Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Wonder Woman er en af de mest ikoniske tegneseriesuperhelte. Hun står side om side med Superman og Batman i DCs pantheon af kendte helte, og det er derfor ikke underligt at Warner Brothers, efter den første films store succes i 2017, hurtigt bestilte en efterfølger.

‘Wonder Woman’-filmen er ofte blevet kaldt for en af DCEUs (DC Expanded Universe) bedste film, og hypen for ‘Wonder Woman 1984’ har derfor været høj. Men måske jeg skal citere filmens egen moral allerede nu: Pas på, hvad du ønsker dig.

I ‘WW84‘ ses igen den smukke Gal Gadot som titelrollen, hvor krig og krigsguder nu er udskiftet med 1980’ernes farverige nostalgi som baggrund. Diana selv, tidløs og elegant som altid, ser dog ikke ud til at være blevet så meget som en dag ældre. Instruktør Patty Jenkins vender tilbage i førersædet, og den gyldne trio fra den første film er komplet med Chris Pine som den charmerende pilot Steve Trevor… [spoiler måske] nej, du husker ikke forkert når du siger ’’jamen døde han ikke’’, jo det gjorde han. Lad mig forklare:

I denne film ser vi hvordan Dianas hverdag i 80’erne går med på skift at arbejde som overskudsagtig antropolog på Smithsonian’s National Museum of Natural History, og med at bekæmpe Washington DCs kriminelle som Wonder Woman. Trods sin popularitet føler Diana sig isoleret, så da Barbra Minerva (Kristen Wiig) starter arbejde på museet, er hendes venskab en velkommen forandring i Dianas liv. Deres forhold når dog ikke langt, før det bliver forstyrret af, hvad man måske bedst kan beskrive som en magisk macguffin; ”drømmenes sten”. Dette artefakt opfylder både Dianas og Barbras dybeste ønsker: Diana får sin Steve tilbage, og Barbra, som ønskede sig at være ligesom Diana, oplever pludselig popularitet og selvsikkerhed, som hun aldrig har haft før – dertil selvfølgelig også et par uventede superkræfter. Det store problem opstår, da den desperate business man, Maxwell Lord (Pedro Pascal), får fingrene i stenen, og overfører dens kræfter til ham selv. Dette gør ham i stand til at gøre stort set alt i verdenen, så længe han kan få nogen til at sige, at de ønsker sig det. Det lyder som superhelte/tegneserie nonsens, og det er det selvfølgelig også, men det skal dog siges, at det giver lidt mere mening, når man ser filmen.

Der er mange gode punkter i denne film: Kristen Wiigs version af superskurken Cheetah er overbevisende og interessant. Til tider virker det næsten som om Barbra er filmens hovedperson, taget i betragtning at hun har en meget mere detaljeret karakterudvikling end Diana. Wiig er god i rollen som den klodsede og usikre kvinde vi møder i starten af filmen, og som Barbra langsomt forvandles til Cheetah, spiller Wiig også ganske godt i rollen som kick-ass kattemenneske.

Pedro Pascals Maxwell er en rigtig tegneserie skurk, komplet med en plan om at overtage verdenen, en bad guy monolog og hele molevitten. Det kan til tider virke en smule overdrevet, men Pascal stråler for alvor i de mere følelsesladede scener mellem Maxwell og hans søn. En anden stand-out er Pine i rollen som Steve, hvorfra en stor del af filmens humor kommer: charmerende som altid, og empatisk som skuespiller, her er det let at forstå, hvorfor Jenkins trodsede døden for at få ham tilbage.

Det største highlight i filmen er dog åbningen: her får vi historien om en ung Diana, der deltager i, hvad der ligner amazonernes version af en triatlon. Disse scener er utroligt smukke, med billeder af øen og den grønne natur for oven i høj solskin; og med amazonernes guld rustninger, får hele atmosfæren et gyldent og magisk skær. Handlingen er rask og river hurtigt en med i historien, mens Jenkins virkelig viser, hvor dygtig hun er som instruktør. Dette gør dog også kun skuffelsen endnu dybere, da hele filmen pludselig skifter til 1980’erne, og man bliver bombarderet med unødvendig 80’er nostalgi, samt en superhelte beat-down i et shopping center, der er så campy, at det kunne være taget ud af en Sam Remy film.

Derudover er der også det faktum, at disse første 10 minutter ikke virker til at relatere til resten af filmen: lille Diana lærer en lektie om ikke at snyde, men det bliver aldrig brugt senere, og relaterer ikke til filmens morale… Den flotteste og mest episke del af filmen ender derfor desværre med at føles lidt ligegyldig.

‘Wonder Woman 1984’ har mange gode ideer, men formår ikke helt at leve nogen af dem fuldt ud. Handlingen med en tidligere bedste ven, der bliver til skurk, er spillet før, og der er bestemt potentiale for, at denne historie kunne have haft en god udvikling imellem Barbra og Diana som karakterer. Desværre bliver Barbra degraderet til andenrangs skurk så snart Maxwell sætter gang i verdenens undergang, og til sidst står vi tilbage med en sølle CGI version af Cheetah, hvor man nemt kunne antage, at DC havde fået råd fra skaberne bag ‘Cats’ til hvordan, man ’bedst’ animerer menneske-katte…

På samme måde er Maxwells baggrunds også gribende; vi får en smag af hans barndomstraumer, og hvordan hans eget forhold til sine forældre har indflydelse på forholdet til hans søn. Scenerne mellem Maxwell og sønnen er ikke mange, men jeg ønskede inderligt, at vi kunne have ofret nogle af de ligegyldige komiske scener for lidt ekstra tid imellem de to. Dette ville også have styrket følelsen bag filmens afslutning, hvor den ’onde’ Maxwell indser, at han ikke behøver at være verdens hersker, så længe hans søn elsker ham.

Selve moralen i filmen virker til at sigte efter noget i stil med ’pas på, hvad du ønsker dig’, da ønske stenen tager det, du mest holder af, når du ønsker dig noget: Diana mister langsomt sine kræfter, Barbra mister sin empati, og Maxwell mister sit gode helbred. Dette er dog overdøvet af alle de andre moraler, som filmen forsøger at jonglere: anti sexchikane; døm ikke en bog på omslaget; alt hvad du ønsker dig, var lige foran dig hele tiden m.m. Det virker lidt som om, hver hoved karakter har sin egen lille morale, hvilket kun gør, at filmens formål bliver en smule utydelig for seerne.

I sidste ende vil jeg sige, at ‘WW84’ lider af det samme som andre superhelte sequels har tendens til: for mange ideer, men ikke nok tid. På trods af en spilletid på 2t31m føles det ikke som om ‘WW84’ formår rigtigt at komme i hus med bare en af de mange temaer. Selve filmen kan sagtens nydes for hvad, den er – en superheltefilm hvor man ikke altid skal tænke for meget over ’hvorfor’ og hvordan’ – men hvis man tænker lidt videre og sætter spørgsmålstegn ved nogle af plotpunkterne, så kan man hurtig komme til at optrevle hele filmens koncept.

Hvis man er DC fan, er denne film selvfølgelig et must. Selv hvis man er en Marvel fan, der er vild med film som ‘Captain Marvel’ eller ‘Civil War’, så er der bestemt også rig mulighed for underholdning hos Wonder Woman. Er man dog ikke super stor superhelte fan, vil jeg nok anbefale en mere sammenhængende eller gennemført sjov superheltefilm såsom ‘Guardians of the Galaxy’ eller måske endda DCs ‘Shazam’.

En film med et interessant koncept, super cast og gode ideer, som desværre bare ikke nåede helt i mål. ‘Wonder Woman 1984’ får 3 ud af 6 Chaplins herfra.

‘Wonder Woman 1984’ kan ses på HBO Nordic fra den 23.marts

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=sfM7_JLk-84

Anmeldt af: William Alkærsig Springer

Der bliver spillet på alle western-klichéerne i Paul Greengrass’ News of The World, som handler om den omrejsende nyhedsoplæser Captain Jefferson Kyle Kidd, der skal hjælpe pigen Johanna med at finde sin familie. Tråde til USAs nuværende splittelse og mistillid til regeringen bliver trukket i den her flotte og underholdende illustration af 1800-tallets vilde vesten.

