‘Herself’: Kitchensink drama med feelgood toner

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Selvom man måske ikke er stor fan af socialrealistiske dramaer, kan man godt alligevel tage ind og se ‘Herself’, da den på nogle måder også er en feelgood film.

Sandra er gift med en voldelig mand, som hun ikke selv kan sige fra overfor. Hun har dog forberedt sig på at forlade ham ved at give hendes datter et kodeord, som skal bruges til at tilkalde politiet, og har også lagt penge til side. Da dagen kommer, er retten hurtigt til at give Sandra en skilsmisse, og forlanger at faderen skal betale børnepenge, så længe Sandra overholder aftalen om at hendes eksmand skal have børnene i nogle weekender. Sandra og hendes to piger bliver midlertidig indlogeret på et hotel, hvor udsigterne til et ordentligt hjem er lange. Men da Sandra finder ud af at hun kan bygge sit eget hus, forholdsvist billigt, og samtidig får tilbudt en grund at bygge på, af en af hendes afdødes mors gamle veninder, begynder arbejdet med det nye hus og drømmen om et nyt hjem og en ny start.

‘Herself’ er instrueret af Phyllida Lloyd, og er inspireret af en veninde, som mistede sit job, og stod til at blive hjemløs i Dublin, hvor det er nærmest umuligt at få en ordentligt bolig. Og da Lloyd på samme tid blev præsenteret med et manuskript fra Clare Dunne om en kvinde i lignende situation, vidste hun at hun vil lave en film om disse kvinder. Lloyd har tidligere instrueret filmene ‘Mamma Mia’ fra 2008 og ‘Jernladyen’ fra 2011 – begge med Meryl Streep i hovedrollen.

Manus er skrevet af Clare Dune og Malcolm Campbell. Campbell har tidligere primært skrevet serier, som f.eks. ‘Shameless’ og ‘The White Queen’. Og Dunne har sin manuskriptdebut med dette manus. Jeg syntes man får et godt indblik i det irske system, hvis man er enlig kvinde og er i samme situation som Sandra. Karakterene er også nogenlunde skrevet, selvom jeg ikke helt forstår Sandra karakteren indimellem. Hun er lidt en enespænder, og jeg ved ikke om det er pga. hendes tid med den voldelige mand, eller hvad der er årsagen til at hun ikke har nogle i sit liv, udover dem hun arbejder for og med og hendes to børn.

Jeg syntes også dialogen indimellem bliver lidt for forklarende – der er ting som bliver sagt, som ikke rigtigt får nogle betydning, men klart bliver sagt fordi seeren skal vide det her.

Clare Dunne spiller også rollen som Sandra i ‘Herself’. Dette er hendes første store hovedrolle, men hun har haft mindre roller i f.eks. ‘Spider-man: Far from home’. Jeg syntes hun er ganske fin og troværdig i rollen som Sandra. Det meste af filmen har hun godt nok det samme fortvivlede, og triste udtryk i ansigtet, men indimellem lever hun lidt op og viser andre følelser, og det gør hun ganske fremragende. De fleste af de andre skuespillere er også nogle, forholdsvist udkendte, i hvert fald herhjemme. Det er lige pånær af Harriet Walter, som har en lang karriere bag sig og har spillet med i alt, ligefra ‘En kongelig affære’, ‘The Young Victoria’, ‘Babel’ til ‘Star Wars: Force awakens’, ‘Rocketman’, ‘The Crown’ og ‘Killing Eve’. Jeg syntes godt man kan mærke at hun er lidt mere erfaren. Hun giver en mere neddæmpet præstation, som dog emmer af autoritet. Men alt i alt gør alle skuespillerne det meget godt. Især skal de to piger, som spiller Sandras døtre fremhæves. Molly McCann og Ruby Rose O’Hara, er virkelig gode.

‘Herself’ er meget et kitchensink, socialrealistisk drama, og det er sjældent disse film er visuelle mesterværker. De kan på nogle måder teknisk minde om Dogme-film. Dog er der i ‘Herself’ brugt filmlys, og der er brugt underlægningsmusik. Men visuelt er filmen lidt kedelig, og der er meget få virkeligt flotte billeder.

Selvom det er kitchensink drama, så er der dog også feel good elementer i ‘Herself’, som løfter den lidt op, og gør at den ikke bliver alt for tung.

‘Greta’: Tag med på Greta Thunbergs imponerende rejse

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Nogen mener at vi skal tage klimaforandringerne seriøst, men andre mener at det er noget opdigtet pjat. Det er en diskussion som efterhånden har stået på i nogle år, og i løbet af de sidste par år er Greta Thunberg blevet en af verdens største miljøaktivister.

Vi møder Greta Thunberg på en af hendes første skolestrejke for klimaet i 2018, hvor hun sidder alene foran regeringsbygningen i Stockholm, og hvor folk kigger underligt på hende. Derfra går det hurtigt. Greta får hurtigt opmærksomhed af de svenske tv-stationer og blade, og kort tid efter bliver hun inviteret med til klimamøde i Polen, hvor hun giver sin første internationale tale om klimaet. Hendes tale og personlighed vækker noget, hos især teenagere og unge, og skolestrejker for klimaet bliver en verdensomspændende ting. Samtidig bliver talen i Polen, startskuddet til at hele verden kommer til at kende til Greta, og hun bliver herefter inviteret til flere forskellige klimatopmøder, samtidig med at hun bliver mødt af beundrere og kritikkere over hele verden.

Alle i verden må efterhånden vide hvem Greta Thunberg er. En 17-årig pige, som for alvor har startet diskussionerne om klimakriser, og som har fået millioner af unge til at strejke fra skole hver fredag for at støtte klimaet. Det er vildt imponerende hvad Greta har startet, og de ting hun allerede nu har opnået i hendes korte liv.

Vi er som sagt helt med fra starten i ‘Greta’, hvor vi møder en 15-årig Greta Thunberg, som brænder indædt for klimaet, og som balancerer det med at være en 15-årig teenager med autisme og aspergers. Det er kendt at autister, kan specialisere sig, eller blive helt besat af en ting. Jeg tænker, når jeg ser ‘Greta’, at det er en af grundene til at Greta er blevet så optaget af klimaet. Hun siger også i dokumentaren, at hun får ‘tunnelsyn’, når hun bliver optaget af noget, og slet ikke kan fokusere på andre ting. Det er spændende at se, for selvom dokumentaren mest fokusere på klimaarbejdet, får vi også et indblik i den private Greta, og den teenagepige som har en del ting at kæmpe med.

Hun har b.la. haft en periode på 3 år, hvor hun ikke ville snakke med andre end sine forældre og søstre, og blev så deprimeret over en klimafilm hun så som lille, at hun nægtede at spise og næsten sultede sig selv til døde. Derudover har hun stort set ingen venner, og bliver aldrig inviteret til fester eller arrangementer med hendes jævnaldrende. Man kan også fornemme, især når hun møder præsidenter og store topfolk, at hendes ‘smalltalk’ er indstuderet, og hun har lært de høfligheds ting man skal sige – det er tydeligt det ikke falder hende naturligt.

Jeg må indrømme at det er i de øjeblikke hvor vi kommet helt tæt på, og ser mennesket Greta, med alt hvad hun indeholder, og ikke bare klimaaktivitesten og taleren, at jeg blev oprigtigt rørt. Man fornemmer virkelig her at det er en familie som har kæmpet, og har gjort alt hvad de kunne for at Greta skulle have det så godt som muligt.

Disse indblik gør at vi kommer til at forstå mere om hvem Greta er, og hvem hendes familie er. Og man kan ikke lade være med at blive imponeret over nogle af de ting som Greta kan, og det drive hun har. Hun er virkelig også en gudsbenådet talentfuld taleskriver, og holder nogle taler, som virkelig kan nå folks følelelser.

Nathan Grossman har været der, i de fleste episoder, siden 2018. Han er virkelig god til at lave nogle flotte billeder, med et kamera, som højest sandsyndligt er håndholdt. Og han viser en ekstremt kontrast i sin dokumentar, som han kun kan vise fordi han er kommet helt tæt på. Vi ser Greta som møder præsidenter, står foran kæmpe menneskemængder og snakker, og samtidig har hun diskussioner med sin far om hvilket tøj hun skal have på, og diskussioner med sin far om at hun skal huske at spise noget mad. Det er en blanding af noget ekstremt voksent, og samtidig noget som man vil diskutere med et lille barn. Det er utroligt spændende at se de to kontraster.

Greta har en masse data i sine taler, og som hun snakker om, og jeg kunne måske godt bruge noget fakt. Er det rigtigt det Greta siger? Er der hold i de tal og de skræmmende ting hun fortæller om? Man kunne godt have haft et par andre eksperter, indover til at bekræfte hvad Greta siger, eller have en anden teori.

Der er flere som mener at Greta er blevet skubbet frem af hendes forældre, som vil være berømte og have opmærksomhed. Men efter at have set ‘Greta’, tror jeg mere at Greta Thunberg har sit eget drive, og hendes forældre gør hvad de kan for at støtte hende og være der for hende.

‘Greta’ er ikke kun for folk som er støtter af Greta, og som går vildt meget op i klima og miljø. Det er en spændende dokumentar hvor man både får indblik i en teenager med et drive og et mål, og som formår at råbe ind helt generation op, samtidig med at hun har små dagligdags slagsmål med sine forældre.

‘Retfærdighedens Ryttere’: Banankage og gangsteroprør

Anmeldt af: Lene Brandt

Anders Thomas Jensen har igen samlet de bedste danske skuespillere i en action komedie, i samme stil som ‘Blinkende Lygter’ og ‘Adams Æbler’.

Kender I sommerfugleeffekten: En sommerfugl slår med vingerne i Brasilien og starter en storm i Texas? Sommerfugleeffekten, tør statistik og sandsynlighedsberegninger, krydret med 5 menneskers personlige bagage rulles ud i en forrygende dramatisk og humoristisk historie om en blå cykel, der er ønsket i Estland og ved at forsvinde forårsager både ulykke og død i Danmark.

Matematikeren Otto er med i en togulykke sammen med Mathilde og hendes mor. Moderen dør og giver dermed anledning til at hendes mand Markus, filmens militære actionmand finder sammen med Otto og hans venner, nørderne Lennart og Emmenthaler i ønsket om hævn eller måske bare forståelse. Med hver deres problematiske tilgang til verden har de sammen
en fin balance mellem distance og nærvær. De omfavner hinandens forskelle og pludselig bliver en banankage og en god lade ligeså vigtig som en hævn.

Filmen er spækket med store skuespillere og de spiller fantastisk. Vi er med hele vejen. De små sorte vittigheder, de store tanker og de dramatiske reaktioner. De kan det hele og med stor overbevisning. Og det får historien, der på papiret må have syntes helt i skoven, til at fungere, om ikke troværdig, da dog forståelig, næsten mulig. Stor ros til Anders Thomas
Jensen, der både har skrevet og instrueret filmen og som vi jo kender fra utallige film som ‘Mænd og Høns’, ‘Blinkende lygter’, ‘Den skaldede frisør’ og ‘Solkongen’.

Han siger selv: Denne film er en fortælling om en gruppe mennesker, der på en gang mister følelsen af tryghed og fundament i deres liv. I møde med hinanden finder de sidenhen hver især kærlighed, respekt, tillid og følelsen af at høre til et sted.

Det er svært at sige noget nyt om de to hovedpersoner Mads Mikkelsen (Markus) og Nikolaj Lie Kaas (Otto). De har gennem årene overbevist alle med deres store talent, de spiller lige godt indenfor flere genre og denne film er ingen undtagelse. Man er solgt.

Jeg var på forkant lidt i tvivl om Nicolas Bro (Emmenthaler) og Lars Brygmann (Lennart) ville falde ind i tapetet, men de glider godt og troværdigt ind i gruppen. Stor ros til dem også, men mest dog ros til Andrea Heick Gadeberg, der spiller den jordnære og usikre datter Mathilde med stor overbevisning. Hun giver filmen et skær af dybde og normalitet. Vi kender hende blandt andet fra ‘Ser du månen Daniel’ og ‘Sanne – the musical’. Jeg er sikker på, at vi snart vil se hende igen.

Jeg giver filmen 6 Chaplins. Her tilbydes vi både drama, humor og action og filmen fungerer på alle planer. Solidt skuespil og gode replikker giver filmen (trods historien) en troværdig og rørende uforudsigelighed, der er helt vidunderlig.

‘The Painted Bird’: Filmatisering af krigens uophørlige ondskab

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

Bare idéen om at være vidne til en filmatisering af Jerzy Kosinskis sagnomspundne og kontroversielle roman ‘Den Bemalede Fugl’, bør udløse en vis portion panderynker hos enhver potentiel seer. Har man derudover i mente at Václav Marhouls film eftersigende har udløst masseudvandringer på filmfestivaler i hvv. Toronto, Venedig og London, kan man muligvis spore sig ind på oplevelsens natur. Et grænsesprængende samsurium af verdenskrigens ondskaber.

I en Hieronymus Bosch-lignende verden hvor blod og ødelæggelse hele tiden eroderer alle menneskelige forhold, er en ung knægt vidne til en kavalkade af hadet, håbløsheden og eksternaliseringens mest gruopvækkende manifestationer. Med den ene scene efter den anden der pendulerer mellem pessimisme og sadisme, afmonterer filmen, som genrens dystre forgængere, enhver snert af krigsromantik eller sensationalisme den Hollywood-vante seer muligvis skulle sidde inde med.

Filmen kan, i en filmhistorisk kontekst, anses som den nyeste i rækken af Østeuropæiske anti-krigsfilm skabt som kunstnerisk terapi i forsøget på at bearbejde de dybtsiddende traumer verdenskrigen efterlod. I disse film spiller den barndommelige uskyldigheds kollision med omstændighedernes ondskab ofte en essentiel rolle, og derfor er det også nærliggende at sammenligne ‘The Painted Bird’ med den tydeligste inspirationskilde, Elem Klimovs mesterværk fra 1985, ‘Gå og Se’. ‘Gå og Se’ kan, om nogen, konkurrere med ‘The Painted Bird’ i visuelle afbildninger af krigens forfærdeligheder.

Det er dog ikke disse billeder alene der gør ‘Gå og Se’ til det uovertrufne mesterværk det er. Disse sceners styrke opstår derimod i kraft af det psykologiske og emotionelle bånd der knyttes mellem publikum og protagonist, og det er her den primære forskel på de to film træder frem. For hvor Elem Klimov og Ales Adamovichs manuskript lægger vægt på netop dette barns menneskelig og hans mangefacetterede psykologi, virker ‘The Painted Birds’ hovedperson oftere objektificeret – som et remedie for instruktøren til at drive historien frem. Som en brik der sammenkæder en ellers næsten antologisk film-konstruktion. Og hvis man skal være grov, som en humanitær undskyldning for eksplicit og mystik-forladt at afbilde de mest groteske umenneskeligheder man kunne forestille sig.

Der er utvivlsomt en samfundslig pointe i den langt hen ad vejen pacificerede hovedperson, men ikke desto mindre afføder denne beslutning en grad af immunitet i den distancerede og fremmedgjorte seer, der til syvende og sidst gør filmen til en mindre mindeværdig og emotionel oplevelse end de mere menneskeligt fokuserede film i samme genre. Det skal dog også nævnes, i denne sammenhæng, at en film, der i så udpræget grad som denne afhænger af seerens fysiske og psykiske reaktion på billederne, er garant for en subjektiv oplevelse. Filmer falder dog ikke helt til jorden for mig.

I sjældne øjeblikke titter en underliggende humanisme frem, og ligesom den pulserende skønhed kilometer fra overfladen i groteske og perverse filmværker som ‘Salo’, eller de ‘120 dage i Sodoma’ manifesterer sig i en pludselig dans, viser også Vaclav Marhoul at menneskeligheden kan blomstre, selv fra den hårdeste cement. Denne inderlighed opretholdes ligeledes af Petr Kotlárs lettere emotionelt monotone, men ikke desto mindre dybtfølte præstation som den unge dreng Joska, samt Vladimír Smutnýs lige dele fortvivlede og smukke cinematografi.

I enkelte scener formår filmen derudover at transcendere lidelsens monotoni og strejfe noget af den allegoriske poesi der karakteriserede Kosinskis roman. Det er også i disse øjeblikke man fornemmer filmens potentiale som et grusomt eventyr – en metafysisk refleksion over ondskabens altopslugende smitsomhed. En fabel der dog alt for ofte drukner i dens stræben efter publikums fysiske reaktion. Derved får man det indtryk at filmen ikke stoler på sine egne metaforer, og for en sikkerheds skyld lader dem ledsage af et skingert volds-bombardement uden ophør.

Samlet set formår ‘The Painted Bird’ derfor ikke, i min optik, at balancere sine elementer. Det uproportionelle forhold mellem håbløshed og menneskelighed resulterer i en interessant, men ikke menneskeligt bemyndigende følelse, der sommetider tenderer kynismen. På samme måde afføder beslutningen om at nedprioritere det allegoriske filmsprog til fordel for den konkrete og udpenslede vold en til tider trættende repetition af ondskabens manifestationer.

Om filmen for dig opleves som et emotionelt slående storværk eller en udholdelsesprøvende tur gennem krigens håbs-forladte inferno, skal jeg dog ikke kunne afgøre. For mig hælder den desværre mod det sidste.

‘Mank’: David Fincher på Oscar-jagt

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Mank’ er om noget, en film om Hollywood, og historien om en af de bedste film som nogensinde er lavet, nemlig Orson Welles’ ‘Citizen Kane’ fra 1941.

Herman Mankiewicz er i 1940 en erfaren manuskriptforfatter i Hollywood, men mangler stadig at skrive sit mesterværk. Den unge Orson Welles hyrer ham til at skrive manuskriptet til hans første film, ‘Citizen Kane’, som skal skrives på 60 dage. Mankiewicz, som har brækket benet, og er fuldblods alkoholiker, indlogerer sig på et hotel, med en ung britisk kvinde som han dikterer manuskriptet til. Samtidig med det får vi flashback til hans tid i Hollywood og til hans forhold med multimilionæren og avismanden William Randolph Hearst.

‘Mank’ er skrevet af David Finchers far, Jack Fincher som har skrevet forskellige essays og artikler, men her 17 år efter sin død får han sin debut som manuskriptforfatter. Jeg er meget begejstret for hans manus, og især dialogen. Dialogen er hurtig og skarp, og især i scenerne med mange skuespillere, flyver dialogen eminent.

Jeg er også meget stor filmnørd og ser mange film fra 1930erne og 1940erne, så jeg elsker også altid at se film som omhandler Hollywood i den tidsperiode. i ‘Mank’ får vi virkelig et indblik i Hollywood i de år, og det studiesystem som de havde dengang. Vi møder også nogle af de helt store producere, som f.eks. Louis B. Mayer og Irving Thalberg, og vi møder den unge bror til Herman, nemlige Joseph Mankiewicz, som senere blev Oscarvindende instruktør.

Eftersom ‘Citizen Kane’ er baseret på avismanden William Randolph Hearst, og eftersom filmen er instrueret af Orson Welles, så dukker de selvfølgelig også op flere gange, ligesom Hearsts kæreste Marion Davies også får et tæt forhold til Herman. Derudover bliver flere store Hollywood personligheder, og offentlige personer i den periode også nævnt.

Det er her at filmen godt kan være rigtig svær at forstå, og følge med i, for folk som ikke er ligeså nørdet, når det kommer til film, og for folk som ikke kender noget til den periode. For der er som sådan ikke nogen introduktion til nogle af karakterene, og hvis man ikke aner hvem de er, eller hvilken status og betydning de havde, kan det være rigtigt svært at finde rundt i hvad der sker og hvad der bliver snakket om. For mig virker det som om at det her er en mand der elsker filmbranchen, og især det gode gamle Hollywood, som har lavet en film til folk der er lige så store filmelskere, og som kender til ‘Citizen Kane’ og historien omkring den. Jeg så den selv sammen med nogen der ikke er så meget inde i den periode som jeg er, og det er tydeligt at de ikke opfangede alle de samme små detaljer som jeg, og de mistede hurtigt interessen for filmen. Jeg elsker derimod at møde alle de forskellige personligheder, og få et indblik i den tid.

Skuespillet i ‘Mank’ er i særklasse. Gary Oldman, som i 2017 vandt en oscar for ‘Darkest hour’ er her på jagt efter sin tredje oscarnominering, og er fantastisk som Herman. Også Amanda Seyfreid ligner en som er på oscarkurs med, hendes, nok bedste skuespilspræstation nogensinde, som Marion Davies. Begge viser flere dybder i deres karakterer og især er sammenspillet imellem dem fantastisk. Også Lily Collins, som spiller den unge pige der skriver hvad Herman dikterer, giver her en af hendes bedste præstationer. Derudover er Charles Dance, som næsten altid, fremragende som William Randolph Hearst, og spiller på en måde, så man kan fornemme noget farligt ligge og ulme under den venlige overflade. Derudover er Tuppence Middleton, Tom Burke, Tom Pelphrey, Toby Leonard Moore og Ferdinand Kingsley med. Sammen giver alle disse skuespillere, nok en af de bedste all-cast skuespilspræstationer i en film jeg længe har set. De formår også alle sammen at levere den velskrevne dialog, som den skal leveres, nemlig hurtigt og skarpt.

Visuelt er filmen i sort/hvid, men alligevel fantastisk smuk. Erik MesserSchmidt har filmet ‘Mank’, og formår at lave imponerende billeder. Han formår også at bruge de sort/hvide nuancer rigtigt flot, og leger med skygger og lys. Musikken har et jazzet lag over sig, som passer fantastisk til billederne, stemningen og klipningen. Det er igen Atticus Ross og Trent Reznor som har lavet musikken. De har tidligere arbejdet sammen med Fincher på ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ og ‘The Social Network’, som de vandt en Oscar for. Iforhold til ‘The Social Network’, er det her noget helt andet, og viser bare Ross og Reznors alsidighed og talent, og hvordan de formår at ramme forskellige tidsperioder med deres musik.

David Fincher har instrueret mesterværker som ‘Seven’, ‘The Game’, ‘Fight Club’, ‘Zodiac’, ‘Kvinden der forsvandt’ og Netflixserien ‘Mindhunter’. Med ‘Mank’ har han lavet en film som giver et indblik i en tid og en branche som har en utrolig charme, og med mange rigtigt store personligheder. Og han formår at hoppe imellem nutid og flashback, på en måde som kan virke forvirrende, men som alligevel fungerer.

Spilletiden på over 2 timer, er dog lige til den lange side, og da det er en film der kræver at seeren, at man følger med og lytter til hvad der bliver sagt, kan den indimellem godt føles lidt tung at se, og indimellem ryger koncentrationen lidt. Jeg kan især forestille mig at man nemt kan give op, hvis man som udeforstående har svært finde ud af hvad de snakker om, og hvem der er hvem. Filmen kræver simpelthen, måske for meget, at man har styr på tidsperioden og de forskellige personer.

Men udover det har David Fincher taget sin fars manuskript og skabt en jazzet, underholdende, velspillet og visuelt smuk film. Fincher har endnu ikke vundet en Oscar, men han ligner også allerede en nu, som er i spild til en nominering. Ligesom flere andre, både foran, og bag kameraet på ‘Mank’ er det.

‘Mank’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=aSfX-nrg-lI

‘Freaky’: Teenage gyserkomedie med charme og hjerte

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Det er efterhånden blevet en genre, at lave gyserkomedier, som mest er målrettet teenagepiger. Vi har set mange af dem, men ‘Freaky’ skildrer sig lidt ud, ved faktisk at være underholdende.

Millie er en introvert pige, som bliver mobbet på sin highschool af de andre elever, og hverken er specielt smuk eller populær. Hendes far er død året forinden, og derhjemme kommer hendes mor sig igennem sorgen ved at drikke sig fuld, og hendes søster begraver sig i arbejdet som politikvinde. Millies eneste to rigtige støtter er derfor hendes eneste to venner, Nyla og Joshua. En aften må Millie sidde længe alene efter skole og vente på at hendes fordrukne mor kommer og henter hende, og her bliver Millie overfaldet af Blissfield Bødlen, som er en velvoksen mandlig psykopat. Men den kniv som Bødlen stikker Millie med, har en forbandelse over sig, og de to personer bytter krop. Nu er Millie fanget i kroppen på en forfulgt psykopatisk morder, og Bødlen har Millies krop, og fri adgang til alle eleverne på skolen.

Det er manden bag filmene ‘Happy Death Day’, og ‘Happy Death Day 2U’, nemlig Christopher Landon som har skrevet og instrueret ‘Freaky’. Han er også manuskriptforfatter på mange af de nyeste ¨Paranormal activity’-film. Det er ikke et stort mesterværk han har skrevet, og du får heller ikke mere en du forventer. Men manus, og den visuelle side giver præcis det som man forventer denne slags film giver.

Der er også her nogle fine jumpscares, og indimellem bliver de trukket lidt, så de ikke kommer præcist der hvor man regner med at de vil komme. Når det er sagt, så er der igen ikke noget originalt over de forskellige gys – men de fungerer bare her. Det er dog gys som er rettet mod teenagepublikummet, så for erfarne gyserseere bliver det aldrig uhyggeligt.

‘Freaky’ er en gyser som hænger meget godt sammen, hvor der faktisk er nogle velskrevet og sympatiske karakterer. Især syntes jeg at Millies to venner, spillet af Celeste O’connor og Mishe Osherovic fungerer rigtigt godt. Jeg syntes Millie karakteren, istarten af filmen, er lidt intetsigende, og måske er for anonym. Men når hun skal spille morderen fungerer hun langt bedre. Hun har dog ikke så mange replikker, som morderen, men de replikker hun har bliver bare leveret godt, og hun får lov til at give den lidt mere gas her.

Men ham som spiller bedst må være Vince Vaughn, som spiller Bødlen, og i størstedelen af filmen spiller han Millie, fanget i Bødlens krop. Han formår at få bevægelserne fra en teenage pige med i sit spil og løb, og på en yderst værdig og underholdende måde får han også leveret en teenagepiges replikker sjovt. Det er klart hos ham, og Millies to venner at de fleste grin og jokes er. Millie karakteren er egentligt ikke sjov på nogen måde, og leverer ikke nogle jokes.. Ihvertfald ikke når hun er i teenagekroppen.

Nogle af gyserne i denne genre, og til denne målgruppe kan godt blive hysteriske og karakterene kan være irriterende eller stereotyper – og bevares. Her er der bestemt også stereotyper. Vi har den homoseksuelle ven, den onde pige mobbegruppe, de dumme sportsnørder, og den lækre populærer dreng som Millie også er vild med. Jeg kunne måske godt snart ønske mig en teenage highschool film, som gav os noget nyt, eller nogle nye karakterer, og ikke fortsatte med de samme slags stereotyper. Det er ikke ‘Freaky’ som giver os det, men i modsætning til mange andre teenagefilm, så er der ikke nogen her som spiller decideret dårligt eller hysterisk.

Visuelt er der ikke rigtigt noget interessant, eller noget nyt. ‘Freaky’ minder meget, visuelt, om ‘Happy Death Day’ og ‘Happy Death Day 2U’, hvilket jo giver mening når det er samme instruktør. Men også derfor skal man ikke forvente noget stort mesterværk når man ser ‘Freaky, men tilgengæld bare en teenager gyserkomedier med charme.

‘Julemandens datter 2’: Den forbandede 2’er film, eller ikke?

Anmeldt af: Alice Haulund

Hvis man putter ‘Harry Potter’ og ‘Narnia’ ned i julemandens julegavesæk får man det flotte og eventyrlige, men også lidt uhyggelige univers som møder Lucia, spillet af Ella Testa Kusk, og Oscar, spiller af Bertil Smith, på deres vej mod at finde den magiske krystal, Stormens Øje.

I ‘Julemandens datter 2’ følger vi igen Lucia, som er den første pige i den internationale julemands klasse og som er blevet elevrådsformand. I forbindelse med at julen nærmer sig hastigt besøger Kong Vinter skolen for at sætte den magiske krystal på plads i den store julegavemaskine og dermed starte julegaveræset. Men krystallen bliver stjålet og Lucias ven Oscar bliver beskyldt for at have stjålet Stormens Øje. I forsøget på at rense hans navn, drager Lucia og Oscar til Danmark for at finde den rigtige tyv og i denne søgen støder de på det hemmelige broderskab, Gråbrødrene. Broderskabet vil sætte en stopper for julen ved at ødelægge Stormens Øje og det er dermed op til Lucia og Oscar at bremse broderskabet og redde julen.

Det er set mange gange, at 2’eren af en god film bare ikke lever op til det den skal. Nødvendige recasts og forsøg på at overgå den første film medvirker til at luften bare siver ud af ballonen. Dette er dog ikke tilfældet her. Med et niveau op i speciel effects og et plot hvor hele julen pludselig er på spil, formår denne her film at overgå forgængeren.

Dog må det også siges at handlingen bliver hjulpet lidt på vej med nogle små heldige tilfældigheder, som for eksempel den måde Lucia og Oscar finder kirken hvor Gråbrødrene holder til.

Filmen præsenterer eller nævner heller ikke den første films anden hovedkarakter, Albert som man måske forventede at Lucia stadig ville have et venskab til. Dette bidrager dog ligeledes til at denne her film egentlig godt kan stå alene. Man behøver ikke at have set 1’eren, i hvert fald ikke lige for nylig.

‘Julemandens datter 2’ er en eventyrlige familiefilm, som lever godt op til den kendte eventyrs opbygning og den klassiske julefortælling. Ligesom i forgængeren kan man i denne film nyde et stjernespækket cast bestående af blandt andre Henning Jensen, Ulf Pilgaard, Mia Lyhne, Martin Buch, Anders Hove og selvfølgelig dygtige Ella Testa Kusk som igen spiller overbevisende godt.

Værd at fremhæve er også Casper Kjær Jensen, som leverer en gennemført, troværdig og sjov præsentation som den lidt småirriterende stikirenddreng Gerhard Sturm der følger efter Lucia og Oscar.

Den fine fordeling af en række sjove og fjollede replikker bidrager til, at alle er underholdt og at alle får en god og eventyrlig start på juletiden.

‘Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya’: En god historie!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Filmen bygget på en virkelig historie, viser en meget anderledes kultur og land, som ligger langt fra det vi kender i Danmark.

I en lille makedonisk by kaster præsten hvert år i januar et trækors i vandet – og den, som fanger korset, loves held og lykke. Men selvom traditionen er forbeholdt til den mandlige del af befolkningen, ”skider” Petrunya på reglerne, hopper ind i vandet og griber korset. Fordi held og lykke kan hun i den grad bruge: Hun er 32 år, overvægtig, arbejdsløs og bor hos forældrene!Men glæden er kun kortvarig, da mændenes vrede som et helvede bryder løs over hende (som et helvede).

Det er en sand historie, sket i 2014 i Štip i N-Makedonien. Samfundet er ortodokst og præget af en næsten middelalderlig struktur. Petrunya vil ikke finde sig i det, prøver at gøre oprør, men får ikke særlig meget opbakning – tværtimod er hendes egen mor også hendes ”største fjende”!

Moren kan ikke lade være med at være efter hende, at forsyne hende med endnu mere mad, at kontrollere hende. I kampen om et bedre og friere tilværelse er Petrunya så godt som alene.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte noget til denne tradition! Det virker faktisk lidt mærkeligt at se en flok af voksne og næsten nøgne mænd som løber hen til og hopper ind i vandet for at gribe et trækors. I hvert fald i vores tid, betragtet her fra Danmark. Det er skræmmende at være vidne til sådanne samfundsstrukturer – Petrunya bliver forhånet og udskældt, kaldt for en luder osv., bare fordi hun ønsker sig også lidt held og lykke, som måske kan lysne denne tristesse!

Instruktøren Teona Strugar Mitevskas har skabt en usædvanlig film, som har vundet Lux filmprisen i 2019. Og jeg synes at baghistorien er interessant, skuespillerne gjorde det godt, men desværre føltes det lidt kedeligt. Det er så langt væk fra vores eller mit liv, at jeg har det lidt svært med at føle og følge med. Det absurde dominerer over det skræmmende!

En nichefilm, som kan være interessant for folk, som er lidt dedikerede og interesseret i det østeuropæiske.

‘7 years of Lukas Graham’: fin, nærgående dokumentar – dog uden at komme helt tæt på

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Lukas Forchhammer siger på et tidspunkt i ‘7 years of Lukas Graham’: ”Jeg har altid været en showman”, og det må man bestemt sige at han er.

Instruktør Réné Sascha Johannsen har fulgt Lukas Graham i en 7-årig periode, og har, oftest med noget der ligner håndholdt kamera, været med, sammen med bandet i de store, men også svære perioder, af deres liv og karriere.

I ¨7 years of Lukas Graham, følger vi Lukas Graham, og primært Lukas Forchhammer fra 2013 og frem til 2019. Vi er med på rejsen, når Lukas Graham slår igennem i USA, tager på turne i USA, bliver Grammy-nomineret og når Lukas Forchhammer bliver far første gang. Vi er derfor med, både når medlemmerne i bandet er på farten og også i privaten, hvor vi kommer tæt på. Og alt sammen oplever vi igennem Lukas Forchhammer, som skal balancere livet som superstjerne, familiefar, ven og kæreste.

Lukas Graham, er måske, danmarks største band, og er i hvert fald det band der nok har størst succes i udlandet. Det er især med sangene ‘7 years’ og ‘Mama said’, at de har fået gang i deres amerikanske, og udenlandske, karriere.

Det er altid spændende at følge med på sådan en rejse, som bandet har været igennem. Og jeg syntes da også det var interessant at komme tæt på bandet, og høre om de tanker som de gør sig. Eftersom Lukas Forchhammer er frontpersonen, og den mest kendte af bandet, giver det mening at det er ham vi følger mest. Men ved primært at fokusere på ham, sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg stadig ikke aner hvem de andre i bandet er, eller hvordan deres forhold egentligt er. Er de venner privat, eller er det benhård business imellem medlemmerne af bandet.

Der har også i løbet af de sidste par år, været udskiftninger i bandet, eller folk der har forladt bandet. Det bliver desværre ikke nævnt med et ord i dokumentaren, og man lægger heller ikke mærke til, om der er udskiftninger i bandet i filmen. Jeg kunne her godt mangle, at komme til at kende flere i bandet bedre.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det må have nogle konsekvenser, og der må være nogle savn eller ting man skal vælge fra i livet, når man så tit er på farten, og hele tiden rejser rundt i verden for at spille koncerter. Man får heller ikke et indblik her i, hvilke konsekvenser det kan have, at vælge denne karrierevej. Der er kun en enkelt scene, hvor Lukas Forchhammer snakker om at han vil se sin kæreste, og prøver at få det til at gå op så det bliver muligt – her fornemmer man en lille smule, at der er ting man må nedprioritere eller vælge fra.

Den visuelle stil er meget klassisk håndholdt dokumentar. Der er få scener hvor det føltes som om der har været et større setup med, og hvor der er brugt mere tid på flotte billeder. Men med denne form for visuelle stil, får filmen et lidt råt look, som passer godt til bandet og selve filmen. Ligesom turnelivet for et band, er der noget rock and roll over denne måde at lave en dokumentar på.

Lukas Forchhammer er en ganske interessant person at følge, og vi møder her et menneske med et kæmpe talent, som er ambitiøst og ved hvad han ville. Men vi møder også et følsomt og sårbart menneske, som har sine dæmoner, og sin tvivl at kæmpe med. Man føler sig, for det meste, i fint selskab med ham. Selvom der dog er tidspunkter hvor han virker en smule usympatisk, og irriteret på folkene omkring sig – men det viser jo bare han er et menneske, som også har sine dårlige øjeblikke.

Hen mod slutningen af filmen, mistede jeg lidt overblik over præcist hvornår vi befandt os, i den tidsperiode filmen viser. Der er mange gange hvor årstallet bliver vist, men der er også en lang periode hvor der ikke er nogle årstal, og jeg var lost her, i forhold til at finde ud af hvornår de forskellige ting sker.

Derudover syntes jeg også filmen bliver lidt lang til sidst – måske fordi det på mange måder er et ret ukritisk billede som ‘7 years of Lukas Graham’ giver af personerne i bandet, og meget af filmen er også af turneer, koncerter, backstageoptagelser og busoptagelser, og det er lidt begrænset, hvor mange gange man kan gentage scener med dette, og stadig gøre det interessant.

Der bliver ikke tilføjet noget nyt til dokumentargenren med denne film, og vi ser ikke ting, som vi ikke tidligere har set i musikdokumentare. Men vi får et indblik i et af danmarks største bands, og det drive der skal til for at følge drømmen, om at blive verdensstjerner.

‘The Witches’: let og forglemmelig underholdning

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Roald Dahl har skrevet mange bøger, hvor mange også er blevet filmatiseret, og er du vild med hans universer, så kan det være ‘The Witches’ er noget for dig.

Da vores unge hovedpersons forældre i 1967 dør, flytter han ind hos sin bedstemor. En aften ser drengen en mystisk kvinde foran deres hus, og da hans bedstemor er overbevist om at det er en heks, flygter de til et overdådigt badehotel. Uheldigvis ankommer de til hotellet, netop samtidig som en stor gruppe hekse, som mødes på hotellet for at lægge onde planer.

Road Dahl er manden der har skrevet elsket bøger, som ‘Charlie og Chokoladefabrikken’, ‘Den store venlige kæmpe’, ‘Matilda’, ‘James og den store fersken’ og ‘Heksene’, bare for at nævne nogen. Hvis man kender lidt til hans universer, ved man at han ofte har børn med, som enten er forældreløse, eller fattige, eller i andre triste omstændigheder. Og derudover er hans karakterer meget karikeret, og universerne er til tider syret og utroligt farverige. De voksne er også tit de helt store modstandere, og ofte meget selviske eller decideret onde.

Universet i ‘The Witches’ er derfor meget Roald Dahl’sk. Filmen, og karakterene er meget karikeret, næsten karikaturer. Lidt på samme måde som vi så det i ‘Charlie og Chokoladefabrikken’ fra 2005 med Johnny Depp i hovedrollen. Der er skruet helt op på farverne i ‘The Witches, og de fleste billeder er også flotte. Det meget farverige scenerier, gør meget for filmen, og gør at universet føltes gennemført, og som noget man kan leve sig ind i.

Robert Zemeckis som tidligere har instrueret ‘Forrest Gump’ og ‘Tilbage til Fremtiden’-trilogien er instruktør på ‘The Witches’. Jeg syntes han har fanget Road Dahl universet meget godt. Når det er sagt, så har jeg ikke læst bogen, men har set nok Dahl-filmatiseringer, til at jeg nu kender hans verdener.

Skuespillet er, meget af tiden og især hos de voksne, lige på grænsen til overspil – indimellem vil jeg sige at det går over og rent faktisk bliver decideret overspil. Det er især hos Anne Hathaway, som spiller heksedroningen. Hun skal være farlig og ond, men samtidig også komisk, og ikke helt så farlig så børn ikke kan se filmen. For mig virkede det meget anstrengt og jeg blev aldrig påvirket eller interesseret i hendes karakter og præstation – måske fordi hun simpelthen overspiler, og råber de fleste af hendes replikker. Hun har også en underlig, lidt østeuropæisk, accent, som hun ikke kommer særlig godt i mål med.

Octavia Spencer spiller drengens bedstemor, og er den voksne som giver den mest nedtonet, og bedste præstation. Det er også den præstation som virker til at have flest nuancer. Sammen med Spencer er det også Jahzir Bruno, som spiller vores unge hovedperson, der giver den bedste præstation. Hans karakter er også mere nedtonet, og virker på nogle måder som en karakter der træder i publikummets rolle, og ser universet udefra. Det er også godt for filmen at der er nogle, lidt mere normale karakterer, da jeg ellers tror det vil blive for fjollet og overspillet. Derudover er Stanley Tucci og Chris Rock også med i filmen, i mindre roller.

Der er mange cgi effekter i ‘The Witches’. B.la. når heksene forvandler sig, og så er der i meget af filmen også små animeret mus med. Jeg ved ikke om det er meningen, men især musene forstyrrer lidt, fordi de mere ligner noget der skal være med i en Pixar film. Og der er en mus med, som virker til at være en ægte mus i første del af filmen, der derefter bliver en cgi mus – hvor man kan se en tydelig forskel. Effekterne med f.eks. heksene er ok lavet, men ligesom mange andre ting i filmen, er det også lige på kanten til at være for meget.

Der er ikke noget specielt nyt i handlingen. Måske var det nyt og originalt da bogen kom ud, men vi har set denne form for familiefilm før. Det er ganske underholdende når det står på, og jeg tror da også at mange børn og familier, vil have en god oplevelse. Men det er også en film, med en så let handling, og som ikke kommer med noget voldsomt nyt og banebrydene til filmgenren, så filmen er hurtigt glemt igen efter man har set den.