‘1899’: føles som et langtrukkent og mørkt mareridt, man aldrig vågner op fra

Anmeldt af: Susanne Schatz

Mændene bag Netflix succesen ‘Dark’ er tilbage med en ny serie, hvor flere danske skuespillere er bland castet.

Vi følger forskellige karakterer, som i starten af hvert af de otte afsnit oplever en voldsom drøm, og som bliver vækket af en stemme, der råber: ”Vågn op!”!  Det lyder som udgangspunkt spændende. Specielt, når hele handlingen foregår på skibet Kerberos på vej til New York, med ca. 1.500 passagerer.

I starten får vi at vide, at et søsterskib med navnet Prometheus har været forsvundet i fire måneder. Nogle mystiske mosesignaler fører dem til Prometheus, uden tegn på liv, og fra rederiet kommer beskeden ”Sænk skibet!”. Men kaptajnen går mod ordren, vender om og vil trække Prometheus hjem.  Hans beslutning falder ikke i god jord hos mandskabet og passagererne, og situationen begynder at løbe løbsk.

Langsomt i ‘1899’, åbnes der op for hovedpersonernes liv. Vi møder bl.a. en dansk præstefamilie, et fransk par, en asiatisk pige med sin mor og en engelsk kvinde, som rejser alene. Alle bærer på en hemmelighed, som næsten ”tvinger” dem til at starte på en frisk i New York.

Makkerparret Baran bo Odar og Jantje Friese har allerede skabt den succesfulde Netflix serie Dark. Med ‘1899’ laver de en serie hvor vi bliver præsenteret for forskellige nationaliteter, der alle snakker deres eget sprog. Serien er et mystisk, filosofisk, psykologisk sci-fi drama. Hvor tid og rum gradvist ophæves, og hvor virkelighed og drømme flyder sammen – en kompleks enigma!  

Altså, ideen har noget, også selvom det med alle de forskellige sprog var ret udfordrende. Selvom jeg var med på det – i hvert fald i starten.

 Introen til serien er afsindig flot lavet og var hver gang en fornøjelse at se på – ligesom musikken var anderledes og interessant! Alle scener, som ikke foregik på skibet, var også fantastisk lavet – en meget flot serie!  

Til gengæld var alt, der foregår på skibene dystert og mørkt, nogle gange kunne jeg ikke se hvad der skete. Selvfølgelig kan jeg se pointen i, at det er mere autentisk med de mørke farver og lidt lys, vi er jo i 1899, men på den anden side dukkede ting op, som heller ikke fandtes dengang (som fx lommelygter). Jeg tror at man sagtens kan optage scener, som giver et dyster indtryk og alligevel giver publikummet chancen for at se mere.

Et andet problem var, at der var meget larm i baggrunden, skibets/stormvejrs ”naturlige lyd”, hvilket gjorde, at det var svært at forestå danskerne. De var nemlig de eneste uden undertekster.

Undervejs var der nogle uventede twist i handlingen, nogle overraskende udviklinger og fx den danske families historie var interessant og gav rigtig god mening i den store sammenhæng, som man desværre ikke kan sige om alle historier og detaljer.

Efter det første afsnit var jeg nysgerrig og fanget af fortællingen, men rundforvirret! De næste 3-4 afsnit føltes til gengæld meget langtrukne og ikke særlig afklarende – min nysgerrighed blev erstattet af tunghed, og næsten en ”lille depression” .

Men der var stadigvæk håb om en bedre fortsættelse og ikke mindst en utraditionel, spændende afslutning.

Uden at røbe for meget, vil jeg nævne at serien ikke blev mere interessant eller sluttede på en fed måde. De forskellige ”gadgets”, som er blevet brugt til at ophæve alle tids- og virkelighedsgrænser, var rigtige gode og sjove de første par gange. Men efterhånden blev det bare mærkeligt og absurd, og flere ting, som egentlig fyldte meget i forløbet, fik ingen forklaring, og det sidste afsnit efterlod mig med: ”Det var nu det??!?! Seriøst?!!!” – og dræbte bare alt! 

Og selvom skuespillerne fungerede (for at nævne nogle af de danske stjerner – Clara Rosager, Lucas Lynggaard Tønnesen og Alexandre Willaume) er der noget, som ikke spillede, som ikke gjorde serien virkelig interessant – desværre. Jeg var bare glad for, at have fået serien overstået – det føltes som jeg har spildt næsten 8 timer! 

At se ‘1899’ kræver meget tålmodighed, høj frustrationstolerance og stor interesse i mystiske, filosofiske og absurde tankespiraler.

‘1899’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=p7OUQ9U2qIw

‘Vanskabte land’: En forfærdelig smuk fortælling om mødet mellem to kulturer

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Hlynur Pálmasons nyeste film bygger på de første fotografier fundet på Island, og viser gennem levende fotografier det smukke og vilde landskab som findes på øen.

I ‘Vanskabte land’ følger vi i slutningen af det 19. århundrede den unge danske præst Lucas (Elliott Crosset Hove), som bliver udsendt til en fjerntliggende by på Island for at bygge en kirke. Lucas har medbragt fotografi redskaber for at affotografere de mennesker, som han møder på sin rejse. Inden afrejse bliver han advaret af en dansk præst om at mange mister forstanden på øen, da solen ikke går ned, og de glemmer at sove. Lucas bliver guidet af den islandske Ragnar (Ingvar Sigurdsson) frem til bygden, hvor han skal bo hos en dansk købmand og hans to døtre, Anna (Vic Carmen Sonne) og Ida (Ída Mekkín Hlynsdóttir). Jo længere Lucas kommer på sin rejse gennem den islandske natur, jo mere begynder han at tvivle på hvad der er virkeligt og hans egen tro.

Den islandske instruktør Hlynur Pálmason har gået på Den Danske Filmskole, og er blevet et velkendt navn i den danske filmindustri. Han har tidligere instrueret og skrevet spillefilmene ‘Vinterbrødre’ (2017) og ‘En hvid, hvid dag’ (2019). Castet i ‘Vanskabte land’ vil virke bekendt for tilskuere af hans tidligere film. Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne er begge med i ‘Vinterbrødre’, og Ingvar Sigurdsson og Ída Mekkín Hlynsdóttir er begge med i ‘En hvid, hvid dag’.

Med sin nyeste kortfilm ‘Nest’ (2022) vandt Pálmason hovedprisen på Odense International Film Festival OFF, som fortæller historien om tre søskende som bygger en hule på en strandeng i Island. Filmen er optaget fra én enkel kameraposition, mens årstiderne skifter sig fra lys, sol, regn og kulde. Denne teknik ses i flere af Pálmasons film, og er også én som tages i brug i ‘Vanskabte land’.

Det der fungerede i filmen for mig var især 4:3 formatet og den overdrevne brug af landskabsbilleder. Ved at have filmen i dette format blev billederne indrammet af den sorte kant på lærredet, og de runde hjørner i formatet gjorde hver scene til et fotografi. Jeg blev draget af det åbne landskab, som besad så mange forskellige kvaliteter og udtryk baseret på vejret. Jeg blev opslugt af naturens vildskab, og hvordan den blev et udtryk for karakterens indre konflikter.

Elliott Crosset Hove spillede eksemplarisk den pligtopfyldende dog splittede præst, som ønsker at tjene Gud, men ofte agerer selvisk og ugennemtænkt. Filmen var struktureret i to kapitler: rejsen og bygden. Strukturen tydeliggjorde et før og efter for Lucas’ morale. Kulturmødet mellem danskeren og det islandske folk var både nuanceret og viste vanskelighederne der kunne være forekommet.

Der hvor ‘Vanskabte land’ kunne fungere bedre var i forhold til dybden af karaktererne. Vi kommer aldrig helt under huden på dem, og forstår ofte ikke hvorfor de handler som de gør. De konstante landskabsbilleder var for mig en styrke, men de kunne risikere for nogle at blive et overvæld af indtryk, således at tilskueren ligefrem bliver immun overfor dem.

‘Elvira’: Viaplays nye original serie er anderledes og virkelig morsom – men med småproblemer undervejs

Anmeldt af: Susanne Schatz

Viaplays nye original serie er skabt af Heidi Marie Faisst og Lærke Sanderhoff, som tidligere har været med til at skrive manus til ‘Klumpfisken’ og ‘Arvingerne’. I hovedrollen som Elvira, har de castet debutanten Sara Klein Larsen.

Over 10 afsnit følger vi Elvira. Hun er en pige fra Underdanmark, som arbejder som telefondame i en lille ”luder-biks”. Køster, som egentlig er politimand, har en fælles barndom med Elvira, hvor hendes hjem var hans helle, har skaffet hende jobbet. Han fungerer som mellemmand til ejerne af bordellet – ”svenskere”. Han er i lommen på dem, da hans livsstil og hans kones forventninger helt klart overstiger hans politi-løn.  Men alligevel kører alt forholdsvis smurt, i hvert fald indtil en af luderne, Candy, forsvinder, og ovenikøbet skylder 50.000 kr., som Elvira burde aflevere hos Køster. Der igen skal afregne til svenskerne.

Ser du problemet?

Men der er mere: Elviras bror Sixten er narkoman, han er forsvundet, selvom de har en aftale med viceværten, om at kigge på en lejlighed, der ligger lige ved siden af Elviras, så hun kan holde øje med ham. Men hvor er han? Og hvad skal Elvira stille op med viceværtens krav om at få 20.000 kr. under bordet, så brormanden kan få lejligheden?  

Da hun jo i forvejen er lidt økonomisk på røven pga. Candys forsvinden, er den eneste fornuftige løsning vel at finde Candy, ikke også?!  

Plottet er sammenskruet af flere små problemer, men som stille og roligt udvikler sig til store katastrofer. Og hovedpersonerne havner dybere og dybere i en verden af løgn, afpresning og vold. Køster prøver også at holde sit dobbeltliv væk fra familien og hans kollega Dinesen – uden held.

Elvira vil egentlig kun det bedste, hun hjælper både Sixten, Køster og ikke mindst den forsvundne Candy. Hun udvikler en styrke og en detektivsans, som hun slet ikke anede at hun havde. Man kan godt kalde hende en handlekraftig pige, med ben i næsen!

