Anmeldt af: Susanne Schatz

‘Underverden’ fra 2017 blev en stor succes, og blev også vældigt godt modtaget blandt anmelderene. Seks år efter den første film, er det nu tid til en efterfølger.

Syv år i fængsel har sat tydelige spor på Zaid (Dar Salim) – som næsten ikke er genkendelig! Hans beslutning om, at hævne sin afdøde bror ved at gå i krig mod den københavnske underverden har kostet ham alt; hans job som hjertekirurg, kontakten til familien og hans elskede søn Noah. Helle (Birgitte Hjort Sørensen) fra PET frister ham med et tilbud om løsladelse men med enorme risici – dealen er at han skal infiltrere det københavnske bandemiljø. Men er det en god ide igen at ”lege med de store drenge”?

Men kan roligt sige, at Dar Salim (bl.a. kendt fra ‘Borgen’, ‘Dicte’ og ‘Kriger’) bærer hele filmen, selvom birollerne fungerer udmærket, specielt Birgitte Hjort Sørensen (bl.a. kendt fra ‘Greyzone’ og ‘Borgen’). Hun forener coolness, egoisme, nærvær og hendes skjulte dagsorden på en meget overbevisende og realistisk måde. Hun har en plan, og den skal lykkes, uanset hvad ofrene bliver.

Allerede de første scener byder på et meget højt spændingsniveau med ret voldsomme scener, men simpelthen så godt lave. Musikken, som kan mærkes i hele kroppen, er en afgørende faktor, så man sidder spændt, nysgerrig, forskrækket, delvis frastødt, og med ”kaninpuls og svedige poter”.

Action scenerne er måske lidt urealistiske, men sådan er det i actionfilm. Altså at helten ikke bliver ramt af selv maskingeværsalver osv., mens de onde dør som fluer. Jeg synes det afgørende er at handlingen og spændingskurven fungerer. Og sådan er det her.

Dar Salim må have arbejdet afsindigt meget med sin krop – selvom han helt sikkert normalt er i god form. Nemlig den ene scene, hvor han hopper ned fra en altan og … – nej, det afsløres ikke, hvad der sker – virker ret vild og rejser spørgsmålet: ”Kan det lade sig gøre?!” Jeg ved det ikke, men har heller ikke lyst at prøve det.

De scener, hvor Zaid er sammen med sin søn, er fyldt med fine nuancer: hvordan kontakten gradvis etableres – sammenspillet mellem Dar Salim og Asgar Hansen (Noah) er enormt rørende, og de har en virkelig god kemi.

‘Underverden II’ er meget mere end en actionfilm. Instruktøren Fenar Ahmed (‘Underverden’, ‘Ægte vare’ og Valhalla) formår at skabe en god balance. Et realistisk billede af, hvad der foregår i bandemiljøet, men også personlige aspekter, og hvilke omkostninger og konsekvenser et valg kan have.

Desværre må jeg indrømme at jeg ikke er særlig begejstret for Stine Fischer Christensen – jeg synes slet ikke hun passer til sin rolle, men det er bare en lille detalje.

 Dog er der også en anden anke og det påvirkede delvis underholdningen og fornøjelsen: Der mangler undertekster! Nogle gange er det virkelig svært at forstå pga. bandemiljøslang, musikken.

Jeg var ikke megabegejstret for ‘Underverden’ og var lidt forbeholden ift. efterfølgeren, men den er virkelig rigtig god og holder niveauet hele vejen igennem! 

”Actionfilm med dybde” kan ses (næsten) af alle, men måske ikke, hvis man har et meget sart gemyt.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Stor, længere og mere episk er ikke altid vejen frem og selvom fjerde del af ‘John Wick’-historien prøver med dens egen udgave af ‘Den gode, den onde og den grusomme’, er det kun action sekvenserne der vil blive husket. 

John Wick(Keanu Reeves) er en jaget mand. Manden i sort, som han også kaldes, er nu 18 millioner dollars værd i findeløn og det mystiske ensamble der kalder sig for ´De Høje Herres Bord´, er interesseret i at betale hvad som helst for at se den ensomme lejemorders hoved på et fad. Særligt den nye superskurk ved navn Marquis(Pennywise himself Bill Skarsgård), der bruger John Wicks sidste få venner som brikker i et større skakspil, hvor det kan være svært at se hvem der er ven eller fjende. Specielt den blinde Yakuza kriger Caine(spillet af Martial Arts fænomenet Donnie Yen) er ikke sådan at bide skeer med, så kan John Wick overhovedet se sin udvej til frihed? 

Da ‘John Wick’-serien i mere ydmyge omgivelser fik sin opstart i 2014 med stuntmanden Chad Stahelski som filmens instruktør, var John Wick karakteren en mere øhh, menneskelig karakter. En simpel og pensioneret lejemorder, der bare ville hævne drabet på sin hund og sin stjålne 1969 Ford Mustang Boss 429. Men i seriens tredje – og bedste – kapitel ‘John Wick 3: Parabellum’ fra 2019, blev John Wick karakteren opgraderet til en tegneserie agtig lejemorder, lidt i stil med Marvels ‘The Punisher’. Dette var alt sammen fint og yderst underholdende. Men i seriens seneste og knap tre timer lange fjerde del, har filmens produktionsteam desværre mistet manuskriptforfatteren Derek Kolstads skarpe bid. Det var også ham der sørgede for at 2021´s ‘Nobody’ blev så fornøjelig en succes den blev.

Seriens nu endnu mere papirstynde historie, kan derfor lige nøjagtigt nå at binde de til tider fabelagtige actionscener sammen. Vi kommer rundt over hele kloden: til techno fest i Berlin, Tokyos National Art Center og Jardin de Luxembourg. Det er dog i Paris de største scener og halsbrækkende stunts skal ses. De fantastiske sekvenser ved Triumfbuens legendariske rundkørsel og ikke mindst ved den 222 trin lange trappe ved Montmatre, der forbindes til Sacre Coeur – den store kirke bygget på bakketoppen, hvor den smukkeste udsigt beses over alle byens hustage. DET er fantastisk arbejde hvor action, stunts og flotte billeder går op i en højere enhed! 

Mindre heldigt, omend ganske fornøjeligt, er nærkampen i Berlin hvor vores mand i sort bekæmper en tysk techno tyksak med guldtænder. Har man spillet ‘Mortal Kombat’ kender man sikkert karakteren Bo’ Rai Cho. Han er som bekendt mest kendt for hans ´Drunken Fist´ teknik, så…ja. En anden scene insisterer på at filme det hele fra oven, så man VIRKELIG føler man er trådt ind i et computerspil. Men er det film? Næppe.  

Det er den danske mesterfotograf Dan Lausten der igen er bag kameraret og endnu engang bliver man blæst bagover ved hans teknik og farver. Han skal nok en dag få sin første Oscar, det er fuldt forståeligt Hollywood er vilde med ham. 

Chad Stahelski instruerer ufejlbarligt, mens filmens hovedrolleindehaver Keanu Reeves mest grynter sig igennem sine replikker med enstavelsesord som endnu et “Yeahh”. Det er tæt på stumfilm og man skal naturligvis kende sine begrænsninger men det er absolut hans kampteknik der spiller bedst. Hans kamptalenter blegner dog kraftigt ved siden af Donnie Yen, der nærmest eksploderer af martial arts på lærredet. 

Filmens skurk Marquis spilles af svenske Bill Skarsgård, der dog må se sig slået på målstregen af en fantastisk garderobe, der virkelig spiller med skrædder musklerne. Det er lidt ligesom at se Rami Malek i hans skurkerolle fra ´No Time To Die´. Funktionel men ikke funklende. 

Jeg savnede også en Halle Berry, der med hendes Sofia rolle fra 2019´s ‘Parabellum’, gav lidt kontrast til testosteron orgiet. Her er hun “erstattet” med en karakter ved navn ´Tracker´, spillet af Shamier Anderson. Han har dog kun én schæferhund, så han famler lidt mere i øh.. blinde. 

En karakter i filmen siger: “bare mor dig godt!”. Det vil du sikkert også gøre, men næppe på samme niveau som 2019 versionen. 

