‘Drive my Car’: Et ærligt, humanistisk og dybt poetisk filmværk.

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

‘Drive my Car’ har netop vundet en Oscar for bedste udenlandske film, hvor den også var nomineret i flere andre kategorier. Nu har den dansk biografpremiere.

En kvinde har engang indtalt et bånd til en mand. På det har hun grædt, stammet og nænsomt hvisket alle replikkerne fra et af de største stykker i dramatikkens historie. Udover ‘Onkel Vanja’. Ved hans replikker er der stille. 

En teater-skuespiller og instruktør i slutningen af fyrrerne kører rundt i sin røde bil og taler med sin afdøde kone gennem et kassettebånd. En samtale, hvor livsleden, fortrydelsen, skammen og alt det andet der karakteriserer Tjekhovs storværk fungerer som medium.

Sådan er ‘Drive my Car’: En lang samtale med tilværelsens uophørlige melankoli – foretaget over en telefonforbindelse styret med kirurgisk præcision og uendelig humanisme af filmens forfatter og instruktør, den mesterlige Ryusuke Hamaguchi.

“Hvis jeg var din far, ville jeg lægge armen omkring dig og sige at du ikke har gjort noget galt. Men det er jeg ikke – og vi har begge to fejlet”. En sådan spoilerfri parafrase opsummerer måske bedst filmens aende knytnæver – dens radikale empati. Ingen i denne film er idealiseret. Der findes ingen mytologiske eller ideologiske frontløbere, ved hvis skuldre vi kan lægge vores sympati. For i Hamaguchis naturalistiske univers er sympati ikke støbt til idealer – men til mennesker.

På sådan vis transcenderer ‘Drive my Car’ de arketyper og mytologiserede seksual-psykologiske refleksioner der kendetegner ophavsmanden til kildematerialet, Haruki Murakami, og begiver sig ud på den naturalistiske ærligheds stormombruste poetiske hav. Med en nænsom lethed fjerner filmen langsomt sit fokus fra de store intellektualistiske øvelser over seksualiteten og kreativitetens kollektive arnested, eroderer slet og ret alle tilskuerens potentielle akademiske distancerings-manøvrer sideløbende med hovedpersonens kollision med behovet for en ærlig selvransagelse og en spand koldt vand i hovedet.

Hvad vi efterlades med er i al filmens billedlige skønhed et spejl i et rum fyldt med udpinte lysstofrør, uden anden polstring end medlidenheden fra en kunstner der ser dig og dine urenheder, og fortæller dig, som Sonja fortæller Onkel Vanja i slutningen af Tjekhovs stykke, “Vi vil finde glæde og vi vil se tilbage på vores nuværende ulykke i medfølelse, med et smil – og vi vil finde hvile.”

Hamaguchi balancerer sine karakterers menneskelighed på en knivsæg, kaster dem rundt og lader dem kaste hinanden for hajerne, for sidenhen at lade dem redde og fortryde. Et levet liv. I al dets utilstrækkelig – intet mindre.

Jeg taler ikke japansk, og kender ikke til Mizoguchis bevæggrunde for at have skabt filmen. Derudover har jeg ikke læst meget hverken Tjekhov eller Murakami. Dette burde måske lægge en vis diskvalificerende skygge over indeværende anmeldelse. Alligevel genkendte jeg filmens sprog. Lod mig spejle i dens vemod. Lod mig transportere og henføre af de alenlange kørescener i Hiroshimas aftenbelysning. Fællestrækket ved hovedpersonens teateropførelser er den sproglige alsidighed. En skuespiller fremfører sine replikker på japansk, en på mandarin, en på engelsk, en på koreansk tegnsprog. Alligevel opløses den i sproget iboende miskommunikation og erstattes af en transcenderende undersøgelse af Tjekhovs fællesmenneskelige arketyper. 

På samme vis opløses alle fremmedelementerne i ‘Drive my Car’ og alle små ukendte enkeltdele smelter sammen og gør filmen til et åbent spejl i aftenlysets tristesse – kommunikeret til mig med fuldstændighed, uagtet alle de ovennævnte barrierer. Kommunikeret på kunstens ubegrænsede sprog.

En mandlig teaterinstruktør i fyrrerne finder sin forløsning hos en kvindelig privatchauffør i starten af tyverne. Og hun hos ham. Onkel Vanja finder sin trøst hos Sonja, og jeg fandt min, for en stund, i Ryusuke Hamaguchis Oscar-vindende film-poesi: ‘Drive my Car’.