Featured

Snyd ikke dig selv for disse oversete komedieserier i den kolde kedelige tid!

Af Martin Odgaard

Der kan godt være langt mellem grin, morskab og selskab i denne kolde, og for mange lidt kedelige tid. Så derfor har vi taget et dyk ned i de mange komedier der lige nu er tilgængelig på streaming. Især de lidt nyere og oversete komedieserier, så her kommer 5 skarpe anbefalinger til de kølige vinterdage derhjemme:

Superstore (Netflix)

En serie som af en eller anden grund var gået forbi undertegnet som en sjældent overset af genren, det nemlig en lille usleben komedie perle, i stil med The Office. Serien er da også skabt af The Office produceren Justin Spitzer. NBC’s “Superstore” Hvor vi følger en gruppe fasttømrede medarbejdere og deres dagligdag, på arbejde i et hypermarked (fuld af product placement) a la vores danske Bilka, bare i amerikansk forstand, naturligvis, her er de under ledelse af den evigt optimistiske og positive butikschef Glenn. Hovedpersonerne Jonah og Amy spilles af henholdsvis Ben Feldman og America Ferrera, de to har fra starten konstant god kemi. Og når serien først kommer igang går tiden i (godt)selskab med de skæve “likeable” karakterer og deres udfordringer i mega butikken faktisk hurtigt og med gode grin, men så det jo godt der er hele 5 sæsoner tilgængelig på Netflix herhjemme. (Jeg slugte selv de første 3 på 5 dage).

Fem sæson med afsnit af 20 minutters varighed.

Ramy (C More, Viaplay)

En lidt mere seriøs, rørende men stadig humørfyldt komedieserie er den anmelderroste “Ramy”, skabt af Komikeren Ramy Youssef, der også selv spiller hovedrollen som netop Ramy. Hvilket der også fortjent indbragte en Golden Globe. Ramy – som vi følger i sin dagligdags udfordringer og stunder med familie, kvinder og vennerne – nedbryder tiltrængt fordomme om livet som muslim, ung og søn af immigranter, i nutidens USA. Og det hele leveres med hjertevarm humor, skarp og spidsfindig hverdags komik, geniale karakterer der overrasker i opfindsomt skrevne afsnit og en smuk præcis fortælling om at voksne op religiøse og kulturelle rammer. Ikke så underligt den af flere blev hyldet som en af sidste års absolut bedste serier. Sæson to opfriskes i øvrigt af en forrygende Oscar-vinder i form af Mahershala Ali, som gæstestjerne i rollen som imam, der guider Ramy som en mentor.

Der er 2 sæsoner med afsnit af 30 minutters varighed.

Intelligence (C More)

En helt anden men også noget overset serie, er den skæve britiske spion komedie Intelligence. Her er comeback til selveste David Schwimmer, som vel nok alder kender og elsker (eller hader) fra rollen som Ross i “Venner”. Schwimmer spiller nemlig den fjogede ja endda lidt fedtmule-agtige NSA agent Jerry, der sendes til Storbritanniens regerings efterretningstjeneste. Her mødes de skæveste karakterer og personligheder med deres tilhørende adfærd, kommer til udtryk når de må samarbejde om opgaverne. Intelligence kan nok lidt forsigtigt beskrives som en lille udgave af “The Office” møder “Homeland” -selvfølgelig uden al action og drama.

En sæson med afsnit af 20 minutters varighed. Sæson to kommer senere i år.

Awkwafina Is Nora from Queens (YouSee)

En imponerende præstation i sidste års højt roste Oscar nominerede The Farewell, satte tyg streg under Awkwafina som multitalent, der ellers indtil da var mest kendt for musikken som rapper. Men nu hun også klar på tv. I “Awkwafina Is Nora from Queens”, spiller hun nemlig Nora der bor hjemme hos sin far (spillet af DB Wong) og bedstemor, selvom hun er oppe i tyverne og egentlig burde være ude for længst, har hun svært ved at finde sig tilrette med voksenlivet som fars (og især bedstemors) pige. Hun charmere med humør og smil sig til at man ikke kan andet en holde af hende og det humørfyldte selskab hun bringer os, med Nora, hvor hun bruger helt ansigtet til de mange grimasser der passer de absurde komiske situationer hun bringes i, eller retters sætter sig selv i.

En sæson indtil videre, men næste er på vej, og skulle gerne komme senere på året. Afsnit af 20 minutters varighed.

Mythic Quest: Ravens Banquet (Apple TV+)

Sidste titel på listen er Apple+ serien om nørder i spilindustrien skabt af halvdelen af herrerne bag skøre “Its always Sunny in Philadelphia”, hvorfor den også er stort set ligeså gakket og byder på god sort humor. Vi følger den selvophøjede og evigt optimistiske spilproducent Ian og hans team, i færdiggørelsen af deres nyeste store spiludgivelse “Mythic Quest: Ravens Banquet”, og alle de udfordringer og reaktioner der hører med og kommer i kølvandet herpå. Det er en forfriskende original og hidtil uset serie om den kyniske spilindustri, dem i den hårde branche bag, og ikke mindst nørderne! Alt sammen leveres det af et alsidigt og rutineret toptunet cast, som i øvrigt lige udnyttede pandemi nedlukningen til at lave den mest geniale hver-for-sig på zoom -special episode.

Første sæson plus special episoden er ude. 10 Afsnit af 30 minutters varighed.

Dermed de nyere. Læs med igen næste gang, hvor vi tager et kig på lidt ældre komedieserier, der stadig holder 100…

‘Jungle Cruise’: Emily Blunt og en flot 200 millioner dollars filmproduktion, forsøger at holde `Jungle Cruise´´s skude lige i vandet, men ender med lettere kuldsejling.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Disneys Dwayne Johnson forsøg på en ny `Pirates of the Carribbean´ franchise, mangler i den grad en veloplagt Johnny Depp arvtager, der kunne have krydret et rædsomt manuskript.

Knap fem milliarder dollars har Disneys `Pirates of the Carribean´ franchise fået omsat siden debuten i 2003, og med Johnny Depps deroute og exit fra franchiset er det fuldt forståeligt at Disney studierne forsøger at finde en ny franchise arvtager.

´Jungle Cruise´ er baseret på en 65-årig tur med flodbåd i forlystelsesparken Disneyland, og har ligesom `Pirates of the Carribbean´ turen, fået flere generationer til at juble. Siden 2004 har Disney studierne forsøgt at søsætte `Jungle Cruise´ til film, og i 2015 kom producenterne John Davis og John Fox så endelig med en færdig idé inspireret af turens oprindelse, som i sig selv oprindeligt blev inspireret af Humphrey Bogart/Katharine Hepburn eventyrfilmen ´Afrikas Dronning´ fra 1951. Så hvordan kan sådan en idé så gå så galt?

Vi er i 1916´s London og til tonerne af Metallica´s `Nothing else matters´(uden vokal), møder vi videnskabs kvinden Dr. Lily Houghton og hendes homoseksuelle bror MacGregor i deres søgen på en mission dybt inde i Sydamerikas jungle for at finde Livets træ, de såkaldte Måne tårer, som menes at have helbredende kræfter der, hvis de findes, kan være til stor gavn for menneskeheden som helbredende medicin. Til opgaven får de hjælp af flodkaptajnen Frank Wolff, der i starten ikke virker synderlig interesseret i at hjælpe de to eventyrere. Men da Lily har medbragt en mystisk og sagnopspunden pilespids, ændrer Frank mening og han letter herefter ankeret for at hjælpe dem. Herefter går der ikke langt tid før trioen bliver meget eftertragtede af både vilde dyr, kannibaler og -GISP!- nazister. Alle vil de have have fat i mirakelkuren, dertil også den sagnomspundne og mystiske Aguirre.

Ex-wrestleren Dwayne Johnson er tidens største filmstjerne og med en gigantisk “paycheck” på 22 millioner dollars i rollen som flodkaptajnen Frank Wolff har han således fået mere end en fordobling af Emily Blunts filmsalær. Dette kan på denne film virke lettere pinligt, for hvor Emily Blunt giver fuld valuta for pengene, trods de til tider tåkrummende dialoger, er Dwayne Johnson bare Dwayne Johnson. Der er overhovedet ingen forskel på om han medvirker her eller i f.eks. ´Jumanji´ filmene. Har han slet ikke noget han vil bidrage til rollen udover hans ellers godmodige charme? Hans 1,96 m høje “udstråling” ville ikke have voldt en 1,73 m “høj” Humphrey Bogart særlig mange problemer hvis dette kunne have tålt en sammenligning. En rolle som Frank Wolff kræver karisma og ikke bøffer med bløde løg, som en skibskok sikkert ville have sagt.

Dette er dog langtfra det værste ved filmen. Filmens største syndere ligger hos manuskriptforfatterne Glenn Ficarra og John Requa, som havde de skrevet manuskriptet i en formningstime og kastet frikvarterssætninger efter hinanden. Kan man accepterer dialoger som: “Du skulle prøve at tisse i bukserne” og “Går du med bukser under bukserne?”, har du min største respekt. Hvad der dog virkelig fik udslag til min undren var dialogerne til den homoseksuelle MacGregor, som skuespilleren Jack Whitehall dog på bedste vis får formuleret: “Frank ville bide i min kæp” og “Jeg blev forulempet af en galning med en kanon”, er bare nogle af de værste pinligheder der bliver sagt. Karakteren er også i forvejen så klichefyldt med “regnbuens farver”, at det føles som et sandt under at han ikke går med kvindetøj.

Det kan dog næppe undre nogle at de to manuskriptforfattere tidligere har “arbejdet” på film som: `Hund og kat imellem´ , `Bad Santa´ og bøsse komedien ´I Love You Phillip Morris´. I det hele taget er vores mandelige helte så dårligt skrevet at jeg flere gange tænkte om det var ren kønspolitik.

Ok så fik vi vist det værste ud over rælingen, for der er også gode ting at spotte. Som sagt er Emily Blunt helt igennem fin som den kvindelige Indiana Jones, der naturligvis til mændenes store forargelse bærer både bukser og ben i næsen. Hun har sikkert ligesom sine mandelige kolleger læst manuskriptet, med en fast beslutning om at gå proffesionelt til værks og det kan ses.

Filmens instruktør Jaume Collet-Serra, der tidligere primært har abejdet indenfor horror, gør det såmænd udemærket. Lad os håbe at han kan få en ny vinkel på Dwayne Johnson i den kommende og stort anlagte ´Black Adam´.

Ellers er filmens store stjerne det store budget, med en visuelt prangende jungle med slanger der bogstaveligt talt springer ud af ansigter og kroppe skabt af honningesmeltende bier. Specielt imponerende var genskabelsen af London anno 1916. WOW!

Filmen kan ses i udvalgte biografer og mod betaling af 179,- på Disney+ fra den 30. juli. Med mindre man er til dårligt skrevne mandelige roller der tisser i vandet, CGI-jaguarer der er bange for fugleedderkopper, men spiller bedre en størstedelen af castet, og ligesom jeg trods alt er vild med jungle eventyrfilm, er det nok bedre atter en gang at gense John Huston mesterværket ‘Afrikas Dronning’ fra 1951 i stedet.

`Hvor kragerne vender´: Ripper op i de fortids hengemte spøgelser mange af os prøver at løbe hjemmefra, men som også skaber dem vi er.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Lisa Jespersens debutfilm er en hjerteligt vedkommende “coming of age story”, der pt. står som årets bedste danske film.

Hvor går man hen, når man ikke kan finde hjem igen til den fortid man har brugt halvdelen af sit liv til at flygte fra? Og hvor søger man hen når man ikke ved hvem man skal blive? Det er de store ekstentielle spørgsmål den debuterende filminstruktør Lisa Jespersen og manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson, med surt og sødt, veloplagt har iscenesat.

Irina er en “rigtig” københavner. Stilistisk klædt, hår med den rigtige attitude, tilpas mange ringe og piercinger og de “rigtige” venner. Hun har netop udgivet sin erindringsbog: `Fortællinger fra en udkant´, der beskriver hendes forfærdelige og “sorte” opvækst i udkants Danmark. Hun er vegetar og hun lever i et åbent forhold med kæresten Benjamin. Nu vil skæbnen at hun for en stund må tage tilbage til sit udkantsophav. For hendes bror skal nemlig giftes og ikke nok med det: han skal giftes med Irinas gamle plageånd der i tidernes morgen terroriserede og mobbede Irina, før hun gennemgik sin navneforandring fra Laura til Irina, nemlig den omsorgssvigtede Catrine. Dette bliver naturligvis et følelsesmættende møde, hvor fortidens spøgelser ikke bare ripper op i Irinas liv, men også i hendes familie og hele det “mørke” levn af den sovende provinsby.

Sidste år havde Søren Kragh-Jacobsen premiere på hans film `Lille sommerfugl´, der på typisk dansk maner, beskrev hvordan et bryllup for en enkelt dag kan samle hele familien med dens fælles glæder og sorger. Det er i det samme scenarie den 33-årige debuterende filminstruktør Lisa Jespersen tager os med til. Men der er noget mere bid og vrid i denne fortælling der, modsat den livserfarende Dogme bror, ikke er bange for at vise os hvordan de sort/hvide nuancer mere realistisk indfinder sig med de mere bidende gråzoner. Sandheden er ikke altid lige for, og netop som man selv syntes man har evigt ret dykker virkeligheden op, som en Treo der har været gemt væk bag en kindtand.

Trods filmen dyrker den “sikre-danske-Biografklub-Danmark-formel” med dens danske kliche drama/komedie fortæling, er persontegningerne mere virkelighedstro med karakterer vi alle kender eller på enkelte tidspunkter har mødt i vores liv. Det tager heller ikke mange øjeblikke hvor det går op for os at vores hovedperson ikke kun flygter fra hendes fortid, men i særdeleshed lige så meget fra sig selv. Vi føler dog med hende, da hun som den eneste i hendes familie og gamle vennekreds har “brudt ud af systemtet”, men alligevel ikke helt har vendt fortiden og familien ryggen. Irene er en “fighter”, men hun indser hurtigt at alt ikke kan fortælles entydigt som hun ellers havde beskrevet i sin bog. For måske er det bare bedst at mødes lidt på midten?

Hovedrollen som Laura/Irina spilles af Rosalinde Mynster, der nok mest er kendt for rollen som Fie Kjær i monsterhittet `Badehotellet´. Jeg havde mine nærvøse forstadier i hævd om hun kunne bære sådan en hovedrolle, men efter lidt tilvænning overvandt hun mine ængstelser og jeg kunne fordybe mig i hende og hendes udvikling. Det kan også være svært når alle rollerne er så fint belagt, hvor det nok er veteranerne Jens Jørn Spottag og i særdeleshed 60-årige Bodil Jørgensen, som de uforstående men velmenende forældre, der tager sig mest overbevisende ud. Faktisk var det temmeligt respektindbydende at se, at selv når den garvede skuespiller Bodil Jørgensen bogstaveligt talt var ude af fokus, formåede hun stadig at stjæle billedet. Endnu en ansigtsløs Bodil til den furede, livserfarende Bodil.

Men de yngre skuespillere ER altså også gode: Anne Sofie Wanstrup er noget nær et fund som barndomsfjenden Catrine, der lunefuldt skifter fra ven til fjende og tilbage igen. Adam Lid Rohweder, Thomas Hwan og Jesper Groth er også gode som kvindernes bejlere, kærester og ægtemænd, der alle er lige så forskellige som kærnemælk og storbys Cafe Latte.

Filmens musik består primært af klassikere med D:A:D, Rocazino, Sort Sol og Thomas Helmig. Altså musik som en “fucking provins-DJ” ville have spillet, som Irina snerrer. Ja for “Nirvana er jo vigtigere end D:A:D”, som hun siger.

I filmens pressemateriale beskriver filmens instruktør , der tidligere har instrueret kortfilmen `September´ fra 2018, hvorledes hun selv voksede op på landet og mærkede en stor afstand mellem hendes nuværende kunstner-byliv og hendes fortid i markerne hos sin landmandsfamilie. “Når jeg mærker mine rødder rumstere, kan jeg føle mig forkert i byen, men når jeg vender hjem til gården, er jeg blevet en anden og kan ikke længere sproget der. Den rodløshed og mangel på plads i verden var mit første frø i skabelsen af denne film”.

I en af filmens mange vellykkede scener, står vores hovedperson med fødderne dybt nede i en kokasse på “Lars Tyndskids marker”, og her kan man virkelig mærke vores hovedpersons dilemmaer, men også instruktørens. Jeg ville bare ønske at slutningen ikke var så hurtigt overstået, med dens “det står skrevet i det uvisse” slutning, når vi har været så tæt på vores personer. Det er lidt ærgerligt, for så virker det lidt som Bodil Jørgensen der burde sælge blomsterbuketter i sin lukningstruede butik, men ender med at pakke bårebuketter.

Perfekte Sommerferie film!

Af: Lou von Brockdorff

Sommeren er over os, og i dag har vi ingen filmanmeldelser. Tilgengæld har vi nogle bud på oplagte sommerfilm, som du kan nyde, når du skal have en pause fra stranden og solen.

‘Vicky Christina Barcelona’ – 2008: Sol, Sommer, Spanien og en Sommerflirt. Indeholder alt en god Sommerfilm skal indeholde. Kan ses på Filmstriben og Viaplay, og lejes på Blockbuster.

‘Rear Window’ – 1954: Foregår under en hedebølge, hvor man nærmest kan fornemme den enorme sommerhede igennem skærmen. Kan lejes på Blockbuster.

‘Luca’ – 2021: Nyeste bud på en sommerfilm, som giver en lyst til at rejse til Italien med det samme. Og så kan den nydes af hele familien. Kan ses på Disney+.

‘Jaws’ – 1975: Den ultimative sommerfilm, som måske skræmmer dig væk fra stranden, og hjem foran tvet. Kan ses på Netflix, og lejes på Viaplay og Blockbuster.

‘Fars fede ferie’ – 1983: Den mest kiksede far, tager sin familie på en ferie, der får din værste ferie, til at virke som en drømmerejse. Kan lejes på Blockbuster.

‘Olsen Banden i Jylland’ – 1971: Hvis det skal være dansk, er dette et af de bedste bud på en sommerferie film. Dog går turen kun til Jylland, men det er jo også eksotisk for nogen. Kan lejes på Blockbuster.

‘Midsommar’ – 2019: Det bliver ikke meget mere eksotisk her, da turen går til Sverige. Tilgengæld bliver det knapt så hyggeligt. Kan ses på Netflix, og lejes på Blockbuster og Viaplay.

‘Wet Hot American Summer’ – 2001: En mere ukendt, og meget mere gakket sommerfilm, er ‘Wet Hot American Summer’. Er svær at finde, men serien, ‘Wet Hot American Summer: First day of Camp’ kan ses på Netflix.

Before-trilogien’ – 1995/2004/2013: ‘Before Sunrise’, ‘Before Sunset’ og ‘Before Midnight’, er stadig en af de mest undervurderede filmtrilogier, og fremragende rejsefilm. Kan lejes på Blockbuster.

‘Sommer i Tyrol’ – 1964: Endnu en dansk film på listen. Denne gang et af de helt store danske lystspil, med b.la. Ove Sprogøe og Dirch Passer. Kan ses på Dansk filmskat, og lejes på Blockbuster.

‘The Hangover 2’ – 2011: Hvis du vil en tur til Thailand, så gør det da i selskab med denne underholdende gruppe mænd. Kan ses på Netflix, og lejes på Blockbuster og Viaplay.

‘Call Me By Your Name’ – 2017: Endnu en gribende sommerromance i det sydlandske. Kan ses på Viaplay, og lejes på Blockbuster.

‘The Trip’collection – 2010/2014/2017/2020: Steve Coogan og Rob Brydon er det bedste selskab, at tage på en madrundrejse i Europa med. Samlingen består af ‘The Trip’, ‘The Trip to Italy’, ‘The Trip to Span’ og ‘The Trip to Greece’. Kan lejes på Blockbuster.

Midnight in Paris’ – 2011: Endnu en Woody Allen film. Denne gang tager han os både med en tur til Paris, og en tur tilbage i tiden. Kan ses på Tv2Play, Filmstriben og Viaplay. Kan også lejes på Blockbuster.

‘Far til Fire på Bornholm’ -1959: Den sidste danske film på listen, tager os med en tur til solskinsøen Bornholm. Kan ses på Tv2PLay og lejes på Blockbuster.

‘Falling Down’ – 1993: Endnu en hedebølge film. Denne gang dog i selskab med en intens, og psykopatisk Michael Douglas. Kan lejes på Blockbuster.

‘The Parent Trap’ – 1961: De fleste kender nok den fra 1996, med Lindsey Lohan. Men den originale fra 1961, er altså bare væsentligt bedre. Begge versioner kan ses på Disney+.

‘Independence day’ – 1996: Et af 90’ernes helt store actionbrag, som selvfølgelig foregår på USA uafhængigheds dag, den 4.juli. Kan ses på Disney+, og lejes på Viaplay og Blockbuster.

‘Grease’ – 1978: De fleste af os har vel hoppet rundt i sommervarmen og sunget med på ‘Summer Nights’, eller andre af de kendte sange. ‘Grease’ starter med en sommerromance, og slutter med en sommerfest. Kan ses på Viaplay og Hbo Nordic, og kan lejes på Blockbuster.

‘Some Like It Hot’ – 1959: Sidste film på listen, er en god gammel klassiker. Billy Wilder tager os med til det solrige Californien med Jack Lemmon, Tony Curtis og Marilyn Monroe. Kan lejes på Googleplay og på Rakuten.tv.

‘Black Widow’: En længe ventet ‘James Bond’ wannabe

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen

Navnet er Widow. Black Widow, og efter godt et årti siden vores allesammens Natascha Romanoff sluttede sig til superheltegruppen Avengers under dette navn, får hun endelig sin egen film.

Denne originale gruppe består, ud over Black Widow, af Captain America, Hulk, Ironman og Hawkeye, hvoraf ¾ fik deres egne solofilm (endda flere) for længe siden. I mange år har fans tigget og bedt om en film, der ville udforske den tidligere russiske spions baggrund – hvem var hun, hvor var hun fra og HVAD skete der i Budapest??? – men uden held. Under alle omstændigheder, så er filmen her nu, og den leverer til dels på ønsket om uddybelse af Black Widows baggrund, men desværre efterlader den ikke seeren med den ’closure’, som vi havde håbet på at få, i hvad der formentlig er karakterens afskedsfilm.

Lad os starte med det positive: Castet er ganske fantastisk, action scenerne er spændende, og det vi lærer om Nataschas barndom er spændende. Marvel fans ved nok, at Nat er specialtrænet spion, men de præcise rammer for, hvad dette indebar, og hvad ”The Red Room” var, har indtil videre været forholdsvist obskurt.

I ’Black Widow’ får vi indsigt i Nats barndom som hemmelig russisk spion i USA, hendes falske spion familie og deres specifikke mission. Personligt havde jeg håb om, at filmen ville foregå hovedsageligt i fortiden, som en form for ”origin story” for Black Widow som vi kender hende, og eftersom jeg gik ind til filmen uden at have læst noget i forvejen for at undgå spoilers, var jeg meget spændt, da filmen startede, og vi så den blå-hårede teenage Natacha lege med sin ”lillesøster”. Filmen skipper dog senere 21 år frem, hvor vi møder Black Widow som vi kender hende, nemlig spillet af Scarlett Johansson. Og her indrømmer jeg, at jeg måske burde have læst en del mere op på filmen og ikke været så forsigtig med spoilers, for efter dette hop i tiden, gik der et godt stykke tid, før jeg rigtig forstod, hvad er foregik. Dette er min synd som Marvel fan: Jeg har ikke set alle Marvel film, og her er det specielt relevant, at jeg ikke har set ’Civil War’. Da vi møder Scarlett Johansson, er vi pladask midt i den tidsperiode, hvor Avengers-gruppen har problemer i familiedynamikken og derfor ikke er på talefod. Nat er på flugt fra den Amerikanske stat, og da hun får kontakt til sin ”lillesøster”, Yelena, beslutter de sammen at opsøge resten af deres falske familie, for for alvor sætte en stopper for organisationen ”The Red Room”. Men på grund af de interne uenigheder, kan Black Widow ikke lige kalde hjælp ind fra hendes flyvende venner, hvilket nok kunne have gjort flere ting en del nemmere.

