Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Lucille Ball er en af de største kvindelige amerikanske komikere nogensinde, som især havde succes med hendes tvshows, ‘Here’s Lucy’ og ‘I Love Lucy’. ‘I Love Lucy’ lavede hun med sin første ægtemand, Desi Arnaz.
Lucille Ball og Desi Arnaz er i starten af 1950’erne store stjerner, og er igang med de første sæsoner af deres show ‘I Love Lucy’, hvor de spiller ægteparret Ricardo. Samtidig finder de ud af at Lucille er gravid med parrets første barn, hvilket de gerne have med i historien i showet, og Lucille Ball bliver samtidig også beskyldt for at være kommunist. Parret må derfor kæmpe imod rygterne om Lucilles politiske holdninger, samtidig med at de må arbejde på deres ægteskab. Filmen springer indimellem også til starten af 1940’erne som er de første år af deres ægteskab, og hvor Lucille Ball prøver at få det helt store filmgennembrud.
Aaron Sorkin har skrevet og instrueret ‘Familien Ricardo’, hvilket er meget tydeligt for dialogen. Der er et flow og en rytme og en hurtighed i dialogen, som efterhånden er blevet hans kendetegn, og som skuespillerne leverer fremragende. Sorkin har også skrevet film som ‘The Social Network’, ‘The Trial of the Chicago 7’, ‘A Few Good Men’ og serien ‘The West Wing’. Dette er den tredje film han instruerer, hvor han tidligere instruerede ‘Mollys Game’ og ‘The Trial of the Chicago 7’.
Han har fået samlet sig en god gruppe af fantastiske skuespillere i ‘Familien Ricardo’. Nicole Kidman spiller Lucille Ball og Javier Bardem spiller Desi Arnaz. Derudover er J.K. Simmons, Tony Hale, Alia Shawkat og Clark Gregg også med.
Bardem og Kidman er fremragende som ægteparret. De har en fantastisk kemi, og Sorkins dialog flyder fejlfrit og næsten syngende imellem dem. Man kunne godt frygte at Bardem virkelig skruede op for en stereotyp cubansk parodi i rollen som Arnaz, men både Kidman og Bardem spiller de to roller meget nedtonet og meget naturligt. Og for mig ender det faktisk med at Bardem stjæler scenerne han er med i. Eneste anke er at de måske ikke ligner de to personer særlig meget. F.eks. er Bardem større i bygning end Arnaz var, og Nicole Kidman ligner mere Kidman med rødt krøllet hår, end egentligt Lucille Ball.
Kidman vandt i sidste uge en Golden Globe som bedste skuespillerinde i en dramatisk rolle, og som det ser ud lige nu, så er hun ret sikker på at blive Oscarnomineret for denne rolle. Det vil bestemt ikke overraske mig hvis der også kommer en nominering til Bardem.
Filmen viser egentligt et meget godt billede af film- og tv-industrien i 40’erne og 50’erne, og præsenterer os for et ægteskab med massere af kærlighed, men også jalousi, misundelse og usikkerhed. Jeg føler dog at filmen bare viser overfladen, og selvom Sorkin virkelig forsøger at vise personerne bag de så elskede tv-karakterer, så vil jeg gerne se lidt mere af personerne. De virker måske lidt for endimensionelle, og det er lidt de samme følelser som karaktererne har igennem hele filmen.
F.eks. bliver Lucille Ball bag kameraet fremstillet som en karriere-orienteret, målrettet kvinde, som hele tiden er lidt bitter, og som ikke på noget tidspunkt viser mere menneskelighed eller varme.
Filmen er visuelt ret flot og man har virkelig formået at ramme tiden i kostumerne og de forskellige sets. Filmen har også et virkelig fedt musikscore, som er lavet af Daniel Pemperton, der både rammer tiden og stemningen virkelig godt.
Også i manuskriptet berør den meget at det som var oppe i tiden. B.la. frygten for kommunister i USA, kvindelige skuespillere som lyver sig yngre fordi de er bange for at deres rigtige alder, vil være en stopper for en karriere, diskussioner om hvad man kunne vise på tv’et den gang og datidens mande- og kvinderoller.
Filmen starter ud med folk som fortæller om Lucille og Desi’s karrierer, ægteskab og liv, og indimellem bliver der klippet tilbage til disse personer. Det virker her som et valg der er truffet, for at give mere dybde til karaktererne og hovedhistorien. Jeg vil dog ønske man bare havde vist det i karaktererne og i historien, i stedet for at have andre personer til at sidde og fortælle om det.
Fordi jeg ikke føler man kommer dybt nok ned, føler jeg desværre ikke rigtigt jeg bliver klogere på Lucille Ball eller på Desi Arnaz, og jeg sidder lidt tilbage med en lyst til at vide mere. Det er også lidt svært at tyde hvad præcis Sorkin vil fortælle. Den starter ud med at fortælle om Lucille Balls beskyldning om at være kommunist, men tager så nogle andre drejninger og virker pludseligt meget mere interesseret i andre emner, og fuldstændig uinteresseret i kommunist-delen. Det virker lidt som om at Sorkin har været interesseret i at fortælle lidt for mange ting, og ender derfor med ikke rigtigt at gå i dybden, og fokusere på nogle af tingene.
‘Familien Ricardo’ kan ses på Amazon Prime
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=WvrjCdtB0zM
City Lights Filmblog 