Anmeldt af: Kasper Rasmussen

James Gunn får sat DC´s “off-kilter` superhelte i blodig førerposition, til én af de bedste DC film nogensinde.

`Suicide Squad´ blev i første omgang introduceret til filmfans i 2016, under David Ayers instruktion. Det var mildest talt en gang blandede bolsjer, hvor der dengang var bred enighed om at det bedste ved filmen var Harley Quinn karakteren, spillet af den uforlignende Margot Robbie. Hun fik derfor sin egen solofilm sidste år, `Birds of Prey´, og nu vender hun så tilbage til sine gamle kumpaner i `The Suicide Squad´, hvor også Viola Davis vender tilbage i rollen som Amanda Waller. Resten af det gamle hold er dog skarpt og intelligent skyllet ud med toiletvandet uden sæberester.

Lad det være sagt med det samme: hvis man ikke mener et IMAX lærred skal fyldes ud med afskudte ansigter, lorte jokes, en løbende haj i badebukser, helte med VILDT dybe moderkomplekser, full frontal nudity og en superskurk fra det ydre rum der ligner en søstjerne fra en billig 50´er science fiction film, er det IKKE her billetten skal indløses.

Hvis man omvendt mener at det LIGE er det der trænges til efter alt det corona-halløj, så læs endelig videre.

`Bloodsport´ (Idris Elba) holdes indespærret i fængslet Belle Reve, og skal hans 16-årige datter ikke ende op i det samme fængsel med samme skæbne, tvinges han af fængselsinspektøren Amanda Waller til ø-nationen Corto Maltese for at destruere og tilintetgøre Jotunheim, et nazist agtigt fængsel og laboratorium, der holder politiske fanger og udfører menneskelige eksperimenter. Storskurken ´Tænkeren´ arbejder her tæt sammen med den Corto Maltesiske regering som laboratoriets chefforsker, der fører tilsyn med det mystiske Project Starfish. Til at hjælpe sig med at inflatere de onde planer, får Bloodsport b.la. hjælp af Task Force X medlemmerne Harley Quinn, TDK, Rick Flag, Peacemaker, Ratcatcher 2, Polka-Dot Man og den talende haj Nananue aka. King Shark.

Efter at have leveret de to yderst succesfulde `Guardians of the Galaxy´ film for Marvel, blev James Gunn af forskellige årsager fyret umiddelbart inden påbegyndelsen af seriens tredie del. Dette fik naturligvis DC bosserne hos Warner Bros. til at headhunte den hjernekrøllede instruktør, med et løfte om selv at vælge hvilket projekt han vil lave. Valget gik så overaskende på den nu udsendte ‘Suicide Squad’-film, og resultatet får Quentin Tarantino til at ligne en kostskole dreng der netop skal til sin første Helmut Lotti koncert.

Forestil jer en 12-årig dreng, lad os kalde ham James Gunn, i en slikbutik. Fyld ham op med 10 liter Red Bull, fri adgang til de mest blodige og politisk ukorrekte film og McDonalds som chefkok. En dag senere giver du ham et kamera og 150 millioner dollars at solde for i skuespillere, kostumer, effekter og teknik. Hæld det hele i en blender og udsend skidtet i en IMAX biograf, bare sådan for at få alle farverne med. Resultat?: `The Suicide Squad´.

Det er faktisk den bedste måde jeg kan beskrive resultatet efter at være bombaderet med en lige højre af vold, blod, skæve jokes der falder rigtigt vanvidsskævt og nogle karakterer der alle kan tåle deres egen personlige t-shirt. Hjernemos for slackere, nørder, livsnydere og alt det imellem. ´The Suicide Squad´ er en KULT film der vil blive stående, og en merchendise forretning de næste 20 år.

Farvene er fantastiske, tegneserieforståelsen iminemt og karakterer der alle kan tale en solo film.

Idris Elba har én af karrierens bedste roller som den uheldige alenefar med de manglende talenter for børneopdragelse, men i stedet iført råhed, styrke og et arsenal af fantastiske skydevåben, klar til at blæse hjerner ud på socialrådgivere, hvis de altså turde at møde op. Margot Robbie er stadigvæk ét med sin rolle som Harley Quinn. Vi, ligesom hende, savner overhovedet ikke Jokeren i hendes selvskab. Modsat den forrige `Suicide Squad´ får hun her yderst kamp til stregen af faverige karakterer, der udover den blændende Elba, også bliver udfordet af en yderst veloplagt og godt castet John Cena som `Peacemaker´(eller var det `Pissmaker´?), og…. Sylvester Stallone som dum evigt sulten dræberhaj….. med BADEBUKSER!

Nej ALLE superheltene er vildt fede og fedt castet, så der kommer IKKE flere udpenslinger her! Det er sku for dumt!

Fedt soundtrack i øvrigt. Jeg har stadig ondt i fødderne.

Filmen er helt til rotterne på den fede måde, og måske verdens dårligste “date” film, og selv om tømmermænd måske er lidt trist, er `The Suicide Squad´ pt. den bedste kur.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Birthe Neumann leverer sin karrieres største præsentation, som den djævelske Blixen, der muligt kan blive den største danske kvindelige skuespilspræstation nogensinde.

Da jeg første gang hørte at den dobbelte Guldpalme og Oscar-vinder Bille August skulle filmatisere Thorkild Bjørnvigs bog `Pagten´, havde jeg allerede paraderne oppe. For hvor var det dog typisk Bille at ville gå i kast med én af Danmarkshistoriens største forfattere kulturpersonligheder. Det lå lige lidt for lige for syntes jeg., men AV hvor skulle jeg blive klogere!

Vi er på Rungstedlund i 1948 og den 63-årige Karen Blixen er en feteret kunsterisk superstjerne, efter at have opgivet eventyret i Afrika hvor hun mistede sit livs kærlighed Denys Hatton. Blixen lever nu isoleret med sin husholdnerske og lider stærke smerter af den syfilis hun har pådraget sig på den afrikanske slette. Hendes sex-og kærlighedsliv er derfor gået helt i stå, men med mødet af den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig, ser hun et nyt livskald. Hun vil tilbyde ham nøglen til stor kunsterisk succes, hvis han adlyder, nemlig en pagt. Dette betyder at den unge kunstner skal adlyde den edderkoppe spindende løvinde fuldstændigt og ubetinget, uanset den djævelske pris.

Siden den danske Oscar-vinder Bille August blev verdenskendt med mesterværkerne `Pelle Erobreren´ og ´Den gode vilje´, har mesterinstruktørens karriere mildest talt været en lind strøm af op-og nedture. Hans amerikanske karriere har været en forglemmelig rejse af Tro, håb og kærlighed, uden den kunstneriske forløsning både han selv og vi seere havde håbet på. Han burde nok have kigget hans store idol Ingmar Bergman over skuldrene og forblevet tro ved sit fædreland.

Måske derfor han i 2012 “vendte hjem” og udsendte filmen om Skagensmalerne i filmen ´Marie Krøyer´, og senere de vellidte film `Stille hjerte´ og ´Lykke-Per´ fra henholdsvis 2014 og 2018. Men der er ligegodt en stor forskel på vellidt og mesterværk. I en fremskreden alder af 72 år når “Billen” nu sit `Mount Everst´ med dette imponerende mesterværk, der nok skal få ryddet næste års Bodil, Robert, European Film Awards og hvis `Guds eget land´ ellers har fået nok af `Druk´ remakes, også en finpudset Oscar.

´Pagten´ er en mesterlig film på alle planer, med en mester i topform der med sin alderserfaring med sikker slagterhånd er i stand til at skære de nødvendige fedtprocenter fra, og drysse den klassiske “Bille-touch” ud over retten, hvor hjerte ganske vist rimer på smerte, men aldrig ville være at finde på en Dansk Top Chart.

Vi er allerede fra filmens start i klassisk Bille August-land: vores mandelige hovedperson kysser sin smukke kone og deres nuttede søn farvel, og han begiver sig på cykel ud for at møde nye eventyr. Men som i alle de bedste af mesterens filmatiseringer, møder “helten” centalhistoriens kerne, nemlig personificeringen af djævelen selv: Slangen i paradiset. Hvad enten han spilles af Bent Mejding i `Tro, håb og kærlighed´, Erik Paaske i `Pelle Erobreren´ eller Ghita Nørby i `Den gode vilje´, ved vi at han dukker op, klar til at rive idyllen itu.

Sådan et monster har han igen skabt, og denne gang i kødlig form af 74-årige Birthe Neumann, der her har sit livs rolle som den edderkoppeomfavnende løvinde Karen Blixen.

Der skal noget til at spille en historisk og elsket person alle har en mening om, men Neumann er frygtløs i hendes skildring af en kvinde i både kropsligt og menneskeligt forfald. Jeg plejer at skrive noter under filmvisninger, men med Neumanns tilstedeværelse var jeg som hypnositeret. Jeg sad som lammet og kunne kun lade mig forføre ind i djævelens skatkammer af velspillet elegance ført af en dukkemagers hånd. Neumann ER Blixen med let kroget næse og fantasisk make-up. Det er “One for the ages”, som der siges.

Som i de bedste Bille August film, har mesteren en sikker hånd for at finde såkaldt uprøvet talent. Her er Simon Bennebjerg et fund som digteren Thorkild Bjørnvig. Vi er ikke i tvivl hvorfor hans person lader sig forføre af den mere end dobbelt så gamle verdensforfatter. En dansk stjerne er født.

Ligeledes glimter de to kvindelige biroller, der spilles af Nanna Skaarup Voss og instruktørens egen datter Asta August, som Bjørnvigs mere kødelige kærlighed. De leverer begge klassisk “Bille August kvindeligt afsavn øjne”, som mesteren altid søger i sine film.

Fotograferingen er igen mesterligt indfanget af den flittigt brugte Manuel Alberto Claro, der snart burde citeres som vor tids Henning Bendtsen.

Der er lutter magi i scenerne mellem Blixen og Bjørnvig, men bipersonerne får senere lejlighed til at udfolde sig så det hele går op i en højere enhed. Ligesom den kunst Blixen forsøgte at opnå. Men er kunst værd at spilde kærligheden på? Det ved kun en djævel.

Det er efterhånden 66 år siden den største danske filmmager Carl Theodor Dreyer udsendte sit mesterværk ´Ordet´. Jeg er ikke bleg for at sige at `Pagten´ er den bedste dansksprogede film siden dette mesterværk så dagens lys.

Så kære Bille August. Bliv nu i Danmark hvor du mestrer filmens medie. Du er stadig for stor til Hollywood.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Disneys Dwayne Johnson forsøg på en ny `Pirates of the Carribbean´ franchise, mangler i den grad en veloplagt Johnny Depp arvtager, der kunne have krydret et rædsomt manuskript.

Knap fem milliarder dollars har Disneys `Pirates of the Carribean´ franchise fået omsat siden debuten i 2003, og med Johnny Depps deroute og exit fra franchiset er det fuldt forståeligt at Disney studierne forsøger at finde en ny franchise arvtager.

´Jungle Cruise´ er baseret på en 65-årig tur med flodbåd i forlystelsesparken Disneyland, og har ligesom `Pirates of the Carribbean´ turen, fået flere generationer til at juble. Siden 2004 har Disney studierne forsøgt at søsætte `Jungle Cruise´ til film, og i 2015 kom producenterne John Davis og John Fox så endelig med en færdig idé inspireret af turens oprindelse, som i sig selv oprindeligt blev inspireret af Humphrey Bogart/Katharine Hepburn eventyrfilmen ´Afrikas Dronning´ fra 1951. Så hvordan kan sådan en idé så gå så galt?

Vi er i 1916´s London og til tonerne af Metallica´s `Nothing else matters´(uden vokal), møder vi videnskabs kvinden Dr. Lily Houghton og hendes homoseksuelle bror MacGregor i deres søgen på en mission dybt inde i Sydamerikas jungle for at finde Livets træ, de såkaldte Måne tårer, som menes at have helbredende kræfter der, hvis de findes, kan være til stor gavn for menneskeheden som helbredende medicin. Til opgaven får de hjælp af flodkaptajnen Frank Wolff, der i starten ikke virker synderlig interesseret i at hjælpe de to eventyrere. Men da Lily har medbragt en mystisk og sagnopspunden pilespids, ændrer Frank mening og han letter herefter ankeret for at hjælpe dem. Herefter går der ikke langt tid før trioen bliver meget eftertragtede af både vilde dyr, kannibaler og -GISP!- nazister. Alle vil de have have fat i mirakelkuren, dertil også den sagnomspundne og mystiske Aguirre.

Ex-wrestleren Dwayne Johnson er tidens største filmstjerne og med en gigantisk “paycheck” på 22 millioner dollars i rollen som flodkaptajnen Frank Wolff har han således fået mere end en fordobling af Emily Blunts filmsalær. Dette kan på denne film virke lettere pinligt, for hvor Emily Blunt giver fuld valuta for pengene, trods de til tider tåkrummende dialoger, er Dwayne Johnson bare Dwayne Johnson. Der er overhovedet ingen forskel på om han medvirker her eller i f.eks. ´Jumanji´ filmene. Har han slet ikke noget han vil bidrage til rollen udover hans ellers godmodige charme? Hans 1,96 m høje “udstråling” ville ikke have voldt en 1,73 m “høj” Humphrey Bogart særlig mange problemer hvis dette kunne have tålt en sammenligning. En rolle som Frank Wolff kræver karisma og ikke bøffer med bløde løg, som en skibskok sikkert ville have sagt.

Dette er dog langtfra det værste ved filmen. Filmens største syndere ligger hos manuskriptforfatterne Glenn Ficarra og John Requa, som havde de skrevet manuskriptet i en formningstime og kastet frikvarterssætninger efter hinanden. Kan man accepterer dialoger som: “Du skulle prøve at tisse i bukserne” og “Går du med bukser under bukserne?”, har du min største respekt. Hvad der dog virkelig fik udslag til min undren var dialogerne til den homoseksuelle MacGregor, som skuespilleren Jack Whitehall dog på bedste vis får formuleret: “Frank ville bide i min kæp” og “Jeg blev forulempet af en galning med en kanon”, er bare nogle af de værste pinligheder der bliver sagt. Karakteren er også i forvejen så klichefyldt med “regnbuens farver”, at det føles som et sandt under at han ikke går med kvindetøj.

Det kan dog næppe undre nogle at de to manuskriptforfattere tidligere har “arbejdet” på film som: `Hund og kat imellem´ , `Bad Santa´ og bøsse komedien ´I Love You Phillip Morris´. I det hele taget er vores mandelige helte så dårligt skrevet at jeg flere gange tænkte om det var ren kønspolitik.

Ok så fik vi vist det værste ud over rælingen, for der er også gode ting at spotte. Som sagt er Emily Blunt helt igennem fin som den kvindelige Indiana Jones, der naturligvis til mændenes store forargelse bærer både bukser og ben i næsen. Hun har sikkert ligesom sine mandelige kolleger læst manuskriptet, med en fast beslutning om at gå proffesionelt til værks og det kan ses.

Filmens instruktør Jaume Collet-Serra, der tidligere primært har abejdet indenfor horror, gør det såmænd udemærket. Lad os håbe at han kan få en ny vinkel på Dwayne Johnson i den kommende og stort anlagte ´Black Adam´.

Ellers er filmens store stjerne det store budget, med en visuelt prangende jungle med slanger der bogstaveligt talt springer ud af ansigter og kroppe skabt af honningesmeltende bier. Specielt imponerende var genskabelsen af London anno 1916. WOW!

Filmen kan ses i udvalgte biografer og mod betaling af 179,- på Disney+ fra den 30. juli. Med mindre man er til dårligt skrevne mandelige roller der tisser i vandet, CGI-jaguarer der er bange for fugleedderkopper, men spiller bedre en størstedelen af castet, og ligesom jeg trods alt er vild med jungle eventyrfilm, er det nok bedre atter en gang at gense John Huston mesterværket ‘Afrikas Dronning’ fra 1951 i stedet.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Lisa Jespersens debutfilm er en hjerteligt vedkommende “coming of age story”, der pt. står som årets bedste danske film.

Hvor går man hen, når man ikke kan finde hjem igen til den fortid man har brugt halvdelen af sit liv til at flygte fra? Og hvor søger man hen når man ikke ved hvem man skal blive? Det er de store ekstentielle spørgsmål den debuterende filminstruktør Lisa Jespersen og manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson, med surt og sødt, veloplagt har iscenesat.

Irina er en “rigtig” københavner. Stilistisk klædt, hår med den rigtige attitude, tilpas mange ringe og piercinger og de “rigtige” venner. Hun har netop udgivet sin erindringsbog: `Fortællinger fra en udkant´, der beskriver hendes forfærdelige og “sorte” opvækst i udkants Danmark. Hun er vegetar og hun lever i et åbent forhold med kæresten Benjamin. Nu vil skæbnen at hun for en stund må tage tilbage til sit udkantsophav. For hendes bror skal nemlig giftes og ikke nok med det: han skal giftes med Irinas gamle plageånd der i tidernes morgen terroriserede og mobbede Irina, før hun gennemgik sin navneforandring fra Laura til Irina, nemlig den omsorgssvigtede Catrine. Dette bliver naturligvis et følelsesmættende møde, hvor fortidens spøgelser ikke bare ripper op i Irinas liv, men også i hendes familie og hele det “mørke” levn af den sovende provinsby.

Sidste år havde Søren Kragh-Jacobsen premiere på hans film `Lille sommerfugl´, der på typisk dansk maner, beskrev hvordan et bryllup for en enkelt dag kan samle hele familien med dens fælles glæder og sorger. Det er i det samme scenarie den 33-årige debuterende filminstruktør Lisa Jespersen tager os med til. Men der er noget mere bid og vrid i denne fortælling der, modsat den livserfarende Dogme bror, ikke er bange for at vise os hvordan de sort/hvide nuancer mere realistisk indfinder sig med de mere bidende gråzoner. Sandheden er ikke altid lige for, og netop som man selv syntes man har evigt ret dykker virkeligheden op, som en Treo der har været gemt væk bag en kindtand.

