‘The Lost Daughter’: Olivia Colman leverer igen på højeste niveau

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘The Lost Daughter’ er blevet vældigt godt modtaget af flere kritikere og har fået mange nomineringer, b.la. er den nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, kvindelige birolle og bedste manus.

Leda er taget alene på ferie i Grækenland og nyder solen på stranden. Men ferien er en ensom oplevelse for Leda, som bruger størstedelen for sig selv. Da en lille pige bliver væk fra sin mor, hjælper Leda med at finde pigen, hvilket skaber en forbindelse mellem Leda og moderen Nina. Men oplevelsen vækker også en masse gamle minder hos Leda. Især minder der omhandler hendes valg som mor, og hvilke konsekvenser det havde for hendes families liv.

‘The Lost Daughter’ er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Elena Ferrante, som udkom i 2006. Maggie Gyllenhaal har så skrevet manuskriptet til filmen.

Gyllenhaal kender vi ellers mest som skuespiller, hvor vi især har set hende i ‘The Dark Knight’, ‘Crazy Heart’ og ‘Frank’. Dette er hendes debut både som instruktør og manusforfatter, hvilket gør det ekstra imponerende at hun så også er Oscar nomineret for manus.

‘The Lost Daughter’ er en film i et meget langsomt tempo, for min smag starter det i et lidt for langsomt tempo, og der går for lang tid inden der sker noget som jeg finder spændende. I den første lange del af filmen ser vi primært Leda på en strand, hvor hun iagttager de andre gæster og scener hvor hun snakker med manden Lyle, som arbejder på det hotel hvor hun bor.

Det er først når man begynder at se minder fra Ledas liv, at man får mere dybde på Leda-karakteren og der kommer flere lag i filmen.

Det er altid fantastiske Olivia Colman som spiller Leda. Og hun er igen her god. Hun har tidligere brilleret i ‘The Crown’, ‘The Lobster’, ‘The Father’ og ‘The Favourite’, som hun vandt en Oscar for. Hendes rolle er meget nedtonet og inden vi har mere dybde til karakteren, så bliver jeg ikke for alvor fanget af hende. Jeg syntes at for meget af filmen bliver brugt på at følge en person, som sidder i en liggestol på en strand, og ellers går rundt på et hotel.

De forskellige minder bliver lavet i flashbacks, hvor det er her det spændende og interessante begynder at ske. Det er også her hvor man får mere forståelse for, hvorfor Leda er så som hun er.

Udover Colman så er Ed Harris, Jessie Buckley og Dakota Johnson med. Harris er stort set altid god, hvilket han også er her. Dakota Johnson er ved at lægge ‘Fifty Shades’-filmene bag sig og er også ganske fin her.

Både Buckley og Colman er sammen om at skabe Leda karakteren. De to kvinders præstationer, danner den mere komplekse karakter, og deres to præstationer supplerer hinanden virkelig godt. Buckley er desuden nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle. Hun brød for alvor igennem med hendes fantastiske præstation i ‘Wild Rose’, og er ved at danne sig en meget spændende karriere.

Visuelt er filmen ikke særligt interessant. Billederne og vinklerne virker indimellem for eksperimenterende, uden særlig meget dybde. Filmen har et meget kornet og råt look, som passer godt til stemningen og tempoet, men som desværre ikke fanger mig.

Fotografen på filmen er ellers Héléne Louvart, der er en utroligt erfaren fotograf, og som blandt andet var fotograf på den vanvittigt smukke og stilistiske film ‘Søstrene Gusmaos usynlige liv’. Noget der dog fungerer, er at man har forsøgt at skabe en klaustrofobisk fornemmelse med billederne, og derudover brugt billederne til at distancere Leda fra menneskene omkring sig. Man fornemmer tit et ubehag, både i billederne og i Leda, når hun interagerer med andre mennesker. Vi kommer også helt tæt på Leda, og i disse close-ups, bliver det klart hvorfor Colman er Oscar-nomineret. Der ser vi hvor dygtig en skuespiller hun er. Vi ser hvor stærkt Colman kan udtrykke forskellige nuancer af forskellige følelser, ved at gøre meget lidt, og det intense nærvær hun har på skærmen.

Historien i ‘The Lost Daughter’, fanger mig desværre ikke, som jeg havde håbet. Der går simpelthen for lang tid, med for lidt. Jeg sidder i lidt for meget af filmen, med en følelse om at jeg gerne vil have lidt mere. F.eks. en lidt mere imponerende visuel side, eller lidt mere handling, og en handling som ikke er så stillestående.

Skuespillet er dog med til at løfte filmen og dialogen er velskrevet og flydende. Dette er virkelig en film, som man vil beskrive som skuespillernes-film. Jeg er sikker på der er andre, som vil finde historien spændende og medrivende. For mig bliver det bare for stillestående.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: