‘Bamse’: Anders W. Berthelsen er tilbage på toppen af sin karriere i rollen som den fåmælte, men  folkeelskede “Bamse”

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Flemming “Bamse” Jørgensen var en del af den danske musikscene i over 35 år indtil sin død i 2011 og fik gennem sin karrierer solgt mere end 3,5 millioner albums, hvilket naturligvis gjorde at han på sine senere dage, kunne placere en flot Mercedes i sin garage ved sit store hus. Vejen hertil var dog en længere kamp med omsorgssvigt, plejeforældre og de obligatoriske op- og nedture. 

Filminstruktøren Henrik Ruben Genz interesserer sig hjertevarmt for den almindelige, helst jyske, danske mands/kvindes kamp for overlevelse, der trods vanskelige kår, formår at tilkæmpe sig en tilfredsstillende plads i samfundet. Det har han tidligere vellykket bevist med film som b.la. ‘Kinamand’ 2005, ‘Frygtelig lykkelig’ 2008 og senest ‘Erna i krig’ 2020. Nu er idéoplægget faldet på den Cocio-drikkende folkesanger Bamse fra Randers. 

Som i H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, bliver Flemming “Bamse” Jørgensen bragt til verden som endnu et uønsket barn blandt 11 søskende. Men heldet tilsmiler ham, for efter blot fire dage efter fødslen bliver han indleveret på et børnehjem i Hadsten. Da han er otte uger gammel, bliver han adopteret af et velhavende par der ikke selv kan få børn. De er indehavere af en gummivarefabrik i Viby og faren ønsker derfor, at Flemming en dag skal overtage familiens fabrik. Men Flemming spiller, mod sin adoptivfars vilje, trompet under dynen. Han elsker nemlig musik højere end gummivarer og derfor danner han sit eget band med navnet ‘Bamses Venner’. Flemming får stor succes og bliver dansk folkeeje, men indeni tørster han stadig fortsat efter at få farens opmærksomme anerkendelse og kærlighed. Flemming føler sig nemlig splittet mellem det at være adoptivsønnen Flemming og popstjernen Bamse. 

Men hvem var Flemming “Bamse” Jørgensen egentlig? Ét af sangerens mange dansksprogede fortolkninger hed ‘Jeg har kun tre tænder’ fra 1975 og var en fortolkning af Buck Rams ‘The Great Pretender’, og det er ganske nærliggende at originalens titel kunnet have omhandlet den store sangers liv. 

Bamse var ikke en person man kunne nå helt ind til og da slet ikke gennem hans sange. Henrik Ruben Genz gør dog med ‘Bamse’ et gedigent forsøg på at nå ind under smækbukserne, men det er som om at filmen er mere interesseret i at skildre barndomsdramaet end beskrivelsen af livet på landevejen og det er lidt synd da Bamse selv var mere livsnyder end navlepiller. 

Der vises gennem de s/h billeder de dramatiske optrin fra barndommen med den knuste trompet, faderens urealistiske forventninger til sin plejesøn og fortidens uforløste mysterier. Men filmen glemmer vigtige beskrivelser såsom det første møde med sit livs kærlighed konen og rygraden Käte, som han giftede sig med i 1970.

Som 16-årig fik han øjnene op for guitaren. Da han var omkring 20 år aftjente han sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Auderødlejren, hvor han temmelig vigtigt for historien, fik kælenavnet “Bamse”, hvori han herefter uddannede sig som maskinarbejder. Bamse begyndte allerede i 1960’erne med musikken da pigtrådsorkesteret Les Marques (senere: Lee Perkings) manglede en bassist. Da den daværende forsanger ikke måtte deltage ved et spillejob på Klub Top Ten i Hamborg for sin kæreste, overtog Bamse selv mikrofonen som forsanger. Alt dette beskriver filmen ikke. Men det værste er at der ikke bliver givet noget bud på hvorfor det netop var musikken der trak i den unge Bamse og hvorfor netop danskpoppen? Og hvorfor ender Flemming med at blive så stor i en velhavende familie der fremstår sunde og velsoignerede hele livet?  Ingen af disse store mangler bliver beskrevet fyldestgørende. Måske filmens korte spilletid på en time og toogtredive minutter bare er for kort til at “rumme” hele Bamse? 

Ellers kommer vi langt omkring, op gennem mere end fyrre år på landevejen med bandudskiftninger, fyldte halballer, Melodi Grand Prix finaler, børnefødsler, studietid, manager diskussioner, engelsksprogede soloudgivelser og de mange pauser ved den danske pølsevogn, hvor den obligatoriske Cocio slukning finder sted. Desværre kommer vi også nogle gange lidt for langt. Efter en koncert i Randers får vi at vide af nogle villige groupies at Gasolin opholder sig på det lokale hotel, vel at mærke i 1979 mine damer og herrer! 

Når al den galde så er kommet ud, er der altså også meget godt at sige om filmen. Det er en hyggelig fornøjelse at skue og man er i godt selskab med de gæve jyder og det er primært gennem de dygtige skuespillere. 

Først og fremmest er det en sand fryd at se Anders W. Bertelsen gennemgå en total forvandling til den folkekære sanger. Gennem heftig indtagelse af b.la. piskefløde tog Bertelsen 15 kilo på og med hjælp fra et meget overbevisende makeup-suit og 4 timers sminke, ER det Bamse vi både ser og hører, for stemmetræning måtte han også gennemgå. Men det er ikke det hele. Udover Cocio indtagelse spiller Bertelsen sit skuespil med hele kroppen så hver en sikker og usikker sveddråbe fornemmes i biografen. Der må minimum være en Bodil nominering på vej. 

Ellers er det veteranen Lars Ranthe der løber med guldet, som den indpiskende manager John Madsen, der glimter rent skuespillermæssigt. Ingen kan på en mere overbevisende måde fremsige replikker som: ”Den skal have fuld gas i Tarm!”, uden at lyde plat. Johanne Louise Schmidt spiller Bamses hjerteholdeplads og rygrad, konen Käte Jørgensen og hun er lige præcis hvad man har brug for, når trætheden og udmattelsen melder sig efter en større turné. 

Henrik Birch spiller Bamses forventningsfulde far, med en stolt autoritet der dog også rummer ægte faderlighed bag den konservative facade. 

‘Bamse’ er en hyggelig og fornøjelig film der rummer en dyb hjertevarme og kærlighed til manden bag de mange danske evergreens, men det havde klædt filmen med en længere spilletid og dermed mere dybdeborende fortælling. Måske en tv-serie udgave havde været en bedre idé? 

