nogen godnat.

Filmen varetager en sjælden ydmyghed i et afpillet kaos og i netop det velorkestrerede kaos skaber Dommerens Valg en bevægende vejrtrækning ind i hvor nøgent det egentlig er at ville være i live og hvor skrøbelige vi er udenfor selvfølgerne vi ikke vidste vi havde valgt.

Maria Callas bringes til live i denne veludførte dokumentar

Anmeldt af: Cecilie Work Buhelt

Alle de, som er operaverdenen bekendt, må kende navnet Maria Callas. Både til de bekendte og til dem, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med navnet, da kan Tom Volfs udsøgte dokumentar introducere dig til navnebæreren: den verdensberømte, amerikanskfødte, græske operasangerinde.

Maria Callas dedikerede hele sit liv til operaens verden og blev for mange synonymet med opera. Som blot 13-årigede blev hun optaget på Nationalkonservatoriet i Grækenland, hvilket blev fødslen af stjernen og ikonet Maria Callas. Med hendes karismatiske stemme og dramaturgiske tangenter tilførte hun opera både liv og ynde – hvilket denne dokumentar ligeledes præsterer. Maria Callas bringes til live i denne veludførte dokumentar, hvor Marias enestående, poetiske beretninger alene fortæller historien.

Det er et yderst kløgtigt valg at lade fortidens optagelser og Marias egne ord være enefortæller, da det afføder troværdighed, forfører publikums indlevelseskraft og sætter empatien i flor. Dokumentaren belyser Marias liv og karriere kronologisk, men centraliserer også kampen mellem kvinden Maria og stjernen Callas. En kamp, som er nødvendig at få fortalt af Maria Callas selv:

There are two people in me. I would like to be Maria, but there is the Callas that I have to live up to. So I’m coping with both of them as much as I can.

Dokumentaren sætter også stort fokus på Marias ulykkelige forhold til Aristoteles Onassis, hvis kærlighedserklæringer vi får oplæst igennem filmen. Publikum får altså et utroligt, intimt indblik i Marias inderste følelser og ærlige tanker, hvilket bevidner en yderst selvreflekteret kvinde bag succesen.

Dokumentaren deler gavmildt ud af smukke arier udført af Callas, hvor publikum selv kan bevidne hendes unikke stemme og mærke hendes dramaturgiske evner. Efter hver arie efterlades publikum med en lyst til at klappe og komplimentere den kunst, vi netop var vidne til.

Maria by Callas må siges at være en yderst vellykket og fængende dokumentar, hvis æstetik fungerer som en tidsmaskine, der tager os tilbage i tiden gennem billedmateriale, gamle artikler, interviews, optagelser fra forestillinger og ikke mindst Marias personlige breve læst flot op af Joyce Di Donato. Det er tydeligt, at dokumentaren er skabt af folk, som har beundret og ladet sig fascinere af Maria Callas og de formår at føre samme beundring og fascination videre til publikum.

Det er lidt over 40 år siden at Maria forlod denne verden i 1977. Selvom hun ikke efterlod sig efterkommere, så efterlod hun et kunstnerisk ekko, som stadig lyder genklag i teatre verden over den dag i dag.

Papillon er en flot og underholdende international debut for Michael Noer

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Den original ‘Papillon’ film kom i 1973 og havde Steve McQueen og Dustin Hoffman på rollelisten og er en film som nu, af mange, betegnes som en klassiker. Nu er det så tid til en remake instrueret af danske Michael Noer

‘Papillon’ er baseret på Henri Charriéres selvbiografier om hans fængselsophold i Fransk Guyana. Henri Charriére er en talentfuld pengeskabs-tyv i Paris i 1931 som arbejder for den lokale gangster, Castili. Da Henri efter et pengeskabstyveri forærer sin kæreste en kostbar halskæde han har stjålet, finder Castili ud af at Henri har beholdt noget af byttet og han får Henri, eller Papillon som han bliver kaldt, anholdt for mord. Papillon bliver derfor dømt til livsvarigt straffearbejde i Fransk Guyana. På vej dertil møder Papillon den begavede falskmøntner, Louis Dega. De aftaler at Papillon beskytter Degas liv, hvis Dega betaler for Papillons flugtplaner. Da de ankommer til Fransk Guyana begynder de at planlægge et flugtforsøg sammen med de to andre fanger, Celier og Maturette

‘Papillon’ er instrueret af danske Michael Noer som har fået stor ros for hans tidligere film ‘R’ og ‘Nordvest’. Dette er hans første internationale film, og det er en ganske fin international debut. Han formår både at lave flotte scener med store naturbilleder og scener i isolationscellen som bliver en anelse klaustrofobiske.