“Skal vi ikke bare finde en film med Tom Hanks?”, spurgte en ven mig engang, da vi nytteløst forsøgte at finde en film på Netflix. “Så går man aldrig helt galt i byen”. Jeg må indrømme, at jeg selv havde den tommelfingerregel i baghovedet, da jeg satte mig for at se 2020-westernfilmen ‘News of The World’ med selvsamme person i hovedrollen.

Af samme skaber som store biografbilletslugere som ‘Captain Phillips'(2013), ‘Bloody Sunday'(2002) og ‘Green Zone'(2010) for slet ikke at tale om ‘Bourne’-trilogien. Hertil en optræden af skuespilleren Helena Zengel, der som 12-årig er nomineret til en Golden Globe for bedste birolle. Kan man overhovedet gå galt i byen med den her film?

Vi er i 1870’ernes Texas, hvor den amerikanske borgerkrigs rædsler sætter dybe spor i befolkningens selvforståelse. Splittelsen mellem land og by er i højt fokus og sydstatsborgernes frustration over den elitære regering, nyhedsmedierne og forandring er anspændt. Et tema som på mange måder trækker tråde til den nuværende situation i USA.

Her følger man den omrejsende krigsveteran Captain Jefferson Kyle Kidd, som lever af at læse nyheder op rundt omkring i byerne på tværs af prærien i en tid, hvor hans erhverv trykpressen er lagt i ruiner efter borgerkrigens ødelæggelser. “Maybe just for tonight, we can escape our troubles
and hear the great changes that are happening out there”, indleder han sine oplæsninger. På sin rejse støder han en dag ind i en sort mand, som livløst hænger i et træ med et ræb om halsen. Et skilt hænger på den døde skikkelse med skriften “Texas says no! This is a white mans country”. Det viser sig, at den sorte mand med sig havde en passager. Pigen Johanna som ikke taler et ord engelsk, da hun som lille blev bortført af en indianerstamme. Under krigen blev hun fundet af den føderale regerings tropper, som forsøger at bringe hende hjem til sin indfødte familie. “Hun er blevet kidnappet to gange”, som Kidds ven bemærker. Efter et forgæves forsøg på at overdrage pigen til myndighederne, beslutter krigsveteranen at tage sagen i egen hånd. Pigen Johanna skal genforenes med sine oprindelige rødder, som bringer de to
karakterer ud på noget af et eventyr.

Hvis man har spillet Rockstar Games westernudgave af GTA ‘Red Dead Redemption’, vil man uden tvivl blive ramt af et Deja-Vú. Man er ikke i tvivl om, hvilket univers der bliver stilet efter i ‘News of The World’. Store patosfyldte skud af det texanske landsskab og underlæggende westernstrenginstrumenter og strygere, som følger de stemninger, scenerne udspiller sig i er gennemgående elementer. Lassoer bliver svunget, heste galoperer og selvfølgelig; den episke skudduel, der handler om at være hurtigst på aftrækkeren. Tjek på alle westernklichéer.

Der skal meget til for, at en 12-årig leverer en så rørende præstation på trods af hendes få replikker. Her skal Tom Hanks dybe og lavmælte facon, som skaber en komfortabel atmosfære også tildeles æren. Det er en meget interessant duo og det ville bestemt ikke være ufortjent med en Golden Globe
til Helena Zengel.

Budskaberne om den splittede nation og mangel på tillid til myndighederne portrætteres flot og nærværende. Man kommer under huden på de problematikker, der finder sted og kan bestemt bidrage til en dybere forståelse af det emne. Det at perspektiveringerne til de historiske
begivenheder er så skarpt stillet op, fungerer rigtig fint.

Tommelfingerreglen fra min ven holder altså indtil videre. Man går ikke galt i byen med ‘News of The World’. En flot fortælling som forgår i et langsomt men behageligt tempo, som er en fornøjelse at se. Et mustsee for enhver western-fan men også, hvis man har interesse for det amerikanske samfund og historie.

Plottet kan dog til tider udspille sig for meget lige efter bogen. Overraskelser
og afstikkere skal man lede længe efter, så derfor sniger den sig ikke op på den femte Chaplin, selvom det er en meget vellykket film.

‘News of The World’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=zTZDb_iKooI

Anmeldt af: Laura Vedersø

30 år efter ‘Coming to America’, er Eddie Murphy som Akeem endelig tilbage.

For 30 år siden forelskede vi os alle i ’Coming to America’, ført an af en storspillende Eddie Murphy i rollen som prins Akeem. Nu er den længeventede efterfølger endelig kommet, men var den 30 år værd at vente på? Det korte svar er ja, helt klart.

På denne rejse, bliver vi taget tilbage til Zamunda og den kongelige familie som står overfor nye udfordringer. Kongen, Akeems far, ligger på sit dødsleje og derfor er det nu Prins Akeem, det skal overtage tronen. Akeem og hans hustru Lisa ikke har dog fået nogle sønner, men i stedet kun 3 døtre, og derfor bliver der stillet spørgsmålstegn ved den næste arvtager og derved Zamundas fremtid. Semmi (Arsenio Hall) fortæller Akeem om en episode fra deres besøg i America for 30 år siden, og det viser sig at Akeem åbenbart har en uægte søn i Queens. Derfor går turen endnu en gang til Queens, hvor vi møder gamle kendinge og nye bekendtskaber i jagten på at redde Zamunda fra General Izzy og mulig krig.

I ’Coming 2 America’ mødes Zamundas traditioner med nytidens Queens og dette, ligesom i den første film, danner grundlag for en masse sjove omstændigheder. Blandt andet står de kongelige vaskere atter til rådighed, når LaVelles (Jermaine Fowler) og hans mors kønsdele skal vaskes.

John Landis står igen i spidsen for produktionen, han har dog denne gang allieret sig med Craig Brewer, måske mest kendt for ’Hustle and flow’ 2005. Filmen bærer i høj grad præg af John Landis visioner fra ’Coming to America’, og man bliver straks bragt tilbage i den rette stemning. Samtidig giver Craig Brewers nye visioner, filmen et lille twist, som tilføjer det rette match af nyt og gammelt.

Et af de aspekter der fungerer bedst i ‘Coming 2 America’ er, at det er de samme gamle kendinge på rollelisten, krydret med de nye karakterer. Dette giver efterfølgeren et troværdigt og genkendeligt udtryk, samtidig med at de nye karakterer tilføjer filmen nyt liv.

Eddie Murphy er endnu en gang storspillende i rollen som, men jeg vil også knytte nogle kommentarer til Jermaine Fowlers præstation, i rollen som Akeems uægte søn fra Amerika. Jermaine er tidligere kendt for sin rolle i serien ’Surperior Donuts’, men jeg tror godt jeg kan love at han står over for sit helt store gennembrud med rollen som LaVelle i ’Coming 2 America’.

LaVelles karakter gennemgår en stor udvikling i filmen, fra vi møder ham første gang i Queens og til han har fundet sin plads som prins af Zamunda. Alligevel mestrer Jermaine alle rollens facetter og giver en humoristisk og troværdig præstation. Generelt er filmen kendetegnet ved store skuespilspræstationer, hvor også Arsenio Hall endnu en gang udfylder rollen som den luksusvante tro tjener, til perfektion.

Kunne du lide den første ’Coming to America’, vil jeg våge og påstå at du vil elske ’Coming 2 America’, sjældent har jeg grint så meget.

Filmen derfor have 6 store Chaplins af mig, fordi den i den grad lever op til alle mine mange forventninger og jeg var underholdt fra start til slut.

‘Coming 2 America’ kan ses på Amazon Prime

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=acxUWBg_7CM

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Claes Bang er igen med i en international produktion. Denne gang får han selskab af store navne som Mick Jagger og Donald Sutherland.

James Figueras som er kunstanmelder, og holder foredrag om kunst, bliver af kunstsamleren Joseph Cassidy hyret til at stjæle et maleri af den kendte kunstner Jerome Debney. Figueras tager til Debney, sammen med hans nyeste elsker, den unge kvinde Beronice Hollis. Men da de ankommer til Debney, går operationen hurtigt galt, og Figueras bliver drevet af sin egen usikkerhed og grådighed.

