‘Dolphin Reef’: Natalie Portman giver havdyrene en personlighed

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Vi er efterhånden rimeligt vant til dyredokumentare. Især fra David Attenborough og BBC, men ‘Dolphin Reef’ formår alligevel, at tilføje noget nyt til genren.

Vi følger primært delfinen Ekko, som er en ung delfin unge, der endnu har meget at lære om livet som voksen delfin. Han er dog ikke særlig interesseret i, at lære om at surfe på bølger og finde føde, istedet svømmer han sine egne vegne ud på eventyr. Samtidig følger vi også dybhavets andre dyr, i deres daglige overlevelse, og gøremål på de forskellige rev.

Det der gør ‘Dolphin Reef’ speciel er at havdyrene her får en personlighed, på en måde lidt ligesom i en disney film. De får navne og deres instinkter og daglige gøremål bliver præsenteret, som personer der har daglige ting at gøre. Det gør at ‘Dolphin Reef’ føles anderledes end f.eks. en David Attenborough dokumentar, hvor det bare er dyr man følger.

Det gør samtidig også at man investere sig mere i de forskellige dyr, og man føler med dem. Man kan godt føle med Ekko, som er mere interesseret i at tage på eventyr, end at være en rigtigt delfin, og lære at være en del af en flok og finde mad. Samtidig lærer man også de andre dyr bedre at kende, og det er genialt at give dyrene personligheder på denne måde, da det helt sikkert er noget, som lettere fanger børnenes opmærksomhed. Det gør også at børn f.eks. bedre kan sætte sig ind i dyrenes liv og betydning.

Ligesom i andre dyredokumentar får vi også her et indblik i dyrenes fantastiske, og overraskende verden. Vi får et større indblik i hvorfor lige præcis disse dyr er så vigtige for livet under havet – alting og alle dyr har jo en betydning. På den måde er ‘Dolphin Reef’ meget lærerig – vi lærer at respektere selv de mindste dyr og forstår deres vigtighed.

Vi bliver rent faktisk også rørt når noget lykkedes for dyrene, efter lang tids læring. Og vi hepper også på det samtidig lykkedes for de forskellige dyr – på nær måske lige af de dyr som er kødædere, som ligesom i f.eks. Disney og Pixar film, også er fjenderne her. Samtidig føler vi også med dyrene, når det ikke lykkedes for dem.

Natalie Portman er speaker, og er dermed hende som giver dyrene deres personlighed, og komme med alle informationer. Hun gør det vildt godt og giver os både viden om dyrene, gør det sjovt, interessant og samtidig dramatisk og medrivende.

Visuelt er ‘Dolphin Reef’ ret gennemført med flotte havbilleder og nærbilleder af de forskellige dyr, præcis som vi er vant til at se det fra b.la. BBC dokumentare. Her er der også et rigtigt fint score som bygger op om stemningen i de forskellige billeder, og de forskellige situationer, som både understreger det hyggelige, og dramatiske der sker på billederne.

‘Dolphin Reef’ er en Disney produktion, og er derfor meget familievenlig. Men den er samtidig dramatisk og spændende, og utrolig lærelig, også for voksne. Det er også en film som man kan snakke om efterfølgende i de små hjem og som alle kan få noget ud af.

‘Dolphin Reef’ kan ses på Disney Plus

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=dfkWSMsghTc

‘Encore!’: Feel good dokumentarserie som viser de bedste kvaliteter ved musicals

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

I denne dokumentarserie genforenes high school musical forestillinger med den originale musical besætning. Serien viser at uanset alder og baggrund, så er musicals feel good, humoristiske og fængende.

Over 12 afsnit følger vi forskellige musical forestillinger med forskellige casts på forskellige skoler. I det første afsnit følger vi ‘Annie’ forestillingen fra 1996 på Santana High School i Californien, og vi ser musical holdet mødes samlet for første gang i 23 år. I det andet afsnit følger vi ‘Skønheden og Udyret’ forestillingen fra 2007 på Saginaw High School in Ft. Worth, Texas.

