‘The Banshees of Inisherin’: Muligvis den bedste film vi får i 2023

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘The Banshees of Inisherin’ er meget fortjent blevet nomineret til 9 Oscars. B.la. for bedste film, bedste originale manus, bedste instruktør, bedste kvindelige birolle, bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige biroller. Og lige nu ligner den en stærk kandidat til at vinde, i hvert fald én statuette.

På den lille irske ø Inisherin i 1923, bor de to bedstevenner Pádraic og Colm. De bor i et lille øsamfund hvor alle kender alle, og størstedelen af mændene bruger deres fritid på den lokale pub. Men en dag beslutter Colm sig for at han ikke vil være venner med Pádraic mere. Pádraic prøver, med hjælp fra sin søster Siobhán og den lokale betjents søn Dominic, at genskabe forholdet til Colm. Men da Colm kommer med et ultimatum til Pádraic, kommer situationen ud af kontrol og eskalerer til vanvittige højder, der påvirker hele øsamfundet.

Martin Mcdonagh har skrevet og instrueret ‘The Banshees of Inisherin’, og i de bærende roller finder vi de irske skuespillere Colin Farrell, Brendan Gleeson, Kerry Condon og Barry Keoghan. Det er ikke første gang Mcdonagh arbejder med Condon, Farrell eller Gleeson. I ‘In Bruges’ fra 2008 så vi første gang Gleeson og Farrell spille over for hinanden, mens Condon havde en mindre rolle i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ fra 2017.

Jeg har altid godt kunne lide Colin Farrell og Brendan Gleeson, men i ‘The Banshees of Inisherin’ giver de deres livs bedste præstationer. Brendan Gleeson spiller den bitre Colm, der er en mand som holder sig mest for sig selv, på nær når han er på pubben eller når han spiller musik med sine venner. Han har en ensomhed, en træthed, en bitterhed og en vrede i sig som er skræmmende og rørende på samme tid.

Colin Farrell spiller den meget godmodige og naive Pádraic. Han er god og venlig mod alle i starten af filmen, og har en ekstrem kærlighed til dyr. Især hans elskede æsel Jenny, som følger ham alle vegne. Hans præstation er vanvittig rørende, ligesom hans karakter også er. Colin Farrell formår at balancere det naive og godmodige med en voldsom desperation, ensomhed og sorg. Der er noget ekstremt hjerteskærende i Farrells karakter og i hans præstation.

Barry Keoghan og Kerry Condon giver også fremragende præstationer, som Dominic og Siobhán. Man forstår virkelig deres karakterer, og forstår især Siobháns frustrationer og hendes træthed af øen og samfundet. Man føler også med hende når hun desperat prøver at hjælpe Pádraic, som hun elsker, men som hun ikke har de store tanker om. Og til sidst er Keoghan bare det perfekte sidekick, som den unge mand der ikke rigtigt passer ind i samfundet, men som finder ro hos Pádraic og Siobhán. Der opstår vitterligt sand filmmagi i flere af scenerne, når vi har disse fire skuespillere til at give så stærke præstationer.

Øen Inisherin, som ikke er navnet på en rigtig ø, og samfundet spiller også en stor rolle i filmen. Irland fremstår ekstremt smukt, med noget utroligt natur. Men øen og den vilde natur giver også filmen, og omgivelserne omkring karaktererne, et ekstra lag af trøstesløshed og isolation. Det lille isoleret samfund er igen også med til at give en ekstra dimension og forståelse til karaktererne.

Det er et samfund som man ikke forlader, da man er tro mod sit ophav, men samtidig er der en trang og et behov i flere for at komme væk, for at opleve mere og få mere ud af livet. Man kan vel roligt sige at flere af karaktererne har økuller, hvilket nok også er en af grundene til at så mange bruger tid på pubben.

Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ foregår også under den irske borgerkrig, men ingen på øen interesserer sig særligt for krigen eller har et behov for at kæmpe, eller vælge side. De lever deres liv som de altid har gjort, fuldstændig upåvirket af hvad der foregår på fastlandet.

Filmen er visuelt så vanvittigt smuk, og billederne hele vejen igennem filmen har en utrolig ro over sig. Det giver en stilhed til filmen, som er med til at styrke følelsen af isolation. Det er Ben Davis, som har filmet ‘The Banshees of Inisherin’, og han har med billederne skabt en helt særlig stemningsfuld og betagende film.

Danske Mikkel E.G. Nielsen, der har klippet ‘The Banshees of Inisherin’, er blevet nomineret til en Oscar for hans arbejde. I forhold til andre film som er Oscarnomineret for bedste klipning i år, så lægger man ikke mærke til klipningen i ‘The Banshees of Inisherin’. Den er klippet sammen så der bliver fortalt en historie og skabt en stemning, men der er ikke klippet vilde action scener, eller hurtige adrenalinpumpende sekvenser.

Musikken, som er lavet af Carter Burwell er ekstrem stemningsfuld, og sammen med billederne, er det med til at gøre ‘The Banshees of Inisherin’ til en af de smukkeste og mest stemningsfulde filmoplevelser.

Martin Mcdonagh har skrevet manus, og i mine øjne skal meget gå galt, hvis han ikke skal vinde en Oscar for dette manus. Der er scener og dialoger i ‘The Banshees Of Inisherin’ som er vildt morsomme, og samtidig er der scener som er virkelig skræmmende, bizarre og foruroligende. Og til sidst er der også scener og dialoger som er hjerteskærende og rørende. Man holder også af alle karaktererne, og føler med dem.

Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ bliver meget mørk, men de komiske replikker og bizarre hændelser i løbet af filmen, gør at det ender med at blive en perfekt balanceret sort komisk film. Manuskriptet til ‘The Banshees of Inisherin’ er et af de bedst skrevne manuskripter i meget lang tid.

Alt fungerer i ‘The Banshees of Inisherin’. Og hvis den ender med at vinde en Oscar for bedste film, vil jeg synes at det er fuldstændigt fortjent, da det i mine øjne, muligvis vil stå tilbage som den bedste film i de danske biografer i år.

