A Discovery of Witches er overraskende god og underholdende

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I ‘A Discovery of Witches’ får vi et indblik i hvordan verden vil se ud hvis der også eksisterede hekse, vampyrer og dæmoner

I ‘A Discovery of Witches’ møder vi Diana Bishop som er den sidste i en lang række af hekse. Hun lever i en verden hvor hekse, vampyrer og dæmoner lever frit i skjul imellem menneske. Diana har stor interesse i Alkymi og besøger derfor et bibliotek i Oxford. Hun finder her bogen Ashmole 782, men da hun åbner bogen finder hun ud af at bogen er helt speciel og har været væk i flere hundrede år. Det er også en bog som både hekse, dæmoner og vampyrer har søgt efter i flere hundrede år. Da det kommer frem at hun har fundet bogen ender hun med det samme i fare da hun pludselig er blevet en person som alle vil have fat i. Hun slår sig derfor sammen med vampyren Matthew Clairmont som tilbyder at hjælpe hende og beskytte hende.

‘A Discovery of Witches’ er baseret på bogen skrevet af Deborah Harkness fra 2011. Bogen blev en bestseller og der kom også flere bøger i serien. I serien spiller Teresa Palmer Dianne Bishop og Matthew Goode spiler Matthew Clairmont. De to gør det virkeligt godt, især er Goode virkeligt god som den plagede vampyr der pludseligt får varme følelser for Diana Bishop. Hans karakter er også en af de mest tredimensionelle karakterer i serien og er en smule mere interessant en Diana Bishop.

Serien er visuelt virkelig flot og den formår at gøre den eventyrlige verden virkelig. Jeg baserer min anmeldelse på de første 4 afsnit, og kvaliteten i disse afsnit er alle sammen overraskende gode. Der er en bunke sidekarakterer som også er ret underholdende, og de første 4 afsnit bygger lige så stille op til et klimaks der kan blive rigtigt fedt. Dog har der indtil videre ikke været voldsomt meget trylleri i serien og man har heller ikke rigtigt set de andre væseners kræfter. Det håber jeg der kommer mere af i de næste afsnit.

Der findes mange serier om hekse, vampyrer og overnaturlige kræfter og det er af svingende kvalitet. B.la. Kan ‘Buffy – the vampyre slayer’, ‘True Blood’ og ‘Supernatural’ nævnes som serier der er virkeligt gode inde for denne genre.

‘A Discovery of Witches’ er en overraskende seværdig serie og det er en serie som man har lyst til at se videre på efter et afsnit er slut. Eller som det nu er blevet så moderne at sige, det er en serie man får lyst til at binge-watche.

Universet i ‘A Discovery of Witches’ minder lidt om universet i ‘Harry Potter’ og ‘Det Gyldne Kompas’ serierne og hvis man går og savner disse film så er denne serie et kig værd. Handlingen er måske en lidt simpel og klichefyldt, men den er dog virkeligt underholdende.

Eftersom denne anmeldelse kun er baseret på de 4 første afsnit er det svært at bedømme hele serien da jeg ikke ved hvordan den ender, men serien er overraskende god og jeg glæder mig meget til at se resten af serien.

Serien får 8 afsnit

Afsnittene har en længde på ca. 60 minutter

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=B5qMoVTAwGk

”Så blev KKK (=Ku Klux Klan) til grin …”

Anmeldt af: Susanne Schatz

Baggrundhistorien lyder næsten for absurd til at være sand, men ikke desto mindre er filmen baseret på Ron Stallworths bog om sin vej til at blive det første sorte medlem af KKK. 

Da Colorado Springs Police Department for første gang åbner dørene for ”alle”, griber afroamerikaneren Ron Stallworth chancen for at opfylde sit livsdrøm om at blive politibetjent. Men hans optagelse vækker en hvis modstand blandt kollegerne og racismen ”blomstrer”. Da han ser en annonce om KKK i avisen bliver han nysgerrig. Han vil efterforskere det nærmere og kontakter organisationen. Så længe det foregår via mail eller telefon kan han godt skjule sin ægte identitet, men det hele kræver også personlig kontakt. Så instruerer Ron sin kollega og ven Flip Zimmerman i at optræde som ”Ron”, for at komme endnu tættere på den inderste kreds.

Alt kører som smurt indtil …

Instruktøren Spike Lee, kendt for bl.a. ”Malcolm X”, beskæftiger sig i sine film med sociale og samfundspolitiske emner, men først og fremmest med racisme imod den afroamerikanske befolkning. Med BLACKkKLANSMAN berører han faktisk den værste form for racisme, som der findes i USA, nemlig Ku Klux Klan!

Filmen giver undervejs anledning til at grine, men egentlig er emnet så chokerende og rystende, at grinet ”bliver siddende i halsen”. Man ved jo godt, at der er kæmpe racismeproblemer i USA, men at se det så tydeligt, og hvor vidt hadet rækker er virkelig svært at holde ud. En kvindes udsagn – fremsagt med strålende øjne – at nu er tiden endelig kommet til ”at skyde negros”, er så paradoks, at jeg virkelig mangler ord!

Bortset fra Rons historie og hvordan politiarbejdet foregår får man også viden om, hvordan denne forfærdelige organisations struktur er opbygget og om hvad medlemmer bliver drevet af.

Den er en spændende og bevægende historie, men desværre delvis for udførligt beskrevet. Selvfølgelig bruges der også specielle replikker for at vise racisme, had, osv., alligevel er det sommetider lidt på grænsen til at være for meget. Men i det hele taget er BLACKkKLANSMAN en film, som jeg vil anbefale – hvis man er parat til at give slip på underholdning og kaste sig ind i dette meget alvorlige emne!

‘Iqbal og den indiske juvel’ er god underholdning for hele familien

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Manu Sareens bogserie om den indiske dreng Iqbal og hans familie og venner er nu nået til den tredje filmatisering og denne gang fortsætter eventyrene i Indien.

Iqbals tante Fatwa bliver i Indien udnævnt til vogter af Den Indiske Juvel og selvfølgelig skal Iqbal og familien til Indien for at overvære ceremonien og støtte mosteren. Inden de tager afsted ender Iqbal i problemer, da han får raseret en kirke og bliver smidt ud af skolen. Som straf vælger hans forældre at tage alene til Indien. Iqbal får overtalt sin moster til at starte på en indisk skole i stedet, og han kommer derfor alligevel afsted. Da han kommer til Indien bliver Den Indiske Juvel stjålet og Iqbals far ender i et fængsel. Iqbal og hans venner må nu lægge en plan for at finde juvelen og få hans far ud af fængslet igen.

‘Iqbal og den indiske juvel’ er baseret på Manu Sareens populære bogserie om Iqbal og hans venner og dette er den tredje film i rækken. De to første filmatiseringer var ‘Iqbal og den hemmelige opskrift’ og ‘Igbal og superchippen’. Det er en meget charmerende filmserie, især fordi Iqbal er en meget sympatisk og likeable karakter. Han er spillet af Hircano Soares som er en ung skuespiller der gør det virkeligt godt. Han er både til tider flabet og rebelsk og andre gange er han en snarrådig og sympatisk.

Udover ham er Martin Brygmann, Lars Brygmann, Torben Zeller og Dar Salim med i filmen. Der er også en del børne-skuespillere som spiller Iqbals venner og søskende, og disse gør det også generelt meget godt.

Hvis man skal sammenligne ‘Iqbal og den indiske juvel’ med andre børne/familiefilm er den et niveau over film som de nye Far til fire film, som er anstrengende og ikke særlig velspillet. Vi har i år fået et par danske børne/familiefilm som er ganske seværdige og underholdende for hele familien. Vi har tidligere fået de to fremragende film ”Landet af Glas” og ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’.

‘Iqbal og den indiske juvel’ ligger sig pænt i samme gruppe som de to film og er en film hvor hele familien er ganske fint underholdt, og er samtidig en film hvor forældrene ikke skal sidde og lide igennem 90 minutter.

Filmen er dog ikke et mesterværk og er en film som ret hurtigt ryger ud af bevidstheden igen. Især pga. den meget klichefyldte handling. Men det er en flot film og det er helt sikkert at de yngre medlemmer af familien vil blive grebet af handlingen og være med hele vejen.

“Castle Rock’’ udforsker sindets afkroge med dybdegående karakterportrætter, småby-uhygge og et enigmatisk plot, der emmer af Stephen King-morale

Anmeldt af: Charlotte Philips

I første sæson af “Castle Rock’’-antologien spiller Bill Skarsgård en mystisk, ung mand, som findes indespærret i kælderen af statsfængslet i den lille by Castle Rock.


“Castle Rock’’ omhandler Henry Deaver (André Holland), der efter at være blevet adopteret af det lokale præstepar i Castle Rock, Maine, forsvinder sporløst. Derefter findes adoptivfaderen på mystisk vis alvorligt såret og dør efterfølgende, og Henry, der intet erindrer, findes uskadt. I plottets nutid arbejder den nu 39-årige Henry som advokat for dødsdømte i Texas. Henry må dog vende hjem til barndomsbyen, efter han modtager et opkald om fundet af en uidentificerbar mand (Bill Skarsgård), som har siddet tilfangetaget i et bur i kælderen af Castle Rocks Shawshank-fængsel. Manden vil kun vil sige to ord: “Henry Deaver.’’ Der er noget sært ved den navnløse, unge mand, der bliver kendt som “The Kid’’, og sammen med barndomsveninden Molly (Melanie Lynskey) erfarer Henry langsomt sandheden om sin fars død og “The Kids’’ oprindelse.

“Castle Rock’’ er inspireret af Stephen Kings litterære univers, og byen Castle Rock er én af Kings fiktive byer beliggende i Maine, hvor størstedelen af hans fortællinger udspiller sig. Castle Rock danner altså et univers, der bygges videre på i næste sæson, hvor en ny historie og nye karakterer introduceres. I denne første sæson af “Castle Rock’’ henvises der løbende til Kings univers, og serien formår virkelig at fange Kings ånd. Dette er til trods for, at størstedelen af karaktererne ikke stammer fra Kings bøger. Stort set den eneste oprindelige King-karakter er den garvede Sherif Alan Pangborn (Scott Glenn), som man bl.a. kender fra Kings roman “The Dark
Half.’’

Der smides dog som sagt rundhåndet med referencer til bl.a. “The Shining’’, “It’’ og “The Dark Tower.’’ Skuespillerne Bill Skarsgård og Sissy Spacek (sidstenævnte spiller Henrys demente mor, Ruth Deaver) er, som mange nok ved, desuden en del af Kings filmatiserede univers uden for “Castle Rock’’, idet de henholdsvis har spillet klovnen Pennywise i “It’’ og Carrie i 1976-klassikeren af samme navn.

“Castle Rock’’ er velproduceret og gennemført overordnet set – trods et par løse ender her og dér – og karaktererne er utroligt velspillede. Man kan derudover ikke undgå at blive betaget af de mange flotte scener af Castle Rocks skove og landskab. Seriens lydspor passer også exceptionelt ind i realiseringen af Kings forunderlige univers. Da J. J. Abrams, der er kendt fra “Lost’’, er producer på serien’, kan man som seer godt forvente sig et hjernegymnastik-krævende enigma. Og det er netop mystikken, der virkelig formår at fange én – fra første afsnit er jeg, som garvet King-fan, helt og aldeles opslugt af historien om Henry Deaver, “The Kid’’ og den gådefulde by Castle Rock. Man kan kun glæde sig til at se, hvad anden sæson har at byde på!

Serien har 10 afsnit

Afsnittene har en længde på ca. 60 minutter

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=gXsKCQenpt0&feature=youtu.be

‘The Predator’ er lykkeligvis tilbage til sin grundform

Anmeldt af: Alexander Grevy

Efter et par knapt så succesfulde ‘Alien’ og ‘Terminator’ opfølgere er det rart at se en klassisk Hollywood actionfilm vende tilbage til sine rødder med manér. Et team af soldater (hver og en, selvfølgelig, med ét definerende karaktertræk), en krigslysten predator, dødbringende udenjordiske våben, og en stribe af blodige kills – så er alt, som det skal være.

Ved første øjekast går filmen i bund og grund ud på det samme som den Schwarzenegger-bårede ‘Predator’ film fra ’87. Et rumvæsen ankommer til jorden, tilsyneladende for at tilfredsstille sine jagtabstinenser, udser sit bytte – helst den største og stærkeste blandt udvalget – og påbegynder jagten, der gerne skulle ende med endnu et morbidt trofæ til samlingen. Men og uden at spolere for meget, denne gang er der meget mere på spil end blot en håndfuld specialtroppers liv. Det er nu op til Quinn McKenna (Boyd Holbrook), hans søn Rory (Jacob Tremblay) og et hold af mentalt ustabile elitesoldater at forhindre menneskeracens totale udryddelse.

‘The Predator’ er actionfilm fra den gamle skole. Plottet er ikke unødvendigt kompliceret, karaktererne er simple men sympatiske, der bliver lagt mere vægt på praktiske effekter end digitale, og der er en led statsansat agent i hælene på helten. Oven i dette har instruktøren Shane Black (Dødbringende våben) tilføjet nogle af nyere tids bedre elementer, såsom den velfungerende kontrast mellem humor (leveret hovedsageligt af komikeren Keegan-Michael Key) og gys, og en kvindelig hovedperson (Olivia Munn), der ikke alene kan redde sig selv, men også andre karakterer.

Shane Black er udmærket klar over, at ‘Predator’ filmene er bedst, når de omfavner rollen som bombastisk, over-the-top Hollywood action, der ikke er bange for at gøre lidt grin med sig selv – hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem den gentagene diskussion af ordvalget ”predator”, altså rovdyr, om et rumvæsen, der faktisk har mere tilfældes med en lystfisker.

Filmen formår dog samtidig at bringe følelserne i spil, når der gives plads til et par fine scener mellem McKenna og Rory. Her får far-og-søn forholdet lov til at udvikle sig, hvilket bringer en menneskelighed til filmen, som førhen har ligget fjernt fra ‘Predator’-serien. (Man mindes næsten dynamikken mellem Sarah og John Connor i ‘Terminator 2′!).

Visse biroller får også deres tid i rampelyset (Nebraska Williams især, spillet af Moonlights Trevante Rhodes), hvilket gør det dejligt nervepirrende, når rumvæsenet er lige hælene på dem, og man med god samvittighed kan frygte for deres velbefindende. Desværre er Olivia Munns karakter i sidste ende tarveligt underbenyttet, trods hendes potentiale for at være en langt vigtigere brik i handlingen, og den lede agent er tåbeligt cliché, trods hans indædte stræben efter at redde verden, koste hvad det vil, nemt kunne have suppleret den dybde, han aldrig nåede at få.

‘The Predator’ er på mange måder alt hvad vi har savnet fra den originale, og så lidt til. Man kan næppe forvente at se den blandt 2019’s Oscarnomineringer, man vil formentlig vende det hvide ud af øjnene et par gange under filmens forløb, og man kommer sandsynligvis til at mumle ordene ”den havde jeg set komme” et par gange, men den er ikke desto mindre eksplosiv underholdning fra start til slut – og det kan jo nogle gange være nok.

Når dukkerne ikke er uskyldige, men opfører sig som mennesker.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

En film noir om en Private Investigator som har mistet troen på sig selv, som ikke kan få noget til at lykkedes og som er ’bad luck’.

‘The Happytime Murders’ er en film, hvor plottet drejer sig om en minoritetsgruppe i et menneskesamfund  – dukkerne. Den bevæger sig på grænsen mellem komedien og krimigenren. Phil Philips er den klassiske privatdetektiv hvor økonomien ikke her er helt stabil, som har ansat en lækker sekretær, er single, som ryger en del cigaretter på den lidt detektivagtige måde, og som klæder tilpas sjusket til at blende ind i den kriminelle underverden og omgås politistyrken. Hans tidligere makker Connie Edwards (spillet af Melissa McCarthy) har heller ikke den store succes i livet, hun er også single, opfører sig som en mand og har et mindre ’substance issue’. Ikke desto mindre da en række mord som alle centrerer sig om ’The Happytime Gang’ går i gang er de nødsaget til at arbejde sammen.

På trods af en række humoristiske situationer som adresserer dukkernes vilkår, kunne filmens manuskript ligeså godt være baseret på rigtige menneskekarakterer. Historien og karaktererne er baseret på menneskelige relationer, menneskelige reaktioner og menneskelige følelser som kærlighed, grådighed, perversitet, og traditionel politi jargon.

Hvad der er stærkt fornyende, er Mellisa McCarthy’s rolle som på nogen måder er anti-heltinden men som udviser maskulin handlekraft når der er optakt til slagsmål, ’fuck you’ dialog og ikke mindst politi makker eden. Der er mange andre stærke kvindelige karakterer i filmen og på den måde differentierer manuskriptet sig fra de traditionelle kvinde roller i Private Investigator krimier.

Jim Henson skabte ’the Muppetshow’ og det er hans søn Brian Henderson der er både instruktør og producer på filmen. Brian Henderson stødte første gang på manuskriptet for 14 år siden, og har længe gerne ville lave en film hvor dukkerne var en minoritetsgruppe i en menneskeverden, men mente ikke tiden var inde til at en så voldelig dukkefilm. Efter andre ’voksen’ dukke film er blevet produceret mente han endelig at tiden var inde til at producerer ’The Happytime murders’.

På trods af dukkerne som ligeså godt kunne være erstattet af rigtige skuespillere, er der referencer til politi racediskrimination i form af dukkediskrimination. Henvisninger til andre minoritetsgrupper som har ’tilpasset’ deres udseende efter den hvide race, referencer til Sharon Stones legendariske rolle i ’Basic Instinct’ og andre små subtile referencer til udfordringer i det multikulturelle samfund vi eksisterer i.

Filmen er underholdende og prøver ikke at være mere end det og jeg giver den en ekstra Charlie Chaplins for den velfortalte historie.

‘Mine Aftener i Paradis’ 30 års jubilæum fejres i nyrenoveret format.

Anmeldt af: Marianne Kristiansen

Mine aftener i Paradis er en hyldest til filmhistorien, en hyldest til livet, en hyldest til at få det man drømmer om og om ikke at få det hele.

Salvatore di Vita (spillet af Jacques Perrin) bliver ringet op af sin mor  som fortæller at Alfredo (spillet af Phillipe Noiret) er død. Hun ved at Salvatore eller Totó som er hans kælenavn gerne vil deltage i begravelsen. Da Salvatore kommer tilbage til sin fødeby Giancaldo vælder følelserne og minderne op, afsavnet om at tilhøre et samfund savnet af naboer, præsten, moderen og mennesker som bidrog og udviklede ham i hans barndom og ungdom, og sin tabte kærlighed. Alfredo styrer projektoren i den lokale biograf – og drengen Totó er dybt fascineret af filmen og livet i den lokale biograf, dermed opstår der et venskab mellem den voksne mand og barnet Totó. Alfredo føler lidt at han har spildt sit liv, og ønsker for Totó at han skal få alt det han ikke selv opnåede. Alfredo strandede i Giancaldo, men var en central person i landsbyen dengang, før TV blev udbredt hvor den lokale biograf var samlingspunktet for et helt lokalsamfund.

Totö – som barn spillet af Salvatore Cascio vandt en BAFTA pris for bedst mandlige biroller. Og Salvatore går lige ind i hjertehulen, med sit søde barneansigt og store brune øjne, sine skarnsstreger, sit mod, sin loyalitet og sin kærlighed til Alfredo. Alfredo spilles af Philippe Noiret som også vandt en BAFTA pris for bedste mandlige skuespiller. Philippe er kendt i den italienske filmverden og har været nomineret og vundet en lang række Italienske priser.

Salvatore Cascio bliver skiftet ud med Marco Leonardi som spiller Totó som teen-ager, Marco har deltaget i mange italienske og flere internationale film, ’Mine aftener i Paradis’ var én af hans tidligere film, i rollen som Totó som teen-ager, er den uskyldige barnefølelse udskiftet med de mere alvorlige sider af voksenlivet, som militærtjeneste, den første store kærlighed, afsavn. Selvom den lokale biograf stadigvæk er samlingspunkt er der store samfundsændringer på vej og en teknologi udvikling som ændrer på Biografens status. Marco Leonardi er gudesmuk men mangler Salvatore Casios indlevelse og charme – til gengæld forstår man gennem Marco Leonardi at voksenlivet ikke har den samme uskyld og beskyttelse som barndomstilværelsen.

Filmen er instrueret af Guiseppe Tornatore der fik sit helt store gennembrud med denne film. Den blev originalt udgivet i et over 2 timers langt format som floppede. Efter en 30 mins reduktion blev filmen igen udgivet og denne gang blev den et box office hit i 1989 og vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 1990. Filmen er baseret på en oplevelse Guiseppe Tornature’s havde i 1977 hvor en gammel biograf fra 1930 blev lukket ned og Guiseppe blev tilbudt at tage de ting han gerne ville have, denne oplevelse gjorde ham interesseret i biografens historie og han begyndte at interviewe de ældre i området for at lære mere om biografens betydning. Filmen kom frem netop som video’er blev hvermandseje og biografernes død blev spået. Men i 2018 er der stadigvæk mange der går i biografen for at blive underholdt og opleve film på det store lærred – uden afbrydelser og med optimal lyd.

Se ’Mine aftener i Paradis’ fordi den symboliserer en svunden tid – fordi den giver en realistisk beskrivelse af menneskeskæbner, valg, afsavn og succesens omkostninger. Og ikke mindst fordi den er en charmerende historie om et landsbysamfund på Sicilien.

