‘Rose’: Sofie Gråbøl er “sindssyg” rørende som den kærlighedssyge Inger, der kæmper med skizofren sindslidelse, i dybt nærværende og originalt rørende drama.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Niels Arden Oplevs personlige filmkærlighedskort til sin egen søster, rummer store følelser og flot skuespil i `Rose´, der bør blive én af årets bedste danske film.

Ifølge Psykiatrifonden er man psykotisk, når virkelighed og fantasi smelter sammen. Man kan føle sig forfulgt eller høre stemmer, ingen andre kan høre. Det kan ofte vise sig at være et udslag af følelsesmæssige belastninger og traumer, der kan ligge grund for dette.

En sådan belastning døjer filmens hovedperson Inger med. Som ung forelskede hun sig hovedløst i en gift mand, under en arbejdsrelateret rejse i Paris. Men kærligheden var ikke gensidig, og Inger har nu, siden den berusende affære, ligget fastlåst i en skizofren tåge af minder og afsavn omkring oplevelsen. En dag i 1997 tager hendes søster Ellen og dennes mand Vagn, den nu midalrende Inger med på en bustur til Paris. Det skal blive en skæbne ændrende rejse, ikke blot for den sindsfortstyrede Inger der ønsker at få løst kærlighedens mysterier og minder, men også for busrejsens medpassagerer der måske kan lære en ting eller to, selvom det kommer fra en “sindssyg kælling der burde have været spærret inde”, som én af passagerene ufølsomt siger.

Filmens instruktør Niels Arden Oplev er i stil med f.eks. Nils Malmros, ikke bleg for at dykke ned i egne personlige oplevelser og gøre dem til levende billeder. Dette fik han tidligere skildret i film som ´Portland´ 1996, ´Drømmen´ 2006 og ´Kapgang´ 2014. Alligevel virker `Rose´ som hans mest personlige film. Busrejsen var en virkelig historie omkring hans søster og dennes mand, der tog deres anden skizofrene søster med til Frankrig. Historien er fantastisk fordi alle på turen endte med at elske Inger trods hendes handicap. Filmen rummer også historien om den anden søster, her kaldt Ellen, der kæmpede for sin søster uden at fratage hendes uafhængighed og værdighed.

Det er der kommet en meget følsom, nærværende og hjerterummende film ud af, jeg ikke vil fortryde at kalde min favorit Niels Arden Oplev film. Filmen er nænsomt og præcist instrueret med en lun hjertevarm humor der klæder de ellers alvorlige emner. Det er sjældent set at et humoristisk dansk drama rummer en kvindelig hovedperson med et svært handicap, men i ´Rose´ fungerer det triumferende.

Sofie Gråbøl har den yderst krævende hovedopgave at skildre en skizofren midaldrende kvinde, med alle dennes daglige udfordringer og problemstillinger, og samtidig gøre rollen både personlig, sårbar, ydmyg og elskværdig. For i Gråbøls Inger bor en spillevende og yderst livsbekræftende kvinde der både kan vise os tragisk smerte, men i særdeleshed glæde ved de vigtige ting i livet. Det bliver en sand Bodil- og Robert fest næste år for Gråbøl!

Lene Maria Christensen spiller Ingers altofrende søster Ellen og hvis Gråbøl skulle vise sig at inkassere næste års kvindelige hovedrolle, ligger filmen også inde med næste års bedste kvindelige birolle. Ligeledes stolt, kærlig, nærværende og til tider ubærligt selvofrende, spiller Lene Maria Christensen sin Ellen med præcis følsomhed, nærvær og frustration. En rummelig naturlig nærhed man mærker.

Anders W. Berthelsen spiller Ellens godmodige mand Vagn, der altid står klar med en varm bemærkning til den rette og et syrebad til den forkerte. Berthelsen har været et fast indslag i Niels Arden Oplevs dansksprogede film siden 1996´s `Portland´, og igen er makkerparret på sikker kurs.

Berthelsen er perfekt castet med sin meget realistiske og troværdige tilgang til rollen, dog uden de skarpeste nuancer.

Filmens “skurk” bliver spillet med en yderst præcis og realistisk tilgang af Søren Malling, i rollen som den yderst ikkeforstående medpassager Skelbæk, der ikke møder meget medforståelse af sin egen søn. Vi har nok alle sammen mødt hans karakter og vi rummer nok alle noget af ham inde i os selv, men Malling rammer rollen lige på kornet med sin uforsonlige tilgang til “dem der er anderledes”. Endnu en god præsentation fra Malling.

Niels Arden Oplev har med `Rose´ skabt en film der rammer lige midt i hjertekulden en kold februar aften, og ligesom det er det med kollegaen Bille August, er det med de dansksprogede film han står bedst, selvom hans Stieg Larsson og amerikanske flirterier også er gode.

Hjernen er tit blevet beskrevet som fuld af mysterier, men har du hjertet på rette sted er det `Rose´ du skal se. Så kan selv grov indtagelse af Nozinan ikke dæmre i hjerterummet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: