Instruktøren bag den mest hadede ’Star Wars’ film, ‘Star Wars: The Last Jedi’, forsøger nu at lave en efterfølger til hans succesfulde ’Knives Out’ film fra 2019. Men kan han spinde et mysterium på samme niveau som det første?
Handlingen udspiller sig i 2020 under pandemien. En præmis jeg vendte øjne af mange gange i løbet af filmen, for det er en tid man helst vil glemme, specielt når man bare gerne vil se Benoit Blanc (Daniel Craig) opklare en sag. Efter noget tid, bliver hele problemet med pandemien dog kastet ud af vinduet ved hjælp af en magisk pistol der gør at de ikke længere skal tænke på hverken masker eller sikkerhedsafstand.
Det var en lettelse at vide at resten af filmen ikke ville handle om det, men hvorfor så overhovedet starte ud med det? Og hvorfor lave så nem en løsning på det – endda en der aldrig bliver forklaret? Det er disse lappeløsninger, der går igen og igen i løbet af filmen, der gør at man bliver hevet ud af handlingen.
Filmen er præget af en del namedropping, som ikke rigtig fungerer. Både fordi det ikke betyder noget for karaktererne eller plottet og fordi det bare er godt gammeldags kikset. Der er også en reference til spillet ”Among Us”, der var så tåkrummende at jeg blev nødt til at pause filmen et øjeblik. Disse forsøg på at være med på aktuelle trends gør filmen endnu mindre tidsløs end den er i forvejen.
Den sofistikerede Benoit Blancs første scene i denne film, står i trist sammenligning med hans introduktion i den første film. Hans karakter er blevet gjort dummere og mere klodset her i efterfølgeren – højst sandsynligt for at få den kvindelige hovedperson til at shine. Det er ærgerligt at Daniel Craigs karakter skal trækkes ned, bare for at Rian Johnson kan få nogle flere point på Woke-skalaen.
De fleste af karaktererne er flade og man har næsten ikke sympati for nogen af dem. Filmen lader som om det er karaktererne, der driver historien fremad, men det er så tydeligt at det er det stik modsatte, der er tilfældet.
De flade karakterer bliver ledt igennem et urealistisk plot, hvor alt går lige som det skal. Hver gang en karakter skal have vigtig information, så står de tilfældigvis og overhører en samtale hvor der bliver snakket om lige præcis det de skal vide. Det var så tydeligt at der blev lavet lappeløsninger på plottet, for eksempel i form af en skudsikker dagbog eller en chillisovs, der var det helt rigtige sted.
Selvom filmen har nogle få spændende scener, så kan det langtfra redde det krakelerede plot og de flade karakterer.
‘Glas Onion: A Knives out Mystery’ kan ses på Netflix
Efter Nicolas Winding Refns (eller NWR – som han kalder sig nu) storhits som ‘Pusher’-trilogien, ‘Bleeder’ og ‘Drive’, har Netflix vel regnet med at lande et stort kup, ved at hyre ham til at lave en ny serie. Vi finder sgu snart ud af, om de satsede rigtigt. Men mildt sagt: Jeg tvivler på det.
Lad mig starte med et par enkelte roser – klart NWRs æstetiske sans for farver og musikken. De fleste scener er blevet dyppet ind i en eksplosion af rød eller blå eller orange eller. Det er ret fantastisk og skaber en særlig stemning, fra tøj til tapetet til lamper, passer alt sammen. Det kræver kreativitet og mod, at tænke ud af boksen og viljen til at skabe noget usædvanligt. Musikken supplerer iscenesættelsen på næsten hypnotisk vis.
Men allerede her starter ét af de mange problemer, som serien døjer med. Selvom det skulle være en dansk serie, foregår en stor del af samtalerne på alle mulige andre sprog bl.a. kinesisk, serbisk osv. Desværre er der oftest ingen undertekster, når der bliver snakket dansk, og det er et problem, når musikken er så høj, at ordene bliver slået ihjel. Oven i det blander hovedpersonerne sprogene, skifter mellem dansk (der ganske ofte er gebrokken eller med kraftig accent) og deres eget sprog. Og så drukner den sparsomme dialog alt for ofte.
Derudover er handlingen forvirrende, eller rettere sagt, der er ganske lidt handling. Man kastes rundt i forskellige scener, som formodentlig skal gøre det mystisk eller magisk, men uden held. Der er f.eks. en tråd med nogle ludere og en anden tråd med en slags seriemorder og én med en kineser og én med narko, men hvordan for fanden hænger det sammen?
Miu (Angela Bundalovic – kendt fra ‘Limboland’) er den gennemgående hovedperson. Hun præsenteres som værende en ”lykkemønt”, men udvikler sig mere til en hævngudinde, en ”umenneskelig kampmaskine”, dog med et godt hjerte! Eller alligevel ikke? Hvem ved? I hvert fald ikke mig.