Trods filmen dyrker den “sikre-danske-Biografklub-Danmark-formel” med dens danske kliche drama/komedie fortæling, er persontegningerne mere virkelighedstro med karakterer vi alle kender eller på enkelte tidspunkter har mødt i vores liv. Det tager heller ikke mange øjeblikke hvor det går op for os at vores hovedperson ikke kun flygter fra hendes fortid, men i særdeleshed lige så meget fra sig selv. Vi føler dog med hende, da hun som den eneste i hendes familie og gamle vennekreds har “brudt ud af systemtet”, men alligevel ikke helt har vendt fortiden og familien ryggen. Irene er en “fighter”, men hun indser hurtigt at alt ikke kan fortælles entydigt som hun ellers havde beskrevet i sin bog. For måske er det bare bedst at mødes lidt på midten?

Hovedrollen som Laura/Irina spilles af Rosalinde Mynster, der nok mest er kendt for rollen som Fie Kjær i monsterhittet `Badehotellet´. Jeg havde mine nærvøse forstadier i hævd om hun kunne bære sådan en hovedrolle, men efter lidt tilvænning overvandt hun mine ængstelser og jeg kunne fordybe mig i hende og hendes udvikling. Det kan også være svært når alle rollerne er så fint belagt, hvor det nok er veteranerne Jens Jørn Spottag og i særdeleshed 60-årige Bodil Jørgensen, som de uforstående men velmenende forældre, der tager sig mest overbevisende ud. Faktisk var det temmeligt respektindbydende at se, at selv når den garvede skuespiller Bodil Jørgensen bogstaveligt talt var ude af fokus, formåede hun stadig at stjæle billedet. Endnu en ansigtsløs Bodil til den furede, livserfarende Bodil.

Men de yngre skuespillere ER altså også gode: Anne Sofie Wanstrup er noget nær et fund som barndomsfjenden Catrine, der lunefuldt skifter fra ven til fjende og tilbage igen. Adam Lid Rohweder, Thomas Hwan og Jesper Groth er også gode som kvindernes bejlere, kærester og ægtemænd, der alle er lige så forskellige som kærnemælk og storbys Cafe Latte.

Filmens musik består primært af klassikere med D:A:D, Rocazino, Sort Sol og Thomas Helmig. Altså musik som en “fucking provins-DJ” ville have spillet, som Irina snerrer. Ja for “Nirvana er jo vigtigere end D:A:D”, som hun siger.

I filmens pressemateriale beskriver filmens instruktør , der tidligere har instrueret kortfilmen `September´ fra 2018, hvorledes hun selv voksede op på landet og mærkede en stor afstand mellem hendes nuværende kunstner-byliv og hendes fortid i markerne hos sin landmandsfamilie. “Når jeg mærker mine rødder rumstere, kan jeg føle mig forkert i byen, men når jeg vender hjem til gården, er jeg blevet en anden og kan ikke længere sproget der. Den rodløshed og mangel på plads i verden var mit første frø i skabelsen af denne film”.

I en af filmens mange vellykkede scener, står vores hovedperson med fødderne dybt nede i en kokasse på “Lars Tyndskids marker”, og her kan man virkelig mærke vores hovedpersons dilemmaer, men også instruktørens. Jeg ville bare ønske at slutningen ikke var så hurtigt overstået, med dens “det står skrevet i det uvisse” slutning, når vi har været så tæt på vores personer. Det er lidt ærgerligt, for så virker det lidt som Bodil Jørgensen der burde sælge blomsterbuketter i sin lukningstruede butik, men ender med at pakke bårebuketter.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen

Navnet er Widow. Black Widow, og efter godt et årti siden vores allesammens Natascha Romanoff sluttede sig til superheltegruppen Avengers under dette navn, får hun endelig sin egen film.

Denne originale gruppe består, ud over Black Widow, af Captain America, Hulk, Ironman og Hawkeye, hvoraf ¾ fik deres egne solofilm (endda flere) for længe siden. I mange år har fans tigget og bedt om en film, der ville udforske den tidligere russiske spions baggrund – hvem var hun, hvor var hun fra og HVAD skete der i Budapest??? – men uden held. Under alle omstændigheder, så er filmen her nu, og den leverer til dels på ønsket om uddybelse af Black Widows baggrund, men desværre efterlader den ikke seeren med den ’closure’, som vi havde håbet på at få, i hvad der formentlig er karakterens afskedsfilm.

Lad os starte med det positive: Castet er ganske fantastisk, action scenerne er spændende, og det vi lærer om Nataschas barndom er spændende. Marvel fans ved nok, at Nat er specialtrænet spion, men de præcise rammer for, hvad dette indebar, og hvad ”The Red Room” var, har indtil videre været forholdsvist obskurt.

