‘De ting, vi siger og de ting, vi gør’: Nyt fransk kærlighedsdrama – smuk og indviklet, men måske for ”fransk”

Anmeldt af: Susanne Schatz

‘De ting, vi siger og de ting, vi gør’ har fået flere nomineringer og priser – bl.a. official selection Cannes 2020, vinder bedste film Lumíere Awards 2021 og 13 nomineringer ved César Awards 2021.

Maxime skal besøge sin fætter Francois og hans gravide kæreste Daphné i et idyllisk hus på landet for at komme over sin ”skriveblokering”. Men alt kører anderledes end planlagt: Francois afbryder sin ferie pga. arbejde allerede før Maxime ankommer, så Daphné og Maxime må prøve at få det bedste ud af situationen. Stille og roligt fordyber de sig mere og mere i samtaler og lærer hinanden at kende. De deler deres ønsker, sårbarhed og deres kærlighedserfaringer, som fører til gensidig tiltrækning og følelser.

Instruktøren Emmanuel Mouret har tidligere instrueret hittet på Netflix ‘Lady J’ og den romantiske komedie ‘The Art of Love’. Derudover er han også skuespiller og manuskriptforfatter.

Franskmænd er dygtige til – lige som i denne film – at sætte ord på ting, og drøfte dem på et intellektuelt niveau, og putte det hele ind i fantastiske billeder med smukke mennesker og medrivende musik. Det føles meget æstetisk. Her foregår det også i godt tempo, hverken hektisk eller overfyldt med action.

Men for mig bliver de mange ord desværre for ”intellektualiseret”, ordene overdøver det levet liv – det lyder måske mærkeligt, da vi er vidne til forskellige ”forholdshalløj”.

Det virker som om følelserne bliver snakket ihjel, hvor hovedpersonerne indgår i kærlighedsrelationer på kryds og tværs. De begærer, sårer, har hemmeligheder, er utro og finder hinanden igen osv. Fx når man savner ens partner, så er tiden kommet til at bryde forholdet, fordi det ikke må blive for tæt! De prøver at ”cutte” følelserne, men det fungerer jo ikke.

Sådan set passer titlen perfekt, på det filmen viser!

Min ”udfordring” er, at det virker konstrueret og dermed kedeligt. Jeg har det svært med, at forhold kører på den måde … Altså – selvfølgelig findes utroskab også her, men det er utroværdigt, den måde hovedpersonerne takler situationerne! Det meste af tiden tænkte jeg: ”Hvorfor?!? Hvad vil de egentlig med hinanden?!”

Jeg synes filmen mangler ”esprit” – et morsomt element, eller andet der får mig til at holde af en karakter – melodramaet til sidst er ikke nok og samtidigt for meget.

Alligevel kan jeg forestille mig at filmen er en god oplevelse for dem, som er til franske film af den slags og har en æstetisk sans!

`Dune´: er storladent skiveskåret science fiction dna, der trods menneskelig ørkenvandring med nedadgående mundvige, må forblive en klassiker.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Denis Villeneuve´s spændt imødesete fortolkning af Frank Herberts legendariske science fiction værk `Dune`, forløses delvist fremragende i seriens første del.

Det kan allerede ved filmens start konstateres at vi har med en “old-school” science fiction filmatisering at gøre, når vi i filmens start skal overbevises om at der i år 10191 stadig både eksisterer ørkenrotter, rumskibe, golde ørkener og – GISP! – mennesker på hvor jord. Dette kan syntes lettere usandsynligt her anno 2021 med de aktuelle corona virusser og Taliban belejringer, men Frank Herberts legendariske og hidtil ufilmbare vision af fremtiden, er også en udgivelse der går tilbage til år 1965, hvor verden så mere håbefuld ud. Ironisk nok havde forfatteren George Orwell allerede i 1949 udgivet den langt mere realistiske roman ´1984´, der desværre mere realistisk genset i dag, ikke fremstår som direkte science fiction.

Men det er stadig Frank Herberts `Dune´ roman, der står som den mest legendariske af alle science fiction romaner. For hvor Tolkiens `Ringenes Herre´ er “biblen” selv for fantasy genren, er det `Dune´ der stadig står øverst for science fiction fanbasen verden over.

I 1984 udkom ,ganske ironisk, det første `Dune´ forsøg på en Hollywood filmatisering instrueret af vidunder barnet David Lynch. Denne blev en kæmpe fiasko og er først i de senere år vokset sig større som en kultdyrket genrefilm. Tidligere havde guruen og excentrikeren Alejandro Jodorowsky fortsøgt sig uden held, med b.la. Mick Jagger i hovedrollen.

Nu knap fyrre år senere forsøger Hollywood sig nu igen og denne gang har man alieret sig med den fransk/canadiske Denis Villeneuve, som udover at have til gode at lave en ringe film, er en sand mester indenfor science fiction genren. Dette fik vi senest beskuet med hans `Arrival´ fra 2016 og hans “umulige” `Blade Runner´ efterfølger: `Blade Runner 2049´ fra 2017. Men klarer Villeneuve så den umulige opgave med `Dune`eller løber det hele ud i sandet gennem fingrene på ham?

Historien udfolder sig ligesom i roman forlægget fra 1965, omkring den 15-årige Paul Atreides, der skal forhindre sin families udslettelse. Han er en stor begavelse og ligesom en vis Luke Skywalker fra `Star Wars´er han “The One” og udset til noget stort. Han skal hjælpes og trænes til at hjælpe sit folk, med at udvinde det sælsomme stof – The Spice, også kaldet melange -, der er et dyrebart middel med formål at åbne op for menneskehedens største potentiale, der b.la. forlænger ungdom, vitalitet og levetid. Dette stof kan kun udvindes fra den sælsomme planet Dune, der befolkes af nogle gigantiske sandorme. Men flere såkaldte huse er også interesseret i dette stof, bl.a. Baronen fra den sælsomme befolkning der kalder sig Harkonnen. Dune planeten er en hård og ugæstfri ørkenplanet, der kræver visdom og styrke at besejre og kun fremtiden vil derfor kende til historiens dramatiske udfald.

Det må være rimeligt tydeligt med denne fortællingssynopsis at kunne genkende store kapitler fra filmhits som `Star Wars´ og `Mad Max´ historierne, med dens jagt på “guldet” hvad enten det så er krydderier, benzin, vand eller “The Force”. Det er tydeligt at vi er omringet af noget centralt i selve essensen af science fiction fortællingen.

Det har også alle tider været en drøm for Denis Villeneuve at filmatisere Dune og nu er biograferne endelig klar til at fremvise første del af instruktørens vision. Men det føles med lidt bitter bismag i munden på denne anmelder, da én af filmens medvirkende, skuespilleren Jason Mamoa den 3. august i år udtalte at der foreligger en overlegen fire til seks timers længere udgave af denne aktuelle film. For den biograf aktuelle version har “kun” en spilletid på to timer og 35 minutter, og dette kan muligvis i sidste ende have sin bekostning på min anmeldelse.

For `Dune´ ER en svær film at anmelde, primært grundet den manglende afslutning, der ved redaktionens afslutning stadig afventer grønt lys til en videre produktion.

`Dune´s første del ER dog alligevel allerede nu, trods manglende afslutning, en milepæl indenfor science fiction genren. For filmen er fyldt med skivetykke scener af den reneste science fiction dna der kan opdrives. De fantastiske rumskibe der ligner guldsmede, set designet, kostumerne der er iført den vibe der kun kan opdrives i film som `Alien´, `Mad Max´, ´Abernes Planet´ og hvad de nu hedder alle sammen, indfinder sig mageløst.

Men problemerne indfinder sig desværre også hurtigt. Denis Villeneuve er tit så langt inde i sit eget Dune forlæg, at han desværre tit glemmer helt at tage os med. Vi kommer aldrig rigtig tæt på personerne. Hvorfor er det så vigtigt at få udvundet `The Spice´, er der ikke mere at leve for? Hvad er hele bagrunden for de fire huses historie, hvad er deres fortid? Og hvorfor skal det hele foregå i en dødsens alvorlig mine hele filmen i gennem? Kan personernes mundvige kun pege nedaf?

Disse spørgsmål syntes desværre for tit under filmens nuværende og aktuelle spilletid at dukke op, hvilket sikkert hurtigt får ukoncentrerede biografgængerne til at miste interessen for karakterene. Eller i hvertfald hos hovedpersonerne. For i skurkenes verden, nærmere bestemt hos Harkonnen familien, der ledes af den vanilje buddinge fedling kaldet Baronen, indfinder sig en herlig verden er en pervers blanding af `Hellraiser´ og `Dark City´ filmene, med en blændende Dave Bautista i rollen som Glossu ‘Beast’ Rabban. Har man set David Lynch udgaven, kunne der muligvis erindres at rollerne var besat af henholdsvis Kenneth McMillan og Paul L. Smith. Hvad der dengang virkede som billig tegneserie, er her, udover Bautista, erstattet med en fremragende Stellan Skarsgård, der her finder hans egen “Gandalf”. Det er en rolle som han vil blive husket for, længe efter filmens premieredato.

De er dog ikke de eneste der glimter i sandet. Veteranen Charlotte Rampling er direkte skræmmende som Gaius Helen Mohiam og ´Aquaman´ himself: Jason Mamoa er rigtig god i den, “Han Solo”-agtige rolle, som Duncan Idaho. L

Filmens hovedrolle indehaver spilles af det kun 25-årige stortalent Timothée Chalamet. Jeg spår ham allerede nu til at blive Leonardo DeCaprios arvtager. Ja så god er han!

Flere kendte navne medvirker, men i denne første del er det disse der står mest ud.

En anden af “hovedrollerne” i filmen, er filmens hofkomponist Hans Zimmer. Man forstår godt hvorfor han svigtede Christopher Nolans `Tenet´, for her leveres ét af de største højdepunkter i en karriere fuld af disse. Faktisk er det så godt med de buldrende lyde af metaller, klagende sopraner og andre rumherligheder, at filmen ville have fungeret lige så godt som lydbog, kun iført fortællerstemme.

De berømte sandorme er også en “sand” fornøjelse at beskue. Det er tydeligt at Denis Villeneuve elsker dem højt af sit hjerte, lidt i stil med Peter Jacksons forkærlighed til f.eks. dennes ´King Kong´-karakter.

Skal man være en “bitter Thomas Treo type”, vil man sikkert kunne kalde filmen for en “selvprætentiøs sandkasse, der ikke kan finde sit eget “spice”, i et følelsesløst fatamorgana”, men filmen synes nu ikke at løbe ud i sandet. Den kan dog til tider virke lidt “tung” i det, som en mellemting mellem `Star Wars´ og Tarkovskys `Solaris´, hvilket sikkert vil afskrække nogle der søger noget forløsende “Marvel action”.

Denis Villeneuve er sikkert den rigtige til at sætte i instruktørstolen her i 2021, men det havde nu også været interessant at se hvad en George Miller eller for den sags skyld hvad en David Lean eller en Cecil B. DeMille kunnet have udrettet, havde de levet i dag.

Måske de havde tilført sagaen lidt mere menneskelighed?

Trods de verdensfjerne og selvprætentiøse aspekter lander mit rumskib på 5 Chaplins, i håb om en efterfølger.

‘Margrete den første’: Vækker historien til live i en stærk fortælling om en fjern tid 

Anmeldt af: Alice Haulund

Overdådige omgivelser, skaber her rammen for en troværdig fortolkning af Margrete den førstes, styrke og ofre i kampen for Danmark.

Året er 1402 og Danmark er forenet med Sverige og Norge i Kalmarunionen. Regeret af den danske Dronning Margrete den første. Margrete er fungerende regent indtil hendes adoptivsøn Kong Erik af Pommern er blevet myndig til at overtage tronen. Unionen har medvind og forhandlingerne med det engelske kongehus om ægteskab mellem Kong Erik og engelske Prinsesse Philippa, er netop påbegyndt. Et ægteskab som skal stedfæste et særligt samarbejde mellem England og Kalmarunionen, og gøre begge parter stærkere i kampen mod Tyskland. Men vinden kan hurtigt vende. Midt i forhandlingerne med England dukker der en mand fra Graudenz, han påstår han er Kong Oluf Håkonsen. Margretes søn som skulle være død 15 år tidligere. Norges rigsråd er overbevist om at, deres Kongen er vendt hjem og tvivler ikke på mandens ord. Manden fra Graudenz’ påstande skaber spild i Unionen og risikerer forhandlingerne med England. Margrete er splittet og bliver pludselig i tvivl om hendes egen søn er død eller i live. Manden fra Graudenz holdes fanget på slottet indtil der er fundet beviser på om han taler sandt. Samtidig mister Margrete grebet om Unionen. Kong Erik føler sig ydmyget med en mulig arving tilstede, som truer hans chancer for tronen og han tager sagen i egen hånd. Margrete står til sidst med et vigtigt valg at træffe. Hvad er vigtigst familie eller Danmarks fremtid? 

En scene som er særligt værd at fremhæve, foregår til 2. Rigsråd hvor Margrete er fast besluttet på at, hænge manden fra Graudenz, for at dræbe rygterne og få samlet Unionen. Scenen starter i tronsalen, hvor rigsrådene fra hele Kalmarunionen er samlet. Margrete ankommer, træder op til sin trone og skal til at afsige dommen. Kameraet cirkler rundt om Margrete og har kun hende i fokus, i baggrunden kan rådene ses ufokuseret. Margrete indleder sin tale men, det norske rigsråd protesterer og holder fast i påstanden om at, manden fra Graudenz er deres konge. Flere blander sig i, det som nu udvikler sig til en diskussion. Hele scenen kan blot høres og ses ufokuseret i baggrunden af kameraperspektivet, hvor fokusset er helt tæt på Margretes ansigt. Hun siger intet, men hele scenen aflæses og forstås gennem hendes ansigt, reaktioner, åndedræt og mimik. Da diskussionen opildnes til at, det danske rigsråd trækker sværd, udbryder Margrete i et højlydt ”stop”, samtidigt med at fokusset i billedet skifter sammen med perspektivet på kameraet.

Denne her scene belyser særligt 2, helt grundlæggende styrker som denne film indeholder. Skuespil på et særdeles højt niveau og et helt genialt crew bag kameraet. Et kamera i bevægelse, ikke for meget eller for lidt. Men lige akkurat nok til at, kunne se hvad der foregår i baggrunden, samtidig med man bliver fascineret af Trine Dyrholms skuespil og draget af spørgsmålet om hvad hun mon tænker. Man har set setuppet før, der sker noget vildt eller foruroligende i kollisen eller bag kameraet. Seeren kan ikke se det men, kan se hovedpersonen. Hele scenen aflæses gennem personens skuespil. I Margrete den første er denne her scene udført så gennemført og overbevisende at, det ikke betyder noget det er set før, for metoden kunne lige så godt stamme fra denne her film.

Det er et gennemgående tema i hele filmen at, alle scenerne er gennemarbejdet og lange. Intet er rushed. Filmen har ikke travlt med at fylde seeren med information. Alle scener er der af en grund og med et formål som får tid til at blive belyst. Det efterlader et indtryk af høj professionalisme og et yderste gennemarbejdet manuskript. De overdådige omgivelser i filmen, viser det mørke Nord fra en utrolig smuk og natur dyster side. Den vidunderlige natur, det mørke slot og historiens fokus på magt, politik, familie og den kongelige arvefølge skaber associationer til den poplærer serie ‘Game of Thrones’.      

Denne her film maler et billede af en kvinde, der frem for alt elskede Danmark og ville gøre alt og ofre alt, for at sikre en lys og stærk fremtid for vores land.

Plottet om en formodet død arving til tronen der vender hjem efter lang tid for at, fører arvefølgen videre, er velkendt. De enkelte afstikkere der er i plottet, er ikke så overraskende som de måske var ment at være. Filmen har et historiske ansvar som den må være tro overfor og man kunne fristes til at tro, at det har sat nogle grænser for fortællingen. Når dét er nævnt, må det ligeledes fremhæves at, man som seer sidder tilbage i biografen, med en overvældende følelse og uforståenhed overfor at noget tilsvarende ret faktisk er sket, for længe siden i Danmarks historie. 

Historien om kvinden der samlede Norden er overordentlig vellykket og fortjener cadeau for sin udførelse. 5 Chaplins herfra.    

‘WORTH’: Interessant, med et vigtigt emne og overbevisende skuespil!

Anmeldt af: Susanne Schatz

20 år efter det forfærdelige angreb på World Trade Center, bliver begivenhederne efter angrebet rullet ud i ny spillefilm.

Jeg husker stadigvæk den følelse, da jeg hørte om et fly som fløj ind i World Trade Center. Jeg husker stadigvæk den stemning, som lagde sig som et tungt tæppe over alle.

Jeg husker nyhederne og billederne, som kørte døgnet rund på fjernsynet, og synet af mennesker, som hoppede ud fra vinduerne, og billederne af tårnene som bare faldt sammen.

Den 11.september 2001 har forandret vores hverdag, i hele verden – sådan set er det oplagt at filmen får sin premiere 20 år efter katastrofen.

‘WORTH’ tager udgangspunkt i det afgørende spørgsmål, hvad et menneskeliv er værd! Flere tusinde mistede deres liv under terrorangrebet og efterlod kærester, familier og venner. Flyselskaber var bange for erstatningskrav og så blev fonden ”The 11th september Victim Compensation fund” skabt. Pårørende blev overtalt til at søge erstatning via fonden, og advokaten Ken Feinberg blev udpeget til opgaven med at indgå aftaler med ofrenes familier. En næsten umulig balancegang mellem bureaukrati og at være et medfølende menneske.

På dette tidspunkt var det noget helt unikt at skabe en offerfond, men efterfølgende har Ken Feinberg stået for oprettelsen af utallelige fonde, som har hjulpet ofrene fra andre katastrofer.

Michael Keaton (Ken Feinberg) ligner den virkelige Feinberg til forveksling og er meget overbevisende i sin rolle som kølig og superprofessionel advokat, som til sidst alligevel finder frem til sine følelser og sin menneskelighed. Dilemmaet mellem nogle objektive paramenter og den personlige katastrofe, hvis et offer ikke passer ind i skabelonen, bliver intenst skildret og giver et godt dybt indtryk i splittelserne.

Hele processen bliver interessant beskrevet, hvor man får fortalt nogle personlige historier, som skulle gøre det mere levende, men trods alt virker filmen en smule tør. Det er ikke nemt fordøjeligt, og det er slet ikke ”underholdende”, men på en måde heller ikke rigtigt gribende – i hvert fald følte jeg mig derefter lidt tung, fyldt med tanker, men uden virkelig at være inddraget eller fanget.

Alligevel synes jeg, at ‘WORTH’ er værd at se – for både dem som var vidne til 09/11 og dem, som er født derefter.

‘Miss Osaka’: Forudsigelig moderne Geisha fortælling

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Den danske Ines møder den mystiske japanske Maria, som hun hurtigt bliver fascineret af. Efter en tragisk episode tager Ines til Osaka, for at arbejde ved klubben Miss Osaka.

‘Miss Osaka’ er en fortælling om identitetstyveri, og kulturmødet mellem skandinavisk og japansk kultur. Vi møder den usikre danske kvinde Ines (Victoria Carmen Sonne), som er i Norge med sin kæreste Michael (Mikkel Boe Følsgaard). På et restaurantbesøg møder parret den smukke japanske Maria (Nagisa Morimoto), som Michael tidligere har mødt i elevatoren. Ines bliver med det samme fascineret og besat af Maria, og mellem dem udvikles et form for venskab.

Fortællingen er én som mange tilskuere vil blive draget af, da alle på et eller andet tidspunkt har drømt om at blive en anden. Man får konnotationer til lignende film som ‘Single White Female’ (1992) og ‘The Talented Mister Ripley’ (1999). Begge film undersøger ligesom ‘Miss Osaka’ hvordan besættelse kan blive farligt for alle parter involveret.

Filmen er skrevet og instrueret af Daniel Dencik, som debuterede som filminstruktør med filmen ‘Guldkysten’ (2015). Det var en film som delte anmeldere, da nogle ikke kunne se meningen med filmen, mens andre mente det var et nyt pust i dansk film. Dencik er uddannet klipper, og har tidligere arbejdet på dokumentarfilm som ‘Moon Rider’ (2012) omhandlende en ensom cykelrytter. Dette genspejles i ‘Miss Osaka’ hvor cykelløb spiller en vigtig rolle i Ines’ forhold til Shigeru (Mirai Moriyama) som hun møder i Japan.

Det der fungerede i filmen var dens univers og fortællingen. Man var interesseret i hvordan det ville gå Ines i Japan, og man ventede konstant på at hele korthuset ville brase sammen. Det der desværre ikke fungerede var, at korthuset aldrig braste sammen. Filmen nåede aldrig det storslåede klimaks, hvor historien peakede og vi nåede point of no return. Derudover var de slørede skud og klipningen forstyrrende for selve historien. De understøttede ikke selve historien, og gav blot mere forvirring.

Da identitetstyveri ikke er et nyt emne i film, så håber man som tilskuer at historien i ‘Miss Osaka’ er banebrydende, men det er den desværre ikke. Der er mange huller i filmen, og man forestiller sig at der i klipperummet er gået en masse materiale til spilde. Til trods for at filmen varede halvanden time, så virkede den utrolig lang og til tider kedelig.

‘SHANG-CHI AND THE LEGEND OF THE TEN RINGS’: Leverer “Marvelous” kampsportsscener der, yderst underholdende, står som de bedste nogensinde i Marvel universet.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Marvels første asiatiske superhelt, udfolder åndeløs kampsports teknik, i et visuelt overdådigt kaiju inspireret martial arts ekstravaganza punch, med stærke referencer til `Iron Man´ filmene.

Marvels første asiatiske superhelt dukkede for første gang op som tegneserie i 1973, og med Marvels store succes med `Black Panther´ i 2018 skulle der da også kun gå tre år før han dukkede op i sin egen første spillefilm. Det er der kommet en yderst visuel og flot koreograferet film ud af. Handlingen har det dog ikke helt så nemt med at følge med i ledene.

Shaun og Katy er bedste venner og de arbejder begge som hotel parkeringsvagter, hvilket de begge er glade for, trods omverdenens lettere overbærenhed. En dag dukker en mystisk bande op, der syntes yderst interesseret i et halssmykke som Shaun bærer på. De får dog mere end svært ved at få fingrene i det, for til Katys store overaskelse, er Shaun en sand kampsports mester. Shaun må nu komme til en bekendelse: han er søn af den mere end tusind år gamle kriger og verdensdominant `Mandarinen´, der bærer på de ti ringe hvis kraft gør ham uddødelig. Shauns far vil nu have at han overtager de ti ringe, men til hvilken pris og da Shauns far ikke har rent mel i posen, kan det være lidt svært med overtagelsen.

Shang-Chi ligger lidt dybere nede i Marvel godteposen og jeg skal være ganske ærlig og sige at han ikke lå øverst i tegneserie bunken, før jeg skulle blive glimrende underholdt i IMAX formatet. Jeg er dog altid yderst spændt når jeg skal præsenteres for en ny superhelt, specielt hvis helten har et specielt “flavour”. Dette har Shang-Chi, for han er den første i Marvel universet der, udover at være af asiatisk afstamning, også taler sit eget modersprog nemlig manderin. Overraskende foregår dette også i omkring en tredjedel af filmens spilletid, hvilket kun gør det hele mere autentisk og nærværende.

Og nærværende har filmen brug for, da handlingen springer fra San Franciscos gader, over faverigt neonlys i asiatiske byer til ildspydende drager i fantasiverdener.