Anmeldt af: Susanne Schatz

To helt vildt forskellige par (penge møder hippie) har den samme drøm om at få et barn, og det samme problem – at det mislykkes. Fertilitetsklinikken er blevet vejen til at opfylde ønsket, men noget går galt og de to kvinder ender med at bære den andens baby i sig.

Nu tænker du måske, at det er lidt for langt ude – men tværtimod! De seneste år er det sket her – ovenikøbet 6 gange. Mennesker begår fejl, men denne slags fejl har næsten uoverskuelige konsekvenser – for alle. Mange kvinder har prøvet i årevis at blive gravide, og når det endelig lykkes, hvad gør man så, hvis det ikke er ens eget barn? Abort? Opfostrer en fremmedes baby? Kan man elske et barn, som har en andens gener og udseende? Fortæller man det også nogensinde til sit barn? 

Et moralsk, etisk og ikke mindst et meget personligt dilemma, som de færreste ønsker at stå midt i.

Barbara Topsøe-Rothenborg (Danmarks elskede ‘Nana’) er gradvist sprunget ud som instruktør (f.eks. ‘Madklubben’) – og hun har en meget personlig tilgang til emnet, da hun selv i to år har gennemgået en fertilitetsbehandling. De fleste regner jo ikke med, at det kan være et problem at blive gravid, og hvis, så er det ofte ikke noget, man taler højt om. Det er enormt sårbart og skamfuldt, og for nogle kan det føles som ikke at være ”en rigtig kvinde” (eller ”en rigtig mand”) – selvom 20% af danskerne er ramt af problemet.

Komedier har desværre ofte ikke så et godt ry, speciel blandt anmelderne, men jeg synes det er en undervurderet genre. Med et glimt i øjet kan selv mere vanskelige emner tages op. Komedierne kan vise noget alvorligt uden at det nødvendigvis føles tungt.

Og præcis det formår Topsøe-Rothenborg! I løbet af 109 minutter bliver vi taget med i en verden, som er fyldt med håb, glæde, forventninger, frygt og misforståelser. Når det drejer sig om graviditet, fødsel og børns opdragelse er alle lige pludselig eksperter og kommer med deres ”erfaringer, viden og holdninger”, uanset, om man har lyst til det eller ej!  

Instruktøren har besat alle roller med gode skuespillere, og hver eneste lille rolle føltes perfekt castet. Mille Dinesen (bl.a. fra ‘Rita’, ‘Jagtsæsonen’) som Cecillie, en karrierekvinde i 40-erne, og Katinka Lærke Petersen (f.eks. fra ‘Når støvet har lagt sig’) som Hippie-pigen Liv har de bærende hovedroller. De er et udmærket match i deres forskellighed. Det er rørende og meget troværdigt, hvordan de konkurrerer og prøver at finde ud af det med hinanden!  

Sara Boberg (‘Bænken’, ‘Hotellet’) som Livs mor, er også virkelig et kup. Med hendes perfekte blanding af at være der for sin datter, og så alligevel ikke kunne sætte sine egne issues i parentes, fremstår hun totalt manipulerende – hvilket føder Livs gradvise frigørelse fra sin mor, en proces der skildres perfekt.

Ellers er der en uendelig lang liste af kendte navne – b.la. Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen, Troels Lyngby, Laura Bro, Kasper Dalsgaard, Neel Rønholt og Solbjerg Højfeldt.

Der var ikke et sekund, hvor jeg kedede mig eller faldt fra. Filmen er præcist bygget op, suppleret af velvalgt musik, handlingens tempo og forløb, alle de fine nuancer og mellemlag, de rørende og morsomme øjeblikke, emnets alvor og alt det genkendelige og dybt menneskelige. Filmen er absolut velkomponeret, med en god balance mellem det alvorlige og morsomme. Jeg var ekstremt underholdt. Men jeg overvejede også: Hvis jeg nu selv var i denne situation, hvad så?  

‘Bytte Bytte Baby’ er en rigtig god film, som er relevant for unge og ”ældre piger” ligesom forældre, søskende, venner – og kan sagtens åbne op for en vigtig snak.

