Anmeldt af: India Nyrop-Larsen
For 5000 år siden var der onde Deviants på jorden, som de overnaturlige Eternals blev sendt ned for at dræbe af guderne Celestials. Nu er Deviants tilbage på jorden, og Eternals må igen redde menneskeheden fra de onde væsener.
Filmen åbner med den klassiske sorte skærm med rulletekst som indleder historien, ligesom vi kender det fra ‘Star Wars’-filmene. Vi bliver præsenteret for Marvel universet som vi befinder os i, og den konflikt verden er i. Vi får forklaret ukendte begreber som Deviants, Celestials og Eternals. Der er ti udødelige Eternals på jorden, som hver især har deres egen unikke superkraft og kæmper for menneskehedens overlevelse. De ti Eternals repræsenterer ligeligt mænd og kvinder og består af et multikulturelt cast. Castet er fyldt med velkendte ansigter som Thena (Angelina Jolie) og Ajak (Salma Hayek). Den yngste i castet Sprite (Lia McHugh) minder én om Kirsten Dunsts rolle i ‘An Interview with a Vampire’ (1994), hvor hun er fanget i en børnekrop, selvom hun har levet i tusindvis af år, og dermed egentlig har sindet af en voksen. Det viser den tragiske side af at være udødelig, da Sprite aldrig vil opleve overgangen af fra barn til voksen, som vi ofte ser på film.
Instruktøren Chloé Zhao vandt for sin film ‘Nomadland’ (2020) Oscar for den bedste film tilbage i april. Det er Zhaos fjerde spillefilm, og det er et univers langt fra hendes tidligere realistiske dramaer. Ligesom hendes tidligere film er hun også med som manuskriptforfatter, dog i fælleskab med et Marvel crew. Hendes instruktion var kompetent, og hun havde ligesom i ‘Nomadland’ en masse smukke solnedgange og lange takes af det åbne ørkenlandskab. Der var mange flotte scener fra rundt om kloden, hvilket gjorde at man følte at man rejste jorden rundt som et Discovery Channel program.
Det er dog ikke Zhaos partner, Joshua James Richards, som er filmfotograf på filmen. Det er Ben Davis som er en Marvel genganger, som har filmet film som ‘Guardians of the Galaxy’ (2014), ‘Doctor Strange’ (2016) og ‘Captain Marvel’ (2019). Davis har nok været det sikre valg, da han kender Marvel opskriften, og ved hvordan action scenerne skal optages og bruges. Richards er dog stadig med på filmen som kameraoperatør.
Det fungerede, at filmen havde et multikulturelt cast, som viste et bredt assemble af nationaliteter. Det kan oversættes til klimaet i den virkelige verden, hvor vi alle er forskellige. Skuespilpræstationerne var gode og alsidige, og de gav en masse til filmen. Især det humoristiske indspark fra Kingo (Kumail Nanjiani) og hans kammertjener Karun (Harish Patel) var noget af det bedste ved filmen, og gav den det comic relief, som ofte ses i superheltefilm.
Selvom det er den 26. Marvel film, er den banebrydende på flere punkter. Det er blandt andet den første Marvel film med en sexscene, og den første med et åbent homoseksuelt forhold. Dog skal det understreges, at filmen er en klichefyldt omgang, som konstant prøvede at være politisk korrekt.
Det fungerede ikke optimalt, at der var konstant forklaring i universet. Der var ikke nok grobund i virkeligheden, og det gjorde at man som tilskuer ikke blev opslugt af universet. Da historien var ved at nå sit klimaks, kom karaktererne med en masse impulsive løsninger, som ikke virkede gennemarbejdet. Dette ses især med Phastos (Brian Tyree Henry), som flere gange fandt en løsning på problemerne på blot få minutter. Magien kom sporadisk og virkede ofte søgt.
Ligesom alle andre Marvel film skal man blive siddende efter rulleteksterne, da der ikke blot er én men to klip som teaser de fremtidige film i serien. Det ene klip var helt uventet fra min side af, og var faktisk highlightet af hele filmen. Det gav en chok effekt, hvor jeg faktisk sad med åben mund i biografsalen.
.
City Lights Filmblog 