Det er dog kampscenerne der er filmens absolutte centrum. En åndeløs spændende jagt i filmens begyndelse, signalerer hvad der yderligere er i vente: en busjagt der får `Speed´ til at blegne med dens actionforherligende jagt ned af San Franciscos gader, med martial arts kampe der trækker minder om både `Raid´ filmene og `Kung-Fu Hustle´. Senere halsbrækkende scener på et byggestilads af bambuspinde og de sidste fyrre minutter, der kunne have været outtakes fra `Hero´ og `Tiger på spring, drage i skjul´. Ja Marvel KAN og VIL levere!

Anderledes forsagt havde jeg det dog med manuskriptet, der burde have talt lidt mere til følelserne, men som “desværre” efterlader mig mere sulten efter den næste fantastiske action scene – og den næste!

Destin Daniel Cretton har instrueret herlighederne, uden den sidste gnist over hans og Dave Callahams og Andrew Lanhams fordøjelige manuskript. Dave Callaham har tidligere “beriget” manuskripter til b.la. ´ Expendables´ filmene og de yderst famlende efterfølgere: `Zombieland: Double Tap´ og `Wonder Woman: 1984´, så ingen forventninger til en Mario Puzo her. Desværre.

Hovedrollen som Shang-Chi spilles af Simu Liu, som glimrende agerer en asiatisk udgave af Tom Holland med drenget uskyldighed og mesterlig kampsportsteknik. Han mangler dog lidt udstråling a la Robert Downey Jr., til rigtigt at levere et Marvel eftermægle. Awkwafina spiller Shang-Chis ven Katy med finurlig vid og charme. Hun kendes måske bedst i rollen som Peik Lin Goh i ´Crazy Rich Asians´ serien, eller fra filmen ´The Farewell´.

Omvendt er der mere bid og udstråling hos filmens skurk Xu Wenwu aka. ´Mandarinen´, der spilles med overbevisende pathos og stil af Hong Kong skuespilleren Tony Chiu-Wai Leung. Har man bare en novice “know-how” i asiatiske film, burde man kunne genkende ham fra knap hundrede asiatiske film med klassikere som John Woo´s ´Hard-Boiled´, Kar-Wai Wong´s `In the Mood for Love´ og Yimou Zhang´s `Hero´. En lidt anden klasse.

Martial arts legenden Michelle Yeoh medvirker naturligvis også som kamptræner. Hun kan også ses i de næste fire ´Avatar´ film.

Filmens lydside skal også have lidt velfortjent spalteplads, med dens herligt skizofrene mix af pumpende techno og gamle travere som The Eagles ´Hotel California´.

´Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings´ blev optaget under corona epidemiens værste hærgen i 2020, men dette er heldigvis ikke noget der har skrammet filmen. Den afleverer et fint og flot bud på en asiatisk superhelt, jeg ikke kan vente med at se i den kommende ´Avengers´ opstilling. Alligevel forbliver Shang-Chi nok på sidelinjen, trods min begejstring.

‘Candyman’: Nyfortolkningen lider af alvorlig sukkermangel, der trods sorte urban vibes og et fantastisk soundtrack, havner i skraldespanden af unødvendige remakes.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Jordan Peeles forsøg på at opdatere 90´er gyserklassikeren for en ny generation, falder med en slutning der endnu en gang viser at gysermesteren er bedst med opstartsfaser.

Gyser-genren har alle dage været genstand for evige strømninger af efterfølgere/genindspilninger/prequels osv. De senere år er også uden undtagelser og nu er vi altså nået til en ny omgang ´Candyman´, der denne gang lyder til, i hvert fald på papiret, at få en flot og spændende opgradering. For denne gang er det med Jordan Peele bag både manuskriptet og producerstolen, og burde således med hans hudfarve i mente, være den rigtige ingrediens i autenticitetsgryden. Men mon ikke stadig historien er den mest interessante farve?

Vi er i 2019 atter tilbage i det plagede ghettokvarter Cabrini-Green og vor historie centreres denne gang omkring billedkunstneren Anthony, der bor i en tjecket herskabslejlighed med sin galleriejer kæreste Brianna. Anthony drømmer om et kunstnerisk gennembrud i Chicagos kunstverden og han søger derfor lettere bizart inspiration til sine malerier gennem legenden om Candyman. Candyman er myten om den overnaturlige, spøgelsesagtige morder med en blodig krog i stedet for en hånd, der kan fremkaldes ved at sige hans navn fem gange til et spejl. Uvidende åbnes der gennem Anthony en direkte kollisionskurs af frygtindgydende bølger af blodig vold, der muligvis har forbindelse til hans egen skæbne.

Jeg er vild med horrorfilm og for mig står Bernard Rose´s `Candyman´, stadig som den bedste amerikanske horrorfilm der udkom i 90´erne. Filmen udkom i 1992 og var på det tidspunkt helt unik ved at lade størstedelen af historien foregå i Chicagos ghettokvarterer ved Cabrini-Green. Det var dengang en nyskabende vinkel, med dens skumle verdener af mystisk graffiti, hengemte afroamerikanere, og ikke mindst legemliggørelsen af filmhistoriens første sorte udgave af Jason Voorhees og Freddy Krueger, nemlig `Candyman´, med hans blodige klo. Tør du kalde på ham fem gange?, blev der sagt. To lettere ligegyldige efterfølgere fulgte og nu mener man så at det er blevet tid igen at besøge ghettoen og har derfor denne gang, tilsat mere “autentisk” sort blod både foran og bag kameraet i form af multitalentet Jordan Peele.

Oscar- og Emmy-vinderen Jordan Peele har med sine film `Get Out´ og ´Us` været et yderst interessant indslag indenfor horrorgenren, der i en længere periode har haft brug for fornyelse. Nu har han så valgt at slå sig sammen med en anden sort talentmasse, nærmere bestående af den kvindelige instruktør Nia DaCosta, der pt. når dette læses, er kvinden bag den kommende efterfølger til `Captain Marvel´, nemlig `The Marvels´.

Om hun er det rigtige valg til begge projekter står lidt hen i det uvisse, for Jordan Peele har endnu en gang kreeret et manuskript, der ligesom ´Us´, starter rigtigt spændende med en middel midte og en yderst mangelfuld slutning. Jeg har virkelig ikke lyst til at sige det her, men er Jordan Peele ved at blive den nye M. Night Shyamalan? Og er ´Get Out´ så i virkeligheden Jordan Peeles `Den sjette sans´?

Jeg håber ved gud jeg tager fejl, for den nye `Candyman` opdatering starter såmænd rigtigt godt ud med de spejlvendte MGM logoer, snigende ghettouhygge og et til tider fænomenalt score af Robert Aiki Aubrey Lowe, der får de rette stemninger på plads ved filmens start. Robert Aiki Aubrey Lowe har tidligere kreeret de fabelagtige scores til Denis Villeneuve filmene `Sicario´ og ´Arrival´ og Darren Aronofskys `Mother´, så i det mindste er hans karriere stadig på rette køl.

Filmen fungerer som både en slags nyfortolkning og en efterfølger og man har derfor fået Virginia Madsen til at stemmeføre sin originale rolle som Helen Lyle fra den oprindelige film. Heldigvis er det også den oprindelige Candyman der gyseligt vender tilbage, nemlig Tony Todd i hans vel nok største signaturrolle. Han fremstår heldigvis mindst lige så skræmmende nu som dengang, men desværre har filmholdet valgt at lade ham forblive et spøgelse og han kan derfor ikke, som en Freddy Krueger, træde ind i den fysisske verden, hvilket desværre ikke får ham til at virke på samme måde som i originalen.

Yahya Abdul-Mateen II og Teyonah Parris spiller kunstægteparret, hvilket de gør upåklageligt, men det er ligesom med de øvrige personer i filmen, ikke det man vil huske. Man vil nok snare huske at få genset originalen, for en klassiker kan elskes af alle, uanset farve.

“De elsker det vi laver, men ikke os”, siger én af de sorte karakterer om den hvide race. En sort opdatering af `Candyman´ er i så fald noget i tror de hvide vil elske.

‘Forhøret II’: Wow, sikke en fortsættelse

Anmeldt af: Susanne Schatz

Hr. Boe fik ideen, har skrevet manuskriptet og instrueret serien – sådan set har han skabt det hele! Og han har skabt noget helt fantastisk! Allerede den første sæson var rigtig, rigtig god. Det var et anderledes koncept, som var spændende og intenst, hvor man fik lyst til at komme endnu mere ind i sagen.

I sæson 2 er der gået mindre end en måned siden Christinas begravelse og Christinas far Bjørns (Ulrich Thomsen) anholdelse. Susanne (Trine Dyrholm) – Christinas mor og Bjørns kone – er knust. Hun har mistet alt, men prøver alligevel at holde sin psykologiske klinik i gang. En ny klient (Olaf Johansson) vil stoppe med at ryge, dog bliver det snart tydeligt, at der er noget helt andet på spil! Under hypnose afdækkes nogle afsløringer, der tvinger Susanne til at handle – under alle omstændigheder skal han stoppes.

Igen foregår alt på et døgn via samtaler – men hvilke samtaler! Hr. Boe giver sine karaktere rigtig god tid til at vise alle slags følelser, at komme i dybden af den menneskelige sjæl. Der er ambivalens, angst, håb og kærlighed. Alt er med, og skuespillerne får i den grad chancen for at præstere på højeste niveau. Der er ikke sindssygt meget handling, der er heller ikke, for det meste, meget action, så den helt afgørende faktor er, at skuespillerne formår at fange seeren med deres intensitet. Og det lykkes.

Igen har Hr. Boe samlet en stjernerække af skuespillere, som fx Danica Curcic, Dar Salim, Ditte Hansen, Pernilla August og Søren Malling. Intet er som det synes at være, intet er entydigt, den, som synes at være en fjende viser sig at være en ven, og omvendt.

Efter den første sæson kunne jeg ikke rigtige forstille mig, hvordan en anden sæson kunne genoptage tråden, eller om der skulle ske noget helt andet – men uanset hvad, var forventningsglæden og spændingsniveauet højt. Og jeg blev ikke skuffet – tværtimod blev jeg grebet, og var nysgerrig, og med hvert afsnit var jeg paf, over at at der allerede var gået de ca. 22 minutter.

Trine Dyrholm, dennne gang som bærende hovedperson, gør det rigtig godt. Hun har en ægthed og et register af følelser, som virker meget autentiske og inddragende. Alle var virkelig gode og perfekt castet, men specielt Olaf Johansson og Danica Curcic efterlod dybt indtryk. Det bedste ord, som matcher dem, er ”intensitet”. De spiller ikke, de synes at være deres karakter!

Ja, nu er læseren vel ikke i tvivl om, at jeg er begejstret. Men, der er også et lille ”men”.

Jeg ved ikke, om det er realistisk, at alt det der kan ske på et døgn? Og jeg kunne godt tænke mig at få en lidt anden afslutning, som fører de forskellige tråde mere sammen. Men måske er der en tredje sæson planlagt? Det ville i hvert fald være rigtig rart.

Selve Ideen, æstetikken og skuespillerpræstationerne er på højest niveau – en helt klar anbefaling!

Du kan se ‘Forhøret II’ på Viaplay

Anden sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca 22 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=RIxyVmnqFGk

‘Respect’: Bringer Aretha Franklins liv dramatisk og stormfuldt tilbage, i én af de bedste musikbiopics nogensinde.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Trods mangel på silende svedperler og 40 års musikhistorisk ørkenvandring, forbliver fortællingen om soul dronningens tidlige epokegørende år, en yderst seværdig film.

Souldronningen Aretha Franklin er hyppigt placeret som én af de største kunstnere nogensinde og i 2010 rangerede hun da også som nummet et på magasinet `Rolling Stone´s liste over ´The 100 Greatest Singers of All Time´. Ja selv Elvis slog hun. Hun har solgt over 75 millioner plader og har inspireret stort set alle der har fundet glæde ved at åbne munden for andet end smalltalk og fordøjelsesfornøjelser.