Ditte og Louise er ultra charmerende og ekstremt pinlige

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Med ”Ditte og Louise” serien dannede Ditte Hansen og Louise Mieritz et samarbejde som også på film er virkeligt velfungerende og skønt.

Ditte og Louise er to middelaldrende skuespillerinder som stadig kæmper for at bryde igennem som respekterede skuespillerinder. Desværre er der ikke mange roller til dem og det eneste de får tilbudt er rollen som ”gammel luder” eller nogens mor. Da Ditte til en casting ser et opslag om en mandlig rolle i en vikingefilm skaber hun derfor karakteren Ditlev og tager til castingen. Hun får rollen og er nu pludselig den ene hovedrolle i filmen hvor hun spiller overfor Anders W. Berthelsen. Med rollen får hun også masse opmærksomhed. Anderledes går det dog værre for Louise som stadig mere eller mindre desperat forsøger at bryde igennem og prøver at få sit kærlighedsliv til at fungerer. Efterhånden går det dog også værre for Ditte og de risikerer nu at miste karrieren, kærligheden og venskabet.

‘Ditte og Louise’ tv-serien blev vist på DR i 2015 og 2016. Den viste ligesom filmen de to veninders desperate kamp på at bryde igennem som stjerner imens de samtidig også skulle være forældre til deres børn. Det endte ofte meget pinligt og er af mange blevet sammenlignet lidt med ‘Klovn’. I filmen fortsætter de to kvinder deres desperate kamp for at blive stjerner imens de optræder til fester og arrangementer med deres eget lille show.

Det er dejligt forfriskende at se to middelaldrende ”normale” kvinder på film. Altså kvinder som ikke er model kønne og som måske har lidt ekstra fedt på sidebenene. De to kvinder er langt fra perfekte men er alligevel super charmerende i deres desperathed. Filmen omhandler både venskab, at være mor, usikkerhed, at være i overgangsalderen og alt der imellem.

Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det virkeligt godt som det umage par der måske ikke helt har det der skal til for at bryde igennem, men som prøver på alle mulige måder.

Filmen er næsten ligeså pinlig som serien og man kan sagtens se ligheder i forhold til ‘Klovn’. Ligesom Frank Hvam i ‘Klovn’ skal de to kvinder komme ud af nogle situationer på deres kejtede og desperate måde.

Dog var ‘Ditte og Louise’ serien en anelse bedre en filmen, måske også fordi det var noget helt nyt da den kom. Filmen føles indimellem som gentagelse af nogle af afsnittene, og selvom det er underholdende og pinligt så er selve handlingen i filmen en anelse banal. Det er en meget forudsigelig handling som man har set mange gange før, dog ofte ikke med så elskelige karakterer som de to kvinder.

Selvom handlingen er meget forudsigelig og simpel er ”Ditte og Louise” alligevel seværdig. Primært pga. de to hovedroller men også fordi det er så dejligt at se en film om middelaldrende kvinders kejtede hed og desperation. Hvis denne film var lavet i Hollywood var det helt sikkert lavet med smukke unge kvinder i 30’erne, eller evt. med Amy Schumer, som dog ikke er halvt så chamerende som Hansen og Mieritz.

Det er Halloween tid og City Lights Film anbefaler derfor gode gys til en uhyggelig stream aften!

Det er traditionen tro en klassisk og passende måde at markere dagen med en håndfuld gode gysere. Vi giver dig derfor her nogle af de bedste og mest velfungerende af slagsen, som du måske ikke kendte på forhånd.

Fra vores anmelder Jakob er der:

The Shining / Ondskabens Hotel 1980– Gratis på Netflix, leje på Blockbuster/Viaplay/Yousee
En Kubrick klassiker skal selvfølgelig inkluderes i denne liste, og hvilken anden film end The Shining.
Denne film fra 1980 er blevet hyldet som en af de bedste gyserfilm der nogensinde er blevet lavet og efter at have set den, er det svært at argumentere mod dette. .

Tucker & Dale vs. Evil 2010 – Leje på Blockbuster og Yousee
Nr. 2 på denne liste er knap så kendt som de andre film, men ikke desto mindre er der utrolig underholdningsværdi i denne gemte juvel. Tucker og Dale er to sydstatsdrenge på vej til deres sommerhus for at nyde sommeren og sætte huset i stand. Komedie og uhygge har sjældent fungeret så godt som i denne film.

