Anmeldt af: Kasper Rasmussen
David O. Russells bedste film siden ‘American Hustle’ er en charmerende, om end snørklet unødig fortælling, der fortælles i fremragende selskab.
David O. Russell har siden hans kommercielle og kunstneriske gennembrud med 1999’s ‘Three Kings’, med sikker hånd, vist sig som én af Hollywoods nye “Golden Boys”, med kritiker og publikums successer som de to Oscar-vindende film ‘The Fighter’ 2010, ‘Silver Linings Playbook’ 2012 og Oscar-nominerede ‘American Hustle’ 2013. Dette trekløver bevidnede om en instruktør med et stort kunstnerisk overskud, hvilket hans forrige ‘Joy’ 2015, desværre ikke kunne leve op til. Nu er han imidlertid efter syv års pause tilbage i den lettere fornøjelige ‘American Hustle’ stil, uden dog at imponere på samme måde.
Tre vidt forskellige personer, Burt(en vildt veloplagt Christian Bale med ustabilt glasøje), Harold(en “on point” leverende John David Washington) og Valerie(en piberygende Margot Robbie), mødes på et fransk hospital under 1. verdenskrigs efterår i 1918. Valerie er sygeplejersken der tager imod de to stærkt lidende skyttegravsofre, der hurtigt udvikler sig til et ubrydeligt trekløver i bedste ‘Jules og Jim’- stil. Under et stop til Amsterdam for at hjælpe Burt med at finde det perfekte glasøje og andre skjulte agendaer, bliver Burt til et elsket tredje hjul for Harold og Valerie, hvis kærlighed, som det senere vil vise sig, aldrig ville kunne have eksisteret uden for boheme mellemkrigstidens Vesteuropa. “Amsterdam” forbliver derfor en rosenrød sindstilstand, der for evigt huskes med glæde. Trekløveret bliver dog samlet igen i 1933´s New York, hvor Burt og Harold bliver uskyldigt anklaget for at have myrdet og forgiftet general Bill Meekins og dennes datter Liz(Taylor Swift). Nu er Valerie muligvis nøglen til mordmysteriet, der skal passere gennem indflydelsesrige personer som Tom Voze(Rami Malek) og den mystiske general Gil Dillenbeck(Robert De Niro).
Der er nok en grund til at David O. Russell ikke helt bliver omtalt i samme rosende vendinger som f.eks. en Paul Thomas Anderson eller en Darren Aronofsky, for dertil er han for “lige-ud-af-landevejen-agtig” og har man set den gamle Humphrey Bogart film ‘Nattens helt’ fra 1942, vil man hurtigt udregne ‘Amsterdam’s snørklede slutning.
Og det er desværre en mindre hæmsko i denne ellers vildt fornøjelige og underholdende komedie udgave af en film noir. For David O. Russells eget manuskript er tit for unødigt snørklet i sin fortællerform, det tit truer filmens fornøjelige ramasjang handling med at puste unødigt ud.
Filmen ender derfor fortrinsvis som en sand opvisning af en celebrity fest, hvor vi som tilskuer, om end føler os velkomne, ikke rigtigt bliver imponeret over fortællingen.
Det er dog utroligt sjældent at SÅ store stjerner samles og hvor både hovedrollerne og birollerne fyldes så kraftigt ud med A-listers. Stjernecastet består udover Bale, Washington, Robbie, Malek og De Niro, af navne som Anya Taylor-Joy, Chris Rock, Michael Shannon, Mike Myers og Zoe Saldana og skulle man så frygte at der bliver serveret venstrehåndsarbejde fra nogle af disse, kan man godt tro om igen. Ja selv Mike Myers leverer en første klasses præsentation som glasøjesælger med skjult agenda.
Filmen fortjener også stor ros for Emmanuel Lubezkis flotte Cinematografi, Judy Beckers produktions design, Danielle Osborne og Alexander Weis art direktion, Patricia Cuccia og Erin Fites set dekorationer og J.R. Hawbaker og Albert Wolskys kostumer. Desuden er makeuppen fremragende og tit temmelig realistisk blodig.
Så indpakningen er der altså ikke noget galt med, men måske et bedre manuskript der ikke lettere kluntet er bygget på virkelige begivenheder?
Slutteligt: en ting der irriterede mig i disse woke-ism tider, var at castet bestod af hele tre farvede skuespillere. Ikke at der på nogen måde var noget galt med Washingtons, Rocks og Saldanas præsentationer, men det virker temmelig historisk ukorrekt at tre farvede personer i tiden fra 1918-1933 ville have så stor en indflydelse på historiens gang. Kom nu Hollywood, der er intet galt med politisk korrekthed, men hvad med historisk korrekthed?
‘Amsterdam’ ender med at være en underholdende tur op ad den røde løber, der heldigvis hverken er en ny ‘Swarm: Dræberbierne’ eller en ‘Mars Attacks’, men heller ikke en stjernespækket klassiker a la ‘Godfather’ eller ‘Pulp Fiction’.
City Lights Filmblog 