‘Skaknovelle’: Filmkunst på højt niveau og formidabelt skuespil

Anmeldt af: Susanne Schatz

Min forventningsglæde og nysgerrighed var høj på den nye filmatisering af Stefan Zweigs tidsløse klassiker Skaknovelle – og jeg blev ikke skuffet, på ingen måde.

Vi er i Wien i 1938. Advokaten Dr. Bartok nyder det gode liv, med sin kone Anna, og hans elskede bøger, som han betragter som sin åndelig næring. Dr. Bartok tager ikke hans vens advarsel, om de skal flygte seriøst, han føler sig stadigvæk tryg, tror på lov og regler, selvom der er oprør på gaden, og alle tegn peger i den forkerte retning. Hans personale får nytteløst fri en søndag, så de når at stemme imod at blive indlemmet i Tyskland. ”Så længe Wien danser, går verden ikke under” lyder den wienerske bourgeoisis charmerende og nonchalante holdning – i det mindste indtil folkeafstemningen bliver aflyst! Nu går det op for Bartok, at der skal handles. Han når at brænde dokumenter, som indeholder interessante informationer for tyskerne om hans klienters konti, men han når ikke at mødes med sin kone, som aftalt, ved skibet til USA. Tyskerne tager ham, og han bliver konfronteret med Gestapo-officeren Franz-Josef Böhm på Hotel Metropol – Wiens fornemste adresse – nu Gestapos hovedkvarter. Han havner i et mareridt af magtkamp, isolation og psykologisk tortur! Hans eneste lyspunkt er en skakbog, som han tilfældigt får fat i og når at smugle ind på sit værelse.

Skak bliver til en feberagtig overlevelseskamp, næsten en besættelse.

Den bærende hovedrolle, karakteren Dr. Bartok, spilles af den tyske skuespiller Oliver Masucci – bl.a. lige set i ‘Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ 2019 og kendt fra ‘Han er tilbage’ 2015. Han er en meget markant type, som minder mig en lille bitte smule om Liam Neeson, og han udstråler bl.a. troværdighed og ægthed – alle hændelser udspiller sig i hans ansigt: charme og stolthed, en smule arrogance, og så angst og desperation, forvirring og vanvid.

Sammenspillet mellem ham og Albrecht Schuch i skikkelsen af torturbøddelen Franz-Josef Böhm – som kan sammenlignes med ”den danske udgave” Ib Birkedal Hansen – er formidabelt! Böhm er en høflig, venlig og imødekommende mand, dog lurer sadisme og ondskaben bag facaden, og den ubehagelige blanding udspiller sig i Schuchs øjne og stemme.

Albrecht Schuch der er den nye tyske shootingstar har været med i ‘Berlin Alexanderplatz’ og ‘Systembryder’. Han formår at give de forskellige karaktere en utrolig autenticitet, man føler, at han er karakteren!

Ellers står Birgit Minichmayr, en kendt østrigsk skuespillerinde og Rolf Lassgård (‘Efterforskningen’, ‘Efter brylluppet’, mm.) på rollelisten.

‘Skaknovelle’ blev filmatiseret for første gang i 1960 (med Curd Jürgens). Og nu har Philipp Stölzl – en tysk manuskriptforfatter, film og operainstruktør (bl.a. kendt for ‘The Physician’ 2013, ‘Norwand’ 2008, ‘Goethe’ 2010) påtaget sig denne store opgave. Når man laver en film på basis af en bog, ovenikøbet en klassiker, så er det afgørende, at filmen fungerer for dem, som er fortroligt med værket, men selvfølgelig også for dem, som ikke har læst bogen. Dvs. filmen skal fungere i selv, uden der gøres vold på værket – en svær balancegang!

Jeg kan godt indrømme at jeg tilhører til den anden gruppe: Jeg har hørt om bogen, jeg viste lidt, hvad den handler om, og jeg har en stor interesse om emnet med i kufferten.

Stemningen i filmen er tung, mørk, i nogle scener med en anelse af dekadens og glamour, så at man sagtens kan sætte sig ind, hvordan livet var i Wien i slutningen af 30erne. Man har sympati for Bartok, kan sagtens forstå, hvorfor han føler sig usårbar – i hvert fald i begyndelsen – men man kan også se pointen i oprøret, hvorfor folk er rasende. Den store forskel mellem ”de rige” og resten var jo en af flere årsager bag Hitlers fremgang!

Man fornemmer, at alt er tæt på at gå i opløsning, at strukturerne fælder fra hinanden og at det bliver livsfarligt for dem, som ”ikke er med”.

Scenerne på Hotel Metropol giver et ”forkert og forvirrende indtryk” – de pragtfulde, herskabelige omgivelser passer slet ikke til tortur, vold, mord, og dog er det, der forgår!

Dr. Bartok aner ikke, at han skal opholde sig der månedsvis, han ved endnu ikke at han kommer derhen som en stolt mand med høje idealer og kommer ud som et vrag, næsten tilintetgjort!

Den måde filmen er lavet på, skiftet af scenerne, er spændende, men også irriterende, forvirrende, man føler sig som deltager i et mareridt, hvor ingen ved, hvad der virkelig forgår, hvad der er realitet eller flashbacks!

‘Skaknovelle’ er på en måde en meget smuk film, med fantastiske billeder, med kærlighed til detaljer, hvor alt passer sammen, hvor instruktøren har taget det bedste fra alle hylder!

En seværdig og god film for de unge lige som de ældre!

‘Just Beyond’: Giver mig næsten Gåsehud på den rigtige måde

Anmeldt af: Sofus Bøcher

R.L. Stine er en af de største forfattere af gyserbøger for børn, og teenagere. Han er b.la. forfatter til ‘Gåsehuds’ bøgerne, som der i 90’erne også kom en tv-serie baseret på. Nu er det tid til endnu engang af besøge hans universer i serie-form på Disney plus.

Da jeg var barn, var jeg som mange andre fan af bogserien ‘Gåsehud’ af forfatteren R. L. Stine. Just Beyond er en tv-serie baseret på en anden bogserie af samme forfatter. Og dette skinner tv-serien af allerede fra introsekvensen, som starter hver episode, hvor man bliver introduceret til nogle scener fra denne første sæson og den ellers mystiske fornemmelse, som hver episode vil efterlade én med.