Og sikke et cast, som holder serien på et meget højt niveau! En fantastisk blanding af ”veteran-skuespillere” (som fx Peter Plauborg, Morten Surballe, Bodil Jørgensen, Tina Gylling Mortensen, Claus Flygare, Claus Riis Østergaard og Marijana Jankovic) og nye, virkelige gode talenter (som Anton Hjejle og Frederikke Dahl Hansen) og et endnu helt ukendt ansigt – Sara Klein Larsen.

Der er nogle uventede twist i handlingen, som gør det interessant og fører os på forskellige spor, men desværre bliver ikke alle tråde afklaret tilfredsstillende. Måske bemærker man det ikke, hvis man ser et afsnit ad gangen, fordi man glemmer nogle detaljer i løbet af ugen, men jeg bingede serien, og så dukkede derefter nogle spørgsmål op, som fx ”Hvem har egentlig gjort det? Hvad??”, ”Hvad er der sket med dem? Hvem??”, ”Hvorfor er den scene egentlig med?”.  

Altså, serien får en god afslutning, men som sagt, mangler der nogle detaljer! Og delvis springer handlingen også, så at man kan blive lidt forvirret. 

Men til gengæld er der også rigtige mange sjove sekvenser i serien, som fx sammenspillet mellem Køster og svenskeren og kontakten mellem Elvira og Leo (”narkokongen”). Jeg synes også at miljøet er rigtig godt beskrevet, altså narkoverden. Specielt den dynamik mellem Sixtus og hans kæreste, deres ”forelskelse”, hvordan de inddrager hinanden igen og igen i ”noget lort”! De to er meget overbevisende i deres grænseløse naivitet og samtidig udspekuleret adfærd.

‘The Good Nurse’: Anderledes, men ikke helt så fængende film, om en seriemorder

Anmeldt af: Susanne Schatz

Film og serier om seriemordere hitter altid og lige nu specielt. På Netflix er ‘The Good Nurse’ ”the best-performing english language film” nogensinde, og er blevet set 68 millioner timer på én uge! Det er sgu imponerede! Og endnu mere, da danskeren Tobias Lindholm (instruktøren bag ‘Krigen’, ‘Kapringen’ og ‘R’) står bag! 

Filmens historie er baseret på virkelige hændelser og på Charles Graebers true crime bog, med samme navn fra 2013. 

Eddie Redmayne (bl.a. kendt fra ‘Den danske pige’, ‘My week with Marilyn’ og ‘Fantastiske Skabninger 1-3’) spiller rollen som Charles Cullen, over for Jessica Chastain (‘Scener fra at ægteskab’, ‘IT-del 2’, ‘Grimson Peak’) som Amy Loughren. 

Amy er sygeplejerske, enlig mor til 2 børn og ansat på et hospital. Det, som ingen ved og heller ingen må vide er, at hun har alvorlige hjerteproblemer, som egentlig kræver en operation. Men hun har ikke råd til den og skal ”overleve” indtil hun efter 1 år, får en sygesikring gennem sit job. Hun arbejder sig næsten ihjel for at få hverdagen og jobbet til at hænge sammen. Da Charles bliver ansat på hendes afdeling, får hun ikke kun en god og dygtig kollega, men efterhånden også en ven og fortrolig. Han støtter hende, dækker over hendes hjerteproblemer, og bliver næsten en del af hendes lille familie. Men lige pludselig dør nogle patienter, som egentlig ikke burde dø, og hospitalet og politiet begynder at undersøge sagerne.

Fra starten af er det klart, hvem ”skurken” er, nemlig Charles Cullen, men man ved ikke rigtig, hvordan han egentlig gør det. Hele forløbet udvikler sig forholdsvis ”udramatisk” – måske lyder det lidt absurd i betragtning af, hvor mange patienter Cullen har dræbt. Men alt forgår ”stille og roligt”, filmen tager sig rigtig god tid – ca. 2 timer.

I modsætning til andre film/serier af den slags får man så godt som intet at vide om ham personligt. Og jeg må sige, at det gør det hele lidt uinteressant! Amy er med sin historie og med sit bidrag til opklaringen af sagen, filmens fokus – hun er faktisk hovedpersonen.

Jeg kan godt lide skuespillerne, de fungerer udmærket sammen, men handlingen virker langtrukken og kedelig. Hvis filmen skal handle om en seriemorder, så har den ramt forbi! Jeg føler, at den hverken er en thriller eller et drama. ‘The Good Nurse’ er mest en samfundskritik af det amerikanske sundhedsvæsen! Det med god grund, da Cullens mange tidligere arbejdspladser mest er optaget af, at få sagerne lukket ned for at undgå at pårørende kører nogle vanvittige erstatningssager osv. – der er meget galt.

Det kan selvfølgelig være, at bogen giver et mere nuanceret billede af Charles Cullen og af hele historien, og at Tobias Lindholm bevidst valgte denne synsvinkel. Men det får jeg aldrig at vide, da filmen ikke gjorde mig nysgerrig på at læse bogen.

Desværre kan jeg ikke køre med på hypen om ‘The Good Nurse’.

‘Black Panther: Wakanda Forever’: Black Panther vender tilbage i uden Chadwick Boseman, der rummer mere østrogen og politik end egentlig superhelteaction. 

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Marvel Studierne alslutter Fase Fire med et festfyrværkeri, i visuelt overdådig tåreperser af et actiondrøn, der dog tit føles for lang. 

Ryan Cooglers første ‘Black Panther’ film omsatte i 2018 for imponerende 1,348 milliarder dollars, hvilket fik gjort den til den 6. bedst omsatte Marvel film. Det var også den første Marvel film nogensinde til at modtage tre Oscars. 

Nu er efterfølgeren ‘Wakanda Forever’ endelig klar og der er mildest talt sket noget siden sidst. Udover et kraftigt corona angreb, døde den første films hovedrolle indehaver Chadwick Boseman af en ondartet tarmkræft, hvilket naturligvis fik skubbet godt til Kevin Feiges produktions apparat. 

Wakandas konge T’Challa er død og der sørges ved dennes begravelse. Den stolte nation er knust og samtidig trues deres eksistensgrundlag af glubske verdensmagter der gerne vil udvinde Wakandas vigtigste energikilde Vibranium, der kendes for dets ekstraordinære evner til at absorbere, opbevare og frigive store mængder kinetisk energi. Noget der efterspørges i andre mere grådige og primitive verdener. Men det er ikke kun i Wakanda der kendes til energikilden. Dybt, dybt nede under havet bor den skjulte undersøiske nation Talokan, styret af den mere end femhundrede år gamle havkonge Namor, der også vil gøre alt for at beskytte den dyrebare energiform. 

Man må tage hatten af for Marvel studierne i at prøve at gå nye veje. Intet havde været nemmere end bare at finde en ny skuespiller til rollen som Wakandas originale konge, men Chadwick Boseman endte med at blive nærmest folkeeje i rollen som Black Panther. Derfor er det helt fornuftigt at vælte det hele på hovedet. Filmens problem bliver dog at der først dukker en ny Black Panther karakter op i ‘Wakanda Forever’s sidste tyve minutter, hvilket er lidt for sent i en film med en samlet spilletid på to timer og enogfyrre minutter. 

Derfor er det temmelig nemt for den mexicanske skuespiller Tenoch Huerta at stjæle næsten hele filmen i rollen som den 83 år gamle Marvel figur Namor, der på dansk hedder Sub Mariner. Oprindeligt skabt af forfatter-kunstneren Bill Everett, debuterer denne Marvels svar på DC´s ‘Aquaman’ op med et brag af en debut! Her er ingen ironisk distance til karakteren, som en Jason Momoa ellers med stor succes lagde til med i DC´s ‘Aquaman’. Man sidder lidt tilbage med et ønske om en regulær Namor film med denne pragtpræsentation om “barnet uden kærlighed”, som han bliver beskrevet som. 

Men filmen rummer dog flere saltvandsindsprøjtninger. Først og fremmest er filmen et imponerende skue at dykke ned i, der helt sikkert vil give den kommende ‘Avatar’ film kamp til stregen i overdådige undervandsoptagelser og storslåede krigsscener, der absolut ikke må beses udenfor biografens vandsikre vægge.

Der er dog til tider en lidt for tung dialog, der også virker for lang, der tit truer med at tage luften ud af kampscenerne. 

Udover Tenoch Huerta´s totale ejerskab af Namor rollen, brilleres der primært af 64-årige Angela Bassett i rollen som dronning Ramonda af Wakanda. Hun tillægger rollen en stolt værdighed, der emmer af en ægthed der ikke kan købes. 

Letitia Wright bærer filmens hovedrolle som Black Panther lillesøsteren Shuri, der dog ikke helt kan følge Chadwick Bosemans kattepoter. Men det hæmmer nu heller ikke filmen. 

Svenske Ludwig Göransson vender tilbage på lydsporet og han har endnu engang leveret et originalt og velpassende score, der bestemt ikke truer hans karriere. 

Selvom ‘Black Panther: Wakanda Forever’ burde have heddet ‘Namor Forever’, får Marvel studierne dog fint lukket for deres Fase Fire. Dog desværre ikke med et rigtigt bang. 

‘Fædre & Mødre’: Paprika Steen har igen lavet en af årets bedste danske film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Paprika Steen brød igennem som skuespiller i midten af 90’erne, og har siden etableret sig som en af Danmarks bedste skuespillerinder. I 2004 instruerede hun sin første spillefilm, ‘Lad de små børn’, og nu er hun klar med sin fjerde spillefilm som instruktør.

Piv og Ulrik er et forældrepar som vil det bedste for deres datter Hannah, og derfor beslutter de at hun skal flytte skole for fjerde gang i en alder af 12 år. Og med en skoleflytning følger også en ny forældregruppe, som Piv og Ulrik skal prøve at blive en del af. Den ultimative test bliver en hyttetur for klassens børn og forældre, hvor forældrene kæmper med deres forskelligheder, dominerende personligheder, egne dagsordner og forskellige magtstrukturer. Det skal vise sig at blive en sværere opgave end først antaget, for Piv og Ulrik at blive en del af gruppen, men de er villige til at gøre alt for deres datter.

‘Fædre & Mødre’ er den mest stjernebesatte danske film i år. På rollelisten finder vi b.la. Jacob Lohman, Katrine Greis-Rosenthal, Lars Brygmann, Nikolaj Lie Kaas, Martin Greis-Rosenthal, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Rasmus Bjerg, Line Kruse, Lise Baastrup, Merete Mærkedahl og Lisa Loven Kongsli.

Castet er fremragende. Og præstationerne er det samme. Jeg har svært ved at udvælge nogle specifikke skuespillere som gør det godt, da alle simpelthen yder deres bedste. Selv børneskuespillerne spiller fremragende, selvom de ikke er særligt meget i fokus i denne film. Ida Skelbæk-Knudsen der spiller Hannah, giver en virkelig glimrende og stærk præstation. Hun giver også en meget rørende præstation, og som en person der til tider er blevet holdt udenfor i folkeskolen, kunne jeg sagtens sætte mig ind i hendes følelser. Jeg glæder mig til at se mere med hende.

Jeg har aldrig selv været til forældremøde, eller været en del af en forældregruppe. Og efter at have set ‘Fædre & Mødre’ er det ikke ligefrem noget jeg ser frem til. Paprika Steen har formået at skabe forældregruppen fra helvede, hvor forældrene alle vil det bedste for deres børn, men har meget forskellige holdninger til, hvordan det bedste for børnene og klassen skabes. Og også meget forskellige holdninger til, hvordan man håndterer børn i de begyndende teenageår.

Forældrenes forskelligheder, fordomme og stædigheder gør også at de ender med at blive de barnlige, og børnene næsten bliver fornuftens stemme. Forældrene ser hytteturen som en pause fra deres faste rammer, hvilket fører til at de slår sig ekstra løs, og hvor de næsten kun kan enes når de drikker sig ekstremt fulde. Det er i hvert fald her den eneste flig af sammenhold skabes.

Igen.. Jeg har absolut ingen erfaring med forældremøder, forældregrupper og Aula. Men jeg kunne sagtens forestille sig at mange vil kunne genkende noget i ‘Fædre & Mødre’.

I de seneste par år har mange danske, og udenlandske komedier, desværre haft en tendens til at blive ekstremt platte, og med forfærdelige ucharmerende karakterer. Her tænker jeg især på komedier som ‘Centervagt’, ‘Alle for 1, 2, 3 og 4’ og Netflix’s mange Adam Sandler film. Men ‘Fædre & Mødre er en velskrevet og begavet komedie, der har nogle meget charmerende karakterer og nogle skarpe replikker. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Og selv de mest irriterende og ucharmerende karakterer i ‘Fædre & Mødre’, ender man faktisk med at holde af og få sympati for.

Filmen er skrevet af Jakob Weis, der også skrev manus til ‘Den tid på året’, som i mine øjne er den bedste danske julefilm, og en af de bedste film som kom i 2018, også instrueret af Paprika Steen. Han formår i ‘Fædre & Mødre’ på en rigtig fin måde, at balancere komikken med det mere seriøse og får en snes af noget tragikomisk med.

Den visuelle side er sjov og legende, og der er nogle virkeligt flotte og imponerende sekvenser indimellem. Filmen er filmet af Jan Pallesen, der er en meget brugt og erfaren kameramand. Han har b.la. også filmet ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’, ‘Sygeplejeskolen’, ‘Gooseboy’ og ‘Kometernes Jul’.

Paprika Steen viste virkelig sine evner som instruktør med ‘Den tid på året’, og hun skuffer bestemt ikke med ‘Fædre & Mødre’. I mine øjne har hun igen lavet en af årets bedste komedier, og jeg vil anbefale alle, især forældre, at tage ind og se filmen.

‘Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’: En vild oplevelse og ekstrem god serie

Anmeldt af: Susanne Schatz

Seriemordere bliver ved med at fascinere, og der er aldrig lavet så mange film og serier om seriemordere, som der bliver i disse år. Og da Jeffrey Dahmer er en af de værste, skal vi selvfølgelig også have en fiktionsserie om ham.

Den nye Netflix serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer hitter på danskernes top 10-liste over de mest sete serier – med god grund! Det onde, som del af den menneskelige sjæl, ”tiltrækker og fascinerer” og vækker afsky lige så meget som interesse. Som ofte før skaber den slags filmatisering en del debat, med forståelige modargumenter – ”Hvorfor skal én som ham få så meget opmærksomhed?”, ”Ofrene bliver retraumatiseret!”, ”Det tilfredsstiller kun seernes voyeurisme og lyst til True Crime Stories!” osv.

Ift. filmatiseringerne synes jeg, at den måde True Crime laves på er afgørende. Er det bare splatter og blodorgie, eller prøver filmen/serien at belyse forskellige aspekter og synsvinkler for at give et facetrigt billede?! 

Ryan Murphy står bag serien ‘Dahmer’ og har allerede en vis erfaring i genren bl.a. med serien ‘American Horror Story’ og ‘American Crime Story’, men derudover er han også kendt for serien ‘Glee’ og filmen ‘Spis bed elsk’. Som afgørende hovedkarakter har han valgt Evan Peters(Jeffrey Dahmer) – og han kunne ikke have valgt eller rettere sagt ramt bedre: På en næsten uhyggelig og forstyrrende måde er Peters blevet til Jeffrey Dahmer.