Serien er klippet sammen således at vi ser klip fra den originale forestilling, samt hvordan castet bliver trænet af en professionel koreograf, musikleder og instruktør. Derudover ser vi klip hvor de enkelte individer fortæller kameraet hvordan musicals var et højdepunkt i deres liv, og hvordan de gode kvaliteter de lærte af musicals lever videre i deres daglige liv.

‘Encore!’ viser ægte mennesker som ser tilbage på deres high school musicals som emotionelle og mindeværdige øjeblikke. Det er en slags reunion for åben skærm, og vi ser disse voksne mennesker genopleve et af højdepunkterne fra deres ungdom. Selvom der er gået 10-20 år, så falder personerne tilbage i deres velkendte rolle fra high school. De griner og hygger sig sammen, og det er som om ingen tid er gået. Det er som én af deltagerne så fint beskriver: “It still feels like high school”.

Instruktøren af serien, Hisham Abed, har tidligere lavet ‘Queer Eye’ fra 2019. Endnu en serie som er emotionel og feel good, og viser de bedste kvaliteter hos mennesker. Ligesom ‘Queer Eye’ har nogle af personerne i ‘Encore!’ oplevet nederlag, som de kom over gennem glæderne ved musicals. Den amerikanske skuespiller Kristen Bell er executive producer på serien, og præsenterer hvert afsnit og sidder blandt publikummet til premieren på den endelige forestilling. Hendes egen karriere startede i musicals, og har også et særligt sted i hendes hjerte.

I denne serie følger vi en tankevækkende og følelsesmæssig rejse fra ungdom til voksen. Det er ikke en serie som man behøver at gense, og det er ikke en serie som alle vil elske. Men det er en rar, hyggelig og skøn serie. Det er som en kop varm kakao en søndag morgen, ikke livsnødvendig men et dejlig supplement på en kold dag.

‘Encore!’ kan ses på Disney+ fra d.15. september 2020

Første sæson har 12 afsnit med en spilletid på ca. 1 time

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=VgR3DLLm_j4

‘Antebellum’ ender med at føles lidt for meget som to forskellige film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I en tid hvor vi igen kan se at racisme og racedebatten lever, især i USA, kommer ‘Antebellum’ på et perfekt tidspunkt, og lægger op til debat.

Veronica Henley er en sort kvinde, som er en succesfuld sociolog, foredragsholder og forfatter. Hun udforsker især umyndiggørelsen af sorte mennesker i USA, og hvordan det stadig lever i landet. Men på tværs af tidsperioder, og forskellige verdener er Veronica bundet sammen med borgerkrigs slavinden Eden, og deres skæbner er uløseligt forbundet. Før hun ved det må, Veronica kæmpe for at redde sig selv, og andre i samme situation.

Det er svært at skrive en synopsis af ‘Antebellum’. Især fordi de to kvinders liv er bundet sammen, på en måde som seeren selv skal opleve, og som det vil være en skam at spoile.

Det er sangeren og skuespillerinden Janelle Monáe, som spiller både Veronica og Eden. Hun har efterhånden spillet med i en del film, f.eks. ‘Hidden Figures’ og ‘Moonlight’, men jeg tør godt love at det bliver hendes store internationale skuespilsgennembrud. Hun er fremragende, især i rollen som Eden, hvor man kan mærke den indestængte vrede og frustation, men som må lægge under for de hvide mænd for at overleve. Udover hende er Jack Huston, Gabourey Sidebe, Eric Lange og Tongayi Chirisa med i mindre roller.

Filmen er skrevet og instrueret af Gerard Bush og Christopher Renz, som begge to indtil nu, primært har lavet kortfilm og musikvideoer. Dette er dermed deres spillefilmsdebut. De vil med filmen gerne sætte fokus på racismen, og jeg syntes de formår at gøre det rigtigt fint, og viser hvordan racismen var i borgerkrigstiden, men bestemt også hvordan det lever den dag i dag. De to former for racisme bliver ret fint stillet op overfor hinanden.

På den ene side syntes jeg det er en vildt flot debut, og på den anden side er jeg knap så overvældet. Det skyldes at filmen foregår i to meget forskellige tidsperioder, som har to meget forskellige udseende og stemninger. Perioden under borgerkrigen er vildt smukt filmet, ubehagelig, langsom, stemningsfyldt og virkelig velspillet. Musikken i denne periode er også smuk, og selve filmen har en fantastisk smuk og ilevarslende åbningssekvens.

Den anden del af filmen, den som foregår i vores tid, er ikke særligt visuel imponerende. Den minder meget om mange andre ungdomsgysere, dog uden at være uhyggelig eller særligt nervepirrende. Skuespillet her er heller ikke på niveau, med de scener som foregår under borgerkrigen. Monáe er god, men ellers er der lidt for mange irriterende karakterer her, og lidt for mange stereotyper.

Det er også først i den nutidige del af filmen, hvor der kommer lidt gysersekvenser. Stemningen i første del af filmen er, som skrevet, ubehagelig, men der går lang tid før det bliver til gys. Det er en film med mange forskellige genre, og hvis man forventer gys for alle pengene, bliver man nok slemt skuffet. Især fordi gysene ikke er særligt uhyggelige.

Der er dog nogle vilde tvist undervejs, som binder de to fortællinger fantastisk sammen, og som jeg virkelig ikke havde set komme. Og sidste del af filmen leverer også vold og aktion for alle pengene. Men desværre ender jeg lidt med en følelse af, at have set to forskellige film, som er presset sammen, især fordi de to tidsperioder er så forskelligt i udtryk og stemning.

Hvis filmen bare havde foregået i nutiden havde jeg været på 3 Chaplins, og hvis filmen bare havde foregået i borgerkrigstiden ville jeg være på 5 Chaplins. Jeg lander derfor i midten og giver den 4 Chaplins.

‘Diary of a future President’: Amerikansk ungdomsdrama

Anmeldt af: Lene Brandt

Da Eleana Canero-Reed er 12 år gammel begynder hun at skrive dagbog, og vi følger Elena, sammen med hendes familie, og skolekammerater i deres hverdag.

Elena har mange ting, der fylder og hun er lidt af en drama queen. Da hun glemmer at lave en skoleopgave bryder hun sammen, og vil skifte skole. Samtidig mister Elena sin bedste veninde, der på et lidt diskutabelt grundlag bliver ven med skolens førende pige. Dette tab fylder, men giver ikke anledning til episoder i stil med den glemte opgave. Hjemme har Elenas mor fundet en ny mand, som synes at kunne ordne alting – også de opgaver, der er Elenas. Hverdagens udfordringer fylder klart mere for Elena end for hendes bror Bobby. Han har store drømme for sit sidste skoleår, hvor han som kejtet teenager, nu endelig bliver en af de store, blot for at se sig overgået af en nytilflytter.

Hvis du er til en let børnefilm, hvor man bryder skrækslagen sammen, når man glemmer at aflevere en skoleopgave og veninde intriger fascinerer dig, så er dette serien for dig. Her er små problemer dramatiseret på amerikansk vis. Og du kan fint følge med selvom du kommer ud for at miste et eller to afsnit undervejs. Børnene er velklædte og rene, omgivelserne fra en typisk middelklasse familie.

Ideen om at vise en kvindes vej fra barndom til præsident finder jeg fascinerende, og jeg håber at serien viser større potentiale i de senere afsnit.

Gina Rodriguez og Tess Romero spiller Elena, som henholdsvis voksen og 12-årig. Begge har været med i andre produktioner, Gina Rodriguez er især kendt fra serien, ‘Jane The Virgin’. Jeg finder den tidlige Elena, samt hendes mor og dennes kæreste, lettere overdrevne i deres skuespil. Til gengæld er jeg faldet for skuespilleren Charlie Bushnell, der spiller Bobby, Elenas storebror. Han fungerer godt som i sin rolle og jeg tror vi kommer til at se mere til ham fremover.

‘Diary of a future President’ er en fin serie i amerikansk stil, enkel og let at gå til om end lidt for overgearet i forhold til danske forhold.

‘Diary of a future President’ kan ses på Disney Plus

Første sæson har 10 afsnit med en spilletid på 30 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=hz6stWWu6XI

‘After We Collided’: Efterfølgeren er en smule bedre end første film i franchisen

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

After’-franchisen er bygget på en bogserie screvet af Anne Todd, som skrev sine bøger baseret på One Direction fanfiktion. Det blev en kæmpe succes – og er nu, desværre, blevet en filmserie.

Hardin Scott og Tessa Young slog op i filmen ‘After’, efter et voldsomt passioneret forhold. De to kæmper nu med konsekvenserne af bruddet, og Hardin falder tilbage i nogle dårlige vaner. Samtidig lander Tessa sin drømmepraktikplads, hvor hun møder den unge smukke Trevor. Han er den slags dreng hun burde være med, men Tessa kan ikke glemme Hardin, og hun har stadig en enorm tiltrækning til ham. Og det er er svært at glemme den slags forhold og lægge disse følelser bag sig, især når Hardin indimellem dukker op samme steder som Tessa er.

I ‘After We Collided’ får Hero Fiennes Tiffin, som spiller Hardin, og Josephine Langford, som spille Tessa, selskab af Dylan Sprouse der her spiller Trevor. Han begyndte en meget tidlig skuespilkarriere, som Ross’s søn, Ben, i successerien ‘Venner’. I den seneste tid er det dog mest hans bror, Cole Sprouse som har gjort skuespilskarriere, mens der her er Dylans tilbagevenden til filmverden. Han tilføjer dog ikke meget godt til filmen. Hans karakter er dog både forfærdelig skrevet, og ikke særlig godt spillet. Han er stereotypen på en kontornørd, og Dylans leg med hans nørdbriller, gør ikke noget godt for karakteren.

Det er ikke fordi at Fiennes Tiffin og Langford spiller bedre i ‘After We Collided’ end de gjorde i ‘After’. Det er stadig meget ofte at jeg absolut ikke forstår karakterenes reaktioner eller valg, og de kan skifte voldsomt meget i temperament fra scene til scene. Der er stadig utrolig meget uforklaret omkring Hardin karakteren, og hans handlinger giver ikke mening for mig. De skift han tager er voldsomme, og ingen virkelig karakter vil nogensinde reagere sådan. Tessas mor, spillet af Selma Blair, er også et stort mysterium for mig. Jeg forstår på ingen måde hendes reaktionsmønster og karakters handlinger. Hun er også virkeligt overflødig i denne film, og er kun meget lidt med.

Der er kommet en ny instruktør på, nemlig Roger Kumble, som tidligere har instrueret afsnit af ‘Pretty Little Liars’, ‘Entourage’ og filmen ‘The Sweetest Thing’. Manus er skrevet af forfatteren på bogserien Anna Todd, som også skrev ‘After’, og her har hun skrevet filmen sammen med Mario Celaya. Jeg ved ikke om det er Kumbles fortjeneste, men ‘After We Collided’ lykkedes på en måde at være en smule både end den foregående film. Måske er det fordi der på en måde er mere handling her, eller fordi der er noget på spild, ihvertfald for Tessa.

Der er ikke meget possitiv at sige om den visuelle side. Det er klart at man her ikke regner med at målgruppen har særligt høje standarder i forhold til det visuelle eller det indholdsmæssige. Det ser ud, præcist som en dårlig Netflix produktion. Det er plastret til med dårlig underlægnings, popmusik, og ikke særligt pæne billeder.

Derudover indeholder filmen ekstremt mange erotiske scener imellem Hardin og Tessa, og ligesom i ’50 Shades of grey’, er der ingen af scenerne der faktisk er særlige erotiske. Istedet ender det med at irritere seeren og føles som fyld, især fordi det er dækket af endnu mere irriterende musik.