Aretha Louise Franklin bliver født den 25. marts 1942 og allerede omkring 10 års alderen synger hun ved sin fars kirkekor og optræder hyppigt for familiens gæster, der b.la. tæller musiklegender som Sam Cooke, Ella Fitzgerald og Dinah Washington. Selv Martin Luther King er en hyppig gæst hos Arethas far, pastoren C.L. Franklins gospelforherligende hjem. Arethas gudsbenåede stemme skaffer hende derfor kontrakt hos Columbia Records, som formår at udsende 9 jazzalbums, der dog ikke skaffer hende nogle videre hits og omtale.

Men ved mødet med Atlantic Records´s karismatiske Jerry Wexler og nogle hvide musikere, går det endeligt stærkt for “den sorte Judy Garland”. Her indspiller Aretha b.la. hendes første store hit, `I Never Loved a Man(The Way I Love You). Men det er efter et skænderi med sin daværende mand og manager Ted White, at kimen til successen, med omskrivningen af Otis Redding hittet `Respect´, at Aretha bliver “souldronningen over dem alle”. Successen indtræffes, men hun må indse at der stadig er dæmoner at slås med, bl.a. hendes eksklarerende alkoholforbrug, sit stigende brug af mænd og sit stadigt fraværende forhold til sine mange børn. Den førstefødte fik hun allerede som 12-årig og faderen til disse var muligvis hendes egen far, pastor C.L. Franklin, selvom nogle papirer efter Franklins død afslørede, at faderen var den forholdsvis ukendte Edward Jordan.

Jeg er en “sucker” for musikbiopics: Oliver Stone´s `The Doors´, Diana Ross som Billie Holiday i `Lady Sings the Blues´, Gary Oldman som Sid Vicious i `Sid and Nancy´, Joaquin Phoenix som Johnny Cash i `Walk the Line´, Anton Corbijns mesterlige Ian Curtis drama `Control´ og måske den bedste: Gary Busey i `The Buddy Holly Story´.

Nu kan jeg sætte et flueben ud for endnu en musikbiopic perle, nemlig Liesl Tommy´s `Respect´. Den fortjener både min og din største respekt!

Det knap to og en halv times lange musikdrama, leverer det jeg søger i en biopicfilm. Fuld respekt og forståelse for kunstneren, god musik gengivet med incenitet, stort skuespil, korrekte tidsperioder og frem for alt: stort drama!

Gennem Tracey Scott Wilsons næsten perfekte manuskript, kommer vi tæt på ikonet. Hendes nærmest overjordiske glæde ved sang og musik, allerede i en tidlig alder, gnisten der skaber de legendariske indspilninger, de mange frustrationer der naturligt opstår mellem kunstens tilblivelse kontra “den normale verden”. Og ikke mindst stjernens mildest talt kaotiske forhold til sin far, barndomsbyens ubestridelige leder og centrum: pastor C.L. Franklin, der spilles aldeles fremragende og gnistrende af Oscar-vinderen Forest Whittaker.

Aretha Franklin nåede selv inden sin død i 2018, at caste den 39-årige tidligere ´American Idol´ og Oscar-vinder Jennifer Hudson til hovedrollen, hvilket sikkert primært var grundet hendes sangstemme. For Hudson syntes, udover glimtvis via sin vokal, ikke HELT at nå ind til centralnerven i rollen. Først omkring tidsperioden i 1970, præsenteres vi, lidt for sent, for lidt naturligt rust og rasp til rollen.

Sangerinden Mary J. Blige går anderledes voldsomt spruttende til stålet i sin portrættering af soul legenden Dinah Washington. Man fristes til at at mistænke Franklin selv, for ikke at caste en der kan konkurrere med soul legendens eget selv. Misforstå mig ikke, Hudson gør det godt. Men en Diana Ross i `Lady Sings the Blues´ leveres der ikke.

Modsat hovedrollen er alle birollerne til gengæld nærmest, udover naturligvis Mary J. Blige, perfekt castet og her er det specielt de mandelige roller der brillerer. Marlon Wayans er mest kendt for sine fjollede og fjantede roller i film som ´Mo´ Money´, `Norbit´ og `White Chicks´, men her beviser han for alvor hvor stor han kan blive i en dramatisk rolle. Han spiller her overbevisende soul dronningens sexhungrende, egoistiske og stærkt jaloux ægtemand/manager, der forhåbentligt giver ham flere dramatiske roller. Men hans værdige spil er utroligt nok kun en skygge, ved siden af 60-årige Forest Whitaker.

Den tidligere Oscar-vinder står forhåbentligt til endnu en Oscar-nominering, for der bliver igen i den grad leveret varen. Det gisper i én af ligeledes frygt, forargelse og fascination hvad enten han står ved prædikestolen, afviser sin datters mange bejlere eller skøjter hen over moderafsavn og resultatet af sekslivets lyksaligheder. “Dropper du nu igen et barn, Aretha?”, som kun en djævel i præsteklæder isnende kan sige det, i en sælsom blanding af faderkærlighed, karrierepåskyndelse og personlig agenda succes.

Marc Maron fortjener også spalteplads som musikguruen og produceren Jerry Wexler. En Al Pacino kunne ikke have gjort det bedre.

Filmen er flot instrueret af Leisl Tommy, der tidligere b.la. har instrueret `The Walking Dead´.

Jeg savnede dog flere steder under filmen at sveden drev ned af koncertsale, gospelkirker og specielt på souldronningens pande, noget der desværre først dukker op omkring filmens slutning. Det havde pyntet filmen med lidt mere kropslig nærhed, også under lagnerne. Hellere ildelugtende armhuler end velduftende `High School Musicals´ kulisser næste gang tak!

Filmen slutter i 1972 og Arethas virkelige karriere var her begyndt at smuldre rent kunstnerisk. I 1980 skiftede hun atter pladeselskab, denne gang til det ilde sete Arista Records, der senere ville sikre hende duet hits med b.la. George Michael og Annie Lennox.

Jeg havde gerne set disse og de senere år skildret ligeså ærligt og turbulent beskrevet, men `Respect` ender alligevel med 5 chaplins.

´Ternet Ninja 2´: Holdes bedre sammen i syningen, hvor bi-karakterne endnu engang stjæler opmærksomheden

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Anders Matthesen tager hans komiske talent fra Albertslund til Thailands glimtende neonlys, i flot Pixar truende animationsbasker, der næppe vil skuffe seriens fans.

I 2018 bragede Anders Matthesens ´Ternet Ninja´ igennem de danske biograflisters rekordbilletsalg, med ikke mindre end 928.000 solgte billetter, hvilket gør den til den mest sete, danske biograffilm, siden 1985. Dette kan mere eller mindre tilskrives én person, nemlig Anders Matthesen. Hans skæve, men alligevel folkelige humor, er gået rent ind hos danskerne siden hans stand-up debut i 1993. Ja han har vel efterhånden udviklet sig til den største og mest elskede danske komiker, siden Dirch Passer.

Derfor var det ikke den største overraskelse at `Ternet Ninja´ blev den giga-success den blev, og lige siden har der alle dage været lagt op til den obligatoriske toer, der nu har premiere. Men mon ´Anden´ gentager animationssuccesen?

Vi tages i historien endnu en gang med den nu 13-årige Aske, der stadig fumler med b.la. kærligheden til den lidt ældre Jessica. I den aktuelle historie drømmer hun sig, til Askes store forundring, hen i sin ultimative “bad boy” drøm, hvilket Aske måske ikke helt kan leve op til. Men endnu værre er, at den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø fra den første fortælling, er ved at slippe for sin ellers velfortjente fængselsstraf. Kan Eberfrø få uskyldige børn til ikke at møde op i vidneskranken, kan han gå fri og flere uskyldige børn vil hermed endnu engang kunne bringes i fare. Derfor genopstår den tidligere ternede ninja bogstaveligt talt fra de døde, og må nu som et dansk koldskålshungrende pindsvin endnu engang overtale Aske om hjælp på den anden side af kloden, nemlig i Albertslund. Men kan dette lykkedes, når Askes mor kun kan fabrikere en ny ninja dragt i julestof med fyld af gule ærter? Og vil Askes papfar mon få succes med hans afføringsapp og mon ikke også familien møder onkel Stewart under de snuskede neonlys i sommerferiens Thailand?

Anders Matthesen kan godt lide sig selv og før du siger: “Hva´ snakker du om?”, så tænk lige lidt over hvorfor det hedder `stand-up` og består af en skare af primært kortklippede mænd?. Ja selvtilfredse mænd der, hvis ikke de alle sammen ellers kunne hedde Mads Christensen Jr., så hylder de dog det meste af deres potens i munden på en kampglad begejstringsmikrofon. Casper Christensen og Frank Hvam “spiller” sig selv, nu på 16. år i kæmpehittet `Klovn´, Mick Øgendahl har med stor succes været i puberteten siden 1993 og så er der altså ´Anden´ som måske er den mest kreative og interssante af dem alle sammen.

I 2004 lagde han både manuskript og primær stemmeføring til megahittet `Terkel i knibe´, der blev et kæmpehit med knap 400.000 solgte biografbilletter. Her indtalte Matthesen de fleste figurer, b.la. den måske mest kendte fra ´ Jul på Vesterbro´: den sleazede Onkel Stewart. Denne karakter dukkede op igen i ´Ternet Ninja´ fra 2018, hvor komikeren igen indtalte de fleste karakterer. Dette syntes at være den primære kime til filmens største success, for jo flere `ænder´ jo større success.

Nu er Ninja efterfølgeren så klar og Matthesens figurer står igen i kø for at stjæle billedet fra vores historie om den 13-årige Aske, der “bare” vil være en succes med det hele. Men det er svært når Matthesen endnu engang antænder sin indre spasmager, ikke mindst med hans klassiske figur Onkel Stewart, der nok i virkeligheden burde have fået sin første solofilm.

Det kan være svært at sige hvad filmen egentligt vil, når komikken syntes at ville stå i centrum for de ellers dramatiske optrin med grov udnyttelse af børnearbejdere, korrupte svindlere og et Albertslund hvor der gives større interesse i Facebook likes end børneopdragelse. Det er modsat også én af de ting jeg så godt kan lide ved Anders Matthesen. For han TØR at støde danskheden og komme ind på kontroversielle emner, også udover landets grænser. Men da han ligesom os leverpostejsfarvede danskere bor i en “andedam”, skal det hele jo også lige pakkes ind i en masse komik og spas. For ondt skal det jo ikke helt gøre. Ja lidt ligesom at have et fadderbarn i Malawi, med lidt god afstand.

Men Matthesen ER også sjov, når han spidder lidt til os men RIGTIG farlig tør han nok ikke at udstille. Måske med en Onkel Stewart solofilm?

´Ternet Ninja 2´ er skabt af animationsselskabet A. Film med Thorbjørn Christoffersen i spidsen for de yderst farverige scener, der denne gang tager os fra Albertslund, til det farverige Thailand. Animationen har siden debuten, fået en kraftig opgradering som hvis man beskuede en Pixar film i 90´erne. Dette skal menes positivt og ikke negativt. Vi er der næsten!

Filmen blev bidraget med otte millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstituts såkaldte markedsordning, der primært giver støtte til film med et stort publikumspotentiale. Gad vide om de helt ved om pengene er gået til at støtte en børnefilm eller Anders Matthesens ego?

Jeg var ikke så begejstret med den første ternede ninja, som jeg kunne finde på at kalde `Den skinketernede Ninja´. Filmen var for mig lidt for skitseagtigt, men med den nye opgraderede Ninja, syntes jeg at syningen er blevet strammet bedre op i både historiefortælling og animation. Så mon ikke Albertslund drengen scorer endnu et hit?