I ’Black Widow’ får vi indsigt i Nats barndom som hemmelig russisk spion i USA, hendes falske spion familie og deres specifikke mission. Personligt havde jeg håb om, at filmen ville foregå hovedsageligt i fortiden, som en form for ”origin story” for Black Widow som vi kender hende, og eftersom jeg gik ind til filmen uden at have læst noget i forvejen for at undgå spoilers, var jeg meget spændt, da filmen startede, og vi så den blå-hårede teenage Natacha lege med sin ”lillesøster”. Filmen skipper dog senere 21 år frem, hvor vi møder Black Widow som vi kender hende, nemlig spillet af Scarlett Johansson. Og her indrømmer jeg, at jeg måske burde have læst en del mere op på filmen og ikke været så forsigtig med spoilers, for efter dette hop i tiden, gik der et godt stykke tid, før jeg rigtig forstod, hvad er foregik. Dette er min synd som Marvel fan: Jeg har ikke set alle Marvel film, og her er det specielt relevant, at jeg ikke har set ’Civil War’. Da vi møder Scarlett Johansson, er vi pladask midt i den tidsperiode, hvor Avengers-gruppen har problemer i familiedynamikken og derfor ikke er på talefod. Nat er på flugt fra den Amerikanske stat, og da hun får kontakt til sin ”lillesøster”, Yelena, beslutter de sammen at opsøge resten af deres falske familie, for for alvor sætte en stopper for organisationen ”The Red Room”. Men på grund af de interne uenigheder, kan Black Widow ikke lige kalde hjælp ind fra hendes flyvende venner, hvilket nok kunne have gjort flere ting en del nemmere.

Som sagt er castet fantastisk; Marvel har igen og igen vist, at de er superskarpe til at caste folk, der passer perfekt i deres roller. Dette er ingen undtagelse: De fleste folk kender Florence Pugh som en dygtig skuespiller, specielt efter ’Midsommar’ i 2019, hvor hun fik lov til at vise hendes dramatiske kunden. I ’Black Widow’ ser vi da også hendes dramatiske evner, men det er faktisk hendes komiske timing, der skaber rollen her, i  de små øjeblikke, hvor Yelena virkelig skinner igennem som den sarkastiske lillesøster. Nats ”forældre” er også castet godt, med en komisk far, der spiller godt med den sarkastiske Yelena, og en straight-faced men kærlig mor, som Natascha kan spejle sig i: her har vi David Harbour som Alexei Shostakov, samt Rachel Weisz som Melina Vostokoff. Til sidst er der selvfølgelig Scarlett Johanson i hovedrollen, og vi ved alle sammen, at ScarJo kender denne karakter, og kan spille godt som Natascha. Desværre får hun ikke helt sit ”moment”, som vi måske kunne have håbet.

På trods af at ‘Black Widow’ er titlen på filmen, og at vi bruger en del tid samme med Natascha, så føles det ikke helt som om, vi får lov til at lære hende bedre at kende. Det er lige før jeg føler, at Pugh gav mig en bedre forståelse af Yelena i løbet af filmen, end jeg fik lov til at få med Natascha. Nat har aldrig været super emotionel udadtil, men man skulle tro, at en film om hende, ville give hende flere muligheder for at udtrykke sig. Vi ved, at Nat altid har ledt efter en virkelig familie, eftersom hun aldrig kendte sin egen.

Dette er selvfølgelig også noget, der bliver bragt op i ’Black Widow’, men i stedet for at håndtere Nats indvendige kamp, får vi flere følelsesladede scener med specielt Yelena og Alexei, som er både rørende og humoristiske, hvorimod de scener jeg mest husker med Natascha, er dem, hvor hun kæmper, spionere er generelt er badass. ”Badassery” er ikke noget, vi ikke har set fra hende før, og derfor er jeg en smule skuffet over manglen på dybde i hendes egen film.

Heldigvis, kan man sige, skiller Natascha sig ikke længere ud i forhold til påklædning. Med Cate Shortland som instruktør og Johansson som producer, gør denne film heldigvis ikke Black Widow til en såkaldt ”sexy lamp”, som hun kan siges at have været i andre MCU-film. Hun tager aktiv del i handlingen, er fuldt klædt på, og filmen består heldigvis også Bechdel testen. Det er bare som om, at der stadig er utroligt mange ting, vi ikke har fået lov til at se og få indsigt i omkring hendes karakter; så mange ting, som de kunne have udforsket mere. I stedet føles filmen en smule mere, som en introduktion til Pughs karakter, der højest sandsynligt kommer til at fortsætte i MCU, i stedet for den afsked, som vi havde håbet på at få, med Natascha.