Der er aldrig kommet noget godt ud af film som er startet som fanfiktion. Hverken ‘Twillight’-filmene, ’50 shades of grey’-filmene eller ‘After’-filmene er, set fra et anmelder perspektiv, særligt vellykket. Desværre har alle disse film det tilfælles af de har tjent voldsomt mange penge, og gjort skuespillerene i filmene til stjerner. ‘After We Collided’ leder rigtigt meget op til en 3. film i filmserien, og som det ser ud nu, kommer vi desværre til at få endnu en film med Tessa og Hardin.

‘The King of Staten Island’: Lun komedie

Anmeldt af: Lene Brandt

Pete Davidson, bedst kendt fra ‘Saturday night live’ har skrevet, og spiller hovedrollen i ‘The King of Staten Island’.

Scott er som 24 årig ikke mere voksen end en 7-årig. Han bor hjemme, har intet ansvar, er ikke bundet af hverken job eller skole, men hænger med vennerne og finder livet er godt. En verden der dog rystes, da hans mor tillader sig at få en kæreste. Alle gør deres for at være der for Scott, der mistede sin elskede far som 7-årig. Han drømmer om at få en tatovør restaurant og de fleste af hans venner har allerede lagt hud til
hans mere eller mindre heldige forsøg. Hans kæreste lever med, at ingen må vide han har noget kørende og moderen redder ham ud af uheldige episoder.

Filmen er delvis baseret på komikeren Pete Davidson, som også spiller hovedrollen. Han er overbevisende og medrivende. Pete formår at finde den hårfine balance således at selv når Scott er mest umulig kan man alligevel ikke lade være med at holde af ham. Det giver den ellers usandsynlig barnlige Scott et skær af sandsynlighed.

Filmen er instrueret af Judd Apatow, der blandt andet er kendt fra ‘Knocked up’, ‘Trainwreck’ og ’40 year old Virgin’. Det er ham, der opmuntrede Pete Davidson til at skrive sin historie sammen med Dave Sirius.

Da den sandfærdige historie manglede drama gav de moderen en kæreste hvorved filmen fik handling og mere liv. Det er ikke en komedie, hvor man slår sig på lårene af grin, men bortset fra et par episoder der tager let overhånd, er det en film, hvor humoren ligger lige under overfladen og bobler op på relevante tidspunkter.

Det er ikke en film jeg vil huske i årene, der kommer. Men det er solidt skuespil og filmen er underholdende, med en fin humor, der gør den til noget særligt.

‘The Personal History of David Copperfield’: Underholdning som ikke rigtig underholder

Anmeldt af: Susanne Schatz

Manden bag hitserien ‘Veep’ og filmen ‘Stalins død’ fortsætter i den gakkede komedie genre, med filmen ‘The Personal History of David Copperfield’

Den nye fortolkning eller rettere sagt genopfindelsen af Charles Dickens-klassikeren er en hjertesag for instruktøren Armando Lannucci! Han siger, at ‘David Copperfield’ er en af de morsomste bøger, han nogensinde har læst, men at moderniteten i historien er altid gået tabt på film i det sekund folk tager kyserne på. Da bogen har over 600 sider, er man ofte nødt til at skære noget fra – og tendensen er at fjerne komikken, fordi den ikke er afgørende. Lannucci prøver, at gøre det anderledes.

Vi befinder os i et slumkvarter i 1800 tallet under viktoriatiden, hvor lille David fødes. Men historien bliver her fortalt omvendt – den voksne og nu succesfulde David Coppperfield står på en teaterscene og inviterer publikum til at følge ham – via fortællingen – fra fødslen, over en hård opvækst til et bedre liv og kærlighed. Historien har en blanding af gode, onde og mærkelige mennesker. De mere interessante og sjove karakterer er fx Davids excentriske tante Betsey Trotwood (Tilda Swinton) og den farverige Mr. Dick (Hugh Laurie).

Ideen er god. Filmen er flot lavet ift. kostumer, kulisser osv., og man kan sagtens forstille sig, hvor hårdt det har været at være barn i en tid, hvor børn ingen rettigheder havde og opdragelsen bestod af orden, disciplin og tugt, i værste fald, blev man gennembanket.

Men desværre må jeg sige, at filmen hverken er virkelig morsom eller underholdende. Tværtimod kedede jeg mig undervejs … Den er ikke dårlig, men på en måde karakterløs – i hvert fald udløste den store eller rettere sagt nogle følelser overhovedet! Og jeg er heller ikke begejstret for Dev Patel (David Copperfield) i den rolle.

‘The Personal History of David Copperfield’ kan godt ses, men man skal ikke forvente at den efterlader indtryk!

´For Sama´: er noget af det mest hjerteskærende, livsbekræftende og grusomme jeg har set i mit liv.

Anmeldt af: Clara Miller

Waad al-Kateab, journalist og mor, har lavet denne fantastiske dokumentar om de frygtelige begivenheder der sker i Syrien. Hun tager os på en rejse som strækker sig fra revolutionens begyndelse, igennem regimets brutalitet og frihedskæmpernes mod og styrke.

’For Sama’ er ikke bare en politisk dokumentar, der viser krig, død og ødelæggelse. Det er en dokumentar som handler om mennesker, om hvad man kan gøre for hinanden, om hvordan man opfostrer et barn i en krigszone. Det er en dagbog fra mor til datter.

Waad al-Kateab har både filmet og produceret ’For Sama’, og sammen med Edward Watts har hun også instrueret dokumentaren. Det er en virkelig unik og vild oplevelse at man som publikum får lov at se de ting, vi ser i denne film. Vi kommer helt tæt på og ser kampen imod regimet, og alt hvad det indebærer, fra tæt hold, fordi al-Kateab har haft sit kamera på sig i hvad der føles som alle døgnets timer. Hun er der, når bomberne falder, når hendes mand opererer på de sårede, når mødre mister deres sønner. Men hun er der også når datteren Sama griner, byens børn leger og hendes venner laver mad til deres familie.

En ting, jeg synes, der er helt vidunderligt ved denne dokumentar, er, at vi oplever både gode og forfærdelige ting. Vi oplever livet.

Opbygningen af filmen er efter min smag uovertruffen. Kæmpe cadeau til klipperne Chloe Lambourne og Simon McMahon for at skabe en fortælling som tager os frem og tilbage i tid, men med stor sammenhængskræft og overblik.

Den politiske dokumentar bliver på bedste vis blandet med den personlige historie fra mor til datter, der fortæller hvordan forældrene mødtes, fik deres første hus, skabte et hospital med deres venner, hvor de hjalp tusinde i nød og samtidig forsøgte at opfostre deres barn så godt de kunne med det, de havde, så hun fik en glad barndom.

Der er ingen tvivl om at størstedelen af denne dokumentar portrætterer et land i opløsning og mennesker, som frygter for deres liv, mens de kæmper for frihed og retfærdighed. Et utal af bomber bliver kastet i hovedet på det syriske folk, og skyderier, granater og andre barbariske midler slår flere tusinde ihjel. I ’For Sama’ ser vi flere børn, som kommer ind på hospitalet, såret og blødende, og dør. Der er mange brutale billeder, der viser børnemord og generelt død og ulykke.

Men iblandt disse skræmmende (og vigtige) billeder, bliver vi også præsenteret for grinende, legende børn, der går i skole og maler busser. Vi oplever hverdagen hos de mennesker, der bor i Aleppo, og de rummer en utrolig stor livsglæde. Naturligvis har de det svært, men de elsker hinanden og de er der for hinanden. Denne kærlighed brænder igennem skærmen, og den gør det derfor også endnu mere trist, når man kender den virkelighed, de lever i. For ikke nok med at deres by bliver destrueret – menneskerne der er tilbage, især forældrene, skal tage et vigtigt valg: skal de flygte eller blive?