Karaktererne virker ekstremt kunstige, stive, unaturlige og replikkerne er bare dårlige. Men jeg antager, at NWR bevidst har valgt, at det skal spilles på den måde. Måske er der nogle, som synes at det er spændende – helt sikkert anderledes. Dog er det for mig dræbende kedeligt og næsten ikke til at holde ud – undervejs havde jeg så meget lyst til at droppe denne serie. Og hvis jeg ikke havde fået den betroede opgave at skrive en anmeldelse om ‘Copenhagen Cowboy’ havde jeg slukket efter halvdelen af det første afsnit.
Overordnet mangler jeg fuldstændig, at se meningen med serien, og med hvert afsnit (6 styk af ca. 50 min.) forsvandt håbet om en positiv eller interessant udvikling.
Som gimmick har instruktøren tilføjet sig selv i nogle scener og fået Mikael Bertelsen og Mads Brügger til at være med – men, hvorfor? Det gjorde intet godt for serien, og de virkede absolut malplaceret. Og det er næsten synd for Zlatko Buric(lige hædret for sin rolle i ‘Triangle of Sadness’), Maria Erwolter (‘1899’) og Leif Sylvester Petersen (i en lille birolle) at være med i det her.
Et rent egoprojekt af Nicolas Winding Refn, en leg med absurditeter. Han vil ikke please publikummet, ikke tilfredsstille folk, men til gengæld udfordrer dem. Tanken er helt fin, men resultatet er irriterende i stedet for tankevækkende, røvkedelig i stedet for inddragende. Og hvordan kommer titlen egentlig i spillet? Og det værste ovenikøbet er, at slutningen lægger op til en anden sæson! N E J!!
Hvad ville Thomas Blachmann have sagt til NWR, hvis han stillede op i X-faktor? Blachmann havde jo mange gode ideer til, hvad folk ellers skulle kaste sig over – måske han kunne hjælpe NWR videre i livet? Eller måske skulle NWR have overvejet at udstille forskellige sekvenser af serien på et Museum of Modern Art, så ville det have været virkelig godt! Da man kunne overstå udstillingen på nogle få minutter, frem næsten 5 timers selvpineri.
‘Copenhagen Cowboy’ kan ses på Netflix fra den 5.januar
Hvor havde jeg glædet mig til denne sæson, og jeg havde høje forventninger, men også en ro i maven. Jeg var sikker på at få serveret en godt gennemtænkt og gennemført historie, hvor handlingen simpelthen bare spillede!
Denne gang er Ina Bruhn hovedforfatteren og Mads Kamp Thulstrup den konceptuerende instruktør.
Ligesom i de sidste to sæsoner er kun Natalie Madueño, som politiprofiler Louise Bergstein, den eneste gennemgående karakter. Hendes nye medspiller er efterforskningslederen Frederik Havgaard alias Simon Sears (mest kendt for ‘Herrens veje’), og jeg syntes, at han fungerer virkelig godt!
I forskellige små og større roller ser vi mange kendte ansigter, som bl.a. Jesper Lohmann, Jakob Lohmann, Clara Rosager, Alex Høgh, Thomas Hwan, Trine Appel, Trine Pallesen og Anders Brink Madsen.
Et brutalt dobbeltmord med et seriøst bud på en mistænkt er optakten til sæson 3. Men den tilkaldte profiler Louise Bergstein kommer med en anden vurdering af sagen. Ret hurtigt viser det sig at der ligger et familiedrama bag. Sagens ”lovende ingredienser” er en ung mand, som ikke kan tåle afvisning, en ung højgravid pige, emner som svigt og overgreb. Selvfølgelig følger flere end de to første drab, og handlingen udspiller sig fængende og spændende.
Som parallelhistorie kører Louises forhold til sin far – også her et familiedrama!
Serien består af 8 afsnit (af ca. 45 min.), og indtil videre har det i begge tidligere sæsoner været sådan at spændingen er blevet bygget op mod klimaks til sidst. Derfor var jeg ekstrem overrasket over afsnit 4’s afslutning. Men det følgende afsnit tændte en ny nysgerrig. Jeg vil se afsnit 5 med det samme – jeg kunne simpelthen ikke vente til den næste dag.
Dog er man pludselig i Århus, 3 år senere og midt i en helt anden sag. Hvad forgår der her?! Al spænding er forsvundet, det hele synes at starte forfra, og forsættelsen er desværre ikke i nærheden at være så inddragende og interessant som de første 4 afsnit! Det twist havde jeg ikke set komme, og jeg er skuffet.
Ok, så kommer noget i spillet, som også var en del af første halvdel, men det virker på en måde lidt mærkeligt og kedeligt. Alligevel bevarer jeg min oprindelige tillid og håb om en god sammenfletning af trådene. Men kan de virkelig nå det i løbet af 3 de sidste afsnit?
Nej, det kunne de desværre ikke. Noget bliver afsluttet eller rettere sagt afklaret, men det føles trods alt ikke afrundet og slet ikke tilfredsstillende – mere som: ”Det var det?” Det er som om handlingen er faldet fra hinanden, og man prøvede at klistre det lidt sammen igen uden at føle nødvendigheden af mere kød på detaljerne. Det er bare ikke særlig godt.
Bortset fra min kritik på indholdet og handlingen selv, må jeg tilføje at man ikke nødvendigvis skal leve op til titlen ‘Fanget af mørket’. Serien forgår alt for meget i mørket, hvor man ikke rigtig kan se tingene! Men ellers er den meget flot lavet.
Selvom jeg er vild med konceptet og kan lide skuespillerne, fungerer sæson 3 ikke. Der er alt for mange plottråde, som er blevet åbnet og havner i ligegyldighed og bruddet i handlingen uden virkelig meningsfuld klimaks.
‘Den som Dræber 3 – Fanget af mørket’ kan ses på Viaplay fra den 8. januar
Netflix´s store mini-juleserie, ‘Julestorm’, er en nordisk coproduktion. En episodedramaserie, skabt af instruktøren Per-Olav Sørensen (kendt for ‘Hjem til jul’, ‘Nobel’) og den norsk-danske forfatter Lars Saabye Christensen (‘Byens spor’, ‘Halvbroderen’). Det danske bidrag er Ghita Nørby, Sus Wilkins og Maibritt Saerens!
Handlingen forgår i Oslos lufthavn, hvor folk har travlt med at komme væk eller hjem, fordi julen står for døren. Men en kraftig snestorm medfører at flyveturene bliver aflyst og de rejsende er låst fast på stedet.
I 6 afsnit af 30 minutter bliver vi introduceret til forskellige mennesker og deres juleplaner, der nu falder til jorden. Bl.a. en dreng, der skal opereres i NY, en pianist, som skal spille en koncert, en ung pige skal besøg eller rettere sagt søger sin far, en pige der drømmer om et romantisk juleeventyr i Paris og en lille hund i en transportboks.
Det er mange tråde og mennesker at huske, da ikke alle er lige meget med, så de nemt bliver glemt – Hvad var det lige med ham der fyren?! Hvorfor går den pige der alene rundt? Ikke at handlingen er særlig kompliceret eller indviklet, bare lidt for mange historier på en gang.
Jeg synes jo, at de første 2-3 afsnit tog sig ret god tid uden meget ”kød” på personerne – i betragtning af kun 6 afsnit! De var ikke decideret kedelige, men heller ikke superspændende. Nogle situationer tegnede til at udvikle sig ret forudsigelige – og sådan blev det også, men alligevel ikke alle.
Der var nogle historier eller karakterer, som var mere inddragende og charmerende end andre. Jeg må sige, at fx ”hundetråden” talte næsten mest til mig eller også det med pianisten. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, så derfor er det svært at uddybe, hvorfor noget fungerede bedre end andet. Men overordnet kan jeg bare sige, at visse fortællinger ikke føltes naturlige, realistiske eller simpelthen ikke interessante nok.
Jeg er klar over, at film og serier, som handler om jul osv., har en kraftig tendens til at være meget følelsesladet – det er jo også helt fint! Jeg kan sagtens leve med en slags happing ending, uanset hvor realistiske det er – ”Alt bliver godt!”. Men jeg er ikke så vild med, hvis der bliver kørt for meget på det store følelsesregister med musik og ”det hele lort”! Derfor kan jeg godt lige ”hundehistorien” – den forgik mere stille og roligt og præcis derfor sødt og også lidt rørende.
Jeg er ikke helt blæst væk, men ‘Julestorm’ er hyggelig nok og kan sagtens ses med hele familien, når vejret udenfor er gråt og mindre juleagtigt! God fornøjelse og GOD JUL!!!!
Den Oscar nominerede og hædrede mexicanske instruktør Guillermo del Toro (bl.a. kendt ‘for Hellboy 1 + 2’ og ‘The Shape of Water’) tager sig af den gamle italienske børneklassiker ‘Pinocchio’ (af Carlo Collodi fra 1883), som jo er blevet filmatiseret rigtig mange gange – bl.a. i 1940 af Walt Disney. Netflix står nu bag en kæmpe produktion, med et budget på 35 mio. USD!
Det er mange år siden at jeg har set Disneys ‘Pinocchio’, men historien har jeg ikke glemt – det troede jeg i hvert fald! Den gamle Gepetto laver en dukke af træ og ønsker sig, at den bliver levende. En fe opfylder ønsket, men under betingelsen, at ”trædrengen” lærer at tale sandt og være uselvisk. Men Pinocchio lyver meget og lader sig ofte lokke i fordærv – og hver gang han lyver, vokser næsen.
Jeg syntes den havde noget, ideen er sjov, anderledes, med de forskellige små sidehistorier omkring og selvfølgelig en morale! Så langt så godt!
Den aktuelle Netflix-variation er en nyfortolkning, en ”moderniseret” udgave.
Tiden er blevet rykket, og historien forgår under 2. verdenskrig, med flymaskiner, bomber og nazi-hilsner! Et supplement (i hvert fald husker jeg den ikke) til den oprindelige fortælling er, at Gepetto mister sin 10-årige søn Carlo pga. krigen og ikke kan komme over den store sorg. Vi er altså midt i et melodrama.
En dag laver Gepetto en trædukke af fyrretræet, som han havde plantet ved sønnens grav. En fe puster liv i den – Pinocchio er blevet skabt. Den del er mere inspireret af den klassiske historie og er også ret sjov! Det er jo ikke så nemt at være lavet at træ og skulle lære så mange ting, som for rigtige mennesker er helt normale.
Der er hygge og sange, i hvert fald indtil det onde dukker op – ikke kun som cirkusdirektør, der regner med at have fundet ”et guldkorn” med den talende marionet, der skal tiltrække publikum. Ondskaben optræder også i skikkelsen af byens borgmester, der er stor fan af Mussolini.
Hyggen forandres til et drama – Pinocchio havner f.eks. i en lejr, hvor drenge bliver opdraget til krigen, og skal lære at skyde på hinanden. Det virker meget voldsomt og brutalt, mørkt og trist.
På et andet tidspunkt optræder Mussolini i fortællingen – han fremstår som en joke, en karikatur, men det onde lurer lige under overfladen, da han kræver at Pinocchio skal skydes, fordi han ikke leve op til hans forventninger. Det ”ubrugelige” skal destrueres og udryddes. Vi har set konsekvensen af denne holdning i historiens forløb.
Filmen leger med de store spørgsmål og moralske dilemmaer, som f.eks.:
Skal man ofre sig selv for, at redde den man elsker? Kan løgne sommetider være gavnlige? Hvor meget skal man strække sig for, at leve op til andres ide om, hvem man er? Tør man at stå fast, at stå ved sig selv? Burde ens fars kærlighed ikke være ubetinget?
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet den handling! Der er virkelig mange overraskende twist, der er action, og i det hele taget er filmen ekstrem flot lavet. Detaljerig, præcis, meget levende og gennemført i de fineste nuancer.
Jeg er mindre glad for sproget, eller rettere sagt blandingen af sprog. Det er jo en italiensk historie, og så er det ret irriterende at hovedpersonerne snakker engelsk. Mens folk i kirken, som ikke er i fokus, taler italiensk! Hvorfor? Det giver ikke nogen mening for mig! Og hvis det ikke var originalt sprog, så er tegnefilm med dansk tale altid mere sjove.
Netflix sætter aldersgrænsen på +7 år! Hm … Jeg ved ikke rigtigt? Filmen er delvis virkelig brutal og kører på de rigtige store følelser, med uhyggelige scener og figurer. Måske er det en god ide, at forældre ser den sammen med børnene. Jeg kan godt forestille mig, at der opstår nogle spørgsmål eller fantasier og en masse følelser, som kræver en voksens tilgang på øjenhøjde med de små! Få jer en god snak om det!
Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om tilføjelsen af krigen osv. Hvilket behov skal dækkes – er det virkelig interessant og afklarende for børn? Hvilket budskab får de serveret med det? Krigen trænger jo lige nu ind i deres hverdag – skaber det ikke endnu mere utryghed? Jeg kan ikke finde et svar på det.
Den finske instruktør Mikko Myllylahtis første spillefilm, fortæller på besynderligt vis historien om de filosofiske træ-huggere, der mister deres arbejde og forstanden med.
‘The Woodcutter Story’, instrueret af Mikko Myllylahti, starter med en mand, der vandrer gennem det finske landskab med en kuffert. Han træder indenfor i en lille hytte på toppen af et bjerg, hvor han får en dame til at underskrive en kontrakt, der vil bestemme skæbnen for de mange mennesker der bor nedenfor bjerget. Filmens måde at sige at alt er forudbestemt. Resten af historien bliver fortalt, nærmest som et eventyr, der med sine mange fantasyelementer slører linjen mellem drøm og virkelighed. Hvor vi følger Pepe igennem hans begivenhedsrige liv i byen.
Arbejde er et af filmens største temaer. Hvordan arbejde skaber vores identitet, hvordan det giver vores liv mening og hvordan det er pludselig at stå uden det arbejde, man har haft hele sit liv. Når byens savværk bliver lukket og lavet om til en mine, mister nogle af filmens hovedpersoner modet og gør uforklarlige ting fordi de er desperate. De får nu arbejde i minen, men de finder det meningsløst at flytte rundt på sække hele dagen. De ved ikke hvad der er i sækkene og de ved ikke hvorfor de skal flyttes. Denne absurditet stammer sikkert fra Albert Camus’ ”Sisyfos-myten” der handler om Sisyfos, der for evigt skal rulle en sten op af et bjerg. Når den når toppen ruller den ned igen og så må han starte forfra. Filmen fremstiller absurditeten på en spændende og tankevækkende måde.
Filmen indeholder mange korte scener uden handling, hvis formål er at opbygge karaktererne og stemningen, men de er mere distraherende end de er til gavn. Størstedelen af karaktererne er flade og er kamoufleret bag deres meget filosofiske replikker, der til tider kan være tåkrummende. Filmens hovedperson, Pepe, lærer man heller ikke særlig godt at kende og det er en skam, for der er mange tidspunkter i filmen hvor man nærmest tvinges til at have dårlig samvittighed for ham.
Der sker den ene besynderlige ting for Pepe efter den anden – i starten er det spændende, men det bliver ved i sådan en grad at man begynder at tro at det ikke betyder noget. Man ender faktisk med at blive lidt træt af det, da det føles som om filmen prøver lidt for hårdt at være anderledes og unik.
Filmen har med sine mange flotte landskabs- og etableringsskud et flot udseende, der vender mine tanker mod ‘Fargo’ (1996), en film der gør næsten alt hvad ‘The Woodcutter Story’ prøver på, bare bedre. Jeg så også en meget tydelig reference til ‘The Shining’ (1980), men det føltes mere som en billig overraskelseseffekt end som en egentlig hyldest til Kubricks film.
Jeg kom til at tænke en del på Wes Anderson mens jeg så filmen. Ikke bare på grund af de symmetriske og retvinklede shots, der kommer i ny og næ, men også fordi jeg kunne genkende en anden af Andersons karakteristika: børnene opfører sig voksent og de voksne opfører sig barnligt. Hovedpersonens søn tager selv nogle meget voksne valg og den lille pige overtager frisørsalonen. De voksne dovner den af på arbejdspladsen, hopper til konklusioner som et barn ville og tager valg uden egentlige grunde.
Stilheden fylder mange af filmens scener og er udtryk for karakterernes mangel på medfølelse. For eksempel når Pepe begynder at græde under kortspillet er hans hulken det eneste man hører, før han bliver afbrudt af sin hårde og kontante mor, der siger ”tudeprins”. I modspil til stilheden har vi et udmærket soundtrack af Jonas Struck, hvilket har en passende mængde melankoli, som passer rigtig godt til resten af filmen. Lyddesignet er meget levende og naturligt, så man næsten sidder og fryser mens man ser filmen.
Trods sine svagheder er filmen en interessant og charmerende film, der med sin fantastiske slutscene ikke forlader tankerne med det samme.
I 2009 kom den første ‘Avatar’-film, som blev en kæmpe succes. Her 13 år efter får vi nu efterfølgeren. Og nu er spørgsmålet, om de 13 år har været ventetiden værd?
I ‘Avatar’-universet er der gået 10 år siden vi forlod Jake på Pandora. Han har slået sig ned hos Na’vierne, hvor han er blevet gift med Neytiri, og har fået fire børn med hende. Men da menneskene, anført af Quaritch som nu har fået sine minder overført til en Na’vi krop, vender tilbage til Pandora for at dræbe Jake, må Jake og hans familie forlade skoven. De søger tilflugt hos havfolket og får lov til at bosætte sig der, på den præmis at de lærer at være havfolk, så de kan gøre sig nyttige.
‘Avatar: The Way of Water’ er igen instrueret af James Cameron, som også har skrevet manus. Han er ikke helt ukendt med kæmpe succeser, som den første ‘Avatar’-film blev, da han også har instrueret ‘Titanic’, ‘Terminator 2’ og ‘Aliens’. Ret hurtigt efter den første ‘Avatar’-film annoncerede Cameron, at han havde ideer til ikke bare en eller to efterfølgere, men fire efterfølgere.
Jeg var lidt skeptisk omkring denne udmelding. Jeg var en af de personer der ikke var specielt imponeret over den første film. Den var da vildt flot, men handlingen var utroligt uoriginal, og næsten en form for remake af Disneys ‘Pocahontas’. Derfor har mine forventninger til ‘Avatar: The Way of Water’ heller ikke været specielt høje.
Det er igen Sam Worthington og Zoe Saldana i rollerne som Jake Sully og Neytiri, og derudover vender Stephen Lang og Sigourney Weaver også tilbage. I andre roller finder vi b.la. Kate Winslet, Cliff Curtis, Edie Falco, Jemaine Clement, Jack Champion, Britain Dalton, Jamie Flatters og Trinity Jo-Li Bliss.
Skuespillet er ganske udmærket. Jeg synes man formår at skabe nogle fine karakterer, som man gerne vil bruge tid med. Jeg har dog et lille problem med karaktererne, men det er nok mere et manus problem.
Ret hurtigt inde i filmen begynder alle karaktererne at snakke engelsk. Det giver mening, da amerikanere jo nok ikke vil gå ind og se en 3-timers film med undertekster. Men det gør at der indimellem hos Na’vierne bliver brugt moderne engelske vendinger, som f.eks. “Bro”, “Shit” og “Perv”. Det river mig ud af handlingen, og for at være ærlig vil jeg hellere have at de bare snakkede deres Na’vi sprog, mens menneskene så snakkede engelsk. Det hjælper heller ikke på det, at meget af dialogen mellem Na’vierne er ret prætentiøs.
Det er ikke det eneste problem jeg har med manus. Et andet problem er filmens længde. Filmen varer over 3 timer og i midten af filmen er der et langt stykke hvor handlingen går i stå, og hvor det bliver meget langtrukkent. Der er også nogle gentagelser i løbet af filmen, som man kunne have udeladt. Derudover er der nogle forhold imellem nogle af karaktererne, som virker underligt ufortalte.
I min optik kunne filmen sagtens være 45 minutter kortere. Det føles som om at Cameron er blevet lidt for glad for sit ‘Avatar’-univers og dvæler lidt for meget ved forskellige ting. Jeg var også forvirret enkelte steder.
Jeg lavede den fejl, at jeg ikke fik set den første ‘Avatar’ igen, inden jeg så denne film. Og der var karakterer og ting fra den første film jeg havde glemt, hvor det føles som en selvfølge at man stadig kan huske det. Måske kunne man godt introducere publikum til universet igen, hvis nogle ligesom mig, sidst så ‘Avatar’ for 13 år siden. Men her er en opfordring til folk.. Det vil være en god ide at se den første film igen.
Det sidste store klimaks er også lidt en gentagelse af klimakset i den første film, med den lille ændring at det nu foregår på vandet, og ikke i en skov.
Når man snakker ‘Avatar’, er man selvfølgelig også nødt til at snakke om den visuelle side. Og her imponerer ‘Avatar: The Way of Water’, det meste af tiden. Der er nogle vanvittigt flotte scener, både i skoven og ved vandet, som med 3D effekten bare bliver endnu flottere. Na’vierne er også flot animeret og er meget udtryksfylde, ligesom de forskellige væsner på Pandora også er imponerende. Visuelt er det en meget betagende planet og univers, som Cameron og hans SFX folk har skabt. Men… Der er dog alligevel enkelte steder hvor jeg synes effektarbejdet skuffer. Der er endda et eller to steder, hvor jeg synes effekterne er decideret grimme.
Det er en skam, især fordi at jeg havde håbet at effekterne kunne hive den tynde historie op.
Billederne og kameraarbejdet er dog alligevel prangende, og var med til at holde min opmærksomhed fanget. Her har Cameron benyttet sig af en gammel samarbejdspartner, i form af fotografen Russel Carpenter, der også filmede ‘Titanic’ og ‘Avatar’.
På lydsiden har vi igen ‘Avatar’-temaet som det primære stykke musik, men udover det, så virker scoret til ‘Avatar: The Way of Water’ ret anonymt. Det er Simon Franglen der har lavet musikken. Han er rimelig ny som komponist, men har arbejdet med filmmusik i mange år.
Jeg havde håbet at ‘Avatar: The Way of Water’ havde en ny og spændende historie. Især også da jeg læste om den lange spilletid. Men ‘Avatar: The Way of Water’ er en visuel film, hvor det er tydeligt at størstedelen af arbejdet ligger her, og historiedelen er der måske ikke lagt ligeså meget arbejde i. Efter at have set denne film, må jeg indrømme at jeg ikke rigtigt ser frem til de 3 andre ‘Avatar’-film, vi har i vendte. Og måske må jeg bare indse at ‘Avatar’-franchisen ikke rigtigt er for mig.
‘Avatar: The Way of Water’ bliver klart reddet af den visuelle side, for ellers havde det været en endnu mere langtrukken og forudsigelig omgang, end den allerede er. Men det ender med lige at blive en tålelig, om end lang, omgang. Og ser man bort fra de enkelte steder, hvor effektarbejdet skuffer, så er det alligevel visuelt en af de flotteste film i år.
Mændene bag Netflix succesen ‘Dark’ er tilbage med en ny serie, hvor flere danske skuespillere er bland castet.
Vi følger forskellige karakterer, som i starten af hvert af de otte afsnit oplever en voldsom drøm, og som bliver vækket af en stemme, der råber: ”Vågn op!”! Det lyder som udgangspunkt spændende. Specielt, når hele handlingen foregår på skibet Kerberos på vej til New York, med ca. 1.500 passagerer.
I starten får vi at vide, at et søsterskib med navnet Prometheus har været forsvundet i fire måneder. Nogle mystiske mosesignaler fører dem til Prometheus, uden tegn på liv, og fra rederiet kommer beskeden ”Sænk skibet!”. Men kaptajnen går mod ordren, vender om og vil trække Prometheus hjem. Hans beslutning falder ikke i god jord hos mandskabet og passagererne, og situationen begynder at løbe løbsk.
Langsomt i ‘1899’, åbnes der op for hovedpersonernes liv. Vi møder bl.a. en dansk præstefamilie, et fransk par, en asiatisk pige med sin mor og en engelsk kvinde, som rejser alene. Alle bærer på en hemmelighed, som næsten ”tvinger” dem til at starte på en frisk i New York.
Makkerparret Baran bo Odar og Jantje Friese har allerede skabt den succesfulde Netflix serie ‘Dark‘. Med ‘1899’laver de en serie hvor vi bliver præsenteret for forskellige nationaliteter, der alle snakker deres eget sprog. Serien er et mystisk, filosofisk, psykologisk sci-fi drama. Hvor tid og rum gradvist ophæves, og hvor virkelighed og drømme flyder sammen – en kompleks enigma!
Altså, ideen har noget, også selvom det med alle de forskellige sprog var ret udfordrende. Selvom jeg var med på det – i hvert fald i starten.
Introen til serien er afsindig flot lavet og var hver gang en fornøjelse at se på – ligesom musikken var anderledes og interessant! Alle scener, som ikke foregik på skibet, var også fantastisk lavet – en meget flot serie!
Til gengæld var alt, der foregår på skibene dystert og mørkt, nogle gange kunne jeg ikke se hvad der skete. Selvfølgelig kan jeg se pointen i, at det er mere autentisk med de mørke farver og lidt lys, vi er jo i 1899, men på den anden side dukkede ting op, som heller ikke fandtes dengang (som fx lommelygter). Jeg tror at man sagtens kan optage scener, som giver et dyster indtryk og alligevel giver publikummet chancen for at se mere.
Et andet problem var, at der var meget larm i baggrunden, skibets/stormvejrs ”naturlige lyd”, hvilket gjorde, at det var svært at forestå danskerne. De var nemlig de eneste uden undertekster.
Undervejs var der nogle uventede twist i handlingen, nogle overraskende udviklinger og fx den danske families historie var interessant og gav rigtig god mening i den store sammenhæng, som man desværre ikke kan sige om alle historier og detaljer.
Efter det første afsnit var jeg nysgerrig og fanget af fortællingen, men rundforvirret! De næste 3-4 afsnit føltes til gengæld meget langtrukne og ikke særlig afklarende – min nysgerrighed blev erstattet af tunghed, og næsten en ”lille depression” .
Men der var stadigvæk håb om en bedre fortsættelse og ikke mindst en utraditionel, spændende afslutning.
Uden at røbe for meget, vil jeg nævne at serien ikke blev mere interessant eller sluttede på en fed måde. De forskellige ”gadgets”, som er blevet brugt til at ophæve alle tids- og virkelighedsgrænser, var rigtige gode og sjove de første par gange. Men efterhånden blev det bare mærkeligt og absurd, og flere ting, som egentlig fyldte meget i forløbet, fik ingen forklaring, og det sidste afsnit efterlod mig med: ”Det var nu det??!?! Seriøst?!!!” – og dræbte bare alt!
Og selvom skuespillerne fungerede (for at nævne nogle af de danske stjerner – Clara Rosager, Lucas Lynggaard Tønnesen og Alexandre Willaume) er der noget, som ikke spillede, som ikke gjorde serien virkelig interessant – desværre. Jeg var bare glad for, at have fået serien overstået – det føltes som jeg har spildt næsten 8 timer!
At se ‘1899’kræver meget tålmodighed, høj frustrationstolerance og stor interesse i mystiske, filosofiske og absurde tankespiraler.
Hlynur Pálmasons nyeste film bygger på de første fotografier fundet på Island, og viser gennem levende fotografier det smukke og vilde landskab som findes på øen.
I ‘Vanskabte land’ følger vi i slutningen af det 19. århundrede den unge danske præst Lucas (Elliott Crosset Hove), som bliver udsendt til en fjerntliggende by på Island for at bygge en kirke. Lucas har medbragt fotografi redskaber for at affotografere de mennesker, som han møder på sin rejse. Inden afrejse bliver han advaret af en dansk præst om at mange mister forstanden på øen, da solen ikke går ned, og de glemmer at sove. Lucas bliver guidet af den islandske Ragnar (Ingvar Sigurdsson) frem til bygden, hvor han skal bo hos en dansk købmand og hans to døtre, Anna (Vic Carmen Sonne) og Ida (Ída Mekkín Hlynsdóttir). Jo længere Lucas kommer på sin rejse gennem den islandske natur, jo mere begynder han at tvivle på hvad der er virkeligt og hans egen tro.
Den islandske instruktør Hlynur Pálmason har gået på Den Danske Filmskole, og er blevet et velkendt navn i den danske filmindustri. Han har tidligere instrueret og skrevet spillefilmene ‘Vinterbrødre’ (2017) og ‘En hvid, hvid dag’ (2019). Castet i ‘Vanskabte land’ vil virke bekendt for tilskuere af hans tidligere film. Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne er begge med i ‘Vinterbrødre’, og Ingvar Sigurdsson og Ída Mekkín Hlynsdóttir er begge med i ‘En hvid, hvid dag’.
Med sin nyeste kortfilm ‘Nest’ (2022) vandt Pálmason hovedprisen på Odense International Film Festival OFF, som fortæller historien om tre søskende som bygger en hule på en strandeng i Island. Filmen er optaget fra én enkel kameraposition, mens årstiderne skifter sig fra lys, sol, regn og kulde. Denne teknik ses i flere af Pálmasons film, og er også én som tages i brug i ‘Vanskabte land’.
Det der fungerede i filmen for mig var især 4:3 formatet og den overdrevne brug af landskabsbilleder. Ved at have filmen i dette format blev billederne indrammet af den sorte kant på lærredet, og de runde hjørner i formatet gjorde hver scene til et fotografi. Jeg blev draget af det åbne landskab, som besad så mange forskellige kvaliteter og udtryk baseret på vejret. Jeg blev opslugt af naturens vildskab, og hvordan den blev et udtryk for karakterens indre konflikter.
Elliott Crosset Hove spillede eksemplarisk den pligtopfyldende dog splittede præst, som ønsker at tjene Gud, men ofte agerer selvisk og ugennemtænkt. Filmen var struktureret i to kapitler: rejsen og bygden. Strukturen tydeliggjorde et før og efter for Lucas’ morale. Kulturmødet mellem danskeren og det islandske folk var både nuanceret og viste vanskelighederne der kunne være forekommet.
Der hvor ‘Vanskabte land’ kunne fungere bedre var i forhold til dybden af karaktererne. Vi kommer aldrig helt under huden på dem, og forstår ofte ikke hvorfor de handler som de gør. De konstante landskabsbilleder var for mig en styrke, men de kunne risikere for nogle at blive et overvæld af indtryk, således at tilskueren ligefrem bliver immun overfor dem.
Viaplays nye original serie er skabt af Heidi Marie Faisst og Lærke Sanderhoff, som tidligere har været med til at skrive manus til ‘Klumpfisken’ og ‘Arvingerne’. I hovedrollen som Elvira, har de castet debutanten Sara Klein Larsen.
Over 10 afsnit følger vi Elvira. Hun er en pige fra Underdanmark, som arbejder som telefondame i en lille ”luder-biks”. Køster, som egentlig er politimand, har en fælles barndom med Elvira, hvor hendes hjem var hans helle, har skaffet hende jobbet. Han fungerer som mellemmand til ejerne af bordellet – ”svenskere”. Han er i lommen på dem, da hans livsstil og hans kones forventninger helt klart overstiger hans politi-løn. Men alligevel kører alt forholdsvis smurt, i hvert fald indtil en af luderne, Candy, forsvinder, og ovenikøbet skylder 50.000 kr., som Elvira burde aflevere hos Køster. Der igen skal afregne til svenskerne.
Ser du problemet?
Men der er mere: Elviras bror Sixten er narkoman, han er forsvundet, selvom de har en aftale med viceværten, om at kigge på en lejlighed, der ligger lige ved siden af Elviras, så hun kan holde øje med ham. Men hvor er han? Og hvad skal Elvira stille op med viceværtens krav om at få 20.000 kr. under bordet, så brormanden kan få lejligheden?
Da hun jo i forvejen er lidt økonomisk på røven pga. Candys forsvinden, er den eneste fornuftige løsning vel at finde Candy, ikke også?!
Plottet er sammenskruet af flere små problemer, men som stille og roligt udvikler sig til store katastrofer. Og hovedpersonerne havner dybere og dybere i en verden af løgn, afpresning og vold. Køster prøver også at holde sit dobbeltliv væk fra familien og hans kollega Dinesen – uden held.
Elvira vil egentlig kun det bedste, hun hjælper både Sixten, Køster og ikke mindst den forsvundne Candy. Hun udvikler en styrke og en detektivsans, som hun slet ikke anede at hun havde. Man kan godt kalde hende en handlekraftig pige, med ben i næsen!
Og sikke et cast, som holder serien på et meget højt niveau! En fantastisk blanding af ”veteran-skuespillere” (som fx Peter Plauborg, Morten Surballe, Bodil Jørgensen, Tina Gylling Mortensen, Claus Flygare, Claus Riis Østergaard og Marijana Jankovic) og nye, virkelige gode talenter (som Anton Hjejle og Frederikke Dahl Hansen) og et endnu helt ukendt ansigt – Sara Klein Larsen.
Der er nogle uventede twist i handlingen, som gør det interessant og fører os på forskellige spor, men desværre bliver ikke alle tråde afklaret tilfredsstillende. Måske bemærker man det ikke, hvis man ser et afsnit ad gangen, fordi man glemmer nogle detaljer i løbet af ugen, men jeg bingede serien, og så dukkede derefter nogle spørgsmål op, som fx ”Hvem har egentlig gjort det? Hvad??”, ”Hvad er der sket med dem? Hvem??”, ”Hvorfor er den scene egentlig med?”.
Altså, serien får en god afslutning, men som sagt, mangler der nogle detaljer! Og delvis springer handlingen også, så at man kan blive lidt forvirret.
Men til gengæld er der også rigtige mange sjove sekvenser i serien, som fx sammenspillet mellem Køster og svenskeren og kontakten mellem Elvira og Leo (”narkokongen”). Jeg synes også at miljøet er rigtig godt beskrevet, altså narkoverden. Specielt den dynamik mellem Sixtus og hans kæreste, deres ”forelskelse”, hvordan de inddrager hinanden igen og igen i ”noget lort”! De to er meget overbevisende i deres grænseløse naivitet og samtidig udspekuleret adfærd.
City Lights Filmblog 