‘Three Identical Strangers’: En rørende og fascinerende dokumentar

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Trillinger mødes for første gang som 19-årige efter at være blevet adopteret af tre forskellige familie og i ‘Three Identical Strangers’ fortæller de deres vilde historie.

Som 19-årig begynder Bobby Shafran på college og bliver meget overrasket over den enorme velkomst han får på den første dag. Hurtigt går det dog op for ham at alle tror han er en anden, nemlig den fuldstændig identiske Eddy. Da Bobby finder ud af at han har en tvilling, kører han med en ven hjem til Eddy for at møde ham. Det bliver en kæmpe historie som fylder i alle amerikanske medier og hurtigt efter bliver de to brødre kontaktet af en tredje mand som også er fuldstændig identisk med de andre to.

Historien om trillingerne som finder hinanden som 19-årige er næsten ubegribelig og fylder hovedet hos seeren med spørgsmål. Hvordan kunne tre forskellige familier adoptere en søn hver uden at få at vide at der var to brødre? Og hvordan kunne det dog ske at de tre brødre faktisk endte med at finde hinanden? Hvordan har deres forskellige opvækst påvirket dem? Og Hvem var moderen som valgte af bortadoptere sine tre drenge?

Historien er fortalt igennem to af brødrene, da den tredje bror er død, og deres venner og familier. Det er meget en talking-head dokumentar, men den er også fuld af en masse indklip fra de forskellige medier og forskellige klip der illustrerer tidsbilledet. Derudover er filmen også plastret til med fedt 80er musik. Det fungerer rigtigt godt og vi får et rigtigt godt tidsbillede, samt et godt billede at det liv de tre brødre havde, både før de mødte hinanden og efter.

Vi ser både de øjeblikke hvor brødrene er ens, men også de øjeblikke hvor deres forskelligheder bliver tydelige og måske bliver for svære at arbejde med.
Historien tager en vild drejning og det er svært ikke at blive grebet. Jeg havde ikke forudset hvilken retning filmen vil tage, men jeg var fuldstændigt med på rejsen.
De to brødre og deres venner og familier er vildt gode fortællere, som tør at berøre de tungere emner, men som også kan joke og lave sjov. Man fornemmer en ekstrem vilje hos alle medvirkende til at fortælle historien som skinner igennem i filmen.

Historien om trillingerne som fandt hinanden blev så stor at de fik roller i film, åbnede en restaurant hvor folk kun kom for at besøge dem, og deres liv blev dækket tæt at pressen. Det er også spændende at se hvad denne form for udvikling betyder for helt almindelige mennesker, som egentligt ikke er så specielle eller som har et talent, men som bare er en god historie.

Da det er en dokumentar som har forskellige drejninger skal man gå ind og se filmen med så lidt viden som muligt, da man ellers vil ødelægge sin biografoplevelse. For det er en biografoplevelse, og en af de virkelig gode af slagsen.

Cinemateket viser fra den 20.februar filmen og jeg vil klart anbefale at man tager ind og ser den. Dog sidder man efter man har set filmen stadig tilbage med mange spørgsmål, og måske endda endnu flere spørgsmål end da man startede på filmen.

‘Locke & Key’ mangler bøgernes magi

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Jeg er stor fan af ‘Locke & key’ bøgerne og havde glædet mig til serieversionen på Netflix. Men desværre ender serien med at skuffe og kede mig en smule.

Da deres far bliver myrdet, flytter familien Locke, Nina Locke, Tyler Locke, Kinsey Locke og Bode Locke, ind i deres fars gamle barndomshjem. Her finder de hurtigt ud af at huset er fuld at magiske nøgler, som hver har deres egen egenskab. Da den yngste bror, Bode, opdager en underlig kvinde i husets brøndhus tror han først at kvinden er venlig, men hun er kun ude på at få fat I nogle af husets nøgler og komme op af brønden. Bode kommer til at lukke kvinden ud af, og finder her ud af at kvinden, som hedder Dodge, er ond. Dodge tager afsted for at finde flere nøgler og samtidig må Locke familien prøve at falde til i den nye by, mens de undersøger nøglernes egenskaber og prøver at stoppe Dodge inden hun får for meget magt.

‘Locke & Key’ er oprindeligt en grafisk novelle skrevet af Joe Hill, som er Stephen Kings søn, og illustreret af Gabriel Rodriguez. Det er en serie på 6 bind som jeg allesammen har læst flere gange. Bøgerne er små mesterværker som er gribende, spændende, fantasifulde, uhyggelige, sjove og kort sagt bare virkeligt virkeligt gode.

Der sker så meget i bøgerne og der er så mange forskellige universer, så jeg har hele tiden tænkt at det var en svær opgave at lave en serie baseret på bøgerne. Men nu har man gjort et forsøg på Netflix.

Der er nogle gode ting i Netflixserien og de har da også forsøgt at få alt fantasien og magien fra bøgerne med. Men der er alligevel noget der mangler. Netflixserien mangler alligevel den magi som der er så meget af i bøgerne og som gør dem til noget helt specielt. Istedet virker det som om at de har proppet for meget ind, for at få alt med, så serien ender med at blive rodet og man bliver aldrig rigtigt fanget.

Skuespillet er ganske fint, og især spiller Connor Jessup, Emilia Jones og Jackson Robert Scott godt som Locke børnene. Men de mangler desværre også det ekstra niveau i deres skuespil som gør karakterene i bøgerne så interessante og som gør at de brænder rigtigt igennem. Jeg har ikke specielt behov for at følge personernes udvikling og liv i Netflixserien på samme måde som man gør i bøgerne.

Dog skal det siges at Netflixserien er vildt flot visuel og der er nogle imponerende overgange og fantasisekvenser – på dette niveau skuffer serien på ingen måder og i disse øjeblikke nærmer serien sig det gode niveau fra bøgerne.

Da jeg læste bøgerne havde jeg svært ved at stoppe med at læse, men med Netflixserien var det lidt en kamp for mig at komme igennem. Ikke fordi det er en specielt dårlig serie – den er bare rodet, lidt uinteressant og fortalt i et overraskende langsomt tempo. Jeg har som tidligere skrevet læst bøgerne flere gange, men da jeg så serien var jeg flere gange forvirret over handlingen og hvem de forskellige karakterer er.

Hvis man godt kan lide fantasy og graphicnovels, så vil jeg klart anbefale ‘Locke & Key’ bøgerne, desværre har jeg kun jeg kun give en lille anbefaling til Netflixserien.

‘Locke & Key’ kan ses på Netflix

Første sæson har 10 afsnit med en spilletid på ca. 60 minutter

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=2D6RbBtAvxo

'Kidding': Rejsen ind i den kriseramte Mr. Pickles’ forunderlige verden fortsættes

Anmeldt af: Charlotte Philips

Den sur-søde serie ‘Kidding’ med den ikoniske Jim Carrey i hovedrollen er tilbage med en ny omgang ‘dukkecentreret’ komediedrama.

Anmeldelsen dækker afsnit 1-3 af anden sæson

Jeffs/Mr. Pickles’ (Jim Carrey) livskrise er fortsat omdrejningspunkt for denne sæson, som tager fat, hvor første sæson slap. Jeffs påkørsel af Peter (Justin Kirk) sender Peter på hospitalet, og Jeff må sammen med en bekymret Jill (Judy Greer) træffe en svær beslutning. Desuden kæmper Jeff for at redde sit højtelskede børneshow ‘Mr. Pickles’ Puppet Time’ fra at gå neden om og hjem grundet hans eksistentielle krise, der qua showet bragte kontroversiel fokus på livets mange sorger. I tandem med sønnen Will (Cole Allen) kæmper Jeff stadig med tabet af Phil og mindes et liv, hvor alt var bedre. Derudover gransker den fortvivlede Jeff sin barndom og forholdet til faderen, Sebastian (Frank Langella).

Ligesom første sæson indvies hvert afsnit af ‘Kidding’ af alternerende, introducerende sekvenser, der på charmerende vis henviser til afsnittenes temaer. Disse er med til at sætte tonen, og man mærker tydeligt seriens barnlige ånd, der så fint også afspejles i Jim Carreys karakter, Jeff/Mr. Pickles. Med komisk tilgang tages alvorlige emner som død, depression, krig og ensomhed op, og dette lander ikke godt hos mange af de bekymrede forældre og folk bag Jeffs børneshow. Jeg synes, at serien kan noget exceptionelt, idet den på sin helt egen måde sætter fokus på bagsiden af medaljen, og dette uden at det bliver gråt og trist, men i stedet ledsages af en melankoli, som præsenteres med ironi og et glimt i øjet.  