Som sagt er castet fantastisk; Marvel har igen og igen vist, at de er superskarpe til at caste folk, der passer perfekt i deres roller. Dette er ingen undtagelse: De fleste folk kender Florence Pugh som en dygtig skuespiller, specielt efter ’Midsommar’ i 2019, hvor hun fik lov til at vise hendes dramatiske kunden. I ’Black Widow’ ser vi da også hendes dramatiske evner, men det er faktisk hendes komiske timing, der skaber rollen her, i  de små øjeblikke, hvor Yelena virkelig skinner igennem som den sarkastiske lillesøster. Nats ”forældre” er også castet godt, med en komisk far, der spiller godt med den sarkastiske Yelena, og en straight-faced men kærlig mor, som Natascha kan spejle sig i: her har vi David Harbour som Alexei Shostakov, samt Rachel Weisz som Melina Vostokoff. Til sidst er der selvfølgelig Scarlett Johanson i hovedrollen, og vi ved alle sammen, at ScarJo kender denne karakter, og kan spille godt som Natascha. Desværre får hun ikke helt sit ”moment”, som vi måske kunne have håbet.

På trods af at ‘Black Widow’ er titlen på filmen, og at vi bruger en del tid samme med Natascha, så føles det ikke helt som om, vi får lov til at lære hende bedre at kende. Det er lige før jeg føler, at Pugh gav mig en bedre forståelse af Yelena i løbet af filmen, end jeg fik lov til at få med Natascha. Nat har aldrig været super emotionel udadtil, men man skulle tro, at en film om hende, ville give hende flere muligheder for at udtrykke sig. Vi ved, at Nat altid har ledt efter en virkelig familie, eftersom hun aldrig kendte sin egen.

Dette er selvfølgelig også noget, der bliver bragt op i ’Black Widow’, men i stedet for at håndtere Nats indvendige kamp, får vi flere følelsesladede scener med specielt Yelena og Alexei, som er både rørende og humoristiske, hvorimod de scener jeg mest husker med Natascha, er dem, hvor hun kæmper, spionere er generelt er badass. ”Badassery” er ikke noget, vi ikke har set fra hende før, og derfor er jeg en smule skuffet over manglen på dybde i hendes egen film.

Heldigvis, kan man sige, skiller Natascha sig ikke længere ud i forhold til påklædning. Med Cate Shortland som instruktør og Johansson som producer, gør denne film heldigvis ikke Black Widow til en såkaldt ”sexy lamp”, som hun kan siges at have været i andre MCU-film. Hun tager aktiv del i handlingen, er fuldt klædt på, og filmen består heldigvis også Bechdel testen. Det er bare som om, at der stadig er utroligt mange ting, vi ikke har fået lov til at se og få indsigt i omkring hendes karakter; så mange ting, som de kunne have udforsket mere. I stedet føles filmen en smule mere, som en introduktion til Pughs karakter, der højest sandsynligt kommer til at fortsætte i MCU, i stedet for den afsked, som vi havde håbet på at få, med Natascha.

I sidste ende, er dette absolut ikke en dårlig film. Den er bestemt underholdende, og hvis man er Marvel fan, så kan man ikke misse den. Men hvis man havde håbet på en dybdegående baggrundshistorie eller indsigt i Black Widow karakteren, så får man desværre ikke helt, hvad man håbede på, og hvis man ikke er den slags Marvel fan, der har set alle filmene, er der højest sandsynligt en del af plottet, der vil virke unødvendigt kompliceret. Hvis man leder efter en underholdende actionfilm, kan denne sagtens gå an; den er pakket med action i bedste spionstil, fantastisk koreograferede kamp scener, der ikke ligner ”same old same old” som vi har set 100 gange før. Der er specielt en kamp mellem de to søstre i Budapest (jo, vi kommer heldigvis til Budapest), som jeg specielt synes var underholdende, men jeg vil forudsige, at dette ikke er nok til at få ”casual fans” til at gense den flere gange.

Jeg giver 4 ud af 6 Chaplins til ’Black Widow’, taget i betragtning at filmen nok giver en del mere mening, hvis man forstår al konteksten fra de andre film. Ikke en dårlig film, men heller ikke helt det, som man måske havde håbet på.

‘Det Lille Bageri’: En fin, lille hyggefilm

Anmeldt af: Susanne Schatz

De grå sommerdage er oplagte film og kagedage. Så hvorfor ikke kombinere de to ting, og gå i biografen, for at se en hyggefilm med kager?

En mor dør, en veninde står lige pludselig alene med et projekt om at åbne et lille bageri; en datter bliver droppet af kæresten og smidt ud af deres lejlighed, hun forsøger at bo hos mormoren, som i årevis ikke har haft kontakt med sin datter og barnebarnet. Og i denne situation er det det mest oplagte at opfylde morens store drøm – alligevel at åbne Love Sarah, det lille bageri. Nej, tværtimod! Der mangler nemlig penge, der mangler en dygtig bager, der mangler næsten alt bortset fra et sted i Notting Hill! Men ambitionerne er høje, og de tre kvinders historier fletter sig sammen på en meget smuk måde.

Eliza Schroeders film er velskabt, jeg kunne lide den fra starten, en film med en klar sturktur og handling, uden alt for store bump på vejen, derfor en film som hverken gør ondt eller hvor man kommer dybere ind i karakterne. Man får et lille indblik i deres fælles sorg, lidt om deres historie og mulige konflikter, men alt kulminerer i en Happy End – trods alt.

Der er ikke noget galt i det, nogle gange er det bare dejligt at læne sig tilbage og blive taget med ind i et uskyldigt univers, hvor tingene lykkes, hvor man får en ide om, at forhold kan reetableres og generationerne åbner op for hinanden! Hvorfor ikke.

