Anmeldt af: Susanne Schatz
Efter Nicolas Winding Refns (eller NWR – som han kalder sig nu) storhits som ‘Pusher’-trilogien, ‘Bleeder’ og ‘Drive’, har Netflix vel regnet med at lande et stort kup, ved at hyre ham til at lave en ny serie. Vi finder sgu snart ud af, om de satsede rigtigt. Men mildt sagt: Jeg tvivler på det.
Lad mig starte med et par enkelte roser – klart NWRs æstetiske sans for farver og musikken. De fleste scener er blevet dyppet ind i en eksplosion af rød eller blå eller orange eller. Det er ret fantastisk og skaber en særlig stemning, fra tøj til tapetet til lamper, passer alt sammen. Det kræver kreativitet og mod, at tænke ud af boksen og viljen til at skabe noget usædvanligt. Musikken supplerer iscenesættelsen på næsten hypnotisk vis.
Men allerede her starter ét af de mange problemer, som serien døjer med. Selvom det skulle være en dansk serie, foregår en stor del af samtalerne på alle mulige andre sprog bl.a. kinesisk, serbisk osv. Desværre er der oftest ingen undertekster, når der bliver snakket dansk, og det er et problem, når musikken er så høj, at ordene bliver slået ihjel. Oven i det blander hovedpersonerne sprogene, skifter mellem dansk (der ganske ofte er gebrokken eller med kraftig accent) og deres eget sprog. Og så drukner den sparsomme dialog alt for ofte.
Derudover er handlingen forvirrende, eller rettere sagt, der er ganske lidt handling. Man kastes rundt i forskellige scener, som formodentlig skal gøre det mystisk eller magisk, men uden held. Der er f.eks. en tråd med nogle ludere og en anden tråd med en slags seriemorder og én med en kineser og én med narko, men hvordan for fanden hænger det sammen?
Miu (Angela Bundalovic – kendt fra ‘Limboland’) er den gennemgående hovedperson. Hun præsenteres som værende en ”lykkemønt”, men udvikler sig mere til en hævngudinde, en ”umenneskelig kampmaskine”, dog med et godt hjerte! Eller alligevel ikke? Hvem ved? I hvert fald ikke mig.
Karaktererne virker ekstremt kunstige, stive, unaturlige og replikkerne er bare dårlige. Men jeg antager, at NWR bevidst har valgt, at det skal spilles på den måde. Måske er der nogle, som synes at det er spændende – helt sikkert anderledes. Dog er det for mig dræbende kedeligt og næsten ikke til at holde ud – undervejs havde jeg så meget lyst til at droppe denne serie. Og hvis jeg ikke havde fået den betroede opgave at skrive en anmeldelse om ‘Copenhagen Cowboy’ havde jeg slukket efter halvdelen af det første afsnit.
Overordnet mangler jeg fuldstændig, at se meningen med serien, og med hvert afsnit (6 styk af ca. 50 min.) forsvandt håbet om en positiv eller interessant udvikling.
Som gimmick har instruktøren tilføjet sig selv i nogle scener og fået Mikael Bertelsen og Mads Brügger til at være med – men, hvorfor? Det gjorde intet godt for serien, og de virkede absolut malplaceret. Og det er næsten synd for Zlatko Buric(lige hædret for sin rolle i ‘Triangle of Sadness’), Maria Erwolter (‘1899’) og Leif Sylvester Petersen (i en lille birolle) at være med i det her.
Et rent egoprojekt af Nicolas Winding Refn, en leg med absurditeter. Han vil ikke please publikummet, ikke tilfredsstille folk, men til gengæld udfordrer dem. Tanken er helt fin, men resultatet er irriterende i stedet for tankevækkende, røvkedelig i stedet for inddragende. Og hvordan kommer titlen egentlig i spillet? Og det værste ovenikøbet er, at slutningen lægger op til en anden sæson! N E J!!
Hvad ville Thomas Blachmann have sagt til NWR, hvis han stillede op i X-faktor? Blachmann havde jo mange gode ideer til, hvad folk ellers skulle kaste sig over – måske han kunne hjælpe NWR videre i livet? Eller måske skulle NWR have overvejet at udstille forskellige sekvenser af serien på et Museum of Modern Art, så ville det have været virkelig godt! Da man kunne overstå udstillingen på nogle få minutter, frem næsten 5 timers selvpineri.
‘Copenhagen Cowboy’ kan ses på Netflix fra den 5.januar
City Lights Filmblog 