‘Moon Knight’: Marvels super uheldige superhelt

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

‘Moon Knight’ er den nyeste Marvel serie, der netop har ramt Disney+. Efter et par film og TV-serier fra Marvel, der har fået mere eller mindre blandet modtagelse, er der her ingen tvivl om, at ’Moon Knight’ er en succes.

Modsat forventningen med det ellers New York centrerede Marvel, møder vi den generte og udmattede Steven Grant i regnfulde London. Steven har svært ved at sove ordentligt, til en sådan grad at han sover med fodlænke for at undgå søvngængeri. Hans situation bliver kun mærkeligere, da han opdager, at han måske ikke er den eneste bevidsthed, der har kontrol over kroppen. Steven har nemlig DID (dissociative identity disorder), og den anden personlighed – Marc Spector – virker til at være en morderisk Amerikaner, der har indgået en aftale med den egyptiske månegud, Khonshu, hvori han har lovet at bringe retfærdighed til alle, der har gjort onde gæringer. Igennem dette bånd får Marc både superkræfter, en rimelig badass superhelte dragt og titlen ’Moon Knight’.

Hvis denne beskrivelse forvirrer dig, så har du nok ikke set mange Marvel film. Men en af de gode ting ved ’Moon Knight’ er faktisk, at man, modsat mange af deres andre udgivelser, ikke behøver at vide noget om Marvel for at kunne se serien. Det føles næsten separat fra deres normale fortællinger, og derfor også helt nyt, og bringer et frisk pust ind i Marvel universet.

Stemningen er på samme måde ny og forfriskende, og instruktøren Mohamed Diab virker til specielt at have været inde over her. Der er en fascination og kærlighed i den måde, den Ægyptiske mytologi og kultur bliver vist, som jeg ikke føler, man generelt er vandt til i vesten.

Der er specielt været hype på steder som TikTok over den egyptiske rap musik, der spiller i slutningen af flere episoder. Dette giver serien endnu et element, der skiller sig ud, og gør den unik i sammenligning med alle de (efterhånden) mange (mange) superhelte filmatiseringer. Selvom ’Moon Knight’ ikke er lige så innovativ som ’WandaVision’, er det lang tid siden, at jeg har følt mig så interesseret i en Marvel historie.

Dette har nok også en del at gøre med den absolut fantastiske skuespiller i hovedrollen som Steven/Marc; Oscar Isaac. Ikke bare er manden charmerende og utrolig pæn at se på, men hvis der nogensinde var tvivl om hans talent, så se blot hvad han levere her. Som den titulære Moon Knight får Isaac lov til rigtig at spille med skuespillermusklerne: på accenten kender man nemt Stevens London accent fra Marcs Amerikanske, men når Steven løfter øjenbrynet forsigtigt og synker sammen i fortvivlelse, mens Marc skyder brystet frem og rynker brynene så tæt, at hans øjne synes små, der ser man forskellen.

Modsat Isaac spiller Ethan Hawke den ’onde’ Arthur Harrow, der ønsker balance i verden, og May Calamawy i rollen som Layla El-Faouly, Marcs (men ikke Stevens) kone. Både Hawke og Calamawy gør det ganske godt, men der er ingen, der helt når op på Isaacs niveau, hvilket, til tider, kan gøre at scenerne føles en smule ulige.

Jeg var heller ikke overrasket over, at episode 5 endte med at være min favorit; en episode der forgår hovedsageligt i Steven/Marcs hoved, og derfor, hovedsageligt, indeholder scener hvor Isaac spiller overfor sig selv. Er det fordi han er dygtig, eller fordi han er pæn? Tjooo, måske begge… Men, professionelt sagt, mest den første.

Min største kritik kan i virkeligheden også ses som noget positivt: der var brug for mere tid. Med kun 6 episoder føles det ikke helt som om, vi når en rigtig forløsning. Alting ender med at gå lidt for hurtigt, og pludselig er der guder løs, nye superkræfter og folk der flygter i frygt gennem Kairos gader, indtil det næste øjeblik, hvor problemet er løst.

Det føles desværre lidt som et antiklimaks, og ”big, bad CGI monster of the month” gør det ikke meget bedre. Men det positive ved dette problem er, at, modsat ’WandaVision’, som havde en ret definitiv slutning, så har ’Moon Knight’ plads til en sæson 2, og det skulle undre mig hvis Disney ikke besluttede at fortsætte succesen!

 Ikke en fejlfri superhelteserie, men bestemt en underholdende en af slagsen. Hvis du kan lide Marvel, eller selv hvis du ikke kan og bare holder og god underholdning, så giv ’Moon Knight’ en chance. Om ikke andet, så for Oscar Isaacs skyld.

‘Moon Knight’ kan ses på Disney+

Første sæson har 6 afsnit med en spilletid på ca 50 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=x7Krla_UxRg

‘Severance’: Kandiderer til at være årets bedste serie

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Ben Stiller, der nok er mest kendt for hans arbejde med komedier, har instrueret og produceret sci/fi-thriller-gyserserien ‘Severance’, som beviser at Stiller er meget mere, end bare en sjov mand.

Forestil dig at du lever et liv hvor dit arbejdsliv og dit privat liv er adskilt, så du intet kan huske fra dit privatliv når du er på arbejde, og intet kan huske fra dit arbejde når du er udenfor din arbejdsplads. Det vil skabe den perfekte work-life balance, og det er præcist det som ‘Severance’ handler om.

Mark arbejder hos selskabet Lumon i en af deres mest hemmelighedsfulde afdelinger, hvor jobbet består i at sidde foran en computerskærm og sortere numre i gode og dårlige numre. Han har frivilligt fået lavet et indgreb der har splittet hans person i to. En person som hele tiden er på arbejde, og en person som altid har fri. De to personligheder aner intet om hinandens verdener. Mark arbejder sammen med Dylan, Petey og Irving. Men en dag møder Mark op på arbejde og får af vide at Petey, som er hans bedste ven på arbejdspladsen, ikke arbejder der mere. Samtidig bliver kvinden Helly ansat i afdelingen. Mark bliver mentor for Helly, og skal hjælpe hende med at falde til. Men Helly har meget svært ved at acceptere at hun er blevet splittet, og har svært ved at falde til. Hun sætter spørgsmål til Lumon og til indgrebet, hvilket gør at Mark får en begyndende tvivl. Og da Petey opsøger Mark udenfor arbejdspladsen, begynder han for alvor at sætte spørgsmål til indgrebet, og hvad det egentligt er som foregår hos Lumon.

Ben Stiller har instrueret 6 ud af de 9 afsnit, hvor Aoife McArdle har instrueret de resterende 3 afsnit. Det er ikke Stillers instruktørdebut, da han b.la. instruerede filmene ‘Trophic Thunder’, ‘Zoolander’, ‘Zoolander 2’ og serien ‘Escape at Dannemora’. Aoife McArdle har primært inden instrueret musikvideoer.

‘Severance’ har en anelse af noget sort komik, men er ellers en god blanding af sci/fi-thriller med gyser elementer. Det minder mange gange om den britiske serie ‘Black Mirror’ og har også, ligesom den serie, nogle samfundskritiske elementer. Stiller og McArdle har gjort et fantastisk arbejde som instruktører. Lige fra første afsnit er man grebet af universet og historien, og hvert afsnit giver en lyst til at se videre.

