Anmeldt af: Susanne Schatz
‘Ustyrlig’, baseret på virkelig begivenheder, fortæller om en forfærdelige periode, hvor samfundet fejlede og ikke forstod de kvinder som havde allermest brug for hjælp.
1933 er en hård tid, men Maren og hendes veninde prøver at få det bedste ud af en ungdom, som ellers er præget af fattigdom og restriktioner. Fornøjelsen står ikke højest på ranglisten. Tværtimod er: arbejde, pligt og ansvar, det man bør stræbe efter. 1930’erne er dog også den tid hvor Jazzmusikken for alvor har fået sit gennembrud – og det er pigernes livseliksir! En lille bitte smule for meget.
I hvert fald i børneforsorgens øjne. Maren har lige mistet sit job pga. for mange ”sygedage”, og moren, som også har 3 mindre børn kan ikke styre sin store datter. Faren har ikke været i billedet i lang tid. Moren mister forældremyndigheden, og Maren kommer under Børneforsorgen, hun erklæres lettere åndsvag og anbringes på kvindehjemmet på Sprogø. En dejlig lille ø med solskin. Og med søde ansatte, der forgiver at ville det bedste, og at hjælpe, men under overfladen lurer noget helt andet.
Ja, det var en anden tid, og ja, måske prøvede man at gøre det godt. Men betragtet med nutidens øjne er det fuldstændig vanvittigt, hvordan de blev behandlet. I stedet for empati og forståelse, fik de beroligende medicin og blev bæltefikseret i flere dage. Tvangssterilisation af de unge piger var nærmest forudsætningen for at de kunne forlade øen. I 1929 fik Danmark en lov om adgang til sterilisation, kaldt ”Europas første racehygiejniske lov”, den blev siden strammet op i 1934. Mellem 1923-1938 blev 86 kvinder steriliseret.
Formålet med kvindehjemmet var at rette op på ”moralsk defekte” eller ”moralsk åndsvage” kvinder, som blev betragtet som en fare for samfundet. Man ville gerne begrænse udbredelsen af kønssygdomme og undgå børn uden for ægteskabet. Fra 1923-1961 blev ca. 500 piger anbragt på den lille ø, som i dag er fredet og ejet af A/S Storebælt.
Jeg var meget nysgerrig på ‘Ustyrlig’, da Malou Reymann allerede har lavet en fremragende debutfilm; ‘En helt almindelig familie’. Hun formår at holde niveauet. Fra den første scene af var jeg på, og det forsatte de næste ca. 2 timer.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med min ros. Men skuespillerne bør roses! Emilie Kroyer Koppel, som spiller hovedkarakteren Maren, er utrolig intens, både i sin glæde og i den dybe fortvivlelse og smerte. Hun har en enorm troværdighed og autenticitet. Trods sine kun 20 år, har hun ikke kun arbejdet som skuespiller (bl.a. i ‘Du forsvinder’ og ‘Kollision’), men også som instruktør. Hun minder mig en del om den unge Sofie Gråbøl, hvilket er ment som kompliment. Kameraet elsker hende.
Jessica Dinnage er også fantastisk. I ‘Ustyrlig’ viser hun, at hun sagtens kan bære sådan en stor rolle og karakter.
Anders Heinrichsen er måske ikke én man med det samme lægger så meget mærke til, men desto oftere jer ser ham i forskellige roller(sidst set i ‘Guldfeber’), desto mere ”vokser” han. Jeg synes han har en distanceret og kølig udstråling, samtidig med en snert af nærvær og varme, som gør ham så ”herlig ubehagelig” og total passende til denne rolle. Og Lene Marie Christensen fungerer også udmærket, lige som alle andre i deres små og større roller.
Filmen har et fortræffeligt cast, en sand og skræmmende historie og smukke billeder, samtidig med at den er inddragende, rørende og rammende. ‘Ustyrlig’ ryster man ikke bare af.
En film, der fortjener at blive set og en historie, som ikke må glemmes, men til gengæld give anledning til eftertanke og diskussion.
City Lights Filmblog 