Anmeldt af: Susanne Schatz

Seriemordere bliver ved med at fascinere, og der er aldrig lavet så mange film og serier om seriemordere, som der bliver i disse år. Og da Jeffrey Dahmer er en af de værste, skal vi selvfølgelig også have en fiktionsserie om ham.

Den nye Netflix serie om seriemorderen Jeffrey Dahmer hitter på danskernes top 10-liste over de mest sete serier – med god grund! Det onde, som del af den menneskelige sjæl, ”tiltrækker og fascinerer” og vækker afsky lige så meget som interesse. Som ofte før skaber den slags filmatisering en del debat, med forståelige modargumenter – ”Hvorfor skal én som ham få så meget opmærksomhed?”, ”Ofrene bliver retraumatiseret!”, ”Det tilfredsstiller kun seernes voyeurisme og lyst til True Crime Stories!” osv.
Ift. filmatiseringerne synes jeg, at den måde True Crime laves på er afgørende. Er det bare splatter og blodorgie, eller prøver filmen/serien at belyse forskellige aspekter og synsvinkler for at give et facetrigt billede?!
Ryan Murphy står bag serien ‘Dahmer’ og har allerede en vis erfaring i genren bl.a. med serien ‘American Horror Story’ og ‘American Crime Story’, men derudover er han også kendt for serien ‘Glee’ og filmen ‘Spis bed elsk’. Som afgørende hovedkarakter har han valgt Evan Peters(Jeffrey Dahmer) – og han kunne ikke have valgt eller rettere sagt ramt bedre: På en næsten uhyggelig og forstyrrende måde er Peters blevet til Jeffrey Dahmer.
Men tilbage til udgangspunktet ”serien”:
Den fortæller udviklingen fra Jeffreys barndom til hans tid som seriemorder. I perioden 1978-1991 har han slået 17 unge mænd ihjel. Men ikke kun det, han prøvede at skabe zombier, var nekrofil og kannibal.
Ægteskabet mellem forældrene kørte ikke særlig godt – moren havde psykiske udfordringer, tog masser af piller også under graviditeten, og selvmord var en næsten permanent trussel. Om det skyldtes farens nedsættende adfærd mod hende eller omvendt er svært at sige. Senere kom en lillebror. Faren prøvede at tage sig af Jeffrey, tog ham med på ture, introducerede ham til ting, som formodentlig var en slags døråbner for de senere hændelser – de tog døde dyr med hjem og obducerede dem! Jeffrey var fra starten af en sky, introvert og særlig dreng, som tumlede med en del udfordringer – forladt og alene.
Vi ved at mange børn får en hård start i livet uden at blive massemordere – heldigvis – og belysningen af hans opvækst forsøger ikke at undskylde hans gerninger, under ingen omstændigheder. Men på den anden side – ingen er født som ”et monster”!
Der er mange forskellige facetter og lag i sådan en sag: Psykiatrier vil hævde at det har at gøre med kemien i hjernen, andre vægter familiens dynamik, den ”social arv”, også samfundet har et ansvar, hvad der sker i skolen, under uddannelsen og på jobbet med vedkommende.
I Dahmers tilfælde startede en ond cirkel ganske tidligt.
Serien består af 10 afsnit på mellem ca. 45 og 60 minutter, og den fortæller meget mere end Jeffreys historie: Den giver et bredt billede af samfundet i Milwaukee, går ind i raceproblematikken, viser ofrene og deres familier, også forældrenes udfordring og magtesløshed over for katastrofen – at have et barn, som har begået sådan forfærdelige forbrydelser.
Vi bliver taget med i et forløb, som starter i nutiden, går tilbage til hans barndom, blander siden forskellige perioder, uden nogle tråde glemmes, tværtimod bliver alt flettet sammen, og den tager sig virkelig god tid til at vise situationer og begivenheder.
Jeg følte det som om jeg var med i det, inklusive alle de forskellige nuancer af følelserne, Jeffreys, ofrenes og forældrenes.
Uhygge og gåsehud, intense følelser, mere en omfattende tragedie for alle – end en gyser eller thriller. En unge mands liv, som kørte fuldstændig af sporet og dermed ødelagde 17 familiers liv.
Kunne sådan noget undgås? Kan man lære af det og forbygge i fremtiden? Hjerneskade, psykisk sygdom, ondskaben, …? Der findes ikke et endeligt svar, og det prøver serien heller ikke at give!
Men man får et billede af en udvikling – og det er i hvert fald værd at se!
‘Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ kan ses på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=NVHHs-xllq