Claes Bang startede sin internationale karriere med ‘The Square’ fra 2017, hvor han også vandt for bedste europæiske skuespiller. Han har efterfølgende været med i hitserien ‘The Affair’, og BBC serien ‘Dracula’.

Jeg er en af dem som syntes det er ganske fortjent, for jeg har i mange år virkelig godt kunne lide Bang, og har ønsket at han vil blive en mere værdsat skuespiller. Men når jeg se ‘Picture of Lies’, er det jeg tænker mest om Bangs skuespil, at han godt nok er god til at se forvirret og nervøs ud. Det er klart ikke Bangs stærkeste skuespilspræstation. Han er desværre derfor det svageste led i ‘Picture of Lies’, hvor han får selskab af store navne som Mick Jagger, Donald Sutherland og Elizabeth Debicki.

Donald Sutherland er som altid utroligt god og intens, og er godt castet, som den aldrende kunstmaler Debney. Jeg har endnu ikke set en dårlig Sutherland præstation. Han var også fremragende i Susanne Bier serien ‘The Undoing’. Elizabeth Debicki, som er mere et nyt skuespillertalent, er også god her, ligesom Mick Jagger som tilføjer noget godt, og halv excentrisk til filmen. Jagger er meget lidt med i filmen, så det er ikke for ham man skal se filmen.

‘Picture of Lies’, er baseret på en novelle af Charles Willeford fra 1971, som hedder ‘The Burnt Orange Heresy’. Det er også den oprindelige titel på filmen, så hvorfor den har skiftet navn, ved jeg ikke. Men Scott B. Smith, har efterfølgende skrevet manuskripftet, baseret på bogen. Det er ikke et imponerende CV som Smith har, da han før dette kun har skrevet forskellige tvfilm.

Instruktør Giuseppe Capotondi har heller ikke det vildeste CV, og har før dette kun lavet kortfilm, og enkelte episoder af en italiansk tvserie. Man må derfor sige, at det er flot de har fået disse skuespillere med på produktionen. Det er ret imponerende, at få en skuespiller som Sutherland, på sin første rigtige spillefilm.

Man kan godt mærke at det, måske er knapt så erfarne folk bag filmen. Manus virker lidt rodet, og der er ret mange spørgsmål, især i starten af filmen. Derudover virker mange af karakterenes handling meget umotiveret, og som noget der kommer lidt ud af det blå. Det går meget hurtigt fra 0 og til 100.

Derudover er det først til sidst at filmen faktisk bliver rigtigt interessant, og først der hvor det rigtigt bliver en krimi. Resten af tiden er det bare et halverotisk, halvkedeligt drama. Det er den slags film, hvor man næsten har mere lyst til at se handlingen, efter at filmen er slut, da det virker som om det er her, hvor der kommer mest på spil for de forskellige karaktere. Jeg var ihvertfald mere interesseret i filmen, de sidste 10 minutter af handlingen, end jeg var i resten af hele filmen.

Dialogen virker også utroligt uinteressant, selvom den dog bliver leveret godt. Men det hele lagt sammen, gør bare at man aldrig rigtigt investerer sig i karakterene. De to karakterer som man interesserer sig mest for er Hollis og Debney, da de klart leverer de bedste præstationer, og har de mest nuancerede karaktere.

Visuelt er ‘Pictures of Lies’ egentligt en ret flot film, som også er beriget med meget givende locations. Der er nogle flotte mansions og nogle flotte udendørs locations. Det er dog stadig en film, som man sagtens kan se på stream, og som man ikke behøver putte op på det store lærred.

‘Pictures of Lies’ er en lidt ligegyldig film, som gerne vil være en krimi, og gerne vil være erotisk pirrende, men ikke rigtigt lykkedes med nogle af delene, og som først bliver spændende i de sidste 10 minutter. Den bliver dog løftet lidt af nogle fine skuespilspræstationer, og et visuelt fint look, og istedet for at blive forfærdelig, føles den bare ligegyldig.

‘Pictures of Lies’ kan lejes på Blockbuster fra den 22.marts

Du kan se traileren: https://www.youtube.com/watch?v=6PMAlfrdQNI