Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Adam Price er manden bag DR-dramaserierne, ‘Borgen’, ‘Herrens veje’ og ‘Nikolaj og Julie’. Men han er også manden bag DR’s nye komediedrama serie ‘Orkestret’, med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i hovedrollerne.

I ‘Orkestret’ følger vi klarinetisten Bo, som er anden-klarinet i DR’s Symfoniorkester. Han er socialt akavet, bor hos sin mor, og er klarinetlærer for den unge Elin, som er vild med ham. Hans ærkerival er Simon, der spiller første-klarinet i orkestret. Vi følger også Jeppe som er den nye souschef for orkestret. Han er gift med Regitze, der arbejder med jura i samme bygning, og har en affære med Simon. Igennem dem bliver vi præsenteret for en verden hos orkestret, som er fyldt med konkurrence, sexisme, narcisisme, stoffer og længsel.
Frederik Cilius og Rasmus Bruun steg lynhurtigt til kæmpe succes, med deres radioprogram ‘Den Korte Radioavis’, hvor de skabte Kirsten Birgit. Efterfølgende har de lavet flere shows, b.la. med Kirsten Birgit og Rasmus Bruun, ligesom de også har haft roller i podcasten ‘Undskyld Vi Roder’, og spillet hovedrollerne i filmen ‘Sankt Bernhard Syndikatet’. For nyligt har vi også kunne opleve dem i dokumentarserien ‘Operarejsen’.
De to er utroligt underholdende og har en fantastisk kemi. Dog syntes jeg ikke de er verdens bedste skuespillere. De spiller Jeppe og Bo, og jeg føler jeg har set dem i disse roller før. Jeg tænker dog at deres skuespilpræstationer ikke er så afgørende for folk som vil se dem. Når folk skal se en serie med Cilius og Bruun, er det sikkert de roller de gerne vil se, og de forventer ikke kæmpestore skuespilpræstationer. Og når det er sagt, så er Bo og Jeppe karaktererne både underholdende og nogle man kommer til at holde af og føle med.
Udover Cilius og Bruun, så er Caspar Phillipson, Neel Rønholt, Lise Baastrup, Emma Sehested Høeg og Ina-Miriam Rosenbaum med. Jeg syntes Phillipson er perfekt castet som ‘skurken’ Simon. Han er tilpas arrogant, usympatisk og ynkelig på samme tid. Rønholt er også fremragende som Regitze, ligesom Rosenbaum også er virkelig god i rollen som Bo’s dominerende mor. Sehested Høeg spiller den lidt forsigtige Elin, men også hun giver en ganske fin præstation.
Ligesom jeg syntes jeg har set Cilius og Bruun i disse roller før, så har jeg også set Lise Baastrup spille rollen som Gertrud virkelig mange gange. Det kunne være rart, snart at se hende spille noget andet.
Jeg syntes derudover at de fleste karakterer har god dybde, og er nuanceret. Jeg mangler måske lidt udvikling hos nogle af karaktererne, især hos Gertrud. Men en karakter som har en rigtig fin udvikling er Bo. Han har øjeblikke med nogle rørende øjeblikke, og især bliver hans forhold med Elin rørende.
Adam Price og Mikkel Munch-Fals har skrevet en serie, som kombinerer humoren, med det dramatiske på en rigtigt fin måde. Det er doseret i de rigtige doser i løbet af serien. Dog mangler jeg nogle rigtigt sjove øjeblikke. Jeg trækker på smilebåndet mange gange i løbet af serien, men de helt store grin kommer ikke.
Serien formår også at tage fat i tidens Me-too, og behandler dette med den rigtige mængde satire. Indimellem går den lige til stregen, men aldrig over, og aldrig på en måde så det bliver plat. ‘Orkestret’ viser også Me-too fra mandens perspektiv, hvor det ikke kun er kvinderne som bliver krænket. Her er det både kvinder og mænd som er udsatte for Me-too.
Jeg syntes ‘Orkestret’ på en rigtig fin måde, formår at få forskellige tendenser med. Man ser det f.eks. hjemme ved Jeppe og Regitze, hvor deres 8-årige datter, størstedelen af tiden, sidder foran en Ipad. Det er bare et enkelt eksempel på, hvordan ‘Orkestret’ også formår at have et satirisk blik på vores samfund og samtid.
‘Orkestret’ er en forholdsvis kort serie, og er hurtigt set. Man er godt underholdt i hele serien, hvor man glæder sig til næste afsnit. Serien slutter meget åbent, og jeg håber lidt at der komme en sæson 2, da jeg gerne vil bruge mere tid med disse karakterer, og gerne se hvordan man kunne udvikle videre på dem.
‘Orkestret’ kan ses på DRTV
Serien har 10 afsnit, med en spilletid på ca 30 min