Ovenikøbet er ‘Det lille bageri’ – jeg fortrækker nu ‘Love Sarah’ – en fristende oplevelse for dem, som har en sød tand! Fantastiske kager og et utroligt hyggeligt og behageligt sted, hvor man får lyst til at tage hen og smage alle de ”kunstværker”.

Man bliver på en måde glad over ”at være med” i projektet!

Ift. skuespillerne efterlod Celia Imrie som Mimi (mormoren) det største indtryk – hendes indre konflikter, udfordringer med barnebarnet Clarissa osv. i kombinationen med en vis charme og koketteri var såvel morsomt som rørende!

Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om filmen, men den har heller ikke brændt sig fast! Man overlever vel uden at have set den, men det gør heller ikke noget at tage til biffen med en flok veninder for en lille hyggestund – alle trænger jo til lidt hygge, ikke også?!

‘Den Gode Spion’: At holde min brandert “is my one true gift”

Anmeldt af: Lene Brandt

I en verden med militær oprustning, trusler om brug af atomvåben og
frygt på begge sider af jerntæppet, søgte man en mand.

Russeren Oleg “Alex” Pinovsky er bekymret for udviklingen i sit land
under den konfliktsøgende præsident Nikita Khrusjtjov og sender de
allierede et brev. Fra vesten er man meget interesseret, men hvordan
kontakter man en højtstående sovjetisk, embedsmand uden at nogen
fatter mistanke ? Man finder en forretningsmand.
Forretningsmanden Greville Wynne er ved at kløjes i sin suppe. Han er
på ingen måde politisk interesseret og finder det hele lidt spøjst. Han
lever et ukompliceret familieliv, der er skitseret med kærlighed og humor.
Er det farligt spørger han. Du er en halvfed midaldrende
forretningsmand, den sidste vi ville sende hvis det var farligt, svarer de
og det lyder jo godt. For det er ikke bare lige at være spion og
da vores forretningsmand har etableret den indledende kontakt og efter
planen skulle trække sig beslutter russeren, at Greville er den eneste,
han har tillid til.

Dette er en gribende autentisk beretning. Filmen er krydret med humor
og vi lærer i lige dele den humoristiske upolitiske familiefar og sælger at
kende som den spirende spion og senere den politiske fange med al
hans usikkerhed, frustrationer og frygt.

Jeg er nok lidt forudindtaget, for jeg synes at Benedict Cumberbatch er en unik skuespiller, og i denne film bliver han Greville. Han ligner også den “rigtige” Greville, som vi ser efter filmen

Vi kender ham fra film og serier som ‘Sherlock Holmes’, ‘Doctor Strange’ og ‘The Imitation game’. Jeg nød at se ham i en seriøs og autentisk rolle, og håber han vil lave mere af dette fremover. Derudover bør fremhæves Jessie Buckley som vi kender fra ‘Wild Rose’ og som giver en overbevisende præstation, som den elskelige hustru, samt Meran Ninidze, der er russeren Alex. De er et gode valg til rollerne.

Instruktøren Dominic Cooke kender vi fra produktioner som ‘En dag på
stranden’, ‘Henry den Iv’ og ‘Richard den III’, sidstnævnte har også
Benedict Cumberbatch i den ledende rolle. Et partnerskab jeg
fornemmer vi vil se mere til i fremtiden.

Jeg giver filmen 5 Chaplins fordi den er relevant. Den giver et godt
tidsbillede og frem for alt er det en film, der viser en mands udvikling og
overlevelse. Filmen var en fornøjelse at se.

‘A Quiet Place 2’: Den svære to’er fungerer godt under en pandemi

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

I opfølgeren til gyserfilmen ‘A Quiet Place’ sidder vi igen på kanten af vores biografsæde i spænding. Filmen er underholdende fra start til slut, og krydsklipper mellem intense scener blandt hovedkaraktererne.

Det er nu tre år siden at ‘A Quiet Place’ kom ud, og to’eren burde egentlig være kommet ud sidste år, men på grund af COVID-19 restriktioner blev den udsat til denne sommer. I filmen følger vi igen familien Abbott og deres overlevelse i en verden fyldt med dystre monstre. Man er som tilskuer ligeså investeret i filmens univers, som man var præ-corona, og flere elementer spiller endnu bedre sammen under en pandemi.

Historien fortsætter hvor den første slap, og i en verden hvor selv den mindste lyd kan dræbe dig, kæmper alle for deres overlevelse. Denne gang er der mere fokus på børnene og deres kamp for ikke blot at overleve, men for at overvinde disse lydfølsomme monstre. Børnene er denne gang de proaktive, og gør alt i deres magt for at finde en vej frem i en verden hvor alt håb virker tabt. Derimod er de voksne roller i filmen inaktive, og vil blot overleve en dag af gangen.

Rollebesætningen er den samme som sidst med moderen Evelyn (Emily Blunt), datteren Regan (Millicent Simmonds) og sønnen Marcus (Noah Jupe). Filmen introducerer Emmett (Cillian Murphy), der ligesom Abbott familien har fundet sine egne metoder for overlevelse i denne håbløse verden.

Filmen er igen skrevet og instrueret af John Krasinski ligesom i den første film. Krasinski som er bedst kendt som Jim Halpert i ‘The Office’, har her endnu engang skabt et skræmmende univers som er yderst underholdende. Det er hans tredje film som instruktør, og har selv medvirket som skuespiller i alle tre af sine film. Krasinski er derudover også gift med Emily Blunt, som spiller én af hovedrollerne i filmene, og konen til Krasinskis karakter.

Det fungerede, når der var krydsklipning mellem de intense scener i filmen, og man fulgte hver karakter og deres eskapader. Man ventede konstant på en høj lyd eller uagtsom bevægelse, som ville sætte hele scenen i gang, som en lang række dominobrikker som falder på stribe.

Dog fungerede det mindre godt nogle af de valg, som familien tog sig i filmen. Karakterne tog ofte tvivlsomme valg, som ofte virkede som noget manuskriptforfatteren havde tvunget ned over historien for at skabe spænding og suspense. Det lykkes selvfølgelig også, men valgene virkede ikke altid troværdige og karaktererne mistede dermed lidt af deres ægthed.

