Anmeldt af: Lou von Brockdorff

En af sidste års helt store serie-overraskelser var Disney+ serien ‘Only Murders in The Building’, som viste sig at være en hjertevarm, charmerende, spændende og virkelig sjov original ny serie. Sæson to lever op til de høje forventninger.

I ‘Only Murders in the Building’ følger vi den afdankede skuespiller Charles-Haden Savage, Broadwayinstruktøren Oliver Putnam og den noget yngre kvinde Mabel Mora. I første sæson blev vores trio forenet, da et mord i deres bygning bragte dem sammen. De fandt især et sammenhold i deres kærlighed for true crime. Under opklaringen i sæson 1, blev de tre venner endda også kendte, da de lavede en true crime-podcast, som fulgte deres opklaring af mordet.
Vi fortsætter sæson 2 hvor sæson 1 slap. De tre venner er blevet anholdt for et andet mord, og bliver nu afhørt på politistationen. Da Mabel, Oliver og Charles-Haden ikke har gjort noget, får politiet dog ikke den tilståelse de fisker efter. Efter de bliver sat fri af politiet, går trioen straks igang med opklaringen af det nye mord, samt fortsættelsen af deres podcast, med endnu en sæson.
‘Only Murders in The Building’ sæson 2, har været en af de mest ventede serier for mig i år. Jeg elskede første sæson, og elskede især sammenspillet mellem de tre hovedroller.
Også i den nye sæson er kemien mellem vores tre hovedpersoner, som er spillet af Steve Martin, Martin Short og Selena Gomez sublim. Det samme er deres skuespil. Short er fremragende som den excentriske teaterinstruktør, som indimellem er drevet mere af tanken om ny berømmelse, end egentligt at fange morderen.
Selena Gomez og Steve Martin er ligeledes virkelig gode, og bringer især noget sarkasme til serien. Gomez, som flere måske mest kender fra hendes teenageår på Disney Channel, formår virkelig at spille op mod de to noget ældre, og mere garvet komikere, hvilket bestemt overraskede mig i første sæson.
Steve Martin har skrevet ‘Only Murders in the Building’ sammen med John Hoffman. Det skræmte mig en lille smule inden jeg begyndte på serien, da det var længe siden jeg havde set Steve Martin lave noget rigtigt sjovt. Men jeg blev positivt overrasket.
Dialogen i ‘Only Murders in The Building’ er velskrevet, og karaktererne er alle sammen interessante og nuanceret. Der er også taget nogle fortællermæssige spændende valg i serien, og hvert afsnit driver serien fremad, eller bringer noget nyt til forståelsen af karaktererne. Der er indimellem også direkte rørende scener. Især er det Steve Martin og Martin Short som til tider giver oprigtigt rørende præstationer.
Serien er heller ikke så gakket i sin humor, som den eventuelt kunne være. Flere steder er den mere nedtonet, og specielt er Steve Martins karakter også mere afdæmpet, end hvad man ellers har set ham lave.
Alligevel er det en serie, som er virkelig sjov. Der skal en del til for at jeg virkelig griner højt af en serie, men ‘Only Murders in The Building’ har nogle vanvittigt morsomme øjeblikke, som man ikke kan undgå at grine højt af.
Når man hører om en serie, som primært er castet med skuespillere som er over 60, kunne man godt forestille sig en langsom TV2 Charlie-agtig serie. Men tempoet i ‘Only Murders in The Building’ er overraskende højt, hvilket primært skyldes dialogen og klipningen.
Visuelt er anden sæson ligeså flot som første sæson. Tonen i serien bliver igen slået fast med den flotte introsekvens og den medrivende intromusik. Det passer perfekt med stemningen i selve serien.
Musikken i løbet af serien skaber også den rigtige stemning, som passer til handlingen. Det er både mystisk, legende og medrivende, ligesom serien. Musikken er skabt af Siddharta Khosla, som også lavede musik til ‘Love, Victor’ og ‘This is Us’.
Igen er billederne også virkelig flotte, og man har fået rigtigt meget ud af, at have et lejlighedskompleks som de primære omgivelser. Serien er filmet af Chris Teague, som også filmede ‘Russian Doll’, ‘Glow’, og ‘Mrs. America’.
I første sæson fik vi forskellige birollepræstationer. B.la. var Sting med, ligesom Tina Fey, Amy Ryan og Nathan Lane. Her i anden sæson er Fey igen, men den nye birolle som virkelig stjæler scenerne hun er med i, er Amy Schumer. Hun spiller her sig selv, bare med det twist at hun er besat af true crime, og har lyttet til deres podcast. Det har ført til at hun gerne vil lave en film om mordet i den første sæson, med hende selv i rollen som Jan. Jan var Steve Martins flirt, som havde en betydelig rolle i mordet. Schumer er fantastisk i denne rolle, og jeg glæder mig virkelig til at se hvilken udvikling hendes karakter får i løbet af serien.
De øvrige biroller som spiller beboerne i lejlighedskomplekset er også fremragende. Og som om vi ikke allerede havde nok interessante og underholdende karakterer med i denne serie, så dukker Shirley Maclaine også op i denne sæson, er og mindst ligeså god som alle andre.
Mangler man en medrivende, sjov og spændende serie at se her i sommeren, så er ‘Only Murders in the Building’ er oplagt bud. Denne anmeldelse er dog kun baseret på de første tre afsnit, men hvis de fortsætter samme niveau, vil det være sommerens mest underholdende serieoplevelse.
‘Only Murders in The Building’ kan ses på Disney +
2.sæson får 10 afsnit med en spilletid på ca 40 min
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=z4d7y7GDhDE