(Tucker & Dale vs. Evil)

The Conjuring / Nattens Dæmoner 2013 – Gratis på Netflix, Leje på Blockbuster/Viaplay
Den sidste titel på denne liste er en nyere gyserfilm med et skrækindjagende omdømme som en af de mest uhyggelige film, der nogensinde er blevet produceret.
The Conjuring kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle som har vovet at smide den på TV’et en mørk aften.

Fra Lou:

Nightmare on Elmstreet 1 eller 3 1984/1987 – Blockbuster/Yousee lejefilm

Jeg har virkeligt svært ved at vælge imellem Nightmare on Elmstreet 1 fra 1984 og 3’eren fra 1987. Det er begge klart de bedste to i serien og er også indbegrebet af 80er gyser. Der kom et remake i 2010, men den kan ikke måle sig med de originale. Både Nightmare on Elmstreet 1 og 3 er begge to gysere som sidder i kroppen bagefter, for hvordan bekæmper man mordere i sine drømme?

Børnehjemmet 2007– Blockbuster/Yousee lejefilm

Børnehjemmet fra 2007 handler om Laura der flytter tilbage på sit gamle børnehjem med familien. Det bliver startskuddet på en verdensklasse gyser der er ekstremt uhyggelig og som også er overraskende rørende. Det er en film som sidder i kroppen og som man tænker over længe efter filmen er slut. Udover at være en vildt god gyser er det også bare ganske enkelt en virkeligt god og seværdig film

(Børnehjemmet)

Exorcisten 1973 – Gratis på  Netflix eller Viaplay,Blockbuster og Yousee lejefilm

Exorcisten handler om teenagepigen Reagen der bliver besat er djævlen, og hendes mors kamp for at finde en måde at redde sin datter. Filmen er en klassisker og har dannet skole i hvordan man laver en velfungerende film og gyser. Exorcisten er et gyser mesterværk som alle folk med en kærlighed for gysere bør se, og er en oplagt film til en gyseraften!

Train to Busan 2016– Yousee/Blockbuster lejefilm

Train to Busan kom i 2016 og er en overraskende vellykket zombiegyser, som både er rørende, overraskende og underholdende. Den handler kort sagt om en far og hans lille datters togtur fra Seoul til Busan i Sydkorea, imens de kæmper for deres liv imod en gruppe zombier. Der er lavet mange zombiefilm men denne film lægger sig i gruppen med de allerbedste

(Train to Busan)

Evil dead 1981– Blockbuster/Yousee lejefilm

Evil Dead fra 1981 blev den første film i Evil Dead serien. 2’eren i serien er mere en komedie gyser, men den første film i genren er instrueret af Sam Raimi og er en underholdende 80er gyser med alt hvad det indeholder. Denne slags gysere er blevet kopieret igen og igen, men nogle gange er det bare dejligt at gå tilbage til de gode gamle gysere så man kan se hvor andre har kopieret deres virkemidler fra

Halloween 1978 – Gratis på Yousee og Plejmo lejefilm

Når det er Halloween kommer man ikke udenom den ultimative Halloween film – Halloween fra 1978. Den er en ægte klassiker som har skabt bølge for hvordan man har lavet gyserfilm lige siden og har samtidig skabt den mest ikoniske slasher figur i Michael Myers. Man skal ikke se den reemake som kom i 2007 og man skal heller ikke se de efterfølgende Halloween film. Hold dig til klassikeren og så er du sikker på et god Halloween gys.

Og til sidst fra Martin

Haunting of Hill house 2018 – Gratis på Netflix

Er man mere til serier, så kan man hoppe en tur ind på Netflix, hvor disse års største gyser instruktør netop har fået sin første serie! Der er selvfølgelig Mike Flanagan der menes, som eminent overrasker gang på gang, med originalt gys, og denne gang om en familie der genforenes som voksne, grundet et dødsfald hos én af de 5 søskende, og tvinges derfor til at se tilbage på den dystre og mørke barndom, i det uhyggeligt hus, som stadig plager dem alle, på hver deres måde. Serien er stærkt gribende og mørk. Eneste minus er de mange ensliggende karakterer der er at holde styr på, som desværre flyder lidt sammen i den krydsede tidslinje-fortælling.