Men tilbage til udgangspunktet ”serien”:  

Den fortæller udviklingen fra Jeffreys barndom til hans tid som seriemorder. I perioden 1978-1991 har han slået 17 unge mænd ihjel. Men ikke kun det, han prøvede at skabe zombier, var nekrofil og kannibal.

Ægteskabet mellem forældrene kørte ikke særlig godt – moren havde psykiske udfordringer, tog masser af piller også under graviditeten, og selvmord var en næsten permanent trussel. Om det skyldtes farens nedsættende adfærd mod hende eller omvendt er svært at sige. Senere kom en lillebror. Faren prøvede at tage sig af Jeffrey, tog ham med på ture, introducerede ham til ting, som formodentlig var en slags døråbner for de senere hændelser – de tog døde dyr med hjem og obducerede dem! Jeffrey var fra starten af en sky, introvert og særlig dreng, som tumlede med en del udfordringer – forladt og alene.

Vi ved at mange børn får en hård start i livet uden at blive massemordere – heldigvis – og belysningen af hans opvækst forsøger ikke at undskylde hans gerninger, under ingen omstændigheder. Men på den anden side – ingen er født som ”et monster”!

Der er mange forskellige facetter og lag i sådan en sag: Psykiatrier vil hævde at det har at gøre med kemien i hjernen, andre vægter familiens dynamik, den ”social arv”, også samfundet har et ansvar, hvad der sker i skolen, under uddannelsen og på jobbet med vedkommende.

I Dahmers tilfælde startede en ond cirkel ganske tidligt.

Serien består af 10 afsnit på mellem ca. 45 og 60 minutter, og den fortæller meget mere end Jeffreys historie: Den giver et bredt billede af samfundet i Milwaukee, går ind i raceproblematikken, viser ofrene og deres familier, også forældrenes udfordring og magtesløshed over for katastrofen – at have et barn, som har begået sådan forfærdelige forbrydelser. 

Vi bliver taget med i et forløb, som starter i nutiden, går tilbage til hans barndom, blander siden forskellige perioder, uden nogle tråde glemmes, tværtimod bliver alt flettet sammen, og den tager sig virkelig god tid til at vise situationer og begivenheder. 

Jeg følte det som om jeg var med i det, inklusive alle de forskellige nuancer af følelserne, Jeffreys, ofrenes og forældrenes.

Uhygge og gåsehud, intense følelser, mere en omfattende tragedie for alle – end en gyser eller thriller. En unge mands liv, som kørte fuldstændig af sporet og dermed ødelagde 17 familiers liv.

Kunne sådan noget undgås?  Kan man lære af det og forbygge i fremtiden?  Hjerneskade, psykisk sygdom, ondskaben, …?  Der findes ikke et endeligt svar, og det prøver serien heller ikke at give! 

Men man får et billede af en udvikling – og det er i hvert fald værd at se!

‘Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=NVHHs-xllq

‘Amsterdam’: Årets mest stjernespækkede film, der inviterer dig til fornøjeligt og hjernevridende puslespil i 30’ernes Amerika

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

David O. Russells bedste film siden ‘American Hustle’ er en charmerende, om end snørklet unødig fortælling, der fortælles i fremragende selskab. 

David O. Russell har siden hans kommercielle og kunstneriske gennembrud med 1999’s ‘Three Kings’, med sikker hånd, vist sig som én af Hollywoods nye “Golden Boys”, med kritiker og publikums successer som de to Oscar-vindende film ‘The Fighter’ 2010, ‘Silver Linings Playbook’ 2012 og Oscar-nominerede ‘American Hustle’ 2013. Dette trekløver bevidnede om en instruktør med et stort kunstnerisk overskud, hvilket hans forrige ‘Joy’ 2015, desværre ikke kunne leve op til. Nu er han imidlertid efter syv års pause tilbage i den lettere fornøjelige ‘American Hustle’ stil, uden dog at imponere på samme måde. 

Tre vidt forskellige personer, Burt(en vildt veloplagt Christian Bale med ustabilt glasøje), Harold(en “on point” leverende John David Washington) og Valerie(en piberygende Margot Robbie), mødes på et fransk hospital under 1. verdenskrigs efterår i 1918. Valerie er sygeplejersken der tager imod de to stærkt lidende skyttegravsofre, der hurtigt udvikler sig til et ubrydeligt trekløver i bedste ‘Jules og Jim’- stil. Under et stop til Amsterdam for at hjælpe Burt med at finde det perfekte glasøje og andre skjulte agendaer, bliver Burt til et elsket tredje hjul for Harold og Valerie, hvis kærlighed, som det senere vil vise sig, aldrig ville kunne have eksisteret uden for boheme mellemkrigstidens Vesteuropa. “Amsterdam” forbliver derfor en rosenrød sindstilstand, der for evigt huskes med glæde. Trekløveret bliver dog samlet igen i 1933´s New York, hvor Burt og Harold bliver uskyldigt anklaget for at have myrdet og forgiftet general Bill Meekins og dennes datter Liz(Taylor Swift). Nu er Valerie muligvis nøglen til mordmysteriet, der skal passere gennem indflydelsesrige personer som Tom Voze(Rami Malek) og den mystiske general Gil Dillenbeck(Robert De Niro). 

Der er nok en grund til at David O. Russell ikke helt bliver omtalt i samme rosende vendinger som f.eks. en Paul Thomas Anderson eller en Darren Aronofsky, for dertil er han for “lige-ud-af-landevejen-agtig” og har man set den gamle Humphrey Bogart film ‘Nattens helt’ fra 1942, vil man hurtigt udregne ‘Amsterdam’s snørklede slutning. 

Og det er desværre en mindre hæmsko i denne ellers vildt fornøjelige og underholdende komedie udgave af en film noir. For David O. Russells eget manuskript er tit for unødigt snørklet i sin fortællerform, det tit truer filmens fornøjelige ramasjang handling med at puste unødigt ud. 

Filmen ender derfor fortrinsvis som en sand opvisning af en celebrity fest, hvor vi som tilskuer, om end føler os velkomne, ikke rigtigt bliver imponeret over fortællingen. 

Det er dog utroligt sjældent at SÅ store stjerner samles og hvor både hovedrollerne og birollerne fyldes så kraftigt ud med A-listers. Stjernecastet består udover Bale, Washington, Robbie, Malek og De Niro, af navne som Anya Taylor-Joy, Chris Rock, Michael Shannon, Mike Myers og Zoe Saldana og skulle man så frygte at der bliver serveret venstrehåndsarbejde fra nogle af disse, kan man godt tro om igen. Ja selv Mike Myers leverer en første klasses præsentation som glasøjesælger med skjult agenda. 

Filmen fortjener også stor ros for Emmanuel Lubezkis flotte Cinematografi, Judy Beckers produktions design, Danielle Osborne og Alexander Weis art direktion, Patricia Cuccia og Erin Fites set dekorationer og J.R. Hawbaker og Albert Wolskys kostumer. Desuden er makeuppen fremragende og tit temmelig realistisk blodig. 

Så indpakningen er der altså ikke noget galt med, men måske et bedre manuskript der ikke lettere kluntet er bygget på virkelige begivenheder?

Slutteligt: en ting der irriterede mig i disse woke-ism tider, var at castet bestod af hele tre farvede skuespillere. Ikke at der på nogen måde var noget galt med Washingtons, Rocks og Saldanas præsentationer, men det virker temmelig historisk ukorrekt at tre farvede personer i tiden fra 1918-1933 ville have så stor en indflydelse på historiens gang. Kom nu Hollywood, der er intet galt med politisk korrekthed, men hvad med historisk korrekthed?  

‘Amsterdam’ ender med at være en underholdende tur op ad den røde løber, der heldigvis hverken er en ny ‘Swarm: Dræberbierne’ eller en ‘Mars Attacks’, men heller ikke en stjernespækket klassiker a la ‘Godfather’ eller ‘Pulp Fiction’. 

‘Riget Exodus’: Lavet med 25 års forsinkelse, men den funker stadigvæk

Anmeldt af: Susanne Schatz

Tredje sæson af ‘Riget’ skulle være kommet kort tid efter anden sæson i 1997. Men da Ernst-Hugo Järegård, bedre kendt som Dr. Helmer, døde blev planerne droppet. Nu er det dog endeligt tid til at få den sidste og afsluttende sæson.

Jeg må indrømme, at jeg havde en vis modstand mod at se de to første sæsoner, det tog mig nogle år at blive overbevist om, at jeg skulle se den. Egentlig skete det først, da det var klart, at Lars von Trier barslede med den afsluttende 3. sæson! 

I denne anledning ”bingede”, jeg de første otte afsnit, og til min store overraskelse kunne jeg virkelig lide det – den 1. sæson lidt mere end den 2.! Det var morsomt, underholdende, uhyggeligt og overraskende, altså en rigtig god oplevelse! Derfor var jeg nysgerrig og med høje forventninger ift. ‘Riget Exodus’.

I første omgang fik jeg kun to afsnit ”serveret”. Jeg er utrolig glad for, at jeg lige har set ‘Riget 1 + 2’, da fornøjelsen og forståelsen ellers havde været mindre. Lars von Trier bruger rigtig mange referencer, som skaber en bro mellem de første otte afsnit og de fem nye. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, hvordan det skulle være muligt, da mange skuespillere desværre er døde og resten er blevet gamle.

Men Lars von Trier formår at skabe en bro mellem de tre sæsoner, han ”genbruger” gamle karakterer i deres oprindelig funktion, indfører nye karakterer og blander fiktion med virkeligheden på en utrolig sjov og overraskende måde: f.eks. da en portør siger, at ham idioten Lars von Trier ikke har gjort noget godt for Rigshospitalet med denne serie, eller forklaringen om, hvordan Stig Helmer var død og begravet ”så svensk som muligt”?? – utroligt morsomt!  

Von Trier har klippet nogle oprindelige scener ind i handlingen, så man virkelig føler, det er en direkte fortsættelse – noget gammelt og noget nyt. Selvom handlingen trækker sig lidt i de første to afsnit viser den allersidste scene klart, at vi kommer til at opleve rigtige uhyggelige, morsomme og overraskende ting – jeg glæder mig! 

Måske er det en god ide at genopfriske hukommelsen med at gense ‘Riget 1 + 2’ inden du starter med ‘Exodus’. Så bliver fornøjelsen endnu større, men ellers kan du i hvert fald glæder dig til noget usædvanligt og sjovt! 

