Anmeldt af: Emilie Fiirgaard
På grund af Marvels dedikerede fanbase, og det massive univers, de har skabt, er det altid interessant at se Marvel film i biografen og mærke den begejstring (eller skuffelse), filmen skaber.
Det eneste jeg rigtigt kan sammenligne oplevelsen af ’Spider-Man: No Way Home’ med, er i virkeligheden ‘Endgame’. Endnu engang har Marvel kastet sig ud i et stort mashup projekt, der ikke bare kræver dedikation til Marvels egne film, men også til de tidligere Spiderman versioner, for fuldt ud at kunne værdsætte filmen. Men når den nærmeste samlingen til ‘No Way Home’ er ‘Endgame’, et magnus opus af en film, er det svært at overse de plot problemer, som denne film efterlader.
Jeg tror ikke jeg har været mere end 3-4 år gammel, da jeg, for første gang, blev sat foran TV’et tidligt om morgenen for at vente på at skulle afsted til børnehaven. Her blev jeg introduceret for den klassiske 90’er tegneserie med Spiderman selv – en superhelt, som jeg har fulgt og elsket siden. Så, man kan vist roligt sige, at jeg er en stor Spiderman fan, og derfor også præcis den type, som Marvels nyeste film ’Spider-Man: No Way Home’ forsøger at appellere til.
’No Way Home’ starter direkte efter den sidste Spiderman film, ’Far From Home’, hvor Mysterio afslørede Peter Parkers identitet for hele verdenen. Dette har store konsekvenser for Peter og hans nærmeste efterfølgende. Som vi vidste fra traileren, leder det Peter til at opsøge Doctor Strange efter hjælp. Stranges besværgelse går galt og resulterer i, adskillige skurke fra de foregående to Spiderman versioner bliver suget ind i MCU. Selve fundamentet for filmen er opsigtsvækkende og spændende: Spiderman er en af de superhelte, som, modsat de andre centrale Marvel helte, allerede har haft utroligt succesfulde film, som de fleste stadig mindes positivt. Hollands Spiderman stod derfor overfor en stor udfordring i at forsøge at adskille sig fra Andrew Garfields kun 3 år gamle Spiderman (da Hollands første film udkom i 2017), og Toby Maguires cult populære trilogi fra 00’erne. Med ’No Way Home’ har Marvel ikke bare udnyttet populariteten af de to andre Spiderman versioner (måske specielt Maguires), men de har også åbnet op for en pandoras box af uendelige plot muligheder – velsagtens en af de mest unikke og til dels forvirrende ting fra tegneserierne; nemlig multiuniverset.
Lad mig få det sagt: jeg er stadig splittet mht. om jeg egentlig kan lide filmen eller ej. ‘No Way Home’ er en spøjs størrelse: på den ene side sad jeg på kanten af mit sæde flere gange, jeg grinede og hujede med publikum til alle de øjeblikke, hvor min barndomsnostalgi og obskure Spiderman viden føltes som om, det havde ledt op til netop denne film.
Der er et væld af ’badass’, nørdede øjeblikke, som jeg næsten vil sige, i sig selv, er værd at se filmen for, hvis man er Spiderman fan. Hvis du har set alle andre Spiderman film, så er det nærmest umuligt at være helt skuffet over ’No Way Home’. Det faste Marvel cast er gode, som altid. Ned (Jaco Batalon), MJ (Zendeya) og Tom Hollands Peter Parker har fantastisk kemi, og det mærkes at trioen er gode venner i virkeligheden.
Alle de tilbagevendende roller fra de foregående film spiller mere eller mindre præcist som de gjorde i deres egne film, og jeg nød at se Marvels Spiderman interagerer med skurke som Green Goblin (Willam Dafoe) og Doc Ock (Alfred Molina) – min indre nørd var meget, meget underholdt.
Det er dog svært for mig helt at overse hullerne i historien: for det første har jeg svært ved at se hvorfor Dr. Strange, en mand der ellers har været betroet en infinity stone, skulle risikere så meget ødelæggelse for at hjælpe en 17-årig, bare fordi, at folk nu ved, at han er Spiderman… På trods af, at hverken Thor, Steve, Tony, Natasha, Wanda, Scott Lang eller nogen af de andre større superhelte rigtig har haft hemmelige identiteter i dette univers.
Jeg er med på, at det er en stor ting for en teenager, og at Mysterios død har en del med det at gøre, men for mig føltes det en smule tyndt. Dertil vil jeg sige, uden direkte at spoile noget, at resten af historien generelt ligeud sagt er fjollet. Jeg var hverken med på Peters rehabiliteringsmission, eller skurkenes skiftene humør. Jeg havde specielt problemer med tante Mays karakter og hendes ekstreme dedikation til at hjælpe alle mennesker, koste hvad det vil. Skurkene er, som sagt, spillet ganske som man husker, men manus behandler desværre dem alle fem som en form for comic reflief symbiose, og når man husker, at vi altså har tale om en gruppe af mænd, der har sået folk ihjel, så føler jeg, at tonen kommer til at ringe lidt falsk.
Alt dette gjorde desværre, at jeg ikke mærkede de følelsesladede øjeblikke, sådan som jeg tror, Marvel havde tænkt det. Da Peter kollapser og hulker efter hans plan om at rehabiliterer skurkene (sjovt nok) fejler, så mærker jeg medfølelse, men udelukkende fordi Tom Holland er en addeles dygtig skuespiller.
Og alligevel, I sidste ende, har jeg svært ved at give en helt sammenhængende bedømmelse. Hvis jeg skal lade mit indre barn bedømme, så er dette uden tvivl en 6/6 film med alt sit nostalgifoder, de spektakulære kamp scener og det fantastiske cast. Men skal jeg bruge min voksne logik og fokusere på historieaspektet og formidlingen af denne, så er det nok nærmere en 2/6 film. I sidste ende tror jeg, at jeg må gå med en blanding af begge, for hele pointen med ’No Way Home’ har tydeligvis aldrig været historiefortælling, men i stedet, at introducere multiuniverset og drage fordel af de populære forgængere. Jeg er også sikker på, at de fleste af de millioner af mennesker, der tager ind for at se den, er fuldstændig indforstået med dette.
Af denne grund er min sidste vurdering endt på en 4/6 Chaplins. Dertil, en understregning af, at hvis du er Spiderman fan så SKAL du se den! Hvis du er Marvel fan, er den også ret så central. Hvis du er hverken det ene eller det andet, så kan du nok godt overleve uden.
City Lights Filmblog 