Det er svært at forlade det sted, man kalder hjem, men det kan være nødvendigt for at rede sit barn fra at opleve helvede. En dreng siger: ”Alle mine venner er væk. Nogle blev, men de bliver dræbt en efter en.” Han er ulykkelig og ked af det, fordi han føler sig ensom. Han har ikke lyst til at forlade Aleppo, ej heller har hans forældre. Men i sidste ende bliver de nødt til det, fordi krigen udvikler sig til at blive endnu voldsommere.

Hvis jeg skulle komme med et lille kritikpunkt, skulle det være musikken. Nainita Desai stod for denne, og den er i og for sig virkelig vellykket og smuk, men til tider synes jeg at den bliver en smule for sensationsgivende. Det er store følelser, der er på spil, men i min optik skal man passe på med at bringe de store fiktions-sensationsstykker ind i en dokumentarfilm.

Det er dog småting, og i sidste ende fungerer det jo som det skal. Jeg er kommet igennem mange følelser i løbet af 100 min. og vil give mine varmeste anbefalinger til at se denne dokumenter. Den er vigtig, den er trist, fyldt med grusomhed, men også med kærlighed.

‘Away’: Hilary Swank i kedeligt familiedrama på vej til Mars

Anmeldt af India Nyrop-Larsen

Den amerikanske astronaut Emma Green skal være kaptajn på den første rejse til Mars nogensinde, det viser sig dog at være sværere end forventet at forlade familielivet derhjemme på jorden.

Den første internationale rumrejse til Mars skal sendes afsted, for at mennesket endelig kan sige at de har været på planeten. Der bliver sendt fem astronauter afsted som kommer fra hvert deres land, med hvert deres fagområde. Der er den amerikanske astronaut Emma Green (Hilary Swank), som er rejsens kaptajn. Derudover er der britiske Kwesi (Ato Essandoh), russiske Misha (Mark Ivanir), indiske Ram (Ray Panthaki) og kinesiske Lu (Vivian Wu). Gennem flashbacks ser vi hvordan deres liv på jorden var inden de tog afsted, imens vi følger deres op- og nedture i rumskibet på vej til Mars.

Da Emma Green er seriens hovedperson, så følger vi også hvordan hendes mand og teenagedatter har det tilbage på jorden. Rejsen frem og tilbage til Mars vil tage tre år, og der kan ske en masse på tre år, både i rummet og i en familie. Green føler sig langt væk fra sin familie, og begynder at tvivle om rejsen var det rigtige valg til at starte med.

Skaberen af serien er Andrew Hinderaker, som tidligere har skrevet for serier som ‘Penny Dreadful’ og ‘Pure Genius’. Hovedpersonen i serien er den to gange Oscar-vindende skuespiller Hilary Swank. En skuespiller som jeg har fulgt siden hun spillede Carly Reynolds i ‘Beverly Hills 90210’ i slut 90’erne. Swank er den typiske All American Girl, men er kendt for også at spille udfordrende roller som eksempelvis transkønnet i ‘Boys Don’t Cry’. Swank er ikke troværdig som kaptajn på et rumskib, da hun ofte bryder sammen af gråd og handler uovervejet og impulsivt. Egenskaber som man tænker ville være blevet testet til det ypperste, før man sender hende afsted ud i rummet som ansvarlig for den første mission til Mars.

Jeg elsker film og tv-serier som foregår i rummet, og jeg elsker familiedramaer. Så jeg var meget spændt på, at se hvordan dette ville udspille sig som en tv-serie. Traileren starter med Debussys ‘Clair de lune’ som baggrundsmusik til klip af Swank på jorden såvel som i rummet, og jeg tænkte dette var lige noget for mig.

Efterfølgende i traileren står der, at serien er skabt af de samme som lavede ‘Friday Night Lights’ og ‘Parenthood’, to familiedramaer som jeg slugte på ingen tid. Desværre blev jeg meget skuffet over ‘Away’, og dens mangler. De andre serier havde dybe, tankevækkende og personlige dilemmaer, hvor i ‘Away’ var problemerne forudsigelige og kedelige. Der var intet tidspunkt hvor man som seer var overrasket, eller serien tog en drejning.

