‘Triangle of Sadness’: Et grotesk sort satirisk mesterværk, der enten frastøder dig eller får dig sagligt smilende ombord

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Er dansk film noget lort? Ifølge den svenske provoinstruktør Ruben Östlund, er danskerne i hvert fald dårlige til at lave film, som han frådende udtalte sig, omkring maj måned i år. Om det så er bevægelsesgrunden for de store lortemængder i ‘Triangle of Sadness’, må være på svenskerens regning. Foreløbig står det dog 1-0 til Sverige.

De unge supermodeller Carl og Yaya har lidt grus i deres parforhold, hvor mænds og kvinders indbyggede regelsæt spiller en større rolle, end deres følelser. Heldigvis har Yaya fået foræret et gratis cruise ophold ombord på en luksus lystyacht, hvor det flyder med milliardærer. Her er det kunden der bestemmer, da deres milliarder kan indfri alles drømme, bl.a. den russiske milliardær Dimitry der er blevet uhyre velhavende på at sælge ja, lort. Men skæbnen sætter det hele over styr, da rejsen bliver afbrudt af kraftig søsyge, pirater og fundne håndgranater. Nu er gode råd dyre, hvor overlevelse kræver at man selv skal skaffe sin mad og kun den stærkeste, skattely eller ej, vil overleve.

‘Triangle of Sadness’ er inddelt i tre meget varierende kapitler, der alle udspiller sig som moralske fabler. Filmen lægger an til at udvikle sig “normalt”, med de to smukke men hule hovedpersoner der savner et-eller-andet-de-ikke-ved-hvad. Det er hårfint drama med bid og vid, som en Thomas Vinterberg kunne instruere på sin rygrad.

Men allerede i filmens anden del, hvor filmen bliver stjålet af dansk-kroatiske Zlatko Buric i rollen som den charmerende lorteforhandler Dimitry og en velspillende Woody Harrelson som den burgerelskende kaptajn Thomas Smith, begynder det accelererende vanvid. Med stadigt stigende og vuggende kameraføring, bliver vi en del af den lortestinkende rigmandskultur, hvor fluerne kun kan gå til angreb omkring den udendørs gigant swimmingpool. Her er alt tilladt i et guddommeligt rige af penge, champagnebobler, østers og modetøj. Senere bliver det knap så kønt.

Filmen finder sit afgørende leje i sit tredje kapitel, hvor rollerne byttes om. Det kan virke lettere overdrevet og urealistisk, men Ruben Östlund sætter slagets gang, som skibets altafgørende kaptajn. Historien og fablen skal nå dens klimaks og med mange overraskelser undervejs, er vi nysgerrigt og grinende med hele vejen.

Der har været skrevet meget om Ruben Östlund, der som den perfektionist han er, stiller høje krav til sine skuespillere, take efter take. Men man må sande at ikke én scene føles overflødig eller mindre kompromisløs, intet er overladt til tilfældighederne.

Derfor er også skuespillervalget nøje udvalgt. De to smukke men hule hovedpersoner der savner et-eller-andet-de-ikke-ved-hvad, spilles autentisk og naturligt af Harris Dickinson og den desværre for nyligt afdøde sydafrikanske model Charlbi Dean. Dean døde 29. august af ukendte årsager, blot 32 år gammel, og det er tydeligt at vi har mistet et stort talent. Harris Dickinson kan også med fryd ses i ‘Hvor flodkrebsene synger’.

Det er dog for mig den 69-årige dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric der stjæler filmen, der emmer af verdensklasse. Zlatko har udover et utroligt troværdigt og åbent ansigt, en evne til at træde fuldstændigt naturligt ned i sine roller, uanset som gangster i Nicolas Winding Refns ‘Pusher’ film, eller som russisk lortemilliardær. Man forstår derfor også hvorfor hans perfekte timing, bliver sat overfor en verdensstjerne som Woody Harrelson, der her egentligt mest spiller sig selv. Danske Vicky Berlin er også et friskt og originalt valg i rollen som Paula.

Det er nu anden gang at Ruben Östlund løber med Guldpalmen, efter hans sejr i 2017 med ‘The Square’, og denne gang på engelsk. Men hans storhedstid syntes kun begyndt.

Filmtitlen ‘Triangle of Sadness’ henviser i øvrigt til de såkaldte bekymringsrynker mellem øjnene, hvilket jeg ikke fik ved fremvisningen.