Alt i alt en underholdende og spændende film, som man sagtens kan se en sommeraften når man er træt af varmen. Filmen fungerer også, hvis man ikke har set den første film, da det er en ægte Hollywood-banger, hvor tingene bliver penslet ud for seeren. Se den i biografen hvor lyden og fotograferingen virkelig kommer til sin ret.

‘My Salinger Year’: Deres breve ændrede mig

Anmeldt af: Lene Brandt

En spirende forfatter finder vej til New York og ender som assistent for en kølig forretningskvinde. Giver beskrivelsen dig umiddelbart associationer til ‘The Devil wears Prada’, bør du glemme dem.

‘My Salinger Year’ er en stille og tænksom film om at finde sine mål i livet. Den unge Joanna vil gerne være unik. Skabe noget, Skrive digte. I stedet ender hun som assistent for litteratur agenten Margaret, nederst i hierarkiet, hvor hun skriver efter diktat og må besvare fanbreve for J. D. Salinger efter en standard skabelon, der blev forfattet før hun blev født. Joanna lytter, bekymrer sig,
diskuterer med og reagerer på brevene. Hun er ung og følsom og vælger at give udvalgte fans personlige svar skrevet i J. D. Salingers ånd, også selv om det betyder at der brydes nogle regler.

J. D. Salinger skrev romanen ‘Forbandede ungdom’, der opnåede kultstatus. Herefter trak han sig tilbage fra verden. Hans fanbreve var mange og de er et kapitel for sig, også i filmen hvor man har valgt at lade fans “fortælle” det de skrev.

Filmen er baseret på virkelige begivenheder og skrevet af Joanna Rakoff, der for en tid besvarede fanbrevene. Det er blevet til en film, der giver os tid til at se hver enkelt person.

‘My Salinger Year’ er en film, der ikke har behov for de store armbevægelser. Skuespillerne spiller godt, ikke kun hovedrollerne, som er dem der sprudler og fylder, men også de mere støvede karakterer.

At give fans et ansigt og en stemme giver os en ekstra dimension.
Margaret Qualley kendes fra blandt andet ‘Once upon a time in Hollywood’. Hun fungerer både når vi er i Joannas hverdag og i hendes fantasier. Joannas chef Sigourney Weaver behøver næppe nogen introduktion, hun er en erfaren skuespillerinde, der leverer sin rolle med overbevisning.

Jeg giver filmen 4 Chaplins fordi den fungerer godt. Man har, ud over Joannas vej til finde sit kald, formået at beskrive personerne og miljøet omkring forfatteren J. D Salinger.

‘Gunda’: Russisk dokumentar giver bondegårdsdyr personligheder

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Sort/hvid dokumentar om grise, køer og høns på en gård viser dyrenes menneskelighed. Lange skud og close-ups giver dyrene personligheder, og viser at de også har følelser.

Dokumentaren ‘Gunda’ starter med et langt skud af en gris, som ligger i åbningen til sit skur. Kameraet holder sig på grisen i flere minutter, og tilter kameraet ligeså stille hen i mod grisen. Det følgende klip viser at grisen lå og gav fødsel, og vi ser derefter de 11 grislinger, som hun lige har født. Vi ser dem kæmpe om modermælken fra soens yver, og hvordan de små hår på deres ryg rejser sig.

‘Gunda’ er en ægte arthouse dokumentar, hvor der ikke bliver sparet på dollyskud, panoreringer og lange skud. At den er filmet i sort/hvid understreger dette, og gør filmen mere æstetisk og kunstnerisk i sit udtryk. Filmen er ekstrem smukt filmet, og de lange klip er understøttet af reallyde fra dyrene og naturen.

At der ikke bliver vist nogle mennesker i billedet eller anvendt voiceover understreger, at filmen handler om dyrene. Filmen viser et bredt persongalleri af de forskellige dyr på en gård. Heriblandt den etbenede høne, den drilske ko og den moderlige so. Dyrene agerer som venner og familie, og til tider får de øje på os gennem kameralinsen hvor de holder fast i vores blik.

Instruktøren, filmfotografen og klipperen er den russiske Viktor Kosakovskiy. Han har tidligere lavet dokumentarfilmene ‘Aquarela’ og ‘¡Vivan las antípodas!’, som begge har fokus på naturen omkring os.

Kosakovskiys ‘Gunda’ viser dyrevelfærd på en ny måde, da han ikke udpensler menneskers udnyttelse af dyr som andre dokumentarfilm, men viser det på en implicit og delikat måde. ‘Gunda’ viser nemlig, at ligesom mennesker har dyr relationer til hinanden. De kan føle lykke eller sorg og måske vigtigst af alt, de er mere end bare mad.

Dokumentaren er en som vil falde i god smag hos mange anmeldere, men vil derimod have det svært ved at nå den gængse biografgænger. Halvanden times dokumentar i sort/hvid om bondegårdsdyr kan lyde som en lang affære. Dog skal det siges at tiden fløj afsted, da jeg selv så filmen, og dette var blot på et screener link. Filmen vil komme til sin ret på et biograflærred med surroundsound.

‘Gunda’ er en meditativ og sanselig oplevelse, som fungerer selvom den intet narrativt har. Den afsluttende scene er især seværdig, og er så hjerteknusende at den vil sidde i én lang tid efter.

’Fast & Furious 9’: Brikkerne falder på plads i den mystiske Toretto-familie

Anmeldt af: Alice Haulund

Den niende film, i action sagaen ‘Fast and Furious’, bringer en masse gensyn, både i instruktørstolen og ligeledes på skuespillerfronten. Du får lige præcis hvad du har betalt for, hvis du tager ind og ser det seneste kapital i sagaen, måske endda lidt mere.   

