‘Bamse’: Anders W. Berthelsen er tilbage på toppen af sin karriere i rollen som den fåmælte, men  folkeelskede “Bamse”

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Flemming “Bamse” Jørgensen var en del af den danske musikscene i over 35 år indtil sin død i 2011 og fik gennem sin karrierer solgt mere end 3,5 millioner albums, hvilket naturligvis gjorde at han på sine senere dage, kunne placere en flot Mercedes i sin garage ved sit store hus. Vejen hertil var dog en længere kamp med omsorgssvigt, plejeforældre og de obligatoriske op- og nedture. 

Filminstruktøren Henrik Ruben Genz interesserer sig hjertevarmt for den almindelige, helst jyske, danske mands/kvindes kamp for overlevelse, der trods vanskelige kår, formår at tilkæmpe sig en tilfredsstillende plads i samfundet. Det har han tidligere vellykket bevist med film som b.la. ‘Kinamand’ 2005, ‘Frygtelig lykkelig’ 2008 og senest ‘Erna i krig’ 2020. Nu er idéoplægget faldet på den Cocio-drikkende folkesanger Bamse fra Randers. 

Som i H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, bliver Flemming “Bamse” Jørgensen bragt til verden som endnu et uønsket barn blandt 11 søskende. Men heldet tilsmiler ham, for efter blot fire dage efter fødslen bliver han indleveret på et børnehjem i Hadsten. Da han er otte uger gammel, bliver han adopteret af et velhavende par der ikke selv kan få børn. De er indehavere af en gummivarefabrik i Viby og faren ønsker derfor, at Flemming en dag skal overtage familiens fabrik. Men Flemming spiller, mod sin adoptivfars vilje, trompet under dynen. Han elsker nemlig musik højere end gummivarer og derfor danner han sit eget band med navnet ‘Bamses Venner’. Flemming får stor succes og bliver dansk folkeeje, men indeni tørster han stadig fortsat efter at få farens opmærksomme anerkendelse og kærlighed. Flemming føler sig nemlig splittet mellem det at være adoptivsønnen Flemming og popstjernen Bamse. 

Men hvem var Flemming “Bamse” Jørgensen egentlig? Ét af sangerens mange dansksprogede fortolkninger hed ‘Jeg har kun tre tænder’ fra 1975 og var en fortolkning af Buck Rams ‘The Great Pretender’, og det er ganske nærliggende at originalens titel kunnet have omhandlet den store sangers liv. 

Bamse var ikke en person man kunne nå helt ind til og da slet ikke gennem hans sange. Henrik Ruben Genz gør dog med ‘Bamse’ et gedigent forsøg på at nå ind under smækbukserne, men det er som om at filmen er mere interesseret i at skildre barndomsdramaet end beskrivelsen af livet på landevejen og det er lidt synd da Bamse selv var mere livsnyder end navlepiller. 

Der vises gennem de s/h billeder de dramatiske optrin fra barndommen med den knuste trompet, faderens urealistiske forventninger til sin plejesøn og fortidens uforløste mysterier. Men filmen glemmer vigtige beskrivelser såsom det første møde med sit livs kærlighed konen og rygraden Käte, som han giftede sig med i 1970.

Som 16-årig fik han øjnene op for guitaren. Da han var omkring 20 år aftjente han sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Auderødlejren, hvor han temmelig vigtigt for historien, fik kælenavnet “Bamse”, hvori han herefter uddannede sig som maskinarbejder. Bamse begyndte allerede i 1960’erne med musikken da pigtrådsorkesteret Les Marques (senere: Lee Perkings) manglede en bassist. Da den daværende forsanger ikke måtte deltage ved et spillejob på Klub Top Ten i Hamborg for sin kæreste, overtog Bamse selv mikrofonen som forsanger. Alt dette beskriver filmen ikke. Men det værste er at der ikke bliver givet noget bud på hvorfor det netop var musikken der trak i den unge Bamse og hvorfor netop danskpoppen? Og hvorfor ender Flemming med at blive så stor i en velhavende familie der fremstår sunde og velsoignerede hele livet?  Ingen af disse store mangler bliver beskrevet fyldestgørende. Måske filmens korte spilletid på en time og toogtredive minutter bare er for kort til at “rumme” hele Bamse? 

Ellers kommer vi langt omkring, op gennem mere end fyrre år på landevejen med bandudskiftninger, fyldte halballer, Melodi Grand Prix finaler, børnefødsler, studietid, manager diskussioner, engelsksprogede soloudgivelser og de mange pauser ved den danske pølsevogn, hvor den obligatoriske Cocio slukning finder sted. Desværre kommer vi også nogle gange lidt for langt. Efter en koncert i Randers får vi at vide af nogle villige groupies at Gasolin opholder sig på det lokale hotel, vel at mærke i 1979 mine damer og herrer! 

Når al den galde så er kommet ud, er der altså også meget godt at sige om filmen. Det er en hyggelig fornøjelse at skue og man er i godt selskab med de gæve jyder og det er primært gennem de dygtige skuespillere. 

Først og fremmest er det en sand fryd at se Anders W. Bertelsen gennemgå en total forvandling til den folkekære sanger. Gennem heftig indtagelse af b.la. piskefløde tog Bertelsen 15 kilo på og med hjælp fra et meget overbevisende makeup-suit og 4 timers sminke, ER det Bamse vi både ser og hører, for stemmetræning måtte han også gennemgå. Men det er ikke det hele. Udover Cocio indtagelse spiller Bertelsen sit skuespil med hele kroppen så hver en sikker og usikker sveddråbe fornemmes i biografen. Der må minimum være en Bodil nominering på vej. 

Ellers er det veteranen Lars Ranthe der løber med guldet, som den indpiskende manager John Madsen, der glimter rent skuespillermæssigt. Ingen kan på en mere overbevisende måde fremsige replikker som: ”Den skal have fuld gas i Tarm!”, uden at lyde plat. Johanne Louise Schmidt spiller Bamses hjerteholdeplads og rygrad, konen Käte Jørgensen og hun er lige præcis hvad man har brug for, når trætheden og udmattelsen melder sig efter en større turné. 

Henrik Birch spiller Bamses forventningsfulde far, med en stolt autoritet der dog også rummer ægte faderlighed bag den konservative facade. 

‘Bamse’ er en hyggelig og fornøjelig film der rummer en dyb hjertevarme og kærlighed til manden bag de mange danske evergreens, men det havde klædt filmen med en længere spilletid og dermed mere dybdeborende fortælling. Måske en tv-serie udgave havde været en bedre idé? 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: