Oscar nomineringer 2021!

Af: Lou von Brockdorff

Pågrund af Corona, bliver dette års Oscar show, først holdt den 26.april. Men her, lidt over en måned inden prisuddelingen, har vi fået de nomineret afsløret.

Thomas Vinterberg skabte historie, da han som den første danske instruktør nogensinde, blev nomineret som bedste instruktør. Samtidig blev ‘Druk’ nomineret til bedste udenlandske film.

Vinterbergs nominering var ikke den eneste overraskelse, da den koreansk/amerikanske film ‘Minari’, også overraskede, med sine 6 Oscar nomineringer. B.la. for bedste film og bedste instruktør, samt bedste mandlige hovedrolle.

Sacha Baron Cohen overraskede også, ved at blive nomineret til to Oscars. Både for bedste birolle, for hans præstation i ‘The Trial of the Chicago 7’, og for bedste manuskript, for hans manus på filmen ‘Borat Subsequent Moviefilm’. Maria Bakalova, som spiller Borats datter i filmen, fik også en nominering for bedste kvindelige birolle.

Du kan se en liste med alle de nomineret her:

Bedste film

”The Father”

“Judas and the Black Messiah”

“Mank”

“Minari”

“Nomadland”

“Promising Young Woman”

“Sound of Metal”

“The Trial of the Chicago 7″

Bedste kvindelige skuespiller

Viola Davis, “Ma Rainey’s Black Bottom”

Andra Day, “The United States vs. Billie Holiday”

Vanessa Kirby, “Pieces of a Woman”

Frances McDormand, “Nomadland”

Carey Mulligan, “Promising Young Woman”

Bedste mandlige skuespiller

Riz Ahmed, “Sound of Metal”

Chadwick Boseman, “Ma Rainey’s Black Bottom”

Anthony Hopkins, “The Father”

Gary Oldman, “Mank”

Steven Yeun, “Minari”

Bedste produktionsdesign

”The Father”

“Ma Rainey’s Black Bottom”

“Mank”

“News of the World”

“Tenet”

Bedste lyd

”Greyhound”

“Mank”

“News of the World”

“Soul”

“Sound of Metal”

Bedste filmklipning

”The Father”

“Nomadland”

“Promising Young Woman”

“Sound of Metal”

“The Trial of the Chicago 7″

Bedste internationale film

”Druk”

“Better Days”

“Collective”

“The Man Who Sold His Skin”

“Quo Vadis, Aida?”

Bedste korte dokumentar

 ”Colette”

“A Concerto is a Conversation”

“Do Not Split”

“Hunger Ward”

“A Love Song For Latasha”

Bedste dokumentar

”Collective”

“Crip Camp”

“The Mole Agent”

“My Octopus Teacher”

“Time”

Bedste originale manuskript

”Judas and the Black Messiah”

“Minari”

“Promising Young Woman”

“Sound of Metal”

“The Trial of the Chicago 7″

Bedste mandlige birolle

Sacha Baron Cohen, “The Trial of the Chicago 7”

Daniel Kaluuya, “Judas and the Black Messiah”

Leslie Odom Jr., “One Night in Miami”

Paul Raci, “Sound of Metal”

LaKeith Stanfield, “Judas and the Black Messiah”

Bedste animerede kortfilm

”Burrow”

“Genius Loci”

“If Anything Happens I Love You”

“Opera”

“Yes People”

Bedste kortfilm, liveaction

”Feeling Through”

“The Letter Room”

“The Present”

“Two Distant Strangers”

“White Eye”

Bedste kostumedesign

”Emma”

“Ma Rainey’s Black Bottom”

“Mank”

“Mulan”

“Pinocchio”

Bedste Originale Score

”Da 5 Bloods”

“Mank”

“Minari”

“News of the World”

“Soul”

Bedste adapterede manuskript

 ”Borat Subsequent Moviefilm”

“The Father”

“Nomadland”

“One Night in Miami”

“The White Tiger”

Bedste kvindelige birolle

Maria Bakalova, “Borat Subsequent Moviefilm”

Glenn Close, “Hillbilly Elegy”

Olivia Colman, “The Father”

Amanda Seyfried, “Mank”

Yuh-Jung Youn, “Minari”

Vi må nu bare vente i en måneds tid på at finde ud af hvem der bliver årets vindere.

‘Wonder Woman 1984’: Pas på hvad du ønsker dig, for du risikerer at ‘Wonder Woman’ får en cheesy 2’er.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Wonder Woman er en af de mest ikoniske tegneseriesuperhelte. Hun står side om side med Superman og Batman i DCs pantheon af kendte helte, og det er derfor ikke underligt at Warner Brothers, efter den første films store succes i 2017, hurtigt bestilte en efterfølger.

‘Wonder Woman’-filmen er ofte blevet kaldt for en af DCEUs (DC Expanded Universe) bedste film, og hypen for ‘Wonder Woman 1984’ har derfor været høj. Men måske jeg skal citere filmens egen moral allerede nu: Pas på, hvad du ønsker dig.

I ‘WW84ses igen den smukke Gal Gadot som titelrollen, hvor krig og krigsguder nu er udskiftet med 1980’ernes farverige nostalgi som baggrund. Diana selv, tidløs og elegant som altid, ser dog ikke ud til at være blevet så meget som en dag ældre. Instruktør Patty Jenkins vender tilbage i førersædet, og den gyldne trio fra den første film er komplet med Chris Pine som den charmerende pilot Steve Trevor… [spoiler måske] nej, du husker ikke forkert når du siger ’’jamen døde han ikke’’, jo det gjorde han. Lad mig forklare:

I denne film ser vi hvordan Dianas hverdag i 80’erne går med på skift at arbejde som overskudsagtig antropolog på Smithsonian’s National Museum of Natural History, og med at bekæmpe Washington DCs kriminelle som Wonder Woman. Trods sin popularitet føler Diana sig isoleret, så da Barbra Minerva (Kristen Wiig) starter arbejde på museet, er hendes venskab en velkommen forandring i Dianas liv. Deres forhold når dog ikke langt, før det bliver forstyrret af, hvad man måske bedst kan beskrive som en magisk macguffin; ”drømmenes sten”. Dette artefakt opfylder både Dianas og Barbras dybeste ønsker: Diana får sin Steve tilbage, og Barbra, som ønskede sig at være ligesom Diana, oplever pludselig popularitet og selvsikkerhed, som hun aldrig har haft før – dertil selvfølgelig også et par uventede superkræfter. Det store problem opstår, da den desperate business man, Maxwell Lord (Pedro Pascal), får fingrene i stenen, og overfører dens kræfter til ham selv. Dette gør ham i stand til at gøre stort set alt i verdenen, så længe han kan få nogen til at sige, at de ønsker sig det. Det lyder som superhelte/tegneserie nonsens, og det er det selvfølgelig også, men det skal dog siges, at det giver lidt mere mening, når man ser filmen.

Der er mange gode punkter i denne film: Kristen Wiigs version af superskurken Cheetah er overbevisende og interessant. Til tider virker det næsten som om Barbra er filmens hovedperson, taget i betragtning at hun har en meget mere detaljeret karakterudvikling end Diana. Wiig er god i rollen som den klodsede og usikre kvinde vi møder i starten af filmen, og som Barbra langsomt forvandles til Cheetah, spiller Wiig også ganske godt i rollen som kick-ass kattemenneske.

Pedro Pascals Maxwell er en rigtig tegneserie skurk, komplet med en plan om at overtage verdenen, en bad guy monolog og hele molevitten. Det kan til tider virke en smule overdrevet, men Pascal stråler for alvor i de mere følelsesladede scener mellem Maxwell og hans søn. En anden stand-out er Pine i rollen som Steve, hvorfra en stor del af filmens humor kommer: charmerende som altid, og empatisk som skuespiller, her er det let at forstå, hvorfor Jenkins trodsede døden for at få ham tilbage.

Det største highlight i filmen er dog åbningen: her får vi historien om en ung Diana, der deltager i, hvad der ligner amazonernes version af en triatlon. Disse scener er utroligt smukke, med billeder af øen og den grønne natur for oven i høj solskin; og med amazonernes guld rustninger, får hele atmosfæren et gyldent og magisk skær. Handlingen er rask og river hurtigt en med i historien, mens Jenkins virkelig viser, hvor dygtig hun er som instruktør. Dette gør dog også kun skuffelsen endnu dybere, da hele filmen pludselig skifter til 1980’erne, og man bliver bombarderet med unødvendig 80’er nostalgi, samt en superhelte beat-down i et shopping center, der er så campy, at det kunne være taget ud af en Sam Remy film.

Derudover er der også det faktum, at disse første 10 minutter ikke virker til at relatere til resten af filmen: lille Diana lærer en lektie om ikke at snyde, men det bliver aldrig brugt senere, og relaterer ikke til filmens morale… Den flotteste og mest episke del af filmen ender derfor desværre med at føles lidt ligegyldig.

‘Wonder Woman 1984’ har mange gode ideer, men formår ikke helt at leve nogen af dem fuldt ud. Handlingen med en tidligere bedste ven, der bliver til skurk, er spillet før, og der er bestemt potentiale for, at denne historie kunne have haft en god udvikling imellem Barbra og Diana som karakterer. Desværre bliver Barbra degraderet til andenrangs skurk så snart Maxwell sætter gang i verdenens undergang, og til sidst står vi tilbage med en sølle CGI version af Cheetah, hvor man nemt kunne antage, at DC havde fået råd fra skaberne bag ‘Cats’ til hvordan, man ’bedst’ animerer menneske-katte…

På samme måde er Maxwells baggrunds også gribende; vi får en smag af hans barndomstraumer, og hvordan hans eget forhold til sine forældre har indflydelse på forholdet til hans søn. Scenerne mellem Maxwell og sønnen er ikke mange, men jeg ønskede inderligt, at vi kunne have ofret nogle af de ligegyldige komiske scener for lidt ekstra tid imellem de to. Dette ville også have styrket følelsen bag filmens afslutning, hvor den ’onde’ Maxwell indser, at han ikke behøver at være verdens hersker, så længe hans søn elsker ham.