Plottet i denne sæson er meget lig forrige sæson, idet Phils død og Jeffs fortsatte krise stadig danner grundlaget. Jeg synes umiddelbart ikke, at der er nok kød på en ny sæson om det stort set samme narrativ, hvorfor bittesmå udviklinger som den intensificerede rivalisering mellem Peter og Jeff samt Jeffs imaginære rejser tilbage til barndommen er yderst velkomne. Som stor Jim Carrey-fan er serien en fornøjelse at se, blot fordi at han er med, men i det store hele synes jeg desværre, at sæsonens plot halter; der mangler fremgang og nye interessante problemstillinger.

Castet i ‘Kidding’ er velspillende, og Jim Carreys skuespil er rørende og dybfølt. Carreys mimik er intet andet end enestående. Hver følelse, melankolsk som håbefuld, afspejles på en utrolig autentisk facon, og hans skuespil rammer mig lige i hjertekuglen. Derudover er de mange søde sange, der væves ind i flotte sekvenser, med til at give serien et enestående fingeraftryk, som overbevisende indfries af Carrey og Co. Stilmæssigt er ‘Kidding’ gennemført, og man træder ind i et særegent univers, når man ser serien. Og Jeffs imaginære rejser, såsom den til Mr. Pickles’ Pickle Barrel Falls i afsnittet ‘Up, Down and Everything in Between’, er utroligt fine og charmerende.

‘Kidding’ er en sød og hjertevindende serie, som på rørende og melankolsk-ironisk vis takler livets nedture. Jim Carrey er uimodståelig som Mr. Pickles, og er man Carrey-fan er serien et must see. Denne sæson kører lidt for meget rundt i det samme som første sæson, og plottet falmer derfor en smule, men der er måske overraskelser i vente. Jeg er i hvert fald meget spændt på at se, hvad resten af sæsonen har at byde på! ‘Kidding’ får tre meget store Chaplins.

Anden sæson af ‘Kidding’ kan streames på HBO Nordic

Sæsonen har 10 afsnit med en spilletid på ca. 30 min.

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=ywdShPl5HEw

'A Hidden Life': Smukt, men alt for langtrukkent autentisk krigsdrama

Anmeldt af: Susanne Schatz

Terence Malick er tilbage med en ny film. Denne gang har han kastet sig over 2.verdenskrig og filmen er baseret på virkelige hændelser.

Franz Jägerstätter og hans kone Fani lever et hårdt, men alligevel idyllisk liv i en lille landsby oppe i de østrigske bjerge – i det mindste indtil 2. verdenskrig rammer dem! Folk i det lokale samfund overtager lynhurtigt nazisternes skikke, og det oprindelige ”Grüß Gott” erstattes uden tøven med ”Heil Hitler”. Franz er blandt de få, som ikke deler begejstringen over Hitlers sejre, men tværtimod ser ondskaben! Hans moralske kompas, fører til, at han nægter at kæmpe for nazisterne. Men kan man tillade sig den slags principper i sådanne tider, når man har en familie, 3 små døtre og en bondegård, der skal passes.

I dag bliver Franz Jägerstätter betragtet som symbol for militærnægtere, som trods alt også fandtes i Østrig på den tid – og hans historie er helt klart værd at fortælle.

Jeg må sige, at jeg var meget spændt på filmen, og nu kan jeg lige så godt afsløre hvorfor: Jeg har nemlig østrigske rødder! Disse er dog også grunden til en irritation, som filmen udløste. Det var faktisk hamrende irriterende, at der oppe i de østriske bjerger blev snakket engelsk! Instruktøren Terrence Malick er amerikaner, men alligevel var de fleste skuespillere østrigske og tyske. Det gav ikke mening for mig, og har lidt ødelagt fornøjelsen.

I en pæn del af filmen anvendes voice over, hvor hovedpersonerne snakker mens man ser scener fra fortiden, i disse sekvenser snakkede folk med hinanden med en speciel østrigsk dialekt – UDEN undertekster, hvilket var meget forstyrrende. Jeg regner ikke med, at det forståes af mange danskere, som ofte kun kan en lille smule tysk. Det er en yderst mærkelig blanding … Samtidig lyder den østrigske version af engelsk bare unaturligt, ”forkert” og slog desværre autenticiteten ihjel – for mig!

Ellers er filmen fyldt med utrolig flotte billeder – Østrig tilbyder jo en afsindig smuk natur! Man kan godt blive fristet til at rejse derhen! Jeg opfattede lidt filmen som en reklame for ferier i Østrig.

Musikken er rigtig god og supplerer handlingen godt, uden at drukne den i patos eller kitsch. Emnet er jo meget dramatisk og kunne egentlig godt fremkalde store, overvældende følelser, men det skete ikke for mig …

‘A Hidden Life’ indeholder bort set fra fortællingen om Franz også en dejlig og intens kærlighedshistorie, hvor en personlig moralsk overbevisning kolliderer med en dyb kærlighed. Beskrivelsen af lokalsamfundet og dets reaktioner på Franz’ valg, giver et rigtig godt billede af, hvad det betyder at være ”udenfor”, at være én, som er anderledes og som ikke vil underkaste sig. Præcis i disse sekvenser manglede underteksterne til nogle af Fanis naborenes samtale!

Terrence Malick har valgt en række kendte skuespiller – bl.a. Karl Markovics (”Forfalskerne”), Bruno Ganz, Jürgen Prochnow osv. – men alligevel betød skuespillerne ikke så meget i filmen, fordi der bliver mere fortalt (voice over) og beskrevet! Det største intryk på mig gjorde Fani (Valerie Pachner) – hun er på en vis måde hovedkarakteren.

Det er en god og smuk film, men alt for lang. Desværre følte jeg mig, som nævnt, ikke rørt, heller ikke ramt, og i stedet for kedede jeg mig en lille bitte smule!

For dem, som har en stor historisk interesse og kan lide æstetiske film er ‘A Hidden Life’ helt sikkert interessant!

'Sonic the hedgehog': Sjov, fyldt med action og supersød

Anmeldt af: Susanne Schatz

Den lille blå spilfigur Sonic får ny sin første spillefilm, og får selskab af selveste Jim Carrey.

Det lille blå pindsvin med superkræfter – han kan løbe sindssygt hurtigt, altså v i r k e l i g hurtigt – er nød til at forlade sin hjemmeplanet, da han bliver indhentet af sine fjender. Hans vise beskytter Longclaw giver ham en pose med gyldne ringe – hver eneste er en portal til en ny verden – og ordene ”Hold aldrig op med at løbe” med på flugten. Således ender Sonic på jorden i den lille idylliske by Green Hills, Montana. Alt er godt og hyggeligt, men at leve et skjult liv ”under jorden” er ikke det, han ønsker sig. En dag bliver Sonic lidt overmodig, undervurderer hans kræfter og ødelægger byens strømforsyning. Indbyggerne formoder, at det er en trussel mod den nationale sikkerhed og tilkalder Doktor Robotnik, som gør alt for at neutralisere ”fjenden”, med ALLE midler.

Der er lidt en trend med at lave film baseret på figurer fra et computerspil, fx Vilde Rolf. Sonic er født i et platformspil i 1991, og gennemgik siden da forskellige inkarnationer, men han bevarede sin ungdommelig gåpåmod, der taler til teenageren i os – og denne side har vi jo alle, mere eller mindre tilgængelig, ikke også.

Jeff Fowler har påtaget opgaven med at lave en spillefilm om Sonic, der ramme både børn og voksne – forældrene skal jo være med! Mange af de oprindelige elementer af spillet, som fx de gyldne ringe, hans fart og røde sko, er bevaret, dog er der også noget nyt med: Sonic er blevet udstyret med en sårbarhed og en længsel efter ”at være med” og ”at have en bedste ven”, som er et genkendeligt emne for de fleste af os, uden aldersgrænse.

Komikeren Ben Schwartz lægger stemmen til Sonic, og Jim Carrey har rollen som Doktor Robotnik!

Jeg er egentlig vant til at børne-/ familiefilm bliver synkroniseret, så jeg blev lidt skuffet i starten, da filmen er med engelsk tale. Jeg kan ikke vurdere, hvor meget det betyder for børn. For små børn kan det være udfordrende at følge handlingen og læse underteksterne (hvis de overhovedet kan læse). Men bort set fra det er ‘Sonic the hedgehog’ heller ikke særlig egnet til helt små børn pga. actionscenerne, hvor han nogle gange rammes meget hårdt.
I det hele taget er der meget gang i filmen! 

Efter jeg er kommet over den første skuffelse og vænnede mig til figuren voksede min begejstring. Jeg kunne rigtig godt lide de morsomme detaljer omkring Sonic, som fx at han har en vaskemaskine som ”motionscenter” (han løber inden i tromlen), eller prøv at forestil dig, hvad man kan nå og opleve, når man kan løbe sååååå hurtigt!

Han er en rørende, lidt skæg karakter tegnet med en kærlig hånd – man holder virkelig meget af ham. Ellers synes jeg blandingen af rigtige mennesker og tegnede helte er supersjov.

Filmen fungerer udmærket og er helt sikkert en afvekslende og god oplevelse for hele familien, men måske med lidt mere fokus på store og små drenge end på ”den kvindelige sjæl”! Men helt fint: Pigerne fik ”Frost II”, og nu er det drengenes tur.

Oscar vindere 2020!

Af: Lou von Brockdorff

Natten til mandag d. 10/2 blev årets største filmpriser uddelt. Vi har her en liste med årets vindere, hvad vores bud var og hvad showets højdepunkter var!

Bedste Mandlige birolle: Brad Pitt

Vores bud: Brad Pitt

Bedste Kvindelige birolle: Laura Dern

Vores bud: Laura Dern

Bedste Lydmix: ‘1917’

Vores bud: ‘Le mans’ 66′(‘Ford v Ferrari’)

Bedste Lydredigering: ‘Le mans’ 66′(‘Ford v Ferrari’)

Vores bud: ‘Le mans’ 66′(‘Ford v Ferrari’)

Bedste Dokumentar: ‘American Factory’

Vores bud: ‘The Cave’

Bedste Korte Dokumentar: ‘Learning to skateboard in a warzone(If you’re a girl)’

Vores bud: ‘Learning to skateboard in a warzone(If you’re a girl)’

Bedste Adapterede Manus: ‘Jojo Rabbit’

Vores bud: ‘Little Women’

Bedste Originale Manus: ‘Parasite’

Vores bud: ‘Once upon a time in… Hollywood’

Bedste Kostumer: ‘Little Women’

Vores bud: ‘Once upon a time in… Hollywood’

Bedste Produktiondesign: ‘Once upon a time in… Hollywood’

Vores bud: ‘Once upon a time in… Hollywood’

Bedste Klipning: ‘Le mans’ 66(Ford v Ferrari)’

Vores bud: ‘Le mans’ 66(Ford v Ferrari)’

Bedste Korte Animationsfilm: ‘Hair Love’

Vores bud: ‘Memorable’

Bedste Animationsfilm: ‘Toy Story 4’

Vores bud: ‘Toy Story 4’

Bedste Fotografering: Roger Deakins – ‘1917’

Vores bud: Roger Deakins – ‘1917’

Bedste Kortfilm: ‘The Neighbors’ Window’

Vores bud: ‘Saria’

Bedste Visuelle Effekter: ‘1917’

Vores bud: ‘Løvernes Konge’

Bedste Makeup og Hår: ‘Bombshell’

Vores bud: ‘Bombshell’

Bedste Udenlandske Film: ‘Parasite’

Vores bud: ‘Parasite’

Bedste Originale Score: ‘Joker’

Vores bud: ‘Joker’

Bedste sang: I’m gonna love me again – ‘Rocketman’

Vores bud: I’m gonna love me again – ‘Rocketman’

Bedste Instruktør: Bong Joon Ho – ‘Parasite’

Vores bud: Sam Mendes – ‘1917’

Bedste Mandlige hovedrolle: Joaquin Pheonix – ‘Joker’

Vores bud: Joaquin Pheonix – ‘Joker’

Bedste Kvindelige hovedrolle: Renée Zellweger – ‘Judy’

Vores bud: Renée Zellweger – ‘Judy’

Bedste Film: ‘Parasite’

Vores bud: ‘Once upon a time in… Hollywood’

Showets Højdepunkter:

Kristen Wiig og Maya Rudolphs geniale præsentation af de nominerede for bedste kostumer og produktiondesign

Eminems surprise optræden med den Oscar-vindene sang ‘Lose yourself’

At Parasite blev showets helt store vinder og vandt bedste udenlandske film, bedste originale manus, bedste instruktør og bedste film! – Aftenens helt store overraskelse og fuldstændig fortjent!

Den glæde som holdet bag ‘Parasite’ havde hver gang de vandt en pris

Billie Eilish’ version af ‘Yesterday’ som hun optrådte med under dette års tribute af de filmfolk og Oscarvindere som er døde i løbet af det sidste år

'Portræt af en kvinde i flammer': En intens og smuk fransk filmperle!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Feministisk fransk instruktør rammer plet med modig fransk film om begær, som især er til kvinder.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Céline Sciamma (‘Water Lilies’ 2007, ‘Girlhood’ 2014, ‘Tomboy’ 2011) har noget på hjertet: Hun er en feministisk aktivist (bl.a. medlem af 50/50 by 2020 bevægelsen) og kæmper for ligestilling i filmbranchen. Hendes film omhandler seksualitetens flydende karakter, forelskelse og temaer som coming-of-age – og alt det forener sig i ‘Portræt af en kvinde i flammer’.

Efter søsterens død bliver Héloïse hentet fra klosteret, fordi hun skal giftes væk til Italien. Men hendes fremtidige ægtemand vil ikke købe katten i sækken, og derfor skal hun males, og billedet skal sendes til ham. For at undgå det uønskede ægteskab nægter Héloïse at vise maleren sit ansigt, hvilket naturligvis gør projektet ret vanskeligt! Efter den første kunstner giver op, kontakter moren Marianne, som officielt får opgaven med at være selskabsdame for Héloïse, men som om aftenen i al hemmelighed skal male datteren. Tingene kører ikke helt efter planen: De 2 unge kvinder nyder de kostbare øjeblikke sammen, og langsomt vokser først intimiteten og siden begær.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ er en film reduceret til det mest essentielle: ingen musik (bortset fra 2 scener), kun 4 hovedpersoner, få replikker, men alligevel er filmen storslået. Fx ift. scenerne – slottet, havets brænding, stranden, kostumerne, … – men mest mht. de intense følelser.
Det er mageløst, hvordan det lykkes for Sciamma at fremstille erotikken, den sarte anelse af begær, intensitet og sensualitet med meget fingerspitzgefühl. Adele Haenel (Héloïse) og Noémie Merlant (Marianne) viser en meget fint og utrolig æstetisk sammenspil ofte kun via et enkelt blik, en uskyldig berøring, eller den måde de omgås hinanden! En umulig kærlighed, som udleves intenst – i det mindste i en kort periode, og vist på smukkeste vis.

Men derudover er filmen også en fascinerende tidsrejse: Hvad betød det at være kvinde i 1700-tallet – som tjenestepige, som maler, hvilke værdier skulle kvinder leve op til. Og vi får også et indblik i kunstnerens verden, i maleprocessen og i al de vanskeligheder, som føler med.

Jeg er nogle gange ikke glad for en films titel, men i dette tilfælde synes jeg at ‘Portræt af en kvinde i flammer’ er et perfekt valg og siger alt omkring filmens emne!

Filmen selv forgår egentlig meget stille og roligt, uden action, uden ”store armbevægelser”, men de 121 minutter bliver alligevel aldrig kedelige – tværtimod: Min interesse, min nysgerrighed, ja, min begejstring, holdt hele filmen igennem. Det skyldes først og fremmest skuespillerne, emnet og ikke mindst den utrolig afbalancerede måde filmen er lavet på!

En film for kvinder – men egentlig for alle, som har sans for store følelser, æstetik og kunst, helt uden kitsch!

'Monos': Gennemgående forstyrrende og ubehagelig film, men interessant

Anmeldt af: Susanne Schatz

Film inspireret af virkelige hændelser er en ubehagelig oplevelse, som ender for forvirrende og rodet.

På en bjergtop i Latinamerika, langt væk fra det almindelige normale liv, hersker en gruppe guerillakrigere, sammensat af en håndfuld teenager-fyre og piger. Denne ”Organisation” er deres ”nye familie” og ansvarlig for deres (militære)opdragelse. De unges opgave er først og fremmest at træne deres kampevner, at vogte over en kvindelige gidsel og at tage ansvar for ”organisations gave” – koen Shakira! Egentlig skulle det lade sig gøre – egentlig. Men lige pludselig går alt galt, altså helt galt.

Inspireret af den uendelig lange borgerkrig i Colombia skabte instruktøren Alejandro Landes et næsten tidsløst univers, uden begyndelse og uden virkelig afslutning. ‘Monos’ viser al brutaliteten og meningsløsheden, som følger en borgerkrig, hvor der kæmpes på alle fronter: Paramilitær, guerillas, narkos, regering!

Jeg spurgte mig selv, hvad egentlig årsagen var til, at de unge mennesker havnede i dette helvede – mit svar, de har truffet beslutningen om at ”lege guerilla-kriger”? Det var den fornemmelse jeg fik. På den ene side var de helt optaget af deres træning, at følge chefens regler, uden nåde, men på den anden side var de også kun teenagere, som forelskede sig, som ville have sex, prøve den hallucinogene virkning af svampe, og skyde vildt med maskingeværerne, som om det var legetøj. En totalt paradoksal verden, som i det hele taget også spejler teenagers identitetssøgning og forvirring, bare med større konsekvenser og meget mere brutalt.

‘Monos’ har mange interessante aspekter. Filmen indeholder noget, som er temmelig ukendt og måske også uforståeligt for os, men som kan skærpe vores bevidsthed og opmærksomhed ift. den slags problematikker! Folk må have en dyb fortvivlelse og mistillid til systemet, total mangel på tryghed og håb for fremtiden, så teenagere kan rekrutteres til guerillakrigen.

Delvis var jeg virkelig fascineret over den måde ‘Monos’ er lavet på, fordi filmen er meget intens og kompromisløs, men under filmen opstod der mere og mere forvirring og forbavselse over, hvordan tingene foregik. Scenerne er abrupt klippet sammen, så at man lige pludselig er i en helt anden situation. Desværre gav det ikke altid mening for mig, og virkede nogle gange også for ”konstrueret”. ”Hvorfor?” var et spørgsmål, som hyppigt dukkede op i mit hoved

Jeg synes, de unge spillede rigtig godt og overbevisende, men jeg var mest fascineret af gidslet Doctora(Julianne Nicholson – bl.a. kendt fra serierne ‘Law & Order’ og ‘Ally McBeal’). Hun viste alle facetter fra angst og afsky til kamp, og overlevelsesviljen, var enormt autentisk – hun spillede ikke kun, hun VAR gidslet! Og det var helt sikkert ingen fornøjelse at være med i disse optagelser

Ellers kunne jeg rigtig godt lide (et mærkeligt udtryk ift emnet) det sidste billede: Fyrens ansigt, hans øjne og den blanding af at være kriger, samtidig med man så han alligevel kun var ”en lille dreng”, som var bang og alene. Det var stærkt og gjorde indtryk!

Jeg havde ret blandede følelser efter filmen, men desværre også en skuffelse over den lidt kaotiske klipning og springene i handlingen. Men alligevel en seværdig film!

'Drømmebyggerne': Ny dansk tegnefilm rammer på en rigtig god måde børn og voksne!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Ny dansk animationsfilm minder om Pixars ‘Inside out’, men er også helt sin egen.

Selvom Minnas mor har valgt at følge sin drøm om en karriere som sanger har Minna en hyggelig og tryg tilværelse sammen med sin far og hamsteren Viggo Mortensen – i hvert fald indtil farens nye kæreste Helene flytter ind med datteren Jenny. De 2 piger kan ikke være mere forskellige, og selvom forældrene ønsker de skal være venner, magter de voksne ikke situationen. Da Jenny kræver, at Minnas elskede Viggo skal på dyrehjem, søger Minna hjælp i drømmeverden hos drømmebyggerne. Men når man begynder at ændre drømme har det uoverskuelige konsekvenser.

Jeg må tilstå at jeg er ret vild med tegnefilm, og jeg synes det er helt vidunderligt, når de indeholder forskellige lag, som naturligvis skal ramme den primære målgruppe børn, men som også giver noget til deres voksne ledsager. Her kan de blive meget klogere på, hvordan børnenes verden fungerer, hvad der er vigtigt for dem, hvad de tænker og føler – og det er bare helt forskelligt fra den voksne synsvinkel!

Kim Hagen Jensens ‘Drømmebyggerne’ er lavet på en sød og charmerende måde, virkelig godt synkroniseret (bl.a. med stemmer af Rasmus Botoft, Martin Buch, Emilie Koppel) – og filmen har flere kreative og morsomme ideer! Fx er det sjovt, hvordan drømmene bliver bygget, at hver drømmer har sin egen scene, at drømmerester, som ikke længere bliver brugt, kommer i drømme-skralden, osv.

Filmen åbner op for, at drømme betyder noget og kan påvirke os! Hvis jeg må tilføje min beskedne mening: Jeg er helt enig i det, og jeg elsker simpelthen drømme, selvom det er et omstridt emne, og nogle erklærer dem for nonsens. Drømme kan gøre dig glad, vise dig skjulte ønsker eller frygt, og de hjælper dig med at gennemarbejde ting – de er din sjæls ”legeplads og frirum”.

