Anmeldt af: Susanne Schatz

Netflix’s anden danske original-film og streamingtjenesternes mange penge, har udløst bekymringen for at streamingtjenester ”dræber” det særligt danske i vores film og serier. Da jeg læste om dette kunne jeg ikke rigtig forestille mig, hvad artiklen mente, men efter jeg har set Barbara Topsøe-Rothenbergs ‘Kærlighed for voksne’ forstår jeg det godt.

Filmen bygger på Anna Ekbergs (pseudonymet for forfatterparret Anders Rønnov Klarlund og Jacob Weinreich, som står også bag filmmanuskriptet) roman af samme navn fra 2017, og selvom der er en perlerække af danske skuespillere med og den forgår på Fyn, så er det også det eneste danske. Jeg følte at det hele sagtens kunne forgå f.eks. i USA og at alle karakterer kunne erstattes med internationale stjerner.

Jeg synes, at det er synd for den danske filmbranche, da danskere jo kan lave noget lokalt/unikt, som samtidig lejlighedsvis opnår international succes. Det danske touch omfatter ting som: den særlige stemning, de menneskelige facetter, den skægge humor, det politiske ukorrekte, ”farlige emner” (f.eks. i ‘Druk’, ‘Festen’ og ‘Blinkende lygter’).

Skal en film laves vha. algoritmer, så indholdet rammer alle, eller kan man stå ved sine værdier og udfordre publikummet eller rettere sagt stole på publikummets åbenhed og nysgerrighed?

Men tilbage til filmen…

De bærende hovedroller indtages af Dar Salim (Christian) og Sonja Richter (Eleonora) – suppleret med Sus Wilkens (Xenia) – og de gør det virkelig godt.

Christian har arbejdet hårdt for at etablere sit eget firma og Eleonora var klassisk musiker, da hun fravalgte karrieren for sin syge søn. Et pænt, veletableret og succesfuldt par, med 2 biler, et fantastisk hus – og en søn, som har været alvorligt syg hele sit liv, hvilket har ædt familiens overskud og energi! Men nu lysner det. Sønnen er ved at blive rask og student, men så opdager Eleonora, at hendes mand har en affære, ovenikøbet med Xenia, den unge, strålende stjernearkitekt i hans firma.

Man kan uden problemer føle sig ind i dette mareridt af løgn, svigt og forræderi, at Eleonora er dybt såret og sur. Modsat, at det er forståeligt Christian vil ud af forholdet, som for ham føles som et fængsel, vil starte forfra og glemme alt om de tunge år. Så nemt er det dog ikke: Christian og Eleonora er ikke kunne bundet sammen pga. sønnen og ægteskabet, de har også indgået en ”lidt uheldig” pagt.

Jeg må sige at Sonja Richter bare er så god til den slags roller, at hendes ansigt afspejler facetter fra oplevet smerte til ondskab, jeg kan nemt forestille mig, at hun er i stand til hvad som helst! Dar Salim er mere en handlingens mand af få ord, som virker sammenbidt, inden frustrationen bliver ubærlig. Sus Wilkens er også rigtig god, som elskerinden, måske lidt naiv, i en permanent venteposition, fuld af håb om en lykkelig fremtid med Christian.

Mange har prøvet det før, enten selv været utro, være udsat for utroskab eller være den ”ventende”, det kører næsten altid ”skemaagtigt”, lige som det også vises i filmen (f.eks. hemmelige sms´er, forbudne kys, ”det var ikke det rigtige tidspunkt at snakke med min kone”og trusler som forsøg at få magten tilbage).

Men ‘Kærlighed for voksne’ er mere end et drama om utroskab, men her bliver det måske en smule for urealistisk! Jeg synes, at de 2 genrer, drama og thriller, bliver blandet sammen uden at det er klart, hvad filmen først og fremmest vil være. Hvis ”kærlighed for voksne” forgår på den måde, så ellers tak! Utroskab kan være årsagen til mange katastrofer, men alligevel …(mere herom i filmen).

Filmen rummer også en slags rammefortælling, som egentlig er ok, men til sidst bliver for absurd og efterlader mig med spørgsmålet: Hvorfor? Vil det virkelig forgå på den måde? Altså, Mikael Birkkjær, som kommissær Klog fortæller om ”sagen” til en ung kvinde, som senere viser sig at være hans datter, som skal giftes. Lige inde hendes bryllup fortæller han om, at kærlighed kan føre til mord! Nå.

Det gode ved filmen er stemningen, som næsten virker klaustrofobisk, også filmatiseringen er interessant, og musikken supplerer handlingen på en intens måde!

Dog følte jeg mig ikke rigtig fanget, ikke fordi jeg kedede mig, men det absurde fyldte alligevel mere end det spændende! Gode elementer, gode skuespillere, men ikke rigtig godt forløst.

Men ‘Kærlighed for voksne’ kan sagtens ses på en lørdag aften!

‘Kærlighed for voksne’ kan ses på Netflix

Anmeldt af: Anna Harding Bressendorf

En af årets mest ventede bogfilmatiseringer, får nu endeligt premiere. Og er noget så unikt som en filmatisering med kvinder både som manusforfatter, instruktør, producer og i hovedrollen.

De første billeder sætter allerede smukt stemningen, når publikum bliver taget på en fugls betagende rejse gennem marsken i North Carolina. Herefter bliver vi kastet direkte ind i en højspændt politijagt gennem marsken, hvor politiet vil have fat i den berygtede Marshgirl. Kort efter ser vi så, the Marshgirl sidde alene i en skaldet celle helt sammenfiltret i den civilisation, hun så længe har holdt sig fra – hun sidder anklaget for mord. Herfra bliver publikum taget på en dramatisk rejse, der fortæller den alvorlige og fine historie om Kyas (the Marshgirl) liv og kærlighed til både familie, mænd og selvfølgelig marsken omkring det opdigtede Barkley Cove, hun lever i. 

‘Hvor Flodkrebsene Synger’ (original ‘Where the Crawdads sing’) er en filmatisering af den populære roman af samme navn skrevet af Delia Owens tilbage i 2018. Bogen kom på Barnes & Noble’s ‘Best Books of 2018’ liste, og fik et stort publicityskub gennem Reese Witherspoons bogklub “Hello Sunshine Book Club” i samme år.

Lige netop Reese Witherspoon, som vi bedst kender som skuespiller, har i de senere år bevæget sig bag kameraet, og det er denne film et eksempel på. Witherspoons produktionsselskab står nemlig bag filmen i samarbejde med Sony, og skuespilleren selv er med som co-producer.

Bogen er adapteret til det store lærred med Lucy Alibar som manuskriptforfatter, og Olivia Newman står bag roret som instruktør. Derudover er sangeren Taylor Swift også stor fan af bogen, og den blev inspiration til sangen ‘Carolina’, som er original score til filmen. 

I hovedrollen som Kya optræder Daisy Edgar-Jones, som fik sit store gennembrud i serien ‘Normal People’ i 2020 (en serie som bestemt også er seværdig). Det her er formentlig hendes største rolle siden, og vil segmentere hendes berettigelse, som en anerkendt skuespiller, vi helt sikkert vil se mere til over de næste år. Edgar-Jones er allerede lidt af en mode-muse for store internationale magasiner som British Vogue, så med hendes 24 år tror jeg, vi får meget mere af hende over de næste år.

Hendes skuespil i denne er film er medrivende og råt, og hun formår fuldt ud at overbevise mig om, at hun er the Marshgirl. Af de medvirkende finder vi også blandt andre Taylor John Smith i rollen som Tate Walker og Harris Dickinson som Chase Andrews, som begge også leverer rigtig fine præstationer.      

Udover at se ‘star in the making’ Edgar-Jones, så er filmen også seværdig for sine flotte billeder. Filmen leverer nogle fantastiske naturbilleder af marsken, som gør sig utrolig smukt i biografen. Der er til tider brugt nogle digitale manipulationer, for at få naturen (især fugle) til at passe, men ellers er fortællingen filmet i Houma Louisiana, som viser sig fra sin bedste side.

Filmen er filmet fra en objektiv synsvinkel, som gør publikum til en ‘flue på væggen’, og det synes jeg passer rigtig godt til denne film, da det giver os et meget intimt indblik i den ellers mystiske og nærmest mytiske Kya. Der bliver undervejs også brugt en del lange flashbacks, som jeg synes lykkes rigtig fint, og med den gribende stemning filmen sætter for dagen, er det ikke svært at følge fortællingens spring i tid.  

Vi ved fra flere interview med forfatteren af bogen, at hun selv opvoksede enormt tæt på naturen, og at sætningen ‘Hvor Flodkrebsene Synger’ stammer fra hendes egen barndom. Der menes at være store ligheder mellem hovedrollen Kya’s liv og forfatterens, og man kan godt se, at denne film er en hyldest til naturen og dens dybde og skønhed. Det er ikke kun en stor kærlighedshistorie mellem mennesker der udspiller sig i fortællingen; den største er vel faktisk mellem mennesket og naturen. Kærligheden viser sig, på den måde marsken er der for Kya når alt andet brister – den griber hende i hendes ensomhed, opdrager hende og holder hende fast i livet. 

Dette mordmysterie/kærlighedsdrama skal ses for sin gribende fortælling, smukke billeder, og skildring om menneskets forhold til naturen, når den kommer helt under huden. Jeg har kun gode ting at sige om denne film. Jeg måtte også fælle en tåre eller to i biografmørket, så det kan være, at man skal huske en serviet. 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Hokus Pokus’ fra 1993 er efterhånden blevet en Halloween klassiker for mange. Og efter flere års snak, er der nu endelig lavet en efterfølger, som måske kan blive endnu et must-see til Halloween.

29 år efter at lyset med den sorte flamme sidst har været tændt, er de tre gymnasieveninder, Becca, Izzy og Cassie skyld i at det bliver tændt igen, hvilket bringer de tre Sanderson søstre tilbage. På Halloweenaftenen må de tre unge piger nu rette op på deres fejl, og finde ud af hvordan de kan standse Sanderson søstrene, inden de får overtaget byen Salem.

For mange er den første ‘Hokus Pokus’ et must-see til hver Halloween. Jeg så den for første gang sidste år. Og det er en fin familie Halloween film, med lidt gys, spænding, humor og sang. Det er også en film som virkelig er sat i 90’erne. Både med looket og med valg af skuespillere.

‘Hokus Pokus 2’ foregår igen i Salem, men udover de tre hekse, så er det med et helt nyt cast. De tre hekse er stadig spillet af Bette Midler, Sarah Jessica Parker og Kathy Najimy. De falder meget naturligt tilbage i de samme roller, og deres dynamik og sammenspil virker også naturligt, og meget tro til spillet i den første film. Faktisk virker det så naturligt, at jeg ikke på noget tidspunkt tænkte over, at det jo egentligt er mange år siden de spillede de her roller første gang. Man kan godt se de er blevet ældre, men derudover kunne der godt bare have været et par år imellem de to film.

I de nye roller møder vi Whitney Peak som Becca, Lillia Buckingham som Cassie og Belissa Escobedo som Izzy. Derudover er Sam Richardson, Doug Jones, Tony Hale og Froy Guiterrez også med.

Filmen er instrueret af Anne Fletcher, som også har instrueret ‘Step Up’, ‘Dumplin’, ’27 Bryllupper’ og ‘The Proposal’.

Visuelt har filmen selvfølgelig fået en opgradering i forhold til den første film, da filmudstyr og diverse effekter er blevet bedre, eller muligt at gøre bedre i forhold til hvordan det var i 1993. Filmen kommer direkte på Disney Plus, så man får nok ikke mulighed for at se denne film i biografen. Og selvom filmen er flottere end mange uambitiøse Netflix produktioner, så kan man sagtens bare nyde den hjemme i stuen.

Det visuelle look gør selvfølgelig at filmen virker mere moderne, især fordi den også foregår i nutiden, hvilket betyder at der også er sket en opdatering på karakterenes tekniske udstyr. Men alligevel er der virkelig noget nostalgisk over ‘Hokus Pokus 2’. Jeg har svært ved at sætte min finger på det, men jeg tror at det er gensynet med Sanderson søstrene, der ligner sig selv fra den første film og spiller på samme måde.

Der er noget meget 1990’er over deres karakterer, deres skuespil, kostumer, makeup.. – Ja, helt kort er det bare nogle 90’er karakterer, man har fået bragt ind i 2022.

Filmen er skrevet af Jen D’Angelo, Blake Harris og David Kirschner. På nogle punkter er handlingen i denne film identisk med 1993’er filmen. De tre søstre bliver bragt tilbage til livet, og en gruppe af børn skal prøve at stoppe dem, mens forældrene render rundt i byen i Halloweenkostumer.

Desværre er der derudover ikke meget dybde i manus. Karaktererne er ikke vildt nuanceret og bliver til tider nogle karikaturer. Det samme er også gældende for de tre søstre, men det var de også i den første film. Charmen hos de forskellige karakterer er dog med til at gøre, at de alligevel er yderst hyggeligt selskab. Især er de tre teenagepiger Cassie, Izzy og Becca gode i deres roller, og har også en fantastisk kemi.

Det er dermed en meget let handling at følge med i, og i det hele taget er det en film man kan se, hvis man bare vil have lidt hyggeligt underholdning i baggrunden. Filmen og handlingen kræver ikke meget af publikum.

Men på grund af disse ting, er filmen også en rigtigt fin familiefilm. Alle kan få noget ud af den. Forældrene kan se med, uden at blive frustreret eller irriteret, måske vil de endda få en nostalgisk oplevelse, og børnene vil være godt underholdt.

Det er også en film som kender sin besøgstid. Den varer ca. 100 minutter, og det føles egentligt som en ganske fin længde til denne film.

Man kunne sagtens holde en filmaften hvor man både så ‘Hokus Pokus’ og ‘Hokus Pokus 2’, men fordi de minder så meget om hinanden, vil jeg egentligt frygte, det føles lidt som at se den samme film to gange. Så hvis man bare gerne vil se en opdateret, flottere og mere moderne version af den oprindelige ‘Hokus Pokus’, så er to’eren det perfekte valg.

Ligesom min generation fik en Halloween klassiker i 1993, så kunne dette godt være en ny Halloween klassiker for dem som er børn eller unge nu.

‘Hokus Pokus 2’ kan ses på Disney+

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Marilyn Monroe er mest kendt for roller i film som ‘Gentlemen Prefer Blondes’, ‘Some like it Hot’ og ‘The Seven Year Itch’. Eller fra ikoniske billeder, som f.eks. det med den hvide kjole der blæser op omkring hendes ben. Men ‘Blonde’ giver os den fiktive tragiske fortælling, om personen bag disse roller og disse billeder .

Marilyn Monroe blev født i 1926 i Californien og blev døbt Norma Jeane. Hun voksede op med en enlig mor, og kendte aldrig sin far. Hendes vej til berømmelse begyndte som model, hvorefter hun fik mindre biroller i en lang række film, indtil hendes store gennembrud rigtigt kom i 1953 med filmene ‘Niagara’, ‘Gentlemen Prefer Blondes’ og ‘How to Marry a Millionair’.

I ‘Blonde’ følger vi Norma Jeane, fra hun er barn og vokser op med en psykisk syg mor, til hun begynder at jagte berømmelsen og ændrer sit navn til Marilyn Monroe. Vi følger hende igennem hendes ægteskaber, igennem hendes kamp med pressen, i kampen for at blive taget seriøst som skuespiller, igennem hendes forskellige aborter, igennem hendes affærer med højtstående mænd og i jagten på at finde sin far. Og vi ser det mørke og selvudslettende som overtog Norma Jeane, da navnet blev ændret til Marilyn Monroe.

‘Blonde’ er ikke baseret på præcise facts om Monroes liv, men er baseret på bogen ‘Blonde’ af Joyce Carol Oates, som udkom i 1999. Det er dermed Oates fiktive fortælling om Monroe, dog inspireret af rigtige hændelser og rigtige episoder i Marilyns liv og karriere.

Blandt andet bliver Marilyn i ‘Blonde’ gift med “The Ex-Athlete” og “The Playwright”, som tydeligt er baseball spilleren Joe DiMaggio og manusforfatteren Arthur Miller, som Marilyn blev gift med i virkeligheden. Marilyn har også i filmen en affære med “The President”, som er J.F.K, som hun ifølge rygter også havde en affære med i virkeligheden. Derudover er de film som Marilyn er med i, i ‘Blonde’, også film hun rigtigt lavede.

Manus til ‘Blonde’ er skrevet af Andrew Dominik, der også er instruktør på filmen. Manus er fremragende. Dialogen er velskrevet og filmen tager os fra første scene og trækker os igennem Norma Jeanes liv, og trækker os som seere med ned i det mørke, der endte med at ødelægge hende. Vi kommer også ind i hovedet på Marilyn og møder her hendes usikkerhed og hendes higen efter noget mere og efter at blive set og elsket, som aldrig bliver opfyldt af de personer hun omgiver sig med.

Det fungerer virkelig, og vi føler hele tiden med Monroe. Især også når hun gang på gang bliver misbrugt og domineret af mænd, som forstærker hendes usikkerheder, istedet for at hjælpe hende. Det er især også fordi mange af mændene ser hende som den skønhed hun er, men som ikke regner hende for meget, udover det.

Marilyn Monroe er fuldstændigt fremragede spillet af Ana De Armas. Vi kender De Armas fra ‘Knives Out’, ‘No Time To Die’ og ‘Bladerunner 2049’. i ‘Blonde’ ikke bare ligner hun virkelig Monroe. Hun lyder også som hende, og flere gange kan jeg ikke se forskel på De Armas og den rigtige Monroe. Det er virkelig vildt! De Armas forstår også at underspille rollen som Monroe, på den helt perfekte måde, og samtidig er hendes portrættering flerdimensionelt, så vi kommer helt rundt om Marilyn karakteren. De Armas ligner lige nu en stærk kandidat til at blive næste års helt store vinder ved de forskellige prisceremonier.

I andre roller har vi b.la. danske Caspar Phillipson, Adrien Brody, Bobby Cannavale, Lucy DeVito og mange flere. Som også alle spiller fremragende.

‘Blonde’ er den første NC-17 rated film i USA i dette årti. Hvilket betyder at denne film er forbudt i USA for folk under 17. Det er b.la. på grund af de stærke seksuelle scener, men bestemt også på grund af de mørke som er i filmen, og skildringen af en komplet tilintetgørelse af en person.

Visuelt er filmen virkelig smuk. Det er en blanding af farve billeder og sort/hvid. Det fungerer overraskende godt, og er med til at bringe en helt speciel stemning til filmen. Indimellem er scenerne og filmen også langsomt dvælende, hvilket gør at vi føler endnu mere vi befinder os i Monroes hoved, og distanceret fra det der foregår omkring hende.

Musikken og lydarbejdet skal her også have ros. Det er nemlig med til at gøre denne fornemmelse meget stærkere, og gør at filmen sætter sig i seeren. Musikken er lavet af Nick Cave, som b.la. også har lavet musik til ‘Hell or High Water’ og ‘Dahmer – Monster’, men som ellers er mest kendt som musiker og sanger under sit eget navn.

Vi får også indimellem voice-over, hvor det er Norma Jeane der stiller spørgsmål til de forskellige situationer, Marilyn Monroe er i. Det er et genialt valg, der også viser os splittelsen mellem den person Norma Jeane er, og den Marilyn Monroe hele verden ser.

Jeg elsker film som handler om Hollywood, og især om Hollywood i “The Golden Age”. Men denne film er den første film om Hollywood, jeg har set, som virkelig gør ondt at se. Den er rørende, mørk, benhård og skær flere gange i hjertet. Og i modsætning til mange Hollywood film, så er der heller ingen lykkelig slutning eller udvej af helvedet for Monroe.

Som seere kan man heller ikke helt lade være med at føle sig skyldig. Det er nemt at sige at Monroe blev ødelagt af vigtige højtstående mænd, som misbrugte hende, men Monroe blev ligeså meget ødelagt af pressen og af publikum, som forelskede sig i en smuk kvinde, der blev et ikon, men som de aldrig interesserede sig nok for, til at lære rigtigt at kende.

‘Blonde’ kan ses på Netflix

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Er dansk film noget lort? Ifølge den svenske provoinstruktør Ruben Östlund, er danskerne i hvert fald dårlige til at lave film, som han frådende udtalte sig, omkring maj måned i år. Om det så er bevægelsesgrunden for de store lortemængder i ‘Triangle of Sadness’, må være på svenskerens regning. Foreløbig står det dog 1-0 til Sverige.

De unge supermodeller Carl og Yaya har lidt grus i deres parforhold, hvor mænds og kvinders indbyggede regelsæt spiller en større rolle, end deres følelser. Heldigvis har Yaya fået foræret et gratis cruise ophold ombord på en luksus lystyacht, hvor det flyder med milliardærer. Her er det kunden der bestemmer, da deres milliarder kan indfri alles drømme, bl.a. den russiske milliardær Dimitry der er blevet uhyre velhavende på at sælge ja, lort. Men skæbnen sætter det hele over styr, da rejsen bliver afbrudt af kraftig søsyge, pirater og fundne håndgranater. Nu er gode råd dyre, hvor overlevelse kræver at man selv skal skaffe sin mad og kun den stærkeste, skattely eller ej, vil overleve.

‘Triangle of Sadness’ er inddelt i tre meget varierende kapitler, der alle udspiller sig som moralske fabler. Filmen lægger an til at udvikle sig “normalt”, med de to smukke men hule hovedpersoner der savner et-eller-andet-de-ikke-ved-hvad. Det er hårfint drama med bid og vid, som en Thomas Vinterberg kunne instruere på sin rygrad.

Men allerede i filmens anden del, hvor filmen bliver stjålet af dansk-kroatiske Zlatko Buric i rollen som den charmerende lorteforhandler Dimitry og en velspillende Woody Harrelson som den burgerelskende kaptajn Thomas Smith, begynder det accelererende vanvid. Med stadigt stigende og vuggende kameraføring, bliver vi en del af den lortestinkende rigmandskultur, hvor fluerne kun kan gå til angreb omkring den udendørs gigant swimmingpool. Her er alt tilladt i et guddommeligt rige af penge, champagnebobler, østers og modetøj. Senere bliver det knap så kønt.

Filmen finder sit afgørende leje i sit tredje kapitel, hvor rollerne byttes om. Det kan virke lettere overdrevet og urealistisk, men Ruben Östlund sætter slagets gang, som skibets altafgørende kaptajn. Historien og fablen skal nå dens klimaks og med mange overraskelser undervejs, er vi nysgerrigt og grinende med hele vejen.

Der har været skrevet meget om Ruben Östlund, der som den perfektionist han er, stiller høje krav til sine skuespillere, take efter take. Men man må sande at ikke én scene føles overflødig eller mindre kompromisløs, intet er overladt til tilfældighederne.

Derfor er også skuespillervalget nøje udvalgt. De to smukke men hule hovedpersoner der savner et-eller-andet-de-ikke-ved-hvad, spilles autentisk og naturligt af Harris Dickinson og den desværre for nyligt afdøde sydafrikanske model Charlbi Dean. Dean døde 29. august af ukendte årsager, blot 32 år gammel, og det er tydeligt at vi har mistet et stort talent. Harris Dickinson kan også med fryd ses i ‘Hvor flodkrebsene synger’.

Det er dog for mig den 69-årige dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric der stjæler filmen, der emmer af verdensklasse. Zlatko har udover et utroligt troværdigt og åbent ansigt, en evne til at træde fuldstændigt naturligt ned i sine roller, uanset som gangster i Nicolas Winding Refns ‘Pusher’ film, eller som russisk lortemilliardær. Man forstår derfor også hvorfor hans perfekte timing, bliver sat overfor en verdensstjerne som Woody Harrelson, der her egentligt mest spiller sig selv. Danske Vicky Berlin er også et friskt og originalt valg i rollen som Paula.

Det er nu anden gang at Ruben Östlund løber med Guldpalmen, efter hans sejr i 2017 med ‘The Square’, og denne gang på engelsk. Men hans storhedstid syntes kun begyndt.

Filmtitlen ‘Triangle of Sadness’ henviser i øvrigt til de såkaldte bekymringsrynker mellem øjnene, hvilket jeg ikke fik ved fremvisningen.

Anmeldt af: Anna Harding Bressendorf

Spørgsmålet pressen har været nødt til at forholde sig op til premieren på ‘Held og Lykke Leo Grande’ er: “Går vi overhovedet op i midaldrende kvinders sexliv?”

Indtil nu er det ikke et emne, der er bredt projekteret i den moderne filmkultur, men det er lige netop en kvinde på 55 år’s sexliv, der er omdrejningspunktet i denne nye opsigtsvækkende film.

Den halvanden time lange film udspiller sig hovedsageligt på et hotelværelse i England, hvor vi følger møderne mellem enken Nancy Stokes, spillet af Emma Thompson som vi kender fra bla. ‘Love Actually’, og den yngre sexarbejder Leo Grande, spillet af Daryl McCormack, som vi har set i hit-serien ‘Peaky Blinders’. Instruktøren Sophie Hyde skildrer gennem 4 møder de personlige udfordringer og oplevelser, der gemmer sig, når en politisk korrekt kvinde forsøger at genfinde sin lyst med en mand der sælger sex.

Alene for emnet filmen bringer på banen er den seværdig. Det er en type af film, jeg ikke husker at have set, eller overhovedet være produceret. I en tid hvor unge kvinders seksuelle frigørelse ofte bliver skildret på det store lærred, så er det også på tide, at vi får lov at følge de tanker og dilemmaer kvinder længere op i årene har sig, når det drejer sig om sex. Filmen berører emner som samtykke/grænser, nydelse, age-ism, feminisme, prostitution, fordomme, redder komplekser og meget mere.

Filmen var underholdende og holdt mig engageret, men den havde dog også nogle elementer, der desværre trak mig tilbage i den virkelige verden. Lydsekvenserne er lidt for ledende, og efterlader mig ikke i tvivl om hvordan jeg skal føle. Der er generelt ikke så mange skjulte skatte til seeren, og det er en film der behandler mange emner, men ikke nødvendigvis kræver at publikum skal tænke så meget selv. Derudover mener jeg, at der kan rejses en kritik over mængden af make-up, på især Emma Thompson, hvis filmen ønsker at promovere et budskab om at være mere ‘ægte’ – det kan fremstå tvetydigt.

Skuespillet leveret af hovedsageligt de to hovedroller er overbevisende og fængslende. Man fornemmer at filmen er vigtig for især Emma Thompson, der flere gange får rørt mig undervejs. Man har også valgt at lade scenerne være lange, med meget dialog, og ikke brug af særlig meget klipning. Det synes jeg fungerer rigtig godt, og giver en følelse af at man er tættere på karaktererne, og giver dem troværdighed.

Men jeg går fra biografen med et smil på læben og en følelse af, at vi alle er gode nok. Så alt i alt en virkelig interessant film, der fanger publikum i et Nexus mellem korrekthed og nydelse.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I år får vi to forskellige filmatiseringer af det italienske eventyr, ‘Pinocchio’. Vi får en remake af Disney-filmen fra 1940, som lander på Disney+, og en version som lander på Netflix.

Bogen om Pinocchio er fra 1883 og er skrevet af Carlo Collodi. I 1940 lavede Disney det til en af deres første tegnefilm. Derefter er historien om Pinocchio blevet filmatiseret flere gange. Bare i år får vi både en filmatisering fra Guillermo Del Toro og fra Robert Zemeckis.

Zemickis har været i Hollywood-gamet i mange år. Han startede sin karriere som instruktør i 1970’erne, og har b.la. instrueret ‘Hvem snørede Roger Rabbit’, ‘Tilbage til Fremtiden 1 og 2’, ‘Forrest Gump’ og ‘Polar-ekspressen’. Han startede stærkt ud med nogle film, som efterhånden er blevet klassikere, men i de sidste par år har han ikke rigtigt haft de store succeser, og hans film er dalet væsentligt i kvalitet.

Udover at instruere, så har Zemeckis også skrevet manus til denne version af ‘Pinocchio’, sammen med Chris Weitz og Simon Farnaby.

Zemeckis har igen teamet op med Hollywood-veteranen Tom Hanks, som spiller Geppetto. Zemeckis instruerede også Hanks i ‘Forrest Gump’, ‘Polar-ekspressen’ og ‘Cast Away’. Derudover er Joseph Gordon-Levitt, Cynthia Erivo, Keegan-Michael Key, Benjamin Evan Ainsworth, Giuseppe Battiston, Lewin Lloyd og Luke Evans med.

De fleste kender historien om Pinocchio, så derfor vil de flest nok også kende til handlingen filmen.

Geppetto er en urmager som bor med sin fisk og kat i Italien, og som brændende ønsker sig en søn. Han laver en dreng af træ og ønsker sig at denne skal blive til en levende dreng. Samme nat kommer Den Blå Fe forbi, for at hjælpe med at gøre Pinocchio til en rigtigt dreng. Men før det kan ske må Pinocchio vise han kan være modig, uselvisk og ærlig. For at hjælpe Pinocchio til at blive en rigtigt dreng, udnævner Den Blå Fe, Jesper Fårekylling til at være Pinocchios samvittighed. Næste morgen bliver Pinocchio sendt i skole, men på vej dertil møder han Honest John, som sælger ham til Strombolis dukketeater. Da Pinocchio slipper væk derfra bliver han samlet op af The Coachman, og Pinocchio ender på Pleasure Island, sammen med en masse andre børn. Men det er ikke det lykkelige sted som det udgiver sig for at være, og Pinocchio flygter også derfra. Da han kommer hjem, finder han ud af at Geppetto er taget afsted for at lede efter ham, og Pinocchio må derfor tage afsted igen for at finde sin far.

Denne nye version er næsten en direkte remake af versionen fra 1940, dog med et par ekstra tilføjet karakterer og lidt flere sange. Man havde ikke behøvet disse nye karakterer, eller de nye sange. Men de er egentligt fine nok, og det kommer ikke til at forstyrre for meget. De nye karakterer er heller ikke helt ligegyldige, da de hjælper Pinocchio og Jesper Fårekylling i forskellige situationer.

Tom Hanks som Geppetto er virkelig sød og varm, men han virker også lidt fejlcastet indimellem. Det føles lidt for meget som om han har fået af vide, han bare skal spille en gammel mand, og så tager han det lige lidt for langt, og bliver næsten en karikatur på en gammel mand.

Desværre synes jeg også lidt for mange af de andre skuespillere overspiller en smule. Det bliver lidt anstrengende at se på. Det er især Evans, Battiston og Lloyd som har skruet alt for højt op for skuespillet og giver irriterende, utroværdige præstationer.

Benjamin Evan Ainsworth, som ligger stemme til Pinocchio, er heldigvis en som ikke overspiller. Han leverer en meget troværdig og stærk stemmepræstation, som også lyder meget som den originale stemme.
Joseph Gordon-Lewit der spiller Jesper Fårekylling, er i mine øjne en af de bedste skuespillere her. Han leverer kun stemmen til Fårekyllingen, men gør det virkelig godt. Jesper Fårekylling er også rigtig fin animeret. En anden CGI karakter som stjæler de scener han er med i er Honest John. Det lyder som om Keegan-Michael Key har haft en fest med at indspille stemmen til den karakter.

I det hele tiden fungerer de CGI-animerede karakterer egentligt fint. Udover Jesper Fårekylling er Figaro, Cleo, Honest John, Gideon og Monstro flot lavet. Der er dog en karakter som virkelig stikker ud i sin animation, og som jeg ikke rigtigt syntes passer ind i filmen. Det er desværre Pinocchio. Jeg synes hans animerede udseende mere ligner, at han hører til i et Nintendo spil, eller i en anden film. Det generede mig en del under filmoplevelsen. Jeg vil ønske man havde lavet Pinocchio lidt mere i samme stil som de andre, eller i samme stil som looket på filmen, så han ikke skilte sig så meget ud.