Selve moralen i filmen virker til at sigte efter noget i stil med ’pas på, hvad du ønsker dig’, da ønske stenen tager det, du mest holder af, når du ønsker dig noget: Diana mister langsomt sine kræfter, Barbra mister sin empati, og Maxwell mister sit gode helbred. Dette er dog overdøvet af alle de andre moraler, som filmen forsøger at jonglere: anti sexchikane; døm ikke en bog på omslaget; alt hvad du ønsker dig, var lige foran dig hele tiden m.m. Det virker lidt som om, hver hoved karakter har sin egen lille morale, hvilket kun gør, at filmens formål bliver en smule utydelig for seerne.

I sidste ende vil jeg sige, at ‘WW84’ lider af det samme som andre superhelte sequels har tendens til: for mange ideer, men ikke nok tid. På trods af en spilletid på 2t31m føles det ikke som om ‘WW84’ formår rigtigt at komme i hus med bare en af de mange temaer. Selve filmen kan sagtens nydes for hvad, den er – en superheltefilm hvor man ikke altid skal tænke for meget over ’hvorfor’ og hvordan’ – men hvis man tænker lidt videre og sætter spørgsmålstegn ved nogle af plotpunkterne, så kan man hurtig komme til at optrevle hele filmens koncept.

Hvis man er DC fan, er denne film selvfølgelig et must. Selv hvis man er en Marvel fan, der er vild med film som ‘Captain Marvel’ eller ‘Civil War’, så er der bestemt også rig mulighed for underholdning hos Wonder Woman. Er man dog ikke super stor superhelte fan, vil jeg nok anbefale en mere sammenhængende eller gennemført sjov superheltefilm såsom ‘Guardians of the Galaxy’ eller måske endda DCs ‘Shazam’.

En film med et interessant koncept, super cast og gode ideer, som desværre bare ikke nåede helt i mål. ‘Wonder Woman 1984’ får 3 ud af 6 Chaplins herfra.

‘Wonder Woman 1984’ kan ses på HBO Nordic fra den 23.marts

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=sfM7_JLk-84

‘News of The World’: Betagende fortælling der minder os om, at venskab kan opstå når og hvor som helst

Anmeldt af: William Alkærsig Springer

Der bliver spillet på alle western-klichéerne i Paul Greengrass’ News of The World, som handler om den omrejsende nyhedsoplæser Captain Jefferson Kyle Kidd, der skal hjælpe pigen Johanna med at finde sin familie. Tråde til USAs nuværende splittelse og mistillid til regeringen bliver trukket i den her flotte og underholdende illustration af 1800-tallets vilde vesten.

“Skal vi ikke bare finde en film med Tom Hanks?”, spurgte en ven mig engang, da vi nytteløst forsøgte at finde en film på Netflix. “Så går man aldrig helt galt i byen”. Jeg må indrømme, at jeg selv havde den tommelfingerregel i baghovedet, da jeg satte mig for at se 2020-westernfilmen ‘News of The World’ med selvsamme person i hovedrollen.

Af samme skaber som store biografbilletslugere som ‘Captain Phillips'(2013), ‘Bloody Sunday'(2002) og ‘Green Zone'(2010) for slet ikke at tale om ‘Bourne’-trilogien. Hertil en optræden af skuespilleren Helena Zengel, der som 12-årig er nomineret til en Golden Globe for bedste birolle. Kan man overhovedet gå galt i byen med den her film?

Vi er i 1870’ernes Texas, hvor den amerikanske borgerkrigs rædsler sætter dybe spor i befolkningens selvforståelse. Splittelsen mellem land og by er i højt fokus og sydstatsborgernes frustration over den elitære regering, nyhedsmedierne og forandring er anspændt. Et tema som på mange måder trækker tråde til den nuværende situation i USA.

Her følger man den omrejsende krigsveteran Captain Jefferson Kyle Kidd, som lever af at læse nyheder op rundt omkring i byerne på tværs af prærien i en tid, hvor hans erhverv trykpressen er lagt i ruiner efter borgerkrigens ødelæggelser. “Maybe just for tonight, we can escape our troubles
and hear the great changes that are happening out there”, indleder han sine oplæsninger. På sin rejse støder han en dag ind i en sort mand, som livløst hænger i et træ med et ræb om halsen. Et skilt hænger på den døde skikkelse med skriften “Texas says no! This is a white mans country”. Det viser sig, at den sorte mand med sig havde en passager. Pigen Johanna som ikke taler et ord engelsk, da hun som lille blev bortført af en indianerstamme. Under krigen blev hun fundet af den føderale regerings tropper, som forsøger at bringe hende hjem til sin indfødte familie. “Hun er blevet kidnappet to gange”, som Kidds ven bemærker. Efter et forgæves forsøg på at overdrage pigen til myndighederne, beslutter krigsveteranen at tage sagen i egen hånd. Pigen Johanna skal genforenes med sine oprindelige rødder, som bringer de to
karakterer ud på noget af et eventyr.

Hvis man har spillet Rockstar Games westernudgave af GTA ‘Red Dead Redemption’, vil man uden tvivl blive ramt af et Deja-Vú. Man er ikke i tvivl om, hvilket univers der bliver stilet efter i ‘News of The World’. Store patosfyldte skud af det texanske landsskab og underlæggende westernstrenginstrumenter og strygere, som følger de stemninger, scenerne udspiller sig i er gennemgående elementer. Lassoer bliver svunget, heste galoperer og selvfølgelig; den episke skudduel, der handler om at være hurtigst på aftrækkeren. Tjek på alle westernklichéer.

Der skal meget til for, at en 12-årig leverer en så rørende præstation på trods af hendes få replikker. Her skal Tom Hanks dybe og lavmælte facon, som skaber en komfortabel atmosfære også tildeles æren. Det er en meget interessant duo og det ville bestemt ikke være ufortjent med en Golden Globe
til Helena Zengel.

Budskaberne om den splittede nation og mangel på tillid til myndighederne portrætteres flot og nærværende. Man kommer under huden på de problematikker, der finder sted og kan bestemt bidrage til en dybere forståelse af det emne. Det at perspektiveringerne til de historiske
begivenheder er så skarpt stillet op, fungerer rigtig fint.

Tommelfingerreglen fra min ven holder altså indtil videre. Man går ikke galt i byen med ‘News of The World’. En flot fortælling som forgår i et langsomt men behageligt tempo, som er en fornøjelse at se. Et mustsee for enhver western-fan men også, hvis man har interesse for det amerikanske samfund og historie.

Plottet kan dog til tider udspille sig for meget lige efter bogen. Overraskelser
og afstikkere skal man lede længe efter, så derfor sniger den sig ikke op på den femte Chaplin, selvom det er en meget vellykket film.

‘News of The World’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=zTZDb_iKooI

‘Ginny & Georgia’: Netflix laver endnu en serie vi kan få Corona tiden til at gå lidt hurtigere med

Anmeldt af: Helena Tindø

‘Ginny & Georgia’ er underholdning vi ser, uden at vi bliver meget klogere, men serie som tids fordriv er altid dejligt at have på listen, ikke?

Drama komedien Ginny and Georgia fik mig fanget hurtigt, med en masse karakteristiske unge mennesker og en meget ekstrem mor.

Ginny (Født Virginia) er 15 år og kæmper med at flytte rundt hver gang hendes kun 15 år ældre mor, har behov for at stikke af fra endnu et mislykket forhold. Georgia, som er moderen, har siden hun var 14 år klaret sig selv, og det har ikke altid været let. Hun har også brugt mange forskellige metoder igennem de 16 år hun har været stykket af hjemme fra, for at kunne opnå sin drøm om et stabilt og sikkert hjem. Familien som består af Ginny, hendes mor og lille bror Austin (Ja de er alle opkaldt efter steder i USA) flytter til en ny by, med et håb om at det skal være der hvor de slår rødder. I starten virker det også som det helt perfekte sted, i hvert fald for Ginny, hun for hurtigt en masse gode venner og en sin første kæreste, sammen med en masse andet ungdoms drama. 

Georgia som før nævnt har brugt mange år på at kæmpe for at falde til, for hurtigt styr på byen og bliver hurtigt et kendt ansigt. Hun er en kvinde der for det hun går efter, også selvom det engang i mellem kræver nogle lidt sketchy løsninger. På samme tid med at hun kæmper med at blive en del af byen, kæmper hun med sin afdøde mands eks omkring udbetalingen af arven, hvilket også er et helt drama i sig selv. Serien byder på en masse forskellig historie, Racisme, Feminisme, at finde sig selv, ensomhed, udforske sin seksualitet, have problemer med sin krop osv.

Der er rigtig mange emner det bliver taget op, så der er noget for mange unge mennesker, som man måske kan genkende ved sig selv. Desværre syntes jeg ikke der bliver gravet meget ned i disse emner og man sidder lidt med en tom følelse af ikke rigtig blive udfordret desværre, så det ender med bare at blive en hyggelig underholdnings serie, der favoriserer et kærlighedsdrama i stedet for nogle af de andre emner (måske vigtigere) tema som de kun let berør, hvilket jeg syntes er ærgerligt.

I serien møder vi hurtigt Ginnys nye bedste veninde, en hyper Maxine, som skaber en masse energi i serien, på samme tid med at hun takler sin teenager problemer. Maxine har også en badboy af en tvillingbror Marcus, som Ginny bliver meget tæt med, da de deler en masse hemmeligheder ude på badeværelset og andre steder. Ginny og Maxine, er også en del af pige gruppen M(axine)A(bby)N(ora)G(inny) – MANG, hvor en masse ”high-school” drama og så for lov til at udspille sig, men man kommer på samme tid også til at holde af hver af pigerne, dog håber jeg at man måske for lov at lære dem bedre at kende, da man kun meget kort er blevet introduceret til deres problemetiker.  

I forhold til skuespillerne så er både Georgia (Brianne Howey) og Ginny (Antonia Gentry) rimelig nye til at bære så stor en del af en serie, hver for sig er jeg hel vild med deres måde at fortolke deres roller på, desværre kan man ikke altid mærke deres kemi som mor og datter, et forhold som dog også er meget kompliceret.

Resten af skuespillerne i serien er også forholdsvis ukendte ansigter, hvilket har gjort at folk måske er mere sultne efter at vide hvem der står bag rollerne af denne rimelig populære serie.

Pilotafsnittet er instrueret af Anya Adams, som er bedst kendt for at instruere ‘Black-ish’, ‘Fresh off the Boat’ og ‘The Good Place’, som også alle er komedie drama serier.

Netflix har endnu engang lavet en flot produktion, hvor billederne står skarpt, men ligesom med manuskript og handling, kaster de sig ikke ud i meget nyt desværre, men det er nok hvad man kan forvente af et komediedrama. Jeg syntes at de skal have små 4 søde chaplins!

‘Ginny & Georgia’ kan ses på Netflix

Første sæson har 10 afsnit med en spilletid på ca 60 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=QsacpJwXCO8

‘Ondskabens øjne’: En ondskabsfuld god film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Ondskabens Øjne’, skabte historie i 1992, da den som, en ud få film, vandt de fem største Oscars. Den dag i dag er den stadig set, som et mesterværk.

Clarice Starling bliver, som ung FBI trainee, hyret til at interview kannibalen Hannibal Lector, for at finde frem til en ny seriemorder som huserer. Opgaven kræver at Starling lærer Hannibal at kende, og skal lære at tyde hans små hints. Men hvem er det egentligt som manipulere med hvem? Er det Clarice som manipulere med Hannibal for at få information, eller er det Hannibal Lector som manipulere Clarice? Og hvad skal der til for at stoppe den nye seriemorder?

‘Ondskabens øjne’ vandt som sagt de fem største Oscars i 1992. For bedste film, bedste skuespiller, bedste skuespillerinde, bedste instruktør og bedste manus. Det er noget som kun 2 andre film, ellers har gjort, nemlig filmene ‘Gøgereden’ og ‘It Happened One Night’. Og lad mig starte med at sige – det der fuldt fortjent, for ‘Ondskabens øjne’, er meget tæt på at være en perfekt film. I løbet af hele filmen er der små hints, som leder videre til de næste scener, eller gør seeren, og Clarice klogere på at komme tættere, på den seriemorder hun jager. Det hele er bundet sammen af en ekstremt velskrevet dialog, hvor man virkelig kan bruge tid på at tyde, og studerer de forskellige replikker.

Filmen er instrueret af Jonathan Demme, der startede sin karriere i 70’erne, og derfor har haft en lang karriere inden denne film. Dog var mange af hans første produktioner kortfilm. Han har med, ‘Ondskabens øjne’ instrueret en film hvor alting går op i en højere enhed, og hvor selv den mindste replik, det mindste ansigtstræk eller den mindste birolle, kan få en vigtig brik at spille. Det er i det hele taget, bage skidegodt filmhåndværk.

Selvom ‘Ondskabens øjne’ måske den dag i dag, ikke er den mest prangende visuelle film. Ihverfald ikke hvis man snakker om billederne. Billederne er lidt grynet meget af tiden, og man er ikke blæst bagover. Men på en måde er billederne meget 90’er agtige, og det har også sin charme.

Novellen er skrevet af Thomas Harris i 1988, og filmen er derefter skrevet af Ted Tally. Dette er måske et af de mest velskrevne bog til film adaptioner. Dialogen og handlingen er så velskrevet, at det er svært at finde en film som når de samme højder. Det er også derfor at filmen fanger en så meget som den gør. Man har ikke lyst til at gå glip af en eneste replik eller panderynken, da man ved, at den kan være altafgørende for filmens handling og filmens klimaks. Jeg har også hørt flere podcasts hvor de snakker om filmen, og når man først går ned af den vej, indser man pludseligt hvor meget der ligger i de forskellige replikker. Der er så meget symbolik, i mange af de ting som bliver sagt, at man næsten umuligt, kan opfange det første gang. Fra første sekund, og til rulleteksterne, sidder man fanget til skærmen.

Det er også en af de film, hvor man opdager flere og flere detaljer, jo flere gange man ser filmen, og for mig vedkommende, er det stadig en film, hvor jeg kan opdage nye ting.

Skuespillet er også i sær klasse. Dette er måske, Anthony Hopkins, mest kendte rolle. Selvom han kun med i filmen i ca 16 minutter, er hans præstation så stærk og skræmmende, at man kan føle ham igennem hele filmen. Det er mange år siden jeg sidst så ‘Ondskabens øjne’, og hans præstation stod stadig, inden jeg så filmen igen, som en ekstrem stærk præstation. Når man først har set ‘Ondskabens øjne’, er det stort set umuligt at glemme Hopkins’s, korte, men vandvittigt stærke og skræmmende præstation.

På en måde er det også fuldstændigt absurd at en mand kan vinde en Oscar for bedste hovedrolle, for en præstation på 16 minutter. Men som sagt, så føles det som om Hopkins er med i hver scene af filmen. Det er lidt ligesom med Heath Ledger, som kun var med i 33 minutter i ‘The Dark Knight’, men hvor man føler ham igennem hele filmen. Jeg kan huske, at da jeg var yngre, så jeg kun ‘Ondskabens øjne’ for Hopkins’s præstation – det siger også noget om hvor sindsygt god han er i denne film.

Jodie Foster, som spiller Clarice Starling er også imponerende god. Hun spiller den lidt, usikre, men samtidig ekstremt stærke og egenrådige unge FBI agent. Hun er drevet af sin efterforskning, men kan samtidig ikke lade være med at blive lidt, og måske lidt for, interesseret i Hannibal Lector. Hun er med, i stort set hver scene, og bær filmen vandvittigt flot.

Hvis man skulle komme med noget negativt om ‘Ondskabens øjne’, er det som sagt at billederne til tider er lidt kornet og meget 90’er agtige. Måske kan man finde den i fuld HD nogle steder, men jeg så den på Viaplay i normal kvalitet. Der er dog nogle skud som er ret geniale, og som lægger endnu en lag til filmen. I nogle af scenerne, hvor mændene snakker direkte til Clarice, er det filmet, så de mandlige skuespillere kigger direkte i kameraet. Det får os til at føle, at vi er Clarice, og vi sætter os mere i hendes sted.

Musikken er ekstrem stemningsfuld, og er med til at skabe en nervepirrende, og stemningnsfuld, følelse igennem hele filmen. Det føles som om der altid er noget nyt, og ubehagelig som lurer under overfladen. Enten i form af de forskellige karaktere som dukker op, eller i form af karakterenes handling. Det er Howard Shore der er komponisten på filmen. Han har udover denne film, også lavet musik til ‘Ringenes Herre’-trilogien, ‘Se7en’, ‘The Aviator og ‘Hugo’.

Ligemeget hvad er ‘Ondskabens øjne’ stadig en, undskyld sproget, pisse god film, som holder 100% den dag i dag. For mig står den, og vil sikkert stå i mange år, som en af de bedste, og mest ikoniske film fra 90’erne, og vil altid være den film jeg husker Hopkins mest for. Og det er sikkert meget nemt for mig, bare at sige det er en sindsygt god film, men lige nu har filmen 8,6 på imdb, og er nummer 23, på top 250 over verdens bedste film nogensinde – det taler vist for sig selv.

‘Ondskabens øjne’ kan ses på Viaplay

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=ZWCAf-xLV2k

‘Coming 2 America’ – Queen og dets nymoderne udtryk møder Zamundas ældgamle traditioner, hvor de kongelige end ikke tørrer deres egen røv.

Anmeldt af: Laura Vedersø

30 år efter ‘Coming to America’, er Eddie Murphy som Akeem endelig tilbage.

For 30 år siden forelskede vi os alle i ’Coming to America’, ført an af en storspillende Eddie Murphy i rollen som prins Akeem. Nu er den længeventede efterfølger endelig kommet, men var den 30 år værd at vente på? Det korte svar er ja, helt klart.

På denne rejse, bliver vi taget tilbage til Zamunda og den kongelige familie som står overfor nye udfordringer. Kongen, Akeems far, ligger på sit dødsleje og derfor er det nu Prins Akeem, det skal overtage tronen. Akeem og hans hustru Lisa ikke har dog fået nogle sønner, men i stedet kun 3 døtre, og derfor bliver der stillet spørgsmålstegn ved den næste arvtager og derved Zamundas fremtid. Semmi (Arsenio Hall) fortæller Akeem om en episode fra deres besøg i America for 30 år siden, og det viser sig at Akeem åbenbart har en uægte søn i Queens. Derfor går turen endnu en gang til Queens, hvor vi møder gamle kendinge og nye bekendtskaber i jagten på at redde Zamunda fra General Izzy og mulig krig.

I ’Coming 2 America’ mødes Zamundas traditioner med nytidens Queens og dette, ligesom i den første film, danner grundlag for en masse sjove omstændigheder. Blandt andet står de kongelige vaskere atter til rådighed, når LaVelles (Jermaine Fowler) og hans mors kønsdele skal vaskes.

John Landis står igen i spidsen for produktionen, han har dog denne gang allieret sig med Craig Brewer, måske mest kendt for ’Hustle and flow’ 2005. Filmen bærer i høj grad præg af John Landis visioner fra ’Coming to America’, og man bliver straks bragt tilbage i den rette stemning. Samtidig giver Craig Brewers nye visioner, filmen et lille twist, som tilføjer det rette match af nyt og gammelt.

Et af de aspekter der fungerer bedst i ‘Coming 2 America’ er, at det er de samme gamle kendinge på rollelisten, krydret med de nye karakterer. Dette giver efterfølgeren et troværdigt og genkendeligt udtryk, samtidig med at de nye karakterer tilføjer filmen nyt liv.

Eddie Murphy er endnu en gang storspillende i rollen som, men jeg vil også knytte nogle kommentarer til Jermaine Fowlers præstation, i rollen som Akeems uægte søn fra Amerika. Jermaine er tidligere kendt for sin rolle i serien ’Surperior Donuts’, men jeg tror godt jeg kan love at han står over for sit helt store gennembrud med rollen som LaVelle i ’Coming 2 America’.

LaVelles karakter gennemgår en stor udvikling i filmen, fra vi møder ham første gang i Queens og til han har fundet sin plads som prins af Zamunda. Alligevel mestrer Jermaine alle rollens facetter og giver en humoristisk og troværdig præstation. Generelt er filmen kendetegnet ved store skuespilspræstationer, hvor også Arsenio Hall endnu en gang udfylder rollen som den luksusvante tro tjener, til perfektion.

Kunne du lide den første ’Coming to America’, vil jeg våge og påstå at du vil elske ’Coming 2 America’, sjældent har jeg grint så meget.

Filmen derfor have 6 store Chaplins af mig, fordi den i den grad lever op til alle mine mange forventninger og jeg var underholdt fra start til slut.

‘Coming 2 America’ kan ses på Amazon Prime

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=acxUWBg_7CM

‘Picture of Lies’: Et krimidrama, som først til sidst bliver en smule interessant.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Claes Bang er igen med i en international produktion. Denne gang får han selskab af store navne som Mick Jagger og Donald Sutherland.

James Figueras som er kunstanmelder, og holder foredrag om kunst, bliver af kunstsamleren Joseph Cassidy hyret til at stjæle et maleri af den kendte kunstner Jerome Debney. Figueras tager til Debney, sammen med hans nyeste elsker, den unge kvinde Beronice Hollis. Men da de ankommer til Debney, går operationen hurtigt galt, og Figueras bliver drevet af sin egen usikkerhed og grådighed.

Claes Bang startede sin internationale karriere med ‘The Square’ fra 2017, hvor han også vandt for bedste europæiske skuespiller. Han har efterfølgende været med i hitserien ‘The Affair’, og BBC serien ‘Dracula’.

Jeg er en af dem som syntes det er ganske fortjent, for jeg har i mange år virkelig godt kunne lide Bang, og har ønsket at han vil blive en mere værdsat skuespiller. Men når jeg se ‘Picture of Lies’, er det jeg tænker mest om Bangs skuespil, at han godt nok er god til at se forvirret og nervøs ud. Det er klart ikke Bangs stærkeste skuespilspræstation. Han er desværre derfor det svageste led i ‘Picture of Lies’, hvor han får selskab af store navne som Mick Jagger, Donald Sutherland og Elizabeth Debicki.

Donald Sutherland er som altid utroligt god og intens, og er godt castet, som den aldrende kunstmaler Debney. Jeg har endnu ikke set en dårlig Sutherland præstation. Han var også fremragende i Susanne Bier serien ‘The Undoing’. Elizabeth Debicki, som er mere et nyt skuespillertalent, er også god her, ligesom Mick Jagger som tilføjer noget godt, og halv excentrisk til filmen. Jagger er meget lidt med i filmen, så det er ikke for ham man skal se filmen.

‘Picture of Lies’, er baseret på en novelle af Charles Willeford fra 1971, som hedder ‘The Burnt Orange Heresy’. Det er også den oprindelige titel på filmen, så hvorfor den har skiftet navn, ved jeg ikke. Men Scott B. Smith, har efterfølgende skrevet manuskripftet, baseret på bogen. Det er ikke et imponerende CV som Smith har, da han før dette kun har skrevet forskellige tvfilm.

Instruktør Giuseppe Capotondi har heller ikke det vildeste CV, og har før dette kun lavet kortfilm, og enkelte episoder af en italiansk tvserie. Man må derfor sige, at det er flot de har fået disse skuespillere med på produktionen. Det er ret imponerende, at få en skuespiller som Sutherland, på sin første rigtige spillefilm.

Man kan godt mærke at det, måske er knapt så erfarne folk bag filmen. Manus virker lidt rodet, og der er ret mange spørgsmål, især i starten af filmen. Derudover virker mange af karakterenes handling meget umotiveret, og som noget der kommer lidt ud af det blå. Det går meget hurtigt fra 0 og til 100.

Derudover er det først til sidst at filmen faktisk bliver rigtigt interessant, og først der hvor det rigtigt bliver en krimi. Resten af tiden er det bare et halverotisk, halvkedeligt drama. Det er den slags film, hvor man næsten har mere lyst til at se handlingen, efter at filmen er slut, da det virker som om det er her, hvor der kommer mest på spil for de forskellige karaktere. Jeg var ihvertfald mere interesseret i filmen, de sidste 10 minutter af handlingen, end jeg var i resten af hele filmen.

Dialogen virker også utroligt uinteressant, selvom den dog bliver leveret godt. Men det hele lagt sammen, gør bare at man aldrig rigtigt investerer sig i karakterene. De to karakterer som man interesserer sig mest for er Hollis og Debney, da de klart leverer de bedste præstationer, og har de mest nuancerede karaktere.

Visuelt er ‘Pictures of Lies’ egentligt en ret flot film, som også er beriget med meget givende locations. Der er nogle flotte mansions og nogle flotte udendørs locations. Det er dog stadig en film, som man sagtens kan se på stream, og som man ikke behøver putte op på det store lærred.

‘Pictures of Lies’ er en lidt ligegyldig film, som gerne vil være en krimi, og gerne vil være erotisk pirrende, men ikke rigtigt lykkedes med nogle af delene, og som først bliver spændende i de sidste 10 minutter. Den bliver dog løftet lidt af nogle fine skuespilspræstationer, og et visuelt fint look, og istedet for at blive forfærdelig, føles den bare ligegyldig.

‘Pictures of Lies’ kan lejes på Blockbuster fra den 22.marts

Du kan se traileren: https://www.youtube.com/watch?v=6PMAlfrdQNI

Hugh Grant skal spille skurk i ‘Dungeons & Dragons’ film

Af: Lou von Brockdorff

Den ‘Dungeons & Dragons’ film fra 2000, er i dag set som en af de største filmflops nogensinde. Nu prøver man endnu engang, at lave en film baseret på spillet.

Og man må sige at skaberne bag filmen prøver, da de netop har offentliggjort at de har hyret charmebøffen Hugh Grant til at spille skurk i filmen. Udover ham har de også hyret ‘Bridgerton’ stjernen Regé-Jean Page og ‘It’-stjernen Sophia Lilis. De tre får også selskab af Chris Pine og Michelle Rodriguez.

Dermed er det virkelig et stjernecast som der allerede nu er tilknyttet projektet.

Ligesom den første ‘Dungeons & Dragons’-film er den nye baseret på Hasbros vildt populære rollespil af samme navn, der har fortryllet millioner af fans i snart 50 år, og som er gennemsyret af fantasy-figurer som drager, troldkvinder og riddere.

Instruktøren bag den oprindelige ‘Dungeons & Dragons’-film, Courtney Solomon, er også med om bord på den nye film som producer, da han ejer filmrettighederne til franchisen.

Den nye film instrueres og skrives, af makkerparret John Francis Daley og Jonathan Goldstein, som tidligere har lavet komedierne ‘Vacation’ og ‘Game Night’. De arbejdede også i fællesskab på manuskriptet til ‘Spider-Man: Homecoming’.

‘Dungeons & Dragons’ filmen skulle få premiere til maj næste år.

Den næste Supermand bliver sort

Af: Lou von Brockdorff

J.J. Abrams er klar til at tage Supermand-franchisen i en ny retning. Nu er spørgsmålet bare, hvem der skal spille superhelten.

Det bliver i samarbejde med Warner bros. og DC at J.J. Abrams skal lave den nye reboot af superheltefilmene. Det bliver ikke første gang Abrams prøver sig med en ‘Supermand’-film, da han skrev filmen ‘Superman: Flyby’ i 2002, som aldrig blev til noget.

Det der gør denne omgang anderledes, er at Supermand i den nye reboot bliver en sort mand. Det har ellers været Henry Cavill, som har spillet den nyeste udgave, af den ikoniske figur, men med det nye reboot, mener flere at hans tid nu er ovre.

Bag manuskriptet på den nye film, står journalist og forfatter Ta-Nehisi Coates, der tidligere har gjort sig bemærket med bestselleren ’Between the World and Me’, der omhandler racisme i USA og vandt National Book Award for Nonfiction i 2015.

Coates har desuden tidligere skrevet en række Marvel-tegneserier om den populære Black Panther, så det er ikke første gang, at hans værker har en sort superhelt i front.

I Supermand-tegneserierne har der tidligere været flere afro-amerikanske udgaver af Supermand – ingen af dem har dog været Clark Kent, men derimod karakterer fra andre dimension som fx Calvin Ellis og Val-Zod.

Det store spørgsmål er nu, hvem der skal overtage rollen fra Cavill, og spille Supermand i den nye film? Nogle af budene er lige nu; Michael B. Jordan, som spillede med i ‘Creed’, Jonathan Majors, fra ‘Lovecraft Country’, John David Washington, fra ‘Tenet’ og Regé-Jean Page fra ‘Bridgerton’.

Det vides ikke hvornår filmen får premiere.

Michael Fassbender skal spille med i ny Fincher-film

Af: Lou von Brockdorff

David Fincher har indgået et samarbejde med Netflix, om en række film, og nu er stjernen i hans næste film blevet offentliggjort.

Fincher lavede sidste år ‘Mank’, og hans samarbejde med netop Netflix fortsætter formentlig nogle år endnu, idet filmmageren for nylig udtalte:

“Jeg har aldrig været mere glad for en arbejdsplads, end jeg er for Netflix. De opbygger et skatkammer. Det er dejligt med et sted, hvor film kan eksistere, uden at de skal tvinges ind i en ‘spandex-sommer’ eller ‘lidelsesvinter’.”

Det er nu kommet frem at det er Michael Fassbender som skal spille hovedrollen i thrilleren ‘The Killer’, som bliver Finchers næste film. Fassbender har spillet med i film som ’12 years a Slave’, ‘Shame’ og ‘X-men’, men dette bliver hans første Fincher-film.

David Fincher vender tilbage til en genre han kender ganske udemærket, da han er manden bag filmene ‘Se7en’ og ‘The Zodiac’. Med ‘The Killer’ bliver Fincher også genforenet med manuskriptforfatteren på ‘Se7en’, nemlig  Andrew Kevin Walker.

‘The Killer’ er baseret på tegneserien af samme navn, der handler om en koldblodig lejemorder, som begynder at udvikle en samvittighed, hvilket får ham til at bryde følelsesmæssigt sammen.