The Journey formår ikke at blive andet end en smule ligegyldig

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

The Journey har premiere 3.maj 2018

the-journey-venice

The Journey fortæller den sande historie om en skæbnesvanger køretur under fredsforhandlingerne i Nordirland i 2006. Der har op til mødet i mange år været meget brutale og blodige kampe i Nordirland, og på hver sin side af urolighederne står politikeren og præsten fra Democratic Unionist Party Ian Paisley, og på den anden side står Sinn Fein politikeren Martin Mcguiness.

Under fredsforhandlinger bliver de afbrudt af et uvejr, og da Ian Paisley skal nå et fly hjem, bliver de to mænd tvunget til at fortsætte fredsforhandlingerne på bagsædet af en bil.

Filmen er instrueret af Nick Hamm som tidligere mest har lavet tvfilm og ikke har fået det store gennembrud endnu.

De to altoverskyggende hovedroller bliver spillet af Timothy Spall som spiller Ian Paisley og Colm Meaney som spiller Martin Mcguiness. Derudover har John Hurt, Toby Stephens og Freddie Highmore mindre roller.

Skuespillet er nogenlunde, selvom nogle præstationer virker en anelse overspillet og forceret. Det er især Timothy Spall som bliver overspillet som Ian Paisley, hvilket er en skam, fordi det bliver virkeligt tydeligt når han spiller op imod Colm Meaney som giver en meget fin og afdæmpet præstation. Derudover giver resten af castet fine præstationer selvom det ikke er særligt imponerende præstationer.

Visuelt er filmen heller ikke vildt imponerende, men er i stedet, ligesom resten af filmen en smule ligegyldig. Nick Hamm har en del erfaring som tvfilm instruktør og flere steder i filmen kunne den godt virke en smule som en tvfilm

The Journey er en historie som foregår primært i en bil, dog med enkelte afstikkere. Det er et greb som er svært at få til at fungere fordi det nemt kan blive virkeligt langtrukkent og kedeligt. Det fungerer dog heller ikke så godt i The Journey som det kunne gøre. Det er måske fordi at man ikke kan føle ud fra filmen, hvor alvorligt dette møde er og hvor stor betydning det har at få de to mænd til at enes. Man sidder i stedet lidt med en følelse af at man nok skulle have været der, for at forstå de alvorlige konsekvenser det har, hvis de to mænd ikke kan samle landet.

Truth or Dare ender som en forudsigelig gyserfilm uden gys

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Truth or Dare har premiere 3.maj 2018

truth-or-dare-header

Truth or Dare handler om vennegruppen bestående af Olivia, Lucas, Markie, Ronnie, Brad, Penelope og Tyson. I en springbreak får vennegruppen overtalt Olivia til at tage med til Mexico og feste. Den sidste aften af ferien i Mexico møder Olivia den mystiske Carter, som overtaler vennegruppen til at tage med til en forladt kirke hvor han forslår at de skal lege Trurth or Dare, eller sandhed og konsekvens som legen hedder på dansk. De 7 venner finder hurtigt ud af at legen dog er meget mere end en leg, da legen begynder at hjemsøge dem efter at de er kommet hjem, og slår dem ihjel som ikke følger reglerne.

Truth or Dare er produceret af Blumhouse som er et filmselskab der primært producerer gyserfilm. De har bl.a. produceret mesterværker som Insidious 1 og 2, Sinisiter 1 og 2, Hush, Oculus og Get out. De har dog også lavet mindre gode film som Happy Death Day, Jem and the Holograms, Martyrs, The Purge, The Gallows og the Darkness. Truth or Dare hører klart til i den sidste kategori.

Ideen med filmen er egentligt meget god, men det er udførelsen desværre ikke. Der er kun enkelte chok i filmen og den formår aldrig at blive uhyggeligt. Den er i stedet sindssygt forudsigelig og man har set denne slags film mange gange før.

Skuespillet i filmen er heller ikke noget man bider mærke i. Det bliver en anelse ligegyldigt og i stedet for at komme til at føle med karaktererne, bliver man i stedet gang på gang irriteret over at de konstant træffer dumme beslutninger og gør ulogiske ting.

Det er dog desværre en ting som man ofte ser i dårlige gyser film, så derfor kan dette ikke engang blive ophidsende, da det også desværre er forudsigeligt.

Det eneste positive man kan sige om filmen er at den engang imellem har nogle enkle chok som er nogenlunde velfungerende. Når alt er sagt så er filmen dog ikke kedelig men den ender med at blive en gyserfilm uden gys som er underholdende i alt sin elendighed.

The Florida Project er en smuk hyldest til barndommen

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

The Florida Project har premiere 1.marts 2018

                                          florida-project

The Florida Project foregår over en sommer ved et motel nær Disney World i Florida. Den handler om den 6-årige Moonee som bor på motellet med sine venner og sin unge mor. Børnene bruger sommeren på at drille de andre beboere, snyde sig til is, drille motel ejeren og udforske området omkring motellet. Og samtidig bruger Moonee også tid på at bonde med sin mor som også skal finde ud af at være mor for Moonee.

