Vores bud på årets Oscarvindere!

Af: Lou von Brockdorff

Natten mellem søndag den 27.marts og mandag den 28.marts, er det tid til at den største filmpris skal uddeles! Vi kommer selvfølgelig med vores bud på hvem der vinder, og hvem som kan overraske, og gå hen og vinde!

Lige nu ser det ud til at ‘Dune’ får en stor aften, ved at vinde de fleste af de tekniske priser, mens Danmarks bedste bud på en Oscar, er med ‘Flugt’ som bedste dokumentar.

Derudover bliver det højest sandsynligt Will Smith og Jessica Chastains tur, til at komme på scenen og modtage Oscaren for bedste skuespiller og skuespillerinde, og ‘Power of the Dog’ er storfavorit til at vinde bedste film.

I nogle af kategorierne har vi flere bud på mulige vindere, da runner-ups i de forskellige kategorier, ligger rimeligt tæt.

Bedste mandlige birolle:

Ciarán Hinds (‘Belfast’)

Troy Kotsur (‘CODA’)

Jesse Plemons (‘The Power of the Dog’)

J.K. Simmons (‘Being the Ricardos’)

Kodi Smit-McPhee (‘The Power of the Dog’)

Vinder: Troy Kotsur (‘CODA’)

Mulig vinder: Kodi Smit-McPhee (‘The Power of the Dog’)


Bedste kvindelige birolle:

Jessie Buckley (‘The Lost Daughter’)

Ariana DeBose (‘West Side Story’)

Judy Dench (‘Belfast’)

Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)

Aunjanue Ellis (‘King Richard’)

Vinder: Ariana DeBose (‘West Side Story’)

Mulig vinder: Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)


Bedste animerede kortfilm:

‘Affairs of the Art’

‘Bestia’

‘Boxballet’

‘Robin Robin’

‘The Windshield Wiper’

Vinder: ‘Robin Robin’

Mulig vinder: ‘The Windshield Wiper’


Bedste kostumer:

‘Cruella’

Cyrano’

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Cruella’

Mulig vinder: ‘Dune’

Bedste live action kortfilm:

‘Ala Kachuu – Take and Run’

‘The Dress’

‘The Long Goodbye’

‘On My Mind’

‘Please Hold’

Vinder: ‘The Long Goodbye’

Mulig vinder: ‘Ala Kachuu – Take and Run’

Bedste originale score:

‘Don’t Look Up’ (Nicholas Britell)

‘Dune’ (Hans Zimmer)

‘Encanto’ (Germaine Franco)

‘Parallel Mothers’ (Alberto Iglesias)

‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)

Vinder: ‘Dune’ (Hans Zimmer)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)

Bedste lyd:

‘Belfast’

‘Dune’

‘No Time to Die’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’

Mulige vindere: ‘West Side Story’/’No Time to Die’

Bedste adapterede manuskript:

‘CODA’ (Siân Heder)

‘Drive My Car’ (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe)

‘Dune’ (Jon Spaihts, Denis Villeneuve, Eric Roth)

‘The Lost Daughter’ (Maggie Gyllenhaal)

‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)

Vinder: ‘CODA’ (Siân Heder)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)

Bedste originale manuskript:

‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

‘Don’t Look Up’ (Adam McKay, David Sirota)

‘King Richard’ (Zach Baylin)

‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

‘The Worst Person in the World’ (Eskil Vogt, Joachim Trier)

Vinder: ‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

Mulig vinder: ‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

Bedste mandlige hovedrolle

Javier Bardem (‘Being the Ricardos’)

Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Andrew Garfield (‘Tick, Tick … Boom!’)

Will Smith (‘King Richard’)

Denzel Washington (‘The Tragedy of Macbeth’)

Vinder: Will Smith (‘King Richard’)

Mulig vinder: Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Bedste kvindelige hovedrolle:

Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)

Olivia Colman (‘The Lost Daughter’)

Penélope Cruz (‘Parallel Mothers’)

Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Kristen Stewart (‘Spencer’)

Vinder: Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)

Mulig vinder: Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Bedste animerede spillefilm:

‘Encanto’

‘Flugt’

‘Luca’

‘The Mitchells vs. the Machines’

‘Raya and the Last Dragon’

Vinder: ‘Encanto’

Mulig vinder: ‘The Mitchells vs. the Machines’

Bedste fotografering:

‘Dune’ (Greig Fraser)

‘Nightmare Alley’ (Dan Laustsen)

‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

‘The Tragedy of Macbeth (Bruno Delbonnel)

‘West Side Story’ (Janusz Kamiński)

Vinder: ‘Dune’ (Greig Fraser)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

Bedste dokumentarfilm:

‘Ascension’

‘Attica’

‘Flugt’

‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

‘Writing With Fire’

Vinder: ‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

Mulig vinder: ‘Flugt’

Bedste korte dokumentarfilm

‘Audible’

‘Lead Me Home’

‘The Queen of Basketball’

‘Three Songs for Benazir’

‘When We Were Bullies’

Vinder: ‘The Queen of Basketball’

Mulig vinder: ‘Three Songs for Benazir’

Bedste klipning:

‘Don’t Look Up’

‘Dune’

‘King Richard’

‘The Power of the Dog’

‘Tick, Tick … Boom!’

Vinder: ‘Dune’

Mulige vindere: ‘King Richard’/’Tick, Tick … Boom!’

Bedste internationale spillefilm:

‘Drive My Car’ (Japan)

‘Flugt’ (Danmark)

‘The Hand of God’ (Italien)

‘Lunana: A Yak in the Classroom’ (Bhutan)

‘The Worst Person in the World’ (Norge)

Vinder: ‘Drive My Car’ (Japan)

Mulig vinder: ‘Flugt’ (Danmark)

Bedste makeup og hår: 

‘Coming 2 America’

‘Cruella’

‘Dune’

‘The Eyes of Tammy Faye’

‘House of Gucci’

Vinder: ‘The Eyes of Tammy Faye’

Mulig vinder: ‘Cruella’

Bedste originale sang:

‘Be Alive’ (‘King Richard’) – Beyoncé Knowles-Carter, Dixson

‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

‘Down to Joy’ (‘Belfast’) – Van Morrison

‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

‘Somehow You Do’ (‘Four Good Days’) – Diane Warren

Vinder: ‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

Mulig vinder: ‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

Bedste scenografi:

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘The Tragedy of Macbeth’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’

Mulig vinder: ‘Nightmare Alley’

Bedste visuelle effekter: 

‘Dune’

‘Free Guy’ 

‘No Time to Die’

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’

‘Spider-Man: No Way Home’

Vinder: ‘Dune’

Mulig vinder: ‘Spider-Man: No Way Home’

Bedste instruktør:

Kenneth Branagh (‘Belfast’)

Ryûsuke Hamaguchi (‘Drive My Car)

Paul Thomas Anderson (‘Licorice Pizza)

Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Steven Spielberg (‘West Side Story)

Vinder: Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Mulige vindere: Steven Spielberg (‘West Side Story)/Kenneth Branagh (‘Belfast’)


Bedste film:

‘Belfast’

‘CODA’

‘Don’t Look Up’

‘Drive My Car’

‘Dune’

‘King Richard’

‘Licorice Pizza’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘The Power of the Dog’

Mulige vindere: ‘Coda’/’Drive my Car’/’Belfast’

Vi håber at I alle får en fantastisk Oscarfest!!.. Eller selvfølgelig bare læser vores opdatering mandag, på nattens begivenheder.

‘Outside’: en rørende og visuelt fængende dokumentar

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Dokumentarfilmen ‘Outside’ er, i sig selv, en fængende historie om en Ukrainsk dreng på kanten af samfundet, og selvom den i det store hele ikke handler om krig eller politisk konflikt, så er dette selvfølgelig en del af samtidens kontekst i lyset af krigen i Ukraine i dag.

Instruktør Olha Zhurba, har fået opmærksomhed før, for hendes tidligere dokumentar ‘Dad’s Sneakers'(2021), men dette er første gang, at hun udgiver en film i fuld spilletidslængde. ‘Outside’ er ikke den slags dokumentar, der bruger en masse tid på at holde seerne orienterede; det er, i stedet, en film med en historie at fortælle til de seere, der virkelig vil lytte.

Den Ukrainske revolution i 2014 blev ikke kæmpet direkte imod russerne, som deres kamp desværre har udviklet sig til i dag, men i stedet kæmpede de civile imod deres egen regering og dennes beslutning om at distancere Ukraine fra EU, til fordel for tættere forhold til Rusland. Det er midt i denne konflikt, at vi møder den 13-årige Roma: klædt i militær uniform og solbriller løber han rundt i Kievs gader og kaster molotovcocktails efter politiet. Filmen bliver dog ikke her, men hopper istedet frem og tilbage i tiden: Vi møder Roma, der, som 18-årig, ikke længere kan bo på børnehjemmet og derfor står uden husly. Vi møder 19-årige Roma, der bor med hans loyale, men kriminelle, storebror i, hvad de selv refererer til som, ”en lorteby”.  

Det skal siges, at jeg ikke ville kalde mig selv en aktiv dokumentarseer generelt, så det kan være at kameraarbejdet og redigeringen i ‘Outside’ ikke er så speciel, som jeg har tænkt. Under alle omstændigheder, så er det visuelle element i filmen fængende. Til tider ser vi Roma helt tæt, helt inde i hans intimsfære mens han løber gennem Kiev, hvorimod vi ser ham fra en distance da han trist trasker hjemad fra slagmarken. Vi følger ham bagfra, kigger over hans skuldre, for at få et glimt ind i hans liv, og han lader os se langt det meste af tiden. Filmen er brudt op nu og da med en sort skærm, hvor to stemmer kan høres: dette er Zhurba, der stiller uddybende spørgsmål, hvortil Roma svarer med refleksioner om, hvordan hans barndom har formet ham og haft indflydelse på den, han er blevet.

Man kan måske have tendens til at se ned på drenge som Roma – en misbruger og halvkriminel på kanten af samfundet – men det er netop denne tendens, som filmen til dels udfordre: hvad kunne Roma ellers være blevet? Hvor kunne han tage hen, hvis ikke til sin bror, da han fyldte 18? Og hvad kan der blive af en 18-årig krigsveteran, der nu bor hos misbrugere? Filmen viser det alternative liv, som Roma aldrig blev tilbudt, da han mødes med den Amerikanske kvinde, der har adopteret hans to små søstre. Det er et liv med kærlighed og midler, han ser sine søstre leve; noget han aldrig selv har oplevet, men altid har drømt om.

Som sagt, så giver filmen ikke kontekst i sig selv: seeren bliver kastet direkte ind i handlingen, og som tiderne skifter fra fremtid til fortid, er det op til en selv at holde styr på, hvor i Romas historie, man befinder sig. De første 15 minutter kan føles en smule forvirrende på grund af dette – specielt hvis man ikke har foregående viden om den Ukrainske revolution – men så snart man får greb om rytmen, så flyder handlingen og historien ganske fint. Grundet denne struktur kan filmen dog til tider føles langsomt.

Det er ikke en film med en bestemt handling, her er intet manus og ingen replikker, men i stede et liv og dets udvikling. Derfor kan man nogle gange godt føle, at ”handlingen” går lidt i stå eller er forvirrende. Jeg vil mene, at forståelsen for, at der netop ikke er et ’manus’ gør en stor forskel for denne følelse, men med det sagt kunne Zhurba sagtens have hjulpet dette en smule med fx lidt let kontekst tekst her og der. Det er dog ikke noget, jeg mener decideret skader oplevelsen.

Hvis man generelt kan synes, at dokumentarer er tunge, så er dette nok ikke den rigtige at starte med, men hvis man holder af dokumentarfilm og er interesseret i virkelige historier (måske specielt relateret til Ukraine for tiden), så er ‘Outside’ et ganske fantastisk bud. Her er noget at lære og noget at mærke!

‘Outside ‘ vises til CPH:DOX der løber af stablen d. 23. marts – 3. april. 

‘Belfast’: En hyldest til barndommen, filmmediet, familien og Irland

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Multitalentet Kenneth Branagh, som både er en fantastisk skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter, har lavet en film der baseret på hans egen barndom, og sender tankerne i retning af ‘Mine aftner i Paradis’.

Vi er i Belfast i Irland i 1960’erne. Den unge Buddy bor i byen med sine forældre og sin bror. I Buddys kvarter kender alle alle, og bedsteforældrene bor også i byen, ikke langt fra den lille familie. Men da urolighederne i Irland begynder i 1969, bliver alting forandret, og tidligere venner, bliver pludseligt rivaler. Buddys mor kæmper for at holde sammen på familien, mens faderen vil forlade Belfast, og vil flytte familien mod tryggere rammer i England. Samtidig finder Buddy støtte og ro, i en kaotisk tid, hos sine to bedsteforældre.

‘Belfast’ er baseret på Kenneth Branaghs egen barndom og opvækst i Belfast i 1960’erne. Branagh er respekteret, både som skuespiller og instruktør, og blev første gang Oscarnomineret i 1990, for begge dele, med filmen ‘Henry V’. Ellers kender vi ham, som skuespiller, fra ‘My Week With Marilyn’, ‘Dunkirk’ og ‘Mordet i Orientekspressen’. Som instruktør kender vi ham b.la. fra ‘Hamlet’, ‘Henry V’, ‘Thor’ og ‘Mordet i Orientekspressen’.

‘Belfast’ er blevet en rigtig smuk film, som viser livet i Belfast, hvor alting bliver ændret med urolighederne, og hvor barndommens uskyld og de trygge rammer, bliver revet væk under Buddy. Alt hvad han kender og har fundet tryghed i, bliver forandret. Vi ser optøjerne i filmen, fra hans synspunkt, ligesom Branagh også oplevede det selv, som barn.

Det er et fremragende manus som Branagh har skrevet, hvor han virkelig formår at vise verden fra Buddys synspunkt. Dialogen er velskrevet, og bliver leveret fremragende. Han har endda også formået at skrive børnereplikker som virker meget naturlige, og som noget børn vil sige – det vil nogen måske tænke er nemt, men der er mange som fejler her.

Vi bliver som publikum draget ind i historien, og forelsker os i det Belfast som eksisterer, inden oprørene. Karaktererne er også velskrevet, og er så ultra-charmerende, at vi også forelsker os i dem. Branagh er nomineret til en Oscar, både for bedste instruktør og bedste manus. Jeg håber personligt han vinder for manus, da det i mine øjne er tæt på fejlfrit, hvor han perfekt formår at balancere det dramatiske, med det humoristiske og rørende.

Filmen er også fyldt med budskaber om at leve livet, have kærlighed til familien, og andre vigtige ting som vi kan tage med os. Men hvor det er i andre film kan virke påtaget, eller presset ind, passer det fornemt ind i denne film, som i bund og grund jo også er en comming-of-age film. Det er især også, fordi skuespillerne kommer med de livskloge budskaber i løbet af filmen, på en måde som virker så naturligt og stærkt, at man selv tager dem med sig når man går ud af biografen.

Det er svært bare at nævne en skuespiller som er god, for alle, er ekstremt velspillende og karismatiske. Altid skønne Judi Dench spiller Buddys bedstemor, og er meget fortjent blevet Oscarnomineret for hendes rolle. Mindst ligeså god er Ciarán Hinds, som spiller Buddys bedstefar, og Caitriona Balfe og Jamie Dornan, som spiller Buddys forældre. Deres skuespil er en klasse for sig selv, og deres samlet præstationer skaber en familie, som er virkelig varm og fyldt med kærlighed. Jeg kan ikke rose deres præstationer nok. Man kan hele vejen igennem føle familiens kærlighed, både til hinanden og til Irland. Og selvom familien går hårde tider igennem, så står de sammen.

Drengen Jude Hill, som spiller Buddy, er fremragende. Han bær filmen utroligt flot, og bærer både tungere og lettere følelser uden problemer. ‘Belfast’ er også en hyldest til filmmediet, og den tid hvor Branagh selv forelskede sig i film. Disse elementer, og Jude Hills helt utrolige cuteness, gør at filmen indimellem minder om ‘Mine aftner i Paradis’. i ‘Mine aftner i Paradis’ får drengen Toto, en mentorfigur i den meget ældre Alfredo. I ‘Belfast’ er det forholdet mellem Buddy og bedstefaren, Pop, som minder om dette forhold. Pop er familiens vise anker som, sammen med sin kone, binder familien sammen og skaber ro i det lille hjem. Dette gør også at filmen ender med at blive mere end en film om optøjerne i Irland. Det bliver også en hyldest til filmmediet, og hvordan man som barn, kan blive suget ind i filmenes verden. Dette er desuden Hills skuespildebut, og sikke en debut.

Filmen er i sort/hvid, hvilket måske kan afskrække nogen. Men for mig, gør det filmen stærkere. De sort/hvide billeder er sindssygt smukke og stemningsfulde, og gør at billederne står skarpt i hukommelsen. Manden bag kameraet er Haris Zambarloukos. Han er efterhånden blevet en fast man på Branaghs film, og har også filmet ‘Cinderella’, ‘Thor’ og ‘Mordet i Orientekspressen’. Det er et under for mig, hvordan han ikke er blevet nomineret til flere priser for sine billeder. Med det sort/hvide-look formår han at lege med lys og skygger, hvilket skaber en stemning, som man ikke kan skabe, ved at filme i farver.

Manden bag musikken er irske Van Morrison, og soundtracket består primært at sange fra hans bagkatalog. Han har dog også lavet sangen ‘Down to Joy’ som er lavet specifikt til ‘Belfast’. Det et godt valg, for Morrisons musik passer perfekt til tidsperioden, og samtidig også til stemningen i filmen. ‘Belfast’ foregår i et arbejdermiljø, og når man hører hans musik kan man næsten se arbejderne på fabrikkerne, eller i de små arbejder familie-hjem i 60’erne. Morrison er også blevet Oscarnomineret, for sangen ‘Down to joy’, igen fuldt fortjent.

Jeg kan ikke benægte at jeg er meget stor Kenneth Branagh fan og at han, i mine øjne, er en af de mest talentfulde mennesker i filmbranchen. Jeg havde derfor allerede høje forventninger til ‘Belfast’ inden jeg så den. Og filmen levede fuldt op til mine forventninger. Det er en meget medrivende film, som bestemt også er rørende og som også har sjove tidspunkter. Og på trods af det måske lidt tunge emne, med optøjerne, er det en feel-good film når det er allerbedst.

Nogle har kritiseret filmen for at tegne et glansbillede af barndommen og familielivet og Irland i 60’erne. Det er måske forståeligt, for Branagh har lavet en feelgood film, om en hård og forfærdelig tid i Irlands historie, hvor flere familier blev splittet og hvor flere døde.

Men for mig har Branagh lavet en af årets bedste film, hvor jeg blev betaget af den rørende historie, de utroligt karismatiske karakterer og de vanvittigt flotte billeder, og jeg nød hvert sekund. Og fordi filmen er fortalt, ud fra et barns synspunkt, giver det mening at mange af konflikterne og optøjerne, ikke bliver skildret direkte. Filmen dykker heller ikke så meget ned i konflikten som den måske kunne, igen fordi den er fortalt fra et barns synspunkt.

Branagh formår også rigtig fint at vise de hårde sider af livet, f.eks. som at tage vigtige livsændrende valg som kan påvirke hele familien, stærke konflikter med personer, som har stået dig nær og at miste elskede familiemedlemmer, på en måde som de fleste kan genkende noget i.

‘A House Made Of Splinters’: Katastrofen før krigen i Ukraine

Anmeldt af: Sigurd Kau Wahlers Nielsen

Instruktør Simon Lereng Wilmont viser, i denne socialrealistiske dokumentar, hvordan Putins indtræden i det østlige Ukraine i 2014, har skabt voldsomme chokbølger i befolkningen.              

‘A house made of Splinters’ handler om et specielt børnehjem i det østlige Ukraine, hvor børn som er blevet fjernet fra deres forældre, kommer hen og kan være i op til 9 måneder, imens myndighederne beslutter, hvor børnene skal hen. Putins indtræden i det østlige Ukraine i 2014 har sendt mange fædre i krig og destabiliseret den Ukrainske økonomi i områderne tæt ved krigen. Den manglende familiefar, den forøget fattigdom og utryghed, har splintret mange familier og mange forældre lider med alkoholisme. Det er disse forældres børn som vi møder i dokumentaren.

Børnehjemmet er til for børnene og socialarbejderne gør meget for at børnenes tid på stedet er trygt og rart, men børnene konfronteres tit med deres dysfunktionelle forældre og ubegribelige situation. Det ser vi eksempelvis, når vi møder drengen Kolia, der ryger smøger, stjæler penge og tegner tatoveringer på sine arme, i et åbenlyst forsøg på at distrahere sig selv. Han er den ældste af 3 søskende, der alle bor på børnehjemmet, og det er ham der snakker i telefon med deres alkoholiseret mor og skal forsøge at holde sammen på søskendeflokken. Alkoholiserede forældre er et tema stort set alle børnene kender til og de snakker sågar ofte om det, når de leger.

Hvor børnene skal hen er en proces, der bl.a. indebærer, at børnene selv skal ringe til deres forældre og egentlig bede dem om at tage sig sammen. Børnene bliver let overvældet følelsesmæssigt og bliver altid bedt om at stoppe med at græde og at holde deres følelser inde. Der er med andre ord slet ikke plads til at være barn i deres barndom, hvilket selvfølgelig er utrolig tragisk og hjerteskærende at bevidne.

Det bliver samtidigt understreget hvordan kvinderne, der arbejder på børnehjemmet, alligevel gør en forskel for børnene og holder et håb oppe for dem, der slet ikke er til at se andre steder i deres tilværelse. Et tiltrængt håb om at det hele nok skal blive godt igen.

Min kæreste og jeg så den sammen og vi kunne på ingen måde holde tårerne tilbage for de stakkels børn og de stærke socialarbejdere, især ikke i lyset af, at mange flere ukrainere ved forårets forfærdelige begivenheder, har tilsluttede sig denne skæbne.

Man får et utrolig godt indblik i børnenes dagligdag på børnehjemmet, idet man følger børnene tæt i næsten alle situationer. Det er autentisk, uden filter og taler for sig selv.

Dette er i min mening en særdeles seværdig, gribende og relevant dokumentar som jeg klart kan anbefale. Derfor tildeler jeg ‘A House Made Of Splinters’ 5 Chaplins.

‘A House Made Of Splinters’ vises til CPH:DOX der løber af stablen d. 23. marts – 3. april. 

‘Licorice Pizza’: En sød og stærk hyldest til bittersød ungdom, men ligeså meget en hyldest til halvfjerdserne, det sidste uskyldige årti.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson prikker til uskylden, i sanselig og ren nostalgibombe, der giver vink til ‘Da Harry mødte Sally’.

Det er jo ikke altid let med den kærlighed og særligt i ungdommens år rammes vi af sår og skrammer, men også af berusende lykkeøjeblikke der for evigt bliver fastlåst i vores erindring.

Så det er med en let bittersød vemodighed at sifte bekendtskab med Paul Thomas Andersons seneste, der på overfladen virker let og hyggeligt omgængelig, men også emmer af afgrundstruende ubehag og skjult mørke ved overgangen til voksenlivet, der når som helst kan fratage ungdommens uskyldighed. Filmen er løst baseret på Paul Thomas Andersons barndomskammerat Gary Goetzman, der var barneskuespiller i bl.a. filmen ‘Yours, Mine and Ours’ 1968 med Lucille Ball. Senere solgte han vandsenge og havde sin egen spillearkade med flipperspil.

Vi møder i filmens start den 15-årige stræbsomme “High School´er” Gary Valentine og den 25-årige fotografassistent Alana Kane ved skolens årlige skolefotografering i starthalvfjerdsernes Californien. Den ti år ældre Alana er dog i starten noget modvillig overfor den ihærdige unge elevs tilnærmelser, men bliver senere venskabeligt overbevist omkring Garys charme og sammen opstarter de et specielt forhold. Gary er overbevist om at det er “kvinden i hans liv”, men der skal mere til at overbevise den på overfladen mere modne og selvsikre livssurfer Alana. De følges ad over flere år, med forskellige oplevelser, erfaringer og erobringer. Men den undrende omverden er forunderligt de eneste der kan se at de er et perfekt match, eller er livet bare for svært at hitte ud af når lykken er lige foran næsen på én?

At mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson elsker halvfjerdserne burde der efterhånden ikke såes tvivl om. Siden gennembrudsfilmen ‘Boogie Nights’ 1997 har dette årti været ét af de gennemgående årtier, der også tæller filmen ‘Inherent Vice’ 2014 og altså nu igen i aktuelle ‘Licorice Pizza’. Anderson er selv fra 1970 og har man selv oplevet dette årti kan de fleste nok nikke genkendende til årtiet som det sidste år med nogenlunde intakt uskyld.

Men med indgangen til firserne forsvandt muligvis det sidste årti med nærhed og åben dialog og de truende ændringer i halvfjerdserne bliver også ridset ind i idyllen i denne, på overfladen, uskyldige pubertetsudgave af Rob Reiners ‘Da Harry mødte Sally’ 1989, uden der dog overhovedet er tale om et såkaldt remake.

Paul Thomas Anderson, der naturligvis har skudt sin 70´er film på 35 mm film med gamle linser, er en detaljens mester hvor intet står usagt, hvor hver gestus har en plads foran kameralinsen, hvor soundtracket er nøje udvalgt og hver skuespiller ikke er fejlcastet. Dette gælder også for denne film og ligesom hans forrige syv film, inkl. den seneste ‘Den skjulte tråd’ 2017, er fortællingens hovedessens menneskets kamp og angst for ægte nærhed og modtagelse. Dette fik en Ingmar Bergman til at fylde en hel karriere af mesterværker, men Anderson er, ligesom sine filmkarakterer, ligeså interesseret i at beskrive den frodige og tillokkende omverden med alle dens fristelser og faldgrubber.

Hans nu Bafta belønnede manuskript er som en blomstrende dagbog af detaljer og følelser, både det sagte og usagte, og selvom der er noget langt til hans største mesterværk ‘There Will Be Blood’ 2007, er det stadig en visionær mesterinstruktør der bakker sin film op.

Hans nøje udvalgte hovedroller spilles af de to debuterende skuespillere Alana Haim og Cooper Hoffman og de er ligesom filmens karakterer fulde af håb og forundring. Alana Haim er bedst kendt som Grammy-nomineret musiker fra søstertrioen Haim og har tidligere samarbejdet med instruktøren til gruppens ni musikvideoer.

Attenårige Cooper Hoffman er søn til den afdøde skuespiller Phillip Seymour Hoffman og lad os bare sige det med det samme: han er endnu langt fra sin fars storhed, men lad os nu spændt følge hans udvikling. Der er plads til forbedringer, men talentet er der.

Den romantiske duo flankeres af Hollywood skuespillerne Sean Penn, Bradley Cooper og sågar Tom Waits. De har erfaringen med i kufferten og specielt Bradley Cooper leverer et overbevisende spil som den situationsudnyttende og virkelige Hollywood producer Jon Peters, som burde krumme sine tæer ved denne udstilling af sig selv.

Pressematerialet kalder filmen for Paul Thomas Andersons egen ‘American Graffiti’, men den læner sig nok mere op ad Richard Linklaters ‘Dazed and Confused’ 1993 og hvis du undrer dig over filmens titel, er filmen opkaldt efter den tidligere kæde af vinylplade butikker af samme navn, der skød op i det sydlige Californien. Ser du filmen, så prøv at se om du kan spotte John C. Reilly. Han er der hvis du ser GODT efter!

I halvfjerdserne hed nogle af de hotteste trends vandsenge, Hollywoodfilm, flippermaskiner og banansædecykler og Gary Valentine er tæt på at miste fokus fra sin drømmepige grundet disse fristelser. Havde han været ung i dag havde han sikkert været single, ligesom halvdelen af os.

Længe leve ungdommen og 70´erne!

‘The Lost Daughter’: Olivia Colman leverer igen på højeste niveau

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘The Lost Daughter’ er blevet vældigt godt modtaget af flere kritikere og har fået mange nomineringer, b.la. er den nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, kvindelige birolle og bedste manus.

Leda er taget alene på ferie i Grækenland og nyder solen på stranden. Men ferien er en ensom oplevelse for Leda, som bruger størstedelen for sig selv. Da en lille pige bliver væk fra sin mor, hjælper Leda med at finde pigen, hvilket skaber en forbindelse mellem Leda og moderen Nina. Men oplevelsen vækker også en masse gamle minder hos Leda. Især minder der omhandler hendes valg som mor, og hvilke konsekvenser det havde for hendes families liv.

‘The Lost Daughter’ er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Elena Ferrante, som udkom i 2006. Maggie Gyllenhaal har så skrevet manuskriptet til filmen.

Gyllenhaal kender vi ellers mest som skuespiller, hvor vi især har set hende i ‘The Dark Knight’, ‘Crazy Heart’ og ‘Frank’. Dette er hendes debut både som instruktør og manusforfatter, hvilket gør det ekstra imponerende at hun så også er Oscar nomineret for manus.

‘The Lost Daughter’ er en film i et meget langsomt tempo, for min smag starter det i et lidt for langsomt tempo, og der går for lang tid inden der sker noget som jeg finder spændende. I den første lange del af filmen ser vi primært Leda på en strand, hvor hun iagttager de andre gæster og scener hvor hun snakker med manden Lyle, som arbejder på det hotel hvor hun bor.

Det er først når man begynder at se minder fra Ledas liv, at man får mere dybde på Leda-karakteren og der kommer flere lag i filmen.

Det er altid fantastiske Olivia Colman som spiller Leda. Og hun er igen her god. Hun har tidligere brilleret i ‘The Crown’, ‘The Lobster’, ‘The Father’ og ‘The Favourite’, som hun vandt en Oscar for. Hendes rolle er meget nedtonet og inden vi har mere dybde til karakteren, så bliver jeg ikke for alvor fanget af hende. Jeg syntes at for meget af filmen bliver brugt på at følge en person, som sidder i en liggestol på en strand, og ellers går rundt på et hotel.

De forskellige minder bliver lavet i flashbacks, hvor det er her det spændende og interessante begynder at ske. Det er også her hvor man får mere forståelse for, hvorfor Leda er så som hun er.

Udover Colman så er Ed Harris, Jessie Buckley og Dakota Johnson med. Harris er stort set altid god, hvilket han også er her. Dakota Johnson er ved at lægge ‘Fifty Shades’-filmene bag sig og er også ganske fin her.

Både Buckley og Colman er sammen om at skabe Leda karakteren. De to kvinders præstationer, danner den mere komplekse karakter, og deres to præstationer supplerer hinanden virkelig godt. Buckley er desuden nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle. Hun brød for alvor igennem med hendes fantastiske præstation i ‘Wild Rose’, og er ved at danne sig en meget spændende karriere.

Visuelt er filmen ikke særligt interessant. Billederne og vinklerne virker indimellem for eksperimenterende, uden særlig meget dybde. Filmen har et meget kornet og råt look, som passer godt til stemningen og tempoet, men som desværre ikke fanger mig.

Fotografen på filmen er ellers Héléne Louvart, der er en utroligt erfaren fotograf, og som blandt andet var fotograf på den vanvittigt smukke og stilistiske film ‘Søstrene Gusmaos usynlige liv’. Noget der dog fungerer, er at man har forsøgt at skabe en klaustrofobisk fornemmelse med billederne, og derudover brugt billederne til at distancere Leda fra menneskene omkring sig. Man fornemmer tit et ubehag, både i billederne og i Leda, når hun interagerer med andre mennesker. Vi kommer også helt tæt på Leda, og i disse close-ups, bliver det klart hvorfor Colman er Oscar-nomineret. Der ser vi hvor dygtig en skuespiller hun er. Vi ser hvor stærkt Colman kan udtrykke forskellige nuancer af forskellige følelser, ved at gøre meget lidt, og det intense nærvær hun har på skærmen.

Historien i ‘The Lost Daughter’, fanger mig desværre ikke, som jeg havde håbet. Der går simpelthen for lang tid, med for lidt. Jeg sidder i lidt for meget af filmen, med en følelse om at jeg gerne vil have lidt mere. F.eks. en lidt mere imponerende visuel side, eller lidt mere handling, og en handling som ikke er så stillestående.

Skuespillet er dog med til at løfte filmen og dialogen er velskrevet og flydende. Dette er virkelig en film, som man vil beskrive som skuespillernes-film. Jeg er sikker på der er andre, som vil finde historien spændende og medrivende. For mig bliver det bare for stillestående.

‘Rød’: Er helt sin egen, og er en nostalgisk, medrivende og rørende oplevelse!

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Pixar har igennem tiden lavet nogle af de bedste animerede film, og formår at lave animationsfilm, som både taler til børn og voksne. Sådan en film er ‘Rød’ også.

Mei Lee er en 13-årig kinesisk pligtopfyldende pige som bor i Canada. Hendes beskyttende mor, Ming, lader hende aldrig være i fred og er lidt mere striks omkring visse ting, end andre forældre. Mei Lee gør hvad hun kan for at leve op til moderens forventninger, men vil samtidig bare gerne være en 13-årig teenagepige. En morgen vågner Mei op som en stor rød panda og hun finder ud af at alle kvinderne i hendes familie, har oplevet dette i deres teenageår, når de ikke kunne styre deres følelser. Den eneste måde at få kontrol over pandaen på, er at gennemgå en ceremoni, hvor man uddriver pandaens ånd og lukker den inde. Men Mei Lee opdager hurtigt de gode ting, ved at kunne blive en stor rød panda og spørgsmålet er, om hun overhovedet ønsker at lukke denne side af sig selv inde.

Domii She, som har instrueret ‘Rød’, vandt i 2019 en Oscar for den animerede kortfilm ‘Bao’, og har ellers arbejdet hos Pixar som animator på film som; ‘Inderst Inde’, ‘De Utrolige 2’ og ‘Toy Story 4’. Hun har også skrevet manus til ‘Rød’, ligesom hun også skrev manus til ‘Bao’. Det er virkelig imponerende af en ung kvinde, som er født i 1989.

Hun er også selv kinesisk og har derfor trukket på noget af sin egen kultur. Historien i ‘Rød’ er på mange måder en “comming of age”-story og handler om overgangen fra barn til teenager, hvor man har behov for at finde sig selv, og måske bryde ud af sine forældres beskyttelse og selv begynde at træffe sine egne valg. Det bliver pandaen et smukt symbol på. Især også det med at skulle lukke en side af sig selv inde og holde den skjult. Dette er i øvrigt også den første animationsfilm jeg har set, hvor menstruation bliver italesat og det at have sin første menstruation, bliver en del af handlingen.

Filmen foregår i 2002, hvor jeg selv, ligesom Shee, var i starten af teenageårene. Shee har virkelig formået at ramme hvad der var oppe i tiden, både med den vilde fankultur omkring boybands, til de gadgets som f.eks. tamagotchi, man havde der. Det er en meget nostalgisk oplevelse, hvor man bliver bragt tilbage til sine egne teenageår.

Animation stilen i ‘Rød’ er vanvittig flot, men også helt sin egen. Der er brugt en stil, og der er truffet nogle valg, som man ikke før har set i en Pixar/Disney-film – men det fungerer virkelig. Stilen er med til at give karaktererne, især Mei Lee, personlighed og bliver brugt til at forstærke hendes følelser. Indimellem er der også ting i animationen, som minder mig lidt om nogle af de animerede tv-programmer der var populære i start 2000’erne, som f.eks ‘Powerpuff Pigerne’, ‘Winx’, ‘Totally Spies’ og ‘Pokemon’. Der bliver også lånt fra anime-genren, selvfølgelig er animationen i ‘Rød’ dog suverænt overlegen i forhold til alle disse serier.