(Haunting of Hill House)

Get out 2017 – Gratis på Viaplay og Blockbuster lejefilm

Get Out er komiker Jordan peele’s instruktørdebut. Og hvilken én! Det er nemlig er vaskeægte satiregys, med udgangspunkt i racisme anno 2018, nemlig om at være mørk i en hvid domineret verden. Vi møder en nervøs mørk hovedkarakter der skal på middag med sin hvide kæreste hos svigerfamilie, og det går ikke så let. Get out da var også modtager af Golden Globe og med i årets Oscar kapløb.

the vvitch (a new England folketale) – Leje på Blockbuster

Det er en sjældent set og dog yderst vellykket fortalt gyser instruktørdebut i forhistoriens levevilkår. Nemlig i 1800’tallets lukkede landsbysamfund, og hvor hovedrollen spilles af den lysende stjerne Anna Taylor-joy der bære filmens fortælling, om en plaget bondefamilie, i sin skuespillerdebut.

Devils backbone 2001  

Det fleste kender efterhånden godt til instruktøren Guillermo del Toro idag, men længe får gennembrudet med Pans Labyrint, lavede han denne gyser perle. Elegant udført gys på et spansk børnehjem under den spanske borgerkrig og facisme, hvilket effektivt benyttes i filmens fortælling, og virkemidler.

(The Devil’s Backbone)

The Wailing 2016

Det er et japansk spøgelsesgys når det er allerbedst. Det er nemlig klassisk huntet House men kombineret på fornem vis med en krimihistorie, om en mystisk brand i et forstads hus. Intens og stilfuldt fortalt, og trækker på film som memory of a muderer, the grudge og den slags asiatisk klassisk gys.

Årets kedeligste hollywood drama fyldt med forudsigeligheder og det hvide ud af øjnene

Anmeldt af: Linda Yongkhong

En ny amerikansk serie på Viaplay formår desværre ikke at blive rigtigt interessant og er ikke en serie som imponerer City Lights anmelder

Vi møder hovedpersonen Megan Morrison i starten af sin karriere, hvor hun forfølger sin drøm om at blive en berømt skuespillerinde. Hun er én af de heldige, som bliver inviteret til en særlig audition sammen med tidens hotteste navn Kyle West. En hed romance finder sted kort efter, og vi følger det nyforelskede par på en 5 stjernet VIP rejse, skjult fra paparazzi og i en privat flyver som Kyle West har anskaffet ved et fingerknips. Kort efter modtager Megan en kontrakt ud over det sædvanlige, hvor hun vil modtage 10 millioner dollars, hvis hun gifter sig med ham. Serien byder herefter ind med dystre hemmeligheder fra både Kyle West og Megan Morrisons fortid, og vi opdager, at Kyle West styres af en organisation kaldet ”The Higher Mind”, som får en central betydning for serien.

‘The Arrangement’ er en serie, som forsøger at være det hele, men desværre fejler på næsten alle punkter. Vi bydes ind i et ellers gennemført Hollywood univers, hvor alle er lækre og stylet i enhver scene og klar til det perfekte billede på Instagram. Seriens udtryk minder derfor om andre Hollywood serier og film vi kender, heriblandt ‘Gossip Girls’,’ The Vampire Diaries’ og ‘Fifty Shades of Grey’.

Forskellen er dog, at vi med ‘The Arrangement’ keder os i plottet, som ellers prøver at underholde os med lesbiske sex scener, mordgåder, kærlighedsdrama og venskabelige intriger. Serien vil simpelthen for meget og det forvirrer mere end det gavner. Efter hver episode tøver man med at klikke videre, og serien forbliver i det samme kedsommelige trommerum med amerikansk overdreven drama som vi kender det.

Serien formår simpelthen ikke at give os hverken gys, gåsehud eller åndenød, på trods af dens ihærdige indsats. Den keder os med filmiske trivialiteter, hvor kvinder flygter i skoven, hede kys under solnedgangens skær samt underlægningsmusik, som afslører enhver stemning, så man ikke skal tænke selv.

Med ‘The Arrangement’ får du altså hverken sved på overlæben af de ellers smukke kvinder, som agerer i diverse seksuelle scener, du orker ej heller at hverken forstå, eller leve dig ind i seriens mystik omkring Kyle Wests komplekse sind og samarbejde med ”The Higher Mind”. Du efterlades med et suk og får bare lysten til at sætte ‘Fifty Shades of’ Grey på repeat, hvor du i det mindste drages ind i drømmen, hvor hed sex og kærlighed forenes.

Serien får med nød to Chaplins. En ringe amerikansk serie, som skuffer, men hvor skuespillernes smukke ydre alligevel hiver en ekstra Chaplin hjem. Derudover er nogle af sangene i serien helt fantastiske og værdige til at komme på din playliste.

Serien har lige nu 2 episoder på hver 10 afsnit

Afsnittene har en længde på ca. 60 minutter