‘Verdens værste menneske’: Joachim Trier får afsluttet sin ‘Oslo’-trilogi med et eksistentielt mesterværk fortalt som en 30 års krise.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Palmevinderen Renate Reinsve symboliserer den moderne kvindes væsen gennem tårer, lyst, håb, kærlighed og skuffelser, i en film der ikke må glippes.

Guldpalmevinderen for 2021 blev det franske filmchok ‘Titane’ om en moderne kvinde, der b.la. har sex med en bil. Men hovedpersonen i ‘Verdens værste menneske’ er også en outsider der opfattes som et sort får.

Sådan føler ihvertfald den 30-årige Julie sig, der keder sig bravt med sit job i en boghandel og sin noget ældre kæreste Aksel, der syntes de snart skal have børn. Men Julie er et andet sted, eller det er efterhånden blevet hendes mantra når problemerne og livets mere faste holdepunkter presser sig på. Hun vil ikke være en birolle i sit eget liv, så hun har siden hun forlod gymnasiet med topkarakterer, surfet rundt i tilfældighedernes favne og skuffende karrierevalg, der burde have lovet hende store oplevelser. Lider hun af en frygtens pris eller er hun bare for krævende på livets utalige muligheder, som en evig sulten vildkat blandt huskatte? Langsomt må hun dog indse at hendes valg og livsholdninger også ændrer andres skæbner, på godt og ondt.

Joachim Trier har lavet en pragtfuld film. Ikke blot har han lavet en vidunderlig film, der rammer perfekt i tidsånden. Han har også formået at gøre den rummelig og meget reflekteret, med dens fine dosering af reflekterende viagra, omkring fortællingen om en moderne kvinde der muligvis laver udsving i naturens orden, men også bidrager til at kloden ikke bare består af nat og dag, som en livscyclus der bare skal overstås.

Ifølge instruktør Joachim Trier, hersker der i Norge en almen forståelse af at være et forfærdeligt menneske, hvis der sættes spørgsmålstegn til ens eksistensgrundlag i et rigt samfund, men filmens Julie er en sprudlende sugekop af livsenergi der bare ganske simpelt vil bruges. Som når hun “sutter sin kæreste op fra slap”,  er det for hende en følelse af at gøre den store forskel for sine medmennesker, i en verden præget af skemalæggelser og planlægning. Hun søger med barnlig optimisme hen hvor græsset er grønnest, men bliver stoppet af mulighedernes lammelseseffekt og vi mærker hendes tab, men også omverdenens lykke ved hendes altværende tilstedeværelse. Kan det rigtige svar indfinde sig på det forkerte tidspunkt? Sikkert, men filmens rejse tager os steder vi alle er bekendte med. Kærlighedens brændpunkter og indre rejser der stoppes af hverdagens rationaliteter.

Filmen beskriver ægte tilstedeværende den borgerlige tilværelses lidende fejhed, hvor kedsomhedens voksende spøgelse ofte tager styringen i dagligdagens trummerum.

Så hvad gør en vildkat blandt huskatte, når livet ofte rummer for mange forhåbningher? ‘Verdens værste menneske’ kommer ikke med svar eller løsninger, det indfindes ikke i dens væsen. Men vi kender alle rejsen og det er i denne smerte filmen udfolder så smukt.

Palme vinderen Renate Reinsve fører naturligt an, men der kan heller ikke sættes en finger på de mandelige biroller der spilles fortrineligt af Anders Danielsen Lie og Herbert Nordrum, som de to mænd Julie får fordrejet til sin rummelige favn.

Manuskriptet af Joachim Trier og Eskil Vogt står knivskarpt og de får hermed afsluttet deres ‘Oslo’-trilogi fortrinligt, der tidligere bestod af ‘Reprise’ fra 2006 og ‘Oslo, 31. august’ fra 2011.

Der bliver både røget spids nøgenhat, bollet udenom og stillet eksistentielle spørgsmål, mens livet leves gennem Julie. Det gør mig stolt at Det Danske Filminstitut har bidraget til denne perle.