‘Miss Osaka’: Forudsigelig moderne Geisha fortælling

Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Den danske Ines møder den mystiske japanske Maria, som hun hurtigt bliver fascineret af. Efter en tragisk episode tager Ines til Osaka, for at arbejde ved klubben Miss Osaka.

‘Miss Osaka’ er en fortælling om identitetstyveri, og kulturmødet mellem skandinavisk og japansk kultur. Vi møder den usikre danske kvinde Ines (Victoria Carmen Sonne), som er i Norge med sin kæreste Michael (Mikkel Boe Følsgaard). På et restaurantbesøg møder parret den smukke japanske Maria (Nagisa Morimoto), som Michael tidligere har mødt i elevatoren. Ines bliver med det samme fascineret og besat af Maria, og mellem dem udvikles et form for venskab.

Fortællingen er én som mange tilskuere vil blive draget af, da alle på et eller andet tidspunkt har drømt om at blive en anden. Man får konnotationer til lignende film som ‘Single White Female’ (1992) og ‘The Talented Mister Ripley’ (1999). Begge film undersøger ligesom ‘Miss Osaka’ hvordan besættelse kan blive farligt for alle parter involveret.

Filmen er skrevet og instrueret af Daniel Dencik, som debuterede som filminstruktør med filmen ‘Guldkysten’ (2015). Det var en film som delte anmeldere, da nogle ikke kunne se meningen med filmen, mens andre mente det var et nyt pust i dansk film. Dencik er uddannet klipper, og har tidligere arbejdet på dokumentarfilm som ‘Moon Rider’ (2012) omhandlende en ensom cykelrytter. Dette genspejles i ‘Miss Osaka’ hvor cykelløb spiller en vigtig rolle i Ines’ forhold til Shigeru (Mirai Moriyama) som hun møder i Japan.

Det der fungerede i filmen var dens univers og fortællingen. Man var interesseret i hvordan det ville gå Ines i Japan, og man ventede konstant på at hele korthuset ville brase sammen. Det der desværre ikke fungerede var, at korthuset aldrig braste sammen. Filmen nåede aldrig det storslåede klimaks, hvor historien peakede og vi nåede point of no return. Derudover var de slørede skud og klipningen forstyrrende for selve historien. De understøttede ikke selve historien, og gav blot mere forvirring.

Da identitetstyveri ikke er et nyt emne i film, så håber man som tilskuer at historien i ‘Miss Osaka’ er banebrydende, men det er den desværre ikke. Der er mange huller i filmen, og man forestiller sig at der i klipperummet er gået en masse materiale til spilde. Til trods for at filmen varede halvanden time, så virkede den utrolig lang og til tider kedelig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: