‘Belfast’: En hyldest til barndommen, filmmediet, familien og Irland

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Multitalentet Kenneth Branagh, som både er en fantastisk skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter, har lavet en film der baseret på hans egen barndom, og sender tankerne i retning af ‘Mine aftner i Paradis’.

Vi er i Belfast i Irland i 1960’erne. Den unge Buddy bor i byen med sine forældre og sin bror. I Buddys kvarter kender alle alle, og bedsteforældrene bor også i byen, ikke langt fra den lille familie. Men da urolighederne i Irland begynder i 1969, bliver alting forandret, og tidligere venner, bliver pludseligt rivaler. Buddys mor kæmper for at holde sammen på familien, mens faderen vil forlade Belfast, og vil flytte familien mod tryggere rammer i England. Samtidig finder Buddy støtte og ro, i en kaotisk tid, hos sine to bedsteforældre.

‘Belfast’ er baseret på Kenneth Branaghs egen barndom og opvækst i Belfast i 1960’erne. Branagh er respekteret, både som skuespiller og instruktør, og blev første gang Oscarnomineret i 1990, for begge dele, med filmen ‘Henry V’. Ellers kender vi ham, som skuespiller, fra ‘My Week With Marilyn’, ‘Dunkirk’ og ‘Mordet i Orientekspressen’. Som instruktør kender vi ham b.la. fra ‘Hamlet’, ‘Henry V’, ‘Thor’ og ‘Mordet i Orientekspressen’.

‘Belfast’ er blevet en rigtig smuk film, som viser livet i Belfast, hvor alting bliver ændret med urolighederne, og hvor barndommens uskyld og de trygge rammer, bliver revet væk under Buddy. Alt hvad han kender og har fundet tryghed i, bliver forandret. Vi ser optøjerne i filmen, fra hans synspunkt, ligesom Branagh også oplevede det selv, som barn.

Det er et fremragende manus som Branagh har skrevet, hvor han virkelig formår at vise verden fra Buddys synspunkt. Dialogen er velskrevet, og bliver leveret fremragende. Han har endda også formået at skrive børnereplikker som virker meget naturlige, og som noget børn vil sige – det vil nogen måske tænke er nemt, men der er mange som fejler her.

Vi bliver som publikum draget ind i historien, og forelsker os i det Belfast som eksisterer, inden oprørene. Karaktererne er også velskrevet, og er så ultra-charmerende, at vi også forelsker os i dem. Branagh er nomineret til en Oscar, både for bedste instruktør og bedste manus. Jeg håber personligt han vinder for manus, da det i mine øjne er tæt på fejlfrit, hvor han perfekt formår at balancere det dramatiske, med det humoristiske og rørende.

Filmen er også fyldt med budskaber om at leve livet, have kærlighed til familien, og andre vigtige ting som vi kan tage med os. Men hvor det er i andre film kan virke påtaget, eller presset ind, passer det fornemt ind i denne film, som i bund og grund jo også er en comming-of-age film. Det er især også, fordi skuespillerne kommer med de livskloge budskaber i løbet af filmen, på en måde som virker så naturligt og stærkt, at man selv tager dem med sig når man går ud af biografen.

Det er svært bare at nævne en skuespiller som er god, for alle, er ekstremt velspillende og karismatiske. Altid skønne Judi Dench spiller Buddys bedstemor, og er meget fortjent blevet Oscarnomineret for hendes rolle. Mindst ligeså god er Ciarán Hinds, som spiller Buddys bedstefar, og Caitriona Balfe og Jamie Dornan, som spiller Buddys forældre. Deres skuespil er en klasse for sig selv, og deres samlet præstationer skaber en familie, som er virkelig varm og fyldt med kærlighed. Jeg kan ikke rose deres præstationer nok. Man kan hele vejen igennem føle familiens kærlighed, både til hinanden og til Irland. Og selvom familien går hårde tider igennem, så står de sammen.

Drengen Jude Hill, som spiller Buddy, er fremragende. Han bær filmen utroligt flot, og bærer både tungere og lettere følelser uden problemer. ‘Belfast’ er også en hyldest til filmmediet, og den tid hvor Branagh selv forelskede sig i film. Disse elementer, og Jude Hills helt utrolige cuteness, gør at filmen indimellem minder om ‘Mine aftner i Paradis’. i ‘Mine aftner i Paradis’ får drengen Toto, en mentorfigur i den meget ældre Alfredo. I ‘Belfast’ er det forholdet mellem Buddy og bedstefaren, Pop, som minder om dette forhold. Pop er familiens vise anker som, sammen med sin kone, binder familien sammen og skaber ro i det lille hjem. Dette gør også at filmen ender med at blive mere end en film om optøjerne i Irland. Det bliver også en hyldest til filmmediet, og hvordan man som barn, kan blive suget ind i filmenes verden. Dette er desuden Hills skuespildebut, og sikke en debut.

Filmen er i sort/hvid, hvilket måske kan afskrække nogen. Men for mig, gør det filmen stærkere. De sort/hvide billeder er sindssygt smukke og stemningsfulde, og gør at billederne står skarpt i hukommelsen. Manden bag kameraet er Haris Zambarloukos. Han er efterhånden blevet en fast man på Branaghs film, og har også filmet ‘Cinderella’, ‘Thor’ og ‘Mordet i Orientekspressen’. Det er et under for mig, hvordan han ikke er blevet nomineret til flere priser for sine billeder. Med det sort/hvide-look formår han at lege med lys og skygger, hvilket skaber en stemning, som man ikke kan skabe, ved at filme i farver.

Manden bag musikken er irske Van Morrison, og soundtracket består primært at sange fra hans bagkatalog. Han har dog også lavet sangen ‘Down to Joy’ som er lavet specifikt til ‘Belfast’. Det et godt valg, for Morrisons musik passer perfekt til tidsperioden, og samtidig også til stemningen i filmen. ‘Belfast’ foregår i et arbejdermiljø, og når man hører hans musik kan man næsten se arbejderne på fabrikkerne, eller i de små arbejder familie-hjem i 60’erne. Morrison er også blevet Oscarnomineret, for sangen ‘Down to joy’, igen fuldt fortjent.

Jeg kan ikke benægte at jeg er meget stor Kenneth Branagh fan og at han, i mine øjne, er en af de mest talentfulde mennesker i filmbranchen. Jeg havde derfor allerede høje forventninger til ‘Belfast’ inden jeg så den. Og filmen levede fuldt op til mine forventninger. Det er en meget medrivende film, som bestemt også er rørende og som også har sjove tidspunkter. Og på trods af det måske lidt tunge emne, med optøjerne, er det en feel-good film når det er allerbedst.

Nogle har kritiseret filmen for at tegne et glansbillede af barndommen og familielivet og Irland i 60’erne. Det er måske forståeligt, for Branagh har lavet en feelgood film, om en hård og forfærdelig tid i Irlands historie, hvor flere familier blev splittet og hvor flere døde.

Men for mig har Branagh lavet en af årets bedste film, hvor jeg blev betaget af den rørende historie, de utroligt karismatiske karakterer og de vanvittigt flotte billeder, og jeg nød hvert sekund. Og fordi filmen er fortalt, ud fra et barns synspunkt, giver det mening at mange af konflikterne og optøjerne, ikke bliver skildret direkte. Filmen dykker heller ikke så meget ned i konflikten som den måske kunne, igen fordi den er fortalt fra et barns synspunkt.

Branagh formår også rigtig fint at vise de hårde sider af livet, f.eks. som at tage vigtige livsændrende valg som kan påvirke hele familien, stærke konflikter med personer, som har stået dig nær og at miste elskede familiemedlemmer, på en måde som de fleste kan genkende noget i.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: