Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Penelopé Cruz stråler igen i veloplagt og meget overraskende ny Almodóvar film, der beskriver moderrollen som en sand Hitchcock thriller.
Spaniens vel nok mest kendte og elskede nulevende filminstruktør Pedro Almodóvar, kom for alvor på alverdens læber i 1988 med hans internationale gennembrudsfilm, den formidable ‘Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’. I 1999 modtag han for første gang prisen som bedste instruktør ved Cannes film festivalen med den geniale ‘Alt om min mor’. Senere modtog filmen b.la. en Oscar og en Golden Globe som bedste udenlandske film. De senere film ‘Tal til hende’ 2002, ‘Volver’ 2006, den Cronenberg agtige ‘Huden jeg bor i’ 2011, ‘Julietta’ 2016 og senest den selvbiografiske ‘Smerte og ære’ 2019 har også været elsket af både publikum, kritikere og filmpriser.
Almodóvar må siges at være én af de mest originale og interessante filminstruktører der har beriget filmverdenen de sidste knap fem årtier og nu er han altså igen aktuel med sin 23. film. Atter en gang har han castet den guddommelige Penelopé Cruz til hovedrollen, hvilket nu er deres ottende frugtbare samarbejde, og Cruz har allerede nu vundet flere priser for denne filmrolle bl.a. på Venedig festivalen.
De to singlekvinder, Janis(Cruz) og Ana(en spillevende Milena Smit), med vidt forskellig baggrund og alder, mødes på fødegangen og et nærmest symbiotisk venskab opstår. De er begge førstegangsfødende og har begge bestemt sig for at beholde deres respektive børn, trods modstræbende ønsker fra børnenes fædre. Det skal dog senere vise sig kun at være opstarten på en temmelig vild og overraskende historie der får taget de to kvinder på en mildest talt følelsesladet rejse, for til sidst at havne i diktatoren Francisco Francos massegrave, hvor der ligger mere end bare hemmeligheder begravet.
Almodóvar forsøger med svingende held at forplante sin historie om sine singlemødre med Spaniens forfærdelige historie omkring General Franco oprørerenes triste skæbner og deres familier. Under Den spanske borgerkrig i 1930’erne blev omkring 200.000 mennesker dræbt som et led i systematiske henrettelser. De blev henrettet en efter en med et skud i hovedet og væltet ned i massegrave. Herefter blev de dækket til med jord, til deres familiers triste uvidenhed.
Mange af massegravene har siden været uåbnede og det betyder, at mange spanske familier har familiemedlemmer, hvis skæbne de ikke med sikkerhed kender til. I årtier har de ikke vidst hvornår og hvor de blev dræbt. Men dette begyndte at ændre sig fra år 2000. Her begyndte spanierne nemlig at åbne massegravene og forsøge at identificere ofrene. Indtil videre er 7.000 blevet identificeret. De massegrave, der bliver gravet op nu, stammer tilbage fra 1939-1940, men med mere end 70 år på bagen er der ikke meget andet end knogler tilbage. Desuden ligger ligene hulter til bulter oveni hinanden, så det kan det være rigtig svært at finde ud af, hvilke knogler der hører sammen. Så kun med hjælp fra personlige genstande som ure, rester af tegnebøger eller smykker kan ligene identificeres.
Almodóvar har i årevis gerne ville fortælle denne triste historie og som det er kutyme for hans film, kan man heldigvis stadig ikke regne ud hvor hans historie starter og slutter. ‘Parallelle mødre’ er da heller ingen ueffen undtagelse. Filmen lægger fortrinsvis uskyldigt ud med de to smukke kvinder på fødegangen, mens Alberto Iglesias Oscar-nominerede musik fortæller os hurtigt den ildevarslende udvikling i historien, med hans Hitchcock’ske Bernard Herrmann lignende kompositioner, at der ulmer noget i mørket klar til at rive noget af uskylden i stykker. Vi er ligesom filmens hovedpersoner kommet et andet sted, når slutrulleteksterne rulles endegyldigt ud.
Desværre kan man dog allerede halvvejs inde i filmen hurtigt selv få udredt ét af filmens helt store twists og én af karakterenes reaktion til én af scenerne er desværre temmelig urealistisk. Sammensmeltningen af de to centrale historier falder heller ikke altid lige godt ud. Det er dog ikke noget der for alvor får ødelagt helhedsindtrykket, da filmen b.la. indeholder stort skuespil.
For Penelopé Cruz spiller den fyrreårige fotograf Janis med børnelængsler og hun har sjældent været bedre i en rolle der kræver at der leveres på alle registre. Alligevel syntes jeg dog hun toppes af den kun 25-årige Milena Smit i rollen som Ana, som Almodóvar da også har udråbt som “en åbenbaring af sandhed i sig”, med sit utroligt nøgne spil.
Almodóvar-kendere vil sikkert også genkende Rossy de Palma, der med sit særprægede ydre har krydret flere Almodóvar film, siden hun blev opdaget på en Café, til filmen ‘Begærets lov’ fra 1987. Her spiller hun Janis bedste veninde, der dog ikke er én af filmens væsentligste roller.
Trods de små minusser viser Almodóvars ‘Parallelle mødre’, at han stadig er i topform med hans hyldest til moderskabet, uden dog at komme på mesterens top 10. Så uanset hvad bør du ikke snyde dig selv, for en ny Almodóvar film er jo altid en biograftur værd.
City Lights Filmblog 