‘Just Beyond’ er en antologiserie med fokus på komedie og gys for børn, hvor hver enkelte episode fortæller sin helt egen afgrænsede historie, som ikke har noget at gøre med resten af episoderne at gøre. F.eks. følger vi en episode en pige ved navn Veronica, da hun bliver sendt på en kostskole for problematiske piger. En anden episode handler om et par drenge i starten af puberteten, der opdager, at alle de voksne har gang i noget meget mærkeligt. I løbet af hver episode er det dermed op til børnene selv at løse de gåder og mysterier, som de bliver udfordret med.

Gennemgående for serien er et ensemble af forskellige skuespillere, hvor hver episode – ud over at fortælle hver sin historie – også præsenterer sin helt egen gruppe af skuespillere. Dette giver både nogle forskellige præstationer fra børnenes side, men det giver også de voksne skuespillere lidt mere plads til at lege med deres roller. Nasim Pedrad, som folk nok ville kunne genkende fra ‘New Girl’, spiller en af de vigtigste roller i den første episode, og hun er i stand til at bruge genkendelsen fra primært komedieserier til at både understrege humoren, men samtidigt levere en mystik, der gør, at man ikke er helt sikker på, hvor man har hende.

Noget af det, man opdager, er at de tematikker hver episode tager op, meget ofte omhandler om børn og unges identitet, det at være ung og social, og angsten for at vokse op. Dette kan enten ses i episoden, hvor den unge, smårebelske Veronica bliver bekymret efter at være ankommet på kostskolen, da alle de andre piger er meget ensformige og lader til at have deres personligheder udvaskede. Som voksen genkender man i hvert fald mange af de følelser og de mysterier fra sin egen barn- og ungdom, som børnene føler sig fanget i. Og skuespillerne leverer gode nok præstationer til, at hver episode virker overbevisende.

Alt i alt er dette en meget glimrende serie, som både leverer mystik og giver et indblik i, hvordan børn og unge forstår verden, når de vokser op. Den halter af og til i historiefortællingen, da man kunne føle at nogle af konflikterne løses lidt for let til sidst. Men taget i betragtning, at det er historier fortalt på ca 30 minutter og primært henvendt til børn og unge teenagers, så kan man også godt forstå den type af historiefortælling.

‘Just Beyond’ kan ses på Disney Plus

Første sæson har 8 afsnit

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=L2GVrR8233E

`Venom: Let there be Carnage´: Veloplagt b-films underholdning, før et større Marvel brag indfinder sig overfor Spider-Man.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Tom Hardy vender eksplosivt tilbage som Eddie Brock i kampen mod én af Spider-Mans største skurke Carnage, der her får sin imødesete filmdebut.

Første gang vi mødte Eddie Brock aka. Venom, var i Sam Raimis `Spider-Man 3` fra 2007 og i 2018 fik symbioten så sin første solo film. Den blev en kæmpe succes med over 856 millioner dollars i omsætning, så naturligvis er det nu tid til den uundgåelige to´er. Er vi klar?

Journalisten Eddie Brock forsøger stadig at tæmme symbiosen Venom til at blive en fælles enhed, men det umage “par” forbliver ikke just de bedste roommates, trods en ellers fælles indsats. Da Eddie en dag får et eksklusivt interview med seriemorderen Cletus Kasady, sker det mest frygtede: Cletus Kasady får under et opgør med symbioten i Eddie, opsnappet noget blod. Dette bliver fatalt og på Death Row forvandler Cletus Kasady sig til den dødsenfarlige Carnage, aka. Splatter og Eddie og Venom må nu arbejde sammen som Lethal Protectors, i et forsøg på at genfinde freden i byen. Men Carnage´s kæreste og superskurk Frances Barrison, også kaldet Shriek, vil også være med i løjerne.

`Venom´ filmen fra 2018 var en lidt blandet fornøjelse. Det bedste ved filmen var Tom Hardys højenergiske indsats i hovedrollen, som for dennes anmelders penge muligvis er den bedst spillende skuespiller i Marvel universet.

Original filmen var instrueret af Ruben Fleischer og nu er denne instruktør skiftet ud med en hvis Andy Serkis, som de fleste nok kender som indehaver af rollen som Gollum fra `Ringenes Herre´-filmene. Det er dog ikke første gang at han forsøger sig som instruktør, han har b.la. tidligere instrueret ´Mowgli´ fra 2018.

Tager man den aktuelle films tre hovedpersoner Andy Serkis, Tom Hardys og Woody Harrelsons aktuelle gennemsnits alder, vil man lande på 53 år. Derfor kan man hurtigt regne ud at alle er vokset op under b-filmens anden guldalder i 80´erne/90´erne, for det er en typisk b-film man får kylet i fjæset, hvis man indløser en billet til denne. Forskellen er bare at da superhelte i 2021 er BIG Business, er budgettet og effekterne bedre og langt større, skuespillet er super proffessionelt og spilletiden er…….. stadig 1 time og 37 minutter!!??

Lige præcis denne spilletid indikerer at formålet med filmen må være at underholde. For der er ingen fedt at spore i det klicheagtige manuskript, der ligner noget der har samlet støv i en gammel 90´er kiosk. 10-15 minutters intro og så ellers fuld fart fremad med kills, bad jokes og den eksplosive finale med brag, død og kirkeklokker. Om man så kan lide det er så en smagssag.

Men det er der en stor chance for, for `Venom: Let there be Carnage´ er en smittende festbombe af en “time-waster”, der ved hvad den vil og så er skuespillerene for det meste i veloplagt topform.

Tom Hardy spiller endnu en gang den noget uheldige Eddie Brock med den mest underlige sidekick siden Clint Eastwood fik den tankeløse idé at møde op med en orangotang. Det er muligt vi alle savner Iron Man, men en Venom uden Tom Hardy kan nu ikke forestilles.

Superskurken Carnage eller på dansk Splatter, dukkede for første gang op i `The Amazing Spider-Man´-bladet i 1992 og lige siden har han været én af de mest ventede superskurke i biografmørket. Han er nu endelig dukket op og selveste Woody Harrelson har fået æren at spille ham. Harrelson har tidligere spillet en god psykopat, måske mest “elsket” som Mickey Knox i `Natural Born Killers´ fra 1994. Om det så er fordi Harrelsons biologiske far selv var lejemorder, skal jeg ikke sige men der udrulles en FEST i filmen, så glem alt om Søren Østergaard som `Smadremanden´. Carnage kan SMADRE!

Carnage´s kæreste og sidekick Frances Barrison, spilles af Naomie Harris og hun er mildest talt noget mere spændende end Eddie Brocks on-/off kæreste Anne Weying, der spilles lidt “Gwyneth Paltrow light” agtigt af Michelle Williams. Naomie Harris kender vi nu perfekt som Moneypenny i Daniel Craig udgaven af James Bond.

`Venom: Let there be Carnage´ er én af den slags to´ere der er bedre en originalen, primært fordi den ved hvad den vil, indenfor dens egne præmisser, og husker måske det vigtigste nemlig at skære fedtet fra!

‘The Last Duel’: Ridley Scotts 26. spillefilm forener Matt Damon og Ben Affleck, i flot middelalder drama

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Historisk “mee-too” drama udfoldes visuelt imponerende, men finder ikke sit endelige fæste i kvælende `Rashomon` fortællingsform.

Ridley Scott er én af de RIGTIG store. Den 83-årige mesterinstruktør har siden det 20. århundrede stået for nogle af de vigtigste og mest indflydelsesrige film, med titler som ´Alien´, `Blade Runner´, ´Thelma & Louise´ og `Gladiator´, for bare at nævne nogle stykker. Det er måske ikke nogle af de mest nærværende film han har kreeret, men hans film bevidner alle om et stort teknisk og visuelt udtryk der, når det er bedst, har efterladt store kiler til populærkulturen som vi kender den. Scotts karriere har med stor succes, primært befundet sig indenfor science fiction genren eller i den historisk episke storfilmsstil. Han foretrækker tilsyneladende at befinde sig i mellem disse store fortællingspoler, nutiden interesser ham tilsyneladende ikke så meget. Lidt ærgeligt, for det er i nutiden han agerer som mest nærværende.

I hans aktuelle `The Last Duel´ tager han os endnu engang tilbage til historiebøgernes dramatik, nu med et let strøg politisk korrekt drys af “mee-too”. Filmen forsøger at dykke ned i de virkelige begivenheder der tog sin begyndelse i 1386´s Frankrig, filmisk oversat fra en roman af Eric Jagers faglitterære bog fra 2004.

Under hundredårskrigen i 1386´s Frankrig hævder Marguerite de Carrouges, at hun er blevet voldtaget af sin mands bedste ven. Hendes mand, ridder Jean de Carrouges, udfordrer derfor sin tidligere ven og squire Jacques Le Gris til retssag ved kamp. For i datidens Frankrig kan sådan en retsag først bringes for retten, hvis den forsmåede hustrus mand føler anger ved dette. I denne tidsperiode af mændenes domæne, skal sandhedens og afgørelsens time afgøres ved en duel. En såkaldt ´last duel´. Den faldne vil have løjet og al ære tilfalde sejrsherren, uanset “sandheden”.

Den juridiske og historisk virkelige ridderduel mellem Carrouges og Le Gris var den sidste nogensinde, der blev tilladt af den franske regering, og har lige siden tiltrukket sig en nærmest legendarisk status. De faktiske detaljer i sagen fra Parlement de Paris, har overlevet som intakte, og det er en historie der stadig rører franskmændene i dag.

Om det så er middelalder dramaet med de stolte kulisser eller “mee-too” dramaet der har inspireret Ridley Scott til denne flotte og ganske blodige og ærlige filmatisering, ligger lidt uforløst tilbage.

Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa udsendte i 1950 hans internationale gennembrudsfilm `Rashomon´. Filmen beskrev mordet på en japansk samurai og voldtægt af dennes kone, i en for dennes tid nyskabende historie. Historien fortælles med større forskelligheder ud fra en røver, brudens, en tømrers og den myrdede samurais spøgelse. Altsammen for at få en forskellighed ud af historien.

Det er i denne form at Ridley Scott har tilgået sin historie. Det kan være en fordel når historien foregår i en retsal, og det er da også interessant og spændende med de tre forskelige udsagn af “virkeligheden”, som vi får fortalt fra henholdsvis Carrouges, Le Gris og voldtægtsofferet og sagens kerne Marguerite de Carrouges. Men det viser sig også at blive en hæmsko. For selvom Scott viser mest sympati med voldtægsofferet, er det også en for nem vej at smutte uden om tragedien, set fra kvindens side.

Med den `Rashomonske´ fortællingsform styrer Scott mekanisk den følelsesdramatiske historie i sikkert, men primært teknisk, i mål. Det er Marguerite de Carrouges der søsætter historien, men det er Ridley Scott der med mandeligt dna, fastlåser både hende og historien med et fortællermæssigt kyskhedsbælte. Matt Damons karakter Jean de Carrouges vogter på et tidspunkt i filmen over sin yndlingshoppes dyd større end over sin hustrus. Et malerisk eksempel på Scott og filmens kvindelige kerne? Er historien i virkeligheden Scotts fødemaskine til ære for hans fremragende filmteknik?

Det er muligt at Scott ikke selv har set dette mindre fejltrin, for visuelt er det en Scott i yperste topform, med ufejlbarelig hjælp fra filmfotograf Daruisz Wolskider, der filmer sit drama med volsom dramatik, heroiske riddere, stolte borge, stinkende mudder, perverse præster og galoperende heste. Her vidnes stadig mesteren.

Matt Damon spiller den stolte ridder Jean de Carrouges, hvis dyder holdes i højere hævd end de menneskelige. Han tilfører fint de forskellige og krævede nuancer til de tre forskellige historie udsagn.

Ben Affleck spiller den liderlige greve Pierre d’Alençon, der mere end velvilligt inviterer os til bunkepul i det kongelige og festlige blodbade. En lidt overaskende ny vinkel på vores allesammens Batman, men en rolle han nådelsesløst og heroisk kaster sig selv ud i.

Jodie Comer spiller den forsmåede og voldtagne hustru Marguerite de Carrouges, uskyldsren og bleg, så man forstå hvorfor hun udsættes for de mange lystne blikke. Hun virker dog desværre også lidt for “Rapunzel” agtig, men dette må være gennem Scotts instruktion, for Jodie selv er fin i rollen.

Filmens mest overbevisende spil går til Adam Drivers rolle som ridderen og voldtægtsmanden Jacques Le Gris. Han er meget overbevisende i sin rolle der, sin rolle til trods, udviser de største følelser. At voldtage den samme kvinde flere gange med de helt rigtige nuancer, prust og støn og forskelligheder er også en ….øh drift i sig selv.

Det der fik `Rashomon` til at fungere var dens tvetydighed, da historien bytter perspektiver, men aldrig gav svar. I ‘The Last Duel’, er perspektiverne alle ens med det samme udfald, hvilket tager noget af “viriliteten” ud af filmen. Men trods de tonale og narrative inkonsekvenser er alle tre forestillinger af historien dog konsekvent imponerende.

`The Last Duel´ ender alt i alt med at levere en god og flot Ridley Scott film, der dog ikke for alvor løfter hans massive arv, trods et lettere “karriereskift”.

Lad os se om hans næste film `House of Gucci´ gør.

`Halloween Kills´: Degraderer Laurie Strode til udskiftningsbænken, i overgangsfilm hvor blodet sprøjter, men gyset udeblive

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

John Carpenters gyserklassiker `Halloween´ fra 1978 får endnu et kapitel skrevet på sig, der topper i blodige bodycounts, men falder i maskeballet.

Der diskuteres stadig heftigt om hvorvidt Alfred Hitchcocks ´Psycho´ fra 1960 eller John Carpenters ´Halloween´ fra 1978, er den fuldendte slasher film. Ironisk nok for begge film medvirker både mor og datter:, Janet Leigh i `Psycho´ og Jamie Lee Curtis i `Halloween´. Men hvor mor Janet tog sin sidste “bruse-tablet”, endte datter Jamie med at iføre sig som den første “final girl”. Altså den kvindelige heltinde og det evige dydsmønster, der altid overlever.

I 2018 besluttede instruktøren David Gordon Green sig for at slette 9 mere eller mindre vellykkede `Halloween´ efterfølgere fra vores horror hukommelse, og instruerede en ny efterfølger. ´Halloween´ fulgte op efter original klassikeren fra 1978. Dette slap han utroligt godt fra og med original instruktøren John Carpenter “genansat” som musikkomponist, var det næsten som at være tilbage til hovedværket.

Det blev imidlertidigt senere besluttet at vores “nye” fortællinger om Laurie Strode og Michael Myers skulle udvides, så de nyelige “rigtige” fortællinger ialt skulle bestå af en kvartet, hvoraf den sidste og kommende film i serien, `Halloween Ends´, vil få sin premiere 14. oktober 2022. Nu er seriens tredie del, `Halloween Kills´, så nået biograferne. Men er vi stadig bange for Michael Myers eller er han ved at blive en kedelig gimmick?

Filmen starter umiddelbart efter begivenhederne fra 2018 filmen hvor alle, inklusiv traume offeret Laurie Strode, tror de er sluppet af med `The Shape´ aka. den sindsyge dræbermaskine: Michael Myers. Men nogle utroligt naive brandmænd er de første der finder ud af at psykopaten overhovedet ikke har en jordisk mulighed for at brænde inde. Som en hvid haj i en børnehave massakrerer Myers den såkaldte “styrke” og de tidligere nedslagtninger virker endnu en gang som en meningsløs gang død. Laurie Strode er i midlertid blevet en fast patient på hospitalet efter de seneste og blodige konfrontationer med Myers, så det er nu op til byen selv at få ram på stjerne psykopaten. Anført af Tommy Doyle, som Laurie Strode i sin tid passede den skæbnesvangre nat i 1978, går byen af nye og gamle kendinge til den endelige kamp mod skyggen der har ødelagt flere generationers skæbner. Men kan man det uden kvinden der stadig overlevede den skæbnesvangre nat i 1978?

Da John Carpenter for knap 45 år siden udsendte sin vel nok mest kendte og mest inspirerende film, var genistregen den snigende uhygge, den krogede og snørklede fotografering og hans ikoniske og simple synthscore. Filmen havde et for nutidens gyserelskere et utroligt lavt “killscore” på syv, hvilket med årene i takt med flere efterfølgere, har været støt stigende i takt med at gyset selv er faldet. Samler man det totale “killscore” fra de 9 forrige `Halloween´ film, inkl. Rob Zombie filmene, får man et samlet “killscore” på 168. Det svarer til et gennemsnit på 15 “kills” pr. film. I seriens aktuelle `Halloween Kills´ fik jeg personligt optalt et samlet score på 31 “kills”, hvilket jo naturligvis er ganske fornøjeligt når nu Halloween falder på denne selvsamme dato.

Men det er altså også en hæmsko når filmen ca. skal levere et kill hver fjerde minut, fortaber gyset sig lidt til en slagtehal for Danish Crown elever. Bevares, ikke ét “kill” er det samme og flere gange ganske kreativt udført. Aldrig tidligere har en `Halloween´ film nogensinde været så blodig, men det er ligesom at vurdere at `Casablanca 2´ skal være en action basker.

Men filmens største hæmsko er manglen på Laurie Strode, for uden hendes nærvær med de dybe traumaer, forbliver Michael Myers blot en skydeskive for byens borgere, hvis de da ellers ikke selv bliver udsat for en Van Gogh udskæring.

Anthony Michael Hall har denne gang nærmest fået filmens hovedrolle som Laurie Strodes hævner Tommy Doyle, der samler byen til hævnaktionen mod skyggen der forbandede byen og han er mildest talt ikke en Jamie Lee Curtis. Han kan nok primært huskes fra rollerne fra 80´er ungdomsfilm som ´Fars fede ferie´, `Abefest for viderekomne´, ´Breakfast Club´ og ´Tast mig jeg er din´, hvilket må siges at være en underlig casting. Den originale rolle fra `Halloween´ 1978 versionen blev spillet af Brian Andrews.

Heldigvis bliver seriens fanbase smukt stimuleret ved gencastningen af skuespillerne Kyle Richards, Nancy Stephens og Charles Cyphers der genoptager deres gamle roller fra den oprindelige `Halloween´ fra 1978. Charles Cyphers medvirkede også i den oprindelig `Halloween 2´ fra 1981 og har én af filmens bedste dialoger. Og sørme om Donald Pleasence ikke også dukker op som Dr. Loomis!.

En anden ikonisk `Halloween´ karakter er naturligvis John Carpenter himself, der sørger for det nye score, der dog desværre tilnærmelsesvis ikke kan hamle op med hverken 1978 eller 2018 versionen.

David Gordon Green instruerer igen herlighederne med blink i øjet, men det virker lidt som om at man kan høre hans jubelråb højere denne gang, ved chancen om at lege med hans yndlingsfranchise. Problemet er bare at `Halloween Kills´ burde have været udsendt i 3D, for rigtigt at komme til sin ret.

Lad os håbe at Laurie Strode vender tilbage til hovedrollen i `Halloween Ends´. Indtil da er fanbasen dog stimuleret. Det er dog mere jul end Halloween på drengen.

‘Sex Education’ – Sæson 3: Et ærligt syn på hvad det vil sige at være voksen og tage ansvar for ens liv

Anmeldt af: Tobias Pörsti

‘Sex Education’ tager os tilbage til Moordale Secondary School, hvor vi følger Otis Milburn (Asa Butterfield), Maeve Wiley (Emma Mackey) og deres venner i alle deres hjertesorger, kærlighedserklæringer og seksuelle opvågninger.

Serien er skabt af Laurie Nunn og det er hendes debutserie. Hun hiver mange af hendes egne erfaringer ind i serien, blandt andet hendes oplevelser med seksuelle krænkelser og hvordan det er at være en teenager, omringet af andre teenagere. ‘Sex Education’ var hendes sidste håb for en karriere indenfor film og den er braget afsted, siden den kom med den første sæson i 2019.

Tredje sæson, udgivet for nogle få uger siden, spilder ikke dens tid med at sætte handlingen i gang. En montage med sex, sex, og mere sex, sætter scenen for en sæson som ikke har glemt hvad seriens formål er: det intime og frigørende ved sex, og alt hvad det indebærer for voksne og teenagers. Alt dette ser vi igennem Otis, vores hovedperson.

Otis er gået igennem en ændring i hans tid væk fra skolen. Han har simpelthen forsøgt at gro et overskæg i løbet af sommerferien. Om noget, så er det symptomatisk for hans karakter i de forrige sæsoner. Otis vil gerne være voksen, og han vil gerne være det nu. Overskægget er et tydeligt symbol på Otis’ ønske om at blive anset som værende en mand, og ikke blot et ”barn”. Han har haft en usagt anskuelse af sig selv som værende klogere, og bedrevidende i forhold til hans venner. Af denne grund, så anser han sig selv som værende mere voksen. Dog så ser man hurtigt, at Otis faktisk flygter fra de fleste svære beslutninger og at hans valg skaber problemer rundt omkring ham. Han sårer alle omkring sig, og han kan ikke stå til måls for de hændelser han skaber. Det gør at han kommer i karambolage med de fleste omkring sig, men det er han ikke alene i.

Den nye rektor for skolen, en ung kvinde ved navn Hope Haddon (Jemima Kirke), kommer spankulerende ud fra scenen og lover en ny fremtid for skolen. Allerede her, der sprængte mine sanser og sagde mig at hun var den nye ”skurk”. Det var for forudsigeligt. Hvad der ikke var forudsigeligt, var den menneskeliggørelse af Hope som serien formåede at skabe. En succesfuld kvinde, som bliver presset af hendes omgivelser og hendes personlige liv, til at tage brug af tiltag som virker forfærdelige for alle elever. Man føler en overvældende vrede mod hende igennem hele sæsonen, men det bliver erstattet af medlidenhed og en større forståelse for hendes valg i de sidste afsnit.

Det er ikke kun Otis eller Hope som kludrer rundt i deres liv; det gør alle i ‘Sex Education’. Alle er igennem en form for livsforandring. Det kan være alt fra et nyt forhold til at være fanget i et forhold som man gerne vil ud af. Det kan være problemer med at blive gravid, sat i kontrast med en tilfældig graviditet som en anden oplever. De her kontraster bliver sat op igennem hele sæsonen, og det giver en dybere dimension til serien, end blot at handle om sex.

Et aspekt man er næsten nødsaget til at rose ‘Sex Education’ for, er deres inklusivitet i dens casting og i dens repræsentation af kønsidentiteter og seksualiteter. Det føles på ingen måde tvunget, men nærmere som var det en virkelig skole man trådte ind på. Selvfølgelig med de få typiske stereotyper som diverse grupperinger, som ”the mean girls”. ”nørderne” og mange flere. Det er nærmest umuligt at lave en serie omkring unge mennesker i skoler, uden at lave en reference til de ældgamle myter om gruppeopdelte elever. Det er noget man er nødt til at leve med, selvom det er dybt udspillet efter så mange år. Man må tage det sure med det søde, og hvis jeg skal høre lidt på nogle få ulidelige mennesker som fremstår modbydelige mod deres klassekammerater, for at få en virkelig og ikke tvunget nonbinær karakter som ikke selv er en stereotyp, så må jeg gøre det.

På trods af det lille, og irrelevante problem med gruppestereotyper, så gør ‘Sex Education’ det som så mange ungdomsserier ikke formår at gøre: den skaber karakterer som er vidunderligt underholdende, ekstremt sympatiske, og som laver dårlige valg og beslutninger. Det hele spiller bare på et højere plan.

Ud af de tre sæsoner som der er blevet skabt, så er dette uden tvivl den bedste. Hele seriens tredje sæson er så gennemført, at det er svært at præcisere noget som den gør galt. Selv når man finder noget der kunne være bedre, så er det en bagatel i forhold til det overordnet billede.

‘Sex Education’ er personlig, den er reel, og ikke mindst, så er den dybt ærlig og ikke komprimerende i dens budskab. Det er svært at være voksen, og det er svært at stå ved sine valg. Men det er en nødvendighed for at vokse som person. Det er nødvendigt for at kunne blive en god person. Det er en serie som står på toppen af 2021 i forhold til Netflix-producerede serier; og det hele startede med sex. Det bliver ikke meget bedre.

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=zmgYlYw7Uwk

Tredje sæson har 10 afsnit med en spilletid på omkring 50 minutter.

‘Sex Education’ kan ses på Netflix.

‘No Time To Die’: Et fremragende farvel til Daniel Craig som Bond

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Efter at have haft rollen som James Bond siden 2006, og havde spillet karakteren i 4 film, takker Daniel Craig nu af med hans femte Bond-film, som er blevet udskudt i 1,5 år pga. Corona.

Efter hændelserne i ‘Spectre’, er James Bond stoppet som agent, og nyder nu tiden med sin kæreste Madeleine, som også er datter af Mr. White. Men deres idyl varer ikke længe, da Bond og Madeleine bliver overrasket på deres ferie af organisationen Spectre. Nogle år efter bliver Bond kontaktet af vennen Felix Leither, som vil have ham til at hjælpe med en sag. En russisk forsker i DNA-teknologi er blevet kidnappet, og snart er hele menneskeheden truet.

‘No Time To Die’ er instrueret af Cary Joji Fukunaga, som fik sit helt store gennembrud med serien ‘True Detective’ fra 2014. Derefter har han instrueret filmen ‘Beasts of no Nation’ og skrev ‘It’ fra 2017. Han har også skrevet manus på ‘No Time To Die’, hvor han her har fået hjælp af Neal Purvis, Robert Wade og Phoebe Waller-Bridge. Waller-Bridge står også bag serierne ‘Fleabag’ og ‘Killing Eve’.

Meget af handlingen i ‘No Time To Die’ er hvad man forventer af en ‘Bond’-film. Der er action, biljagter, fede gadgets, smukke kvinder og en superskurk. Det er det folk vil have, og det får de bestemt også her. ‘No Time To Die’ er næsten 3 timer lang, og er den længste film i franchisen. Jeg blev dog ikke hægtet af, af den lange spilletid, og var tværtimod med hele vejen.

Daniel Craig har aldrig været min yndlings-Bond. Jeg er mere til Sean Connery, Roger Moore og Pierce Brosnan, som var de Bond-skuespillere jeg voksede op med. For mig har Craig aldrig helt haft den charme og den humor som har været kendetegnet for Bondkarakteren. Men Craig er nok den Bond-skuespiller, som spiller bedst, og jeg syntes han er fremragende i ‘No Time To Die’. Han er her både charmerende, sjov og alvorlig. Han skal også arbejde med nogle flere følelser, og tungere følelser end andre skuespillere i rollen har gjort, og skuespillet bliver endda flere steder rørende. Og det fede ved ham som Bond, er at han bliver forpustet hvis han løber meget rundt, han bløder hvis han får slag og er på mange måder en mere menneskelig Bond.

Overfor ham, er der en perlerække af skuespillere. B.la. Jeffrey Wright, Ralph Fiennes, Christoph Waltz, Ben Whishaw, Naomie Harris, Léa Seydoux, Rami Malek og David Dencik. De spiller også, næsten alle sammen, fremragende. Den eneste som stikker lidt ud her, er desværre danske David Dencik. Han spiller den russiske forsker, men for mig bliver accenten lidt for tyk, skuespillet virker lidt fladt og hans jokes lander ikke rigtigt. Det er ellers virkelig flot at endnu en dansk skuespiller er at finde i rulleteksterne på en ‘Bond’-film. Den ære har Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, også tidligere haft.

Rami Malek er den nye skurk i denne film. Han er noget mindre med end jeg havde regnet med, men når han er på skærmen er han intens og ond. Jeg har dog nogle spørgsmål omkring karakteren, som jeg ikke får svar på. B.la. en bevæggrund for nogle af de ting han gør. Der er ikke, som sådan en ny Bond-babe, med i denne film, da Bond er sammen med Madeleine, spillet af Léa Seydoux. Hun er fremragende her og giver en stærk og rørende præstation.

‘No Time To Die’ er måske, lige på nær af ‘Skyfall’, den flotteste ‘Bond’-film. Billederne er vildt smukke, og konstrueret helt perfekt. Det er både når det er store naturskud, og når man kommer helt ind tæt på. Især er action scenerne også meget imponerende og medrivende. Der er også noget virkelig fedt i at se en film, hvor action scenerne, er lavet af stuntmænd, og der ikke konstant er brugt visuelle effekter. Filmen er skudt af Linus Sandgren, som vandt en Oscar for sit kameraarbejde på ‘La La Land’, og jeg tror sagtens han også kan blive nomineret for ‘No Time To Die’.

En anden ting jeg er virkelig vild med, er de små hints til tidligere film i serien. Her bliver Louis Armstrongs, Bond-sang fra ‘On Her Majesty’s Secret Service’ brugt et par gange. Selvom sangen aldrig rigtigt er blevet regnet for en officiel Bond-sang, så syntes jeg at det er den bedste og smukkeste Bond-sang. Og på nogle måder minder ‘No Time To Die’ og ‘On Her Majesty’s Secret Service’ om hinanden. For mig passer ‘We Have All The Time In The World’ perfekt i begge film, og er med til at binde filmserien endnu mere sammen.

Der er jo altid snak om Bond-sangen, når der kommer en ny film ud. Til ‘No Time To Die’, er den leveret af Billie Eilish. Det er en meget stemningsfuld sang, som passer godt til introsekvensen. Men efter at have forladt biografen, har jeg fuldstændig glemt sang og tekst, og den eneste sang som sidder fast er ‘We Have All the Time In The World.

Derudover er musikken i ‘No Time To Die’ lavet af Hans Zimmer, som må siges at være en af de helt store. Musikken er super fed i action scenerne, og rørende i de lidt tungere og mere følelsespræget scener. Men ligesom med titelsangen, så er der ikke noget af musikken, som jeg rigtigt husker bagefter, udover ‘James Bond’-temaet, som dog ikke bliver brugt så meget.

‘No Time To Die’ har været udskudt i halvandet år, og man kan spørge sig, om den er ventetiden værd. Det syntes jeg bestemt den er. Daniel Craig får et meget værdigt og rørende farvel, i en film som giver os alt det vi vil have i en god Bond-film. Der er også en del overraskelser undervejs, men selvfølgelig skal der ikke komme nogle spoilers her. Jeg havde heller aldrig troet at jeg vil fælde en lille tåre til en film i denne franchise, men det gjorde jeg da filmen nåede sin slutning.

Der er mange som har Daniel Craig som deres yndlings Bond, og selvom han som sagt aldrig har været min yndlings, så har den næste skuespiller i serien stadig meget at leve op til.

‘Only Murders in the Building’: Martin og Short spiller på charmen – og det virker

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Steve Martin og Martin Short mødte hinanden under produktionen af filmen ‘Three Amigos!’ i 1986. Mødet førte til et langt venskab, og nu spiller de sammen igen i ‘Only Murders in the Building’.

Oliver Putnam, Charles-Haden Savage og Mabel Mora er alle besat af true-crime. De kender bare ikke hinanden endnu, så de kender ikke til deres fælles interesse. Men da en person i bygningen de bor i bliver dræbt, bliver de tre personer bevidst om deres fælles fascination af true-crime, og de beslutter derfor sammen, at hjælpe politiet med at opklare sagen, samtidig med, at de har hver deres personlige problemer at arbejde med.

‘Only murders in the Building’, bringer som sagt Martin Short som spiller Oliver Putnam, og Steve Martin som spiller Charles-Haden Savage, sammen med Selena Gomez som spiller Mabel Mora.

Serien er b.la. skrevet af Steve Martin og John Hoffman, som også er skaberne af serien. Dette er Steve Martins første rigtige forfatterjob, siden ‘Pink Panther 2’, hvor Hoffman i nyere tid har været forfatter på Netflixserien ‘Grace & Frankie’.

Lad mig sige det med det samme. Jeg elsker ‘Only Murders in the Building’ og jeg elsker Martin, Short og Gomez som en trekløver. Martin og Short er jo virkelig garvet, og de to ældre herre, er her sprængtfuld af charme. Samtidig med at komikken og deres skuespil og humoren i serien, er lidt mere nedtonet og charmerende end noget af det de ellers har lavet. Det er ikke helt så gakket og plat i ‘Only Murders in the Building’, men det klæder dem virkeligt, at være mindre gakket. Gomez er den perfekte sidste del i deres gruppe. Hun er overraskende god her, og spiller godt op af de andre. Det er dog ikke hos hende de fleste komiske øjeblikke ligger, selvom hun nogle gange kommer med nogle komiske stikpiller til Martin og Short. Den mystiske og tilbageholden Mabel, tilføjer noget godt til serien, overfor den flamboyante Oliver, og den sortseende og usikre Charles-Haden.

Også skuespillerne i de mindre biroller, som f.eks. Nathan Lane, Tina Fey og Amy Ryan er ultra-charmerende og virkelig gode.

Jeg er også vild med hele looket og stemningen i serien. Der er noget hyggeligt, og visuelt meget interessant over det. Det er gældende lige fra introsekvensen og igennem alle afsnittene. Her spiller musikken også en stor del i at skabe den samme stemning, igennem hele serien. Musikken er skabt af Siddhartha Khosla, som udover dette har lavet musik til serierne ‘This is us’ og ‘Love, Victor’.

Men billederne er også virkelig flotte, og de locations som er fundet passer perfekt til stemningen i serien. Her har vi en virkelig erfaren serie-mand bag kameraet. Serien er filmet af Chris Teague som også har filmet ‘Broad City’, ‘Russian Doll’, ‘GLOW’ og ‘Mrs. America’.

Der bliver i det hele taget leget virkeligt med det visuelle. Der er f.eks et afsnit hvor noget af handlingen foregår i Olivers hoved, når han forstiller sig personer på en scene til auditions, og et afsnit som er fuldstændigt uden talte replikker, da man ser det igennem en hørehæmmets synspunkt. Så alt kommunikation i det afsnit er via tegnesprog, mundaflæsning eller sms. Det er virkelig godt tænkt og fungerer overraskende godt.

Dialogen er også velskrevet og leveret eminent. I modsætning til et helt afsnit uden dialog, er andre af afsnittene båret af dialogen. Det er f.eks. et af afsnittene, som primært foregår i en biljagt, hvor man den største del af tiden, bare ser karaktererne sidde i biler og snakke. Det bliver heller aldrig kedeligt, tværtimod får jeg lyst til at vide mere om karaktererne, og får lyst til at høre mere på dem.

Jeg nyder også at se de tre karakterer forsøge at opklare sagen, mens de lever deres liv. Måske er det fordi karakterene er så gennemførte, så de siddehistorier der er til selve opklarings-historien, er historier som du investerer dig i. Man får simpelthen lyst til at følge mere med i hovedpersonernes liv. Igen er dette pga. den måde de bliver spillet på. De er spillet så charmerende, og er også så kikset og naive, på den gode måde, at de går lige i hjertet på mig.

‘Only Murders in the Building’ er en serie som er så underholdende, at jeg hver uge glæder mig til hvert afsnit, og hver gang et afsnit er færdigt ærgrer jeg mig over at det ikke er længere, så jeg kan bruge mere tid med karaktererne.

Der er allerede nu annonceret en sæson 2, og jeg glæder mig meget til at se udviklingen i ‘Only Murders in the Building’. Får vi svaret på mordsagen i denne sæson? Eller skal vi vente til næste? Og hvad kommer der ellers til at ske i løbet af serien med vores dejlige trio?

‘Only Murders in the Building’ kan ses på Disney +

Første sæson har 10 afsnit med en spilletid på ca 35 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=-V1rQdXXXyI

‘Kastanjemanden’: Bringer ikke noget nyt til danske krimiserier

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Danske krimiserier har haft stor succes, både i Danmark og i udlandet. Især har DR’s serier som ‘Forbrydelsen’, sat Danmark på serie-verdenskortet. Kan ‘Kastanjemanden’ leve op til tidligere seriers succes?

I en stilfærdig forstad til København, gør politiet en stormfuld oktobermorgen en forfærdelig opdagelse. En ung kvinde bliver fundet brutalt myrdet på en legeplads, og en af hendes hænder mangler. Ved siden af hende ligger en lille kastanjemand. Den ambitiøse, unge detektiv Naia Thulin (Danica Curcic) bliver sammen med sin nye partner, Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard), tildelt sagen. Inden længe finder de et stykke mystisk bevismateriale på kastanjemanden – et bevismateriale, der forbinder det hele til en pige, der forsvandt et år tidligere og formodedes at være død: Datteren til socialminister Rosa Hartung (Iben Dorner).

‘Kastanjemanden’ er baseret på Søren Sveistrups anmelderroste debutroman af samme navn, der er blevet oversat til 33 sprog og udgivet i 50 lande. Serien er skabt af Søren Sveistrup, Dorte Høgh, David Sandreuter & Mikkel Serup. Sveistrup kender vi især, som skaber, og forfatter på ‘Forbrydelsen’.

Der er lagt op til en rigtigt god dansk krimi her. Man har også samlet en god bunke, af de bedste, og mest brugte danske skuespillere. B.la. Danica Curcic, Mikkel Boe Følsgaard, Lars Ranthe, David Dencik, Bjarne Henrik og Esben Dalgaard. De spiller alle godt – det skal de have. Men der var ingen præstationer som blæste mig bagover. Måske er det fordi, karaktererne, i ‘Kastanjemanden’ ikke er særligt interessante. Og måske fordi mange af dem er på præcis samme måde, som vi har set i andre danske krimier.

Især vores hovedpersoner er lidt indebrændte frustrerede personer, som ikke kan finde ud af deres privatliv, som bruger alt deres energi på jobbet, og derfor ikke har ordentligt tid til at være der for deres børn, og i det hele taget er lidt sociale akavet. Jeg syntes vi har set disse karakterer, med disse problemer og træk, lidt for mange gange i danske krimier.

Det virker lidt for skabalons-agtigt og udover disse træk ved personerne, kommer vi ikke dybere ind, eller får en bedre forståelse af dem. Derfor fandt jeg dem aldrig interessante.

Det er også lidt et problem for mig at det først er halvvejs henne i afsnit 4, at jeg bliver rigtigt interesseret i sagen de arbejder på, og syntes at der sker noget fedt og spændende i serien. Det er også først her, jeg bliver rigtigt interesseret i hvem gerningsmanden mon er. Det er for lang tid at man skal se 4,5 afsnit i en serie på 6 afsnit, før den bliver rigtigt spændene. Og desværre efter at have været spændende i 1,5 afsnit, syntes jeg at ‘Kastanjemanden’ til sidst, taber sin spænding, og leverer en lidt flad afslutning.

Man kan godt fornemme på serien at forfatterne ved hvordan man laver en krimi. De forsøger sig med cliff-hangers, forskellige mistænkte og forskellige twists. Men det forventer jeg også af en krimi, og cliff-hangersne var da fine, og vil sikkert få nogen til at gå direkte videre til næste afsnit. Men jeg syntes ikke helt, de havde en “wow”-effekt på mig.

Visuelt er ‘Kastanjemanden’ meget mørk, som vi igen kender det fra danske krimier. Den er flot, men igen ikke noget som overraskede, eller imponerede mig.

For kort at opsummerer ‘Kastanjemanden’, så er det en fin dansk krimi, som dog ikke indeholder noget vi ikke har set før, som aldrig rigtigt kommer med noget der vælter sin seere ned af sofaen, og som bruger lidt for langt tid, inden den bliver medrivende og spændende.

‘Kastanjemanden’ Kan ses på Netflix

Serien har 6 afsnit med en spilletid på ca 60 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=7SXdxhUL-ic

‘Midnight Mass’: En serie hvor gysene kommer snigende og ondskaben er overalt

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Gysermesteren Mike Flanagan, vender tilbage til Netflix med en ny gyser/spændingsserie, som er en mere langsom og snigende oplevelse.

Et lille isoleret religiøst, ø-samfund får deres eksisterende opdelinger forstærket, da af en ung mand, som har udtjent en fængselsstraf og en kvinde som er gravid, og vil opfostre barnet alene, vender tilbage til øen, samtidig med en ny ung præst. Men ankomsten af den nye præst, bringer også mirakler, og uforklarlige hændelser med sig, hvilket gør, at troen hos beboerne bliver forstærket. Men har disse mirakler og uforklarlige hændelser en pris for det lille samfund?

Mike Flanagan er igen gået tilbage til at skrive, og instruere ‘Midnight Mass’, ligesom han også gjorde det med ‘The Haunting of Hill House’. Han skrev også ‘The Haunting of Bly Manor’ men instruerede her kun et enkelt afsnit. Derudover har han lavet flere gyserfilmene .’Hush’, ‘Doctor Sleep’ og ‘Oculus’.

Hvor nogle af de andre ting han har lavet er meget jumpscares, og traditionelt gys, så er ‘Midnight Mass’ en meget anderledes oplevelse. Langt henne i serien er der ingen gys, men man kan alligevel hele tiden fornemme noget ligge og ulme i historien og i karaktererne. Det kræver tålmodighed at nå frem til der, hvor der begynder at komme noget, der minder om reelt gys.

Det gør også at ‘Midnight Mass’ bestemt ikke er en serie for alle. Jeg kan godt forestille mig at mange står af, da afsnittene også er meget lange, og det er en meget dvælende oplevelse. Hvis man tror det er en ren gyserserie og tror man skal se noget uhyggeligt med jumpscares osv., så bliver man godt skuffet. For ligesom med resten af tingene i serien, bliver der brugt lang til på opbygningen af det uhyggelige, og meget af det uhyggelige ligger i det psykologiske, som vi som sådan ikke ser.

Skuespillet er over hele linjen godt. Flanagan bruger her et par skuespillere som han har brugt før og nogle nye. Henry Thomas, som de fleste kender bedst som søde Elliott fra ‘E.T’, spiller med igen her, efter han også var med i ‘The Haunting of Hill House’ og ‘The Haunting of Bly Manor’. En af Flanagans andre faste skuespillere, er hans kone Kate Siegel som også er med her, og som tidligere har været med i ‘Hush’, ‘The Haunting of Hill House’ og ‘Gerards farlige leg’. Derudover er b.la. Zach Gilford, Kristin Lehman, og Hamish Linklater med. Især er Linklater suveræn som den tilsyneladende søde og charmerede præst, mens man samtidig kan mærke noget ligge og lure under overfladen. Også Lehman er fantastisk, som den meget religiøse Bev, hvor man også kan fornemme det dæmoniske bag facaden.

Visuelt er ‘Midnight Mass’ ligeså dvælende som sin historiefortælling. Det er meget stille billeder, uden action, og størstedelen af tiden af folk som har samtaler, eller af gudstjenester i kirken. Det er direkte smukt, og med til at opbygge stemningen så man virkelig fornemmer stilheden og anspændtheden i det lille samfund. For samfundet er anspændt. Og man sidder meget af serien og fornemmer hvordan stemningen, skuespillet og handlingen ligeså stille bevæger sig i en retning, hvor det hele kan eksplodere. Om det så sker, vil jeg lade seeren se.

‘Midnight Mass’ er en serie som er værd at bruge tid på. Den er noget helt andet end jeg havde forestillet mig, og noget andet end andre serier jeg har set. Det er også en serie som kræver meget af sin seere. Den kræver at du følger med, og får alle samtaler og hændelser med. Det er bestemt ikke en serie man skal se hvis man er lidt træt, og bare har lyst til lidt let underholdning. Meget af dialogen er også hvor personer citerer biblen, og her kræver det lidt at holde tungen lige i munden, for det er ikke helt lette replikker at fordøje. Hvis man også er typen, som gerne vil have en forklaring på alt i sine film og serier, tror jeg man vil blive en smule frustreret over ‘Midnight Mass’. For mange ting bliver heller ikke forklaret, og står op til seeren selv at fortolke.

Det kan helt sikkert godt skræmme en stor del væk. Og jeg tror også mange ser første og måske andet afsnit, og så dropper serien. Jeg syntes det er en skam, da ‘Midnight Mass’ er en serie som får dig til at tænke over livet, og dine omgivelser, og som udvikler sig på måder, man ikke havde set komme.

‘Midnight Mass’ Kan ses på Netflix

Serien har 7 afsnit med en spilletid på ca 60 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=y-XIRcjf3l4