Anmeldt af: Susanne Schatz

Film og serier om seriemordere hitter altid og lige nu specielt. På Netflix er ‘The Good Nurse’ ”the best-performing english language film” nogensinde, og er blevet set 68 millioner timer på én uge! Det er sgu imponerede! Og endnu mere, da danskeren Tobias Lindholm (instruktøren bag ‘Krigen’, ‘Kapringen’ og ‘R’) står bag! 

Filmens historie er baseret på virkelige hændelser og på Charles Graebers true crime bog, med samme navn fra 2013. 

Eddie Redmayne (bl.a. kendt fra ‘Den danske pige’, ‘My week with Marilyn’ og ‘Fantastiske Skabninger 1-3’) spiller rollen som Charles Cullen, over for Jessica Chastain (‘Scener fra at ægteskab’, ‘IT-del 2’, ‘Grimson Peak’) som Amy Loughren. 

Amy er sygeplejerske, enlig mor til 2 børn og ansat på et hospital. Det, som ingen ved og heller ingen må vide er, at hun har alvorlige hjerteproblemer, som egentlig kræver en operation. Men hun har ikke råd til den og skal ”overleve” indtil hun efter 1 år, får en sygesikring gennem sit job. Hun arbejder sig næsten ihjel for at få hverdagen og jobbet til at hænge sammen. Da Charles bliver ansat på hendes afdeling, får hun ikke kun en god og dygtig kollega, men efterhånden også en ven og fortrolig. Han støtter hende, dækker over hendes hjerteproblemer, og bliver næsten en del af hendes lille familie. Men lige pludselig dør nogle patienter, som egentlig ikke burde dø, og hospitalet og politiet begynder at undersøge sagerne.

Fra starten af er det klart, hvem ”skurken” er, nemlig Charles Cullen, men man ved ikke rigtig, hvordan han egentlig gør det. Hele forløbet udvikler sig forholdsvis ”udramatisk” – måske lyder det lidt absurd i betragtning af, hvor mange patienter Cullen har dræbt. Men alt forgår ”stille og roligt”, filmen tager sig rigtig god tid – ca. 2 timer.

I modsætning til andre film/serier af den slags får man så godt som intet at vide om ham personligt. Og jeg må sige, at det gør det hele lidt uinteressant! Amy er med sin historie og med sit bidrag til opklaringen af sagen, filmens fokus – hun er faktisk hovedpersonen.

Jeg kan godt lide skuespillerne, de fungerer udmærket sammen, men handlingen virker langtrukken og kedelig. Hvis filmen skal handle om en seriemorder, så har den ramt forbi! Jeg føler, at den hverken er en thriller eller et drama. ‘The Good Nurse’ er mest en samfundskritik af det amerikanske sundhedsvæsen! Det med god grund, da Cullens mange tidligere arbejdspladser mest er optaget af, at få sagerne lukket ned for at undgå at pårørende kører nogle vanvittige erstatningssager osv. – der er meget galt.

Det kan selvfølgelig være, at bogen giver et mere nuanceret billede af Charles Cullen og af hele historien, og at Tobias Lindholm bevidst valgte denne synsvinkel. Men det får jeg aldrig at vide, da filmen ikke gjorde mig nysgerrig på at læse bogen.

Desværre kan jeg ikke køre med på hypen om ‘The Good Nurse’.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Marvel Studierne alslutter Fase Fire med et festfyrværkeri, i visuelt overdådig tåreperser af et actiondrøn, der dog tit føles for lang. 

Ryan Cooglers første ‘Black Panther’ film omsatte i 2018 for imponerende 1,348 milliarder dollars, hvilket fik gjort den til den 6. bedst omsatte Marvel film. Det var også den første Marvel film nogensinde til at modtage tre Oscars. 

Nu er efterfølgeren ‘Wakanda Forever’ endelig klar og der er mildest talt sket noget siden sidst. Udover et kraftigt corona angreb, døde den første films hovedrolle indehaver Chadwick Boseman af en ondartet tarmkræft, hvilket naturligvis fik skubbet godt til Kevin Feiges produktions apparat. 

Wakandas konge T’Challa er død og der sørges ved dennes begravelse. Den stolte nation er knust og samtidig trues deres eksistensgrundlag af glubske verdensmagter der gerne vil udvinde Wakandas vigtigste energikilde Vibranium, der kendes for dets ekstraordinære evner til at absorbere, opbevare og frigive store mængder kinetisk energi. Noget der efterspørges i andre mere grådige og primitive verdener. Men det er ikke kun i Wakanda der kendes til energikilden. Dybt, dybt nede under havet bor den skjulte undersøiske nation Talokan, styret af den mere end femhundrede år gamle havkonge Namor, der også vil gøre alt for at beskytte den dyrebare energiform. 

Man må tage hatten af for Marvel studierne i at prøve at gå nye veje. Intet havde været nemmere end bare at finde en ny skuespiller til rollen som Wakandas originale konge, men Chadwick Boseman endte med at blive nærmest folkeeje i rollen som Black Panther. Derfor er det helt fornuftigt at vælte det hele på hovedet. Filmens problem bliver dog at der først dukker en ny Black Panther karakter op i ‘Wakanda Forever’s sidste tyve minutter, hvilket er lidt for sent i en film med en samlet spilletid på to timer og enogfyrre minutter. 

Derfor er det temmelig nemt for den mexicanske skuespiller Tenoch Huerta at stjæle næsten hele filmen i rollen som den 83 år gamle Marvel figur Namor, der på dansk hedder Sub Mariner. Oprindeligt skabt af forfatter-kunstneren Bill Everett, debuterer denne Marvels svar på DC´s ‘Aquaman’ op med et brag af en debut! Her er ingen ironisk distance til karakteren, som en Jason Momoa ellers med stor succes lagde til med i DC´s ‘Aquaman’. Man sidder lidt tilbage med et ønske om en regulær Namor film med denne pragtpræsentation om “barnet uden kærlighed”, som han bliver beskrevet som. 

Men filmen rummer dog flere saltvandsindsprøjtninger. Først og fremmest er filmen et imponerende skue at dykke ned i, der helt sikkert vil give den kommende ‘Avatar’ film kamp til stregen i overdådige undervandsoptagelser og storslåede krigsscener, der absolut ikke må beses udenfor biografens vandsikre vægge.

Der er dog til tider en lidt for tung dialog, der også virker for lang, der tit truer med at tage luften ud af kampscenerne. 

Udover Tenoch Huerta´s totale ejerskab af Namor rollen, brilleres der primært af 64-årige Angela Bassett i rollen som dronning Ramonda af Wakanda. Hun tillægger rollen en stolt værdighed, der emmer af en ægthed der ikke kan købes. 

Letitia Wright bærer filmens hovedrolle som Black Panther lillesøsteren Shuri, der dog ikke helt kan følge Chadwick Bosemans kattepoter. Men det hæmmer nu heller ikke filmen. 

Svenske Ludwig Göransson vender tilbage på lydsporet og han har endnu engang leveret et originalt og velpassende score, der bestemt ikke truer hans karriere. 

Selvom ‘Black Panther: Wakanda Forever’ burde have heddet ‘Namor Forever’, får Marvel studierne dog fint lukket for deres Fase Fire. Dog desværre ikke med et rigtigt bang. 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Paprika Steen brød igennem som skuespiller i midten af 90’erne, og har siden etableret sig som en af Danmarks bedste skuespillerinder. I 2004 instruerede hun sin første spillefilm, ‘Lad de små børn’, og nu er hun klar med sin fjerde spillefilm som instruktør.

Piv og Ulrik er et forældrepar som vil det bedste for deres datter Hannah, og derfor beslutter de at hun skal flytte skole for fjerde gang i en alder af 12 år. Og med en skoleflytning følger også en ny forældregruppe, som Piv og Ulrik skal prøve at blive en del af. Den ultimative test bliver en hyttetur for klassens børn og forældre, hvor forældrene kæmper med deres forskelligheder, dominerende personligheder, egne dagsordner og forskellige magtstrukturer. Det skal vise sig at blive en sværere opgave end først antaget, for Piv og Ulrik at blive en del af gruppen, men de er villige til at gøre alt for deres datter.

‘Fædre & Mødre’ er den mest stjernebesatte danske film i år. På rollelisten finder vi b.la. Jacob Lohman, Katrine Greis-Rosenthal, Lars Brygmann, Nikolaj Lie Kaas, Martin Greis-Rosenthal, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Rasmus Bjerg, Line Kruse, Lise Baastrup, Merete Mærkedahl og Lisa Loven Kongsli.

Castet er fremragende. Og præstationerne er det samme. Jeg har svært ved at udvælge nogle specifikke skuespillere som gør det godt, da alle simpelthen yder deres bedste. Selv børneskuespillerne spiller fremragende, selvom de ikke er særligt meget i fokus i denne film. Ida Skelbæk-Knudsen der spiller Hannah, giver en virkelig glimrende og stærk præstation. Hun giver også en meget rørende præstation, og som en person der til tider er blevet holdt udenfor i folkeskolen, kunne jeg sagtens sætte mig ind i hendes følelser. Jeg glæder mig til at se mere med hende.

