Anmeldt af: Emilie Fiirgaard
Første sæson af Amazon Primes ‘The Legend of Vox Machina’ formåede sidste år at forvandle et mange års langt Dungeons & Dragons spil til en sammenhængende og episk serie på blot 12 episoder.
Med en allerede stor opbakning fra de fans, der havde fulgt spillet igennem årene, blev serien hurtigt et kæmpe hit, og nu er den længe ventede (kun et år, men det føltes længe) anden sæson endelig ude med meget mere af det, seerne faldt for første gang: mere fantasy, mere action, flere fjollede jokes og mange flere følelser.
Vi følger igen Vox Machina – den kaotiske gruppe, som showet er opkaldt efter – på deres eventyr igennem Exandria, og sæson 2 spilder absolut ingen tid, før sømmet trykkes i bund, og handlingen drøner derud ad. Første episode starter præcis, hvor sidste sæson sluttede: netop som vores 7 helte endelig var begyndt at føle sig hjemme et sted, lander en gruppe af frygtindgydende og magtsyge drager i den stolte by, Emon. Vox Machina bliver nu tvunget ud af byen og kastet afsted på endnu et farefuldt eventyr for at forsøge at forhindre de oldgamle drager i Kromkonklaven i at overtage kontinentet. Fik jeg nævnt flere drager? Sidste sæson havde kun én, denne gang får vi hele fire.
Noget af det, jeg savnede mest i første sæson, var en stærkere forbindelse til karaktererne. Den ofte sjofle humor skabte for mig lidt af en distance, der gjorde, at jeg ikke var lige så investeret, som jeg nok gerne ville have været. Selvom humoren ikke ligefrem er rykket over bæltestedet, så er det heldigvis ikke tilfældet i sæson 2. I modsætning til sidste sæson, hvor Percy de Rolo (Taliesin Jaffe) og hans mørke fortid i Whitestone var historiens primære omdrejningspunkt, så får vi denne gang lov til at lære mere om de andre medlemmer af Vox Machina. Her er alle de forskellige plottråde i spil på samme tid, men gudskelov føles historien på intet tidspunkt filtret eller forvirrende, som man ellers kunne være bange for, når et show forsøger at holde en lige balance mellem hele 7 hovedpersoner.
Forholdet mellem tvillingeparret Vax’ildan (Liam O’Brian) og Vex’halia (Laura Baily) er smukt uddybet over flere episoder, og deres catchphrase igennem hele sæsonen (”do not go far from me”) fik mig sku næsten til at tude… næsten. Marisha Reys generte druide, Keyleth, har en full-on (og mildest talt badass) ’magical girl transformation’, mens den useriøse Scanlan (Sam Reigal) har en identitetskrise, og den stakkels ene healer, Pike (Ashley Johnson), må forsøge at holde alting under kontrol samt hendes bedste venner i live – men efter min mening, er den bedste del af sæson 2 den bogligt udfordrede men godhjertede Grog (Travis Willingham) og hans både fysiske og mentale søgen efter kilden til hans styrke.
Med alt det sagt, føler jeg dog stadig at handlingen er utrolig hurtig, hvilket til tider kan gøre, at logikken falder lidt fra hinanden. Vox Machina løber ofte ind i lige de rigtige personer eller ender præcis det rigtige sted ved et rent tilfælde – og selvom jeg selvfølgelig ved, at det er fiktion, og at jeg ikke burde tænke over logik i en tegneserie, hvor en gnom og en halvelver skyder sig selv op i røven af en oldgammel, syrespyende drage, så kan jeg ikke helt lade værre at tænke over det. Men det er selvfølgelig en bivirkning af at skulle omskrive 100 timers D&D så det stadig giver mening og kan passe til 12×30 minutter, så i sidste ende er ’heldige helte’ nok heller ikke den største synd, de kunne have begået.
Animationsstudiet Titmouse er kendt for store shows som ‘Marvel Heroes’, ‘The Legend of Korra’ og ‘Big Mouth’, så de ved uden tvivl, hvad de laver, og alligevel var animationen en anden ting, jeg ikke var helt solgt på sidste gang.
Matt Mercers fantasy verden er hovedsageligt bragt til live igennem 2D animation, men her og der dukker 3D animerede væsner op, som måske ikke altid ser ud som om, de passer helt ind. Sæson 2 fortsætter med at animere drager og større udyr i 3D, og selvom jeg stadig ikke er helt vild med det, så føles det en del mere naturlig denne gang. Om jeg bare har vænnet mig til looket, eller om kvaliteten rent faktisk er blevet bedre, er jeg ikke helt sikker på. Måske lidt begge dele.
Til sidst må jeg altså nævne musikken. Sidste sæson havde et par fede musiske momenter, men kreativiteten (og specielt inside humoren) er skruet helt op den her gang. Jeg har haft ”Making My Way” på hjernen siden episode 7 kom ud, og den skide sang er ikke engang længere end 1 minut. Sam Reigal er ikke bare stemmen bag Scanlan, han er også mesteren bag den lille skjalds fjollede og utroligt ørehængende sange, og det synes jeg bare fortjente at blive nævnt.
‘The Legend of Vox Machina’ sæson 2 er mere af det gode, endnu mere af det tossede og en varm anbefaling til enhver D&D/fantasy fan. Hvis ikke det var tydeligt før, så må jeg lige for god ordens skyld huske at sige: børn ser med på eget ansvar – lad ikke animationsstilen narrer, det er altså en meget voldelig og til tider pervers serie fuld af voksen humor, hvilket uden tvivl er en af årsagerne til, at den har haft så stor succes.
‘The Legend of Vox Machina’ sæson 2 kan ses på Amazon Prime
City Lights Filmblog 