‘Euphoria’ sæson 2: Et drama hvor kun seerne oplever denne såkaldte ’eufori’.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Da ’Euphoria’ havde premiere tilbage i 2019, gik der ikke længe før en vis æstetik blev populær: den såkaldte ”Euphoria stil” indebærer farverigt, figurfremhævende tøj, glitter i alle regnbuens farver på øjne og læber samt, selvfølgelig, en god portion selvtillid.

Seriens portrættering af sex, stoffer og socialt drama var ganske vist overdrevet, og fortjente den kritik de fleste anmeldere gav, men formåede alligevel at slå en streng an, der gav genklang hos generation Z. Den 9. januar, 2022, havde den nye sæson af den famøse serie premiere, og det kan roligt siges, at der på ingen måde er blevet sparet på dramaet denne gang.

Ting i Euphorialand er som vi kender det: masser af stoffer, masser af farverig fashion, og masser af teenagesex. Dog er æstetikken denne gang mindre glamourøs og i stedet mere mørk: Rue, vores fortæller og hovedperson (rollen, der gav Zendaya sin Emmy), relapsede i slutningen af sidste sæson efter Jules (Hunter Schafer) knuste hendes hjerte. Denne gang, er der dog ingen glitter tårer eller overeksponerede pariserhjul i hendes trip. Rue er døden nær: bare i første episode er hun tæt på at få hjertestop. Det meste af sæsonen ser vi hende med trætte øjne og en øm krop – når hun ikke er så høj, at hun ikke engang kan mærke Jules mellem hendes ben, selvfølgelig. På den anden side udvikler et trekantsdrama sig mellem den intenst loyale Maddy (Alexa Demie), hendes identitetssøgende bedste ven Cassie (Sydney Sweeney) og hendes voldelige ekskæreste Nate (Jacob Elordi). Sæsonen starter med en kæmpe nytårsfest hvor alle vores hovedpersoner kan findes i forskellige tilstande af ”ædruelighed”. Her møder vi også denne sæsons nykommer: Dominic Fike i sin skuespildebut som den karismatiske, allround good vibes, pan-puppy dog druggie, Elliot (han blev hurtigt min personlige yndlingskarakter; Fike er perfekt i rollen, kæmpe ros herfra).

Som forventet er kinematografien endnu engang i top, hvor kameraets bevægelser understreger scenernes flow og fokus. Selvom der er mindre fantasi og farver denne gang, har vi stadig nogle flotte drømme sekvenser. Uden at spoile noget, har specielt de sidste episoder scener, der formår at glide fra fantasi til virkelighed og nogle gange pause midt imellem for dramatisk effekt. Sam Levinson fortjener ros for sin kreative vision – det gør serien både unik og interessant i forhold til andre serie af samme genre, og har uden tvivl en stor del i dens succes.

En anden stor del af, hvad der fangede folks opmærksomhed i sæson 1, er håndteringen af deres cast af forskellige racer, baggrunde, former og seksualiteter. ’Euphoria’ undgår den typiske TV synd; ”the token ____ character”. Selvom Jules er transkønnet, er det ikke kun det, hendes historie handler om. Selvom Rue er halv sort, og lavere stående socialt, er det ikke kun det, hendes historie handler om. Karaktererne er ikke omvandrende stereotyper, og det er de heldigvis stadig ikke i sæson 2.

Dette er ikke mindst hjulpet af, at hver episode starter med at introducere os til en karakters baggrund. I første sæson lærte vi de centrale karakterer at kende, hvilket gav et fantastisk fundament, som historien kunne bygges på. Vi føler Maddys frustration over at bliver forrådt af sin bedste veninde, og vi ved præcist hvorfor Cassie oprigtigt frygter Maddys vrede – ikke kun fordi hun frygter at miste sin bedste veninde, men fordi hun ved præcist hvad Maddy er i stand til at gøre ved dem, der går hende imod. Denne sæson bliver vi officielt introduceret til karakterer som den charmerende pusher Fez (Angus Cloud) og, overraskende nok, Nates dybt ucharmerende far, Cal (Eric Dane).

Det er ikke til at skjule, at jeg er vild med denne serie. Men det betyder ikke, at den er perfekt. Håndtering af henholdsvis Kat (Barbie Ferreira), vores good-girl gone bad, og Lexi (Maude Apatow), Cassies søster og Rues barndomsven, efterlod mig med… ingenting. De virker underligt isolerede fra selve handlingen, på trods af at de begge er til stede i flere af de dramatiske scener. Desværre er de dog mere tilskuere til dramaet, i stedet for aktive deltagere.

Dermed ikke sagt, at unødvendigt drama mellem de to havde været bedre, men jeg føler klart, at de kunne have været integreret bedre i handlingen. Lexi bliver dog mere vigtig i de sidste episoder, men selv her føles det mere som om, hendes historie bliver brugt til at facilitere fancy kinematografi og mere drama blandt de andre karakterer, i stedet for at udvikle hendes karakter.

Hvis der er noget, jeg specielt tager med mig fra denne sæson, er det spørgsmålet om, hvad det vil sige at være en ”god person”. Er man en dårlig person, fordi man kæmper med misbrug? Eller er man en dårlig person, fordi man lyver om det? Er man en dårlig person, fordi man forelsker sig i den forkerte? Eller er man en dårlig person, fordi man ikke kan få sig selv til at give slip? Der findes ingen, der er ”perfekt”; dette er et simpelt faktum. Det er menneskeligt at fejle, og, som den kære Noora fra SKAM lærte til os, der var teenagere i 2016: ”Alle, du møder, kæmper en kamp, du ikke kender til”. Men, en klar moral i ’Euphoria’ er, at dine problemer og traume er en forklaring, men sjældent en undskyldning. Verden er ikke sort og hvid.

Hvis du kunne lide sæson 1 af ’Euphoria’, bliver du ikke skuffet. Castet er nær perfekt, dynamikken er genial og historien er interessant. Er det en guilty pleasure? Måske lidt, men jeg mener ærligt, at der rent faktisk er tanker bag historiefortællingen her. Sæson 2 af ’Euphoria’ får 5/6 chaplins herfra.

Begge sæsoner af ’Euphoria’ kan ses på HBO, hvor en ny episode af sæson 2 udkommer hver søndag.

Sæson 2 er på 8 episoder, med en varighed på ca 45-60 minutter

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=JdwZwrs8Qt0