Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Historisk “mee-too” drama udfoldes visuelt imponerende, men finder ikke sit endelige fæste i kvælende `Rashomon` fortællingsform.
Ridley Scott er én af de RIGTIG store. Den 83-årige mesterinstruktør har siden det 20. århundrede stået for nogle af de vigtigste og mest indflydelsesrige film, med titler som ´Alien´, `Blade Runner´, ´Thelma & Louise´ og `Gladiator´, for bare at nævne nogle stykker. Det er måske ikke nogle af de mest nærværende film han har kreeret, men hans film bevidner alle om et stort teknisk og visuelt udtryk der, når det er bedst, har efterladt store kiler til populærkulturen som vi kender den. Scotts karriere har med stor succes, primært befundet sig indenfor science fiction genren eller i den historisk episke storfilmsstil. Han foretrækker tilsyneladende at befinde sig i mellem disse store fortællingspoler, nutiden interesser ham tilsyneladende ikke så meget. Lidt ærgeligt, for det er i nutiden han agerer som mest nærværende.
I hans aktuelle `The Last Duel´ tager han os endnu engang tilbage til historiebøgernes dramatik, nu med et let strøg politisk korrekt drys af “mee-too”. Filmen forsøger at dykke ned i de virkelige begivenheder der tog sin begyndelse i 1386´s Frankrig, filmisk oversat fra en roman af Eric Jagers faglitterære bog fra 2004.
Under hundredårskrigen i 1386´s Frankrig hævder Marguerite de Carrouges, at hun er blevet voldtaget af sin mands bedste ven. Hendes mand, ridder Jean de Carrouges, udfordrer derfor sin tidligere ven og squire Jacques Le Gris til retssag ved kamp. For i datidens Frankrig kan sådan en retsag først bringes for retten, hvis den forsmåede hustrus mand føler anger ved dette. I denne tidsperiode af mændenes domæne, skal sandhedens og afgørelsens time afgøres ved en duel. En såkaldt ´last duel´. Den faldne vil have løjet og al ære tilfalde sejrsherren, uanset “sandheden”.
Den juridiske og historisk virkelige ridderduel mellem Carrouges og Le Gris var den sidste nogensinde, der blev tilladt af den franske regering, og har lige siden tiltrukket sig en nærmest legendarisk status. De faktiske detaljer i sagen fra Parlement de Paris, har overlevet som intakte, og det er en historie der stadig rører franskmændene i dag.
Om det så er middelalder dramaet med de stolte kulisser eller “mee-too” dramaet der har inspireret Ridley Scott til denne flotte og ganske blodige og ærlige filmatisering, ligger lidt uforløst tilbage.
Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa udsendte i 1950 hans internationale gennembrudsfilm `Rashomon´. Filmen beskrev mordet på en japansk samurai og voldtægt af dennes kone, i en for dennes tid nyskabende historie. Historien fortælles med større forskelligheder ud fra en røver, brudens, en tømrers og den myrdede samurais spøgelse. Altsammen for at få en forskellighed ud af historien.
Det er i denne form at Ridley Scott har tilgået sin historie. Det kan være en fordel når historien foregår i en retsal, og det er da også interessant og spændende med de tre forskelige udsagn af “virkeligheden”, som vi får fortalt fra henholdsvis Carrouges, Le Gris og voldtægtsofferet og sagens kerne Marguerite de Carrouges. Men det viser sig også at blive en hæmsko. For selvom Scott viser mest sympati med voldtægsofferet, er det også en for nem vej at smutte uden om tragedien, set fra kvindens side.
Med den `Rashomonske´ fortællingsform styrer Scott mekanisk den følelsesdramatiske historie i sikkert, men primært teknisk, i mål. Det er Marguerite de Carrouges der søsætter historien, men det er Ridley Scott der med mandeligt dna, fastlåser både hende og historien med et fortællermæssigt kyskhedsbælte. Matt Damons karakter Jean de Carrouges vogter på et tidspunkt i filmen over sin yndlingshoppes dyd større end over sin hustrus. Et malerisk eksempel på Scott og filmens kvindelige kerne? Er historien i virkeligheden Scotts fødemaskine til ære for hans fremragende filmteknik?
Det er muligt at Scott ikke selv har set dette mindre fejltrin, for visuelt er det en Scott i yperste topform, med ufejlbarelig hjælp fra filmfotograf Daruisz Wolskider, der filmer sit drama med volsom dramatik, heroiske riddere, stolte borge, stinkende mudder, perverse præster og galoperende heste. Her vidnes stadig mesteren.
Matt Damon spiller den stolte ridder Jean de Carrouges, hvis dyder holdes i højere hævd end de menneskelige. Han tilfører fint de forskellige og krævede nuancer til de tre forskellige historie udsagn.
Ben Affleck spiller den liderlige greve Pierre d’Alençon, der mere end velvilligt inviterer os til bunkepul i det kongelige og festlige blodbade. En lidt overaskende ny vinkel på vores allesammens Batman, men en rolle han nådelsesløst og heroisk kaster sig selv ud i.
Jodie Comer spiller den forsmåede og voldtagne hustru Marguerite de Carrouges, uskyldsren og bleg, så man forstå hvorfor hun udsættes for de mange lystne blikke. Hun virker dog desværre også lidt for “Rapunzel” agtig, men dette må være gennem Scotts instruktion, for Jodie selv er fin i rollen.
Filmens mest overbevisende spil går til Adam Drivers rolle som ridderen og voldtægtsmanden Jacques Le Gris. Han er meget overbevisende i sin rolle der, sin rolle til trods, udviser de største følelser. At voldtage den samme kvinde flere gange med de helt rigtige nuancer, prust og støn og forskelligheder er også en ….øh drift i sig selv.
Det der fik `Rashomon` til at fungere var dens tvetydighed, da historien bytter perspektiver, men aldrig gav svar. I ‘The Last Duel’, er perspektiverne alle ens med det samme udfald, hvilket tager noget af “viriliteten” ud af filmen. Men trods de tonale og narrative inkonsekvenser er alle tre forestillinger af historien dog konsekvent imponerende.
`The Last Duel´ ender alt i alt med at levere en god og flot Ridley Scott film, der dog ikke for alvor løfter hans massive arv, trods et lettere “karriereskift”.
Lad os se om hans næste film `House of Gucci´ gør.
City Lights Filmblog 