Dom og Letty har trukket sig tilbage og bor nu på landet sammen med Doms søn, Lille Brian. Men da Ramsey, Roman og Tej kommer, og fortæller at de har modtaget et nødsignal fra Mr. Nobody, i forbindelse med et nedskudt fly hvor deres tidligere rival Cipher var ombord, springer Letty hurtigt til teamet for at hjælpe. Da teamet finder flyvraget, gemmer der sig en halvdel af et specielt elektronisk apparat, som de tager med sig i en hulens fart, da det sydamerikanske militær er i hælene på dem. I flugten mod grænsen, over minefælt, forbi diverse militærtrucks og i ly for helikoptere, mister teamet apparatet til Doms bror. Doms bror Jakob handler under rigmandssønnen Otto og computergeniet Cipher, som vil skabe deres eget empire, hvilket de skal bruge apparatet til. Det elektroniske apparat kan kontrollere al satellitkommunikation i verden og er delt i to, Jakob har nu den første del. Teamet etablerer sig i Mr. Nobodys hemmelige bunker og får sporet den anden del af apparatet til at befinde sig i England. De splitter sig op, Dom, Ramsey, Roman og Tej tager til England og Mia og Letty tager til Tokyo og følger et andet spor. I Tokyo finder Mia og Letty et tidligere medlem af teamet, nemlig Han. Han har været nødsaget til at gå under jorden, med hjælp fra Mr. Nobody, for at beskytte nøglen til det elektroniske apparat som teamet jagter. Nøglen er en ung kvinde, hvis forældre byggede apparatet og gjorde deres DNA til nøglen. Teamet bliver genforenet med Han og fanger Jakob, men bliver overrumplet af Ottos mænd som stjæler apparatet. Teamet må nu hjælpes ad for at forhindre Otto og Cipher fra at få kontrol over al satellitkommunikation i verden.               

Instruktøren Justin Lin er vendt tilbage til ‘Fast & Furious’ filmene. Han instruerede filmene 3-6 og nu 9. Han formår at give denne film noget nyt og belyse områder at historien som ikke har været udforsket før. Det er ikke blot en ny actionfilm i rækken, som man ellers godt kunne frygte. Han evner at få denne her film til at fungere med de mange tidligere. Og vigtigst af alt falder brikkerne på plads i den ellers mystiske Toretto-familie. Jeg glæder mig til at se hvordan han vil afslutte sagaen i den 10. film.    

‘Fast & Furious 9’ er spækket med stjerner, udover teamet beriger skuespillere som John Cena som Jakob Toretto, Charlize Theron som Cipher og Helen Mirren som Queenie Shaw, filmen med sublime præsentationer. Som det er tilfældet i instruktørstolen, er der ligeledes en håndfuld tilbagevendte karakterer, fra tidligere kapitler af sagaen. Jordana Brewster i rollen som Mia Toretto vender tilbage. Mia var ikke en del af den tidligere film ‘Fast & Furious 8’, hvilket gav fin mening i historien, da hun og Brian har trukket sig tilbage for at være forældre, men hun vender tilbage i denne film.

Mest overraskende af alle er dog Sung Kang tilbage i rollen som Han. Han som ellers var omkommet i en bilulykke forårsaget af Deckard Shaw, spillet af Jason Statham, tilbage i ‘Fast & Furious: Tokyo Drift’. Tilbagevendende karakterer er ikke nyt for sagaen og et lignende scenario er set før, da Letty blev formodet død men viste sig ikke at være det. Selvom det er brugt nogle gange nu, fungerer det stadig overraskende godt i sagaen og det bidrager til at holde liv i historien og opretholde gejsten for den lange film franchise.

Denne her film viser dog også når det ikke fungerer, for udover Mia og Han, har Justin Lin ligeledes bragt Lucas Black tilbage i rollen som Sean. Han optræder 2-3 gange i små scener, som hverken er sjove eller særlig vigtige for historien. Det fungerer ikke som det ellers var tiltænkt.

Rollen som Otto, rigmandssønnen der vil bruge sine uendelige ressourcer på at kontrollere al satellitkommunikation i verden, spilles af danske Thue Ersted Rasmussen, som blandt andet er kendt for tv-serierne ‘Sygeplejeskolen’ og ‘Sunday’. Thue gør det godt som den velklædte skurk og bidrager til en anden form for skurk i filmene, frem for et stort muskelbundt der skal spilles op imod Dom. Thue spiller rollen overbevisende og jeg ville sagtens kunne se ham i lignende roller senere hen.  

Fraværende i denne her film er Dwayne Johnson og Jason Statham i rollerne Hobbs og Shaw. De havde deres egen spin-off i serien, i 2019. Begge skuespillere har fyldt meget i sagaen de sidste mange film, men denne her film viser helt klart at serien godt kan ”klare sig” uden dem, men om det bliver aktuelt, er ikke sikkert, for filmen efterlader en lille teaser efter rulleteksterne som kunne antyde noget andet. 

‘Fast & Furious 9’ giver lidt mere end de andre film før har gjort. Gennem filmen følger vi flashbacks tilbage til Dom og Jakobs ungdom. Vi får indblik i hvad der egentlig skete med deres far og hvorfor Dom ikke har talt med sin bror i flere årtier. Doms karakter udvikler sig i dette her kapitel af sagaen og historien dykker ned i faderskab og broderskab på flere niveauer.   

Til trods for at jeg elsker lange film og en 142 minutter lang spillefilm ikke kan skræmme mig væk, synes jeg alligevel det er for langt i denne film. Der kunne godt være cuttet 20 minutter af de overdrevne actionscener. Her kan man for eksempel hentyde til en vis scene der involverende en bil, en raketmotor og Roman og Tej i dykkerdragter. Den scene kan man godt tag en lille lur henover.  

Selvom bilerne ikke er lige så meget i fokus, i de nye film som de var i de gamle, så er der stadig lidt at komme efter i dette kapital af sagaen. Her er særligt én scene værd at nævne. Da Dom kommer til England for at finde Jakob, opsøger han Queenie Shaw for at få oplysninger. Hun er i gang med at hapse et par diamant smykker til en fest og stikker af i en Noble M600 i Londons gader. Fed karakter og fed scene. Hvis man kender ‘Fast & Furious’-sagaen og har set de andre vil man have stor glæde af at se nummer 9 i serien. De mange gensyn denne her film byder på giver et smil på læben og et genkendende pust til historien. Man kan mærke sagaen snart lakker mod ende og det skal man ikke misse.