Anmeldt af: Susanne Schatz

‘Ustyrlig’, baseret på virkelig begivenheder, fortæller om en forfærdelige periode, hvor samfundet fejlede og ikke forstod de kvinder som havde allermest brug for hjælp.

1933 er en hård tid, men Maren og hendes veninde prøver at få det bedste ud af en ungdom, som ellers er præget af fattigdom og restriktioner. Fornøjelsen står ikke højest på ranglisten. Tværtimod er: arbejde, pligt og ansvar, det man bør stræbe efter. 1930’erne er dog også den tid hvor Jazzmusikken for alvor har fået sit gennembrud – og det er pigernes livseliksir!  En lille bitte smule for meget.

I hvert fald i børneforsorgens øjne. Maren har lige mistet sit job pga. for mange ”sygedage”, og moren, som også har 3 mindre børn kan ikke styre sin store datter. Faren har ikke været i billedet i lang tid. Moren mister forældremyndigheden, og Maren kommer under Børneforsorgen, hun erklæres lettere åndsvag og anbringes på kvindehjemmet på Sprogø. En dejlig lille ø med solskin. Og med søde ansatte, der forgiver at ville det bedste, og at hjælpe, men under overfladen lurer noget helt andet.

Ja, det var en anden tid, og ja, måske prøvede man at gøre det godt. Men betragtet med nutidens øjne er det fuldstændig vanvittigt, hvordan de blev behandlet. I stedet for empati og forståelse, fik de beroligende medicin og blev bæltefikseret i flere dage. Tvangssterilisation af de unge piger var nærmest forudsætningen for at de kunne forlade øen. I 1929 fik Danmark en lov om adgang til sterilisation, kaldt ”Europas første racehygiejniske lov”, den blev siden strammet op i 1934. Mellem 1923-1938 blev 86 kvinder steriliseret. 

Formålet med kvindehjemmet var at rette op på ”moralsk defekte” eller ”moralsk åndsvage” kvinder, som blev betragtet som en fare for samfundet. Man ville gerne begrænse udbredelsen af kønssygdomme og undgå børn uden for ægteskabet. Fra 1923-1961 blev ca. 500 piger anbragt på den lille ø, som i dag er fredet og ejet af A/S Storebælt. 

Jeg var meget nysgerrig på ‘Ustyrlig’, da Malou Reymann allerede har lavet en fremragende debutfilm; ‘En helt almindelig familie’. Hun formår at holde niveauet. Fra den første scene af var jeg på, og det forsatte de næste ca. 2 timer.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med min ros. Men skuespillerne bør roses! Emilie Kroyer Koppel, som spiller hovedkarakteren Maren, er utrolig intens, både i sin glæde og i den dybe fortvivlelse og smerte. Hun har en enorm troværdighed og autenticitet. Trods sine kun 20 år, har hun ikke kun arbejdet som skuespiller (bl.a. i ‘Du forsvinder’ og ‘Kollision’), men også som instruktør. Hun minder mig en del om den unge Sofie Gråbøl, hvilket er ment som kompliment. Kameraet elsker hende.

Jessica Dinnage er også fantastisk. I ‘Ustyrlig’ viser hun, at hun sagtens kan bære sådan en stor rolle og karakter.

Anders Heinrichsen er måske ikke én man med det samme lægger så meget mærke til, men desto oftere jer ser ham i forskellige roller(sidst set i ‘Guldfeber’), desto mere ”vokser” han. Jeg synes han har en distanceret og kølig udstråling, samtidig med en snert af nærvær og varme, som gør ham så ”herlig ubehagelig” og total passende til denne rolle. Og Lene Marie Christensen fungerer også udmærket, lige som alle andre i deres små og større roller.

Filmen har et fortræffeligt cast, en sand og skræmmende historie og smukke billeder, samtidig med at den er inddragende, rørende og rammende. ‘Ustyrlig’ ryster man ikke bare af.

En film, der fortjener at blive set og en historie, som ikke må glemmes, men til gengæld give anledning til eftertanke og diskussion.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Michael Douglas og Michelle Pfeiffer får forøget spilletid i Marvels seneste, der mest virker som undskyldning for opbygning af kommende ‘Avengers: The Kang Dynasty’ brag. 