Visuelt er serien også vanvittigt flot. Produktion designet, især hos Lumon, er ret imponerende. Der er både de sterile hvide, meget lange snoede labyrintagtige gange og det kedelige kontorlokale, men samtidig er der også rum som er uforklarligt eventyrlige og smukke. Også verden udenfor kontoret er smukt og har en smule af noget trøsteløst over sig, som passer meget godt med stemningen, og karakterenes sindstilstande.

Kameraarbejdet er også ret imponerende. Fotografen, der har filmet de fleste af afsnittene, er Jessica Lee Gagné, som meget præcist formår at fange stemningen med sine billede. Især er det imponerende hvordan scener hos Lumon er filmet. Med billederne og klipningen gør de det fuldstændigt umuligt, at få overblik over indretningen hos Lumon, og gør det umuligt for seeren at orientere sig i bygningen. Men billederne udenfor Lumon også fantastiske.

Musikken som er skabt af Theodore Shapiro skaber den perfekte stemning. Ved at være enkelt og mystisk skaber han foruroligende stemning hos seeren. Musikken er hele tiden med til at gøre, at vi som seere ved der er noget forkert, og der er noget som ikke er som det burde være i universet og især hos Lumon.

Mark er spillet af Adam Scott, som vi nok kender bedst fra ‘Parks and Recreation’, men han har også været med i ‘Big Little Lies’ og Ben Stiller filmen ‘The Secret life of Walter Mitty’. Han har aldrig været bedre end han er i ‘Severance’. Han er meget kendt for hans mere komiske roller, men beviser her, at han også er en virkelig god dramatisk skuespiller. Han formår at have de små nuancer i sit skuespil, som b.la. gør at vi kan se de små forskelle mellem arbejds-Mark og privatlivs-Mark.

Udover Scott, så har Stiller virkelig fået samlet et stærkt cast. Scott får selskab af Christopher Walken, John Turtorro, Zach Terry, Britt Lower, Patricia Arquette og Tramell Tillman. Alle disse skuespillere giver fantastiske præstationer. Turtorro og Walken har en kemi, som jeg sjældent har set i en film eller serie. Deres venskab i serien er noget af det mest hjertevarme og fine som jeg længe har set.

Jeg kendte ikke Britt Lower og Tramell Tillman inden jeg så ‘Severance’. Men de to er også fuldstændigt fantastiske, og spiller på samme niveau som alle de andre i serien. Jeg er især vild med Tillman. Han spiller Milchick, som er ansat hos Lumon, og som holder øje med Marks afdeling. Han spiller på en robotagtig måde, og på en måde hvor det er umuligt at forudse hans handlinger eller tanker. Der er også noget ved hans karakter som er foruroligende, men det er umuligt at præcisere hvad det er.

Patricia Arquette er som altid, bare fantastisk. Hun kommer virkelig bredt rundt som skuespiller, da vi både ser hende som chef hos Lumon men også ser hende udenfor arbejdet, hvor hun spiller en anden karakter. Det er en virkelig stærk præstation som nok skal vinde nogle priser.

Serien er skabt af Dan Erickson der også har været med til at skrive den. Dette er hans debut som serieskaber og manusforfatter. Det er en af de mest overbevisende debuter jeg længe har set. Det eneste lille minus ved serien, er at den måske godt kunne være et eller to afsnit kortere. Der er et eller to afsnit i midten, hvor handlingen kører en lille smule i ring, og vi ikke rigtigt kommer videre eller får mere information. Men ellers er ‘Severance’ en virkelig stærkt skrevet serie, med stærk dialog, stærke personer og en serie hvor der bliver stillet spørgsmål, som driver seeren til at se videre.

Det er annonceret at der kommer en sæson 2, og jeg glæder mig allerede meget til at se hvad der kommer til at ske, og måske få svar på alle mine spørgsmål.

‘Severance’ kan se på Apple Tv+

Første sæson har 9 afsnit med en spilletid på ca 50 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=xEQP4VVuyrY

‘Bad Guys – De er super barske’: Selv skurke ville nogle gange være helte

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Dreamworks Animation har i mere en 25 år lavet animationsfilm. Blandt andet står de bag filmserierne ‘Shrek’, ‘ Madagascar’, ‘Kung Fu Panda’ og ‘Trolls’. Nu er de klar til at præsentere os for en bande af helt nye karakterer.

Skurkebanden “Bad Guys” består af Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange. De er en berygtet skurkebande og laver det ene kup efter det andet, samtidig med at de skaber frygt omkring sig. Da de dog alligevel bliver fanget og sat i fængsel, går Hr. Ulv med til at lave en aftale. Den skal komme de fem venner til gode og banden skal, med hjælp fra mentoren Professor Marmalade, lærer kun at gøre gode gerninger. Hr. Ulv opdager her de gode ting ved at være god, og han begynder at kunne lide det. Da en ny uventet skurk truer byen, må Hr. Ulv nu forsøge at overtale sine venner til at kæmpe på den gode side. Men ikke alle i banden er ligeså glade for at være gode og vil hellere fortsætte med at være skurke.

‘Bad Guys’ er baseret på Aaron Blabeys børne- og ungdomsbogserie ‘The Bad Guys’. Filmen er instrueret af Pierre Perifel, som her får sin spillefilmsdebut som instruktør. Han har arbejdet som animator på flere af ‘Kung Fu Panda’-filmene og på ‘Shrek 4’.

Manus er skrevet af Etan Cohen, som også skrev ‘Men in Black 3’, ‘Madagascar 2’ og ‘Holmes & Watson’.

‘Bad Guys’ er en virkelig fin fortælling om denne gruppe af skurke, som pludseligt oplever glæderne ved at gøre gode gerninger. Vores hovedkarakter er den sympatiske Hr. Ulv som er leder for banden. Han har fået stemme af altid gode Sam Rockwell, vi ellers kender fra ‘Three Bilboards outside Ebbing, Missouri’ og ‘Jojo Rabbit’. Andre stemmer er leveret af Awkwafina, Marc Maron, Craig Robinson og Zazie Beets. Stemmearbejdet er generelt godt, dog uden at være fuldstændigt fantastisk. Der er perioder hvor stemmerne virker lidt flade.

Det er sjovt at se en film fortalt fra skurkenes synspunkt. Og selvom det jo er skurke, i hvert fald i første del af filmen, så er det så sympatiske, sjove og underholdende karakterer at vi holder med dem. Jeg er sikker på at vi egentligt også vil holde med dem, hvis de var skurke hele vejen igennem filmen.

Men med skiftet viser filmen tydeligt at selv dem som virker slemmest har moral, og de vil egentligt bare gerne blive holdt af og blive accepteret. Filmen viser også det smukke ved at give og hvordan gode gerninger, og at være god mod andre, kan gøre at man selv får det godt. Der er helt sikkert noget lærerigt i ‘Bad Guys’. Især vil mange børn sikkert kunne finde noget inspirerende her, og filmen vil sikkert også åbne op for samtaler i de små hjem.

Dreamworks Animation rammer ikke altid plet med deres animerede film. I forhold til Pixar, som oftest formår at ramme hele familien, har Dreamworks indimellem lavet film, som taler til de yngste i familien og bare skal overstås for de voksne. ‘Bad Guys’ er en film hvor hele familien kan være med.

Filmen er fin i sin animationsstil, men var ikke noget som virkelig imponerede mig. Der er taget mange sikre valg og stilen er ikke specielt original. Man har også taget sig lidt nogle friheder i filmen, i forhold til stilen og hvordan karaktererne ser ud i bogen. Man har gjort karakterenes udseende, knap så komisk og sjusket, og i stedet givet dem et mere cool look. Det er egentligt et fint valg, selvom jeg vil mene at filmen havde været mere original i sin stil, hvis man var gået mere med stilen i bøgerne. Men måske har det været for skævt og skørt for Dreamworks, at gå i den retning.

Der er nok grin og action scener i filmen til at holde både børn og voksnes koncentration fanget. Og heldigvis er ‘Bad Guys’ ikke så larmende, og overgiret, som andre Dreamworks film har været. I stedet er det en mere nedtonet og charmerende oplevelse. På mange måder kan ‘Bad Guys’ sammenlignes med Disneys ‘Zootopia’.

Begge film foregår i en storby befolket af dyr. Og i begge film har vi skurke i hovedrollen. Da vi møder ræven Nick Wilde i ‘Zootopia’ er han en svindler og en skurk, som ikke behandler kaninen Judy Hopps særlig pænt. Men ligesom i ‘Bad Guys’ er han så karismatisk, at vi holder af ham med det samme, og han ender også med at blive en af vores helte.

Jeg havde ikke troet det, men jeg blev faktisk overrasket over handlingen et par stedet i ‘Bad Guys’. Der sker nogle ting i løbet af filmen, som jeg ikke har set komme. Jeg syntes dog filmen mister lidt af sin kvalitet i den sidste del, hvor den kører lidt på autopilot. Det store klimaks er noget vi har set lignende, lidt for mange gange før.

Jeg var underholdt under, næsten hele filmen, men jeg blev aldrig decideret rørt, som man ofte bliver det af de bedste Pixar-film. Jeg holder dog meget af filmens morale og budskab, om at der findes godt i selv de værste og at gode gerninger gør dig glad.

‘Bad Guys’ er en god film, som vil underholde hele familien, og introducerer et charmerende nyt univers, samtidig med at den kommer i mål med sine budskaber. Den er ikke på niveau med de bedste fra Pixar, da den mangler lidt originalitet, både i animationen og i handlingen, men Dreamworks Animation, nærmer sig med denne film, en film af Pixar-kvalitet.

’Ice Age: Buck Wilds eventyr’ et underholdende og klassisk Ice Age eventyr for hele familien.

Anmeldt af: Laura Vedersø

Så har Disney været på spil igen og ‘Ice Age’ er atter på banen, med endnu en seværdig gang underholdning

Jeg må indrømme at inden jeg så filmen, tænkte at det nok var en for mange i rækken, men blev egentlig positivt overrasket. Ikke på en overvældende måde, men mere på den måde, at filmen på mange måder fungerer og er underholdende med komiske bemærkninger.

I de foregående 5 film har ”banden” skulle forhindre verdenens undergang og i ’Buck Wilds eventyr’ er det heller ikke anderledes, dog i en lidt anden indpakning, fordi det primært er pungrotterne Eddie og Crash og Buck fra den glemte verden der figurerer i filmen.

Eddie og Crash føler de mangler eventyr og udfordringer, derfor drager de afsted på egen hånd. På ægte Eddie og Crash manér, går det dog ikke helt som planlagt, og de ender derfor i den glemte underverden. Her møder de deres kære ven Buck og sammen skal de forsøge, at redde den glemte verden, da dens eksistens bliver truet.

‘Buck Wilds eventyr’ er en amerikansk computer-animeret eventyrs komedie, instrueret af John C. Donkin, hvor manuskriptet er skrevet af Jim Hecht, Ray DeLaurentis, og William Schifrin. Som tidligere nævnt, er filmen en spinoff af de 5 tidligere ‘Ice Age’-film, hvor vi har fulgt den uortodokse gruppe af venner, der flere gange har kæmpet for at undgå verdenens undergang. Dette er for øvrigt John Donkins debut som instruktør. Donkin er dog ikke ny i ‘Ice Age’-universet og har som producer og karakterskaber, været inde over flere af de andre ‘Ice Age’-film. I producerens rolle er hans også kendt for flere andre Blue sky studio projekter, som blandet andet ‘Rio’ og ‘Rio 2’.

Filmen er i vanlig stil Disney stil, en opdragelses rejse for seerne, hvor filmens tematikker, står meget klart. For Eddie og Crash gælder det om, at lære at stå på egne ben og finde deres styrker frem, hvorimod ”mor” Ellie, skal lære at give slip på sine ”børn”. Skildringen af disse og de andre underlæggende tematikker, er fremhævet på en fin og klassisk måde, som er nem at forstå for børn, samtidig med at det kommer til udtryk på en fornem måde i filmens handling.

Min yndlingskarakter i ‘Ice Age’-banden er dovendyret Sid, og han er da også den karakter, der for mig, redder filmen humoristiske side, til trods for at han, i store dele af filmen, slet ikke er med. I det hele taget var der for lidt af det kendte ‘Ice Age’ med i denne film, til at jeg sådan for alvor blev vildt underholdt, i ægte ‘Ice Age’-stil. Derfor må man også spørge sig selv, om det ikke var en film for meget. For mig at se vil det da også altid være den første film i rækken der er den bedste.

En samlet vurdering af filmen er derfor en lidt blandet omgang, for filmen fungerer på mange måder rigtig godt, men som ‘Ice Age’-film blev jeg en anelse skuffet, da de karakterer, der for mig fungerer bedst i ‘Ice Age’, stort set ikke er med i filmen. Som familie underholdning kan jeg dog klart anbefale filmen. Den har bestemt sine øjeblikke og underholdningen er langt hen ad vejen god, men som ‘Ice Age’-fan, synes jeg det var for langt væk fra det kendte ‘Ice Age’ og derfor en film eller 2 for meget i rækken.

Jeg vil for fin underholdning give filmen 3 små Chaplins, men vil anbefale en stor slikskål til filmen.

‘Ice Age: Bucks Wilds eventyr’ kan ses på Disney+

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=0U0L4uT0btQ

‘Heartstopper’: Hjertet slår kolbøtter, og alle de queer voksne tuder.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Trods den dramatiske titel ”hjerte stopper”, så er ’Heatstopper’ hverken melodramatisk, mørk eller mystisk, som vi ellers efterhånden er vant til i teenage shows. i stedet formår ’Heartstopper’ at vise de søde dele af teenage forelskelse, venskaber og skolegang; et show, der føles som en strandbrise på en varm sommerdag.

I et hav af angstfyldte og dystre teenage shows er dette et frisk pust, der inviterer seerne til at forelske sig i Nick og Charlie, alt imens de forelsker sig i hinanden.

Netflix’s ’Heartstopper’ er baseret på Alice Oseman tegneserien af samme navn, og fans af serien har allerede noteret hvordan visse vigtige scener er som taget direkte fra bøgerne. Derfor var det ingen overraskelse, da jeg fandt ud af, at Oseman selv var inde over udviklingen af serien; en indsigt som uden tvivl har hjulpet med at grounde instruktør Euros Lyn’s ellers dramatiske flair. Resultatet taler for sig selv.

Hvis du nogensinde har læst en romantisk bog, eller måske har været modig og dyppet tæerne i verdenen af fanfiction, så har du en rimelig god ide om, hvordan historien i ’Heartstopper’ udfolder sig. Guy meets guy; guy falls hard; cuteness ensues. Det er ikke revolutionerende, men ikke alting behøver at være kompliceret for at være interessant.

14-årige Charlie Spring (Joe Locke) går på Truham Grammar High School, en skole for drenge hvor han, som den eneste åbent homoseksuelle på skolen, har haft det svært. Vi møder ham i starten af det nye semester hvor han, naturligvis, sætter sig ved siden af den charmerende rugby spiller med et ansigt som en hundehvalp; Nick Nelson (Kit Connor). Kemien er tydelig, og ikke kun på grund af de 2D animerede gnister der flyver mellem dem. Snart står Nick overfor en ”full-on gay crisis”, som han selv kalder det.

Den romantiske stemning forstærkes igennem seriens ”look”: Alting er i varme og klare toner. Den bedste måde, jeg kan beskrive det på, er nok, at trods en hel scene med sne, tog det mig noget tid at opdage, at serien starter om vinteren. Der er noget urealistisk ved det varme lys i den engelske vinter – men det er måske netop derfor, at serien føles som en velkommen flugt fra virkeligheden. Som sagt er serien baseret på en tegneserie, og 2D animationen, der til tider dukker op i særligt følelsesladede øjeblikke, fungerer derfor både som en reference til originalen, samtidig med at det skaber et specielt udtryk af barndom og ung forelskelse. Det er næsten magisk og helt igennem charmerende.

Trods den bløde, og lyse stemning, så er ’Heartstopper’ ikke et perfekt univers, og vi får vores dosis af drama i form af realiteten af homofobi, transfobi og generelt mobning, som desværre stadig er en del af skolelivet. Charlies venner Elle (Yasmin Finney) og Tao (William Gao) kæmper begge med, hvad det betyder at være ’anderledes’ – Elle fordi hun er transkønnet, og Tao fordi han er lidt af en rapkæftet nørd. På den måde er alting ikke bare blomster og briser; hovedpersonerne bliver konfronteret med og reagerer på omverdenen.

Men den smukke fantasi, er hvordan forståelsen alligevel, for både Charlie og Nick, kommer indefra. To mandlige hovedroller, der får rum og lov til at være sårbare – ikke bare med hinanden, men med omverdenen. Jeg tror, at det er netop dette, ærligheden, der efterlader seerne med følelsen af at have fået et kærligt kram. Jeg er flere gange stødt på spørgsmålet om ”hvem er dette show lavet til”? Er det de jævnaldrende teenagere, eller de nostalgiske, voksne queers, der ønskede at have vokset op i Heartstoppers univers? I sidste ender føler jeg ikke, at det betyder noget, for, under alle omstændigheder, består seerne tydeligvis af begge lejre.

Jeg tror ikke, at ’Heartstopper’ er for alle. Hvis du ikke kan lide Young Adult eller romance, så er der ikke rigtig noget af finde her. Men jeg tror, at alle, fra de dramatiske teenagere til de nostalgiske voksne, kan finde noget at relatere til – Charlies usikkerhed, Taos frygt for forandring, Nicks gradvise selvaccept – så hvis du selv er lidt en sucker for nostalgi og *the feels*, så skal ’Heartstopper’ bestemt ikke skippes!

‘Heartstopper’ kan ses på Netflix

Første sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca 25 minutter

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=FrK4xPy4ahg

‘BORGEN – Riget, magten og Æren’: En længeventet ny sæson, til en af de bedste politiske dramaserier

Anmeldt af: Susanne Schatz

De sidste otte søndag aftener, har der igen været drama på Dr1, som har kunnet samle familierne i de små hjem. Det har været noget så hyggeligt, men lever sæson fire af ‘BORGEN’ også op til de forventninger vi havde?

Den glædelige nyhed er, at der er kommet en sæson til, så vi – efter ca. 10 år – kan gense Birgitte Nyborg & Co., noget jeg så frem til! Nyhederne op til 4. sæson, om hvem vi ville se i den nye sæson, udløste en følelse af: Det skal nok blive en succes!

Bl.a. Birgitte Hjort Sørensen (Katrine Fønsmark), Søren Malling (Torben Friis), Mikael Birkkjær (Birgitte Nyborgs eksmand), osv. var fuldstændig afgørende personer i spillet om politik, magt, familieliv og hverdagsvanskeligheder!

Det første afsnit af ‘BORGEN – Riget, Magten og Æren’ startede med en overraskelse, intromusikken er blevet skiftet. Nå, altså, den oprindelige musik var jo helt fantastisk, som fangede lige med det samme – sådan var det ikke nu. Det tog lidt tid, ca. 5-6 afsnit, indtil jeg sagtens kunne ”se” eller rettere sagt høre og fornemme, at melodien havde noget!

Der er sket rigtig meget siden sidst: Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) er blevet udenrigsminister, bor igen i et hus, børnene er flyttet hjemmefra, hun er single og i overgangsalderen. Danmark har fået en anden kvindelig statsminister, Signe Kragh (Johanne Louise Schmidt), og Katrine Fønsmark har fået jobbet som nyhedschef på TV1, mens hun på det private plan stadigvæk er sammen med Søren Ravn (Lars Mikkelsen), de har fået en datter til.

Derudover bliver vi introduceret til mange nye ansigter – bl.a. til Magnus Millang (Nyborgs departementschef), Özlem Saglanmak (Journalist på TV1), Simon Bennebjerg (Nyborgs ministersekretær) og Mikkel Bo Følsgaard (Asger Holm Kirkegaard – den nye arktiske ambassadør). De fungerer udmærket og supplerer det ”gamle oprindelige hold” på en god og interessant måde.

De første 3 sæsoner var præget at en blanding af det politiske og det private: Som tilskuer blev man inddraget i problemerne og konsekvenserne, som følger med en politisk karriere, hoved karaktererne var ikke kun deres arbejde, men mennesker med ”tung bagage”, udfordringer, fejl osv.

Denne balance mellem magtspil og personlige historier var – i hvert fald for mig – ‘BORGENs’ store styrke! Det var det som gjorde det interessant og spændende! For mig var Birgitte Nyborg & Katrine Fønsmark to interessante bud på moderne kvinder.

En anden stor forandring er, at i de 3 første sæsoner var hvert afsnit en afsluttet sag. Så var der hele tiden et nyt politisk tema, man kom meget rundt i den politiske verden – fra Afghanistan til Thule basen, fra interne magtkampe til hvordan man stifter et nyt parti osv.!

Derfor var det nemt og dejligt at ”Binge Viewe” – nysgerrigheden og spændingen blev hele tiden holdt brandvarm.

‘BORGEN IV’ er bygget op omkring én stor sag: Der er blevet fundet olie på Grønland. Spørgsmålet om, hvad der vejer mest: milliarder af kroner eller hensyn til klimaet og miljøet – splitter ikke kun partierne, men også familien Nyborg! Hele forholdet mellem Danmark og Grønland sættes kraftigt i spil. Hvad kan man som politiker tillade sig, og hvor langt må man gå for at beholde magten? Intriger, løgn, forræderi af idealer og næsten miste sig selv er kun en del af det, som ‘BORGEN IV’ tilbyder!

Når jeg sidder her og skriver det, synes jeg selv, at det egentlig lyder meget spændende, ikke også?! Hvorfor er jeg så ikke begejstret? Hvorfor var det – på en måde – hårdt at komme igennem de 8 afsnit? Binge-Viewing var ikke en option – ét afsnit ad gangen var rigeligt.

For at sige det helt ærligt: Jeg er skuffet og føler mig lidt snydt. Snydt på den måde at de fleste af ”vores gamle bekendte” mere eller mindre kun var alibiagtigt med, næsten uden betydning for handlingen. Fx om Philip (Nyborgs eksmand) får vi at vide, at hans kæreste er gravid og han er meget glad, men han dukker kun perifert op, mere som en statist. Lars Mikkelsens rolle som Katrine Fønsmarks partner er mere eller mindre overflødig, hans funktion er ret ligegyldig! Forholdet mellem Birgitte Nyborg og hendes søn Magnus, han er blevet klimaaktivist, er fuldkommen uafgjort: De har det godt, han vil ikke have noget at gøre med hende, så har de det godt igen og så krise igen. Det er ikke interessant nok, det virker ikke virkelig super relevant for historien og det bliver ikke brugt på en spændende måde! Det er lidt synd, fordi der egentlig er meget potentiale i.

Torben Friis, var en rigtig morsom og interessant karakter (Søren Malling, var ekstrem overbevisende i rollen), men han er blevet til en kedelig bifigur!

Og ikke mindst Katrine Fønsmark: Jeg var kæmpestor fan af hende! Hun var en sej pige, anderledes, én jeg kom til at holde af – hun var bare rigtig god! Hvad er der sket med hende? Det nye job gør ikke noget godt for hende – hun er slet ikke den samme! Karakteren har fuldstændig skiftet og alt det interessante har hun mistet, tilbage er der kun en ret uinteressant karrierepige, der ikke kan klare presset.

Alt omkring Danmark, Grønland og olien, og alle de problemer der følger med, er ikke så inddragende og medrivende, man får mindre lyst til politik og forholdet mellem Danmark og Grønland. Egentlig er resultatet for mig, at magten ”dræber”, og at kvinder slet ikke skal vælge politisk karriere! På en måde har Birgitte Nyborg mistet mere end hun har vundet: Kærlighedslivet er dødt (hvad med arkitekten fra sæson 3?), hun er ensom og har mere eller mindre kun jobbet tilbage, hvilket betyder, at hun går langt over stregen for at beholde magten.

Er det virkelig det rigtige budskab? Nej, det mener jeg egentlig ikke.

Men man skal helt sikker passe på – passe på sig selv, på sine nærmeste og på sine værdier!

Undervejs åbnes nogle tråde, som ikke helt blev forløst; nogle karakterer får slet ikke mulighed for at udvikle sig mere, selvom der er potentiale i dem – fx kærlighedshistorien på Grønland; hvad er der virkelig sket med den unge grønlandske fyr Malik.

Jeg savner, at blive mere mættet. Jeg savner mere ”kød”, mere substans og selvom det er en politisk serie, vil jeg have mere af det personlige. Hvis man vælger at fortsætte med nogle karakterer, så skal de ikke kun være ”statister”, så skulle man måske opsummere lidt noget om deres udvikling, hvad der er sket for dem!

Denne sæson var ikke dårlig, måske er det en fordel, hvis man ikke har set de første 3 for nylig, så kan man ikke sammenligne og se dem med friske øjne! Jeg har bare forventet og håbet på noget andet.

Men hvis der kommer ‘BORGEN V’, så vil jeg helt klar se den – alligevel!

‘BORGEN – Magten, Riget og Æren’ kan ses på Drtv

4.sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca. 50 min

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=VRAwG1Xat_g

‘Drive my Car’: Et ærligt, humanistisk og dybt poetisk filmværk.

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

‘Drive my Car’ har netop vundet en Oscar for bedste udenlandske film, hvor den også var nomineret i flere andre kategorier. Nu har den dansk biografpremiere.

En kvinde har engang indtalt et bånd til en mand. På det har hun grædt, stammet og nænsomt hvisket alle replikkerne fra et af de største stykker i dramatikkens historie. Udover ‘Onkel Vanja’. Ved hans replikker er der stille. 

En teater-skuespiller og instruktør i slutningen af fyrrerne kører rundt i sin røde bil og taler med sin afdøde kone gennem et kassettebånd. En samtale, hvor livsleden, fortrydelsen, skammen og alt det andet der karakteriserer Tjekhovs storværk fungerer som medium.

Sådan er ‘Drive my Car’: En lang samtale med tilværelsens uophørlige melankoli – foretaget over en telefonforbindelse styret med kirurgisk præcision og uendelig humanisme af filmens forfatter og instruktør, den mesterlige Ryusuke Hamaguchi.

“Hvis jeg var din far, ville jeg lægge armen omkring dig og sige at du ikke har gjort noget galt. Men det er jeg ikke – og vi har begge to fejlet”. En sådan spoilerfri parafrase opsummerer måske bedst filmens aende knytnæver – dens radikale empati. Ingen i denne film er idealiseret. Der findes ingen mytologiske eller ideologiske frontløbere, ved hvis skuldre vi kan lægge vores sympati. For i Hamaguchis naturalistiske univers er sympati ikke støbt til idealer – men til mennesker.

På sådan vis transcenderer ‘Drive my Car’ de arketyper og mytologiserede seksual-psykologiske refleksioner der kendetegner ophavsmanden til kildematerialet, Haruki Murakami, og begiver sig ud på den naturalistiske ærligheds stormombruste poetiske hav. Med en nænsom lethed fjerner filmen langsomt sit fokus fra de store intellektualistiske øvelser over seksualiteten og kreativitetens kollektive arnested, eroderer slet og ret alle tilskuerens potentielle akademiske distancerings-manøvrer sideløbende med hovedpersonens kollision med behovet for en ærlig selvransagelse og en spand koldt vand i hovedet.

Hvad vi efterlades med er i al filmens billedlige skønhed et spejl i et rum fyldt med udpinte lysstofrør, uden anden polstring end medlidenheden fra en kunstner der ser dig og dine urenheder, og fortæller dig, som Sonja fortæller Onkel Vanja i slutningen af Tjekhovs stykke, “Vi vil finde glæde og vi vil se tilbage på vores nuværende ulykke i medfølelse, med et smil – og vi vil finde hvile.”

Hamaguchi balancerer sine karakterers menneskelighed på en knivsæg, kaster dem rundt og lader dem kaste hinanden for hajerne, for sidenhen at lade dem redde og fortryde. Et levet liv. I al dets utilstrækkelig – intet mindre.

Jeg taler ikke japansk, og kender ikke til Mizoguchis bevæggrunde for at have skabt filmen. Derudover har jeg ikke læst meget hverken Tjekhov eller Murakami. Dette burde måske lægge en vis diskvalificerende skygge over indeværende anmeldelse. Alligevel genkendte jeg filmens sprog. Lod mig spejle i dens vemod. Lod mig transportere og henføre af de alenlange kørescener i Hiroshimas aftenbelysning. Fællestrækket ved hovedpersonens teateropførelser er den sproglige alsidighed. En skuespiller fremfører sine replikker på japansk, en på mandarin, en på engelsk, en på koreansk tegnsprog. Alligevel opløses den i sproget iboende miskommunikation og erstattes af en transcenderende undersøgelse af Tjekhovs fællesmenneskelige arketyper. 