‘Nope’: cementblander ‘Tågen’, ‘Nærkontakt af tredje grad’ og ‘Once Upon a Time… in Hollywood’ til en velmixet cocktail, hvor både gyset og humoren får plads.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Jordan Peele’s ‘Nope’ er et stort Ja og ikke et Nej tak, der fuldender hans femårs trilogi, som noget af det mest originale nogensinde indenfor gysergenren.

Det er de færreste filminstruktører forundt at blive markedsført på éns navn. Kun instruktører og auteurer som Hitchcock, Tarantino og vores egen von Trier, er blandt de udvalgte få der kan kvalitetsstemple en film på forhånd i håb om både omsætning og kvalitet. Den 43-årige sorte filmskaber Jordan Peele blev dog allerede efter hans debutfilm ‘Get Out’ fra 2017, påklistret sig dette privilegium og det er der flere grunde til. Først og fremmest er det den farvede “flavour” han tilsætter historierne. Hans film er altid set fra de sortes perspektiv og dette giver hans film den helt specielle sorte “farve”, med deres associerende tilgang til b.la slaveri og den sorte mands undertrykkelse. Hans film bidrager også altid med sorte skuespillere i forgrunden for historien. Ellers må Jordan Peele så afgjort være betragtet som en såkaldt genre instruktør, der inspirationsmæssigt læner sig op af folk som Steven Spielberg, John Carpenter og Sam Raimi.

‘Nope’ er endnu et inspirerende øjeblik, hvor Peele denne gang forsøger sig gennem science fiction genren og typisk for ham er det ikke fredelige E.T´s der er tale om.

OJ Haywood´s(Daniel Kaluuya) far Otis har en ranch hvor der opdrættes og trænes heste til Hollywoods filmproduktioner. Men en dag falder der bogstaveligt talt nogle metal ting ned fra himlen, der slår far Otis ihjel. Det er nu op til OJ og dennes højt talende lillesøster Emerald(Koke Palmer) at føre arven og ranchen videre. Men ting falder stadig ned fra himlen og chokerede finder de ud af at en fjendtligt anlagt UFO ikke har tænkt sig at komme med fredelige hensigter. Med hjælp fra den lokale radio/Tv ekspedient Angel(Brandon Perea) og en mystisk afsporet Hollywood tekniker ved navn Antlers Holst(Michael Wincott), drager det finurlige firkløver ud på den åbne mark for at besejre “monstret”. Men da planen også indebærer at få det hele filmet for at komme på The Oprah Winfrey Show og dermed opnå både rigdom og berømmelse, begynder farerne for alvor at opstå. For hvad opsluger eller glimter egentlig mest: en kødædende UFO eller et Hollywood med foragt for glemte barnestjerner?

Der hersker for tiden stor tvivl om hvorvidt Hollywoods kreative brønd er blevet drænet for opfindsom nytænkning midt i Marvels slagmark med DC, men med ovennævnte synopsis burde selv de mest skeptiske Hollywood hadere kunne puste ud.

Personligt har jeg i hvert fald aldrig set en film, der omhandler det at kigge efter stjernerne for længe, kan føre til at en sulten UFO – her et metafor for Hollywood og berømmelsens pris – vil opsluge dig og din familie, hvis du hungrer for længe. Og det er bare én af de talrige ideer der bare ligger og venter på at du kære – forhåbentlig – vågne seer, får det hele pakket ud.

I historietimen har det længe været vidst at den sorte mand var jordens førstefødte og derudover får vi i filmen også serveret hvorledes den første person på en filmstrimmel faktisk også var sort, nemlig den ukendte sorte jockey, i filmen af fotografen Eadweard Muybridge og hans kronofotografi, med de seksten billeder af den galoperende hest, med den ukendte sorte mand fra 1872. Tal lige om den første “farve film”, syntes der at informeres.

Men det er ikke kun guldkorn omkring det sorte folks triste skæbne i århundreder der fortælles. I 2014 blev der sat følgende tal på rumaffaldet: 21-23.000 genstande større end 10 centimeter og cirka 500.000 under 10 centimeter. Derfor kan det heller ikke være et tilfældighed hvorfor UFO´en er filmens monster? – glubsk suger mennesker op, helst et sultent Hollywood publikum, og brækker det hele ud igen til en blodig masse. Ja jorden er så sandelig universets losseplads.

Dette er bare små udpluk som jeg synes der lige poppede op, men det fantastiske ved filmen er hvor meget den sikkert for eftertiden vil blive citeret. Og så er jeg slet ikke gået i gang med alle Hollywood guldkornene, som hvorfor de sorte alle rider på hvide heste? Eller denne her: UFo’en forårsager som bekendt strømsvigt. Dette hedder på engelsk: BLACKOUTS! Og så er det da en original genistreg at én af vores helte er en ekspedient fra Fry´s Electronics!. Det er sgu mere POWER end El-Giganten.

Jordan Peele har med ‘Nope’ skabt sin karrieres bedste film. Nu venter vi bare på mesterværkerne, der nok skal komme. Men hans hold af skuespillere og teknikere bør ikke glemmes:

Den sorte skuespiller Daniel Kaluuya bærer hovedrollen som den lidt introverte OJ Haywood, der tit filmen igennem får sat et kamera ind foran sig og det er der en grund til. Han ER kameraret i filmen og gennem ham opsummeres vores følelser og angst. Ja for filmen er også til tider uhyggelig, men også sjov. Jordan Peele brugte ham også i hovedrollen som Chris Washington i gennembrudsfilmen ‘Get Out’. Han spillede senere også W’Kabi i Marvels ‘Black Panther’.

Keke Palmer yder formidabelt modspil i rollen som OJ´s lillesøster Emerald Haywood, der giver minder til en ung Angela Bassett.

Steven Yuen er også god som den fallerede barnestjerne Ricky “Jupe” Park med det dybe traume og Michael Wincott bliver sjældent brugt for meget, så det er fedt at se ham som den utilregnelige filmtekniker og fotograf Antlers Holst.

Ellers er filmen ufejlbarligt skudt af Hoyte van Hoytema og specielt filmens lydside og lyddesign af musikeren Michael Abels er helt formidabelt.

UFO´ens design og look er også  i en teknisk særklasse for sig.

Vi er nok alle som natsværmere omkring en lampe når der tales Hollywood og UFO´er, men Jordan Peeles ‘Nope’ ER en kommende klassiker, der gud forbyde det IKKE må få et remake!

“Findes der et ondt mirakel?” bliver der spurgt i filmen. Måske der kunne svares: “Let´s go to Oprah!”.

Jeg lander måske overraskende med kun 4 Chaplins, men næste gang må der alligevel godt skrues ekstra op for det hele Jordan!

‘Bullet Train’: Årets actionkomedie

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Brad Pitts gamle stuntdouble, David Leitch, har instrueret en actionpacked, sjov og medrivende actionkomedie, som skal ses i biografen.