Der er også enkelte scener, b.la. en CGI-animeret scene ude på havet til sidst i filmen, hvor animationen ikke er særlig god. Det ligner noget animation som ikke er helt gjort færdig. Det samme gør sig gældende i et par scener på Pleasure Island, hvilket virkelig er en virkelig en skam.

De nye sange er som sagt fine, men de sange man husker er stadig de originale, som ‘Når du ser et Stjerneskud’, ‘Hi-Diddle-Dee-Dee’ og ‘Der er ingen bånd der binder Mig’.

Manus på filmen er egentlig ok. Man har forsøgt at give Geppetto lidt en baghistorie på hvorfor han bor der alene, og man har forlænget filmen lidt ved at smide de ekstra sange, ekstra karakterer og noget ekstra action ind. Nogle af valgene forstår jeg, andre valg forstår jeg ikke, og her vil jeg måske have ønsket man mere bare så har lavet et mere direkte remake.

Alt i alt er det en sød og fin filmatisering af ‘Pinocchio’. For mig tilføjer den dog ikke noget nyt til historien om Pinocchio. Der er desværre også lidt for mange steder jeg bliver irriteret over animationen, dialogen og overspillet. Og hvis jeg skulle vælge mellem at se denne version, og den originale animationsfilm fra 1940, så vil jeg vælge filmen fra 1940.

Men hvis man vil have en hygge dag med familien foran fjernsynet, vil jeg faktisk tro at ‘Pinocchio’ fra 2022, er den film som børnene vil være mest opslugt og underholdt af.

‘Pinocchio’ er ikke blandt Robert Zemeckis’ værste film, men den er bestemt heller ikke blandt de bedste han har lavet. Den ligger sig i midten, som en film man sagtens kan se som familie, og hygge sig med i de små hjem.

Efter at have set denne film, glæder jeg mig i øvrigt endnu mere til at se Del Toros ‘Pinocchio’-film, som angiveligt skulle være lidt mørkere, for at se hvad han vil gøre med fortællingen om Pinocchio, og om han kan tilføje noget nyt til historien.

Anmeldt af: Susanne Schatz

Den 15.april 2019 kl. 18.18 begyndte katastrofen: Notre-Dame, den katolske domkirke i hjertet af Paris og en de mest besøgte seværdigheder i hele verden, stod i flammer!  

Da jeg så nyhederne i fjernsynet var jeg i chok ligesom tusindvis af andre mennesker. Notre-Dame er noget ”alle kender” eller har hørt om. Enten har man læst Hugo Victors bog ‘Klokkeren fra Notre-Dame’ (1831), har set filmen af samme navn eller selv haft mulighed for at se kirken eller.

Notre-Dame er en af de ældste bygninger i Paris. Det tog næsten 200 år (fra 1163-1345) at bygge den 130 m lange kirke, som blev voldsomt beskadiget under den franske revolution, men blev i 1800-tallet restaureret. 

Franskmænd elsker deres domkirke og føler også en enorm stolthed over de mange artefakter, som bliver opbevaret og udstillet der, fx Jesus’ tornekrone – hvor anskaffelsen satte landet i gæld i 50 år! 

Den franske præsident Macron lovede allerede genopbygningen af Notre-Dame mens branden stadigvæk raserede. Allerede om eftermiddagen den følgende dag var der blevet doneret over 4 milliarder kr. til projektet – bl.a. €100 millioner af den franske milliarder Francois-Henri Pinault – men alligevel er det stadig usikkert, hvornår renoveringen kan blive afsluttet. 

Jean-Jacques Annauld, instruktøren bag de ikoniske film ‘Rosens navn’ og ‘7 år i Tibet’, laver kun projekter han selv brænder for. Og da han selv har et personligt forhold til Notre-Dame – han har en lejlighed med udsigt til domkirken – var det oplagt for ham at fortage sig denne opgave, og sammen med Thomas Bidegain har han også skrevet manuskriptet.  

Jeg synes, at det er noget specielt at se en film, som bygger på en begivenhed, som ”lige” er sket og hvor dens senfølger stadig kan mærkes. Notre-Dame er jo stadigvæk lukket for besøgene! 

Filmen tager udgangspunktet i Paris´ hverdag d. 15/04/19 – man følger forskellige mennesker: ansatte i kirken, håndværkere der arbejder på renoveringen af kirken, turister, lokale midt i en gudstjeneste osv. Mange små sekvenser udfoldes stille og roligt inden alarmen begynder! Alarmsystemet er dårligt og burde egentlig blive repareret, men.. Ingen troede på katastrofen. Derfor når branden at sprede sig inden brandvæsenet bliver alarmeret.

Hvilket skete på en indirekte måde. Røgen blev set udefra og hurtigt deler folk optagelserne med andre, indtil brandchefen får et opkald fra Italien – så kunne kampen begynde! Resten af filmen sidder man på kanten af sædet af bare spænding! 

Man blev involveret i forløbet, hele vejen igennem! Panikken, påvirkningen af flammer (fx da blyet figurerne var lavet af, smeltede og løb eller rettere sagt faldt ned af taget på fortovet og biler), synet af dele af kirken der faldt sammen. Brandmændene, som skulle 387 trin op til toppen af snævre trapper, med alt deres udstyr – bare for at finde en låst dør. Et klaustrofobisk mareridt, også med viden om at der var flammer overalt. Heden var så voldsom at vandet fordampede, og der opstod bobler på hjelmene.

Selvom jeg havde viden om, at Notre-Dame i en rimelig høj grad kunne reddes, sad jeg med svedige håndflader og var åndeløs af spænding.

Filmen giver et godt indtryk af, hvordan sådan et redningsarbejde foregår, samtidig får man et fantastisk og smukt syn over Paris, over kirken og et billede af de mange detaljer af den franske gotiske arkitektur. Filmen er afsindig godt lavet, ekstrem naturrealistisk (blanding af faktiske optagelser mixet med instruktørens filmarbejde), næsten som en dokumentar, men alligevel meget personlig og rørende uden at være kitschet – ikke nogen ”påklistret” kærlighedshistorie el.lign.  

”Hovedpersonen” er Notre-Dame og dens overlevelseskamp!  

400 brandfolk kæmpede i næsten 2 dage, og det er et under ingen kom alvorligt til skade. Og at kirkens 2 klokketårne overlevede og artefakterne i kirken blev reddet! 

Folks evige optagelser med mobiler kan være ”for meget” at overvære, men her gavnede de, de har formodentlig bidraget til at Notre-Dame til et tidspunkt kan besøges igen.

En fremragende film og en anbefaling på alle planer.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Den første ‘After’-film om Tessa og Hardin havde premiere i 2019, og med den fjerde film i franchisen ‘After Ever Happy’, er det et mysterium for mig, hvordan man kan lave en filmserie der er så intetsigende, hvor karaktererne på ingen måde udvikler sig, og hvor alle filmene kører i ring omkring de samme emner.

Den fjerde film i ‘After’-franchisen fortsætter stort set hvor den tredje film sluttede. Hardin og Tessa er i London da Hardin får en chokerende nyhed. Den bringer ham endnu engang tilbage i hans selvdestruktive adfærd, hvor han begynder at drikke og skubber Tessa fra sig. Det får igen den konsekvens at Tessa går fra ham og tager tilbage til USA. Da Tessa kommer hjem nægter hun at have kontakt med Hardin, selvom en chokerende oplevelse i hendes familie, gør at Hardin desperat prøver at være der for hende igen og hjælpe hende.

‘After’-filmene er baseret på Anna Todds succesrige bogserie, som startede med at være fanfiction omkring Harry Styles og bandet One Direction. De første tre film i serien blev også store succeser, hvor der blev solgt over 300.000 billetter i Danmark.

Det er igen Hero Fiennes Tiffin der spiller Hardin, mens Josephine Langford spiller Tessa. Instruktøren på denne film er den 30-årige kvinde, Castille Landon, der også instruerede ‘After We Fell’ fra 2021. Filmen er skrevet af Anna Todd og Sharon Soboil, som også skrev ‘After We Fell’.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Jeg syntes virkelig ‘After’-filmene er nogle dårlige film. Og den fjerde film i franchisen gør ikke noget for at ændre det.

Både Tessa og Hardin siger på et tidspunkt i denne film; “Vi går i ring” – og det er nøjagtigt sådan jeg har det med denne franchise. Det er præcis de samme problematikker som der bliver kæmpet med i filmene. Der er ingen udvikling, og karaterene træffer også præcis samme valg i alle filmene.

Handlingen i ‘After Ever Happy’ er næsten direkte kopieret fra ‘After We Fell’ og ‘After We Collided’. Det er også de samme problematikker i deres forhold som Hardin og Tessa kæmper med i denne film, og ingen af dem virker til at lære noget af det, eller udvikler sig på nogen måde.

Derudover bliver ‘After Ever Happy’ flere gange virkeligt utilsigtet komisk. Der er simpelthen proppet så meget drama ind i denne film, at man næsten tror det er løgn. Den går fra et meget overdramatisk, sæbeoperalignende scenarie, til det næste. Og i stedet for at man bliver revet med eller rørt, bliver det bare fjollet.

Jeg er også ved at være træt af at se Tessa og Hardin træde rundt i et forhold, som aldrig vil fungere, da de som sagt ikke udvikler sig, eller formår at kommunikere. Og samtidig er jeg også træt af at dette er endnu en film i franchisen, hvor de to ekstremt privilegerede unge mennesker har så ondt af dem selv.

Hero Fiennes Tiffin og Josephine Langford gør sikkert hvad de kan og prøver forhåbentligt deres bedste. Men efter næsten to timer hvor man ser dem skændes, græde, have ondt af sig selv, finde sammen igen.. Og så skændes, græde og have ondt af sig selv igen, får man nok.

Et stort problem er også at hverken Hardin eller Tessa er særligt likeable længere. I den første film kunne jeg have lidt sympati med Tessa, men den er efterhånden forsvundet, da hun gang på gang også træffer dumme valg, og Hardin har i alle filmene aldrig været særlig sympatisk. Jeg forstår simpelthen ikke man skal følge to karakterer der er så intetsigende og flade, i så mange film.

Visuelt er der igen ikke noget at skrive om. Filmen er så uambitiøs og kedelig, at den minder om en lowbudget Netflix film, og der er ingen grund til at se den i biografen.

Jeg havde troet at denne film vil afslutte franchisen, men gudhjælpemig om der ikke kommer endnu en film. Men igen.. Mange folk vil betale penge for at se disse makværk, så man kan ligeså godt malke succesen.

Jeg beder måske om meget, men når der alligevel kommer en til film i franchisen, kan man bede til at den bare har en lille smule nyt og en form for udvikling, i handlingen og karaktererne. ‘After Ever Happy’ føles i hvert fald som en lang gentagelse af sig selv og de foregående film, og er en pinsel at komme igennem.