Tredje gang siges som bekendt at være lykkens gang, men med Paul Rudds tredje solo-film som den fornøjelige “Myre-mand”, må både Marvel fans og den charmerende skuespiller, nok indse at karakteren, hverken fysisk og i Marvel sammenhæng, fylder særligt meget. Og for at det ikke skal være løgn, har manuskriptforfatteren Jeff Loveness tilmed lagt en sætning i gabet på Ant-Man karakteren som: “Mit liv giver ingen mening”, både i filmens start og ved filmens slutning. Jeff Loveness har tidligere skrevet til kultserien ‘Rick & Morty’, men er det ikke ok at blive taget seriøst, selvom man er lille? 

Superhelteparret Scott Lang(Ant-Man) og Hope van Dyne(The Wasp – spillet af Evangeline Lilly) er tilbage for at fortsætte deres eventyrlige heltestatus. Denne gang suppleres de dog for første gang af Hopes videnskabsforældre Hank Pym og Janet van Dyne(spillet af Michael Douglas og Michelle Pfeiffer) og Scotts voksne datter Cassie Lang(Kathryn Newton). Men mor Janet ligger inde med nogle alvorlige skeletter i skabet og derfor må familien nu udforske det såkaldte Quantum Realm, hvor sælsomme møder med mærkelige nye skabninger vil opstå, for tilsidst at skubbe dem ud over grænserne for, hvad de troede var muligt. De vil nemlig komme op mod Kang, også kaldet `Herskeren´, og han er godt gal i skralden!. 

Instruktøren Peyton Reed vender nu for tredje gang tilbage for at give Marvels mange fans lidt mere “myrekryb”, efter ‘Ant-Man’ 2015 og den noget forvirrende og skuffende ‘Ant-Man and the Wasp’ 2018. Men selvom resultatet er noget bedre end 2018 udgaven, havde det nok været bedre med en forfriskende udskiftning. Peyton Reed er nemlig udover instruktøren af to ‘The Mandalorian’- afsnit, mest kendt for romantiske komedier som ‘Down With Love’ 2003, ‘The Break-Up’ 2006 og Jim Carrey komedien ‘Yes Man’ 2008. Det fungerer fint til familiehyggen, men de obligatoriske action sekvenser når aldrig ud og giver os åndenød i CGI-festen. 

Han har dog formået at kreere den hidtil længste ‘Ant-Man’-film på to timer og fem minutter, der dog først for alvor får myreben at løbe på ved Herskeren Kangs tilstedeværelse en halv times tid inde i filmen. Men så kommer der pludselig også smæk for skillingen og en decideret trussel indtræffes, da rollen spilles fermt med gnistrende fråde af Jonathan Majors, der nok mest kendes for rollen som Atticus Freeman i tv-serien ‘Lovecraft Country’ 2020.

Det føles allerede nu som en evighed inden vi sikkert først kommer til at stifte bekendtskab med ham igen i 2025´s ‘Avengers: The Kang Dynasty’, som bliver instrueret af Destin Daniel Cretton. Cretton instruerede Marvels ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ 2021, der i den grad leverede actionsekvenser. DET bliver et brag, der kun kan bevidne ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumanias’ vaklende eksistensgrundlag. 

53-årige Paul Rudd charmerer sig endnu engang sikkert igennem sin ‘Ant-Man’ rolle som bevidner den stadig er hans, uden at tilføre noget nyt. 
Noget nyt under solen er derimod at veteranerne Michael Douglas og Michelle Pfeiffer dennegang får spændt deres andenviolinbuer, og dermed kraftigt deltager i actionsekvenserne, hvilket kun gavner filmen. Særligt Pfeiffer skinner igennem, der atter  burde få hende ned i Catwoman kostumet i nogle kommende DC multiuniverse film, hvis James Gunn ellers er vågen nok før det kommende Michael Keaton Batman brag i sommerens ‘The Flash’- film.

Er man gammel Marvel læser vil en lille tåre sikkert også indfinde sig ved 1967 skurke karakteren M.O.D.O.K.´s tilstedeværelse. Karakteren der ligner et kæmpe ansigts-tv med arme og ben og skabt af Stan Lee og Jack Kirby, optrådte for første gang i Tales of Suspense #93 (september 1967), og har været kultdyrket lige siden. M.O.D.O.K.; som er et akronym for Mental/Mobile/Mechanized Organism Designed Only for Killing, bliver i filmen fremstillet herligt kitschet af en tidligere påstået død Marvel skurk og er derfor fuldt forståeligt fremført i en ‘Ant-Man’- film.

Kitschet er også Bill Murrays rolle, uden at det må forstås som en spoiler. 

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ ender dog desværre, ligesom de to forrige ‘Ant-Man’- film, med at være en “mindre” Marvel film.   

Men der landes nu alligevel på 4 “små” Chaplins. For selvom man er dekraderet til at være en Marvel pauseklovn i fuld udklædning, er filmen en festlig affyringsrampe. Ikke mindst for skurken Kang. 

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘The Banshees of Inisherin’ er meget fortjent blevet nomineret til 9 Oscars. B.la. for bedste film, bedste originale manus, bedste instruktør, bedste kvindelige birolle, bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige biroller. Og lige nu ligner den en stærk kandidat til at vinde, i hvert fald én statuette.

På den lille irske ø Inisherin i 1923, bor de to bedstevenner Pádraic og Colm. De bor i et lille øsamfund hvor alle kender alle, og størstedelen af mændene bruger deres fritid på den lokale pub. Men en dag beslutter Colm sig for at han ikke vil være venner med Pádraic mere. Pádraic prøver, med hjælp fra sin søster Siobhán og den lokale betjents søn Dominic, at genskabe forholdet til Colm. Men da Colm kommer med et ultimatum til Pádraic, kommer situationen ud af kontrol og eskalerer til vanvittige højder, der påvirker hele øsamfundet.

Martin Mcdonagh har skrevet og instrueret ‘The Banshees of Inisherin’, og i de bærende roller finder vi de irske skuespillere Colin Farrell, Brendan Gleeson, Kerry Condon og Barry Keoghan. Det er ikke første gang Mcdonagh arbejder med Condon, Farrell eller Gleeson. I ‘In Bruges’ fra 2008 så vi første gang Gleeson og Farrell spille over for hinanden, mens Condon havde en mindre rolle i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ fra 2017.

Jeg har altid godt kunne lide Colin Farrell og Brendan Gleeson, men i ‘The Banshees of Inisherin’ giver de deres livs bedste præstationer. Brendan Gleeson spiller den bitre Colm, der er en mand som holder sig mest for sig selv, på nær når han er på pubben eller når han spiller musik med sine venner. Han har en ensomhed, en træthed, en bitterhed og en vrede i sig som er skræmmende og rørende på samme tid.

Colin Farrell spiller den meget godmodige og naive Pádraic. Han er god og venlig mod alle i starten af filmen, og har en ekstrem kærlighed til dyr. Især hans elskede æsel Jenny, som følger ham alle vegne. Hans præstation er vanvittig rørende, ligesom hans karakter også er. Colin Farrell formår at balancere det naive og godmodige med en voldsom desperation, ensomhed og sorg. Der er noget ekstremt hjerteskærende i Farrells karakter og i hans præstation.

Barry Keoghan og Kerry Condon giver også fremragende præstationer, som Dominic og Siobhán. Man forstår virkelig deres karakterer, og forstår især Siobháns frustrationer og hendes træthed af øen og samfundet. Man føler også med hende når hun desperat prøver at hjælpe Pádraic, som hun elsker, men som hun ikke har de store tanker om. Og til sidst er Keoghan bare det perfekte sidekick, som den unge mand der ikke rigtigt passer ind i samfundet, men som finder ro hos Pádraic og Siobhán. Der opstår vitterligt sand filmmagi i flere af scenerne, når vi har disse fire skuespillere til at give så stærke præstationer.

Øen Inisherin, som ikke er navnet på en rigtig ø, og samfundet spiller også en stor rolle i filmen. Irland fremstår ekstremt smukt, med noget utroligt natur. Men øen og den vilde natur giver også filmen, og omgivelserne omkring karaktererne, et ekstra lag af trøstesløshed og isolation. Det lille isoleret samfund er igen også med til at give en ekstra dimension og forståelse til karaktererne.

Det er et samfund som man ikke forlader, da man er tro mod sit ophav, men samtidig er der en trang og et behov i flere for at komme væk, for at opleve mere og få mere ud af livet. Man kan vel roligt sige at flere af karaktererne har økuller, hvilket nok også er en af grundene til at så mange bruger tid på pubben.

Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ foregår også under den irske borgerkrig, men ingen på øen interesserer sig særligt for krigen eller har et behov for at kæmpe, eller vælge side. De lever deres liv som de altid har gjort, fuldstændig upåvirket af hvad der foregår på fastlandet.

Filmen er visuelt så vanvittigt smuk, og billederne hele vejen igennem filmen har en utrolig ro over sig. Det giver en stilhed til filmen, som er med til at styrke følelsen af isolation. Det er Ben Davis, som har filmet ‘The Banshees of Inisherin’, og han har med billederne skabt en helt særlig stemningsfuld og betagende film.

Danske Mikkel E.G. Nielsen, der har klippet ‘The Banshees of Inisherin’, er blevet nomineret til en Oscar for hans arbejde. I forhold til andre film som er Oscarnomineret for bedste klipning i år, så lægger man ikke mærke til klipningen i ‘The Banshees of Inisherin’. Den er klippet sammen så der bliver fortalt en historie og skabt en stemning, men der er ikke klippet vilde action scener, eller hurtige adrenalinpumpende sekvenser.

Musikken, som er lavet af Carter Burwell er ekstrem stemningsfuld, og sammen med billederne, er det med til at gøre ‘The Banshees of Inisherin’ til en af de smukkeste og mest stemningsfulde filmoplevelser.

Martin Mcdonagh har skrevet manus, og i mine øjne skal meget gå galt, hvis han ikke skal vinde en Oscar for dette manus. Der er scener og dialoger i ‘The Banshees Of Inisherin’ som er vildt morsomme, og samtidig er der scener som er virkelig skræmmende, bizarre og foruroligende. Og til sidst er der også scener og dialoger som er hjerteskærende og rørende. Man holder også af alle karaktererne, og føler med dem.

Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ bliver meget mørk, men de komiske replikker og bizarre hændelser i løbet af filmen, gør at det ender med at blive en perfekt balanceret sort komisk film. Manuskriptet til ‘The Banshees of Inisherin’ er et af de bedst skrevne manuskripter i meget lang tid.

Alt fungerer i ‘The Banshees of Inisherin’. Og hvis den ender med at vinde en Oscar for bedste film, vil jeg synes at det er fuldstændigt fortjent, da det i mine øjne, muligvis vil stå tilbage som den bedste film i de danske biografer i år.

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Damien Chazelle, den måske mest anderkendte instruktør i sin generation, har lavet en visuelt fremragende film, med brillante skuespilspræstationer og en ret tynd historie.

‘Babylon’ starter ud med en 30 minutters lang festscene. Her er alt tilladt og alle går amok. Der er nøgne mennesker og sex i hvert et hjørne, samtidig med at alle vælter rundt beruset af stoffer og alkohol. Vi møder her den unge filmglade mand Manny og den vilde rebelske Nellie, som drømmer om at blive en filmstjerne.

Året er 1927 og til festen møder vi også stumfilmssuperstjernen og førsteelskeren Jack Conrad. I ‘Babylon’ følger vi de tre karakterer og deres liv i Hollywood i 1920’erne og 1930’erne, med alt hvad der hører til af stoffer, alkohol, fester, sex og derouter.

Damien Chazelle brød igennem med ‘Whiplash’ i 2014, og vandt som bare 32-årig en Oscar som bedste instruktør for ‘La La Land’ i 2017. Han har derudover også lavet filmen ‘First Man’ fra 2018, som desværre er blevet en lidt glemt film.

Med ‘Babylon’ har han lavet en film, der giver mindelser til ‘Moulin Rouge’ og ‘The Great Gatsby’, eller andre Baz Luhrmann film. Filmen er et festfyrværkeri af bizariteter, med rytmisk visuelt fantastisk komponeret scener, en hurtig klipning, en vanvittig musikalsk fornemmelse og en eksplosion af farver. Alt virker til at være vildere, hurtigere og større her, samtidig med at vi ser smerten, usikkerheden og ødelæggelsen i mennesker.

Musikken er, ligesom på ‘La La Land’ og ‘Whiplash’, igen lavet af Justin Hurwitz, der i min optik har lavet det bedste filmscore i flere år, med scoret til ‘Babylon’. Musikken er til tider ligeså vild og skør som filmen, men har også nogle virkelig fine smukke elementer. Og så er hele filmen spækket til med hans musik, som derfor ender med at spille en ekstrem stor rolle for filmen og filmoplevelsen.

‘Babylon’ er filmet af Linus Sandgren, der også filmede ‘La La Land’. Han har lavet nogle vanvittigt flotte billeder, og formår at fange vildskaben i sine billeder. Samtidig har han også virkelig en ro i billederne, i de mere stille scener.

Brad Pitt spiller Jack Conrad, Margot Robbie spiller Nellie, og den forholdsvis ukendte Diego Calva spiller Manny. Derudover er b.la. Jean Smart, Olivia Wilde og Toby Maguire med i mindre roller.

Brad Pitt er fuldstændig fremragende i rollen som Jack Conrad. Det er længe siden jeg har set ham være så god, og synes faktisk han er bedre end han var i ‘Once Upon a Time.. in Hollywood’. Han stjæler alle scener han er med i og når han ikke er på skærmen, glæder jeg mig bare til han dukker op igen. Han er også den mest charmerede og sjoveste karakter i ‘Babylon’, med de bedste replikker. Margot Robbie er også fuldkommen fantastisk. For mig har hun aldrig været bedre. Hendes præstation er fuldstændigt vanvittig og vild, og hendes rolle er ligesådan. Samtidig er der også en smerte, et savn, en ensomhed og en længsel i Pitt og Robbies præstationer, som er hjerteskærende.

Desværre er jeg ikke så begejstret for Diego Calva og hans Manny karakter. Jeg er med på at han skal være den mere rolige, og fornuften i alt det bizarre og vilde, men jeg synes han bliver for anonym og drukner i alt der foregår omkring ham. Jeg kommer heller aldrig til rigtigt at holde med ham eller af ham.

På mange måder er ‘Babylon’, “bare” endnu en film om Hollywood og filmbranchen i 1920’erne og 1930’erne, og overgangen fra stumfilm til talefilm. Og så selvfølgelig de drømme, ambitioner og fald som følger med der. Og det er måske der hvor handlingen ikke helt lever op til den visuelle side og skuespilspræstationerne.

Det føles indimellem som om at alt i ‘Babylon’ er vildt og bizart, men ikke fordi det nødvendigvis har betydning for handlingen eller som sådan gør noget for filmen. Men mere bare fordi Damien Chazelle har haft lyst til at lave en film, hvor folk kunne gå bananas og han kunne chokere nogle iblandt publikum.

Handlingen ender også med at blive for rodet. Og at lave en åbningsscene på 30 minutter, med en bizar fest, er måske også lige at strække den for langt. Og selvom det er en flot og vild scene, så er det også en scene som derudover ikke rigtigt tilføjer noget til handlingen, eller vores forståelse af karaktererne.

Jeg er stor fan er Damien Chazelle, og jeg er især kæmpe fan af ‘La La Land’. Men alligevel føler jeg lidt med ‘Babylon’, at det er en film han har lavet bare fordi han kunne. Og ikke så meget fordi han havde en god historie at fortælle.

Hvis man skal se ‘Babylon’ så vil jeg klart sige at man skal se den for Brad Pitt, Margot Robbie, for den visuelle side og for musikken. Men Brad Pitt er efter alt det, det som står stærkest og det som man husker mest ved ‘Babylon’.