Filmens koncept fungerer udmærket, handlingen er gennemtænkt, 81 minutter er en god længde, hverken for lang eller kedelig, heller ikke for kort og usammenhængende. Karaktererne og problemerne er troværdige og findes alle steder i vores samfund!

Vi har ikke så meget indflydelse på vores drømme, og slet ikke på andres drømme. Det fungerer desværre ikke at bygge ens virkelighed op som et drømmescenario, men måske er det nogle gange nok, at række en hånd og at tage ”ja-hatten” på, som Minnas far siger, i stedet for lukke sig ind i sin egen verden. Hvis man åbner en lille bitte smule mere op for hinanden opdager man måske, at den anden ikke er helt så umulig.

Filmen frarådes fornuftigt nok børn under 7 år, men ellers er det en fornøjelse for alle!

’BoJack Horseman’: en af Netflixs mest komplekse serier har endelig nået sin afslutning

Anmeldt af: Gry Jefsen

Efter seks år med emotionelle op- og nedture har ’BoJack Horseman’ nu sunget på sidste vers. Den nyeste og sidste sæson har været delt op i to, hvor de første otte afsnit udkom i oktober, og de sidste den 31. januar.

Sæsonens første del sluttede med en BoJack, der endelig havde opnået ædru tilstand efter et vellykket, afsluttet program under afvænning. Han så ud til at være på rette spor, havde forsonet sig med sine nærmeste, og opgivet sit alkoholiske og ustyrlige jeg. Et nyt liv ventede ham forude som professor i drama på Wesleyan College.
Den sidste sæsondel starter således med, at BoJack har succes som underviser. Alt er fryd og gammen for ham, på trods af, at hans halvsøster Hollyhock holder afstand. Hvad han ikke ved er, at to journalister portrætteret som karakterer fra 40’ernes screwball komedier, er på sporet af den virkelige historie om BoJacks tilstedeværelse ved Sarah Lynn’s død. Et scoop, som får drastiske konsekvenser for den ædru BoJack, der i forvejen er skrøbelig og nemt finder tilbage i sine gamle vaner.

Serien er som tidligere delt op i afsnit, som hver har fokus på seriens individuelle og centrale karakterer. Afsnittene tager udgangspunkt i Diane Nguyens nye liv i Chicago, og hvordan hun forsøger at få skrevet den ærlige bog, som hun så inderligt ønsker at skrive. Ikke mindst ser vi hvordan Princess Carolyn balancerer mellem at være mor og karrierekvinde, og også hvordan Todd og Mr. Peanutbutter forsøger at rette op på de misforståelser og hændelser, som er sket mellem dem og deres kære.

Vi har indtil nu oplevet, at flere og flere personer har haft indflydelse på den retning som BoJacks liv har taget. Den dårlige indflydelse er set fra hans utilregnelige forældre, presset fra branchen, samt alkoholen og stoffernes tilgængelighed. Vi bliver ved med at støde på handlinger og personer, som har haft en finger med i spillet. Dette kommer af et forsøg på at give os svar på mere og mere, selvom det ikke længere er nødvendigt. For det mangler ikke.

Manden bag ’BoJack Horseman’, Raphael Bob-Waksberg, er ikke bange for at skildre Hollywoods værste sider, og det pres som mange oplever i branchen. Han har diskuteret emner som depression og angst gennem humor og alvor, og får nu rundet det hele af med en uovertruffen præstation af seriens førende stemmeskuespillere: Will Arnett, Alison Brie, Aaron Paul, Amy Sedaris og Paul F. Tompkins.

Den sidste del af ‘BoJack Horseman’ har vist, at selvom vi tror at vi har ramt bunden, er det muligt at rejse sig igen. Det er vigtigt, at vi bliver holdt ansvarlige for dårlige handlinger, men det betyder ikke, at de ikke også kan tilgives. Jeg har været nervøs for hvordan Raphael Bob-Waksberg ville ende sin serie, og hvilke forventninger jeg skulle have til slutningen. Men ‘BoJack Horseman’ har absolut ikke skuffet mig i de sidste sæsoner, og udfaldet for seriens hovedpersoner formåede både at overraske og give mig fred, men også at give en masse stof til eftertanke – både for karakterernes vedkommende og for budskabets.

‘Bojack Horseman’ kan ses på Netflix

Sæson 6 har 16 afsnit med en spilletid på ca 30 minutter

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=ZOGxOQxXjdo