I sidste ende, er dette absolut ikke en dårlig film. Den er bestemt underholdende, og hvis man er Marvel fan, så kan man ikke misse den. Men hvis man havde håbet på en dybdegående baggrundshistorie eller indsigt i Black Widow karakteren, så får man desværre ikke helt, hvad man håbede på, og hvis man ikke er den slags Marvel fan, der har set alle filmene, er der højest sandsynligt en del af plottet, der vil virke unødvendigt kompliceret. Hvis man leder efter en underholdende actionfilm, kan denne sagtens gå an; den er pakket med action i bedste spionstil, fantastisk koreograferede kamp scener, der ikke ligner ”same old same old” som vi har set 100 gange før. Der er specielt en kamp mellem de to søstre i Budapest (jo, vi kommer heldigvis til Budapest), som jeg specielt synes var underholdende, men jeg vil forudsige, at dette ikke er nok til at få ”casual fans” til at gense den flere gange.

Jeg giver 4 ud af 6 Chaplins til ’Black Widow’, taget i betragtning at filmen nok giver en del mere mening, hvis man forstår al konteksten fra de andre film. Ikke en dårlig film, men heller ikke helt det, som man måske havde håbet på.

Anmeldt af: Susanne Schatz

De grå sommerdage er oplagte film og kagedage. Så hvorfor ikke kombinere de to ting, og gå i biografen, for at se en hyggefilm med kager?

En mor dør, en veninde står lige pludselig alene med et projekt om at åbne et lille bageri; en datter bliver droppet af kæresten og smidt ud af deres lejlighed, hun forsøger at bo hos mormoren, som i årevis ikke har haft kontakt med sin datter og barnebarnet. Og i denne situation er det det mest oplagte at opfylde morens store drøm – alligevel at åbne Love Sarah, det lille bageri. Nej, tværtimod! Der mangler nemlig penge, der mangler en dygtig bager, der mangler næsten alt bortset fra et sted i Notting Hill! Men ambitionerne er høje, og de tre kvinders historier fletter sig sammen på en meget smuk måde.

Eliza Schroeders film er velskabt, jeg kunne lide den fra starten, en film med en klar sturktur og handling, uden alt for store bump på vejen, derfor en film som hverken gør ondt eller hvor man kommer dybere ind i karakterne. Man får et lille indblik i deres fælles sorg, lidt om deres historie og mulige konflikter, men alt kulminerer i en Happy End – trods alt.

Der er ikke noget galt i det, nogle gange er det bare dejligt at læne sig tilbage og blive taget med ind i et uskyldigt univers, hvor tingene lykkes, hvor man får en ide om, at forhold kan reetableres og generationerne åbner op for hinanden! Hvorfor ikke.

Ovenikøbet er ‘Det lille bageri’ – jeg fortrækker nu ‘Love Sarah’ – en fristende oplevelse for dem, som har en sød tand! Fantastiske kager og et utroligt hyggeligt og behageligt sted, hvor man får lyst til at tage hen og smage alle de ”kunstværker”.

Man bliver på en måde glad over ”at være med” i projektet!

Ift. skuespillerne efterlod Celia Imrie som Mimi (mormoren) det største indtryk – hendes indre konflikter, udfordringer med barnebarnet Clarissa osv. i kombinationen med en vis charme og koketteri var såvel morsomt som rørende!

Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om filmen, men den har heller ikke brændt sig fast! Man overlever vel uden at have set den, men det gør heller ikke noget at tage til biffen med en flok veninder for en lille hyggestund – alle trænger jo til lidt hygge, ikke også?!

Anmeldt af: Lene Brandt

I en verden med militær oprustning, trusler om brug af atomvåben og
frygt på begge sider af jerntæppet, søgte man en mand.

Russeren Oleg “Alex” Pinovsky er bekymret for udviklingen i sit land
under den konfliktsøgende præsident Nikita Khrusjtjov og sender de
allierede et brev. Fra vesten er man meget interesseret, men hvordan
kontakter man en højtstående sovjetisk, embedsmand uden at nogen
fatter mistanke ? Man finder en forretningsmand.
Forretningsmanden Greville Wynne er ved at kløjes i sin suppe. Han er
på ingen måde politisk interesseret og finder det hele lidt spøjst. Han
lever et ukompliceret familieliv, der er skitseret med kærlighed og humor.
Er det farligt spørger han. Du er en halvfed midaldrende
forretningsmand, den sidste vi ville sende hvis det var farligt, svarer de
og det lyder jo godt. For det er ikke bare lige at være spion og
da vores forretningsmand har etableret den indledende kontakt og efter
planen skulle trække sig beslutter russeren, at Greville er den eneste,
han har tillid til.