I ‘Bullet Train’ følger vi den evigt uheldige lejemorder, Mariehøne, som nu kun tager nemmere og fredligere opgaver. Han får en opgave, som i teorien lyder nem. Han skal finde en kuffert i et tog og få kufferten med ud af toget. Men på toget er der andre lejemordere, b.la. Mandarin, Citron, Prinsen og Hvepsen, som alle også gerne vil have fat i kufferten. Ombord på verdens hurtigste tog, må Mariehøne nu finde ud af hvordan han kommer af toget i live, og samtidig få kufferten med.

David Leitch var i en del år stuntdouble for Brad Pitt, og havde b.la. dette job på ‘Fight Club’, ‘Oceans Eleven’, ‘Troja’ og ‘Mr. & Mrs. Smith’. Derudover har han også i mange år arbejdet som stuntcordinator, inden han begyndte at instruere film. Hans instruktørdebut kom med filmen ‘Atomic Blonde’, som kun er en middelmådig film, men dog har imponerende stuntsekvenser. Derefter instruerede han ‘Deadpool 2’ og ‘Fast & Furious: Hobbs and Shaw’.

I ‘Bullet Train’ har han igen teamet op med Brad Pitt, der spiller Mariehøne. Pitt er i topform i rollen, og viser sin mest charmende og komiske side frem. Han er virkelig god som lejemorderen, der befinder sig i en eksistentiel krise og som ikke orker flere mord. Han beviser også her at han har et komisk talent og en levering, som meget få andre har, og at han stadig nemt kan bære en actionkomedie.

Udover ham er Joey King, Aaron Taylor-Johnson, Brian Tyree Henry, Andrew Koji, Bad Bunny, Sandra Bullock, Michael Shannon og Zazie Beets også med. Taylor-Johnson og Tyree Henry har fantastisk kemi, og giver nogle stærke præstationer, som ligeså viser dem fra deres komiske og mest charmerende sider. Zazie Beets og Bad Bunny er med i meget små roller, ligesom Sandra Bullock, men de gør det også godt.

Jeg var desværre ikke helt blæst bagover at Joey King og Michael Shannon. Jeg har aldrig været fan af Joey King, og selvom hun er god her, så har hun ikke rigtigt den samme charme og karisma som de andre. Jeg synes hendes rolle bliver en smule irriterende. Jeg er derimod stor fan af Michael Shannon, men jeg synes han virker en smule fejlcastet til denne film, og for mig tangerer hans skuespil overspil.

Overraskende nok er der et par meget meget små roller i filmen, som er besat af nogle meget store stjerner. Jeg havde overhovedet ikke regnet med dette, men jeg syntes det er genialt fundet på.

Visuelt har jeg ikke en finger at sætte på filmen. Actionscenerne er sindssygt flot koreograferet, men med Leitchs erfaring havde jeg også forventet dette. Klipningen er også med til gøre actionscenerne medrivende og imponerende. Billederne er meget stemningsfulde og flotte og Jonathan Sela, som har filmet filmen, har virkelig fået meget ud af en forholdsvis lille lokation, som et højhastighedstog er. Men der er også scener, mest flashbacks, som foregår på andre lokationer, og også her er billeder og effekter imponerende.

Filmen er klippet af Elisabet Ronaldsdóttir der også klippede ‘John Wick’, ‘Atomic Blonde’ og ‘Deadpool 2’. Hun har derfor stor erfaring med at klippe actionscener og actionfilm, hvilket man bestemt godt kan se i ‘Bullet Train’. Hun formår også at klippe flashbackscenerne indimellem scenerne på toget, på en gnidningsfri måde, og er med til at give filmen dens høje tempo.

‘Bullet Train’ er baseret på Kôtarô Isakas bog med samme navn fra 2010. Manus er derefter skrevet af Kôtarô Isaka og Zak Olkewicz. Jeg har ikke læst bogen, så ved ikke om dialog og handling er præcis som i bogen, eller hvor meget der er ændret i filmen. Men dialogen i ‘Bullet Train’ er fantastisk skrevet og leveret. Vi får de mere eksistentielle tanker og overvejelser fra Mariehøne-karakteren, mens vi har nogle fantastiske samtaler mellem Citron og Mandarin, ligesom vi også får nogle underholdende samtaler om børneserien ‘Thomas Tog’, som faktisk formår at blive en smule dybe og filosofiske.

Handlingen i ‘Bullet Train’ bevæger sig hele tiden fremad og i de flashbackscener vi får, får vi information som er brugbar i filmens primære handling. Selvom dialogen indimellem bliver lidt dybere, er den samtidig også, størstedelen af tiden rigtig sjov. Men derudover er der endda også øjeblikke hvor jeg blev en smule rørt. Det havde jeg egentligt ikke regnet med at jeg vil blive, da jeg satte mig i biografsædet.

Det er især et par steder hvor handlingen, kombineret med skuespillet, dialogen og sangvalget i scenerne, bliver oprigtigt rørende.

Musikken til filmen er lavet af Dominic Lewis, men jeg må indrømme at jeg ikke lagde så meget mærke til den originale musik. Jeg lagde i stedet mærke til de forskellige sange som er brugt i løbet af filmen. Det virker fremragende, og gør bare scenerne endnu mere medrivende. Samtidig med at de ofte også giver endnu et lag til scenerne og handlingen.

Jeg kedede mig ikke et sekund i løbet af filmens handling, og da filmen var slut, var jeg sikker på at jeg skal se den igen. Og jeg vil klart se den i biografen igen, da man her får mest ud af den visuelle side og actionscenerne.

‘Stranger Things’ sæson 4 (Bind 2): Storhedsvanvid eller ej: Vi ser alle sammen med – Og det er der en grund til

Anmeldt af: William Springer

En måned efter The Duffer Brothers atter lukkede seerne ind i Hawkins til tonerne af Kate Bush’ ‘Running Up That Hill’, udkom sidste del af den storslåede fjerde sæson af Netflix-hittet ‘Stranger Things’ den 1. juli. Der bliver skruet på alle de store effekter i denne pompøse og lidt over fire-timer lange finale i en magtdemonstration af en fjerde sæson. Fungerer det? Det korte svar er ja.

Det er en tydelig tendens at Netflix deler deres sæsoner op over tid i et, måske, desperat forsøg på at fastholde abonnenter til den ellers kriseramte streamingtjeneste. Fjerde sæson af ‘Stranger Things’ er ingen undtagelse. Mange fans sad klistret til skærmen for at se finalen, som de havde ventet på i omkring en måned. Hvorfor? Fordi ‘Stranger Things’ er en fantastisk serie. Og det er den stadig med denne anderledes fjerde sæson, som i sandhed blev lukket med et brag.

Første del af sæsonen sluttede af med en afsløring af den grufulde Vecnas sande identitet. Nu er der lagt op til kamp.

Handlingen lægger dog ud et andet sted, med et endeligt opgør i det obskurere far-datterforhold mellem Eleven (Millie Bobby Brown) og ”Papa” (Matthew Modine) inden gruppen med deres særlige evner for planlægning tager kampen op mod, hvad der synes at være hovedarkitekten bag de mystiske fænomener i serien: Vecna/One/Henry.

På denne rejse bliver man præsenteret for, hvad den finurlige og uhyggelige anden dimension ”The Upside Down” egentlig er og hvorfor den har forbundet sig til vores verden samt hvad baggrunden er for den store skygge, bedre kendt som ”The Mindflayer”. Et stort mysterium som på forløsende vis bliver afklaret. Endelig!

I et andet sted i verden, nærmere bestemt en koncentrationslejr i det kolde Sibirien, følger vi politibetjenten Hopper (David Habour), som efter iskoldt at have ædt en tur i det tætteste man kan komme på helvede, måske udover ”The Upside Down”, bliver reddet af Joyce (Winona Ryder) og Murray (Brett Gelman). Nu skal de tilbage til USA, men også i Sovjetunionen har videnskabsmænd åbnet porten til ”The Upside Down”, som medfører udfordringer, som blandt andet ender ud i en kamp til døden mellem Hopper og en demogorgon (En særlig form for monster fra ”The Upside Down”, som går igen i flere sæsoner).

Lidt over fire timer tog det at komme igennem anden del af sæson fire. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det ligne en helaftens biograffilm og ikke en del af en serie. Specielt fordi det føromtalte Stephen King-univers er udskiftet med et nærmest Marvelsk spændingsforløb med Eleven som helt, hendes venner som hjælpere og Vecna som den store superskurk. De små finurlige mysterier og sjove replikker er erstattet med seriøsitet, mørke, bombastiske effekter og direkte actionscener.

På mange måder er den gnist, som mange fans højest sandsynligt forelskede sig i ved de tre første sæsoner langsomt brændt ud. Spørgsmålet er, om det er et problem? Som de fleste serier med succes har ‘Stranger Things’ udviklet sig. Ligesom i sæsonens første del fortsætter den anden del ved, at der er forskellige handlingsforløb, hvor karaktererne er delt op i flere grupper, som gør seriens samlede udtryk mere kompleks og faktisk også mere spændende. Karaktererne er udsat for en større fare, som får én som seer til at være mere oppe på tæerne. Noget er altså anderledes. Det er mørkere og langt mere uhyggeligt end før.

Er et sidste afsnit på to timer og 20 minutter storhedsvanvid? Ja måske. Men det fungerer! At én af verdens største serier tager sig selv alvorligt, er ikke et problem, specielt ikke når det er så veludført, som vi ser det her. The Duffer Brothers har formået at skabe et univers, som man bliver så nysgerrig på, at man i flere sekvenser glemmer tid og sted. Dertil er der også seriens fortsatte evne til at have en indflydelse på popkultur. Først gjorde den Kate Bush’ ‘Running Up That Hill’ fra 1985 til et Tik-Tok-fænomen og nu har de i det sidste afsnit givet en renæssance til ‘Master of Puppets’ med Metallica. (Ja. Metallica).

Når rulleteksterne kommer på efter afslutningen, ville en tur i en tidsmaskine til 2024 være yderst belejlig, så man kan give sig i kast med femte sæson.

Ja, selvfølgelig er det ærgerligt at skuespillerne er blevet så gamle, hvilket er en del af udbrændingen af den føromtalte gnist og det har også desværre vist sig, at flere af hovedpersonernes skuespillere ikke er vokset op til at blive de største talenter i verden. Især Millie Bobbie Brown som spiller Eleven og Noah Schnapp, som spiller den følelsesladede Will, leverer nogle tåkrummende pinlige præstationer. Det må man tage med.

Når det er sagt har ‘Stranger Things’ samlet set givet et veludført og actionpacked udspil til deres fans. Vi ser alle sammen med. Også om to år, når den femte og sidste sæson udspiller sig. Hvorfor? Fordi det er en fantastisk serie. Og det her var en fantastisk sæsonafslutning.

Du kan se ‘Stranger Things’ på Netflix

4.sæson bind 2 har to afsnit med en spilletid på 90 minutter og 150 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=sBEvEcpnG7k

‘Thor: Love and Thunder’: Taika Waititis tilbagevenden til ‘Thor’- universet når ikke ‘Ragnarok’s vanvid og store overskud, men lander på midtbanen.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

The Marvel Cinematic Universe er, uden diskussion, verdens største filmserie succes med knap 27 MILLIARDER dollars i omsætning, siden ‘Iron Man’ debuten fra 2008. Det er voldsomme tal og Marvel-studierne er bestemt ikke kommet sovende til dette.

Alligevel anes der en smule metaltræthed i konceptet og dette gøres ikke mindre med den seneste i rækken ‘Thor: Love and Thunder’, der allerede nu er midterpartiet i fase fire. Fase tre havde flere femstjernede eventyr i viften, b.la. de vellykkede ‘Avengers’-film, men endnu har vi dette til gode i fase fire.

Vi møder Thor og holdet fra ‘Guardians of the Galaxy’ efter ‘Avengers: Endgame’, hvor Thor prøver at finde sig selv og få lappet sit hjerte efter bruddet med Jane Foster, som Tordenguden mødte i de to første ‘Thor’-film. Dette får han dog ikke så meget tid til, da den galaktiske hævner, Gorr the God Butcher, hvis mission er at nedkæmpe og udrydde alle guder, også udser Thor som en trussel. Thor hverver derfor flere kendte ansigter til at bistå sig: King Valkyrie, Korg og Thors ekskæreste, Jane Foster, der til Thors store overraskelse er i besiddelse af hans gamle hammer, Mjølner, og derfor er værdig til titlen som Mighty Thor. Sammen tager de på et kosmisk eventyr for at afsløre mysteriet bag Gorr the God Buthers hævntogt og stoppe ham, før det er for sent. Men flere yderst personlige problemer gemmer sig også bag specielt én af heltenes masker.

Instruktøren Taika Waititi gav ‘Thor’-serien et gevaldigt spark opad i 2017 med ‘Thor: Ragnarock’, der var et sandt festfyrværkeri af balladespas og perfekt tømmermands underholdning. Og i 2019 modtog han en Oscar for hans manuskript til den yderst vellykkede ‘Jojo Rabbit’. Om dampen er ved at gå ud skal være usagt, men ‘Thor: Love and Thunder’ er desværre ikke en ny ‘Ragnarock’, dertil er den for ustabil i sin fortælleform, der for ofte veksler mellem mørke toner og forceret lagkagekomik. Der henligger nogle mørke historier omkring guder og hengivelse, men filmen kan ikke altid finde sin rette gangart.

Tordenguden Thor er den eneste “overlevende” karakter fra Marvels såkaldte fase 1, hvis man altså ser bort fra Edward Nortons forsøg som Incredible Hulk i filmen af samme navn fra 2008. Dette er sikkert kun på grundlag af at skuespilleren Chris Hemsworth, modsat f.eks. Robert Downey Jr. og Chris Evans, har valgt fortsat at arbejde for den velsmurte og stærkt underholdende pengemaskine, der kaldes Marvel. Det ville dog være et stort afsavn hvis vi også skulle sige farvel til Thor, for Chris Hemsworth sidder nu så godt fast i sin rolle, at det ville være synd hvis vi også skulle vinke farvel til ham.

Marvel Studierne har sammen med instruktør og manuskriptforfatter Taika Waititi valgt at “genoplive” Jane Foster karakteren fra de to første ‘Thor’-film, og denne gang gøre hende til en superheltinde på lige fod med hovedpersonen. Dette fungerer faktisk ganske fint, trods en for hurtig tilgang, men Natalie Portman gør det godt, så vi faktisk ligesom Thor føler et stort afsavn og glæde ved hendes tilbagevenden.

‘Thor’-filmen ‘Thor: The Dark World’ fra 2013 går med rette med titlen som den dårligste skurk nogensinde i Marvel Universet, med Christopher Ecclestons fremstilling af Malekith. Denne gang er der dog helt andre boller på suppen i skikkelse af selveste Christian Bale som Gorr the God Butcher, der ligner og opfører sig som en blanding af zombie og Skeletor fra ‘Masters of the Universe’. Dette er afgjort Marvels bedste skurk siden Thanos. Det føles dog tit at der ikke er nok scener med ham og filmen taber ofte spændende momentum når “Pale Bale” ikke fylder lærredet.

Der forsøges i filmen ihærdigt på at balancere komedie med drama og fusionere flere klassiske komiske historier til en enkelt fortælling, men Thors fjerde soloeventyr spreder sig ofte for tyndt og ender desværre med at føles overfladisk. Russell Crowes rolle som Zeus virker også mest bare som et udvidet spejlbillede på et af de mere centrale punkter i historien, hvilket sikkert var klippet ud havde det været et Disney plus afsnit.

Alligevel lander jeg på de 4 Chaplins, da det hele er ganske fornøjeligt med en overaskende slutning. Guns ´n Roses klassikeren ‘Sweet Child of Mine’ som flittigt bliver brugt i filmen, slutter med ordene: “Where do we go now?”. Et passende spørgsmål, Marvel.

‘Orkestret’: Indblik i en verden fyldt med musik, lidenskab, talent og konkurrence

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Adam Price er manden bag DR-dramaserierne, ‘Borgen’, ‘Herrens veje’ og ‘Nikolaj og Julie’. Men han er også manden bag DR’s nye komediedrama serie ‘Orkestret’, med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i hovedrollerne.

I ‘Orkestret’ følger vi klarinetisten Bo, som er anden-klarinet i DR’s Symfoniorkester. Han er socialt akavet, bor hos sin mor, og er klarinetlærer for den unge Elin, som er vild med ham. Hans ærkerival er Simon, der spiller første-klarinet i orkestret. Vi følger også Jeppe som er den nye souschef for orkestret. Han er gift med Regitze, der arbejder med jura i samme bygning, og har en affære med Simon. Igennem dem bliver vi præsenteret for en verden hos orkestret, som er fyldt med konkurrence, sexisme, narcisisme, stoffer og længsel.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun steg lynhurtigt til kæmpe succes, med deres radioprogram ‘Den Korte Radioavis’, hvor de skabte Kirsten Birgit. Efterfølgende har de lavet flere shows, b.la. med Kirsten Birgit og Rasmus Bruun, ligesom de også har haft roller i podcasten ‘Undskyld Vi Roder’, og spillet hovedrollerne i filmen ‘Sankt Bernhard Syndikatet’. For nyligt har vi også kunne opleve dem i dokumentarserien ‘Operarejsen’.

De to er utroligt underholdende og har en fantastisk kemi. Dog syntes jeg ikke de er verdens bedste skuespillere. De spiller Jeppe og Bo, og jeg føler jeg har set dem i disse roller før. Jeg tænker dog at deres skuespilpræstationer ikke er så afgørende for folk som vil se dem. Når folk skal se en serie med Cilius og Bruun, er det sikkert de roller de gerne vil se, og de forventer ikke kæmpestore skuespilpræstationer. Og når det er sagt, så er Bo og Jeppe karaktererne både underholdende og nogle man kommer til at holde af og føle med.

Udover Cilius og Bruun, så er Caspar Phillipson, Neel Rønholt, Lise Baastrup, Emma Sehested Høeg og Ina-Miriam Rosenbaum med. Jeg syntes Phillipson er perfekt castet som ‘skurken’ Simon. Han er tilpas arrogant, usympatisk og ynkelig på samme tid. Rønholt er også fremragende som Regitze, ligesom Rosenbaum også er virkelig god i rollen som Bo’s dominerende mor. Sehested Høeg spiller den lidt forsigtige Elin, men også hun giver en ganske fin præstation.

Ligesom jeg syntes jeg har set Cilius og Bruun i disse roller før, så har jeg også set Lise Baastrup spille rollen som Gertrud virkelig mange gange. Det kunne være rart, snart at se hende spille noget andet.

Jeg syntes derudover at de fleste karakterer har god dybde, og er nuanceret. Jeg mangler måske lidt udvikling hos nogle af karaktererne, især hos Gertrud. Men en karakter som har en rigtig fin udvikling er Bo. Han har øjeblikke med nogle rørende øjeblikke, og især bliver hans forhold med Elin rørende.

Adam Price og Mikkel Munch-Fals har skrevet en serie, som kombinerer humoren, med det dramatiske på en rigtigt fin måde. Det er doseret i de rigtige doser i løbet af serien. Dog mangler jeg nogle rigtigt sjove øjeblikke. Jeg trækker på smilebåndet mange gange i løbet af serien, men de helt store grin kommer ikke.

Serien formår også at tage fat i tidens Me-too, og behandler dette med den rigtige mængde satire. Indimellem går den lige til stregen, men aldrig over, og aldrig på en måde så det bliver plat. ‘Orkestret’ viser også Me-too fra mandens perspektiv, hvor det ikke kun er kvinderne som bliver krænket. Her er det både kvinder og mænd som er udsatte for Me-too.

Jeg syntes ‘Orkestret’ på en rigtig fin måde, formår at få forskellige tendenser med. Man ser det f.eks. hjemme ved Jeppe og Regitze, hvor deres 8-årige datter, størstedelen af tiden, sidder foran en Ipad. Det er bare et enkelt eksempel på, hvordan ‘Orkestret’ også formår at have et satirisk blik på vores samfund og samtid.

‘Orkestret’ er en forholdsvis kort serie, og er hurtigt set. Man er godt underholdt i hele serien, hvor man glæder sig til næste afsnit. Serien slutter meget åbent, og jeg håber lidt at der komme en sæson 2, da jeg gerne vil bruge mere tid med disse karakterer, og gerne se hvordan man kunne udvikle videre på dem.

‘Orkestret’ kan ses på DRTV

Serien har 10 afsnit, med en spilletid på ca 30 min

‘Only Murders in The Building’ – sæson 2: Glædeligt gensyn med Martin, Short & Gomez

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

En af sidste års helt store serie-overraskelser var Disney+ serien ‘Only Murders in The Building’, som viste sig at være en hjertevarm, charmerende, spændende og virkelig sjov original ny serie. Sæson to lever op til de høje forventninger.

I ‘Only Murders in the Building’ følger vi den afdankede skuespiller Charles-Haden Savage, Broadwayinstruktøren Oliver Putnam og den noget yngre kvinde Mabel Mora. I første sæson blev vores trio forenet, da et mord i deres bygning bragte dem sammen. De fandt især et sammenhold i deres kærlighed for true crime. Under opklaringen i sæson 1, blev de tre venner endda også kendte, da de lavede en true crime-podcast, som fulgte deres opklaring af mordet.

Vi fortsætter sæson 2 hvor sæson 1 slap. De tre venner er blevet anholdt for et andet mord, og bliver nu afhørt på politistationen. Da Mabel, Oliver og Charles-Haden ikke har gjort noget, får politiet dog ikke den tilståelse de fisker efter. Efter de bliver sat fri af politiet, går trioen straks igang med opklaringen af det nye mord, samt fortsættelsen af deres podcast, med endnu en sæson.

‘Only Murders in The Building’ sæson 2, har været en af de mest ventede serier for mig i år. Jeg elskede første sæson, og elskede især sammenspillet mellem de tre hovedroller.

Også i den nye sæson er kemien mellem vores tre hovedpersoner, som er spillet af Steve Martin, Martin Short og Selena Gomez sublim. Det samme er deres skuespil. Short er fremragende som den excentriske teaterinstruktør, som indimellem er drevet mere af tanken om ny berømmelse, end egentligt at fange morderen.

Selena Gomez og Steve Martin er ligeledes virkelig gode, og bringer især noget sarkasme til serien. Gomez, som flere måske mest kender fra hendes teenageår på Disney Channel, formår virkelig at spille op mod de to noget ældre, og mere garvet komikere, hvilket bestemt overraskede mig i første sæson.

Steve Martin har skrevet ‘Only Murders in the Building’ sammen med John Hoffman. Det skræmte mig en lille smule inden jeg begyndte på serien, da det var længe siden jeg havde set Steve Martin lave noget rigtigt sjovt. Men jeg blev positivt overrasket.

Dialogen i ‘Only Murders in The Building’ er velskrevet, og karaktererne er alle sammen interessante og nuanceret. Der er også taget nogle fortællermæssige spændende valg i serien, og hvert afsnit driver serien fremad, eller bringer noget nyt til forståelsen af karaktererne. Der er indimellem også direkte rørende scener. Især er det Steve Martin og Martin Short som til tider giver oprigtigt rørende præstationer.

Serien er heller ikke så gakket i sin humor, som den eventuelt kunne være. Flere steder er den mere nedtonet, og specielt er Steve Martins karakter også mere afdæmpet, end hvad man ellers har set ham lave.

Alligevel er det en serie, som er virkelig sjov. Der skal en del til for at jeg virkelig griner højt af en serie, men ‘Only Murders in The Building’ har nogle vanvittigt morsomme øjeblikke, som man ikke kan undgå at grine højt af.

Når man hører om en serie, som primært er castet med skuespillere som er over 60, kunne man godt forestille sig en langsom TV2 Charlie-agtig serie. Men tempoet i ‘Only Murders in The Building’ er overraskende højt, hvilket primært skyldes dialogen og klipningen.

Visuelt er anden sæson ligeså flot som første sæson. Tonen i serien bliver igen slået fast med den flotte introsekvens og den medrivende intromusik. Det passer perfekt med stemningen i selve serien.

Musikken i løbet af serien skaber også den rigtige stemning, som passer til handlingen. Det er både mystisk, legende og medrivende, ligesom serien. Musikken er skabt af Siddharta Khosla, som også lavede musik til ‘Love, Victor’ og ‘This is Us’.

Igen er billederne også virkelig flotte, og man har fået rigtigt meget ud af, at have et lejlighedskompleks som de primære omgivelser. Serien er filmet af Chris Teague, som også filmede ‘Russian Doll’, ‘Glow’, og ‘Mrs. America’.

I første sæson fik vi forskellige birollepræstationer. B.la. var Sting med, ligesom Tina Fey, Amy Ryan og Nathan Lane. Her i anden sæson er Fey igen, men den nye birolle som virkelig stjæler scenerne hun er med i, er Amy Schumer. Hun spiller her sig selv, bare med det twist at hun er besat af true crime, og har lyttet til deres podcast. Det har ført til at hun gerne vil lave en film om mordet i den første sæson, med hende selv i rollen som Jan. Jan var Steve Martins flirt, som havde en betydelig rolle i mordet. Schumer er fantastisk i denne rolle, og jeg glæder mig virkelig til at se hvilken udvikling hendes karakter får i løbet af serien.

De øvrige biroller som spiller beboerne i lejlighedskomplekset er også fremragende. Og som om vi ikke allerede havde nok interessante og underholdende karakterer med i denne serie, så dukker Shirley Maclaine også op i denne sæson, er og mindst ligeså god som alle andre.

Mangler man en medrivende, sjov og spændende serie at se her i sommeren, så er ‘Only Murders in the Building’ er oplagt bud. Denne anmeldelse er dog kun baseret på de første tre afsnit, men hvis de fortsætter samme niveau, vil det være sommerens mest underholdende serieoplevelse.

‘Only Murders in The Building’ kan ses på Disney +

2.sæson får 10 afsnit med en spilletid på ca 40 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=z4d7y7GDhDE

‘Elvis’: En af verdens største musikikoner bliver genfødt – en vild og farverig rus!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Fra barnsben af var Elvis på en måde et begreb i mit liv, uden decideret at have været fan af ham. Men selvfølgelig kendte jeg filmene, musikken og hans tragiske historie bag succesen, nedgangen og døden i en alt for ung alder.

Jeg synes, at de første par minutter af en film kan være afgørende for, hvor godt jeg kommer i gang med filmen. Baz Luhrmann, som bl.a. er kendt for ‘Moulin Rouge’, ‘Den store Gatsby’ og ‘Romeo og Juliet’, har skabt et univers, som fra det første sekund sugede mig ind i filmen. Spændt, åndeløst og nysgerrigt fulgte jeg historien om, hvordan stjernen Elvis Presley blev født – set og fortalt gennem hans manager Oberst Tom Parkers øjne.

Filmen ‘Elvis’ fortæller historien om hans opvækst og hans familie i Mississippi. Han er præget er Gospel og Blues, og allerede som barn er han fuldstændig besat at musik, som næsten virker som et rusmiddel for ham. Da hans første single brager igennem og bliver spillet alle steder, specielt af de unge, får Oberst Tom Parker mere eller mindre ved et tilfælde øje på ham, og en skæbnesvanger alliance begynder. Gennem 20 år er de tilknyttet til hinanden – på godt og ondt.

I løbet af 2 timer og 39 minutter følger vi skabelsen og undergangen af myten Elvis Presley.

Lige fra pladekontrakten med RCA – for den hidtil største sum – til familiens flytning til Graceland, Elvis´ drøm om at blive en filmstjerne som Jimmy Dean og hans kometagtige succes med koncerterne, hvor pigerne råber og skriger, smider trusserne på scenen, og går fuldstændig amok.

Men vi bliver også vidne til Elvis´ tætte forhold til sin mor, hendes bekymringer for ham, og da hun i sorg falder for alkoholen og dør. Hele vejen igennem betyder familien rigtig meget for Elvis, men udfordringen med at have kæmpe succes uden at miste fodfæstet og sig selv er for stor. Det er også problemet i forholdet til Priscilla – at være far og ægtemand og samtidig en verdensstjerne, omgivet af permanente fristelser!

Oberst Tom Parker kalder sig selv ”snemand” med en masse tricks i bagagen. Han er fx ophavsmand til merchandise, hvor alt kan have navnet eller billedet af Elvis på – fx buttons med ”I love Elvis” ligesom ”I hate Elvis”, alt kan sælges! Han fortjener helt klart en stor del af æren for Elvis´ kultagtige stjernestatus, men var også med til at begrænse Elvis. Han prøvede med alle midler at forhindre en turne uden for USA. Årsagen var ikke kun mangel på sikkerhed og trusler mod Elvis, men først og fremmest en hemmelighed han bar rundt på.

I løbet af de 20 år begyndte forholdet mellem Obersten og Elvis at krakelere, men lige da Elvis var ved at bryde forholdet, lander Parker et kup – et fast arrangement på et nyt hotel i Las Vegas, som blev til en kæmpe succes. Men kontrakten gavner specielt Tom Parker, som er lidt af en ludoman.

Det liv Elvis lever kan ikke lade sig gøre uden hjælp af alkohol og piller, men det dræner og udmatter ham – han brænder sit lys i begge ender. Under sin sidste koncert er han så færdig, at han ikke kan rejse sig selv, en anden skal holde mikrofonen for ham, men han lægger alt i sangen “Unchained Melody”, som om han vidste, at det ville blive hans sidste sang. – Gåsehud over hele kroppen!

Filmen er sindssyg flot lavet – introduktionen gennem Oberstens fortælling, klipningen, brugen af originale scener, tempoet og alle detaljerne, som er med at gøre at man ikke kun får et godt billede af Elvis, men også af tiden han levede i – fx med raceproblematikken og verdenshistoriske begivenheder (drabene på J.F. Kennedy og Dr. Martin Luther King).

Austin Butler(kendt fra Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’) som Elvis og Tom Hanks som Oberst Tom Parker fortjener stor ros. Begges transformationer undervejs i filmen er utrolig, hvilket giver filmen intensitet, autenticitet og troværdighed – helt fantastisk! Tom Hanks kunne næsten ikke genkendes og ligner til forveksling originalen. Og Austin Butler bliver bare bedre og bedre i løbet af filmen – han flyder simpelthen sammen med den originale Elvis.

Det ville være nemt at sige, at Obersten er skyld i Elvis´ død, og måske er han det også på en måde, men der er så meget mere. Filmen formår at gøre at man trods alt, holder af karaktererne, bliver berørt og for mit vedkommende mere nysgerrig. Jeg anbefaler den til alle, som sommerens store film.

‘Verdens værste menneske’: Joachim Trier får afsluttet sin ‘Oslo’-trilogi med et eksistentielt mesterværk fortalt som en 30 års krise.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Palmevinderen Renate Reinsve symboliserer den moderne kvindes væsen gennem tårer, lyst, håb, kærlighed og skuffelser, i en film der ikke må glippes.

Guldpalmevinderen for 2021 blev det franske filmchok ‘Titane’ om en moderne kvinde, der b.la. har sex med en bil. Men hovedpersonen i ‘Verdens værste menneske’ er også en outsider der opfattes som et sort får.

Sådan føler ihvertfald den 30-årige Julie sig, der keder sig bravt med sit job i en boghandel og sin noget ældre kæreste Aksel, der syntes de snart skal have børn. Men Julie er et andet sted, eller det er efterhånden blevet hendes mantra når problemerne og livets mere faste holdepunkter presser sig på. Hun vil ikke være en birolle i sit eget liv, så hun har siden hun forlod gymnasiet med topkarakterer, surfet rundt i tilfældighedernes favne og skuffende karrierevalg, der burde have lovet hende store oplevelser. Lider hun af en frygtens pris eller er hun bare for krævende på livets utalige muligheder, som en evig sulten vildkat blandt huskatte? Langsomt må hun dog indse at hendes valg og livsholdninger også ændrer andres skæbner, på godt og ondt.

Joachim Trier har lavet en pragtfuld film. Ikke blot har han lavet en vidunderlig film, der rammer perfekt i tidsånden. Han har også formået at gøre den rummelig og meget reflekteret, med dens fine dosering af reflekterende viagra, omkring fortællingen om en moderne kvinde der muligvis laver udsving i naturens orden, men også bidrager til at kloden ikke bare består af nat og dag, som en livscyclus der bare skal overstås.

