Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Thomas Robsahm og Aslaug Holms dokumentar kommer tæt på de tre nordmænd, der dog ikke udviser nogen større interesse i at viderebringe deres interne konflikter.
Den norske poptrio a-ha brød i 1985 massivt igennem til både glitrende hitlister og bankende pigehjerter, primært båret frem af mega-hittet `Take on Me´ der stadigt råspilles verden over. Senere, hovedsagligt i USA, forsvandt successen i takt med at et mere modent udtryk indfandt sig, og popgruppen har da også været opløst hele 2 gange.
Nu forsøger de to norske filmmænd Thomas Robsahm og Aslaug Holm at komme lidt tættere på popfænomenet, der trods helt åbentlyse konflikter, stadig er Norges største musikexport.
Vi møder i dokumentaren bandet der igen gør klar til at spille deres signaturhit `Take on Me´ live foran et jublende publikum, og snart går fortællingen tilbage til barndommens gader i Oslo omkring 1974. Det er her de tre kommende superstjerner vokser op, i et land hvor der dagdrømmes væk i Englands faverige Top of the Pops udsendelser med spirrende og inspirende grupper som Queen og Soft Cell. Oslo er en by uden musikalsk udvikling der længe har stået i stampe, og de tre unge teenagere, sangeren Morten Harket og de dengang to guitarister Magne Furuholmen og Pål Waaktaar, vil invadere verden i håb om at blive den første Norske musiksucces. Men som i alle rigtige eventyr er vejen hård og lang, og det er først med en kontrakt med Warner Bros. i 1983´s udslidte London, at solen begynder at skinne. Det skal senere vise sig at en gammel sang Magne og Pål allerede have tumlet med som 14-årige, skulle blive det store springbræt til 1985. Sangen hed `Take on Me´, og denne sang ville for evigt forandre gruppens liv. Sangen bliver dog kun krediteret til hovedsangskriveren Pål Waaktaar, og det skal desværre senere vise sig at blive at vedvarende problem. For hvordan opdeles den kunstneriske inspiration og hvordan fordeles den, hvis medlemerne alle er stædige norske træmænd? Vil de nogensinde komme til enighed og dermed lave deres bedste musik?
Det hævdes at a-ha’s samlede pladesalg ligger på mere end 55 millioner enheder og udgør dermed et af de mest indtjenende bands i verden. Bandet blev desuden opført i Guinness World Records- bogen for at have det største betalende koncertpublikum; de trak nemlig i 1991 et publikum på 198.000 på Maracanã Stadion under Rock in Rio festivalen. Lidt andre tal end danske Kandis må der siges.
Nordmændene Thomas Robsahm og Aslaug Holm hævder at have lavet dokumentaren i håb om at få a-ha´s musik ud til et bredere publikum, der kun kender gruppen for deres signatursang. De har dog også andre agendaer, for det skal vise sig at de tre norske herrer overhovedet ikke kan sammen. Keyboardspilleren Magne Furuholmen udtaler således at han ikke vil sætte benene mere i “det hvepsebo”, og alle tre bandmedlemmer bliver også kun interviewet hver for sig. De ankommer alle til koncerterne i hver deres bil, og hilser knap nok på hinanden når de mødes.
Filmen beskriver via gamle klip, interviews og i den særegnede `Take on Me´ tegnefilmsstil, hvordan denne udvikling har udviklet sig. Dette er alt sammen ganske godt og kreativt klippet sammen, men filmen har et problem når de tre hovedpersoner Morten, Pål og Magne er sådan nogle tørre norske træmænd, der alle både er bange for at blive snydt af hinanden, men også sjældent viser oprigtig interesse i at åbne op for følelserne.
Vi får ikke rigtig fortalt hvorfor filmen egentligt er lavet og hvorfor gruppen selv medvirker, men vi kommer alligevel ganske vellykket omkring knap fyrre års musikhistorie. Fra Oslos sneklædte gader i halvfjerdserne, over firsernes faverige optagelser fra klubber og tidstypiske `Top of the Pops´ klip til halvfemsernes uddøende MTV generation. A-ha virker dog utroligt uændrede. Kunne der ikke, udover skjorterne, knappes mere op?
Lidt ærgeligt, for a-ha ER et rigtigt godt band, med en masse gode sange på samvittigheden fremført at den stærkt fotogene og velsungne Morten Harket. Så hvorfor er det så svært at få dem til at åbne sig?. For det er under filmen helt tydeligt at de ikke kun kan undvære hinanden musikalsk, men primært set kommercielt. Ingen af de herres solokarrierer har rystet noget særligt af sig, udover hos de norske pladekøbere, så det er fuld forståeligt at gruppen nu for tredje gang er samlet. Men gruppen syntes desværre aldrig for alvor at konstatere, dette til seernes frustration. Kan gruppen ikke selv høre de sammen har noget magisk?
Instruktørerne er selv Nordmænd. Måske hele kernen til problemerne skal indfindes i de Norske fjelde?
City Lights Filmblog 