‘Little Joe’: Smukt, langsomt psykologisk drama

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Little Joe’ var nomineret til 10 priser ved den østrigske film pris ceremoni i år – b.la. for bedste film, bedste instruktør og bedste kvindelige skuespillerinde, og vandt velfortjent 3 priser for det tekniske arbejde.

Alice bor alene med sin søn Joe og arbejder med at dyrke nye plantearter. Hun får dyrket planten, hun kalder Lille Joe, som er en smuk enkelt blomst der kan fungere som et antidepressiv middel. Lille Joe har dog den fejl at den ikke kan reproducere af sig selv. Alice er arbejdsnarkoman, og for at tjene nogle gode point hos sin søn tager hun en plante med hjem som en gave til ham. Men da hendes søn og kolleger der har inhaleret blomstens pollen begynder at opføre sig underligt og ændre personlighed markant, bliver Alice mistænkelig overfor planten, for måske er den ikke helt så harmløs. Alice er ikke alene i mistanken, for hendes kollega Bella er også mistænkelig og Alice bliver igennem hende forstærket i sin tro. Men hvem er det som forandrer sig – er det Alice som er ved at blive paranoid eller er det alle omkring hende som er påvirket.

‘Little Joe’ havde sin premiere på Cannes filmfestivalen sidste år og Emily Beecham som spiller Alice vandt for bedste kvindelige skuespiller. Beecham er også virkelig god i rollen som Alice hvor hun giver en meget nedtonet præstation. Det er ikke en stor rolle med voldsomme følelses udsving, men den måde som tvivlen og det paranoide vokser i hende i løbet af filmen er meget velspillet. Udover hende spiller Ben Wishaw hendes kollega Chris, Kit Connor spiller sønnen Joe, Kerry Fox spiller Bella og Phénix Brossard spiller endnu en kollega ved navn Ric. Alle disse skuespillere giver også imponerende præstationer, og især er Connor, Fox og Whishaw virkeligt gode.

Selvom filmen er fyldt med engelske skuespillere og filmen egentligt er på engelsk, så er det en østrigsk produktion og er instrueret af Jessica Hausner. Hun har tidligere instrueret ‘Miraklet i Lourdes’, ‘Amour fou og ‘Lovely Rita’ og har modtaget en del priser for hendes film. Sammen med Géraldine Bajard har hun også skrevet ‘Little Joe’.

‘Little Joe’ er ikke en vildt actionpact spændingsfilm, men mere en film hvor mistanken langsomt bliver bygget op i løbet af handlingen og hvor det er i de små dagligdags scener at ændringerne sker. Det lidt langsomme tempo passer rigtigt godt til skuespillet og det look filmen har.

Jeg er meget imponeret over den visuelle side i filmen. Billederne er hele filmen igennem vanvittigt smukke, med en meget varieret farvepalette. Det er også en del stille billeder hvor kameraet enten står stille og filmer skuespillerne eller stille og roligt zoomer ind. Hvis man er til det visuelle, og også hvis man ikke er, så er der her truffet nogle virkelig gennemtænkte og geniale valg. Selve produktiondesignet i filmen er også flot og giver filmen et meget futuristisk look – hele vejen igennem filmen bliver der også leget med lys og kontraster som er meget smukke.

Også lydsiden skal fremhæves, da det er noget af det bedste lyddesign jeg længe har hørt. Det er med til at understøtte billederne og med til at understøtte det paranoide og de følelser som vokser hos Alice. Pga af denne films visuelle overlegenhed vil jeg også anbefale at man ser filmen i biografen, da den vil fungere endnu bedre på en stor skærm i mørket end hjemme i ens stue.

Jeg var grebet af filmen fra første øjeblik og blev hurtigt revet ind i fortællingen, men halvvejs Inde må jeg indrømme at jeg røg lidt ud af filmen. Jeg manglede lidt nogle flere følelser eller mere udsving, for filmen og skuespils præstationerne er som sagt meget nedtonet. Og da filmen er kategoriaseret som en gyser så tror jeg også jeg havde forventet lidt flere gys. Hvis dette er en gyser er det en meget mild form for psykologisk gyser, men jeg vil mere kalde det en spændingsfilm eller psykologisk drama.