‘Away’ var et typisk stereotypt amerikansk familiedrama, den eneste forskel var at moren var på vej til Mars i et rumskib. Karaktererne var flade, og man holdte ikke af en eneste én, hverken i rummet eller på jorden. Man vidste som seer hvordan serien ville ende fra første afsnit, så der var ingen spændingskurve som gjorde serien seværdig. En serie man hurtigt glemmer.

‘Away’ kan ses på Netflix

Første sæson har 10 afsnit

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=3f_REapPwio

‘Jurrasic World – Camp Cretaceous’: Dinosaur-aktion for de mindre

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Vi fik den første ‘Jurrasic Park’-film i 1993, som fik 2 efterfølgere, i 1997 og i 2001. I 2015 kom reeboten så, ‘Jurassic World’ og nu kommer animations serien ‘Jurassic World: Camp Cretaceous’ på Netflix.

Drengen Darius er dinosaurnørd, og efter hans fars død er, hans største ønske at komme til Jurrasic World. Da han vinder et virtual reality dinosaur spil får han muligheden, sammen med 5 andre teenagere om at komme på camp i Jurassic World. Darius er lykkelig da han kommer afsted, men hurtigt bliver campen dog langt fra som han havde forestillet sig, og før de ved det befinder de 6 teenagere sig alene, og i livsfare blandt vilde dinosaurer.

Mange af dem som var børn i 1990’erne er vokset op med ‘Jurassic Park’, eller ihvertfald med den første film. Jeg er især en af dem som er vokset op med ‘Jurassic Park’ på film, som bog og som cd, hvor en oplæser læste bogen op, og det velkendte score spillede ind over. Derfor har ‘Jurassic Park’ været en stor del af min barndom, jeg var også en af dem som havde dinosaurer jeg legede med.

Jeg var derfor begejstret da jeg opdagede at Netflix nu havde lavet en animeret serie, så de mindre nu til dags også kan opdage universet. ‘Jurassic World: Camp Cretaceous’ er ikke til de mindste børn, da der nok er nogle ting der kan virke uhyggelige, eller ting de ikke forstår. Men det er til de lidt større børn.

Handlingen i ‘Jurassic World: Camp Cretaceous’ er ikke så spændende. De 6 teenagere som er med, er ret meget stereo typen på den slags teenagere de skal portrættere. Der er ikke rigtigt nogle af dem man rigtigt engagere sig i, da de udover at være ret stereotype, ikke rigtigt har nok personlighed og egentligt bliver ret kedelige. Der er ingen af personerne, som foretager handlinger man ikke havde forudset. Og dog – for der er steder hvor de træffer direkte dumme valg, som ikke giver nogen mening.

Hvis man kigger på det visuelle, så syntes jeg, at dinosaurene er dem som er animeret bedst. På nogle måder er de bare meget flottere, og mere detaljeret end menneskerne. Menneskene bevæger sig til tider virkelig stift, noget jeg syntes forstyrrer enormt meget. Det virker som om der er brugt mest tid på at gøre dinosaurener detaljeret, hvor menneskerne er blevet lavet lidt hurtigt.

Det er meget tydeligt at dette er lavet til mindre børn, da man aldrig som sådan ser blod og vold, og mange ting bliver overfortalt. Handlingen og personerne, som det meste af tiden er vildt forudsigelig, tror jeg også vil kede de lidt ældre børn. Tonen er i det hele taget bare meget barnlig, og jeg tror at ældre børn vil have mere dybde i karaktererne.

Der er dog alligevel en underholdningsværdi i serien, og jeg var indimellem fint underholdt – selvom jeg ikke er målgruppen. Jeg blev dog irriteret over de forskellige personernes handlinger, og til tider savnede jeg mere dinosaur action, men en del af mig nød alligevel at være tilbage i ‘Jurrasic’-universet. Serien udvikler sig også i sidste afsnit i en retning som kom højst overraskende, og som faktisk gjorde at jeg får lyst til at se sæson 2 en lille smule.

‘Jurassic World: Camp Creation’ Kan ses på Netflix

Første sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca 25 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=TKJwbsx1BSc