Anmeldt af: Susanne Schatz
Den 15.april 2019 kl. 18.18 begyndte katastrofen: Notre-Dame, den katolske domkirke i hjertet af Paris og en de mest besøgte seværdigheder i hele verden, stod i flammer!
Da jeg så nyhederne i fjernsynet var jeg i chok ligesom tusindvis af andre mennesker. Notre-Dame er noget ”alle kender” eller har hørt om. Enten har man læst Hugo Victors bog ‘Klokkeren fra Notre-Dame’ (1831), har set filmen af samme navn eller selv haft mulighed for at se kirken eller.
Notre-Dame er en af de ældste bygninger i Paris. Det tog næsten 200 år (fra 1163-1345) at bygge den 130 m lange kirke, som blev voldsomt beskadiget under den franske revolution, men blev i 1800-tallet restaureret.
Franskmænd elsker deres domkirke og føler også en enorm stolthed over de mange artefakter, som bliver opbevaret og udstillet der, fx Jesus’ tornekrone – hvor anskaffelsen satte landet i gæld i 50 år!
Den franske præsident Macron lovede allerede genopbygningen af Notre-Dame mens branden stadigvæk raserede. Allerede om eftermiddagen den følgende dag var der blevet doneret over 4 milliarder kr. til projektet – bl.a. €100 millioner af den franske milliarder Francois-Henri Pinault – men alligevel er det stadig usikkert, hvornår renoveringen kan blive afsluttet.
Jean-Jacques Annauld, instruktøren bag de ikoniske film ‘Rosens navn’ og ‘7 år i Tibet’, laver kun projekter han selv brænder for. Og da han selv har et personligt forhold til Notre-Dame – han har en lejlighed med udsigt til domkirken – var det oplagt for ham at fortage sig denne opgave, og sammen med Thomas Bidegain har han også skrevet manuskriptet.
Jeg synes, at det er noget specielt at se en film, som bygger på en begivenhed, som ”lige” er sket og hvor dens senfølger stadig kan mærkes. Notre-Dame er jo stadigvæk lukket for besøgene!
Filmen tager udgangspunktet i Paris´ hverdag d. 15/04/19 – man følger forskellige mennesker: ansatte i kirken, håndværkere der arbejder på renoveringen af kirken, turister, lokale midt i en gudstjeneste osv. Mange små sekvenser udfoldes stille og roligt inden alarmen begynder! Alarmsystemet er dårligt og burde egentlig blive repareret, men.. Ingen troede på katastrofen. Derfor når branden at sprede sig inden brandvæsenet bliver alarmeret.
Hvilket skete på en indirekte måde. Røgen blev set udefra og hurtigt deler folk optagelserne med andre, indtil brandchefen får et opkald fra Italien – så kunne kampen begynde! Resten af filmen sidder man på kanten af sædet af bare spænding!
Man blev involveret i forløbet, hele vejen igennem! Panikken, påvirkningen af flammer (fx da blyet figurerne var lavet af, smeltede og løb eller rettere sagt faldt ned af taget på fortovet og biler), synet af dele af kirken der faldt sammen. Brandmændene, som skulle 387 trin op til toppen af snævre trapper, med alt deres udstyr – bare for at finde en låst dør. Et klaustrofobisk mareridt, også med viden om at der var flammer overalt. Heden var så voldsom at vandet fordampede, og der opstod bobler på hjelmene.
Selvom jeg havde viden om, at Notre-Dame i en rimelig høj grad kunne reddes, sad jeg med svedige håndflader og var åndeløs af spænding.
Filmen giver et godt indtryk af, hvordan sådan et redningsarbejde foregår, samtidig får man et fantastisk og smukt syn over Paris, over kirken og et billede af de mange detaljer af den franske gotiske arkitektur. Filmen er afsindig godt lavet, ekstrem naturrealistisk (blanding af faktiske optagelser mixet med instruktørens filmarbejde), næsten som en dokumentar, men alligevel meget personlig og rørende uden at være kitschet – ikke nogen ”påklistret” kærlighedshistorie el.lign.
”Hovedpersonen” er Notre-Dame og dens overlevelseskamp!
400 brandfolk kæmpede i næsten 2 dage, og det er et under ingen kom alvorligt til skade. Og at kirkens 2 klokketårne overlevede og artefakterne i kirken blev reddet!
Folks evige optagelser med mobiler kan være ”for meget” at overvære, men her gavnede de, de har formodentlig bidraget til at Notre-Dame til et tidspunkt kan besøges igen.
En fremragende film og en anbefaling på alle planer.
City Lights Filmblog 