Fortællingen om mennesker som bliver besat af noget og begynder at ændre personlighed er heller ikke ny og vi har før set det i film som f.eks. ‘The Faculty’ og ‘Invasion of the Body Snatchers’. En forskel her er bare at i de to film er det rumvæsener som overtager menneskenes kroppe. Dog kom filmen tilbage igen til sidst og i sidste del af filmen var jeg mindst ligeså opslugt som jeg var i første del.

Jeg syntes at filmen formår at tage en drejning som man ikke havde regnet med og jeg prøvede ellers i løbet af filmen at regne ud hvilken retning historien ville tage. Det var da også en film jeg fik lyst til at se igen næsten lige da den sluttede, primært nok pga den visuelle side.
‘Little Joe’ er bestemt ikke en film for alle, og hvis unge teenagepiger går ind for at se en gyser tror jeg de nemt kan blive skuffet. Men hvis man går ind og vil se en langsom, smuk, velopbygget psykologisk spændingsfilm så er dette noget for dig.

‘The Outpost’: Det sidste forsvar

Anmeldt af: Lene Brandt

‘The Outpost’ handler om en militær enhed, der har til opgave at forsvare et lille stykke jord i Afghanistan. Gerne ved at samarbejde med lokalsamfundet, som man håber med tiden vil fatte sympati for amerikanerne og dermed lette deres arbejde.

Vi møder gruppen i en rolig periode. Soldaterne fordriver tiden med spil og drillerier, mens de venter på de daglige angreb. Deres lejr ligger i bunden af en dal. Et perfekt sted – specielt for fjenden, der har fuldt overblik over lejren og kan følge soldaternes dagligdag og lejrens militære struktur, mens de selv er skjult i højderne bag sten, træer og buske. En dag rammes lejren af et massivt angreb fra Taliban. Under angrebet ser man hvordan soldaterne samles i opgaven om, at holde hinanden i live, også når det betyder at sætte sit eget liv på spil. Det er en hård kamp, hvor vi følger alle fra ham, der løber efter ammunition til basens top, i de intense timer, der går inden hjælpen når frem. En kamp, der resulterede i en mængde udmærkelser i det virkelige liv og for mig den del af filmen, der virker mest troværdig. 

Lejrlivet virker flere steder lidt søgt, utroværdigt, som om man vil skabe noget, der ligner TV-serien MASH med episoder, der overdrives for at underholde, forarge eller more dem, der kigger med over skulderen. Det gør det svært, at leve sig ind i deres dagligdag.

Vi hører også fra starten at denne lejr er en, hvor man ikke forventer, at nogen vil overleve og det kan så undre, at man bemandede den med unge og gifte mænd, der har alt at leve for og også undre, at man senere sender andre tropper afsted for at forsvarer noget man allerede har opgivet. Det virker som en efterrationalisering, der skal forklare det uforklarlige, måske for at få os til at tænke på typiske amerikanske helte, der kæmper alene og mod alle odds også selv om det ikke stemmer overens med det aktuelle handlingsforløb.

Skuespillerne spiller godt. Jeg vil især fremhæve Scott Eastwood for hans spil. Han viser en meget troværdig soldat og hverdagshelt. Samtidig viser Orlando Bloom en mere voksen karakter end vi er vant til at se. Instruktøren Rod Lurie er et specielt godt valg. Han hørte om gruppens oplevelser ved et foredrag og følte sig født til opgaven, Han har selv haft en karriere i den amerikanske hær og borger derfor for filmens autenticitet. Vi kender ham blandt andet for film som ‘Nothing but the truth’, ‘The Last Castle’ og ‘The Contender’. Derudover har det givet været en fordel for skuespillerne at flere af de soldater, der var i delingen besøgte sættet under optagelserne, enkelte har sågar fået en rolle i filmen. 

Der er ingen tvivl om at filmens tyngde og mest troværdige scener ligger i den afsluttende kamp. Denne skildring sikrer filmen 4 Chaplins uagtet der er episoder og udsagn, der forvirrer mig i den samlede film. 

‘Bølle på eventyr’: Hyggelig animationsfilm for hele familien

Anmeldt af: Lene Brandt

Skaberne og studiet bag ‘Shrek’ vender tilbage med nye animationsfilm, om hunden Bølle, for hele familien.

Den privilegerede hund Bølle, der er elsket af sin ejer, den 80 årige Fru Vanderburgen og i det daglige serviceres af både bulter og afslapningsterapeut, bliver ved et “uheld” sat på gaden hvor han pludselig må lære at klare sig selv. Bølle kommer hurtigt og ofte i problemer. Han starter sit eventyr med at genere 5 egern, der i bedste Michael Jackson style jagter ham gennem filmen med dans og trusler. Men han får også venner, blandt andet den ensomme gadehund Rousley, en gruppe hjemløse hunde og hunde fra den lokale løbegård. Bølle lægger ikke skjul på, at hans eneste opgave er at elske sin ejer. Da han ved et tilfælde møder pigen Zoe knytter de hurtigt bånd. Også selv om Bølle undrer sig over, at man kan være så fattig, at man kun har et værelse. At Bølle havner på gaden skyldes et uheld. Hans tidligere ejer dør og hendes slægtninge, der ikke er hunde elskere, skynder sig at skille sig af med ham. Da arven viser sig at være knyttet til Bølle hyres en sporhund Thurman til at finde ham igen. 

Thurman er næsten mere hund end hundene, en fin detalje. Han sludrer med de fem egern, snuser, mediterer, kaster ben og tyder tegn under sin succesfulde jagt. Figuren fungerer rigtig godt og giver filmen et anstrøg af uforudsigelighed. Ligesom de 5 egern skabes dramatik på en fin, mere sjov end farlig måde.

Filmen er tegnet med en let streg og dejlige klare farver, der gør det svært at støde nogen. Den er fyldt med musik og dans, heldigvis uden tju-bang og unødvendig larm, som mange børnefilm er oversået med. Jeg er ikke begejstret for synkroniseringen af den danske tale, men hvis jeg holder mig fra læberne fungerer stemmerne fint til figurerne.

Jeg vil gerne fremhæve Tara Toya og Simon Stenspil, der lægger stemmer til henholdsvis Zoe og Bølle. Tara har deltaget i utallige musicals og lagt stemmer til mange tegnefilm. Vi kender hende blandt andet fra ‘Hannah Montana’, ‘Harry Potter’ og ‘Lego star wars’. Hun har en dejlig stemme, der giver tegnefilmen en ekstra tak. Sanger og musikeren Simon kender vi fra både teater, tv og tegnefilm, hvor han blandt andet giver stemme til Pelle i ‘Rasmus Klump’. Han fungerer rigtig godt som Bølle. Filmen er instrueret af Kevin Johnson, der er et for mig ubeskrevet blad.

Filmen er let og hyggelig, fint til børn, forældre og bedsteforældre, med en fin lille historie, søde personer/hunde, lidt overraskelser og uden overskuelige dramaer. Jeg giver den 4 Chaplins.

‘Undtagelsen’: Filmatiseringen er en glimrende thriller, der dog ikke skal gøre sig de største forhåbninger om at få danskerne storstilet tilbage i biografsæderne.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Christian Jungersens roman Undtagelsen, der oprindeligt blev udgivet i 2004, er taget i kyndig behandling af instruktøren Jesper W. Nielsen. Men spændings og thriller elementet er ikke helt i top.

Hvem har sendt dødstrusler pr. mail til medarbejderne på et kontor? Hvem er ven og hvem er fjende? Kan modknappen for ondskaben findes, inden den obligatoriske dødelige udgang?

Rammen er, ligesom i bogformen, et kontormiljø på DCIF, hvor kvinderne, Malene, Iben, Camilla og Anne-Lise, arbejder. Veninderne Malene og Iben er tætte og snakker indforstået og lukker ikke mange ind i deres tokløver. Camilla er med på sidelinjen, accepteret, men ikke helt inde i varmen. Og så er der bibliotekaren Anne-Lise, der som forholdsvis ny medarbejder, befinder sig langt ude i den isnende kulde. En dag modtager vores tætteste hovedpersoner Iben og Malene hver deres dødstrussel på e-mail. Beskederne syntes at kende til meget nærgående og private informationer, men hvem har sendt dem? Det er her vores thriller historie går i gang.

Beskrivelsen af kontormobningen er så frustrerende ond, at den går lige igennem beskueren. Man ser vores hovedpersoner sammen og alene, og det “sjove” er, at “bødlerne”, Malene og Iben, ikke selv kan se det onde i deres gerninger. “Offeret”, Anne-Lise, nedbrydes langsomt og begynder at tro, at det måske alligevel er hendes egen skyld, at de andre er på nakken af hende, så måske har hun også selv sendt truslerne? Eller er det en serbisk krigsforbryder, veninderne selv ved en fejl har opsporet? Og hvorfor forholder Camilla sig bare i stilstand på sidelinjen?

Malene og Iben sidder på jobbet og skriver på nyhedsbrevet “Nyt om Folkedrab”. Her beskriver de nogle af de samme psykologiske mekanismer hos krigsforbrydere verden over, som dog også forekommer på kontoret. De er bare ikke selv i stand til at se det, i deres egen lille ”problemfyldte” verden.

‘Undtagelsen’ forsøger at beskrive ”udyret” i os alle. Er vi dyr eller mennesker? Kan det finde sted i form af mobning på en lille arbejdsplads eller finder det kun sted i form af et folkedrab? Er vi rotter som bare følger vores instinkter når vi ser en fordel i det, eller er vi følsomme individer som vil det bedste for alle?

Det kan måske lyde som meget store ting at beskæftige sig med. Men filmen er instrueret og fortalt i et let fordøjeligt ”tv-krimi”-sprog og personerne er beskrevet, så vi alle kan genkende noget af os selv i dem.

”Hovedpersonerne” Iben og Malene spilles henholdsvis af Danica Curcic og Amanda Collin. Det går de rigtigt godt på hver deres måde. Amanda spillede i 2017 En frygtelig kvinde i filmen af samme navn, og det er hun vitterligt igen, uagtet at hun bliver svigtet af kæresten og lider af gigtproblemer. Vi hader hende alligevel.

Danica Curcic har aldrig været smukkere og god til at gemme sin arrede sjæl. Hollywood: send Penelope Cruz på pension, Danica er en bedre forsikring!

Lene Marie Christensen spiller Camilla. Skrøbelig og forsagt med låste hemmelighedskamre. Mest overraskende er Sidse Babett Knudsen som moppeofferet Anne-Lise. Der er meget langt fra ‘Den eneste ene’ til denne paranoide bibliotekar mus af en rolle, med selvudslettende damefrisør hår. Men hun er god i rollen, mere af det næste gang, tak!

Instruktøren Jesper W. Nielsen har tidligere været ude i thriller universet, primært gennem tv-serien ‘Dicte’, men det bliver aldrig her rigtigt gyseligt. Det havde klædt filmen hvis han havde turdet forstærke Hitchcock elementerne og nedskruet lidt for den gængse danske tv-dramatik.

De bedst fungerende scener finder jeg når der ikke kan skelnes mellem fiktion og virkelighed. Her rammer filmen nået den burde have holdt fast i.

Alt i alt en glimrende og velspillet thriller, men ikke en film man hverken vil huske når året er omme eller en film der vil kunne samle det længe ventede biografpublikum.

‘Mit tunesiske eventyr’: Fransk komedie tager fat i kulturelle forskelle mellem Frankrig og Tunesien med et glimt i øjet!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Sommerens franske feel good film underholder, selvom den aldrig går rigtigt ned i dybden.

Må man gøre en lille bitte smule grin af den arabiske kultur og deres ”ikke eksisterende” forhold til psykoterapi? Instruktøren Manele Labidi Labbé giver med sin nye film Mit tunesiske eventyr et klart svart og viser oven i købet, hvordan man kan lege med emnet på en sympatisk og ret morsom måde!

Selma forleder Paris for at tage tilbage til sine rødder i Tunesien, og med i bagagen har hun en uddannelse som psykoanalytiker. Hos noget familie får hun bolig, som også skal være stedet for den nye klinik. Men hvordan skaffer man patienter? Araberne snakker meget, drøfter fx deres problemer med og hos frisøren og går så lettet hjem. Så hvad skal man bruge en terapeut til? Det er ikke det eneste problem Selma bliver konfronteret med! Selvom samfundet nogle gange virker totalt kaotisk, næsten anarkistisk, findes der alligevel regler, som skal overholdes, bl.a. skal man have en tilladelse til en klinik. Selma er med andre ord udfordret! Vælger hun at kæmpe for succes eller tager hun rådet alvorligt om at rejse tilbage til Paris?

‘Mit tunesiske eventyr’ starter sjovt med en samtale mellem hovedpersonen og en flyttemand, som spørger hende, om en mand på billedet er hendes far eller bedstefar, og Selma svarer, at han er jøde og hendes ”chef” – hvorefter man ser et portræt af Sigmund Freud med en fez.

Jeg er selv psykoanalytiker og kender godt alle de små og store udfordringer, man møder, som ung psykoanalytisk uddannet kvinde. Derfor er det personligt interessant, hvordan dette tema belyses på film.

Jeg kan rigtig godt lide, den friske og også ukonventionelle tilgang Selma har, blandet med seriøsitet og klarhed – og selvom hun ser ret ung ud (men hun er faktisk 36) virker hun troværdig og som en pige med ben i næsen! Det er underholdende at opleve hendes klienter og deres issues og hvilke misforståelser, der undervejs opstår, som fx når en mand forventer noget helt andet af en ”pige fra Paris med en sofa”. Man får også indblik i en helt anden kultur, og hvordan myndigheder fungerer.

Skuespillerne er godt valgt, man bliver underholdt, og historien flyder let i 88 minutter. Dog mangler jeg lidt dybden eller også lidt mere end en svag antydning omkring Selmas historie. Det ville give filmen endnu mere ”kød”.

Jeg vil kalde ‘Mit tunesiske eventyr’ en feel god-film, som fortjener strålende 4 Chaplins.

‘Sangklubben’: Den stille kamp vindes med sang

Anmeldt af: Lene Brandt

Der er næsten ikke noget i denne verden som kan samle folk om sang og musik, især også i svære tider. Det er det ‘Sangklubben’ blandt andet handler om.

Vi befinder os på en militær base i England. Krigen raser i Afghanistan og basens soldater drager afsted. Tilbage er deres familier. Tankerne flyver, når man efterlades hjemme og for at få tiden til at gå, er der derfor tradition for at samles om fælles aktiviteter. Denne gang ender to meget forskellige kvinder med at danne en sangklub. Det er den organiserede, altid korrekte Kate og den viltre happy-go-lucky Lisa. Tilsammen danner de et ubrydeligt hele, der dog ikke fungerer uden debatter og tovtrækkeri, for de to kvinders ide om sangklubbens formål og repertoire er ikke helt i harmoni.

Det er en film om en vanskelig hverdag fyldt af usikkerhed, Om at prøve at drukne sine bekymringer ved at shoppe, drikke eller strikke. Vi oplever hustruernes splittede opmærksomhed, deres evige uro i en virkelighed, hvor ethvert telefon opkald eller dørklokkens kimen bringer angsten frem. Vi oplever også, hvordan sangen fra at være et middel til at få tankerne væk i et par timer om ugen finder sit eget liv og kommer til at få en dybere mening. Ikke bare for dem, der synger i koret.

At filmen samtidig er delvis autentisk og at disse kvindernes arbejde har dannet inspiration til utallige tilsvarende kor på engelske militær baser, gør den bestemt ikke mindre interessant.
Skuespillerne spiller vidunderligt og de gør kvinderne, deres frustrationer, angst og sorg så nærværende, at jeg anbefaler kleenex. Vi kommer meget tæt på, ikke blot et kor, men en gruppe kvinder, hvis liv er tæt knyttet til en verden langt fra hjemmet, den verden deres mænd findes i. 

Kristin Scott Thomas, der spiller Kate har gennem årene modtaget flere priser for sit altid unikke skuespil. Hun er kendt fra utallige film og mestre flere genre, Vi kender hende blandt andet fra ‘Den engelske patient’ samt ‘Fire bryllupper og en begravelse’. Sharon Horgan, der spiller Lisa har på sin side vundet gentagne udmærkelser for sit arbejde i komedier. Hun er mest kendt fra tv-serier. 

Filmen er instrueret af Peter Cattaneo. Det er langt tid siden vi har set en film fra hans hånd, men de fleste kender ham fra filmen ‘The Full Monty’, der var en stor succes i slutningen af hundrede års skiftet. Han forstår til fulde, at gøre en historie menneskelig. 

Jeg giver filmen 5 chaplins, fordi den er nærværende og fængende. For det fantastiske skuespil og for den, ellers ukendte verden, vi inviteres ind i.

‘Blokhavn’: Transformationen fra Gigis You Tube-sketches til en rigtig biograffilm fungerer nogenlunde

Anmeldt af: Susanne Schatz

Dansk satiregruppe debuterer med deres første animationsfilm – en film som de selv har beskrevet som ‘SouthPark’ i et dansk ghetto-område.

Det er lidt et projekt at lave en film ud af korte sekvenser fra You Tube, hvor Gigis allerede har behandlet mange emner: I hvert fald er hovedkaraktererne Ali, Ahmed, Hassan, Abdi og Musti med, det samme gælder lærerinden Gertrud og en række satiriske ”genindspilninger” af populære tv-programmer, som fx ”Hammerslag” og ”Den store bagedyst”.

Blokhavn er et ghetto-område, og den lokale skole er den værste i landet! På 1 år er 36 lærere gået ned med stress, og karakterniveauet er simpelthen underjordisk! Men selvom Ali hader alt ved skolen, specielt lærerinden Gertrud, er det alligevel en slags ”komfortzone og familie” for ham. Som konsekvens af skolens dårlige rygte beslutter ministeren, at den skal lukkes, og alle elever skal fordeles på andre skoler. I det øjeblik går det op for Ali og hans venner, at de er tæt på at miste alt. Så gutterne får ideen om en redningsplan.

Men kan sådan noget næsten håbløst lykkes?

‘Blokhavn’ har helt klart sekvenser der er interessante og morsomme, men samtidig er den anstrengende eller rettere sagt udfordrende – nemlig sproget og den måde filmen er lavet på. Egentlig havde jeg lyst til at tælle, hvor mange gange ordet ”fuck” i forskellige variationer bruges, men midt i filmen var der allerede for sent.

Jeg ved godt, at det drejer sig om et ghettomiljø, og at der blandt unge er en helt anden sprogbrug – men alligevel! Ellers er det ret interessant, hvordan figurerne er blevet lavet, for det er en ganske anden måde end andre animationsfilm, men det er (desværre) ikke helt min smag.

Filmen laver sjov med: skolepsykologer, lærere og forskellige kulturelle baggrunde – og det fungerer godt. Det er morsomt og rammer emner, som selvfølgelig findes i virkeligheden, og det kan man godt gøre på en sarkastisk måde, tæt på grænsen (eller undervejs over grænsen) til det ”politisk ukorrekte”.

Musikken er en væsentlig del af filmen, og samtidig med filmpremieren udkommer også soundtracket til ‘Blokhavn’.

Jeg kan godt forestille mig, at drenge syntes filmen er sjov, og at den præcist rammer deres humor. Egentlig er det lidt mere en voksen film og slet ikke egnet til mindre børn – det er faktisk ret mange voldelige scener med!

‘Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant’: norsk børnefilm har potentielle til at blive rigtig god, men for mange klicheer og uinteressante sange trækker den ned.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Kaptajn Sabeltand er den farligste pirat på havet og han er nu igen på jagt efter den næste store skat – nemlig den magiske diamant.

Kaptajn Sabeltand er på jagt efter den magiske diament men han er ikke den eneste for det er vampyren Maga Khan også. Maga Khan får først fat i diamanten men den bliver hugget af drengen Marco. Da Kaptajn Sabeltand hører et rygte om at drengen Pinky har diamenten, tilfangetager han Pinky som benægter at han har diamanten. Men Sabeltand tror ikke på ham og for at overleve må Pinky hjælpe kaptajnen med at finde diamanten. Pinkys bedsteveninde Veronika drømmer også om at blive pirat, så hun optræder som en dreng og kommer med ombord på skibet for at sejle ud og finde den magiske diamant.

Jeg var ikke klar over at dette er en fortsættelse til en tidligere film, og jeg kendte intet til Kaptajn Sabeltand inden jeg så denne film. Derfor var det lidt forvirrende for mig i starten da man ikke får en introduktion til karakterene og de snakker om ting der tidligere er sket.

Instruktør på denne film er den erfarne norske animationsfilm instruktør Rasmus A. Sivertsen som også har instrueret ‘Jul i Bakkekøbing’, ‘Dyrene fra Hakkebakkeskoven’, ‘Måneskin i Bakkekøbing’ og ‘Bakkekøbing: Det store osteræs’. Jeg er glad for Bakkekøbing universet og de film, men ‘Kaptajn Sabeltand’ filmene virker klart til at gå efter et mindre publikum. Det kan man også se i animationsstilen, som er ret enkel, og i karakterene og jokesne. Der var dog en eller to jokes som jeg egentligt syntes var meget sjove og som fik mig til at trække på smilebåndet. Det er b.la. når de spiller lidt på nogle stereotyper og når de omhandler vampyren Maga Khan. Men der bliver genbrugt de samme jokes mange gange i løbet af filmen og man vil ønske at humoren havde været lidt mere opfindsom.

Historien i ‘Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant’ er hverken overraskende eller noget unik. Man har efterhånden set denne handling et par gange før. Men som en eventyrfilm og som god underholdning for børn, så har den hvad den skal have, og er nok også en film som børn vil snakke om og citere replikker fra bagefter.

Jeg må indrømme at jeg syntes hovedpersonerne, altså Pinky, Veronika og Marco er en smile irriterende. Især er Veronika og Pinky to alt for bedrevidende børn og sørøverne på Kaptajn Sabeltands skib er også utroligt ubegavet og er egentligt elendige sørøvere. Det er igen nok noget som børn vil syntes er meget meget sjovt.

De danske stemmer er desværre ikke specielt gode. Stemmeskuespillet virker en smule dovent og der mangler også noget medfølelse. Indimellem kommer der også sange, som kan virke lidt malplaceret. Enkelte af sangene er dog egentligt meget fine, og det gode ved dem er at de ikke er specielt lange.

‘Kaptajn Sabeltand og det magiske diamant’ er en film hvor børnene får opfyldt de behov de har, for at se en sød eventyrfilm med grin og sange. Og selvom filmen bestemt ikke går efter det ældre publikum, så er dette ikke en film hvor forældrene vandrer ud af salen i vrede eller føler at de har spildt deres tid.

‘The Kindness of Strangers’: Karaktererne bliver aldrig rigtigt interessante

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Lone Scherfigs fjerde udenlandske film ender med at være langtrukken, uinteressant og småkedelig.

Clara og hendes to sønner flygter fra hendes voldelige ægtemand uden meget andet end deres bil og en plan om en ny start i New York. I New York møder de kvinden Alice som hjælper dem så godt hun kan, men uden nogle penge må familien overleve ved at Clara stjæler mad fra en russisk restaurant som hedder Winter Palace. På restauranten møder Clara Marc som er manager der og arbejder på at genskabe restaurantens gode ry. Samtdig bliver Winter Palace rammen om vores fortælling da vores forskellige karakterer møder hinanden på restauranten i tider hvor de alle går igennem en krise, og de finder her ud af at for at komme igennem svære tider er man afhængig af en fremmedes godhed.

Lone Scherfig er en af de danske instruktører som for alvor har slået sit navn fast i udlandet, især Storbritannien. Hun startede sin karriere med at instruere afsnit til tvserien ‘Taxa’ og var også med på dogmebølgen med ‘Italiensk for begyndere’. Derudover har hun også instrueret ‘Wilbur begår selvmord’ og fik sit internationale gennembrud med ‘An Education’.

I ‘The Kindness of Strangers’ har hun da også blandet de danske og udenlandske kræfter, både foran og bagved kameraet. Amerikansk Zoe Kazan spiller Clara, Andrea Riseborough spiller Alice, Bill Nighy spiller Timofey som arbejder på restaurenten, Danske Esben Smed spiller Claras mand Richard, Nicolaj Kopernikus spiller Sergei og David Dencik spiller Lars. Det er en god blanding af talentfulde mennesker, men selvom der er meget talent så formår ingen af dem rigtigt at gøre deres karakterer interessante. Det er svært at præcisere hvorfor, men primært lægger fejlen nok i dialogen og historien.

Dialogen er fyldt med klicheer og man har næsten regnet ud hvordan de forskellige karakterer vil agere og udvikle sig igennem filmen inden filmen rigtigt er begyndt. Selve filmen hopper også rundt imellem de forskellige personer, så man er ikke nok hos de enkelte personer til at man virkeligt får et kendskab til dem. Det hele ender med at blive overfladisk.
Der er også et underligt valg med nogle danske og udenlandske skuespillere som skal have specielle accenter, b.la. præsterer Nicolaj Kopernikus en underlig russisk accent, det river desværre bare en ud af filmoplevelsen.

Der er lavet en del af disse ensemble film, og indimellem har der været nogle mesterværker. Især var Robert Altman eminent til at lave denne slags film og har lavet mesterværker som ‘Gosford Park’ og Short Cuts’. ‘Magnolia’ og ‘Crash’ er også eksempler på denne slags film som virkeligt fungerer. Fælles for disse film er at der er mange interessante karakterer, overraskelser og en udvikling man har lyst til at føle. Det mangler desværre i ‘The Kindness of Strangers’.

Filmen er også lidt kedelig visuel. Det er ikke en dogmefilm men der er ikke gjort særlig meget ud af de visuelle i filmen. Den kunne på nogle måder minde om en lidt hurtig Netflix film i sit look. Og da der ikke er noget specielt visuelt som kan løfte historien op til at blive mere spændende, så ender filmen med at blive en smule langtrukken og kedelig.

Selvom der ikke er særligt mange karakterer som man følger, så virker det alligevel som om der er for mange. Jeg havde egentligt hellere ønsket at man bare blev hos f.eks. Clara og hendes sønner, da det klart er den mest interessante historie og den man har mest lyst til at følge. Hvis man bare var blevet hos dem og de andre karakterer dukkede op som biroller de møder, så vil jeg syntes man havde fået en mere sammenhængende og muligvis også en del bedre film.

‘Parasite’: i sort/hvid – et mareridtsscenari

Anmeldt af: Gry Jefsen

’Parasite’, det sydkoreanske mesterværk fra 2019, som vandt Guldpalmen i Cannes og ikke mindst fire oscars ved 92. Academy Awards, vises nu i sort/hvid i de danske biografer.

Mange har nok op-levet den originale version allerede, da den kørte i biograferne. Dette er dog ikke en undskyldning for ikke at tage ind og se den nye version i sort/hvid, og selv, hvis man har misset det originale mesterværk ved biografvisningerne, bør man ej holde sig tilbage nu.

’Parasite’ fortæller en historie om Familien Kim, som lever i fattige kår i Sydkorea fyldt med støv og urin, hvor de må klare sig med at folde pizzaæsker for at skaffe mad på bordet. Da sønnen, Ki-woo, kommer i arbejde hos en overklassefamilie som datterens engelskmentor, bliver dette starten på en manipulativ forbedring i familien Kims hverdag. Før tilskueren ved af det, befinder man sig i et overlevelseskaos, hvor grådighed råder over samvittighed.

Da ’Parasite’ først kørte i biograferne, ønskede instruktøren Bong Joon Ho ikke at afsløre for meget af filmens handling. For dem som kender handlingen, er det ikke nødvendigt at gengive for meget, og for dem som ikke gør, vil jeg lade filmoplevelsen være op til resten.

’Parasite’ blev originalt vist i makabre farvekontraster mellem familien Kims grå og beskidte hjem mod overklassefamiliens rene, frodige farver, som omgiver den arkitektoniske stolthed af en bolig. Overklassefamiliens hus er den centrale kulisse for filmens handling, hvor tilskueren blændes af de skønne toner, der lægger en dæmper på handlingens makabre udfald. Dette er dog ikke tilfældet i sort/hvid-versionen. Alt er mørklagt, frodigheden forsvinder og i stedet føles det som om, at man befinder sig i et mareridtslignende scenarie.

Man bemærker i højere grad de lyse og mørke kontraster mellem de to familier, hvor særligt hvid er gennemgående for overklassen, som får dem til at fremstå rene og uskyldige frem for Kims mørke, og beskidte nuancer. Sort/hvid-kontrasten bliver dermed et stærkere symbol på ulighed blandt de to familier. På baggrund af dette bliver filmen mere intens, hvilket demonstreres yderligere gennem soundtracket. Det dramatiserede violinstykke og minimalistiske klaverspil er tydeligere end før og bemærkes i højere grad i den måde, hvorpå det bryder den nervepirrende stilhed.

Humoren svinder ind til blot at bestå af en humoristiske undertone og erstattes i stedet med et gys, som løber tilskueren længere ned ad ryggen end i forhold til den originale version. Hvad der før var dystert og foruroligende, skubber nu tilskueren yderligere ud på kanten af biografsædet.

’Parasite’ i sort/hvid bør opleves på det store lærred eller hjemme i stuen ved mørkets frembrud. Det er ikke hver dag, at man får lov til at overvære en moderne klassiker i både farvet og sort/hvid og man bør ikke snyde sig selv for at se, hvor stor en forskel det egentlig gør for oplevelsen af en film, som har efterladt de fleste måbende.

Jeg anbefaler primært ’Parasite’ i farvet version, fordi Bong Joon Ho’s kombination af farver, humor og gys er det, som gør filmen til en fabelagtig klassiker. Dette betyder dog ikke, at sort/hvid-versio-nen ikke er stærkt anbefalelsesværdig, idet man om noget bør se eller gense ’Parasite’, som her mørklægges bogstavelig- og billedlig talt