Oscar-nomineringer 2023!!

Af: Lou von Brockdorff

Årets Oscar-nomineringer er nu offentliggjort. Filmen med flest nomineringer blev ‘Everything Everywhere All at Once’ med 11 nomineringer, mens ‘The Banshees of Inisherin’ fik 9 og ‘Elvis’ fik 8. Derudover fik ‘The Fabelmans’ og ‘Top Gun: Maverick’ 7 og 6 nomineringer. Danmark blev ikke nomineret til bedste udenlandske film, men den danske kortfilm ‘Ivalo’ blev nomineret, ligesom dokumentaren ‘A House Made of Splinters’ og den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen.

Du kan her se en liste med alle de nominerede, samt vores tidlige bud på nogle af årets vindere eller mulige vindere:

Bedste film

– All Quiet on the Western Front
– Avatar: The Way of Water
– The Banshees of Inisherin
– Elvis
– Everything Everywhere All at Once
– The Fabelmans
– Tár
– Top Gun: Maverick
– Triangle of Sadness
– Women Talking

Vinder: The Fabelmans

Mulig vinder: Everything Everywhere All at Once/The Banshees of Inisherin

Bedste instruktør

– Martin McDonagh, “The Banshees of Inisherin”
– Daniel Kwan and Daniel Scheinert, “Everything Everywhere All at Once”
– Steven Spielberg, “The Fabelmans”
– Todd Field, “Tár”
– Ruben Östlund, “Triangle of Sadness”

Vinder: Steven Spielberg

Mulig vinder: Daniel Kwan og Daniel Scheinert

Bedste kvindelige hovedrolle

– Cate Blanchett, “Tár”
– Ana de Armas, “Blonde”
– Andrea Riseborough, “To Leslie”
– Michelle Williams, “The Fabelmans”
– Michelle Yeoh, “Everything Everywhere All at Once”

Vinder: Cate Blanchet

Mulig vinder: Michelle Yeoh

Bedste mandlige hovedrolle

– Austin Butler, “Elvis”
– Colin Farrell, “The Banshees of Inisherin”
– Brendan Fraser, “The Whale”
– Paul Mescal, “Aftersun”
– Bill Nighy, “Living”

Vinder: Brendan Fraser

Mulig vinder: Austin Butler/Colin Farrell

Bedste kvindelige birolle

– Angela Bassett, “Black Panther: Wakanda Forever”
– Hong Chau, “The Whale”
– Kerry Condon, “The Banshees of Inisherin”
– Jamie Lee Curtis, “Everything Everywhere All at Once”
– Stephanie Hsu, “Everything Everywhere All at Once”

Vinder: Angela Bassett

Mulig vinder: Kerry Condon/Jamie Lee Curtis

Bedste mandlige birolle

– Brendan Gleeson, “The Banshees of Inisherin”
– Brian Tyree Henry, “Causeway”
– Judd Hirsch, “The Fabelmans”
– Barry Keoghan, “The Banshees of Inisherin”
– Ke Huy Quan, “Everything Everywhere All at Once”

Vinder: Ke Huy Quan

Mulig vinder: Brendan Gleeson/Barry Keoghan

Bedste internationale film

– All Quiet on the Western Front (Tyskland)
– Argentina, 1985 (Argentina)
– Close (Belgien)
– EO (Polen)
– The Quiet Girl (Irland)

Vinder: All Quiet on the Western Front

Bedste animationsfilm

– Guillermo del Toro’s Pinocchio
– Marcel the Shell with Shoes On
– Puss in Boots: The Last Wish
– The Sea Beast
– Turning Red

Vinder: Guillermo Del Toro’s Pinocchio

Bedste originale manuskript

– “The Banshees of Inisherin,” Martin McDonagh
– “Everything Everywhere All at Once,” Daniel Kwan and Daniel Scheinert
– “The Fabelmans,” Tony Kushner and Steven Spielberg
– “Tár,” Todd Field
– “Triangle of Sadness,” Ruben Östlund

Vinder: The Banshees of Inisherin

Mulig vinder: Everything Everywhere All at Once

Bedste adapterede manuskript

– “All Quiet on the Western Front,” Edward Berger, Lesley Paterson and Ian Stokell
– “Glass Onion: A Knives Out Mystery,” Rian Johnson
– “Living,” Kazuo Ishiguro
– “Top Gun: Maverick,” Ehren Kruger, Eric Warren Singer and Christopher McQuarrie, story by Peter Craig and Justin Marks
– “Women Talking,” Sarah Polley

Vinder: Women Talking

Mulig vinder: All Quiet on the Western Front

Bedste kostumedesign

– Babylon
– Black Panther: Wakanda Forever
– Elvis
– Everything Everywhere All at Once
– Mrs. Harris Goes to Paris

Vinder: Elvis

Mulig vinder: Black Panther: Wakanda Forever/Everything Everywhere All at Once

Bedste lyd

– All Quiet on the Western Front
– Avatar: The Way of Water
– The Batman
– Elvis
– Top Gun: Maverick

Vinder: Top Gun: Maverick

Mulig vinder: Elvis/The Batman

Bedste filmmusik

– All Quiet on the Western Front
– Babylon
– The Banshees of Inisherin
– Everything Everywhere All at Once
– The Fabelmans

Vinder: Babylon

Mulig vinder: The Fabelmans/Everything Everywhere All at Once

Bedste live-action kortfilm

– An Irish Goodbye
– Ivalu
– Le Pupille
– Night Ride
– The Red Suitcase

Bedste animerede kortfilm

– The Boy, the Mole, the Fox and the Horse
– The Flying Sailor
– Ice Merchants
– My Year of Dicks
– An Ostrich Told Me the World Is Fake and I Think I Believe It

Bedste originale sang

– “Applause” from “Tell It like a Woman”
– “Hold My Hand” from “Top Gun: Maverick”
– “Lift Me Up” from “Black Panther: Wakanda Forever”
– “Naatu Naatu” from “RRR”
– “This Is A Life” from “Everything Everywhere All at Once”

Vinder: Naatu Naatu

Bedste dokumentarfilm

– All That Breathes
– All the Beauty and the Bloodshed
– Fire of Love
– A House Made of Splinters
– Navalny

Vinder: All The Beauty and the Blodshed

Bedste dokumentar – kortfilm

– The Elephant Whisperers
– Haulout
– How Do You Measure a Year?
– The Martha Mitchell Effect
– Stranger at the Gate

Bedste make-up og hår

– All Quiet on the Western Front
– The Batman
– Black Panther: Wakanda Forever
– Elvis
– The Whale

Vinder: The Whale

Mulig vinder: Elvis

Bedste produktionsdesign

– All Quiet on the Western Front
– Avatar: The Way of Water
– Babylon
– Elvis
– The Fabelmans

Vinder: Elvis

Mulig vinder: Babylon

Bedste klipning

– The Banshees of Inisherin
– Elvis
– Everything Everywhere All at Once
– Tár
– Top Gun: Maverick

Vinder: Everything Everywhere All at Once

Mulig vinder: Top Gun: Maverick/Elvis

Bedste filmfotograf

– All Quiet on the Western Front
– Bardo: False Chronicle of a Handful of Truths
– Elvis
– Empire of Light
– Tár

Vinder: All Quiet on the Western Front

Mulig vinder: Elvis

Bedste visuelle effekter

– All Quiet on the Western Front
– Avatar: The Way of Water
– The Batman
– Black Panther: Wakanda Forever
– Top Gun: Maverick

Vinder: Avatar: The Way of Water

Mulig vinder: Top Gun: Maverick/Black Panther: Wakanda Forever

Oscar showet bliver vist den 12.marts

‘Babylon’: Brad Pitt stjæler alle scener i visuelt overflødighedshorn

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Damien Chazelle, den måske mest anderkendte instruktør i sin generation, har lavet en visuelt fremragende film, med brillante skuespilspræstationer og en ret tynd historie.

‘Babylon’ starter ud med en 30 minutters lang festscene. Her er alt tilladt og alle går amok. Der er nøgne mennesker og sex i hvert et hjørne, samtidig med at alle vælter rundt beruset af stoffer og alkohol. Vi møder her den unge filmglade mand Manny og den vilde rebelske Nellie, som drømmer om at blive en filmstjerne.

Året er 1927 og til festen møder vi også stumfilmssuperstjernen og førsteelskeren Jack Conrad. I ‘Babylon’ følger vi de tre karakterer og deres liv i Hollywood i 1920’erne og 1930’erne, med alt hvad der hører til af stoffer, alkohol, fester, sex og derouter.

Damien Chazelle brød igennem med ‘Whiplash’ i 2014, og vandt som bare 32-årig en Oscar som bedste instruktør for ‘La La Land’ i 2017. Han har derudover også lavet filmen ‘First Man’ fra 2018, som desværre er blevet en lidt glemt film.

Med ‘Babylon’ har han lavet en film, der giver mindelser til ‘Moulin Rouge’ og ‘The Great Gatsby’, eller andre Baz Luhrmann film. Filmen er et festfyrværkeri af bizariteter, med rytmisk visuelt fantastisk komponeret scener, en hurtig klipning, en vanvittig musikalsk fornemmelse og en eksplosion af farver. Alt virker til at være vildere, hurtigere og større her, samtidig med at vi ser smerten, usikkerheden og ødelæggelsen i mennesker.

Musikken er, ligesom på ‘La La Land’ og ‘Whiplash’, igen lavet af Justin Hurwitz, der i min optik har lavet det bedste filmscore i flere år, med scoret til ‘Babylon’. Musikken er til tider ligeså vild og skør som filmen, men har også nogle virkelig fine smukke elementer. Og så er hele filmen spækket til med hans musik, som derfor ender med at spille en ekstrem stor rolle for filmen og filmoplevelsen.

‘Babylon’ er filmet af Linus Sandgren, der også filmede ‘La La Land’. Han har lavet nogle vanvittigt flotte billeder, og formår at fange vildskaben i sine billeder. Samtidig har han også virkelig en ro i billederne, i de mere stille scener.

Brad Pitt spiller Jack Conrad, Margot Robbie spiller Nellie, og den forholdsvis ukendte Diego Calva spiller Manny. Derudover er b.la. Jean Smart, Olivia Wilde og Toby Maguire med i mindre roller.

Brad Pitt er fuldstændig fremragende i rollen som Jack Conrad. Det er længe siden jeg har set ham være så god, og synes faktisk han er bedre end han var i ‘Once Upon a Time.. in Hollywood’. Han stjæler alle scener han er med i og når han ikke er på skærmen, glæder jeg mig bare til han dukker op igen. Han er også den mest charmerede og sjoveste karakter i ‘Babylon’, med de bedste replikker. Margot Robbie er også fuldkommen fantastisk. For mig har hun aldrig været bedre. Hendes præstation er fuldstændigt vanvittig og vild, og hendes rolle er ligesådan. Samtidig er der også en smerte, et savn, en ensomhed og en længsel i Pitt og Robbies præstationer, som er hjerteskærende.

Desværre er jeg ikke så begejstret for Diego Calva og hans Manny karakter. Jeg er med på at han skal være den mere rolige, og fornuften i alt det bizarre og vilde, men jeg synes han bliver for anonym og drukner i alt der foregår omkring ham. Jeg kommer heller aldrig til rigtigt at holde med ham eller af ham.

På mange måder er ‘Babylon’, “bare” endnu en film om Hollywood og filmbranchen i 1920’erne og 1930’erne, og overgangen fra stumfilm til talefilm. Og så selvfølgelig de drømme, ambitioner og fald som følger med der. Og det er måske der hvor handlingen ikke helt lever op til den visuelle side og skuespilspræstationerne.

Det føles indimellem som om at alt i ‘Babylon’ er vildt og bizart, men ikke fordi det nødvendigvis har betydning for handlingen eller som sådan gør noget for filmen. Men mere bare fordi Damien Chazelle har haft lyst til at lave en film, hvor folk kunne gå bananas og han kunne chokere nogle iblandt publikum.

Handlingen ender også med at blive for rodet. Og at lave en åbningsscene på 30 minutter, med en bizar fest, er måske også lige at strække den for langt. Og selvom det er en flot og vild scene, så er det også en scene som derudover ikke rigtigt tilføjer noget til handlingen, eller vores forståelse af karaktererne.

Jeg er stor fan er Damien Chazelle, og jeg er især kæmpe fan af ‘La La Land’. Men alligevel føler jeg lidt med ‘Babylon’, at det er en film han har lavet bare fordi han kunne. Og ikke så meget fordi han havde en god historie at fortælle.

Hvis man skal se ‘Babylon’ så vil jeg klart sige at man skal se den for Brad Pitt, Margot Robbie, for den visuelle side og for musikken. Men Brad Pitt er efter alt det, det som står stærkest og det som man husker mest ved ‘Babylon’.

‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’: En uintelligent og kikset efterfølger til den første ’Knives Out’ film

Anmeldt af: Nikolaj Madsen

Instruktøren bag den mest hadede ’Star Wars’ film, ‘Star Wars: The Last Jedi’, forsøger nu at lave en efterfølger til hans succesfulde ’Knives Out’ film fra 2019. Men kan han spinde et mysterium på samme niveau som det første?

Handlingen udspiller sig i 2020 under pandemien. En præmis jeg vendte øjne af mange gange i løbet af filmen, for det er en tid man helst vil glemme, specielt når man bare gerne vil se Benoit Blanc (Daniel Craig) opklare en sag. Efter noget tid, bliver hele problemet med pandemien dog kastet ud af vinduet ved hjælp af en magisk pistol der gør at de ikke længere skal tænke på hverken masker eller sikkerhedsafstand.

Det var en lettelse at vide at resten af filmen ikke ville handle om det, men hvorfor så overhovedet starte ud med det? Og hvorfor lave så nem en løsning på det – endda en der aldrig bliver forklaret? Det er disse lappeløsninger, der går igen og igen i løbet af filmen, der gør at man bliver hevet ud af handlingen.

Filmen er præget af en del namedropping, som ikke rigtig fungerer. Både fordi det ikke betyder noget for karaktererne eller plottet og fordi det bare er godt gammeldags kikset. Der er også en reference til spillet ”Among Us”, der var så tåkrummende at jeg blev nødt til at pause filmen et øjeblik. Disse forsøg på at være med på aktuelle trends gør filmen endnu mindre tidsløs end den er i forvejen.

Den sofistikerede Benoit Blancs første scene i denne film, står i trist sammenligning med hans introduktion i den første film. Hans karakter er blevet gjort dummere og mere klodset her i efterfølgeren – højst sandsynligt for at få den kvindelige hovedperson til at shine. Det er ærgerligt at Daniel Craigs karakter skal trækkes ned, bare for at Rian Johnson kan få nogle flere point på Woke-skalaen.

De fleste af karaktererne er flade og man har næsten ikke sympati for nogen af dem. Filmen lader som om det er karaktererne, der driver historien fremad, men det er så tydeligt at det er det stik modsatte, der er tilfældet.

De flade karakterer bliver ledt igennem et urealistisk plot, hvor alt går lige som det skal. Hver gang en karakter skal have vigtig information, så står de tilfældigvis og overhører en samtale hvor der bliver snakket om lige præcis det de skal vide. Det var så tydeligt at der blev lavet lappeløsninger på plottet, for eksempel i form af en skudsikker dagbog eller en chillisovs, der var det helt rigtige sted.

Selvom filmen har nogle få spændende scener, så kan det langtfra redde det krakelerede plot og de flade karakterer.

‘Glas Onion: A Knives out Mystery’ kan ses på Netflix

‘Copenhagen Cowboy’: Ny Netflix serie ligner mere en kunstinstallation end en thriller-serie

Anmeldt af: Susanne Schatz

Efter Nicolas Winding Refns (eller NWR – som han kalder sig nu) storhits som ‘Pusher’-trilogien, ‘Bleeder’ og ‘Drive’, har Netflix vel regnet med at lande et stort kup, ved at hyre ham til at lave en ny serie. Vi finder sgu snart ud af, om de satsede rigtigt. Men mildt sagt: Jeg tvivler på det.

Lad mig starte med et par enkelte roser – klart NWRs æstetiske sans for farver og musikken. De fleste scener er blevet dyppet ind i en eksplosion af rød eller blå eller orange eller. Det er ret fantastisk og skaber en særlig stemning, fra tøj til tapetet til lamper, passer alt sammen. Det kræver kreativitet og mod, at tænke ud af boksen og viljen til at skabe noget usædvanligt. Musikken supplerer iscenesættelsen på næsten hypnotisk vis.

Men allerede her starter ét af de mange problemer, som serien døjer med. Selvom det skulle være en dansk serie, foregår en stor del af samtalerne på alle mulige andre sprog bl.a. kinesisk, serbisk osv. Desværre er der oftest ingen undertekster, når der bliver snakket dansk, og det er et problem, når musikken er så høj, at ordene bliver slået ihjel. Oven i det blander hovedpersonerne sprogene, skifter mellem dansk (der ganske ofte er gebrokken eller med kraftig accent) og deres eget sprog. Og så drukner den sparsomme dialog alt for ofte.

Derudover er handlingen forvirrende, eller rettere sagt, der er ganske lidt handling. Man kastes rundt i forskellige scener, som formodentlig skal gøre det mystisk eller magisk, men uden held. Der er f.eks. en tråd med nogle ludere og en anden tråd med en slags seriemorder og én med en kineser og én med narko, men hvordan for fanden hænger det sammen?

Miu (Angela Bundalovic – kendt fra ‘Limboland’) er den gennemgående hovedperson. Hun præsenteres som værende en ”lykkemønt”, men udvikler sig mere til en hævngudinde, en ”umenneskelig kampmaskine”, dog med et godt hjerte! Eller alligevel ikke? Hvem ved? I hvert fald ikke mig.

Karaktererne virker ekstremt kunstige, stive, unaturlige og replikkerne er bare dårlige. Men jeg antager, at NWR bevidst har valgt, at det skal spilles på den måde. Måske er der nogle, som synes at det er spændende – helt sikkert anderledes. Dog er det for mig dræbende kedeligt og næsten ikke til at holde ud – undervejs havde jeg så meget lyst til at droppe denne serie. Og hvis jeg ikke havde fået den betroede opgave at skrive en anmeldelse om ‘Copenhagen Cowboy’ havde jeg slukket efter halvdelen af det første afsnit.

Overordnet mangler jeg fuldstændig, at se meningen med serien, og med hvert afsnit (6 styk af ca. 50 min.) forsvandt håbet om en positiv eller interessant udvikling.

Som gimmick har instruktøren tilføjet sig selv i nogle scener og fået Mikael Bertelsen og Mads Brügger til at være med – men, hvorfor? Det gjorde intet godt for serien, og de virkede absolut malplaceret. Og det er næsten synd for Zlatko Buric(lige hædret for sin rolle i ‘Triangle of Sadness’), Maria Erwolter (‘1899’) og Leif Sylvester Petersen (i en lille birolle) at være med i det her.

Et rent egoprojekt af Nicolas Winding Refn, en leg med absurditeter. Han vil ikke please publikummet, ikke tilfredsstille folk, men til gengæld udfordrer dem. Tanken er helt fin, men resultatet er irriterende i stedet for tankevækkende, røvkedelig i stedet for inddragende. Og hvordan kommer titlen egentlig i spillet? Og det værste ovenikøbet er, at slutningen lægger op til en anden sæson! N E J!!

Hvad ville Thomas Blachmann have sagt til NWR, hvis han stillede op i X-faktor? Blachmann havde jo mange gode ideer til, hvad folk ellers skulle kaste sig over – måske han kunne hjælpe NWR videre i livet?  Eller måske skulle NWR have overvejet at udstille forskellige sekvenser af serien på et Museum of Modern Art, så ville det have været virkelig godt! Da man kunne overstå udstillingen på nogle få minutter, frem næsten 5 timers selvpineri.

‘Copenhagen Cowboy’ kan ses på Netflix fra den 5.januar

‘Den som Dræber 3 – Fanget af mørket’: Når desværre ikke de forrige sæsoner til sokkeholderne

Anmeldt af: Susanne Schatz

Hvor havde jeg glædet mig til denne sæson, og jeg havde høje forventninger, men også en ro i maven. Jeg var sikker på at få serveret en godt gennemtænkt og gennemført historie, hvor handlingen simpelthen bare spillede!  

Denne gang er Ina Bruhn hovedforfatteren og Mads Kamp Thulstrup den konceptuerende instruktør. 

Ligesom i de sidste to sæsoner er kun Natalie Madueño, som politiprofiler Louise Bergstein, den eneste gennemgående karakter. Hendes nye medspiller er efterforskningslederen Frederik Havgaard alias Simon Sears (mest kendt for ‘Herrens veje’), og jeg syntes, at han fungerer virkelig godt!  

I forskellige små og større roller ser vi mange kendte ansigter, som bl.a. Jesper Lohmann, Jakob Lohmann, Clara Rosager, Alex Høgh, Thomas Hwan, Trine Appel, Trine Pallesen og Anders Brink Madsen. 

Et brutalt dobbeltmord med et seriøst bud på en mistænkt er optakten til sæson 3. Men den tilkaldte profiler Louise Bergstein kommer med en anden vurdering af sagen. Ret hurtigt viser det sig at der ligger et familiedrama bag. Sagens ”lovende ingredienser” er en ung mand, som ikke kan tåle afvisning, en ung højgravid pige, emner som svigt og overgreb. Selvfølgelig følger flere end de to første drab, og handlingen udspiller sig fængende og spændende.

Som parallelhistorie kører Louises forhold til sin far – også her et familiedrama!  

Serien består af 8 afsnit (af ca. 45 min.), og indtil videre har det i begge tidligere sæsoner været sådan at spændingen er blevet bygget op mod klimaks til sidst. Derfor var jeg ekstrem overrasket over afsnit 4’s afslutning. Men det følgende afsnit tændte en ny nysgerrig. Jeg vil se afsnit 5 med det samme – jeg kunne simpelthen ikke vente til den næste dag.

Dog er man pludselig i Århus, 3 år senere og midt i en helt anden sag. Hvad forgår der her?! Al spænding er forsvundet, det hele synes at starte forfra, og forsættelsen er desværre ikke i nærheden at være så inddragende og interessant som de første 4 afsnit! Det twist havde jeg ikke set komme, og jeg er skuffet.

Ok, så kommer noget i spillet, som også var en del af første halvdel, men det virker på en måde lidt mærkeligt og kedeligt. Alligevel bevarer jeg min oprindelige tillid og håb om en god sammenfletning af trådene. Men kan de virkelig nå det i løbet af 3 de sidste afsnit? 

Nej, det kunne de desværre ikke. Noget bliver afsluttet eller rettere sagt afklaret, men det føles trods alt ikke afrundet og slet ikke tilfredsstillende – mere som: ”Det var det?” Det er som om handlingen er faldet fra hinanden, og man prøvede at klistre det lidt sammen igen uden at føle nødvendigheden af mere kød på detaljerne. Det er bare ikke særlig godt.

Bortset fra min kritik på indholdet og handlingen selv, må jeg tilføje at man ikke nødvendigvis skal leve op til titlen ‘Fanget af mørket’. Serien forgår alt for meget i mørket, hvor man ikke rigtig kan se tingene! Men ellers er den meget flot lavet.

Selvom jeg er vild med konceptet og kan lide skuespillerne, fungerer sæson 3 ikke. Der er alt for mange plottråde, som er blevet åbnet og havner i ligegyldighed og bruddet i handlingen uden virkelig meningsfuld klimaks.

‘Den som Dræber 3 – Fanget af mørket’ kan ses på Viaplay fra den 8. januar

‘Julestorm’: Sukkersød, med en lille smule for meget patos!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Netflix´s store mini-juleserie, ‘Julestorm’, er en nordisk coproduktion. En episodedramaserie, skabt af instruktøren Per-Olav Sørensen (kendt for ‘Hjem til jul’, ‘Nobel’) og den norsk-danske forfatter Lars Saabye Christensen (‘Byens spor’, ‘Halvbroderen’). Det danske bidrag er Ghita Nørby, Sus Wilkins og Maibritt Saerens! 

Handlingen forgår i Oslos lufthavn, hvor folk har travlt med at komme væk eller hjem, fordi julen står for døren. Men en kraftig snestorm medfører at flyveturene bliver aflyst og de rejsende er låst fast på stedet. 

I 6 afsnit af 30 minutter bliver vi introduceret til forskellige mennesker og deres juleplaner, der nu falder til jorden. Bl.a. en dreng, der skal opereres i NY, en pianist, som skal spille en koncert, en ung pige skal besøg eller rettere sagt søger sin far, en pige der drømmer om et romantisk juleeventyr i Paris og en lille hund i en transportboks.

Det er mange tråde og mennesker at huske, da ikke alle er lige meget med, så de nemt bliver glemt – Hvad var det lige med ham der fyren?! Hvorfor går den pige der alene rundt? Ikke at handlingen er særlig kompliceret eller indviklet, bare lidt for mange historier på en gang.

Jeg synes jo, at de første 2-3 afsnit tog sig ret god tid uden meget ”kød” på personerne – i betragtning af kun 6 afsnit! De var ikke decideret kedelige, men heller ikke superspændende. Nogle situationer tegnede til at udvikle sig ret forudsigelige – og sådan blev det også, men alligevel ikke alle.

Der var nogle historier eller karakterer, som var mere inddragende og charmerende end andre. Jeg må sige, at fx ”hundetråden” talte næsten mest til mig eller også det med pianisten. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, så derfor er det svært at uddybe, hvorfor noget fungerede bedre end andet. Men overordnet kan jeg bare sige, at visse fortællinger ikke føltes naturlige, realistiske eller simpelthen ikke interessante nok.

Jeg er klar over, at film og serier, som handler om jul osv., har en kraftig tendens til at være meget følelsesladet – det er jo også helt fint! Jeg kan sagtens leve med en slags happing ending, uanset hvor realistiske det er – ”Alt bliver godt!”. Men jeg er ikke så vild med, hvis der bliver kørt for meget på det store følelsesregister med musik og ”det hele lort”! Derfor kan jeg godt lige ”hundehistorien” – den forgik mere stille og roligt og præcis derfor sødt og også lidt rørende.

Jeg er ikke helt blæst væk, men ‘Julestorm’ er hyggelig nok og kan sagtens ses med hele familien, når vejret udenfor er gråt og mindre juleagtigt! God fornøjelse og GOD JUL!!!! 

‘Pinocchio’: Uventet anderledes og ikke umiddelbart en hyggefilm!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Den Oscar nominerede og hædrede mexicanske instruktør Guillermo del Toro (bl.a. kendt ‘for Hellboy 1 + 2’ og ‘The Shape of Water’) tager sig af den gamle italienske børneklassiker ‘Pinocchio’ (af Carlo Collodi fra 1883), som jo er blevet filmatiseret rigtig mange gange – bl.a. i 1940 af Walt Disney. Netflix står nu bag en kæmpe produktion, med et budget på 35 mio. USD! 

Det er mange år siden at jeg har set Disneys ‘Pinocchio’, men historien har jeg ikke glemt – det troede jeg i hvert fald! Den gamle Gepetto laver en dukke af træ og ønsker sig, at den bliver levende. En fe opfylder ønsket, men under betingelsen, at ”trædrengen” lærer at tale sandt og være uselvisk. Men Pinocchio lyver meget og lader sig ofte lokke i fordærv – og hver gang han lyver, vokser næsen.

Jeg syntes den havde noget, ideen er sjov, anderledes, med de forskellige små sidehistorier omkring og selvfølgelig en morale! Så langt så godt!

Den aktuelle Netflix-variation er en nyfortolkning, en ”moderniseret” udgave.

Tiden er blevet rykket, og historien forgår under 2. verdenskrig, med flymaskiner, bomber og nazi-hilsner! Et supplement (i hvert fald husker jeg den ikke) til den oprindelige fortælling er, at Gepetto mister sin 10-årige søn Carlo pga. krigen og ikke kan komme over den store sorg. Vi er altså midt i et melodrama.

En dag laver Gepetto en trædukke af fyrretræet, som han havde plantet ved sønnens grav. En fe puster liv i den – Pinocchio er blevet skabt. Den del er mere inspireret af den klassiske historie og er også ret sjov! Det er jo ikke så nemt at være lavet at træ og skulle lære så mange ting, som for rigtige mennesker er helt normale.

Der er hygge og sange, i hvert fald indtil det onde dukker op – ikke kun som cirkusdirektør, der regner med at have fundet ”et guldkorn” med den talende marionet, der skal tiltrække publikum. Ondskaben optræder også i skikkelsen af byens borgmester, der er stor fan af Mussolini. 

Hyggen forandres til et drama – Pinocchio havner f.eks. i en lejr, hvor drenge bliver opdraget til krigen, og skal lære at skyde på hinanden. Det virker meget voldsomt og brutalt, mørkt og trist.

På et andet tidspunkt optræder Mussolini i fortællingen – han fremstår som en joke, en karikatur, men det onde lurer lige under overfladen, da han kræver at Pinocchio skal skydes, fordi han ikke leve op til hans forventninger. Det ”ubrugelige” skal destrueres og udryddes. Vi har set konsekvensen af denne holdning i historiens forløb.

Filmen leger med de store spørgsmål og moralske dilemmaer, som f.eks.: 

Skal man ofre sig selv for, at redde den man elsker? Kan løgne sommetider være gavnlige? Hvor meget skal man strække sig for, at leve op til andres ide om, hvem man er? Tør man at stå fast, at stå ved sig selv? Burde ens fars kærlighed ikke være ubetinget? 

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet den handling! Der er virkelig mange overraskende twist, der er action, og i det hele taget er filmen ekstrem flot lavet. Detaljerig, præcis, meget levende og gennemført i de fineste nuancer.

Jeg er mindre glad for sproget, eller rettere sagt blandingen af sprog. Det er jo en italiensk historie, og så er det ret irriterende at hovedpersonerne snakker engelsk. Mens folk i kirken, som ikke er i fokus, taler italiensk! Hvorfor? Det giver ikke nogen mening for mig!  Og hvis det ikke var originalt sprog, så er tegnefilm med dansk tale altid mere sjove.

Netflix sætter aldersgrænsen på +7 år!  Hm … Jeg ved ikke rigtigt? Filmen er delvis virkelig brutal og kører på de rigtige store følelser, med uhyggelige scener og figurer. Måske er det en god ide, at forældre ser den sammen med børnene. Jeg kan godt forestille mig, at der opstår nogle spørgsmål eller fantasier og en masse følelser, som kræver en voksens tilgang på øjenhøjde med de små! Få jer en god snak om det!  

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om tilføjelsen af krigen osv. Hvilket behov skal dækkes – er det virkelig interessant og afklarende for børn? Hvilket budskab får de serveret med det? Krigen trænger jo lige nu ind i deres hverdag – skaber det ikke endnu mere utryghed? Jeg kan ikke finde et svar på det.

‘The Woodcutter Story’: ‘Fargo’ møder Sisyfos-myten, et sted mellem drøm og virkelighed

Anmeldt af: Nikolaj Madsen

Den finske instruktør Mikko Myllylahtis første spillefilm, fortæller på besynderligt vis historien om de filosofiske træ-huggere, der mister deres arbejde og forstanden med.

‘The Woodcutter Story’, instrueret af Mikko Myllylahti, starter med en mand, der vandrer gennem det finske landskab med en kuffert. Han træder indenfor i en lille hytte på toppen af et bjerg, hvor han får en dame til at underskrive en kontrakt, der vil bestemme skæbnen for de mange mennesker der bor nedenfor bjerget. Filmens måde at sige at alt er forudbestemt. Resten af historien bliver fortalt, nærmest som et eventyr, der med sine mange fantasyelementer slører linjen mellem drøm og virkelighed. Hvor vi følger Pepe igennem hans begivenhedsrige liv i byen.

Arbejde er et af filmens største temaer. Hvordan arbejde skaber vores identitet, hvordan det giver vores liv mening og hvordan det er pludselig at stå uden det arbejde, man har haft hele sit liv. Når byens savværk bliver lukket og lavet om til en mine, mister nogle af filmens hovedpersoner modet og gør uforklarlige ting fordi de er desperate. De får nu arbejde i minen, men de finder det meningsløst at flytte rundt på sække hele dagen. De ved ikke hvad der er i sækkene og de ved ikke hvorfor de skal flyttes. Denne absurditet stammer sikkert fra Albert Camus’ ”Sisyfos-myten” der handler om Sisyfos, der for evigt skal rulle en sten op af et bjerg. Når den når toppen ruller den ned igen og så må han starte forfra. Filmen fremstiller absurditeten på en spændende og tankevækkende måde.

Filmen indeholder mange korte scener uden handling, hvis formål er at opbygge karaktererne og stemningen, men de er mere distraherende end de er til gavn. Størstedelen af karaktererne er flade og er kamoufleret bag deres meget filosofiske replikker, der til tider kan være tåkrummende. Filmens hovedperson, Pepe, lærer man heller ikke særlig godt at kende og det er en skam, for der er mange tidspunkter i filmen hvor man nærmest tvinges til at have dårlig samvittighed for ham.

Der sker den ene besynderlige ting for Pepe efter den anden – i starten er det spændende, men det bliver ved i sådan en grad at man begynder at tro at det ikke betyder noget. Man ender faktisk med at blive lidt træt af det, da det føles som om filmen prøver lidt for hårdt at være anderledes og unik.

Filmen har med sine mange flotte landskabs- og etableringsskud et flot udseende, der vender mine tanker mod ‘Fargo’ (1996), en film der gør næsten alt hvad ‘The Woodcutter Story’ prøver på, bare bedre. Jeg så også en meget tydelig reference til ‘The Shining’ (1980), men det føltes mere som en billig overraskelseseffekt end som en egentlig hyldest til Kubricks film.

Jeg kom til at tænke en del på Wes Anderson mens jeg så filmen. Ikke bare på grund af de symmetriske og retvinklede shots, der kommer i ny og næ, men også fordi jeg kunne genkende en anden af Andersons karakteristika: børnene opfører sig voksent og de voksne opfører sig barnligt. Hovedpersonens søn tager selv nogle meget voksne valg og den lille pige overtager frisørsalonen. De voksne dovner den af på arbejdspladsen, hopper til konklusioner som et barn ville og tager valg uden egentlige grunde.

Stilheden fylder mange af filmens scener og er udtryk for karakterernes mangel på medfølelse. For eksempel når Pepe begynder at græde under kortspillet er hans hulken det eneste man hører, før han bliver afbrudt af sin hårde og kontante mor, der siger ”tudeprins”. I modspil til stilheden har vi et udmærket soundtrack af Jonas Struck, hvilket har en passende mængde melankoli, som passer rigtig godt til resten af filmen. Lyddesignet er meget levende og naturligt, så man næsten sidder og fryser mens man ser filmen.

Trods sine svagheder er filmen en interessant og charmerende film, der med sin fantastiske slutscene ikke forlader tankerne med det samme.

‘Avatar: The Way of Water’: En imponerende visuel side kan ikke redde en tynd, langtrukken og forudsigelig historie

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I 2009 kom den første ‘Avatar’-film, som blev en kæmpe succes. Her 13 år efter får vi nu efterfølgeren. Og nu er spørgsmålet, om de 13 år har været ventetiden værd?