The Florida Project er en ultra charmerende og farverig fortælling om barndommen. Den skildrer barndommens fantasifuldhed og naivitet på en meget smukt vis, som helt sikkert også er de unge børneskuespilleres fortjeneste. Brooklynn Prince som spiller Moonee er fantastisk og spiller eminent som den unge pige, der både elsker at drille de voksne og samtidig opfinde sjove fantasifulde lege.

Udover hende er Wilem Dafoe også med som motel ejeren og han giver også en dybt rørende og alsidig præstation. Bria Vinaite som spiller Moonee’s unge mor giver også en meget rørende præstation som den rebelske Halley. Sammenspillet i filmen er i det hele tager brillant og er med til at skabe den charmerende stemning i filmen.

Filmen er instrueret af Sean Baker som er en eminent independent instruktør som også har lavet den virkeligt seværdige film Tangerine. Han laver lavbudget film som ligner en million og som er ekstremt seværdige og dejligt anderledes.

The Florida Project er en film som minder i stil og stemning om Little Miss Sunshine og som er en hyldest til til barndommen og barndommens glæder og naivitet. The Flordia Project er en film som man ikke kan undgå virkeligt at holde af og som gør en ekstremt varm om hjertet.

Lady Bird viser smukt de indre og ydre konflikter man kan have som teenager

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Lady Bird har premiere 26.april 2018

 

ladybird

Lady Bird handler om pigen Christine ”Lady Bird” McPherson som bor i Sacramento i Californien med sin familie. Lady Bird er i gang med et teenageoprør imod sine forældre, skolen og systemet. Hun begynder på den kristne high school, hvor hendes opgør når nye højder, og hvor hun drømmer om at komme på college på østkysten hvor hun er fascineret af kulturen og mulighederne. Derhjemme har hun det ikke nemmere, da hendes mor hele tiden kritisere hende og hendes far får en depression da han mister sit arbejde. Lady Bird begynder dog at finde sig mere til rette på sin high scool, da hun kommer med i årets musical, hvor hun får nye venskaber som hurtigt udvikler sig.

Det er Greta Gerwig som både har instrueret og skrevet Lady Bird. Hun er selv vokset op i Sacramento som ung pige. Hun fik sit store gennembrud som skuespiller i Franches Ha fra 2012 og med Lady Bird slår hun virkeligt sit navn fast som debuterende instruktør og manusforfatter.

I Lady Bird har hun Saoirse Ronan til at spille Lady Bird, og Laurie Metcafl til at spille hendes mor.

Disse to skuespillere leverer præstationer som er vandvittigt stærke og samtidigt vildt sjove og rørende. Deres konflikter er vildt troværdige og afspejler smukt det forhold som kan være imellem teenagepige og mor.

Laurie Metcalf er især ekstremt rørende som moren der ikke kan finde ud af at kommunikere med sin datter og som desperat prøver at gøre det rigtige, samtidig med at hun knokler for at få det til at køre rundt.

Udover disse to stærke præstationer er der også et fantastisk supporting cast som også giver stærke præstationer. Dialogen i filmen er også vildt velskrevet og og den flyver smukt imellem skuespillerne.

Lady Bird blev nomineret til 5 oscars, bl.a. for bedste film, bedste instruktør, bedste manus, bedste kvindelige birolle og bedste kvindelige hovedrolle. Alle disse nomineringer er ganske velfortjent da filmen er en fin lille fortælling om livets op og nedture.

Alt i alt gør det at filmen er en seværdig rørende lille sag som er en vandvittig flot instruktør debut til Greta Gerwig og som er en vildt velspillet film fra alle skuespillerne.

Hver dag hæver sig over mange andre amerikanske teenagefilm

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Hver dag har premiere 22.marts 2018

 

hverdag

Hver dag fortæller historien om den amerikanske pige Rhiannon som har en kæreste hun er meget glad for, men som ikke giver hende den opmærksomhed hun gerne vil have. En dag er hendes kæreste helt forandret og Rhiannon får den opmærksomhed hun vil have. Hun finder dog i dagene efter ud af at det ikke har været sin kæreste hun har brugt dagen med, men i stedet den mytiske sjæl som kalder sig A, som vågner op hver dag i en ny krop. Rhiannon og A mærker hurtigt den stærke forbindelse imellem dem, og de må herefter lede efter hinanden hver dag, for at kunne tilbringe tid sammen.

Hver dag er en filmatisering af ungdomsbogen skrevet af David Levithan som udkom i 2012. Bogen blev en stor succes og blev en bestseller, og derefter er det jo naturligt at filmatisere den.

Hver dag er en film som er målrettet teenagepublikummet imellem 13-17 år. Der er virkeligt mange film målrettet dette publikum og mange af dem er ikke særligt vellykket.

Men Hver dag har karakterer som man syntes om og som er meget sympatiske, og det gør at filmen ender med at blive en ganske charmerende fortælling.

Det er Angourie Rice som har den altoverskyggende hovedrolle som Rhiannon. Hun har allerede en helt del roller bag sig og hun er også virkeligt god i Hver dag. Også alle de skuespillerer som skal spille A giver gode præstationer og de har alle sammen virkeligt god kemi med Angourie Rice.

Hver dag ender også med at have et ganske fint budskab, om at leve hvert dag fuldt ud og sætte aftryk i verden og det gør at filmen bliver bedre end mange andre ungdomsfilm. Derfor er filmen en film som er ganske seværdig.

A Quiet Place er både en nervepirrende og rørende film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

A Quiet Place har premiere 5.april 2018

 

a-quiet-place

A Quiet Place foregår i en verden hvor jorden er blevet overtaget af store blinde monstre som hærger og dræber og bliver tiltrukket af lyde. I denne verden bor familien Abbott, som består af forældrene Lee og Evelyn og børnene Reagan og Marcus. De lever et liv hvor alt kommunikation foregår ved hjælp af tegnesprog og hvor de må bruge meget tid bliver på at overleve og finde nye opfindsomme måder at være stille på. Familien benytter sig bl.a. af tegnesprog fordi datteren Reagan er døv og derfor ikke har andre muligheder for kommunikation. Da Evelyn bliver gravid er der en række nye udfordringer som kommer. Bl.a. Hvordan man føder i stilhed og hvordan kan man holde en baby stille.

A Quiet Place er instrueret og skrevet af John Krasinski som er mest kendt fra den amerikanske udgave af The Office. Dette er hans instruktør debut og han har også selv valgt at spille faderen Lee, mens hans kone Emily Blunt spiller Evelyn. De spiller virkeligt godt, ligesom de to børneskuespillere, Noah Jupe og Milicent Simmonds også giver virkeligt stærke præstationer.

Med deres skuespil formår de at understøtte den foruroligende og nervepirrende stemning i filmen, samtidig med at de formår at gøre filmen rørende.

A Quiet Place er som sådan ikke rigtigt en gyser, men er mere en intens thriller hvor faren hele tiden ligger og luer og kan dukke op når som helst. Det gør at man aldrig føler sig sikker, heller ikke når filmen er mere stille.

Filmen er også virkeligt visuelt en flot film og især bliver der leget meget med stilheden og med det fact at Reagan er døv så meget af filmen foregår i stilheden.

En genialitet i A Quiet Place er at man aldrig finder ud af hvad der er sket, hvor monsterene kommer fra, eller hvor mange mennesker der er tilbage. Dette gør at A Quiet Place bliver en intens film som fungerer virkeligt godt og er en vildt flot instruktør debut.

Den Ukendte Soldat beviser at der stadig er historier at fortælle om 2.verdenskrig

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Den Ukendte Soldat har premiere 19.april 2018

 

ukendtsoldat2

Den Ukendte Soldat foregår under krigen imellem Finland og Rusland under 2.verdenskrig, hvor Finland danner en alliance med Tyskland for at tilbageerobre det landområde som Finland har tabt til Rusland. Vi følger en deling infanterister der bliver sendt til frontlinien for at kæmpe i den barske krig. De kommer fulde af kampgejst men er ikke forberedt på de rædsler de kommer til at møde. Filmen skildrer venskabet der bliver dannet og skildrer også deres desperate kamp for overlevelse.

Den Ukendte Soldat er baseret på en roman skrevet af Väinö Linna som er en af Finlands bedst kendte forfattere og er instrueret af Aku Louhimies som er en af Finlands bedste instruktører.

Filmen findes i flere versioner. Det er både en original 3 timers version og så finder der en version på 133 minutter, som er den internationale version og er den version der kommer i de danske biografer.

I Den Ukendte Soldat bliver krigens brutalitet og grusomhed vist på den mest brutale og smukkeste vis. Filmen er en virkeligt intens og rørende oplevelse fra start til slut som aldrig kammer over og bliver sentimental. Det er en fin balancegang som Den Ukendte Soldat rammer perfekt.

Skuespillet i Den Ukendte Soldat er også rystende godt og de unge finske mand viser på fineste vis den stolthed og gejst man har når man kæmper for sit land, samtidig med at de viser den frygt og rædsel som de møder i kampens hede. Man kommer virkeligt til at føle med de unge mænd og indimellem bliver man rystede over den brutalitet filmen har når den slår de finske mænd ihjel.

Den Ukendte soldat er en blødende flot film, hvor hvert skud er super flot og produktionsværdigen er helt i top. Sidste år kom Dunkirk som var den bedste krigsfilm i mange år, men Den Ukendte Soldat ligger sig smukt op af Dunkirk og er en af de bedste Europæiske 2.verdenskrigs film. Den Ukendte Soldat beviser også at der stadig er historier at fortælle om 2.verdenskrig her 73 år efter krigens afslutning.