‘West Side Story’: Flot ny filmatisering af en af de største musicals nogensinde

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Den første filmatisering af ‘West Side Story’ kom i 1961 og blev den helt store Oscar-vinder det år, med 10 Oscars. Det kommer den nye version næppe til at opnå, men det er stadig en god genindspilning til et nyere publikum.

I 50’ernes New Yorks West Side kvarter, kæmper de to bander, the Jets og the Sharks om territorium og retten til at styre kvarteret. De to bander er ledet af henholdsvis den puertoricanske Bernardo, som bor i byen med sin kæreste Anita og søster Maria, og den amerikanske Riff, som startede the Jets med barndomsvennen Tony. Til et bal møder Maria og Tony hinanden, og det bliver kærlighed ved første blik. Men kærligheden er ikke uden problemer, for Marias familie syntes hun skal være sammen med Chino, som også er puertoricansk, og striden mellem de to bander bliver hurtigt et problem for den spirende kærlighed imellem Maria og Tony.

‘West Side Story’ musicalen er fra 1957 og er skrevet af Arthur Laurents, med musik af Leonard Bernstein og Stephen Sondheim. Den blev derefter filmatiseret i 1961, hvor Jerome Robbins og Robert Wise instruerede og endte med at vinde for bedste instruktør, ligesom filmen også vandt for b.la. bedste film, bedste fotografering og bedste mandlige og kvindelige birolle.

Der har derfor været en del at leve op til, med den nye filmatisering som Stephen Spielberg har instrueret. Spielberg er i dag en af de største instruktører nogensinde, og han har i mange år drømt om at lave en ny filmatisering af den gamle klassiker. Filmen var endda også klar til premiere sidste år, men blev, ligesom mange andre film, udskudt et år pga. Covid.

Spielbergs version lægger sig meget op af det oprindelige oplæg, også selvom der indimellem er ændret på rækkefølgen af sange og scener. Der er også tider, hvor scenen i den nye film foregår på en helt anden lokation, end i den gamle. F.eks. er der i den originale film og musical, en sang hvor Anita ligger i sin seng og synger sin del, som her er rykket til at hun sidder i en kirke og synger noget af sin del.

Der er også den forskel, at udstyret er blevet mere moderne, så billederne er mere rene, og har ikke det kornet look som kendetegner ældre film. Hele looket er mere moderne og mindre råt.

Billederne er stadig vildt flotte, og hvis man har mulighed for at se den i biografen skal man gøre det. Det fortjener billederne og de forskellige dansesekvenser også, som er sindssygt flot koreograferet. I det hele taget virker filmen meget koreograferet, på den gode måde, hele vejen igennem. Der er sindssygt meget musikalitet og rytme i filmen, også i de scener hvor der ikke er musikalske numre.

Det er selvfølgelig også en cadeau til klipningen, som er lavet af nogle, rimeligt faste Spielberg-folk. Det er Sarah Broshar og Michael Kahn, som har klippet filmen, og tidligere har arbejdet på Spielberg-film som, ‘Jurassic Park’, ‘Saving Private Ryan’, ‘The Post’ og ‘Ready Player One’. Der skal nok komme en del prisnomineringer i deres retning, og det samme skal nok også ske for Janusz Kaminski, som har været fotograf på filmen, ligesom han har været på ‘Schindlers Liste’, ‘War Horse’ og ‘Saving Private Ryan’. Kaminski får virkelig lov til at lege med indstillinger, vinkler og kamerature, som er meget imponerende.

Det er også en cadeau til skuespillerne at koreografierne er så flotte, og at hele filmen er så musikalsk, da meget af arbejdet ligger hos dem. Vi har her Ansel Elgort og Rachel Zegler til at spille de to hovedroller, Tony og Maria. Elgort har spillet med i ‘Baby Driver’ og ‘Divergent’-filmserien, og jeg har altid syntes at han har været lidt af en flødebolle, men han er overraskende god her, og viser nogle imponerende sangevner. Dette er Zeglers debutfilm, og hendes karriere starter lovende ud. Hun er meget charmerende og sød i denne rolle. Og til forskel fra Natalie Wood, som spillede rollen i filmen fra 1961, så ligner hun faktisk en fra Puerto Ricco.

Derudover bliver de øvrige roller bl.a. spillet af Ariana DeBose, David Alvarez, Mike Faist, Josh Andrés Rivera, Corey Stoll og Rita Moreno, som vandt en oscar for at spille Anita i filmen fra 1961. De spiller alle godt, og giver sig virkeligt for rollerne, men jeg tror dog ikke at der er nogle i dette cast som bliver nomineret til en Oscar. Nogle af rollerne virker simpelthen lidt for ligegyldige, eller efterlader ikke et stærkt nok indtryk. Jeg var især lidt skuffet over Bernardo-karakteren, som jeg husker meget stærkt fra den oprindelige film. I denne version efterlader han ikke et særligt stort indtryk. Han er også væsentligt mindre med.

Jeg syntes også at filmens tredje akt, bliver lidt for langt. Især også fordi at jeg ikke bliver følelsesmæssigt engageret, da jeg ikke syntes skuespillerne, helt formår at nå ud i nogle dybere følelser, så det bliver helt overbevisende. Den eneste som formår at give en præstation som rør mig, er Moreno. Måske er det også fordi at der ikke er så mange sange i tredje akt af musicalen at jeg syntes det blev lidt langtrukkent.

‘West Side Story’ er egentligt baseret på ‘Romeo og Julie’, skrevet af Shakespeare. Og som stort set alle ved, så ender den historie i en tragedie. Det kræver nogle stærke skuespillere, som både kan danse rundt og synge, og samtidig bære en film, som bliver virkelig tung og tragisk. Jeg syntes ikke disse skuespillerpræstationerne rigtigt kan bære sidste del af filmen.

Og selvom at jeg syntes tredje akt er lidt for langt, så virker slutningen alligevel pludseligt forjaget.

Derudover er der også truffet det valg, at der ikke skal være undertekster på, når der bliver snakket spansk. Eftersom der bliver snakket spansk en del i filmen, så ender det med at blive et lidt frustrerende valg.

Men denne film er vitterligt en god introduktion til ‘West Side Story’ for et nyere publikum, og vil helt sikkert medrive mange med den fantastiske musik, koreografierne, billederne og den udødelige historie.