Dette er en gribende autentisk beretning. Filmen er krydret med humor
og vi lærer i lige dele den humoristiske upolitiske familiefar og sælger at
kende som den spirende spion og senere den politiske fange med al
hans usikkerhed, frustrationer og frygt.

Jeg er nok lidt forudindtaget, for jeg synes at Benedict Cumberbatch er en unik skuespiller, og i denne film bliver han Greville. Han ligner også den “rigtige” Greville, som vi ser efter filmen

Vi kender ham fra film og serier som ‘Sherlock Holmes’, ‘Doctor Strange’ og ‘The Imitation game’. Jeg nød at se ham i en seriøs og autentisk rolle, og håber han vil lave mere af dette fremover. Derudover bør fremhæves Jessie Buckley som vi kender fra ‘Wild Rose’ og som giver en overbevisende præstation, som den elskelige hustru, samt Meran Ninidze, der er russeren Alex. De er et gode valg til rollerne.

Instruktøren Dominic Cooke kender vi fra produktioner som ‘En dag på
stranden’, ‘Henry den Iv’ og ‘Richard den III’, sidstnævnte har også
Benedict Cumberbatch i den ledende rolle. Et partnerskab jeg
fornemmer vi vil se mere til i fremtiden.

Jeg giver filmen 5 Chaplins fordi den er relevant. Den giver et godt
tidsbillede og frem for alt er det en film, der viser en mands udvikling og
overlevelse. Filmen var en fornøjelse at se.

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

I opfølgeren til gyserfilmen ‘A Quiet Place’ sidder vi igen på kanten af vores biografsæde i spænding. Filmen er underholdende fra start til slut, og krydsklipper mellem intense scener blandt hovedkaraktererne.

Det er nu tre år siden at ‘A Quiet Place’ kom ud, og to’eren burde egentlig være kommet ud sidste år, men på grund af COVID-19 restriktioner blev den udsat til denne sommer. I filmen følger vi igen familien Abbott og deres overlevelse i en verden fyldt med dystre monstre. Man er som tilskuer ligeså investeret i filmens univers, som man var præ-corona, og flere elementer spiller endnu bedre sammen under en pandemi.

Historien fortsætter hvor den første slap, og i en verden hvor selv den mindste lyd kan dræbe dig, kæmper alle for deres overlevelse. Denne gang er der mere fokus på børnene og deres kamp for ikke blot at overleve, men for at overvinde disse lydfølsomme monstre. Børnene er denne gang de proaktive, og gør alt i deres magt for at finde en vej frem i en verden hvor alt håb virker tabt. Derimod er de voksne roller i filmen inaktive, og vil blot overleve en dag af gangen.

Rollebesætningen er den samme som sidst med moderen Evelyn (Emily Blunt), datteren Regan (Millicent Simmonds) og sønnen Marcus (Noah Jupe). Filmen introducerer Emmett (Cillian Murphy), der ligesom Abbott familien har fundet sine egne metoder for overlevelse i denne håbløse verden.

Filmen er igen skrevet og instrueret af John Krasinski ligesom i den første film. Krasinski som er bedst kendt som Jim Halpert i ‘The Office’, har her endnu engang skabt et skræmmende univers som er yderst underholdende. Det er hans tredje film som instruktør, og har selv medvirket som skuespiller i alle tre af sine film. Krasinski er derudover også gift med Emily Blunt, som spiller én af hovedrollerne i filmene, og konen til Krasinskis karakter.

Det fungerede, når der var krydsklipning mellem de intense scener i filmen, og man fulgte hver karakter og deres eskapader. Man ventede konstant på en høj lyd eller uagtsom bevægelse, som ville sætte hele scenen i gang, som en lang række dominobrikker som falder på stribe.

Dog fungerede det mindre godt nogle af de valg, som familien tog sig i filmen. Karakterne tog ofte tvivlsomme valg, som ofte virkede som noget manuskriptforfatteren havde tvunget ned over historien for at skabe spænding og suspense. Det lykkes selvfølgelig også, men valgene virkede ikke altid troværdige og karaktererne mistede dermed lidt af deres ægthed.

Alt i alt en underholdende og spændende film, som man sagtens kan se en sommeraften når man er træt af varmen. Filmen fungerer også, hvis man ikke har set den første film, da det er en ægte Hollywood-banger, hvor tingene bliver penslet ud for seeren. Se den i biografen hvor lyden og fotograferingen virkelig kommer til sin ret.