Ifølge instruktør Joachim Trier, hersker der i Norge en almen forståelse af at være et forfærdeligt menneske, hvis der sættes spørgsmålstegn til ens eksistensgrundlag i et rigt samfund, men filmens Julie er en sprudlende sugekop af livsenergi der bare ganske simpelt vil bruges. Som når hun “sutter sin kæreste op fra slap”,  er det for hende en følelse af at gøre den store forskel for sine medmennesker, i en verden præget af skemalæggelser og planlægning. Hun søger med barnlig optimisme hen hvor græsset er grønnest, men bliver stoppet af mulighedernes lammelseseffekt og vi mærker hendes tab, men også omverdenens lykke ved hendes altværende tilstedeværelse. Kan det rigtige svar indfinde sig på det forkerte tidspunkt? Sikkert, men filmens rejse tager os steder vi alle er bekendte med. Kærlighedens brændpunkter og indre rejser der stoppes af hverdagens rationaliteter.

Filmen beskriver ægte tilstedeværende den borgerlige tilværelses lidende fejhed, hvor kedsomhedens voksende spøgelse ofte tager styringen i dagligdagens trummerum.

Så hvad gør en vildkat blandt huskatte, når livet ofte rummer for mange forhåbningher? ‘Verdens værste menneske’ kommer ikke med svar eller løsninger, det indfindes ikke i dens væsen. Men vi kender alle rejsen og det er i denne smerte filmen udfolder så smukt.

Palme vinderen Renate Reinsve fører naturligt an, men der kan heller ikke sættes en finger på de mandelige biroller der spilles fortrineligt af Anders Danielsen Lie og Herbert Nordrum, som de to mænd Julie får fordrejet til sin rummelige favn.

Manuskriptet af Joachim Trier og Eskil Vogt står knivskarpt og de får hermed afsluttet deres ‘Oslo’-trilogi fortrinligt, der tidligere bestod af ‘Reprise’ fra 2006 og ‘Oslo, 31. august’ fra 2011.

Der bliver både røget spids nøgenhat, bollet udenom og stillet eksistentielle spørgsmål, mens livet leves gennem Julie. Det gør mig stolt at Det Danske Filminstitut har bidraget til denne perle.

‘Lightyear’: Der er udtalt mere “Troldspejlet” end familieudflugt over Pixars 26. spillefilm, der dog sagtens kunne have gået direkte på Disney plus.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Det er én af Pixars absolut største kronjuveler, der nu knap tredive år efter debuten i 1995 med den epokegørende ´Toy Story´, endelig har fået sin første rigtige solofilm. Denne nye fortælling skal give os den fantastiske forhistorie omkring Buzz Lightyears tidligere år, før han blev drengen Anders´ yndlingslegetøj. Men er historien overhovedet for børn og ville Anders i virkeligheden vælge ham, hvis han havde set denne film?

Buzz Lightyear er på endnu en mission. Den populære Space Ranger er havnet på en fjendtlig planet 4,2 millioner lysår fra Jorden, sammen med sin kommandant og deres besætning. Mens Buzz forsøger at finde en vej hjem gennem tid og rum, får han selskab af en gruppe ambitiøse rekrutter og hans charmerende robotkat, Sox . Missionen kompliceres yderligere ved ankomsten af Zurg , en respektindgydende skabning, der med en hær af hensynsløse robotter og en mystisk dagsorden, forsøger at tilkende sig universal magt. Men problemerne syntes stadig at vokse. For i kampens hede er store dele af missionen slået fejl, og Buzz Lightyear er nu grundet en tidsforlængelse, strandet på planeten, grundet hans overmod med hyperfart. Han ældes nu langsommere end sine venner og langsomt ser han sit gamle liv forsvinde.

Hvor gammel er Buzz Lightyear egentlig. 26? 34 år? Det sidste virker korrekt hvis der hjernevrides lidt, men i denne film er han snarere 130 år gammel. Det er blot én af de mange finurlige og til tider temmelig hjernevridende detaljer der afkrydses, i instruktør Angus MacLanes opfindsomme manuskript, der er skrevet i samarbejde med Matthew Aldrich og Jason Headley.

Vi er ikke i tvivl om at vi er i Buzz Lightyears univers, med hans ikoniske dragt, inspirende dødsforagt, stolte ego og sørme om hans ærkefjende Zurg ikke også dukker op. Men ellers befinder vi os i 2022. Hans bedste ven er den sorte og lesbiske Alisha der er hans tro følgesvend og øverst befalende ved missionens start. Senere er det Alishas nu voksne barnebarn Izzy, Buzz deler en mission med. Det kommer der naturligvis en masse følelsesmæssige forviklinger ud af og det er nok her at koncentrations- og forståelsesevnen begynder at slække hos de fleste sommerferiejublende børn.

Det er der som sådan ikke noget galt med, hellere nysgerrige og spørgende børn. Men jeg er begyndt at savne de dage hvor Pixar udfordrede det indre, men også ydre – legebarn med klassikere som de tre første ‘Toy Story’-film, ‘Find Nemo’ og ‘Op’. I ‘Lightyear’ befinder vi os tit igen i ‘WALL-E’, ‘Inderst inde’ og ‘Sjæl’ filmenes lidt tunge og selvreflekterende fortællinger, der gør krav på vågen opmærksomhed. Det er ironisk nok nogle af mine favorit Pixar film. men hvor blev de glade dage af? Er det nødvendig fortælling for børn med en 30-års krise?

‘Captain America’´s Chris Evans lægger stemme til, så jeg tit var i tvivl om det var Tim Allen der var tilbage, hvilket er “thums-up”. James Brolin lægger en energisk stemme til ærkerivalen Zurg, der tidligere blev indtalt af Andrew Stanton. Men hvorfor disse ændringer? Ligeledes er Uzo Aduba og Keke Palmer stærke i deres roller som de to stærke kvinder, på tværs af generationer. De danske stemmer har jeg til gode.

Som det er kutyme for Pixar studierne er animationen gennemgående fremragende, med figurene animeret i et lidt mere “voksent” look, der burde få Abba-folkene til at kigge efter Pixar studierne til de næste “Abbatars”. ´Anders´ ville også have jublet.

´Lightyear´s helt store drama befinder sig efter de hver 60-sekunders flyvninger. For hver gang kommer han nemlig tilbage for at opdage, at der er gået fire år. Buzz bliver ved med at flyve ud og ligner Tom Cruise, mens alle andre bliver ældre, stifter familie og dør. Til sidst vender han tilbage for at finde en ny generation af befalingsmænd, der fortæller ham, at de bare bliver, og at han nu må opgive tankerne om at komme væk fra planten. Det er en trist skæbne der emmer af dyb melankoli og derfor er det nemt at mærke vor “Major Tom” -helts ensomhed. Særligt når han gennem flere årtier kun har følgeskab af sin elskede robotkat.

Denne seneste  prequel-oprindelses Buzz Lightyear historie, modsat de to tidligere Pixar film, ‘Luca’ og ‘Rød’, kan nu ses i biografen. Men den kan sagtens “bare” ses på Disney plus, da den næppe vil indfinde sig på en Pixar Top 10. Så næste gang må der gerne tages en lykkepille.