Anmeldt af: Anna Harding Bressendorf
Spørgsmålet pressen har været nødt til at forholde sig op til premieren på ‘Held og Lykke Leo Grande’ er: “Går vi overhovedet op i midaldrende kvinders sexliv?”
Indtil nu er det ikke et emne, der er bredt projekteret i den moderne filmkultur, men det er lige netop en kvinde på 55 år’s sexliv, der er omdrejningspunktet i denne nye opsigtsvækkende film.
Den halvanden time lange film udspiller sig hovedsageligt på et hotelværelse i England, hvor vi følger møderne mellem enken Nancy Stokes, spillet af Emma Thompson som vi kender fra bla. ‘Love Actually’, og den yngre sexarbejder Leo Grande, spillet af Daryl McCormack, som vi har set i hit-serien ‘Peaky Blinders’. Instruktøren Sophie Hyde skildrer gennem 4 møder de personlige udfordringer og oplevelser, der gemmer sig, når en politisk korrekt kvinde forsøger at genfinde sin lyst med en mand der sælger sex.
Alene for emnet filmen bringer på banen er den seværdig. Det er en type af film, jeg ikke husker at have set, eller overhovedet være produceret. I en tid hvor unge kvinders seksuelle frigørelse ofte bliver skildret på det store lærred, så er det også på tide, at vi får lov at følge de tanker og dilemmaer kvinder længere op i årene har sig, når det drejer sig om sex. Filmen berører emner som samtykke/grænser, nydelse, age-ism, feminisme, prostitution, fordomme, redder komplekser og meget mere.
Filmen var underholdende og holdt mig engageret, men den havde dog også nogle elementer, der desværre trak mig tilbage i den virkelige verden. Lydsekvenserne er lidt for ledende, og efterlader mig ikke i tvivl om hvordan jeg skal føle. Der er generelt ikke så mange skjulte skatte til seeren, og det er en film der behandler mange emner, men ikke nødvendigvis kræver at publikum skal tænke så meget selv. Derudover mener jeg, at der kan rejses en kritik over mængden af make-up, på især Emma Thompson, hvis filmen ønsker at promovere et budskab om at være mere ‘ægte’ – det kan fremstå tvetydigt.
Skuespillet leveret af hovedsageligt de to hovedroller er overbevisende og fængslende. Man fornemmer at filmen er vigtig for især Emma Thompson, der flere gange får rørt mig undervejs. Man har også valgt at lade scenerne være lange, med meget dialog, og ikke brug af særlig meget klipning. Det synes jeg fungerer rigtig godt, og giver en følelse af at man er tættere på karaktererne, og giver dem troværdighed.
Men jeg går fra biografen med et smil på læben og en følelse af, at vi alle er gode nok. Så alt i alt en virkelig interessant film, der fanger publikum i et Nexus mellem korrekthed og nydelse.
City Lights Filmblog 