Jeg har aldrig selv været til forældremøde, eller været en del af en forældregruppe. Og efter at have set ‘Fædre & Mødre’ er det ikke ligefrem noget jeg ser frem til. Paprika Steen har formået at skabe forældregruppen fra helvede, hvor forældrene alle vil det bedste for deres børn, men har meget forskellige holdninger til, hvordan det bedste for børnene og klassen skabes. Og også meget forskellige holdninger til, hvordan man håndterer børn i de begyndende teenageår.

Forældrenes forskelligheder, fordomme og stædigheder gør også at de ender med at blive de barnlige, og børnene næsten bliver fornuftens stemme. Forældrene ser hytteturen som en pause fra deres faste rammer, hvilket fører til at de slår sig ekstra løs, og hvor de næsten kun kan enes når de drikker sig ekstremt fulde. Det er i hvert fald her den eneste flig af sammenhold skabes.

Igen.. Jeg har absolut ingen erfaring med forældremøder, forældregrupper og Aula. Men jeg kunne sagtens forestille sig at mange vil kunne genkende noget i ‘Fædre & Mødre’.

I de seneste par år har mange danske, og udenlandske komedier, desværre haft en tendens til at blive ekstremt platte, og med forfærdelige ucharmerende karakterer. Her tænker jeg især på komedier som ‘Centervagt’, ‘Alle for 1, 2, 3 og 4’ og Netflix’s mange Adam Sandler film. Men ‘Fædre & Mødre er en velskrevet og begavet komedie, der har nogle meget charmerende karakterer og nogle skarpe replikker. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Og selv de mest irriterende og ucharmerende karakterer i ‘Fædre & Mødre’, ender man faktisk med at holde af og få sympati for.

Filmen er skrevet af Jakob Weis, der også skrev manus til ‘Den tid på året’, som i mine øjne er den bedste danske julefilm, og en af de bedste film som kom i 2018, også instrueret af Paprika Steen. Han formår i ‘Fædre & Mødre’ på en rigtig fin måde, at balancere komikken med det mere seriøse og får en snes af noget tragikomisk med.

Den visuelle side er sjov og legende, og der er nogle virkeligt flotte og imponerende sekvenser indimellem. Filmen er filmet af Jan Pallesen, der er en meget brugt og erfaren kameramand. Han har b.la. også filmet ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’, ‘Sygeplejeskolen’, ‘Gooseboy’ og ‘Kometernes Jul’.

Paprika Steen viste virkelig sine evner som instruktør med ‘Den tid på året’, og hun skuffer bestemt ikke med ‘Fædre & Mødre’. I mine øjne har hun igen lavet en af årets bedste komedier, og jeg vil anbefale alle, især forældre, at tage ind og se filmen.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

David O. Russells bedste film siden ‘American Hustle’ er en charmerende, om end snørklet unødig fortælling, der fortælles i fremragende selskab. 

David O. Russell har siden hans kommercielle og kunstneriske gennembrud med 1999’s ‘Three Kings’, med sikker hånd, vist sig som én af Hollywoods nye “Golden Boys”, med kritiker og publikums successer som de to Oscar-vindende film ‘The Fighter’ 2010, ‘Silver Linings Playbook’ 2012 og Oscar-nominerede ‘American Hustle’ 2013. Dette trekløver bevidnede om en instruktør med et stort kunstnerisk overskud, hvilket hans forrige ‘Joy’ 2015, desværre ikke kunne leve op til. Nu er han imidlertid efter syv års pause tilbage i den lettere fornøjelige ‘American Hustle’ stil, uden dog at imponere på samme måde. 

Tre vidt forskellige personer, Burt(en vildt veloplagt Christian Bale med ustabilt glasøje), Harold(en “on point” leverende John David Washington) og Valerie(en piberygende Margot Robbie), mødes på et fransk hospital under 1. verdenskrigs efterår i 1918. Valerie er sygeplejersken der tager imod de to stærkt lidende skyttegravsofre, der hurtigt udvikler sig til et ubrydeligt trekløver i bedste ‘Jules og Jim’- stil. Under et stop til Amsterdam for at hjælpe Burt med at finde det perfekte glasøje og andre skjulte agendaer, bliver Burt til et elsket tredje hjul for Harold og Valerie, hvis kærlighed, som det senere vil vise sig, aldrig ville kunne have eksisteret uden for boheme mellemkrigstidens Vesteuropa. “Amsterdam” forbliver derfor en rosenrød sindstilstand, der for evigt huskes med glæde. Trekløveret bliver dog samlet igen i 1933´s New York, hvor Burt og Harold bliver uskyldigt anklaget for at have myrdet og forgiftet general Bill Meekins og dennes datter Liz(Taylor Swift). Nu er Valerie muligvis nøglen til mordmysteriet, der skal passere gennem indflydelsesrige personer som Tom Voze(Rami Malek) og den mystiske general Gil Dillenbeck(Robert De Niro). 

Der er nok en grund til at David O. Russell ikke helt bliver omtalt i samme rosende vendinger som f.eks. en Paul Thomas Anderson eller en Darren Aronofsky, for dertil er han for “lige-ud-af-landevejen-agtig” og har man set den gamle Humphrey Bogart film ‘Nattens helt’ fra 1942, vil man hurtigt udregne ‘Amsterdam’s snørklede slutning. 

Og det er desværre en mindre hæmsko i denne ellers vildt fornøjelige og underholdende komedie udgave af en film noir. For David O. Russells eget manuskript er tit for unødigt snørklet i sin fortællerform, det tit truer filmens fornøjelige ramasjang handling med at puste unødigt ud. 

Filmen ender derfor fortrinsvis som en sand opvisning af en celebrity fest, hvor vi som tilskuer, om end føler os velkomne, ikke rigtigt bliver imponeret over fortællingen. 

Det er dog utroligt sjældent at SÅ store stjerner samles og hvor både hovedrollerne og birollerne fyldes så kraftigt ud med A-listers. Stjernecastet består udover Bale, Washington, Robbie, Malek og De Niro, af navne som Anya Taylor-Joy, Chris Rock, Michael Shannon, Mike Myers og Zoe Saldana og skulle man så frygte at der bliver serveret venstrehåndsarbejde fra nogle af disse, kan man godt tro om igen. Ja selv Mike Myers leverer en første klasses præsentation som glasøjesælger med skjult agenda. 

Filmen fortjener også stor ros for Emmanuel Lubezkis flotte Cinematografi, Judy Beckers produktions design, Danielle Osborne og Alexander Weis art direktion, Patricia Cuccia og Erin Fites set dekorationer og J.R. Hawbaker og Albert Wolskys kostumer. Desuden er makeuppen fremragende og tit temmelig realistisk blodig. 

Så indpakningen er der altså ikke noget galt med, men måske et bedre manuskript der ikke lettere kluntet er bygget på virkelige begivenheder?

Slutteligt: en ting der irriterede mig i disse woke-ism tider, var at castet bestod af hele tre farvede skuespillere. Ikke at der på nogen måde var noget galt med Washingtons, Rocks og Saldanas præsentationer, men det virker temmelig historisk ukorrekt at tre farvede personer i tiden fra 1918-1933 ville have så stor en indflydelse på historiens gang. Kom nu Hollywood, der er intet galt med politisk korrekthed, men hvad med historisk korrekthed?  

‘Amsterdam’ ender med at være en underholdende tur op ad den røde løber, der heldigvis hverken er en ny ‘Swarm: Dræberbierne’ eller en ‘Mars Attacks’, men heller ikke en stjernespækket klassiker a la ‘Godfather’ eller ‘Pulp Fiction’. 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Anders W. Berthelsen instruerede, sammen med Niels Arden Oplev, ‘Ser du månen, Daniel’. Men ‘Lykkelige omstændigheder’ har han været alene om at instruere, og er igen teamet op med Esben Smed og Sofie Torp.

De to søstre, Katrine og Karoline, var tætte som børn, men har som voksne fået to meget forskellige liv. Katrine bor i et stort hus med au pair og med sin mand Markus. De har alt, på nær et barn. Karoline er registreret i RKI, bor med sin hashrygende arbejdsløse kæreste Ronny og har ikke de store ambitioner med livet. Et barn passer også rigtigt dårligt ind i deres liv, så da hun bliver gravid går hun til Katrine for at få hjælp. Katrine og Markus har været igennem mange behandlinger for at forsøge at blive gravide, og Katrine ser muligheden for at lave en familie adoption. Hun betaler Ronny og Karoline 400.000, og til gengæld får hun og Markus lov til at adoptere deres barn. Til at starte med virker det som en god plan for alle, men er det nu også det?

Manus er skrevet af Kim Fupz Aakeson, som også skrev manus til filmene ‘Den Eneste Ene’, ‘Mirakel’, ‘Unge Astrid’ og ‘Kraftidioten’. Han har også skrevet et utal af bøger, deriblandt ‘Sallies historier’, ‘De Gale’, ‘Vitello’-bøgerne og ‘Au pair’.

Det er som sagt Anders W. Berthelsens debut som solo-instruktør, men han har dog i mange år været en af de mest brugte danske skuespillere, og har spillet med i en stor række danske film. Han brød rigtigt igennem med filmen ‘Mifunes sidste sang’ fra 1999, og har derefter b.la. spillet med i ‘Italiensk for begyndere’, ‘Drømmen’, ‘Klassefesten’-franchisen, ‘Alle for fire’ og ‘Bamse’.

Jeg syntes Berthelsen er sluppet ganske fint afsted med at instruere ‘Lykkelige omstændigheder’. På det visuelle plan bliver der ikke eksperimenteret, eller prøvet særligt meget. Han har ikke valgt en stil, som jeg vil kunne huske i fremtiden og pointe ud som; “Anders W. Berthelsens stil”. Men filmen er da ganske pæn. Skuespillet er også, for det meste, godt. Der er specielt en enkelt mindre birolle der giver en decideret dårlig præstation, men de bærende roller spilles solidt og overbevisende.

Vi har Sofie Torp, som fik sit store gennembrud med ‘Ser du månen, Daniel’, i rollen som Katrine og Markus er spillet af Esben Smed, som vi kender fra ‘Lykke-Per’, ‘Ser du månen, Daniel’ og ‘Bedrag’. De er begge virkelig gode skuespillere, som også leverer rigtigt godt her. Torp gør det især godt når hun går fra at være en rigtigt stram overklassedulle, til at blive mere følsom og jordnær. I de andre roller har vi Roberta Reichardt som Karoline, Joachim Fjelstrup som Ronny, Martin Høghsted som Steen og Kristian Halken som Karoline og Katrines far.

Jeg kender primært Robert Reichardt fra tv2 Zulu serien ‘Sjit Happens’, og må indrømme at hun overraskede mig positivt her. Jeg synes hun er virkelig god og også giver en oprigtigt rørende præstation. Joachim Fjelstrup er også et af højdepunkterne i filmen. Han har virkelig et komisk talent som kommer frem i Ronny-rollen.

Manus er også ganske fint. Der er dog ikke særligt mange overraskelser i filmen, og der er heller ikke de helt store lårklaskende sjove øjeblikke. Men det fungerer og kører efter en feel-good komedie opskrift, som vi har set mange gange før. Men hey.. If it ain’t broke, dont fix it.

Indimellem virker dialogen dog lidt tung og i skuespillerenes mund lyder den lidt for oplæst. Det virker også for meget som om, at man har været for vilde med at lave en feel-good film, så man har ikke turdet at give mere dybde og lidt mere konflikt i karaktererne. Der er nogle ting, og nogle situationer der er hoppet for let henover, og hvor det virker lidt uforløst.

Men når vi i de sidste par år har fået, tåkrummende dårlige komedier som ‘Centervagt’ og ‘Alle for fire’, så virker det faktisk dejligt forfriskende med en dansk komedie, der ikke er plat, overgearet eller dum, men som bare er hjertevarm og hyggelig. Det er en feel-good komedie, og hvis det er det man vil have, er det det som man får med ‘Lykkelige omstændigheder’.

I mine øjne er det en ganske fin debut for Anders W. Berthelsen, og jeg håber bare med hans næste film, at han tør gå lidt mere sin egen vej.

Anmeldt af: Susanne Schatz

Netflix’s anden danske original-film og streamingtjenesternes mange penge, har udløst bekymringen for at streamingtjenester ”dræber” det særligt danske i vores film og serier. Da jeg læste om dette kunne jeg ikke rigtig forestille mig, hvad artiklen mente, men efter jeg har set Barbara Topsøe-Rothenbergs ‘Kærlighed for voksne’ forstår jeg det godt.

Filmen bygger på Anna Ekbergs (pseudonymet for forfatterparret Anders Rønnov Klarlund og Jacob Weinreich, som står også bag filmmanuskriptet) roman af samme navn fra 2017, og selvom der er en perlerække af danske skuespillere med og den forgår på Fyn, så er det også det eneste danske. Jeg følte at det hele sagtens kunne forgå f.eks. i USA og at alle karakterer kunne erstattes med internationale stjerner.

Jeg synes, at det er synd for den danske filmbranche, da danskere jo kan lave noget lokalt/unikt, som samtidig lejlighedsvis opnår international succes. Det danske touch omfatter ting som: den særlige stemning, de menneskelige facetter, den skægge humor, det politiske ukorrekte, ”farlige emner” (f.eks. i ‘Druk’, ‘Festen’ og ‘Blinkende lygter’).

Skal en film laves vha. algoritmer, så indholdet rammer alle, eller kan man stå ved sine værdier og udfordre publikummet eller rettere sagt stole på publikummets åbenhed og nysgerrighed?

Men tilbage til filmen…

De bærende hovedroller indtages af Dar Salim (Christian) og Sonja Richter (Eleonora) – suppleret med Sus Wilkens (Xenia) – og de gør det virkelig godt.

Christian har arbejdet hårdt for at etablere sit eget firma og Eleonora var klassisk musiker, da hun fravalgte karrieren for sin syge søn. Et pænt, veletableret og succesfuldt par, med 2 biler, et fantastisk hus – og en søn, som har været alvorligt syg hele sit liv, hvilket har ædt familiens overskud og energi! Men nu lysner det. Sønnen er ved at blive rask og student, men så opdager Eleonora, at hendes mand har en affære, ovenikøbet med Xenia, den unge, strålende stjernearkitekt i hans firma.

Man kan uden problemer føle sig ind i dette mareridt af løgn, svigt og forræderi, at Eleonora er dybt såret og sur. Modsat, at det er forståeligt Christian vil ud af forholdet, som for ham føles som et fængsel, vil starte forfra og glemme alt om de tunge år. Så nemt er det dog ikke: Christian og Eleonora er ikke kunne bundet sammen pga. sønnen og ægteskabet, de har også indgået en ”lidt uheldig” pagt.

Jeg må sige at Sonja Richter bare er så god til den slags roller, at hendes ansigt afspejler facetter fra oplevet smerte til ondskab, jeg kan nemt forestille mig, at hun er i stand til hvad som helst! Dar Salim er mere en handlingens mand af få ord, som virker sammenbidt, inden frustrationen bliver ubærlig. Sus Wilkens er også rigtig god, som elskerinden, måske lidt naiv, i en permanent venteposition, fuld af håb om en lykkelig fremtid med Christian.

Mange har prøvet det før, enten selv været utro, være udsat for utroskab eller være den ”ventende”, det kører næsten altid ”skemaagtigt”, lige som det også vises i filmen (f.eks. hemmelige sms´er, forbudne kys, ”det var ikke det rigtige tidspunkt at snakke med min kone”og trusler som forsøg at få magten tilbage).

Men ‘Kærlighed for voksne’ er mere end et drama om utroskab, men her bliver det måske en smule for urealistisk! Jeg synes, at de 2 genrer, drama og thriller, bliver blandet sammen uden at det er klart, hvad filmen først og fremmest vil være. Hvis ”kærlighed for voksne” forgår på den måde, så ellers tak! Utroskab kan være årsagen til mange katastrofer, men alligevel …(mere herom i filmen).

Filmen rummer også en slags rammefortælling, som egentlig er ok, men til sidst bliver for absurd og efterlader mig med spørgsmålet: Hvorfor? Vil det virkelig forgå på den måde? Altså, Mikael Birkkjær, som kommissær Klog fortæller om ”sagen” til en ung kvinde, som senere viser sig at være hans datter, som skal giftes. Lige inde hendes bryllup fortæller han om, at kærlighed kan føre til mord! Nå.

Det gode ved filmen er stemningen, som næsten virker klaustrofobisk, også filmatiseringen er interessant, og musikken supplerer handlingen på en intens måde!

Dog følte jeg mig ikke rigtig fanget, ikke fordi jeg kedede mig, men det absurde fyldte alligevel mere end det spændende! Gode elementer, gode skuespillere, men ikke rigtig godt forløst.

Men ‘Kærlighed for voksne’ kan sagtens ses på en lørdag aften!

‘Kærlighed for voksne’ kan ses på Netflix

Anmeldt af: Anna Harding Bressendorf

En af årets mest ventede bogfilmatiseringer, får nu endeligt premiere. Og er noget så unikt som en filmatisering med kvinder både som manusforfatter, instruktør, producer og i hovedrollen.

De første billeder sætter allerede smukt stemningen, når publikum bliver taget på en fugls betagende rejse gennem marsken i North Carolina. Herefter bliver vi kastet direkte ind i en højspændt politijagt gennem marsken, hvor politiet vil have fat i den berygtede Marshgirl. Kort efter ser vi så, the Marshgirl sidde alene i en skaldet celle helt sammenfiltret i den civilisation, hun så længe har holdt sig fra – hun sidder anklaget for mord. Herfra bliver publikum taget på en dramatisk rejse, der fortæller den alvorlige og fine historie om Kyas (the Marshgirl) liv og kærlighed til både familie, mænd og selvfølgelig marsken omkring det opdigtede Barkley Cove, hun lever i. 

‘Hvor Flodkrebsene Synger’ (original ‘Where the Crawdads sing’) er en filmatisering af den populære roman af samme navn skrevet af Delia Owens tilbage i 2018. Bogen kom på Barnes & Noble’s ‘Best Books of 2018’ liste, og fik et stort publicityskub gennem Reese Witherspoons bogklub “Hello Sunshine Book Club” i samme år.

Lige netop Reese Witherspoon, som vi bedst kender som skuespiller, har i de senere år bevæget sig bag kameraet, og det er denne film et eksempel på. Witherspoons produktionsselskab står nemlig bag filmen i samarbejde med Sony, og skuespilleren selv er med som co-producer.

Bogen er adapteret til det store lærred med Lucy Alibar som manuskriptforfatter, og Olivia Newman står bag roret som instruktør. Derudover er sangeren Taylor Swift også stor fan af bogen, og den blev inspiration til sangen ‘Carolina’, som er original score til filmen. 

I hovedrollen som Kya optræder Daisy Edgar-Jones, som fik sit store gennembrud i serien ‘Normal People’ i 2020 (en serie som bestemt også er seværdig). Det her er formentlig hendes største rolle siden, og vil segmentere hendes berettigelse, som en anerkendt skuespiller, vi helt sikkert vil se mere til over de næste år. Edgar-Jones er allerede lidt af en mode-muse for store internationale magasiner som British Vogue, så med hendes 24 år tror jeg, vi får meget mere af hende over de næste år.

Hendes skuespil i denne er film er medrivende og råt, og hun formår fuldt ud at overbevise mig om, at hun er the Marshgirl. Af de medvirkende finder vi også blandt andre Taylor John Smith i rollen som Tate Walker og Harris Dickinson som Chase Andrews, som begge også leverer rigtig fine præstationer.      

Udover at se ‘star in the making’ Edgar-Jones, så er filmen også seværdig for sine flotte billeder. Filmen leverer nogle fantastiske naturbilleder af marsken, som gør sig utrolig smukt i biografen. Der er til tider brugt nogle digitale manipulationer, for at få naturen (især fugle) til at passe, men ellers er fortællingen filmet i Houma Louisiana, som viser sig fra sin bedste side.

Filmen er filmet fra en objektiv synsvinkel, som gør publikum til en ‘flue på væggen’, og det synes jeg passer rigtig godt til denne film, da det giver os et meget intimt indblik i den ellers mystiske og nærmest mytiske Kya. Der bliver undervejs også brugt en del lange flashbacks, som jeg synes lykkes rigtig fint, og med den gribende stemning filmen sætter for dagen, er det ikke svært at følge fortællingens spring i tid.  

Vi ved fra flere interview med forfatteren af bogen, at hun selv opvoksede enormt tæt på naturen, og at sætningen ‘Hvor Flodkrebsene Synger’ stammer fra hendes egen barndom. Der menes at være store ligheder mellem hovedrollen Kya’s liv og forfatterens, og man kan godt se, at denne film er en hyldest til naturen og dens dybde og skønhed. Det er ikke kun en stor kærlighedshistorie mellem mennesker der udspiller sig i fortællingen; den største er vel faktisk mellem mennesket og naturen. Kærligheden viser sig, på den måde marsken er der for Kya når alt andet brister – den griber hende i hendes ensomhed, opdrager hende og holder hende fast i livet. 

Dette mordmysterie/kærlighedsdrama skal ses for sin gribende fortælling, smukke billeder, og skildring om menneskets forhold til naturen, når den kommer helt under huden. Jeg har kun gode ting at sige om denne film. Jeg måtte også fælle en tåre eller to i biografmørket, så det kan være, at man skal huske en serviet. 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Hokus Pokus’ fra 1993 er efterhånden blevet en Halloween klassiker for mange. Og efter flere års snak, er der nu endelig lavet en efterfølger, som måske kan blive endnu et must-see til Halloween.

29 år efter at lyset med den sorte flamme sidst har været tændt, er de tre gymnasieveninder, Becca, Izzy og Cassie skyld i at det bliver tændt igen, hvilket bringer de tre Sanderson søstre tilbage. På Halloweenaftenen må de tre unge piger nu rette op på deres fejl, og finde ud af hvordan de kan standse Sanderson søstrene, inden de får overtaget byen Salem.

For mange er den første ‘Hokus Pokus’ et must-see til hver Halloween. Jeg så den for første gang sidste år. Og det er en fin familie Halloween film, med lidt gys, spænding, humor og sang. Det er også en film som virkelig er sat i 90’erne. Både med looket og med valg af skuespillere.

‘Hokus Pokus 2’ foregår igen i Salem, men udover de tre hekse, så er det med et helt nyt cast. De tre hekse er stadig spillet af Bette Midler, Sarah Jessica Parker og Kathy Najimy. De falder meget naturligt tilbage i de samme roller, og deres dynamik og sammenspil virker også naturligt, og meget tro til spillet i den første film. Faktisk virker det så naturligt, at jeg ikke på noget tidspunkt tænkte over, at det jo egentligt er mange år siden de spillede de her roller første gang. Man kan godt se de er blevet ældre, men derudover kunne der godt bare have været et par år imellem de to film.

I de nye roller møder vi Whitney Peak som Becca, Lillia Buckingham som Cassie og Belissa Escobedo som Izzy. Derudover er Sam Richardson, Doug Jones, Tony Hale og Froy Guiterrez også med.

Filmen er instrueret af Anne Fletcher, som også har instrueret ‘Step Up’, ‘Dumplin’, ’27 Bryllupper’ og ‘The Proposal’.

Visuelt har filmen selvfølgelig fået en opgradering i forhold til den første film, da filmudstyr og diverse effekter er blevet bedre, eller muligt at gøre bedre i forhold til hvordan det var i 1993. Filmen kommer direkte på Disney Plus, så man får nok ikke mulighed for at se denne film i biografen. Og selvom filmen er flottere end mange uambitiøse Netflix produktioner, så kan man sagtens bare nyde den hjemme i stuen.

Det visuelle look gør selvfølgelig at filmen virker mere moderne, især fordi den også foregår i nutiden, hvilket betyder at der også er sket en opdatering på karakterenes tekniske udstyr. Men alligevel er der virkelig noget nostalgisk over ‘Hokus Pokus 2’. Jeg har svært ved at sætte min finger på det, men jeg tror at det er gensynet med Sanderson søstrene, der ligner sig selv fra den første film og spiller på samme måde.

Der er noget meget 1990’er over deres karakterer, deres skuespil, kostumer, makeup.. – Ja, helt kort er det bare nogle 90’er karakterer, man har fået bragt ind i 2022.

Filmen er skrevet af Jen D’Angelo, Blake Harris og David Kirschner. På nogle punkter er handlingen i denne film identisk med 1993’er filmen. De tre søstre bliver bragt tilbage til livet, og en gruppe af børn skal prøve at stoppe dem, mens forældrene render rundt i byen i Halloweenkostumer.

Desværre er der derudover ikke meget dybde i manus. Karaktererne er ikke vildt nuanceret og bliver til tider nogle karikaturer. Det samme er også gældende for de tre søstre, men det var de også i den første film. Charmen hos de forskellige karakterer er dog med til at gøre, at de alligevel er yderst hyggeligt selskab. Især er de tre teenagepiger Cassie, Izzy og Becca gode i deres roller, og har også en fantastisk kemi.

Det er dermed en meget let handling at følge med i, og i det hele taget er det en film man kan se, hvis man bare vil have lidt hyggeligt underholdning i baggrunden. Filmen og handlingen kræver ikke meget af publikum.

Men på grund af disse ting, er filmen også en rigtigt fin familiefilm. Alle kan få noget ud af den. Forældrene kan se med, uden at blive frustreret eller irriteret, måske vil de endda få en nostalgisk oplevelse, og børnene vil være godt underholdt.

Det er også en film som kender sin besøgstid. Den varer ca. 100 minutter, og det føles egentligt som en ganske fin længde til denne film.

Man kunne sagtens holde en filmaften hvor man både så ‘Hokus Pokus’ og ‘Hokus Pokus 2’, men fordi de minder så meget om hinanden, vil jeg egentligt frygte, det føles lidt som at se den samme film to gange. Så hvis man bare gerne vil se en opdateret, flottere og mere moderne version af den oprindelige ‘Hokus Pokus’, så er to’eren det perfekte valg.

Ligesom min generation fik en Halloween klassiker i 1993, så kunne dette godt være en ny Halloween klassiker for dem som er børn eller unge nu.

‘Hokus Pokus 2’ kan ses på Disney+