Han har også fået nogle ganske gode skuespillere med, b.la. Charlie Hunnam som spiller Papillon og Rami Malek som spiller Louis Dega. De to gør det virkeligt godt og har endda scener imellem dem som viser et blomstrende venskab og scener som indimellem bliver rørende. Den eneste som skuespils mæssig trækker ned er danske Roland Møller, som er i gang med at forsøge på en international karriere. Han er desværre bare ikke særligt god i denne film, hvor en blanding af overspil og en overdreven dansk accent ødelægger de scener han er med i.

Ligesom så mange andre film er denne film over to timer lang. Nærmere bestemt 133 minutter, og ligesom så mange andre film er det desværre også 15-20 minutter for langt. Der er rigtigt mange scener på Fransk Guyana som er lidt det samme igen og igen og som man godt kunne skære fra. Det er en skam, for udover det er der ikke mange fingre at sætte på ‘Papillon’.

‘Papillon’ fortæller en imponerende historie om menneskets overlevelsesdrift og om en kamp for friheden. Det burde være en rørende film, men de eneste gange filmen er rigtigt rørende er i enkle scener imellem Papillon og Dega. Derudover har filmen den lange spilletid imod sig og så scenerne med Roland Møller som tager en ud af filmoplevelsen.

Men ‘Papillon’ er det meste af tiden en virkeligt flot og underholdende film som, måske ikke er så god som originalen fra 1973, men som dog er alligevel er en ganske fin filmoplevelse.

Efter 11 år er Will og Grace tilbage med underholdende ny sæson

Anmeldt af: Sarah Tora Hansen Goldstein

Vi mødte dem for første gang i 1998 da den nyligt single Grace flyttede sammen med sin homoseksuelle ven, Will i New York. Gennem otte sæsoner fulgte vi dem i tykt og tyndt mens de morede os med deres nutidsrelevante popkulturelle referencer.

Sammen med Will og Grace blev vi ligeledes introduceret for deres gode venner – den altid arbejdsløse og flamboyante Just Jack, samt den altid arbejdssky og alkoholiserede Karen. Series sluttede i 2006 og der skulle gå 11 år før vi atter kunne høre fra de fire spydige venner.

Nu er de tilbage med 16 nye afsnit á 22 minutter på Viaplay, og ikke meget har ændret sig. Grace bor stadig med Will og de er begge stadig single. Jack er stadig flyvsk og Karen er stadig fuld. Det eneste der har ændret sig er, at nu er Donald Trump præsident og deres nutidsrelevante popkulturelle referencer er yderst politisk ladet.

De fleste episoder hentyder til det nuværende politiske klima og bygger til tider på virkelige hændelser. Allerede i første afsnit ”11 Years Later” er vi i det hvide hvor Grace har fået til opgave at redekorere det ovale rum, og i ”The Beefcake & The Cake Beef” (Episode 14), hvor Karen forsøger at købe en kage med teksten ”Make America Great Again” men bliver nægtet service.

Vi har set en del serier forsøge at gøre comebacks gennem de sidste par år: ‘Roseanne’, ‘Hænderne Fulde’ og ‘X-Files’, så det virker kun passende at ‘Will & Grace’ følger trop. Det bliver hurtigt tydeligt at deres comeback hviler meget på den præmis der hedder Donald Trump og selvfølgelig gøres der op med præsidentens politik i serien, samt hans venskab med vores drukkenbolt, Karen som har været nævnt flere gange gennem de otte gamle sæsoner.

Nogle af seriens semi-sædvanlige vil dog desværre ikke være at følge i den nye sæson. Shelley Morrison som spillede Karens overbærende husholderske har valgt ikke at genoptage rollen som Rosario og Graces mor, spillet af Debbie Reynolds døde desværre i 2016.

Hvis man var hardcore ‘Will & Grace’ fans gennem slut 90erne og 00erne, så vil man umiddelbart frydes ved gensynet og der er rig mulighed for grin og nostalgi. Dog kan man ikke lade være med at sammenligne holdets forhenværende kemi som blev opbygget gennem otte år og den vi ser på skærmen efter 11 års pause. Til tider virker forholdene og de mange punch lines forceret og de mange politiske referencer lige så.

Man kan ikke lade være med at savne den gamle energi og kemi, men skal holdet skal lige finde tilbage til deres topform og rytme, mens serien skal finde sin nye plads blandt nutidens nutidsrelevante serier, og med to nye sæsoner på vej så bliver der rig mulighed for at vende stærkt tilbage.

Seriens comeback skal måske tages med en gran salt, men der er stadig gode grin og fart over feltet med hurtige replikker og fald på halen komedie. Denne ‘Will & Grace’ fan kan i hvert fald ikke lade være med at følge med endnu engang og giver serien.

Serien har nu 9 sæsoner på imellem 15 og 24 afsnit

Afsnittene har en længde på ca. 22 minutter

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=gLA5E-V9MDk