I ‘Avatar’-universet er der gået 10 år siden vi forlod Jake på Pandora. Han har slået sig ned hos Na’vierne, hvor han er blevet gift med Neytiri, og har fået fire børn med hende. Men da menneskene, anført af Quaritch som nu har fået sine minder overført til en Na’vi krop, vender tilbage til Pandora for at dræbe Jake, må Jake og hans familie forlade skoven. De søger tilflugt hos havfolket og får lov til at bosætte sig der, på den præmis at de lærer at være havfolk, så de kan gøre sig nyttige.

‘Avatar: The Way of Water’ er igen instrueret af James Cameron, som også har skrevet manus. Han er ikke helt ukendt med kæmpe succeser, som den første ‘Avatar’-film blev, da han også har instrueret ‘Titanic’, ‘Terminator 2’ og ‘Aliens’. Ret hurtigt efter den første ‘Avatar’-film annoncerede Cameron, at han havde ideer til ikke bare en eller to efterfølgere, men fire efterfølgere.

Jeg var lidt skeptisk omkring denne udmelding. Jeg var en af de personer der ikke var specielt imponeret over den første film. Den var da vildt flot, men handlingen var utroligt uoriginal, og næsten en form for remake af Disneys ‘Pocahontas’. Derfor har mine forventninger til ‘Avatar: The Way of Water’ heller ikke været specielt høje.

Det er igen Sam Worthington og Zoe Saldana i rollerne som Jake Sully og Neytiri, og derudover vender Stephen Lang og Sigourney Weaver også tilbage. I andre roller finder vi b.la. Kate Winslet, Cliff Curtis, Edie Falco, Jemaine Clement, Jack Champion, Britain Dalton, Jamie Flatters og Trinity Jo-Li Bliss.

Skuespillet er ganske udmærket. Jeg synes man formår at skabe nogle fine karakterer, som man gerne vil bruge tid med. Jeg har dog et lille problem med karaktererne, men det er nok mere et manus problem.

Ret hurtigt inde i filmen begynder alle karaktererne at snakke engelsk. Det giver mening, da amerikanere jo nok ikke vil gå ind og se en 3-timers film med undertekster. Men det gør at der indimellem hos Na’vierne bliver brugt moderne engelske vendinger, som f.eks. “Bro”, “Shit” og “Perv”. Det river mig ud af handlingen, og for at være ærlig vil jeg hellere have at de bare snakkede deres Na’vi sprog, mens menneskene så snakkede engelsk. Det hjælper heller ikke på det, at meget af dialogen mellem Na’vierne er ret prætentiøs.

Det er ikke det eneste problem jeg har med manus. Et andet problem er filmens længde. Filmen varer over 3 timer og i midten af filmen er der et langt stykke hvor handlingen går i stå, og hvor det bliver meget langtrukkent. Der er også nogle gentagelser i løbet af filmen, som man kunne have udeladt. Derudover er der nogle forhold imellem nogle af karaktererne, som virker underligt ufortalte.

I min optik kunne filmen sagtens være 45 minutter kortere. Det føles som om at Cameron er blevet lidt for glad for sit ‘Avatar’-univers og dvæler lidt for meget ved forskellige ting. Jeg var også forvirret enkelte steder.

Jeg lavede den fejl, at jeg ikke fik set den første ‘Avatar’ igen, inden jeg så denne film. Og der var karakterer og ting fra den første film jeg havde glemt, hvor det føles som en selvfølge at man stadig kan huske det. Måske kunne man godt introducere publikum til universet igen, hvis nogle ligesom mig, sidst så ‘Avatar’ for 13 år siden. Men her er en opfordring til folk.. Det vil være en god ide at se den første film igen.

Det sidste store klimaks er også lidt en gentagelse af klimakset i den første film, med den lille ændring at det nu foregår på vandet, og ikke i en skov.

Når man snakker ‘Avatar’, er man selvfølgelig også nødt til at snakke om den visuelle side. Og her imponerer ‘Avatar: The Way of Water’, det meste af tiden. Der er nogle vanvittigt flotte scener, både i skoven og ved vandet, som med 3D effekten bare bliver endnu flottere. Na’vierne er også flot animeret og er meget udtryksfylde, ligesom de forskellige væsner på Pandora også er imponerende. Visuelt er det en meget betagende planet og univers, som Cameron og hans SFX folk har skabt. Men… Der er dog alligevel enkelte steder hvor jeg synes effektarbejdet skuffer. Der er endda et eller to steder, hvor jeg synes effekterne er decideret grimme.

Det er en skam, især fordi at jeg havde håbet at effekterne kunne hive den tynde historie op.

Billederne og kameraarbejdet er dog alligevel prangende, og var med til at holde min opmærksomhed fanget. Her har Cameron benyttet sig af en gammel samarbejdspartner, i form af fotografen Russel Carpenter, der også filmede ‘Titanic’ og ‘Avatar’.

På lydsiden har vi igen ‘Avatar’-temaet som det primære stykke musik, men udover det, så virker scoret til ‘Avatar: The Way of Water’ ret anonymt. Det er Simon Franglen der har lavet musikken. Han er rimelig ny som komponist, men har arbejdet med filmmusik i mange år.

Jeg havde håbet at ‘Avatar: The Way of Water’ havde en ny og spændende historie. Især også da jeg læste om den lange spilletid. Men ‘Avatar: The Way of Water’ er en visuel film, hvor det er tydeligt at størstedelen af arbejdet ligger her, og historiedelen er der måske ikke lagt ligeså meget arbejde i. Efter at have set denne film, må jeg indrømme at jeg ikke rigtigt ser frem til de 3 andre ‘Avatar’-film, vi har i vendte. Og måske må jeg bare indse at ‘Avatar’-franchisen ikke rigtigt er for mig.

‘Avatar: The Way of Water’ bliver klart reddet af den visuelle side, for ellers havde det været en endnu mere langtrukken og forudsigelig omgang, end den allerede er. Men det ender med lige at blive en tålelig, om end lang, omgang. Og ser man bort fra de enkelte steder, hvor effektarbejdet skuffer, så er det alligevel visuelt en af de flotteste film i år.