Anmeldt af: Lou von Brockdorff
‘The Banshees of Inisherin’ er meget fortjent blevet nomineret til 9 Oscars. B.la. for bedste film, bedste originale manus, bedste instruktør, bedste kvindelige birolle, bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige biroller. Og lige nu ligner den en stærk kandidat til at vinde, i hvert fald én statuette.
På den lille irske ø Inisherin i 1923, bor de to bedstevenner Pádraic og Colm. De bor i et lille øsamfund hvor alle kender alle, og størstedelen af mændene bruger deres fritid på den lokale pub. Men en dag beslutter Colm sig for at han ikke vil være venner med Pádraic mere. Pádraic prøver, med hjælp fra sin søster Siobhán og den lokale betjents søn Dominic, at genskabe forholdet til Colm. Men da Colm kommer med et ultimatum til Pádraic, kommer situationen ud af kontrol og eskalerer til vanvittige højder, der påvirker hele øsamfundet.
Martin Mcdonagh har skrevet og instrueret ‘The Banshees of Inisherin’, og i de bærende roller finder vi de irske skuespillere Colin Farrell, Brendan Gleeson, Kerry Condon og Barry Keoghan. Det er ikke første gang Mcdonagh arbejder med Condon, Farrell eller Gleeson. I ‘In Bruges’ fra 2008 så vi første gang Gleeson og Farrell spille over for hinanden, mens Condon havde en mindre rolle i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ fra 2017.
Jeg har altid godt kunne lide Colin Farrell og Brendan Gleeson, men i ‘The Banshees of Inisherin’ giver de deres livs bedste præstationer. Brendan Gleeson spiller den bitre Colm, der er en mand som holder sig mest for sig selv, på nær når han er på pubben eller når han spiller musik med sine venner. Han har en ensomhed, en træthed, en bitterhed og en vrede i sig som er skræmmende og rørende på samme tid.
Colin Farrell spiller den meget godmodige og naive Pádraic. Han er god og venlig mod alle i starten af filmen, og har en ekstrem kærlighed til dyr. Især hans elskede æsel Jenny, som følger ham alle vegne. Hans præstation er vanvittig rørende, ligesom hans karakter også er. Colin Farrell formår at balancere det naive og godmodige med en voldsom desperation, ensomhed og sorg. Der er noget ekstremt hjerteskærende i Farrells karakter og i hans præstation.
Barry Keoghan og Kerry Condon giver også fremragende præstationer, som Dominic og Siobhán. Man forstår virkelig deres karakterer, og forstår især Siobháns frustrationer og hendes træthed af øen og samfundet. Man føler også med hende når hun desperat prøver at hjælpe Pádraic, som hun elsker, men som hun ikke har de store tanker om. Og til sidst er Keoghan bare det perfekte sidekick, som den unge mand der ikke rigtigt passer ind i samfundet, men som finder ro hos Pádraic og Siobhán. Der opstår vitterligt sand filmmagi i flere af scenerne, når vi har disse fire skuespillere til at give så stærke præstationer.
Øen Inisherin, som ikke er navnet på en rigtig ø, og samfundet spiller også en stor rolle i filmen. Irland fremstår ekstremt smukt, med noget utroligt natur. Men øen og den vilde natur giver også filmen, og omgivelserne omkring karaktererne, et ekstra lag af trøstesløshed og isolation. Det lille isoleret samfund er igen også med til at give en ekstra dimension og forståelse til karaktererne.
Det er et samfund som man ikke forlader, da man er tro mod sit ophav, men samtidig er der en trang og et behov i flere for at komme væk, for at opleve mere og få mere ud af livet. Man kan vel roligt sige at flere af karaktererne har økuller, hvilket nok også er en af grundene til at så mange bruger tid på pubben.
Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ foregår også under den irske borgerkrig, men ingen på øen interesserer sig særligt for krigen eller har et behov for at kæmpe, eller vælge side. De lever deres liv som de altid har gjort, fuldstændig upåvirket af hvad der foregår på fastlandet.
Filmen er visuelt så vanvittigt smuk, og billederne hele vejen igennem filmen har en utrolig ro over sig. Det giver en stilhed til filmen, som er med til at styrke følelsen af isolation. Det er Ben Davis, som har filmet ‘The Banshees of Inisherin’, og han har med billederne skabt en helt særlig stemningsfuld og betagende film.
Danske Mikkel E.G. Nielsen, der har klippet ‘The Banshees of Inisherin’, er blevet nomineret til en Oscar for hans arbejde. I forhold til andre film som er Oscarnomineret for bedste klipning i år, så lægger man ikke mærke til klipningen i ‘The Banshees of Inisherin’. Den er klippet sammen så der bliver fortalt en historie og skabt en stemning, men der er ikke klippet vilde action scener, eller hurtige adrenalinpumpende sekvenser.
Musikken, som er lavet af Carter Burwell er ekstrem stemningsfuld, og sammen med billederne, er det med til at gøre ‘The Banshees of Inisherin’ til en af de smukkeste og mest stemningsfulde filmoplevelser.
Martin Mcdonagh har skrevet manus, og i mine øjne skal meget gå galt, hvis han ikke skal vinde en Oscar for dette manus. Der er scener og dialoger i ‘The Banshees Of Inisherin’ som er vildt morsomme, og samtidig er der scener som er virkelig skræmmende, bizarre og foruroligende. Og til sidst er der også scener og dialoger som er hjerteskærende og rørende. Man holder også af alle karaktererne, og føler med dem.
Handlingen i ‘The Banshees of Inisherin’ bliver meget mørk, men de komiske replikker og bizarre hændelser i løbet af filmen, gør at det ender med at blive en perfekt balanceret sort komisk film. Manuskriptet til ‘The Banshees of Inisherin’ er et af de bedst skrevne manuskripter i meget lang tid.
Alt fungerer i ‘The Banshees of Inisherin’. Og hvis den ender med at vinde en Oscar for bedste film, vil jeg synes at det er fuldstændigt fortjent, da det i mine øjne, muligvis vil stå tilbage som den bedste film i de danske biografer i år.
City Lights Filmblog 