På samme vis opløses alle fremmedelementerne i ‘Drive my Car’ og alle små ukendte enkeltdele smelter sammen og gør filmen til et åbent spejl i aftenlysets tristesse – kommunikeret til mig med fuldstændighed, uagtet alle de ovennævnte barrierer. Kommunikeret på kunstens ubegrænsede sprog.

En mandlig teaterinstruktør i fyrrerne finder sin forløsning hos en kvindelig privatchauffør i starten af tyverne. Og hun hos ham. Onkel Vanja finder sin trøst hos Sonja, og jeg fandt min, for en stund, i Ryusuke Hamaguchis Oscar-vindende film-poesi: ‘Drive my Car’.

Academy Awards 2022!

Af: Lou von Brockdorff

Efter to Corona-år var Oscarfesten endelig tilbage!! Vi bringer jer her listen med alle vinderne, og en opsummering af nattens begivenheder.

Efter et par år uden Oscarvært, var der i år tre kvindelige værter. Amy Schumer, Wanda Sykes og Regina Hall. Efter en lidt tam åbning, tog Amy Schumer scenen alene og lavede en klassisk Oscar-åbning, med jokes omkring årets nominerede film og de forskellige stjerner. Hun gav os alt det vi elsker ved en Oscar-åbningstale. Dog så vi ellers ikke meget til værterne under showet.

I år valgte man at uddele otte priser inden showet, hvilket akademiet har fået meget kritik for. Men heldigvis blev disse priser vist i løbet af showet, så man stadig så de forskellige vindere og deres takketaler, dog i en nedklippet udgave.

I år blev flere forskellige filmjubilæer fejret, hvilket førte til nogle genforeninger på scenen. B.la. blev 50-års jubilæet for ‘The Godfather’ og ‘Cabaret’ fejret. Vi fik en ‘Godfather’-genforening med Al Pacino, Robert De Niro og Francis Ford Coppola, og Liza Minnelli, som vandt en Oscar for ‘Cabaret’, kom også på scenen.

Danmark havde fem muligheder for at vinde en Oscar, men desværre fik vi ikke endnu en statuette til Danmark.

Igen blev årets afdøde filmfolk hyldet. I år havde man valgt at få et par personer, b.la. Bill Murray og Jamie Lee Curtis til at komme på scenen og sige et par ord om de afdøde. Man havde også valgt at have mere upbeat musik og dansere på scenen. Det fungerede godt, og føltes mere som en fejring af de liv der havde været, end en rørende trist hyldest.

En af aftenens helt store overraskelser var dog ikke nogen vindere, men til gengæld at Will Smith pludselig gik amok, og gik på scenen og slog Chris Rock, hvorefter han råbte af ham. Derefter gik sendingen fra Oscarshowet et kort øjeblik i sort.

Da Smith vandt for bedste hovedrolle, gik han på scenen og holdte en tale om kærlighed og om at beskytte sin familie, og undskyldte sin opførsel. Alligevel var hans opførsel overhovedet ikke okay.

Vinderen for bedste film, var aftenens anden helt store overraskelse, da filmen ‘Coda’ vandt, over favoritten ‘The Power of the Dog’. ‘Coda’ vandt i alt 3 priser, mens ‘Dune’ endte med at blive aftenens helt store vinder, med 6 statuetter.

Alt i alt var det et ganske godt Oscarshow, uden særlig mange overraskelser, og uden de helt store Oscarmoments.

Bedste mandlige birolle:

Ciarán Hinds (‘Belfast’)

Troy Kotsur (‘CODA’)

Jesse Plemons (‘The Power of the Dog’)

J.K. Simmons (‘Being the Ricardos’)

Kodi Smit-McPhee (‘The Power of the Dog’)

Vinder: Troy Kotsur (‘CODA’)


Bedste kvindelige birolle:

Jessie Buckley (‘The Lost Daughter’)

Ariana DeBose (‘West Side Story’)

Judy Dench (‘Belfast’)

Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)

Aunjanue Ellis (‘King Richard’)

Vinder: Ariana DeBose (‘West Side Story’)


Bedste animerede kortfilm:

‘Affairs of the Art’

‘Bestia’

‘Boxballet’

‘Robin Robin’

‘The Windshield Wiper’

Vinder: ‘The Windshield Wiper’


Bedste kostumer:

‘Cruella’

Cyrano’

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Cruella’


Bedste live action kortfilm:

‘Ala Kachuu – Take and Run’

‘The Dress’

‘The Long Goodbye’

‘On My Mind’

‘Please Hold’

Vinder: ‘The Long Goodbye’


Bedste originale score:

‘Don’t Look Up’ (Nicholas Britell)

‘Dune’ (Hans Zimmer)

‘Encanto’ (Germaine Franco)

‘Parallel Mothers’ (Alberto Iglesias)

‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)

Vinder: ‘Dune’ (Hans Zimmer)


Bedste lyd:

‘Belfast’

‘Dune’

‘No Time to Die’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’


Bedste adapterede manuskript:

‘CODA’ (Siân Heder)

‘Drive My Car’ (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe)

‘Dune’ (Jon Spaihts, Denis Villeneuve, Eric Roth)

‘The Lost Daughter’ (Maggie Gyllenhaal)

‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)

Vinder: ‘CODA’ (Siân Heder)


Bedste originale manuskript:

‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

‘Don’t Look Up’ (Adam McKay, David Sirota)

‘King Richard’ (Zach Baylin)

‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

‘The Worst Person in the World’ (Eskil Vogt, Joachim Trier)

Vinder: ‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

Bedste mandlige hovedrolle:

Javier Bardem (‘Being the Ricardos’)

Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Andrew Garfield (‘Tick, Tick … Boom!’)

Will Smith (‘King Richard’)

Denzel Washington (‘The Tragedy of Macbeth’)

Vinder: Will Smith (‘King Richard’)


Bedste kvindelige hovedrolle:

Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)

Olivia Colman (‘The Lost Daughter’)

Penélope Cruz (‘Parallel Mothers’)

Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Kristen Stewart (‘Spencer’)

Vinder: Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)


Bedste animerede spillefilm:

‘Encanto’

‘Flugt’

‘Luca’

‘The Mitchells vs. the Machines’

‘Raya and the Last Dragon’

Vinder: ‘Encanto’


Bedste fotografering:

‘Dune’ (Greig Fraser)

‘Nightmare Alley’ (Dan Laustsen)

‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

‘The Tragedy of Macbeth (Bruno Delbonnel)

‘West Side Story’ (Janusz Kamiński)

Vinder: ‘Dune’ (Greig Fraser)


Bedste dokumentarfilm:

‘Ascension’

‘Attica’

‘Flugt’

‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

‘Writing With Fire’

Vinder: ‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’


Bedste korte dokumentarfilm

‘Audible’

‘Lead Me Home’

‘The Queen of Basketball’

‘Three Songs for Benazir’

‘When We Were Bullies’

Vinder: ‘The Queen of Basketball’


Bedste klipning:

‘Don’t Look Up’

‘Dune’

‘King Richard’

‘The Power of the Dog’

‘Tick, Tick … Boom!’

Vinder: ‘Dune’


Bedste internationale spillefilm:

‘Drive My Car’ (Japan)

‘Flugt’ (Danmark)

‘The Hand of God’ (Italien)

‘Lunana: A Yak in the Classroom’ (Bhutan)

‘The Worst Person in the World’ (Norge)

Vinder: ‘Drive My Car’ (Japan)


Bedste makeup og hår: 

‘Coming 2 America’

‘Cruella’

‘Dune’

‘The Eyes of Tammy Faye’

‘House of Gucci’

Vinder: ‘The Eyes of Tammy Faye’


Bedste originale sang:

‘Be Alive’ (‘King Richard’) – Beyoncé Knowles-Carter, Dixson

‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

‘Down to Joy’ (‘Belfast’) – Van Morrison

‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

‘Somehow You Do’ (‘Four Good Days’) – Diane Warren

Vinder: ‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell


Bedste scenografi:

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘The Tragedy of Macbeth’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’


Bedste visuelle effekter: 

‘Dune’

‘Free Guy’ 

‘No Time to Die’

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’

‘Spider-Man: No Way Home’

Vinder: ‘Dune’


Bedste instruktør:

Kenneth Branagh (‘Belfast’)

Ryûsuke Hamaguchi (‘Drive My Car)

Paul Thomas Anderson (‘Licorice Pizza)

Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Steven Spielberg (‘West Side Story)

Vinder: Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Bedste film:

‘Belfast’

‘CODA’

‘Don’t Look Up’

‘Drive My Car’

‘Dune’

‘King Richard’

‘Licorice Pizza’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘CODA’

Vores bud på årets Oscarvindere!

Af: Lou von Brockdorff

Natten mellem søndag den 27.marts og mandag den 28.marts, er det tid til at den største filmpris skal uddeles! Vi kommer selvfølgelig med vores bud på hvem der vinder, og hvem som kan overraske, og gå hen og vinde!

Lige nu ser det ud til at ‘Dune’ får en stor aften, ved at vinde de fleste af de tekniske priser, mens Danmarks bedste bud på en Oscar, er med ‘Flugt’ som bedste dokumentar.

Derudover bliver det højest sandsynligt Will Smith og Jessica Chastains tur, til at komme på scenen og modtage Oscaren for bedste skuespiller og skuespillerinde, og ‘Power of the Dog’ er storfavorit til at vinde bedste film.

I nogle af kategorierne har vi flere bud på mulige vindere, da runner-ups i de forskellige kategorier, ligger rimeligt tæt.

Bedste mandlige birolle:

Ciarán Hinds (‘Belfast’)

Troy Kotsur (‘CODA’)

Jesse Plemons (‘The Power of the Dog’)

J.K. Simmons (‘Being the Ricardos’)

Kodi Smit-McPhee (‘The Power of the Dog’)

Vinder: Troy Kotsur (‘CODA’)

Mulig vinder: Kodi Smit-McPhee (‘The Power of the Dog’)


Bedste kvindelige birolle:

Jessie Buckley (‘The Lost Daughter’)

Ariana DeBose (‘West Side Story’)

Judy Dench (‘Belfast’)

Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)

Aunjanue Ellis (‘King Richard’)

Vinder: Ariana DeBose (‘West Side Story’)

Mulig vinder: Kirsten Dunst (‘The Power of the Dog’)


Bedste animerede kortfilm:

‘Affairs of the Art’

‘Bestia’

‘Boxballet’

‘Robin Robin’

‘The Windshield Wiper’

Vinder: ‘Robin Robin’

Mulig vinder: ‘The Windshield Wiper’


Bedste kostumer:

‘Cruella’

Cyrano’

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Cruella’

Mulig vinder: ‘Dune’

Bedste live action kortfilm:

‘Ala Kachuu – Take and Run’

‘The Dress’

‘The Long Goodbye’

‘On My Mind’

‘Please Hold’

Vinder: ‘The Long Goodbye’

Mulig vinder: ‘Ala Kachuu – Take and Run’

Bedste originale score:

‘Don’t Look Up’ (Nicholas Britell)

‘Dune’ (Hans Zimmer)

‘Encanto’ (Germaine Franco)

‘Parallel Mothers’ (Alberto Iglesias)

‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)

Vinder: ‘Dune’ (Hans Zimmer)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Jonny Greenwood)

Bedste lyd:

‘Belfast’

‘Dune’

‘No Time to Die’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’

Mulige vindere: ‘West Side Story’/’No Time to Die’

Bedste adapterede manuskript:

‘CODA’ (Siân Heder)

‘Drive My Car’ (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe)

‘Dune’ (Jon Spaihts, Denis Villeneuve, Eric Roth)

‘The Lost Daughter’ (Maggie Gyllenhaal)

‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)

Vinder: ‘CODA’ (Siân Heder)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Jane Campion)

Bedste originale manuskript:

‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

‘Don’t Look Up’ (Adam McKay, David Sirota)

‘King Richard’ (Zach Baylin)

‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

‘The Worst Person in the World’ (Eskil Vogt, Joachim Trier)

Vinder: ‘Licorice Pizza’ (Paul Thomas Anderson)

Mulig vinder: ‘Belfast’ (Kenneth Branagh)

Bedste mandlige hovedrolle

Javier Bardem (‘Being the Ricardos’)

Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Andrew Garfield (‘Tick, Tick … Boom!’)

Will Smith (‘King Richard’)

Denzel Washington (‘The Tragedy of Macbeth’)

Vinder: Will Smith (‘King Richard’)

Mulig vinder: Benedict Cumberbatch (‘The Power of the Dog’)

Bedste kvindelige hovedrolle:

Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)

Olivia Colman (‘The Lost Daughter’)

Penélope Cruz (‘Parallel Mothers’)

Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Kristen Stewart (‘Spencer’)

Vinder: Jessica Chastain (‘The Eyes of Tammy Faye’)

Mulig vinder: Nicole Kidman (‘Being the Ricardos’)

Bedste animerede spillefilm:

‘Encanto’

‘Flugt’

‘Luca’

‘The Mitchells vs. the Machines’

‘Raya and the Last Dragon’

Vinder: ‘Encanto’

Mulig vinder: ‘The Mitchells vs. the Machines’

Bedste fotografering:

‘Dune’ (Greig Fraser)

‘Nightmare Alley’ (Dan Laustsen)

‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

‘The Tragedy of Macbeth (Bruno Delbonnel)

‘West Side Story’ (Janusz Kamiński)

Vinder: ‘Dune’ (Greig Fraser)

Mulig vinder: ‘The Power of the Dog’ (Ari Wegner)

Bedste dokumentarfilm:

‘Ascension’

‘Attica’

‘Flugt’

‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

‘Writing With Fire’

Vinder: ‘Summer of Soul (…Or, When The Revolution Could Not Be Televised)’

Mulig vinder: ‘Flugt’

Bedste korte dokumentarfilm

‘Audible’

‘Lead Me Home’

‘The Queen of Basketball’

‘Three Songs for Benazir’

‘When We Were Bullies’

Vinder: ‘The Queen of Basketball’

Mulig vinder: ‘Three Songs for Benazir’

Bedste klipning:

‘Don’t Look Up’

‘Dune’

‘King Richard’

‘The Power of the Dog’

‘Tick, Tick … Boom!’

Vinder: ‘Dune’

Mulige vindere: ‘King Richard’/’Tick, Tick … Boom!’

Bedste internationale spillefilm:

‘Drive My Car’ (Japan)

‘Flugt’ (Danmark)

‘The Hand of God’ (Italien)

‘Lunana: A Yak in the Classroom’ (Bhutan)

‘The Worst Person in the World’ (Norge)

Vinder: ‘Drive My Car’ (Japan)

Mulig vinder: ‘Flugt’ (Danmark)

Bedste makeup og hår: 

‘Coming 2 America’

‘Cruella’

‘Dune’

‘The Eyes of Tammy Faye’

‘House of Gucci’

Vinder: ‘The Eyes of Tammy Faye’

Mulig vinder: ‘Cruella’

Bedste originale sang:

‘Be Alive’ (‘King Richard’) – Beyoncé Knowles-Carter, Dixson

‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

‘Down to Joy’ (‘Belfast’) – Van Morrison

‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

‘Somehow You Do’ (‘Four Good Days’) – Diane Warren

Vinder: ‘No Time to Die’ (‘No Time to Die’) – Billie Eilish, Finneas O’Connell

Mulig vinder: ‘Dos Oruguitas’ (‘Encanto’) – Lin-Manuel Miranda

Bedste scenografi:

‘Dune’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘The Tragedy of Macbeth’

‘West Side Story’

Vinder: ‘Dune’

Mulig vinder: ‘Nightmare Alley’

Bedste visuelle effekter: 

‘Dune’

‘Free Guy’ 

‘No Time to Die’

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’

‘Spider-Man: No Way Home’

Vinder: ‘Dune’

Mulig vinder: ‘Spider-Man: No Way Home’

Bedste instruktør:

Kenneth Branagh (‘Belfast’)

Ryûsuke Hamaguchi (‘Drive My Car)

Paul Thomas Anderson (‘Licorice Pizza)

Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Steven Spielberg (‘West Side Story)

Vinder: Jane Campion (‘The Power of the Dog’)

Mulige vindere: Steven Spielberg (‘West Side Story)/Kenneth Branagh (‘Belfast’)


Bedste film:

‘Belfast’

‘CODA’

‘Don’t Look Up’

‘Drive My Car’

‘Dune’

‘King Richard’

‘Licorice Pizza’

‘Nightmare Alley’

‘The Power of the Dog’

‘West Side Story’

Vinder: ‘The Power of the Dog’

Mulige vindere: ‘Coda’/’Drive my Car’/’Belfast’

Vi håber at I alle får en fantastisk Oscarfest!!.. Eller selvfølgelig bare læser vores opdatering mandag, på nattens begivenheder.

‘Outside’: en rørende og visuelt fængende dokumentar

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Dokumentarfilmen ‘Outside’ er, i sig selv, en fængende historie om en Ukrainsk dreng på kanten af samfundet, og selvom den i det store hele ikke handler om krig eller politisk konflikt, så er dette selvfølgelig en del af samtidens kontekst i lyset af krigen i Ukraine i dag.

Instruktør Olha Zhurba, har fået opmærksomhed før, for hendes tidligere dokumentar ‘Dad’s Sneakers'(2021), men dette er første gang, at hun udgiver en film i fuld spilletidslængde. ‘Outside’ er ikke den slags dokumentar, der bruger en masse tid på at holde seerne orienterede; det er, i stedet, en film med en historie at fortælle til de seere, der virkelig vil lytte.

Den Ukrainske revolution i 2014 blev ikke kæmpet direkte imod russerne, som deres kamp desværre har udviklet sig til i dag, men i stedet kæmpede de civile imod deres egen regering og dennes beslutning om at distancere Ukraine fra EU, til fordel for tættere forhold til Rusland. Det er midt i denne konflikt, at vi møder den 13-årige Roma: klædt i militær uniform og solbriller løber han rundt i Kievs gader og kaster molotovcocktails efter politiet. Filmen bliver dog ikke her, men hopper istedet frem og tilbage i tiden: Vi møder Roma, der, som 18-årig, ikke længere kan bo på børnehjemmet og derfor står uden husly. Vi møder 19-årige Roma, der bor med hans loyale, men kriminelle, storebror i, hvad de selv refererer til som, ”en lorteby”.  

Det skal siges, at jeg ikke ville kalde mig selv en aktiv dokumentarseer generelt, så det kan være at kameraarbejdet og redigeringen i ‘Outside’ ikke er så speciel, som jeg har tænkt. Under alle omstændigheder, så er det visuelle element i filmen fængende. Til tider ser vi Roma helt tæt, helt inde i hans intimsfære mens han løber gennem Kiev, hvorimod vi ser ham fra en distance da han trist trasker hjemad fra slagmarken. Vi følger ham bagfra, kigger over hans skuldre, for at få et glimt ind i hans liv, og han lader os se langt det meste af tiden. Filmen er brudt op nu og da med en sort skærm, hvor to stemmer kan høres: dette er Zhurba, der stiller uddybende spørgsmål, hvortil Roma svarer med refleksioner om, hvordan hans barndom har formet ham og haft indflydelse på den, han er blevet.

Man kan måske have tendens til at se ned på drenge som Roma – en misbruger og halvkriminel på kanten af samfundet – men det er netop denne tendens, som filmen til dels udfordre: hvad kunne Roma ellers være blevet? Hvor kunne han tage hen, hvis ikke til sin bror, da han fyldte 18? Og hvad kan der blive af en 18-årig krigsveteran, der nu bor hos misbrugere? Filmen viser det alternative liv, som Roma aldrig blev tilbudt, da han mødes med den Amerikanske kvinde, der har adopteret hans to små søstre. Det er et liv med kærlighed og midler, han ser sine søstre leve; noget han aldrig selv har oplevet, men altid har drømt om.

Som sagt, så giver filmen ikke kontekst i sig selv: seeren bliver kastet direkte ind i handlingen, og som tiderne skifter fra fremtid til fortid, er det op til en selv at holde styr på, hvor i Romas historie, man befinder sig. De første 15 minutter kan føles en smule forvirrende på grund af dette – specielt hvis man ikke har foregående viden om den Ukrainske revolution – men så snart man får greb om rytmen, så flyder handlingen og historien ganske fint. Grundet denne struktur kan filmen dog til tider føles langsomt.

Det er ikke en film med en bestemt handling, her er intet manus og ingen replikker, men i stede et liv og dets udvikling. Derfor kan man nogle gange godt føle, at ”handlingen” går lidt i stå eller er forvirrende. Jeg vil mene, at forståelsen for, at der netop ikke er et ’manus’ gør en stor forskel for denne følelse, men med det sagt kunne Zhurba sagtens have hjulpet dette en smule med fx lidt let kontekst tekst her og der. Det er dog ikke noget, jeg mener decideret skader oplevelsen.

Hvis man generelt kan synes, at dokumentarer er tunge, så er dette nok ikke den rigtige at starte med, men hvis man holder af dokumentarfilm og er interesseret i virkelige historier (måske specielt relateret til Ukraine for tiden), så er ‘Outside’ et ganske fantastisk bud. Her er noget at lære og noget at mærke!

‘Outside ‘ vises til CPH:DOX der løber af stablen d. 23. marts – 3. april.