Det som også giver noget er, at så godt som alle roller er stjernebesat med stort set alt, hvad det danske filmmarked tilbyder – bl.a. Lars Mikkelsen, Victoria Carmen Sonne, Nikolaj Lee Kaas, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Danica Cucic, mfl.

Det virker som om, at alle bare havde lyst til at være med i dette fuldstændig ”vanvittige projekt”.

‘Riget Exodus’ kan ses på Viaplay

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=A5IXkt9zbBg

‘Lykkelige omstændigheder’: Vellykket dansk feel-good komedie

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Anders W. Berthelsen instruerede, sammen med Niels Arden Oplev, ‘Ser du månen, Daniel’. Men ‘Lykkelige omstændigheder’ har han været alene om at instruere, og er igen teamet op med Esben Smed og Sofie Torp.

De to søstre, Katrine og Karoline, var tætte som børn, men har som voksne fået to meget forskellige liv. Katrine bor i et stort hus med au pair og med sin mand Markus. De har alt, på nær et barn. Karoline er registreret i RKI, bor med sin hashrygende arbejdsløse kæreste Ronny og har ikke de store ambitioner med livet. Et barn passer også rigtigt dårligt ind i deres liv, så da hun bliver gravid går hun til Katrine for at få hjælp. Katrine og Markus har været igennem mange behandlinger for at forsøge at blive gravide, og Katrine ser muligheden for at lave en familie adoption. Hun betaler Ronny og Karoline 400.000, og til gengæld får hun og Markus lov til at adoptere deres barn. Til at starte med virker det som en god plan for alle, men er det nu også det?

Manus er skrevet af Kim Fupz Aakeson, som også skrev manus til filmene ‘Den Eneste Ene’, ‘Mirakel’, ‘Unge Astrid’ og ‘Kraftidioten’. Han har også skrevet et utal af bøger, deriblandt ‘Sallies historier’, ‘De Gale’, ‘Vitello’-bøgerne og ‘Au pair’.

Det er som sagt Anders W. Berthelsens debut som solo-instruktør, men han har dog i mange år været en af de mest brugte danske skuespillere, og har spillet med i en stor række danske film. Han brød rigtigt igennem med filmen ‘Mifunes sidste sang’ fra 1999, og har derefter b.la. spillet med i ‘Italiensk for begyndere’, ‘Drømmen’, ‘Klassefesten’-franchisen, ‘Alle for fire’ og ‘Bamse’.

Jeg syntes Berthelsen er sluppet ganske fint afsted med at instruere ‘Lykkelige omstændigheder’. På det visuelle plan bliver der ikke eksperimenteret, eller prøvet særligt meget. Han har ikke valgt en stil, som jeg vil kunne huske i fremtiden og pointe ud som; “Anders W. Berthelsens stil”. Men filmen er da ganske pæn. Skuespillet er også, for det meste, godt. Der er specielt en enkelt mindre birolle der giver en decideret dårlig præstation, men de bærende roller spilles solidt og overbevisende.

Vi har Sofie Torp, som fik sit store gennembrud med ‘Ser du månen, Daniel’, i rollen som Katrine og Markus er spillet af Esben Smed, som vi kender fra ‘Lykke-Per’, ‘Ser du månen, Daniel’ og ‘Bedrag’. De er begge virkelig gode skuespillere, som også leverer rigtigt godt her. Torp gør det især godt når hun går fra at være en rigtigt stram overklassedulle, til at blive mere følsom og jordnær. I de andre roller har vi Roberta Reichardt som Karoline, Joachim Fjelstrup som Ronny, Martin Høghsted som Steen og Kristian Halken som Karoline og Katrines far.

Jeg kender primært Robert Reichardt fra tv2 Zulu serien ‘Sjit Happens’, og må indrømme at hun overraskede mig positivt her. Jeg synes hun er virkelig god og også giver en oprigtigt rørende præstation. Joachim Fjelstrup er også et af højdepunkterne i filmen. Han har virkelig et komisk talent som kommer frem i Ronny-rollen.

Manus er også ganske fint. Der er dog ikke særligt mange overraskelser i filmen, og der er heller ikke de helt store lårklaskende sjove øjeblikke. Men det fungerer og kører efter en feel-good komedie opskrift, som vi har set mange gange før. Men hey.. If it ain’t broke, dont fix it.

Indimellem virker dialogen dog lidt tung og i skuespillerenes mund lyder den lidt for oplæst. Det virker også for meget som om, at man har været for vilde med at lave en feel-good film, så man har ikke turdet at give mere dybde og lidt mere konflikt i karaktererne. Der er nogle ting, og nogle situationer der er hoppet for let henover, og hvor det virker lidt uforløst.

Men når vi i de sidste par år har fået, tåkrummende dårlige komedier som ‘Centervagt’ og ‘Alle for fire’, så virker det faktisk dejligt forfriskende med en dansk komedie, der ikke er plat, overgearet eller dum, men som bare er hjertevarm og hyggelig. Det er en feel-good komedie, og hvis det er det man vil have, er det det som man får med ‘Lykkelige omstændigheder’.

I mine øjne er det en ganske fin debut for Anders W. Berthelsen, og jeg håber bare med hans næste film, at han tør gå lidt mere sin egen vej.