‘The Offer’: Kom med bag tilblivelsen på ‘The Godfather’

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘The Godfather’ er en af de bedste film som nogensinde er lavet, og er i dag set på som et filmisk mesterværk. Men processen med at skabe filmen var ikke nem, og med ‘The Offer’ får vi et indblik i alt det hårde arbejde bag.

Albert S. Ruddy er i starten af 1970’erne en ung og ny producer, som skal finde sit første store filmprojekt. Han falder over Mario Puzos bog ‘Mafia’, og vælger at pitche den som filmide hos Paramount Pictures. Efter lidt tid får han Paramounts producer Robert Evans med på ideen, og får Francis Ford Coppola på som instruktør og manusforfatter, sammen med Mario Puzo. Men produktionen på ‘The Godfather’ bliver mere kompliceret end som så, især da mafiaen i New York begynder at blande sig, og da filmstudiets producere har egne ideer om hvilke skuespillere, der skal spille de ikoniske roller.

Albert S. Ruddy har været med til at skrive ‘The Offer’, sammen med Michael Tolkin og Leslie Greif. Serien er primært baseret på Ruddys egne oplevelser med at skabe ‘The Godfather’, som endte med at blive en kæmpe succes og vandt tre Oscars. Den vandt i 1972 priserne for bedste film, bedste mandlige hovedrolle og bedste manuskript.

Michael Tolkin har skabt serien, og har tidligere erfaring med at lave underholdning om filmbranchen, da han også er manden som skrev manus til ‘The Player’. En fantastisk film fra 1992 om Hollywood.

Jeg er kæmpe fan af ‘The Godfather’ og har i forbindelse med at jeg så ‘The Offer’ også læst Mario Puzos bog. Jeg er derudover også bare generelt filmnørd, og elsker film og serier der handler om Hollywood og filmproduktion. Som filmnørd og ‘The Godfather’-fan, kendte jeg allerede lidt til produktionen, men ikke alle de detaljer som kommer frem i serien.

Miles Teller er fremragende som Ruddy, mens Dan Fogler også er fremragende som Francis Ford Coppola og Patrick Gallo er god som Puzo. Det er primært de tre vi følger i forbindelse med produktionen af ‘The Godfather’. Men vi også følger Matthew Goode som Robert Evans, Juno Temple som Bettye McCart og Giovanni Ribisi som mafiabossen Joe Colombo.

Castingen er for det meste virkelig god. Fogler ligner 70’ernes Coppola, og Anthony Ippolito som spiller Al Pacino ligner også en ung Pacino. Jeg havde lidt problemer i starten, med Justin Chamber som spiller Marlon Brando. Jeg syntes ikke ligheden var der, selvom han formår at have nogle udtryk som er meget Brando-sk, og også lyder som Brando. Når Chamber kommer i Vito Corleone makeup, ligner han dog mere den rigtige Brando. Jeg syntes desværre at Ribisi, ender med lidt at blive en karikatur på en New York’er mafiaboss. Men da jeg ikke har kendskab til Joe Colombo, aner jeg ikke om han i virkeligheden er perfekt castet i rollen, og rammer Colombo spot on.

For mig er det et spændende indblik i produktionen af ‘The Godfather’. Det er interessant at se hvor meget Frank Sinatra og mafiaen prøvede at stoppe filmen, mens de store studiechefer ikke vil caste Marlon Brando, og havde Jack Nicholson i tankerne til at spille Michael Corleone i stedet for Al Pacino, som på dette tidspunkt primært var en ukendt teaterskuespiller.

Hele arbejdet med makeup, styling og de forskellige sets rammer 1970’erne godt. Især er kvinderne virkelig stylet i bedste 70’er stil. Juno Temple, som spiller Ruddys sekretær er i øvrigt også fremragende, og er perfekt i hendes rolle. Også musikken og lydbilledet er spot on, ligesom man virkelig får viben fra den periode, ved de forskellige Hollywood fester.

Det andet tekniske arbejde på ‘The Offer’ er også stærkt. Visuelt er det en fest at se serien, og Salvatore Totino og Elie Smolkin som har filmet serien, har gjort et fantastisk arbejde.

Jeg var fanget og medrevet i alle afsnittene, og var fascineret af fortællingen om skabelsen af et mesterværk, samt overrasket over at se alle de forhindringer som stod i vejen for at få filmen lavet. Desuden var jeg svært underholdt af scenerne med Fogler og Gallo, og deres arbejde med at lave manus. Når man har læst bogen og set filmen, får man ekstra respekt for deres arbejde. De fik alt med fra bogen, som har betydning for Corleone-familien, og formåede at udelade mange sidehistorier, som bare ville fylde for meget i filmen. Mange af replikker fra bogen valgte de også at kopiere fuldstændig, hvilket er blevet til ikoniske filmreplikker i dag.

‘The Offer’ er en serie som ikke kun handler om skabelsen af ‘The Godfather’. Den handler egentligt ligeså meget om filmbranchen i 1970’erne, da der hele tiden bliver snakket om andre filmproduktioner og personer i filmbranchen. Serien handler også i høj grad om USA i 70’erne, og om de mafiafamilier som styrede New York.

‘The Offer’ kan ses på Paramount+

Serien har 10 episoder med en spilletid på ca. 60 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=iowLzO9-aew

‘Stranger Things – sæson 4(bind 1)’: Årets, måske mest ventede serie, vender tilbage med mere gys

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Da ‘Stranger Things’ premierede i 2016, tog den verden med storm og blev lynhurtigt en kæmpe succes, som gjorde at den efterfølgende har været en af de største og mest populære serier på Netflix. Efter lang tids venten, er den nu tilbage med første del af sæson fire.

Fjerde sæson af ‘Stranger Things’ begynder 6 måneder efter handlingen i tredje sæson. Vores gruppe af helte er her blevet spredt, og er samtidig også begyndt i gymnasiet. Eleven og familien Byers er i Californien, mens Lucas, Dustin, Will og Mike stadig er i Hawkins. De kæmper alle med de nye omgivelser, især kæmper Eleven hårdt, da de andre på skolen ser hende som en særling, og groft mobber hende. I Hawkins er Lucas kommet på basketball holdet og bruger det meste af tiden med sports-drengene, mens Dustin, Mike og Will stadig er en del af den mere nørdede gruppe. Og for at det ikke skal være løgn, dukker truslen fra den mørke dimension op igen, denne gang i en mørkere og mere intelligent form, så vores unge helte må, midt i deres daglige kampe med gymnasielivet, også endnu engang kæmpe mod ondskaben.

Duffer-brødrene skabte og instruerede den første sæson, som var en kæmpe hyldest til 1980’erne. Der var referencer til 80’er film, til diverse trends i 80’erne, musik fra 80’erne og hele looket og stilen ramte 80’erne meget præcist. På de efterfølgende sæsoner, har de fået andre til at instruere, mens de stadig begge har været med til at skrive alle afsnittene. I fjerde sæson har de igen selv instrueret alle afsnittene.

Første sæson startede ud med en forholdsvis lille gruppe af karakterer. Vi havde Eleven(Millie Bobby Brown), Mike(Finn Wolfhard), Dustin(Gaten Matarozzo), Lucas(Caleb McLaughin), Nancy(Natalia Dyer), Will(Noah Schnapp), Jonathan(Charlie Heaton), Steve(Joe Keery), og de voksne Joyce(Winona Ryder) og Jim(David Harbour). Det var et overskueligt antal af karakterer. Alle karaktererne havde noget at byde på, og skuespillet hos børnene var overraskende godt. Bobby Brown blev endda Emmy-nomineret for hendes præstation.

Winona Ryder, som især var stor i 80’erne og 90’erne fik også lidt af et comeback i rollen, som mor til den forsvundne Will. Det blev også serien der for alvor gjorde David Harbour til en stjerne.

Vi fik også nogle nye karakterer i anden og tredje sæson. B.la. Max(Sadie Sink), Billy(Dacre Montgomery), Erica(Priah Ferguson) og Robin(Maya Hawke). Og her i fjerde sæson er der endnu flere nye karakterer.

Den originale gruppe er som sagt spredt, og de nye karakterer findes primært i de nye vennegrupper, de hænger ud med. For mig gør det uheldigvis at der kommer til at være for mange karakterer, som man skal engagere sig i og følge. I løbet af serien bliver karaktererne endnu mere spredt, og der kommer mange handlingstråde at holde styr på. Jeg mister meget hurtigt overblikket over de forskellige handlinger, og overblikket over hvad de forskellige karakterer er i gang med. Det hele bliver lidt rodet og uoverskueligt. Det virker som om at Duffer-brødrene og de andre forfattere, har haft lidt for høje ambitioner, ved at tilføje for mange handlingstråde og for mange nye karakterer.

Desværre syntes jeg også afsnittene er for lange. Det første afsnit varer over en time, mens finaleafsnittet varer halvanden time. Afsnittene indimellem varer alle omkring en time. Det giver mening at afsnittene er så lange, når vi har så mange forskellige karakterer og handlinger at følge. Men det bliver desværre for langtrukkent. I stedet for at følge alle karakterer i hvert afsnit, kunne man måske havde skåret ned, og følge de forskellige grupper af karakterer i de forskellige afsnit. Det havde måske også gjort handlingen mere overskuelig.

Når det er sagt, så er der også mange gode ting i fjerde sæson af ‘Stranger Things’. Vores gruppe af helte er stadig ultra-charmerende og velspillende. De nye karakterer som er tilføjet er også charmerende og alle spiller godt. Igen er 80’er looket og referencerne fejlfrie, og folk som er vokset op i 80’erne, eller har en svaghed for 80’erne, får alt det som de forventer af 80’er nostalgi i serien.

Selve den visuelle side er virkelig flot, med meget imponerende effekter og med et ligeså imponerende arbejde på billedsiden. Lydsiden er derudover imponerende god, og indimellem er den voldsomt ubehagelig.

Jeg er i denne sæson igen, især blæst bagover af Bobby Brown. Hun er så god i rollen som Eleven, og outshiner sine medskuespillere i alle hendes scener. Hendes udvikling i denne sæson er for mig, noget af det bedste i selve handlingen.

Den første sæson af ‘Stranger Things’ var ren sci-fi, med et lille hint af gys. Men i fjerde sæson er der skruet op for gyserelementerne, da ondskaben denne gang er ondere, mørkere og mere intelligent. Der er nogle effekter og scener i denne sæson, som for alvor er uhyggelige. Jeg er vild med at de har gjort serien mere uhyggelig, da det bidrager også med noget nyt til serien. I tredje sæson virkede uhyggen og det ondes plan, lidt for meget som en gentagelse af de første to sæsoner. Så det ekstra uhyggelige løfter fjerde sæson, så det ikke bare er det samme de skal kæmpe imod endnu engang.

Fjerde sæson har været længe ventet, og har været 3 år undervejs. Jeg sidder desværre tilbage og er en smule skuffet. Jeg er vilde med gyserelementerne, og jeg er stadig vilde med vores originale karakterer, og nogle af de nyere. Men det ender bare med at føltes lidt for rodet, lidt for ambitiøst og lidt for langtrukkent.

‘Stranger Things sæson 4 – Bind 1’ kan ses på Netflix

Bind 1 har 7 afsnit med en spilletid på ca. 60-90 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=mVsJXiI60a0

‘Grosse Freiheit’: En intens filmoplevelse, med en ubegribelig men ”sand” historie i baggrunden!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Fængselsfilm og serier, fx ‘Bronson’, ‘Papillon’, ‘R’, ‘Oz’ og ‘Prison Break’, er en velkendt genre, som egner sig godt til at tiltrække publikum. Man får et indblik i en verden de færreste kender indefra; hvor kampen for overlevelse, vold og narko bestemmer ens handlinger.

Den østrigske instruktør Sebastian Meise, som først og fremmest har arbejdet med kortfilm og dokumentar, griber dette emne på en helt anden måde; Han blander 2 genre, fængsels- og kærlighedsdrama. Men der er endnu mere i ‘Grosse Freiheit’ – noget historisk, som er svært at fatte i dag. Paragraf 175 i den tyske straffelov, gjorde homoseksuelle handlinger mellem mænd til en forbrydelse.

Den omhyggelighed, opfindsomhed og uforståelig indsats, som staten investerede i at forfølge harmløse, homoseksuelle mænd er udgangspunktet for Meises prisvindende film. Ved filmfestivaler i bl.a. Cannes, Wien, Athen og Chicago høstede den priser for bedste film, bedste instruktion og bedste skuespil.

Allerede filmens start er interessant og inddrager publikum lige med det samme.

En række filmklip viser Hans (Franz Rogowski) og forskellige fyres seksuelle handlinger på offentlige toiletter. Det kører nogle minutter indtil man bliver klar over, at det hele foregår i retssalen, og de små film skal bevise Hans´ ulovlig adfærd. Hans homoseksualitet koster ham gentagne fængselsstraffe.

I løbet af filmen får vi at vide, at Hans har overlevet i en tysk KZ-lejr, men slutningen af krigen betød ikke løsladelse, han kom i spjældet lige med det samme igen. På et tidspunkt støder han på Viktor (Georg Friedrich), som er dømt for mord og som er en rigtig ”hård banan”, altså slet ikke nogen ”bøssekarl”. De kommer til at dele en celle, da Viktor opdager KZ-nr. på Hans´ underarm og føler sig menneskeligt ramt og tilbyder at tatoverer noget ovenpå, så ”brændemærket” bliver usynligt.

I forskellige tidsperioder følger vi dem og er vidner til udviklingen af en ”sart blomst” af venskab, fortrolighed og en slags forsigtig kærlighed – indtil i 1994, hvor paragraf 175 ophæves, Hans kommer ud og den grosse freiheit (stor frihed) venter på ham.

Jeg synes at miljøet, karaktererne og hvordan det hele foregår bag ”skjulte tremmer” er sindssyg godt beskrevet – på en meget udramatisk og underspillet, men derfor endnu mere intens og realistisk måde. Der er næsten ikke nogen musik, kun i ganske få scener, og instruktøren satser heller ikke på specielle effekter. Dog får man en umiddelbar oplevelse fx af isolationscellen, hvor der er intet andet end mørke og en toiletspand. Resten er Hans´ åndedræt høres og klaustrofobiske følelse, som kryber direkte fra lærredet ind under huden!

Sebastian Meise gjorde sig umage for at finde det perfekte sted for filmen. Location er et forladt gammelt fængsel i det østlige Tyskland – så alt virker så autentisk som muligt. Han gjorde sig også umage med at finde de to helt rigtige hovedkarakterer. Skuespiller og danser Franz Rogowski (kendt bl.a. fra ‘Undine’ og ‘Transit’) er lidt en ny tysk shootingstar! Han går all-in i sine rolle og tabte sig fx 15 kg for rollen som Hans – han lignede virkelig en person, der knapt havde overlevet KZ-lejeren. Den østrigske skuespiller Georg Friedrich (Viktor) har været med i omkring 80 film siden 80’erne og har vundet Sølvbjørnen ved Berlinalen for ‘Helle Näcte’ (‘Bright Nights’). Fx sad han fra tidlig morgenstund hver dag, i flere timer på filmsettet for at få lavet sine tatoveringer.

De to var simpelthen et perfekt valg, det perfekte match, og havde en særlig kemi sammen – de var på deres egen måde ekstremt overbevisende, rørende og skrøbelige, enormt troværdige!

‘Grosse Freiheit’ omfavner forskellige emner på flere niveauer og giver et godt indtryk af, hvad det betyder at være fængslet i mange år, ambivalensen mellem længslen efter frihed, samtidig med en gradvis institutionalisering udvikles i den overskuelige verden, som ende med at være en slags tryghed.

Et fængsel er sjovt nok ikke det mest sikre sted at opholde sig, pga. af chikane og et hierarki mellem fangerne. Bag fængselsmurene foregår der en kamp om overlevelse, men der er også mulighed for kærlighed og håb.

‘Grosse Freiheit’ er en interessant og super intens film, som simpelthen skal ses!

‘How I Met Your Father’: Serien som jeg ikke havde forventninger til, skuffer alligevel

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘How I Met Your Mother’ havde premiere i 2005, hvor den præsenterede os for elskelige, sjove og charmerende karakterer, som Marshall, Barney og Lilly. Der har længe været snak om en lignende serie, med en kvindelig hovedrolle og fortæller. Den er her nu og desværre skuffer den.

I ‘How I Met Your Father’ følger vi Sophie. I 2050 er hun en middelaldrende kvinde som vil fortælle sin søn, hvordan hun mødte hans far. I 2022 er hun en ung kvinde i slutningen af 20’erne, som efter 87 dårlige Tinder-dates, desperat er på jagt efter hendes eneste ene. Hun bor med sin veninde Valentina, der en morgen overrasker Sophie med at hendes britiske nye overklasse kæreste, Charlie, er flyttet ind i deres lejlighed. Sophie møder desuden også mændene Sid og Jesse, og Jesses lesbiske halvsøster Ellen. De bliver hurtigt alle venner og har deres dagligdag i New York, med alt hvad det indebærer for unge i slutningen af 20’erne.

‘How I Met Your Father’ er skabt af Isaac Aptaker og Elizabeth Berger. De har begge skrevet på serierne ‘Love, Victor’, ‘This is Us’ og ‘Grandfathered’, ligesom de også begge var producere på de serier. De har fået Pamela Pryman, som instruerede stort set alle afsnit af ‘How I Met Your Mother’, til at instruere størstedelen af de 10 afsnit, som er i første sæson af ‘How I Met Your Father’.

Jeg har set ‘Love, Victor’, men ikke nogle af de andre serier som de to skabere har arbejdet på. Jeg må sige jeg er overrasket. ‘Love, Victor’ har nogle virkelig sympatiske og charmerende karakterer, nogle gode jokes og en god historie. Alt sammen noget som denne serie mangler.

Hilary Duff spiller den yngre Sophie, Chistopher Lowell spiller Jesse, Francia Raisa er Valentina, Tom Aisnley er Charlie, Tian Tran er Ellen og Suraj Sharma spiller Sid. Kim Cattrall, som mange sikkert kender fra’ Sex and the City’, spiller den ældre Sophie. Jeg kender mest Duff fra hendes dage som barne-/teenagestjerne, og har aldrig syntes hun var en specielt god eller spændende skuespiller. Hun er okay som Sophie, men jeg mangler bare så meget til hendes karakter.

Måske er det også fordi vi efterhånden har set hendes karakter så mange gange før. Vi har også set den være mere nuanceret og mere interessant. I bund og grund er hun en privilegeret ung kvinde, som gør meget små problemer store, og uden særlig meget personlighed. Karakteren er ret flad, og Duffs præstation er heller ikke særlig imponerende. Jeg syntes desværre heller ikke at Duffs komiske timing er specielt god, og de jokes hun har er sløje. Hun er kort sagt hverken spændende eller sjov. Hun har dog en smule charme, som lige med nød og næppe, redder hendes karakter fra at være et totalt ligegyldigt og intetsigende bekendtskab.

Man kunne håbe at de andre karakterer så kunne gøre op for det. Men desværre. Jeg bliver aldrig rigtigt interesseret i nogle af disse karakterer. De kommer ikke ud i nogle situationer som er specielt sjove, eller som får specielt stor betydning for deres dagligdag og valg. Og igen er deres jokes også på grænsen, til at være alt for dårlige og platte. Hos de resterende skuespillere er skuespillet ligeledes fladt, og der er vitterligt ingen som formår at leverer en joke særlig godt, eller overbevisende.

De eneste karakter som jeg indimellem syntes har nogle gode øjeblikke, er Christopher Lowell og Tom Aisnley, som udnytter deres charme, og derfor har nogle enkelte sjove og charmerende episoder i løbet af afsnittene. Men ellers mangler jeg noget, som skulle gøre mig interesseret i at følge alle disse karakterer, i de kommende sæsoner.

Kim Cattralls præstation som fortæller er fin. Men hun er så lidt med, og hendes rolle er at sidde i en sofa og snakke, hvor hun så bliver klippet ind i løbet af serien. Hun kunne sagtens undværes, men så havde det jo ikke passet ind i ‘How I Met’-konceptet.

Flere steder minder ‘How I Met Your Mother’ om Disney Channel serierne fra starten af 2000-erne, som f.eks. ‘Hannah Montana’ og ‘The Suite Life of Zack & Cody’. Primært fordi dialogen simpelthen er så dårligt skrevet, vittighederne er så platte og skuespillet er så anstrengende, at det sender tankerne mod de serier.

