Anmeldt af: Kasper Rasmussen
The Marvel Cinematic Universe er, uden diskussion, verdens største filmserie succes med knap 27 MILLIARDER dollars i omsætning, siden ‘Iron Man’ debuten fra 2008. Det er voldsomme tal og Marvel-studierne er bestemt ikke kommet sovende til dette.
Alligevel anes der en smule metaltræthed i konceptet og dette gøres ikke mindre med den seneste i rækken ‘Thor: Love and Thunder’, der allerede nu er midterpartiet i fase fire. Fase tre havde flere femstjernede eventyr i viften, b.la. de vellykkede ‘Avengers’-film, men endnu har vi dette til gode i fase fire.
Vi møder Thor og holdet fra ‘Guardians of the Galaxy’ efter ‘Avengers: Endgame’, hvor Thor prøver at finde sig selv og få lappet sit hjerte efter bruddet med Jane Foster, som Tordenguden mødte i de to første ‘Thor’-film. Dette får han dog ikke så meget tid til, da den galaktiske hævner, Gorr the God Butcher, hvis mission er at nedkæmpe og udrydde alle guder, også udser Thor som en trussel. Thor hverver derfor flere kendte ansigter til at bistå sig: King Valkyrie, Korg og Thors ekskæreste, Jane Foster, der til Thors store overraskelse er i besiddelse af hans gamle hammer, Mjølner, og derfor er værdig til titlen som Mighty Thor. Sammen tager de på et kosmisk eventyr for at afsløre mysteriet bag Gorr the God Buthers hævntogt og stoppe ham, før det er for sent. Men flere yderst personlige problemer gemmer sig også bag specielt én af heltenes masker.
Instruktøren Taika Waititi gav ‘Thor’-serien et gevaldigt spark opad i 2017 med ‘Thor: Ragnarock’, der var et sandt festfyrværkeri af balladespas og perfekt tømmermands underholdning. Og i 2019 modtog han en Oscar for hans manuskript til den yderst vellykkede ‘Jojo Rabbit’. Om dampen er ved at gå ud skal være usagt, men ‘Thor: Love and Thunder’ er desværre ikke en ny ‘Ragnarock’, dertil er den for ustabil i sin fortælleform, der for ofte veksler mellem mørke toner og forceret lagkagekomik. Der henligger nogle mørke historier omkring guder og hengivelse, men filmen kan ikke altid finde sin rette gangart.
Tordenguden Thor er den eneste “overlevende” karakter fra Marvels såkaldte fase 1, hvis man altså ser bort fra Edward Nortons forsøg som Incredible Hulk i filmen af samme navn fra 2008. Dette er sikkert kun på grundlag af at skuespilleren Chris Hemsworth, modsat f.eks. Robert Downey Jr. og Chris Evans, har valgt fortsat at arbejde for den velsmurte og stærkt underholdende pengemaskine, der kaldes Marvel. Det ville dog være et stort afsavn hvis vi også skulle sige farvel til Thor, for Chris Hemsworth sidder nu så godt fast i sin rolle, at det ville være synd hvis vi også skulle vinke farvel til ham.
Marvel Studierne har sammen med instruktør og manuskriptforfatter Taika Waititi valgt at “genoplive” Jane Foster karakteren fra de to første ‘Thor’-film, og denne gang gøre hende til en superheltinde på lige fod med hovedpersonen. Dette fungerer faktisk ganske fint, trods en for hurtig tilgang, men Natalie Portman gør det godt, så vi faktisk ligesom Thor føler et stort afsavn og glæde ved hendes tilbagevenden.
‘Thor’-filmen ‘Thor: The Dark World’ fra 2013 går med rette med titlen som den dårligste skurk nogensinde i Marvel Universet, med Christopher Ecclestons fremstilling af Malekith. Denne gang er der dog helt andre boller på suppen i skikkelse af selveste Christian Bale som Gorr the God Butcher, der ligner og opfører sig som en blanding af zombie og Skeletor fra ‘Masters of the Universe’. Dette er afgjort Marvels bedste skurk siden Thanos. Det føles dog tit at der ikke er nok scener med ham og filmen taber ofte spændende momentum når “Pale Bale” ikke fylder lærredet.
Der forsøges i filmen ihærdigt på at balancere komedie med drama og fusionere flere klassiske komiske historier til en enkelt fortælling, men Thors fjerde soloeventyr spreder sig ofte for tyndt og ender desværre med at føles overfladisk. Russell Crowes rolle som Zeus virker også mest bare som et udvidet spejlbillede på et af de mere centrale punkter i historien, hvilket sikkert var klippet ud havde det været et Disney plus afsnit.
Alligevel lander jeg på de 4 Chaplins, da det hele er ganske fornøjeligt med en overaskende slutning. Guns ´n Roses klassikeren ‘Sweet Child of Mine’ som flittigt bliver brugt i filmen, slutter med ordene: “Where do we go now?”. Et passende spørgsmål, Marvel.
City Lights Filmblog 