‘Spencer’: Se den på grund af Kristen Stewart

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Jeg har aldrig interesseret mig særligt for det britiske kongehus, eller for prinsesse Diana, eller for Kristen Stewart, for den sags skyld. Men Stewart formår at give en præstation som gør Diana interessant, og gør filmen seværdig.

Vi følger Diana og den britiske kongefamilie i feriedagene omkring jul. Diana er mor til de to prinser, Harry og William, og er i et ulykkeligt ægteskab med prins Charles. Hun har det heller ikke synderligt godt med de andre medlemmer af familien og sin rolle. Skilsmissen med Charles er også lige om hjørnet og de eneste tætte forhold hun har, er med sine sønner og med hoffet. Klaustrofobien over at være fanget på godset, begynder at påvirke Diana og hun begynder mere og mere at distancere sig fra den kongelige familie.

Diana blev virkelig landets prinsesse, men ifølge rygterne var hun aldrig rigtigt tilpas i rollen som den kommende dronning, og hendes ægteskab med Charles var meget langt fra lykkeligt. Vi har efterhånden fået fortalt denne historie et par gange, senest i Netflix-serien ‘The Crown’.

Og kan man så komme med noget nyt til historien om Lady Diana? Ja. Det kan Kristen Stewart, Pablo Larraín og Steven Knight.

Kristen Stewart vil mange sikkert kende bedst som Bella i ‘Twillight’-filmene, som blev hendes helt store gennembrudsrolle. Men hun har været med i mange andre ting. B.la. ‘Skyerne over Sils Maria’, ‘Snow white and the Huntsman’, ‘The Messengers og ‘Into the Wild’. Jeg har aldrig syntes hun var specielt spændende som skuespiller, og har syntes hun har spillet meget ens i alle hendes roller.

Men i ‘Spencer’ giver hun en anden dimension til Diana. Det første som også rammer mig er hendes perfekte engelsk accent, hun lyder virkelig som Diana. I ‘Spencer’ kommer hun også godt rundt i følelsesregistreret. Hun er både kærlig mor overfor sine to sønner, men samtidig kan man mærke hvordan hun langsomt bliver ædt op af den familie hun har giftet sig ind i, og den rolle hun nu har. Der er en inderlighed og en ægthed i Stewarts spil, som er meget fangende og rørende. Det er utroligt let at identificere sig med rollen.

Filmen er instrueret af Pablo Larraín, som også instruerede ‘Jackie’, der handlede om Jackie Kennedy efter JFK’s død. Han har instrueret en meget smuk film, som visuelt virkelig står stærkt. Skuespilspræstationerne er også gode, hvor b.la. Sally Hawkins, Jack Farthing, Sean Harris og Timothy Spall er med. Men det er dog alligevel Stewart som stjæler scenerne, og som er den altoverskyggende hovedrolle.

Fordi filmen kun foregår på godset, og den omgivne natur, får vi som seere også den samme fornemmelse af klaustrofobi som Diana. Vi vil gerne ud og væk, så vi kan få lov til at trække vejret, og vi ønsker at det hele ikke skal være så stift og formælt. Det er et smart træk, da de igen er med til at sætte publikum i Dianas sted, og vi føler mere med hende.

Musikken, som er mesterlig og er lavet af Jonny Greenwood, er med til at gøre vi indimellem føler denne intense og klaustrofobiske stemning. Og især skal kostumerne, som er skabt af veteranen Jacqueline Durran, også nævnes. Stewarts kostumer er sindssygt smukke og meget af tiden meget overdådige.

Manus er skrevet af Stephen Knight. Han har tidligere skrevet ‘Eastern Promises’, ‘Dirty Pretty Things’ og ‘Peaky Blinders’. Han har skrevet et manus som giver os et nyt og ærligt billede af Diana, og som igen ikke sætter kongehuset i det bedste lys. Dialogen og karaktererne er stærke og velskrevet, og udviklingen i Dianas psykiske ubehag er mesterligt skrevet. Det er også et klogt valg at fokusere på det, for derudover er der ikke meget nyt i manus. Vi har hørt et utal at gange om det forfærdelige ægteskab, og om hvordan Diana aldrig rigtigt følte sig som en del af kongefamilien. For udover at vende historien om, så den er fortalt ud fra Diana, så er det den samme historie vi her får genfortalt.

Selvom vi har hørt historien før, er filmen alligevel værd at se. Primært på grund af Kristen Stewart, som aldrig har været bedre, og som helt sikkert bliver nomineret til en Oscar for sin rolle. Det vil heller ikke undre mig hvis hun vandt. Derudover er filmen også et studie i, hvordan man på en rigtigt fin måde kan fortælle om og beskrive en persons psykiske nedbrud, uden direkte at fortælle det.

Filmen er en historie om det britiske kongehus, men det er ligeså meget en film om den menneskelige psyke, og hvad der sker hvis vi kommer i ubehagelig situationer, eller under enormt pres, som vi på ingen måde kan finde en vej ud af.