‘How I Met Your Mother’ havde noget originalitet. Både i sin historie, men også i sin måde at opbygge afsnittene på. Man havde taget nogle kreative valg, og meget ofte var serien interessant, ved at være visuelt spændende, nytænkende og kreativ i sin komposition. Mange gange havde ‘How I Met Your Mother’ endda en meget fantasifuld og legende fortællestil.

Det mangler virkelig i ‘How I Met Your Father’. Visuelt er serien uambitiøs – igen, ligesom en Disney Channel serie. Der er heller ikke noget originalt i serien. Vi har set samme ide før flere gange. Selvfølgelig er ideen og plottet jo kopi af ‘How I Met Your Mother’. Men vi har også fulgt vennegrupper, med samme slags liv og problemer i andre serier – f.eks. i ‘Venner’.

Jeg forstår derudover ikke båndet i vennegruppen. De har stort set lige mødt hinanden, og det er ikke fordi de har en vanvittig kemi, eller man med det samme tænker de passer godt sammen. Alligevel bliver de lynhurtigt, og ud af det blå, gode venner og laver næsten alting sammen. Det virker meget forhastet og deres venskaber virker en anelse kunstige.

Det føles også som om, at ‘How I Met Your Father’, lidt for desperat prøver at være moderne, nutidig og politisk korrekt. Ved f.eks. at have Tinder og Uber med, og have karakterer af forskellige seksualiteter og med forskellige etniske baggrunde. Det er fint at have med, men her virker det lidt presset ind.

Jeg var stor fan af ‘How I Met Your Mother’, dog lige på nær af slutningen, men havde alligevel ikke set frem til ‘How I Met Your Father’. Hos mig har det altid virket unødvendigt at lave den serie, da jeg hellere vil se noget nyt og originalt. Efter at have set ‘How I Met Your Father’, syntes jeg stadig det er en fuldstændig unødvendig serie.

‘How I Met Your Father’ kan ses på Disney plus

Første sæson har 10 afsnit med en spilletid på ca. 25 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=XrN4YoKxfdc

‘Moon Knight’: Marvels super uheldige superhelt

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

‘Moon Knight’ er den nyeste Marvel serie, der netop har ramt Disney+. Efter et par film og TV-serier fra Marvel, der har fået mere eller mindre blandet modtagelse, er der her ingen tvivl om, at ’Moon Knight’ er en succes.

Modsat forventningen med det ellers New York centrerede Marvel, møder vi den generte og udmattede Steven Grant i regnfulde London. Steven har svært ved at sove ordentligt, til en sådan grad at han sover med fodlænke for at undgå søvngængeri. Hans situation bliver kun mærkeligere, da han opdager, at han måske ikke er den eneste bevidsthed, der har kontrol over kroppen. Steven har nemlig DID (dissociative identity disorder), og den anden personlighed – Marc Spector – virker til at være en morderisk Amerikaner, der har indgået en aftale med den egyptiske månegud, Khonshu, hvori han har lovet at bringe retfærdighed til alle, der har gjort onde gæringer. Igennem dette bånd får Marc både superkræfter, en rimelig badass superhelte dragt og titlen ’Moon Knight’.

Hvis denne beskrivelse forvirrer dig, så har du nok ikke set mange Marvel film. Men en af de gode ting ved ’Moon Knight’ er faktisk, at man, modsat mange af deres andre udgivelser, ikke behøver at vide noget om Marvel for at kunne se serien. Det føles næsten separat fra deres normale fortællinger, og derfor også helt nyt, og bringer et frisk pust ind i Marvel universet.

Stemningen er på samme måde ny og forfriskende, og instruktøren Mohamed Diab virker til specielt at have været inde over her. Der er en fascination og kærlighed i den måde, den Ægyptiske mytologi og kultur bliver vist, som jeg ikke føler, man generelt er vandt til i vesten.

Der er specielt været hype på steder som TikTok over den egyptiske rap musik, der spiller i slutningen af flere episoder. Dette giver serien endnu et element, der skiller sig ud, og gør den unik i sammenligning med alle de (efterhånden) mange (mange) superhelte filmatiseringer. Selvom ’Moon Knight’ ikke er lige så innovativ som ’WandaVision’, er det lang tid siden, at jeg har følt mig så interesseret i en Marvel historie.

Dette har nok også en del at gøre med den absolut fantastiske skuespiller i hovedrollen som Steven/Marc; Oscar Isaac. Ikke bare er manden charmerende og utrolig pæn at se på, men hvis der nogensinde var tvivl om hans talent, så se blot hvad han levere her. Som den titulære Moon Knight får Isaac lov til rigtig at spille med skuespillermusklerne: på accenten kender man nemt Stevens London accent fra Marcs Amerikanske, men når Steven løfter øjenbrynet forsigtigt og synker sammen i fortvivlelse, mens Marc skyder brystet frem og rynker brynene så tæt, at hans øjne synes små, der ser man forskellen.

Modsat Isaac spiller Ethan Hawke den ’onde’ Arthur Harrow, der ønsker balance i verden, og May Calamawy i rollen som Layla El-Faouly, Marcs (men ikke Stevens) kone. Både Hawke og Calamawy gør det ganske godt, men der er ingen, der helt når op på Isaacs niveau, hvilket, til tider, kan gøre at scenerne føles en smule ulige.

Jeg var heller ikke overrasket over, at episode 5 endte med at være min favorit; en episode der forgår hovedsageligt i Steven/Marcs hoved, og derfor, hovedsageligt, indeholder scener hvor Isaac spiller overfor sig selv. Er det fordi han er dygtig, eller fordi han er pæn? Tjooo, måske begge… Men, professionelt sagt, mest den første.

Min største kritik kan i virkeligheden også ses som noget positivt: der var brug for mere tid. Med kun 6 episoder føles det ikke helt som om, vi når en rigtig forløsning. Alting ender med at gå lidt for hurtigt, og pludselig er der guder løs, nye superkræfter og folk der flygter i frygt gennem Kairos gader, indtil det næste øjeblik, hvor problemet er løst.

Det føles desværre lidt som et antiklimaks, og ”big, bad CGI monster of the month” gør det ikke meget bedre. Men det positive ved dette problem er, at, modsat ’WandaVision’, som havde en ret definitiv slutning, så har ’Moon Knight’ plads til en sæson 2, og det skulle undre mig hvis Disney ikke besluttede at fortsætte succesen!

 Ikke en fejlfri superhelteserie, men bestemt en underholdende en af slagsen. Hvis du kan lide Marvel, eller selv hvis du ikke kan og bare holder og god underholdning, så giv ’Moon Knight’ en chance. Om ikke andet, så for Oscar Isaacs skyld.

‘Moon Knight’ kan ses på Disney+

Første sæson har 6 afsnit med en spilletid på ca 50 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=x7Krla_UxRg

‘Severance’: Kandiderer til at være årets bedste serie

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Ben Stiller, der nok er mest kendt for hans arbejde med komedier, har instrueret og produceret sci/fi-thriller-gyserserien ‘Severance’, som beviser at Stiller er meget mere, end bare en sjov mand.

Forestil dig at du lever et liv hvor dit arbejdsliv og dit privat liv er adskilt, så du intet kan huske fra dit privatliv når du er på arbejde, og intet kan huske fra dit arbejde når du er udenfor din arbejdsplads. Det vil skabe den perfekte work-life balance, og det er præcist det som ‘Severance’ handler om.

Mark arbejder hos selskabet Lumon i en af deres mest hemmelighedsfulde afdelinger, hvor jobbet består i at sidde foran en computerskærm og sortere numre i gode og dårlige numre. Han har frivilligt fået lavet et indgreb der har splittet hans person i to. En person som hele tiden er på arbejde, og en person som altid har fri. De to personligheder aner intet om hinandens verdener. Mark arbejder sammen med Dylan, Petey og Irving. Men en dag møder Mark op på arbejde og får af vide at Petey, som er hans bedste ven på arbejdspladsen, ikke arbejder der mere. Samtidig bliver kvinden Helly ansat i afdelingen. Mark bliver mentor for Helly, og skal hjælpe hende med at falde til. Men Helly har meget svært ved at acceptere at hun er blevet splittet, og har svært ved at falde til. Hun sætter spørgsmål til Lumon og til indgrebet, hvilket gør at Mark får en begyndende tvivl. Og da Petey opsøger Mark udenfor arbejdspladsen, begynder han for alvor at sætte spørgsmål til indgrebet, og hvad det egentligt er som foregår hos Lumon.

Ben Stiller har instrueret 6 ud af de 9 afsnit, hvor Aoife McArdle har instrueret de resterende 3 afsnit. Det er ikke Stillers instruktørdebut, da han b.la. instruerede filmene ‘Trophic Thunder’, ‘Zoolander’, ‘Zoolander 2’ og serien ‘Escape at Dannemora’. Aoife McArdle har primært inden instrueret musikvideoer.

‘Severance’ har en anelse af noget sort komik, men er ellers en god blanding af sci/fi-thriller med gyser elementer. Det minder mange gange om den britiske serie ‘Black Mirror’ og har også, ligesom den serie, nogle samfundskritiske elementer. Stiller og McArdle har gjort et fantastisk arbejde som instruktører. Lige fra første afsnit er man grebet af universet og historien, og hvert afsnit giver en lyst til at se videre.

Visuelt er serien også vanvittigt flot. Produktion designet, især hos Lumon, er ret imponerende. Der er både de sterile hvide, meget lange snoede labyrintagtige gange og det kedelige kontorlokale, men samtidig er der også rum som er uforklarligt eventyrlige og smukke. Også verden udenfor kontoret er smukt og har en smule af noget trøsteløst over sig, som passer meget godt med stemningen, og karakterenes sindstilstande.

Kameraarbejdet er også ret imponerende. Fotografen, der har filmet de fleste af afsnittene, er Jessica Lee Gagné, som meget præcist formår at fange stemningen med sine billede. Især er det imponerende hvordan scener hos Lumon er filmet. Med billederne og klipningen gør de det fuldstændigt umuligt, at få overblik over indretningen hos Lumon, og gør det umuligt for seeren at orientere sig i bygningen. Men billederne udenfor Lumon også fantastiske.

Musikken som er skabt af Theodore Shapiro skaber den perfekte stemning. Ved at være enkelt og mystisk skaber han foruroligende stemning hos seeren. Musikken er hele tiden med til at gøre, at vi som seere ved der er noget forkert, og der er noget som ikke er som det burde være i universet og især hos Lumon.

Mark er spillet af Adam Scott, som vi nok kender bedst fra ‘Parks and Recreation’, men han har også været med i ‘Big Little Lies’ og Ben Stiller filmen ‘The Secret life of Walter Mitty’. Han har aldrig været bedre end han er i ‘Severance’. Han er meget kendt for hans mere komiske roller, men beviser her, at han også er en virkelig god dramatisk skuespiller. Han formår at have de små nuancer i sit skuespil, som b.la. gør at vi kan se de små forskelle mellem arbejds-Mark og privatlivs-Mark.

Udover Scott, så har Stiller virkelig fået samlet et stærkt cast. Scott får selskab af Christopher Walken, John Turtorro, Zach Terry, Britt Lower, Patricia Arquette og Tramell Tillman. Alle disse skuespillere giver fantastiske præstationer. Turtorro og Walken har en kemi, som jeg sjældent har set i en film eller serie. Deres venskab i serien er noget af det mest hjertevarme og fine som jeg længe har set.

Jeg kendte ikke Britt Lower og Tramell Tillman inden jeg så ‘Severance’. Men de to er også fuldstændigt fantastiske, og spiller på samme niveau som alle de andre i serien. Jeg er især vild med Tillman. Han spiller Milchick, som er ansat hos Lumon, og som holder øje med Marks afdeling. Han spiller på en robotagtig måde, og på en måde hvor det er umuligt at forudse hans handlinger eller tanker. Der er også noget ved hans karakter som er foruroligende, men det er umuligt at præcisere hvad det er.

Patricia Arquette er som altid, bare fantastisk. Hun kommer virkelig bredt rundt som skuespiller, da vi både ser hende som chef hos Lumon men også ser hende udenfor arbejdet, hvor hun spiller en anden karakter. Det er en virkelig stærk præstation som nok skal vinde nogle priser.

Serien er skabt af Dan Erickson der også har været med til at skrive den. Dette er hans debut som serieskaber og manusforfatter. Det er en af de mest overbevisende debuter jeg længe har set. Det eneste lille minus ved serien, er at den måske godt kunne være et eller to afsnit kortere. Der er et eller to afsnit i midten, hvor handlingen kører en lille smule i ring, og vi ikke rigtigt kommer videre eller får mere information. Men ellers er ‘Severance’ en virkelig stærkt skrevet serie, med stærk dialog, stærke personer og en serie hvor der bliver stillet spørgsmål, som driver seeren til at se videre.

Det er annonceret at der kommer en sæson 2, og jeg glæder mig allerede meget til at se hvad der kommer til at ske, og måske få svar på alle mine spørgsmål.

‘Severance’ kan se på Apple Tv+

Første sæson har 9 afsnit med en spilletid på ca 50 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=xEQP4VVuyrY

‘Bad Guys – De er super barske’: Selv skurke ville nogle gange være helte

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Dreamworks Animation har i mere en 25 år lavet animationsfilm. Blandt andet står de bag filmserierne ‘Shrek’, ‘ Madagascar’, ‘Kung Fu Panda’ og ‘Trolls’. Nu er de klar til at præsentere os for en bande af helt nye karakterer.

Skurkebanden “Bad Guys” består af Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange. De er en berygtet skurkebande og laver det ene kup efter det andet, samtidig med at de skaber frygt omkring sig. Da de dog alligevel bliver fanget og sat i fængsel, går Hr. Ulv med til at lave en aftale. Den skal komme de fem venner til gode og banden skal, med hjælp fra mentoren Professor Marmalade, lærer kun at gøre gode gerninger. Hr. Ulv opdager her de gode ting ved at være god, og han begynder at kunne lide det. Da en ny uventet skurk truer byen, må Hr. Ulv nu forsøge at overtale sine venner til at kæmpe på den gode side. Men ikke alle i banden er ligeså glade for at være gode og vil hellere fortsætte med at være skurke.

‘Bad Guys’ er baseret på Aaron Blabeys børne- og ungdomsbogserie ‘The Bad Guys’. Filmen er instrueret af Pierre Perifel, som her får sin spillefilmsdebut som instruktør. Han har arbejdet som animator på flere af ‘Kung Fu Panda’-filmene og på ‘Shrek 4’.

Manus er skrevet af Etan Cohen, som også skrev ‘Men in Black 3’, ‘Madagascar 2’ og ‘Holmes & Watson’.

‘Bad Guys’ er en virkelig fin fortælling om denne gruppe af skurke, som pludseligt oplever glæderne ved at gøre gode gerninger. Vores hovedkarakter er den sympatiske Hr. Ulv som er leder for banden. Han har fået stemme af altid gode Sam Rockwell, vi ellers kender fra ‘Three Bilboards outside Ebbing, Missouri’ og ‘Jojo Rabbit’. Andre stemmer er leveret af Awkwafina, Marc Maron, Craig Robinson og Zazie Beets. Stemmearbejdet er generelt godt, dog uden at være fuldstændigt fantastisk. Der er perioder hvor stemmerne virker lidt flade.

Det er sjovt at se en film fortalt fra skurkenes synspunkt. Og selvom det jo er skurke, i hvert fald i første del af filmen, så er det så sympatiske, sjove og underholdende karakterer at vi holder med dem. Jeg er sikker på at vi egentligt også vil holde med dem, hvis de var skurke hele vejen igennem filmen.

Men med skiftet viser filmen tydeligt at selv dem som virker slemmest har moral, og de vil egentligt bare gerne blive holdt af og blive accepteret. Filmen viser også det smukke ved at give og hvordan gode gerninger, og at være god mod andre, kan gøre at man selv får det godt. Der er helt sikkert noget lærerigt i ‘Bad Guys’. Især vil mange børn sikkert kunne finde noget inspirerende her, og filmen vil sikkert også åbne op for samtaler i de små hjem.

Dreamworks Animation rammer ikke altid plet med deres animerede film. I forhold til Pixar, som oftest formår at ramme hele familien, har Dreamworks indimellem lavet film, som taler til de yngste i familien og bare skal overstås for de voksne. ‘Bad Guys’ er en film hvor hele familien kan være med.

Filmen er fin i sin animationsstil, men var ikke noget som virkelig imponerede mig. Der er taget mange sikre valg og stilen er ikke specielt original. Man har også taget sig lidt nogle friheder i filmen, i forhold til stilen og hvordan karaktererne ser ud i bogen. Man har gjort karakterenes udseende, knap så komisk og sjusket, og i stedet givet dem et mere cool look. Det er egentligt et fint valg, selvom jeg vil mene at filmen havde været mere original i sin stil, hvis man var gået mere med stilen i bøgerne. Men måske har det været for skævt og skørt for Dreamworks, at gå i den retning.

Der er nok grin og action scener i filmen til at holde både børn og voksnes koncentration fanget. Og heldigvis er ‘Bad Guys’ ikke så larmende, og overgiret, som andre Dreamworks film har været. I stedet er det en mere nedtonet og charmerende oplevelse. På mange måder kan ‘Bad Guys’ sammenlignes med Disneys ‘Zootopia’.

Begge film foregår i en storby befolket af dyr. Og i begge film har vi skurke i hovedrollen. Da vi møder ræven Nick Wilde i ‘Zootopia’ er han en svindler og en skurk, som ikke behandler kaninen Judy Hopps særlig pænt. Men ligesom i ‘Bad Guys’ er han så karismatisk, at vi holder af ham med det samme, og han ender også med at blive en af vores helte.

Jeg havde ikke troet det, men jeg blev faktisk overrasket over handlingen et par stedet i ‘Bad Guys’. Der sker nogle ting i løbet af filmen, som jeg ikke har set komme. Jeg syntes dog filmen mister lidt af sin kvalitet i den sidste del, hvor den kører lidt på autopilot. Det store klimaks er noget vi har set lignende, lidt for mange gange før.

Jeg var underholdt under, næsten hele filmen, men jeg blev aldrig decideret rørt, som man ofte bliver det af de bedste Pixar-film. Jeg holder dog meget af filmens morale og budskab, om at der findes godt i selv de værste og at gode gerninger gør dig glad.

‘Bad Guys’ er en god film, som vil underholde hele familien, og introducerer et charmerende nyt univers, samtidig med at den kommer i mål med sine budskaber. Den er ikke på niveau med de bedste fra Pixar, da den mangler lidt originalitet, både i animationen og i handlingen, men Dreamworks Animation, nærmer sig med denne film, en film af Pixar-kvalitet.

’Ice Age: Buck Wilds eventyr’ et underholdende og klassisk Ice Age eventyr for hele familien.

Anmeldt af: Laura Vedersø

Så har Disney været på spil igen og ‘Ice Age’ er atter på banen, med endnu en seværdig gang underholdning

Jeg må indrømme at inden jeg så filmen, tænkte at det nok var en for mange i rækken, men blev egentlig positivt overrasket. Ikke på en overvældende måde, men mere på den måde, at filmen på mange måder fungerer og er underholdende med komiske bemærkninger.

I de foregående 5 film har ”banden” skulle forhindre verdenens undergang og i ’Buck Wilds eventyr’ er det heller ikke anderledes, dog i en lidt anden indpakning, fordi det primært er pungrotterne Eddie og Crash og Buck fra den glemte verden der figurerer i filmen.

Eddie og Crash føler de mangler eventyr og udfordringer, derfor drager de afsted på egen hånd. På ægte Eddie og Crash manér, går det dog ikke helt som planlagt, og de ender derfor i den glemte underverden. Her møder de deres kære ven Buck og sammen skal de forsøge, at redde den glemte verden, da dens eksistens bliver truet.

‘Buck Wilds eventyr’ er en amerikansk computer-animeret eventyrs komedie, instrueret af John C. Donkin, hvor manuskriptet er skrevet af Jim Hecht, Ray DeLaurentis, og William Schifrin. Som tidligere nævnt, er filmen en spinoff af de 5 tidligere ‘Ice Age’-film, hvor vi har fulgt den uortodokse gruppe af venner, der flere gange har kæmpet for at undgå verdenens undergang. Dette er for øvrigt John Donkins debut som instruktør. Donkin er dog ikke ny i ‘Ice Age’-universet og har som producer og karakterskaber, været inde over flere af de andre ‘Ice Age’-film. I producerens rolle er hans også kendt for flere andre Blue sky studio projekter, som blandet andet ‘Rio’ og ‘Rio 2’.

Filmen er i vanlig stil Disney stil, en opdragelses rejse for seerne, hvor filmens tematikker, står meget klart. For Eddie og Crash gælder det om, at lære at stå på egne ben og finde deres styrker frem, hvorimod ”mor” Ellie, skal lære at give slip på sine ”børn”. Skildringen af disse og de andre underlæggende tematikker, er fremhævet på en fin og klassisk måde, som er nem at forstå for børn, samtidig med at det kommer til udtryk på en fornem måde i filmens handling.

Min yndlingskarakter i ‘Ice Age’-banden er dovendyret Sid, og han er da også den karakter, der for mig, redder filmen humoristiske side, til trods for at han, i store dele af filmen, slet ikke er med. I det hele taget var der for lidt af det kendte ‘Ice Age’ med i denne film, til at jeg sådan for alvor blev vildt underholdt, i ægte ‘Ice Age’-stil. Derfor må man også spørge sig selv, om det ikke var en film for meget. For mig at se vil det da også altid være den første film i rækken der er den bedste.

En samlet vurdering af filmen er derfor en lidt blandet omgang, for filmen fungerer på mange måder rigtig godt, men som ‘Ice Age’-film blev jeg en anelse skuffet, da de karakterer, der for mig fungerer bedst i ‘Ice Age’, stort set ikke er med i filmen. Som familie underholdning kan jeg dog klart anbefale filmen. Den har bestemt sine øjeblikke og underholdningen er langt hen ad vejen god, men som ‘Ice Age’-fan, synes jeg det var for langt væk fra det kendte ‘Ice Age’ og derfor en film eller 2 for meget i rækken.

Jeg vil for fin underholdning give filmen 3 små Chaplins, men vil anbefale en stor slikskål til filmen.

‘Ice Age: Bucks Wilds eventyr’ kan ses på Disney+

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=0U0L4uT0btQ

‘Heartstopper’: Hjertet slår kolbøtter, og alle de queer voksne tuder.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Trods den dramatiske titel ”hjerte stopper”, så er ’Heatstopper’ hverken melodramatisk, mørk eller mystisk, som vi ellers efterhånden er vant til i teenage shows. i stedet formår ’Heartstopper’ at vise de søde dele af teenage forelskelse, venskaber og skolegang; et show, der føles som en strandbrise på en varm sommerdag.

I et hav af angstfyldte og dystre teenage shows er dette et frisk pust, der inviterer seerne til at forelske sig i Nick og Charlie, alt imens de forelsker sig i hinanden.

Netflix’s ’Heartstopper’ er baseret på Alice Oseman tegneserien af samme navn, og fans af serien har allerede noteret hvordan visse vigtige scener er som taget direkte fra bøgerne. Derfor var det ingen overraskelse, da jeg fandt ud af, at Oseman selv var inde over udviklingen af serien; en indsigt som uden tvivl har hjulpet med at grounde instruktør Euros Lyn’s ellers dramatiske flair. Resultatet taler for sig selv.

Hvis du nogensinde har læst en romantisk bog, eller måske har været modig og dyppet tæerne i verdenen af fanfiction, så har du en rimelig god ide om, hvordan historien i ’Heartstopper’ udfolder sig. Guy meets guy; guy falls hard; cuteness ensues. Det er ikke revolutionerende, men ikke alting behøver at være kompliceret for at være interessant.

14-årige Charlie Spring (Joe Locke) går på Truham Grammar High School, en skole for drenge hvor han, som den eneste åbent homoseksuelle på skolen, har haft det svært. Vi møder ham i starten af det nye semester hvor han, naturligvis, sætter sig ved siden af den charmerende rugby spiller med et ansigt som en hundehvalp; Nick Nelson (Kit Connor). Kemien er tydelig, og ikke kun på grund af de 2D animerede gnister der flyver mellem dem. Snart står Nick overfor en ”full-on gay crisis”, som han selv kalder det.

Den romantiske stemning forstærkes igennem seriens ”look”: Alting er i varme og klare toner. Den bedste måde, jeg kan beskrive det på, er nok, at trods en hel scene med sne, tog det mig noget tid at opdage, at serien starter om vinteren. Der er noget urealistisk ved det varme lys i den engelske vinter – men det er måske netop derfor, at serien føles som en velkommen flugt fra virkeligheden. Som sagt er serien baseret på en tegneserie, og 2D animationen, der til tider dukker op i særligt følelsesladede øjeblikke, fungerer derfor både som en reference til originalen, samtidig med at det skaber et specielt udtryk af barndom og ung forelskelse. Det er næsten magisk og helt igennem charmerende.

Trods den bløde, og lyse stemning, så er ’Heartstopper’ ikke et perfekt univers, og vi får vores dosis af drama i form af realiteten af homofobi, transfobi og generelt mobning, som desværre stadig er en del af skolelivet. Charlies venner Elle (Yasmin Finney) og Tao (William Gao) kæmper begge med, hvad det betyder at være ’anderledes’ – Elle fordi hun er transkønnet, og Tao fordi han er lidt af en rapkæftet nørd. På den måde er alting ikke bare blomster og briser; hovedpersonerne bliver konfronteret med og reagerer på omverdenen.

Men den smukke fantasi, er hvordan forståelsen alligevel, for både Charlie og Nick, kommer indefra. To mandlige hovedroller, der får rum og lov til at være sårbare – ikke bare med hinanden, men med omverdenen. Jeg tror, at det er netop dette, ærligheden, der efterlader seerne med følelsen af at have fået et kærligt kram. Jeg er flere gange stødt på spørgsmålet om ”hvem er dette show lavet til”? Er det de jævnaldrende teenagere, eller de nostalgiske, voksne queers, der ønskede at have vokset op i Heartstoppers univers? I sidste ender føler jeg ikke, at det betyder noget, for, under alle omstændigheder, består seerne tydeligvis af begge lejre.

Jeg tror ikke, at ’Heartstopper’ er for alle. Hvis du ikke kan lide Young Adult eller romance, så er der ikke rigtig noget af finde her. Men jeg tror, at alle, fra de dramatiske teenagere til de nostalgiske voksne, kan finde noget at relatere til – Charlies usikkerhed, Taos frygt for forandring, Nicks gradvise selvaccept – så hvis du selv er lidt en sucker for nostalgi og *the feels*, så skal ’Heartstopper’ bestemt ikke skippes!

‘Heartstopper’ kan ses på Netflix

Første sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca 25 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=FrK4xPy4ahg

‘BORGEN – Riget, magten og Æren’: En længeventet ny sæson, til en af de bedste politiske dramaserier

Anmeldt af: Susanne Schatz

De sidste otte søndag aftener, har der igen været drama på Dr1, som har kunnet samle familierne i de små hjem. Det har været noget så hyggeligt, men lever sæson fire af ‘BORGEN’ også op til de forventninger vi havde?

Den glædelige nyhed er, at der er kommet en sæson til, så vi – efter ca. 10 år – kan gense Birgitte Nyborg & Co., noget jeg så frem til! Nyhederne op til 4. sæson, om hvem vi ville se i den nye sæson, udløste en følelse af: Det skal nok blive en succes!

Bl.a. Birgitte Hjort Sørensen (Katrine Fønsmark), Søren Malling (Torben Friis), Mikael Birkkjær (Birgitte Nyborgs eksmand), osv. var fuldstændig afgørende personer i spillet om politik, magt, familieliv og hverdagsvanskeligheder!

Det første afsnit af ‘BORGEN – Riget, Magten og Æren’ startede med en overraskelse, intromusikken er blevet skiftet. Nå, altså, den oprindelige musik var jo helt fantastisk, som fangede lige med det samme – sådan var det ikke nu. Det tog lidt tid, ca. 5-6 afsnit, indtil jeg sagtens kunne ”se” eller rettere sagt høre og fornemme, at melodien havde noget!

Der er sket rigtig meget siden sidst: Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) er blevet udenrigsminister, bor igen i et hus, børnene er flyttet hjemmefra, hun er single og i overgangsalderen. Danmark har fået en anden kvindelig statsminister, Signe Kragh (Johanne Louise Schmidt), og Katrine Fønsmark har fået jobbet som nyhedschef på TV1, mens hun på det private plan stadigvæk er sammen med Søren Ravn (Lars Mikkelsen), de har fået en datter til.

Derudover bliver vi introduceret til mange nye ansigter – bl.a. til Magnus Millang (Nyborgs departementschef), Özlem Saglanmak (Journalist på TV1), Simon Bennebjerg (Nyborgs ministersekretær) og Mikkel Bo Følsgaard (Asger Holm Kirkegaard – den nye arktiske ambassadør). De fungerer udmærket og supplerer det ”gamle oprindelige hold” på en god og interessant måde.

De første 3 sæsoner var præget at en blanding af det politiske og det private: Som tilskuer blev man inddraget i problemerne og konsekvenserne, som følger med en politisk karriere, hoved karaktererne var ikke kun deres arbejde, men mennesker med ”tung bagage”, udfordringer, fejl osv.

Denne balance mellem magtspil og personlige historier var – i hvert fald for mig – ‘BORGENs’ store styrke! Det var det som gjorde det interessant og spændende! For mig var Birgitte Nyborg & Katrine Fønsmark to interessante bud på moderne kvinder.

En anden stor forandring er, at i de 3 første sæsoner var hvert afsnit en afsluttet sag. Så var der hele tiden et nyt politisk tema, man kom meget rundt i den politiske verden – fra Afghanistan til Thule basen, fra interne magtkampe til hvordan man stifter et nyt parti osv.!

Derfor var det nemt og dejligt at ”Binge Viewe” – nysgerrigheden og spændingen blev hele tiden holdt brandvarm.

‘BORGEN IV’ er bygget op omkring én stor sag: Der er blevet fundet olie på Grønland. Spørgsmålet om, hvad der vejer mest: milliarder af kroner eller hensyn til klimaet og miljøet – splitter ikke kun partierne, men også familien Nyborg! Hele forholdet mellem Danmark og Grønland sættes kraftigt i spil. Hvad kan man som politiker tillade sig, og hvor langt må man gå for at beholde magten? Intriger, løgn, forræderi af idealer og næsten miste sig selv er kun en del af det, som ‘BORGEN IV’ tilbyder!

Når jeg sidder her og skriver det, synes jeg selv, at det egentlig lyder meget spændende, ikke også?! Hvorfor er jeg så ikke begejstret? Hvorfor var det – på en måde – hårdt at komme igennem de 8 afsnit? Binge-Viewing var ikke en option – ét afsnit ad gangen var rigeligt.

For at sige det helt ærligt: Jeg er skuffet og føler mig lidt snydt. Snydt på den måde at de fleste af ”vores gamle bekendte” mere eller mindre kun var alibiagtigt med, næsten uden betydning for handlingen. Fx om Philip (Nyborgs eksmand) får vi at vide, at hans kæreste er gravid og han er meget glad, men han dukker kun perifert op, mere som en statist. Lars Mikkelsens rolle som Katrine Fønsmarks partner er mere eller mindre overflødig, hans funktion er ret ligegyldig! Forholdet mellem Birgitte Nyborg og hendes søn Magnus, han er blevet klimaaktivist, er fuldkommen uafgjort: De har det godt, han vil ikke have noget at gøre med hende, så har de det godt igen og så krise igen. Det er ikke interessant nok, det virker ikke virkelig super relevant for historien og det bliver ikke brugt på en spændende måde! Det er lidt synd, fordi der egentlig er meget potentiale i.

Torben Friis, var en rigtig morsom og interessant karakter (Søren Malling, var ekstrem overbevisende i rollen), men han er blevet til en kedelig bifigur!

Og ikke mindst Katrine Fønsmark: Jeg var kæmpestor fan af hende! Hun var en sej pige, anderledes, én jeg kom til at holde af – hun var bare rigtig god! Hvad er der sket med hende? Det nye job gør ikke noget godt for hende – hun er slet ikke den samme! Karakteren har fuldstændig skiftet og alt det interessante har hun mistet, tilbage er der kun en ret uinteressant karrierepige, der ikke kan klare presset.

Alt omkring Danmark, Grønland og olien, og alle de problemer der følger med, er ikke så inddragende og medrivende, man får mindre lyst til politik og forholdet mellem Danmark og Grønland. Egentlig er resultatet for mig, at magten ”dræber”, og at kvinder slet ikke skal vælge politisk karriere! På en måde har Birgitte Nyborg mistet mere end hun har vundet: Kærlighedslivet er dødt (hvad med arkitekten fra sæson 3?), hun er ensom og har mere eller mindre kun jobbet tilbage, hvilket betyder, at hun går langt over stregen for at beholde magten.

Er det virkelig det rigtige budskab? Nej, det mener jeg egentlig ikke.

Men man skal helt sikker passe på – passe på sig selv, på sine nærmeste og på sine værdier!

Undervejs åbnes nogle tråde, som ikke helt blev forløst; nogle karakterer får slet ikke mulighed for at udvikle sig mere, selvom der er potentiale i dem – fx kærlighedshistorien på Grønland; hvad er der virkelig sket med den unge grønlandske fyr Malik.

Jeg savner, at blive mere mættet. Jeg savner mere ”kød”, mere substans og selvom det er en politisk serie, vil jeg have mere af det personlige. Hvis man vælger at fortsætte med nogle karakterer, så skal de ikke kun være ”statister”, så skulle man måske opsummere lidt noget om deres udvikling, hvad der er sket for dem!

Denne sæson var ikke dårlig, måske er det en fordel, hvis man ikke har set de første 3 for nylig, så kan man ikke sammenligne og se dem med friske øjne! Jeg har bare forventet og håbet på noget andet.

Men hvis der kommer ‘BORGEN V’, så vil jeg helt klar se den – alligevel!

‘BORGEN – Magten, Riget og Æren’ kan ses på Drtv

4.sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca. 50 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=VRAwG1Xat_g