Musikken er lavet af svenske Ludwig Göransson. Han formåede perfekt i ‘Black Panther’ at ramme den afrikanske kultur og lyd med sit score til den film, som han også vandt en Oscar for, og i ‘Rød’ formår han at lave et score som virkelig har de perfekte kinesiske referencer, uden at det bliver for meget. Musikken er rigtigt fint med til at gøre familiens kinesiske kultur, tydligere igennem filmen.

Stemmerne bliver leveret af Rosalie Chiang som Mei Lee, Sandra Oh som Ming, Ava Morse, Maitreyi Ramakrishnan og Hyein Park som Meis tre bedste venner og James Hong. Stemmearbejdet er fuldstændigt fantastisk og alle leverer stærke præstationer, men Rosalie Chiang er enestående som Mei Lee. Hun giver virkelig karakteren personlighed og sammen med animationen, bliver der skabt en af mine nye yndlings Pixar-heltinder, som jeg håber bliver ligeså populær som Anna og Elsa fra ‘Frost’.

Mei Lee er ikke perfekt eller vildt populær. Hun er en lidt kikset, nørdet teenagepige, men også en af de stærkere Pixar-karakterer, som træffer sine egne valg og står ved hvem hun er. Flere kunne lære noget af denne karakter.

Filmen bliver et par steder oprigtigt rørende, og ligesom med ‘Inderst Inde’, ‘Up’ og ‘Toy Story 3’, kommer Pixar igen med et stærkt budskab og en rørende pointe, som både kan ramme børn og voksne. ‘Rød’ er i det hele taget en smukt hyldest til teenagelivet, og overgangen fra barn til voksen, som de fleste voksne kan huske tilbage til, og som alle børn skal igennem i dag. Jeg tror især mange piger vil kunne kende sig selv, og deres egne følelser, i Mei Lee, ligesom jeg også tror at voksne vil kunne genkende noget fra deres egen teenagetid i karakteren.

‘Rød’ er den perfekte familiefilm, hvor alle vil føle sig underholdt, og hvor alle kan få noget ud af filmen.

‘Benedetta’: Paul Verhoevens ‘Benedetta’ er en visuel og syndig “lækkerbisken” af lesbiske nonner, lyst og tortur i det 17´ende århundredes Pescia.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Den kontroversielle instruktørs første film i fem år, giver katolicismens kvindesyn en svingende lussing, der giver associationer til Ken Russells ‘The Devils’.

Den nu 83-årige hollandske visionær og instruktør Paul Verhoeven har lige siden gennembrudsfilmen ‘Tyrkisk konfekt’ 1973, aldrig været bleg for at forarge og chokere sit publikum. Dog har han altid formået at holde sine historier i fortællingens centrum og dette fortsatte han også forfriskende ufortrødent, da Hollywood fik øjnene op for ham efter filmen ‘Den fjerde mand’ 1983, som han mere eller mindre fik genindspillet under titlen ‘Iskoldt begær’ 1992 med b.la. Michael Douglas og den trusseløse Sharon Stone i hovedrollerne. Ellers huskes Verhoevens Hollywood eventyr mest for den moderne Frankenstein fortælling ‘Robocop’ 1987 og Arnold Schwarzenegger braget ‘Sidste udkald’ 1990, før ´Showgirls´ 1995 fadæsen fik sat et gevaldigt kæp i hjulet for den iltre hollænder, der efter hans uinteressante ‘Hollow Man’ 2000 atter vendte hjem til tulipanmarkene.

Hans forrige film ‘Elle’ 2016 var et kærkomment mindre comeback og nu vender Verhoeven tilbage til nye muligheder for chok og overskrifter, med nonnekloster-filmen ‘Benedetta’, og filmen er da også allerede blevet total forbudt i Singapore, grundet de ufølsomme fremstillinger af den katolske kirke. Især en homoseksuel scene mellem to nonner, der benytter sig af en træfigur af Jomfru Maria, efter at være blevet tilsnittet som en dildo, syntes at bidrage til dette.

Vi befinder os i det 17. århundrededes Pecia i Italien, hvor bl.a. pesten hærger som en mørk væskende skygge over det katolske styre. Novicen Benedetta Carlini har nogle chokerende religiøse syn af Jesus – syn, der inspirerer hende til at udleve sit begær efter magt og seksuel tilfredsstillelse. Snart indleder hun derfor et lesbisk forhold til en ny kommen nonne fra klosteret – noget som den katolske kirke ikke ser på med milde øjne. Dette bliver starten på en lavine af forhør og afsløringer, hvor b.la. det berygtede torturinstrument ´Angstens pære´ bliver anvendt, til de mandelige præsters fulde tilfredshed.

Ja så er seerene hermed advaret! Verhoeven er tilbage med lesbiske nonner, byldepest, hykleriske/korrupte præster, orgasmerystende kvindekroppe, blodig stigmata, udrensende tarmluft og en penisløs Jesus.

‘Benedetta’ var nomineret til Guldpalmen i Cannes og til hovedprisen på San Sebastián International Film Festival, men Verhoeven måtte dog ende med at gå tomhændet hjem. Dette har dog næppe generet ham, for det er den første film i LAAAANGE tider, der kan indgå under genren ´Nunsploitation´, der havde sin storhedstid i 70´erne, hvor alle disse film var kraftigt inspireret af Ken Russell mesterværket ‘The Devils’ 1971. Denne film er stadig totalforbudt i de fleste lande og udgiveren Warner Bros. har stadig filmen i den komplette ucensureret form bag lås og slå, til filmsamleres store frustration.

Paul Verhoevens fransksprogede lesbiske nonnekostumedrama er løst baseret på Judith C. Browns bog fra 1986: ‘Usømmelige handlinger: Livet for en lesbisk nonne i renæssancen Italien’. Brown afslørede her den veldokumenterede historie om søster Benedetta Carlini, en ung kvinde der sluttede sig til et kloster i Pescia, Italien, i en alder af ni år. I årenes løb hævdede hun at have oplevet overnaturlige forbindelser med den hellige jomfru og Kristus sammen med mere erotiske visioner.

Selvom efterforskningsmyndighederne afslørede beviser for, at hun havde forfalsket sine stigmataer og desuden engageret sig i seksuelle relationer med en anden nonne, bruger manuskriptet af Verhoeven og David Birke, den virkelige beretning som et startskud for noget tvetydigt og menneskeligt. Ikke overraskende er Verhoevens film en langt mere saftig beretning, der dvæler ved lesbisk sex i grænseoverskridende scener. Men i sin kritik af kirken og deres militante afhøringer, der fører til tilståelser tvunget af vridnings- og kvalmefremkaldende tortur, hurtige domme og afbrændinger på bålet, har ‘Benedetta’ mere til fælles med Ken Russells ‘The Devils’ 1971, end nogen af de lesbiske eksempler, der er dukket op i de seneste to år ( ‘Ammonite’ , ‘Portrait of a Lady on Fire’, osv.).

Det er overflødigt at sige, at der sker meget i ‘Benedetta’ , og selvom det lejlighedsvis er en rodet forestilling, er det aldrig kedeligt.

Den belgiske skuespillerinde Virginie Efira lægger primært krop til hovedrollen som den muligvis sindssyge, men meget sanselige Benedetta, der skiftevis viser jomfruelighed og æggende erotisme, når hun ikke blødende og brølende giver efter for sin opslugende stigmata.

Ligeledes belgiske Daphne Patakia sætter også nøgenhed og krop ind med dansende erotisme, men filmens centerspil erhverves af veteranen 76-årige engelske Charlotte Rampling, der leverer filmens mest overbevisende spil. Rampling har i sin lange karriere aldrig været bange for udfordrende roller i film som Luchino Visconti´s ‘De lange knives nat’ 1969, Liliana Cavani´s ‘Natportieren’ 1974 og senest i Denis Villeneuve´s ‘Dune’ 2021 og her velspiller hun igen fint og overbevisende som abbedissen Felicita med brænd farlig byldepest og heksebål.

Verhoeven beskriver sin nonne Benedetta ærligt og meget kropsligt, uden at fordømme og undgår at komme med forcerede forklaringer på hendes martyragtige gøren, men giver hende en rustning af lys, som der er en vis fascination i.

Verhoeven siger i sin film: “Alle har ret til en synd”, men ‘Benedetta’ gør det ikke skamfuldt.

‘Parallelle Mødre’: Den 72-årige mesterinstruktør Pedro Almodóvar viser med ‘Parallelle mødre’, at han langt fra er færdig med sine opfindsomme historier

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Penelopé Cruz stråler igen i veloplagt og meget overraskende ny Almodóvar film, der beskriver moderrollen som en sand Hitchcock thriller.

Spaniens vel nok mest kendte og elskede nulevende filminstruktør Pedro Almodóvar, kom for alvor på alverdens læber i 1988 med hans internationale gennembrudsfilm, den formidable ‘Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’. I 1999 modtag han for første gang prisen som bedste instruktør ved Cannes film festivalen med den geniale ‘Alt om min mor’. Senere modtog filmen b.la. en Oscar og en Golden Globe som bedste udenlandske film. De senere film ‘Tal til hende’ 2002, ‘Volver’ 2006, den Cronenberg agtige ‘Huden jeg bor i’ 2011, ‘Julietta’ 2016 og senest den selvbiografiske ‘Smerte og ære’ 2019 har også været elsket af både publikum, kritikere og filmpriser.

Almodóvar må siges at være én af de mest originale og interessante filminstruktører der har beriget filmverdenen de sidste knap fem årtier og nu er han altså igen aktuel med sin 23. film. Atter en gang har han castet den guddommelige Penelopé Cruz til hovedrollen, hvilket nu er deres ottende frugtbare samarbejde, og Cruz har allerede nu vundet flere priser for denne filmrolle bl.a. på Venedig festivalen.

De to singlekvinder, Janis(Cruz) og Ana(en spillevende Milena Smit), med vidt forskellig baggrund og alder, mødes på fødegangen og et nærmest symbiotisk venskab opstår. De er begge førstegangsfødende og har begge bestemt sig for at beholde deres respektive børn, trods modstræbende ønsker fra børnenes fædre. Det skal dog senere vise sig kun at være opstarten på en temmelig vild og overraskende historie der får taget de to kvinder på en mildest talt følelsesladet rejse, for til sidst at havne i diktatoren Francisco Francos massegrave, hvor der ligger mere end bare hemmeligheder begravet.

Almodóvar forsøger med svingende held at forplante sin historie om sine singlemødre med Spaniens forfærdelige historie omkring General Franco oprørerenes triste skæbner og deres familier. Under Den spanske borgerkrig i 1930’erne blev omkring 200.000 mennesker dræbt som et led i systematiske henrettelser. De blev henrettet en efter en med et skud i hovedet og væltet ned i massegrave. Herefter blev de dækket til med jord, til deres familiers triste uvidenhed.

Mange af massegravene har siden været uåbnede og det betyder, at mange spanske familier har familiemedlemmer, hvis skæbne de ikke med sikkerhed kender til. I årtier har de ikke vidst hvornår og hvor de blev dræbt. Men dette begyndte at ændre sig fra år 2000. Her begyndte spanierne nemlig at åbne massegravene og forsøge at identificere ofrene. Indtil videre er 7.000 blevet identificeret. De massegrave, der bliver gravet op nu, stammer tilbage fra 1939-1940, men med mere end 70 år på bagen er der ikke meget andet end knogler tilbage. Desuden ligger ligene hulter til bulter oveni hinanden, så det kan det være rigtig svært at finde ud af, hvilke knogler der hører sammen. Så kun med hjælp fra personlige genstande som ure, rester af tegnebøger eller smykker kan ligene identificeres.

Almodóvar har i årevis gerne ville fortælle denne triste historie og som det er kutyme for hans film, kan man heldigvis stadig ikke regne ud hvor hans historie starter og slutter. ‘Parallelle mødre’ er da heller ingen ueffen undtagelse. Filmen lægger fortrinsvis uskyldigt ud med de to smukke kvinder på fødegangen, mens Alberto Iglesias Oscar-nominerede musik fortæller os hurtigt den ildevarslende udvikling i historien, med hans Hitchcock’ske Bernard Herrmann lignende kompositioner, at der ulmer noget i mørket klar til at rive noget af uskylden i stykker. Vi er ligesom filmens hovedpersoner kommet et andet sted, når slutrulleteksterne rulles endegyldigt ud.

Desværre kan man dog allerede halvvejs inde i filmen hurtigt selv få udredt ét af filmens helt store twists og én af karakterenes reaktion til én af scenerne er desværre temmelig urealistisk. Sammensmeltningen af de to centrale historier falder heller ikke altid lige godt ud. Det er dog ikke noget der for alvor får ødelagt helhedsindtrykket, da filmen b.la. indeholder stort skuespil.

For Penelopé Cruz spiller den fyrreårige fotograf Janis med børnelængsler og hun har sjældent været bedre i en rolle der kræver at der leveres på alle registre. Alligevel syntes jeg dog hun toppes af den kun 25-årige Milena Smit i rollen som Ana, som Almodóvar da også har udråbt som “en åbenbaring af sandhed i sig”, med sit utroligt nøgne spil.

Almodóvar-kendere vil sikkert også genkende Rossy de Palma, der med sit særprægede ydre har krydret flere Almodóvar film, siden hun blev opdaget på en Café, til filmen ‘Begærets lov’ fra 1987. Her spiller hun Janis bedste veninde, der dog ikke er én af filmens væsentligste roller.

Trods de små minusser viser Almodóvars ‘Parallelle mødre’, at han stadig er i topform med hans hyldest til moderskabet, uden dog at komme på mesterens top 10. Så uanset hvad bør du ikke snyde dig selv, for en ny Almodóvar film er jo altid en biograftur værd.

‘The Batman’: Robert Pattinson viser tænder som den bedste Batman, i Matt Reeves længe ventede ‘The Batman’, der indfrier de høje forventninger.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Batman vender storslået tilbage som gotisk engel med flagermusevinger i episk 3 timers måneskins opera, der direkte kvalitetstruer Nolans ‘Batman’-trilogi.

Hvor Superman altid har stået for lyset i Metropolis, har Gotham Citys største detektiv Batman enevældigt stået for mørket med alle dens skygger og skæve eksistenser og aldrig før er Gotham City blevet beskrevet så frydefuldt grumt og mørkt som i ‘The Batman’.

Den socio/-psykopatiske Edward Nashton er blevet godt gal i skralden på Gothams råddenskab af korrupte systemer, politikere og falske advokater og hans første offer er byens borgmester der som den første må lade livet, før der diskes op med flere ofre og trusler. For Gothams borgere skal se byen som den virkelig er, siger han fra sine torturvideoer. Dette vækker naturligvis også markant harme hos byens korrupte gangsterbosser Carmine og Pingvinen, der i virkeligheden styrer byen. Men én af byens få retskafne mænd, politikommisæren James Gordon, ser dette som chancen til endeligt at få gjort op i byens råddenskab og sammen med byens mægtigste detektiv, går oprydningsarbejdet i gang. Men den mystiske Selina Kyle ligger også inde med personlige agendaer for byen og det kommer til at opildne ikke bare byen, men også den største detektiv af dem alle: hævneren THE BATMAN!

DC´s største helt, flagskibet Batman, havde sin seneste solofilm med Christopher Nolans ‘Batman’-trilogi, der sluttede i 2012 med ‘The Dark Knight Rises’, og det må jo siges at være lidt af en hård nød at knække, hvis der skal gøres håb om forbedringer.

Men instruktør Matt Reeves har, efter de meget vellykkede ‘Abernes Planet’-opdateringer ‘Revolutionen’ 2014 og ‘Opgøret’ 2017, tilsyneladende kun varmet op. For med ‘The Batman’ står han med svendebrevet. Sjovt, men ikke særlig overraskende, har han skelet til Nolans ‘Batman’-trilogi og uden at afsløre for meget, skal ‘The Batman’ ses som første del af en sikkert større følgeton af fortællinger. Det er lidt af de samme rød/brune farver der benyttes som Nolans ‘Batman Begins’ 2005 og bare starten på ‘The Batman’ minder os om opstart scenerne på hustagene i ‘The Dark Knight’ 2008. Den fantastiske biljagt med Jokeren i selvsamme film er der også skelet til, men er her i ‘The Batman’ mere eksplosiv og fantastisk. Sådan måske bare for lige at sige: “HER KOMMER JEG!”. Ligeledes de voldsomme diskoteks besøg, med en kampglad Batman.

Bortset fra disse paralleller, er det dog en helt ny og anderledes mere mørk, men ironisk nok, mere menneskelig og hudløs udgave af Gotham City der fremvises. Det er en ung Batman der skues, med alle de opstarts problemer der indfindes. Der er meget langt fra Nolans `tumbler´ køretøj, til ‘The Batman’s Batmobil, der mere ligner en 12-årig drengs våde drøm om et `Hot Wheels´ køretøj og hans lettere emoagtige tilgang til både frisure og makeup, minder os også om hans stadig famlende alder og erfaringer. Alt sammen noget der yderst klædeligt markerer sig, men bare rolig, det er stadig BATMAN. Det er bare sådan lidt mere David Fincher ‘Seven/Zodiac’-agtigt. Og de kontaktlinser sparker altså røv, Bruce!

Fortællingen er løst baseret på ‘The Long Halloween’ tegneserien fra 1996, men manuskriptforfatteren Peter Craig i samarbejde med Matt Reeves selv, har leveret et fremragende Batman oplæg, der sagtens kunnet havde stået nøgent alene, hvis det altså ikke havde været for tegneserieoplægget. ‘The Batman’ er en yderst spændende krimi med masser af twists og nye snørklede veje, der får Batman figuren tilbage til sin oprindelige ret, nemlig som mesterdetektiv!

Actionscenerne er sikkert derfor også mere rå og realistiske end nogensinde før, hvilket også kun gør det hele mere intenst og nærværende.

Skuespillet er på hele linjen ganske fejlfrit, her tænker jeg mest på Andy Serkis som Alfred Pennyworth og John Turturro som gangsterbossen Carmine Falcone, men filmen ville ikke have været nær det samme, hvis ikke det havde været for disse kanonskuespillere:

Paul Dano har fået den krævende rolle at skulle krybe ind under huden på den populære superskurk `The Riddler, her under det nye navn Edward Nashton. Den populære Batman skurk, der debuterede i ‘Detective Comics’ 1948, blev senest spillet af en temmelig overgearet Jim Carrey i Joel Schumacher rædslen ‘Batman Forever’ 1995. I ‘The Batman’ er vi ikke i gear, men nærmere til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Har man set Paul Dano i rollen som Alex Jones i Denis Villeneuves ‘Prisoners’ 2013, men nu tilsætter han lidt Hannibal Lecter, som hvis var han født på Gotham Asylum, er vi ved at være der, GYS!.

Zoë Kravitz har ligeledes fået den næsten umulige opgave at bringe Catwoman aka. Selina Kyle til live efter de ellers tidligere glimrende forsøg af Michelle Pfeiffer i Tim Burtons ‘Batman vender tilbage’ 1992 og senest Anne Hathaway i Christopher Nolans ‘The Dark Knight Rises’ 2012. Alt dette er fortid nu, for Kravitz EJER nu rollen som Catwoman der faktisk debuterede samme år sammen med Batman selv, i dennes første tegneseriehæfte som ‘The Cat’ i 1940. Man forstår hvorfor Robert Pattinsons Batmans hjerte smelter.

Colin Farrell er et MUST-SEE som Pingvinen. Iført grotesk makeup, kluntet gangart og rusten stemmeføring, er der her tale om ægte Hollywood magi i maskeforklædning. Skurke favoritten fra 1941 har ALDRIG stået bedre og mere grotesk korrekt end i denne version. Et stort og helhjertet BRAVO herfra og derfor ikke et ord mere om Danny DeVitos ellers fornøjelige præsentation fra 1992. Og så gør det heller ikke noget at han kalder Kommisær Gordon og Batman for Politimester Striks og Sorte Slyngel, hvilket luner i lattermusklererne!

Jeffrey Wright spiller politikommisær James Gordon, der kun stoler på Batman. Man skulle ellers tro at Gary Oldmans formidable præsentation fra Nolan-trilogien var toppen, men nej. I ‘The Batman’ spilles der bare! 1939 karakteren er ganske vist i 2022 sort, men lyser nu skarpere end nogensinde!

Så mangler vi bare at nævne vores egentlige hovedperson, nemlig mesterdetektiven selv og det står det tidligere ‘Twilight’-idol Robert Pattinson for. Igen må mine superlative stå i kø, for den 35-årige skuespiller er nu ved at nå toppen af hans karriere. Fordi for første gang kan Batman virkelig mærkes og føles og det er uanset om det er Bruce Wayne eller mesterdetektiven der er i fokus. Jeg vil gøre dette meget kort: vi er kommet meget langt siden Adam West!

Filmens måske alligevel største force er dog Matt Reeves beskrivelse af Gotham City, som man nu føler både kan mærkes, lugtes og smages i al sin ‘Blade Runner’ grynende råddenskab i fuld symbiotisk harmoni med Michael Giacchino flotte score og selvom f.eks. Batmans tema kan sammenlignes lidt med Chopins klaver sonate no. 2, er det alligevel et score der kan sammenlignes med det bedste fra en Hans Zimmer.

‘The Batman’ er et storværk af en noir-film, med et brusende kærlighedsforhold a la James Bond.

Jeg kunne faktisk godt lægge 6 Chaplins, men vedlægger kun 5, da jeg vil reservere de 6 til næste kapitel. For som der i ‘Casablanca’ smukt siges, citeres der i filmen “Det kunne blive begyndelsen på et smukt venskab”, og sådan et er altid godt at have til gode.