Af: Kasper Rasmussen
Du var 21 år gammel da a-ha brød igennem. Blev du fan med det samme eller tog det dig lidt tid? – jeg tænker lidt på din dengang “fremskredne” alder.
Jeg spillede selv på dette tidspunkt og lidt før i et synthband, da a-ha brød igennem. Vi spillede dog en lidt mere mørk “goth” stil, inspirerede af bands som Suicide og Birthday Party. Men det at a-ha tog til London for at bryde igennem med synthinspireret musik, fik gjort mig interesseret. Specielt numrene ‘The Sun always shines on T.V.’ og ‘Hunting High and Low’ var fantastiske. Senere udgav de mit favorit A-ha album ‘Scoundrel Days’. Deres comeback med albummet ‘Minor Earth Major Sky’ gjorde også stort indtryk på mig.
Kan du prøve at forklare Norges reaktion på deres verdensgennembrud i 1985?
Det var på dette tidspunkt helt uhørt i Norge. Norge var på dette tidspunkt nærmest et kulturelt uland. Bare tag de gentagne bundplaceringer i Melodi Grand Prixét med Jahn Teigen. Vi havde INTET musikalsk at tilbyde og så kom a-ha! Pludselig var vi kommet på det kulturelle verdenskort! Vi vandt jo også Grand Prix´et det år med Bobbysocks!.
Du har stor interesse i dokumentarfilm, så hvorfor en film om a-ha?
Primært på grund af mit eget forhold som fan, deres ændring på den norske musikscene og fordi a-ha stadigvæk i dag er langt mere end bare `Take on me´. Specielt i forhold til den engelske presse.
Hvorfor medvirker du ikke selv i filmen som fan eller som fortæller og hvorfor er der ikke kommentarer fra fans i filmen?
Jeg syntes ikke rigtig at det ville fungere i filmen hvis jeg selv skulle medvirke. Filmen skulle også gerne kunne fortælle sig selv. Med hensyn til medvirken af fans, havde vi faktisk kontakt med nogle. F.eks. en leder af en fanklub i Holland, der i starten fungerede. Men da vi så senere lavede interviewet var der for meget baggrundstøj osv., så det blev skrinlagt.
Hvorfor tror du at a-ha besluttede sig for at medvirke i filmen, og var de forbeholdne?
Jeg tror, ligesom jeg, at de var interesserede i at vise omverdenen at de er mere end `Take on me´. Jeg kontaktede først deres manager der i første omgang sagde at det kunne jeg godt glemme. Senere viste Pål så interesse, ham spurgte jeg naturligvis først, senere Morten. Magne hørte jeg intet fra, så jeg tænkte: Øv, det var så det!, men han var bare i starten lidt mere forbeholden end de andre.
Jo tættere du kom på gruppens interne problemer, gjorde det filmens process sværere at arbejde med?
Ja måske specielt i forholdet til Pål. Han var den af de tre der havde de største problemer med at få deres problemer med i filmen. Heldigvis nåede vi ikke ud i de rigtig store opgør. Jeg kendte allerede til problemerne inden filmens start. Morten og Magne endte begge med at syntes om filmen og den ærlige udlevering af problemerne.
Havde du inden filmens start et favoritmedlem og blev dette ændret under optagelserne?
Nej jeg har aldrig som fan et favoritmedlem, det er ikke noget der interesserer mig.
Vil du sige at Pål er gruppens/filmens største problem?
Nej det vil jeg ikke sige. Han har sin måde at se tingene på. Faktisk er han det medlem der er mest imødekommende og med de fleste jokes. De er alle sammen bare stædige. Pål skrev i øvrigt til mig at grundet filmen er han blevet bedre til tennis, det er typisk hans humor!
Det virker ikke altid som om gruppen er særligt interesserede i at deltage i filmen og at få kigget på deres interne problemer. Er det et specielt Norsk DNA eller problem? Jo mindre snak des mindre problemer?
Nej jeg tror ikke det er et specielt norsk problem. Det du ser i filmen ER a-ha, det er sådan de er. Selvfølgelig ved de godt at de er på og derfor påtager sig en “maske”, men ellers er det hele meget ærligt. Når man laver en film håber man altid på at få nogle få glimt af sandheden, der kan indfanges. Det er bare ikke altid at tingene udfolder sig som man ønsker.
Fandt du selv løsningen på deres største problemer?
Løsningen til deres nuværende problemer skulle have været løst for længe siden gennem deres gamle manager John Ratcliff, omkring gennembruddet med `Take on me´. Havde han dengang fået løst problemerne med rettigheder osv. så sad vi ikke her. En anden ting er en større liniefordeling på sangskrivingen bandmedlemmerne imellem. Kan dette løses tror jeg vi har kimen til en fælles succes.
Hvem besluttede at interviewsene skulle indspilles separat?
– Jeg syntes at det var den mest ærlige måde at få de bedste svar på. Skulle jeg interviewe bandet kollektivt, ville bandet bare “dække sig ind” hos hinanden.
Magne spiller i slutningen af filmen en spændende og fantastisk sang, ved du om den vil dukke på a-ha´s næste album?
Nej det ved jeg ikke, men den er pt. ude på Magnes seneste solo album `White Xmas Lies´. Sangen hedder ´A Punch-Up on Boxing Day´. Der er mange såkaldte solonumre der burde have været a-ha numre, hvis de ellers kunnet have været nået til enighed. Det bliver nok et mere “ballade” agtigt album, mere melankolsk album, næste gang a-ha udgiver noget.
Så her til slut vil du så sige at filmen handler om a-ha eller om kunstneriske ambitioner og er du tilfreds med din film?
Ja den ender vel med at handle lidt om begge dele. Alt i alt er jeg ganske tilfreds med filmen, man må jo tage det med som man kan få?
‘a-ha The Movie’ kan ses i biograferne fra den 25.november
City Lights Filmblog 