Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Marvels første asiatiske superhelt, udfolder åndeløs kampsports teknik, i et visuelt overdådigt kaiju inspireret martial arts ekstravaganza punch, med stærke referencer til `Iron Man´ filmene.
Marvels første asiatiske superhelt dukkede for første gang op som tegneserie i 1973, og med Marvels store succes med `Black Panther´ i 2018 skulle der da også kun gå tre år før han dukkede op i sin egen første spillefilm. Det er der kommet en yderst visuel og flot koreograferet film ud af. Handlingen har det dog ikke helt så nemt med at følge med i ledene.
Shaun og Katy er bedste venner og de arbejder begge som hotel parkeringsvagter, hvilket de begge er glade for, trods omverdenens lettere overbærenhed. En dag dukker en mystisk bande op, der syntes yderst interesseret i et halssmykke som Shaun bærer på. De får dog mere end svært ved at få fingrene i det, for til Katys store overaskelse, er Shaun en sand kampsports mester. Shaun må nu komme til en bekendelse: han er søn af den mere end tusind år gamle kriger og verdensdominant `Mandarinen´, der bærer på de ti ringe hvis kraft gør ham uddødelig. Shauns far vil nu have at han overtager de ti ringe, men til hvilken pris og da Shauns far ikke har rent mel i posen, kan det være lidt svært med overtagelsen.
Shang-Chi ligger lidt dybere nede i Marvel godteposen og jeg skal være ganske ærlig og sige at han ikke lå øverst i tegneserie bunken, før jeg skulle blive glimrende underholdt i IMAX formatet. Jeg er dog altid yderst spændt når jeg skal præsenteres for en ny superhelt, specielt hvis helten har et specielt “flavour”. Dette har Shang-Chi, for han er den første i Marvel universet der, udover at være af asiatisk afstamning, også taler sit eget modersprog nemlig manderin. Overraskende foregår dette også i omkring en tredjedel af filmens spilletid, hvilket kun gør det hele mere autentisk og nærværende.
Og nærværende har filmen brug for, da handlingen springer fra San Franciscos gader, over faverigt neonlys i asiatiske byer til ildspydende drager i fantasiverdener.
Det er dog kampscenerne der er filmens absolutte centrum. En åndeløs spændende jagt i filmens begyndelse, signalerer hvad der yderligere er i vente: en busjagt der får `Speed´ til at blegne med dens actionforherligende jagt ned af San Franciscos gader, med martial arts kampe der trækker minder om både `Raid´ filmene og `Kung-Fu Hustle´. Senere halsbrækkende scener på et byggestilads af bambuspinde og de sidste fyrre minutter, der kunne have været outtakes fra `Hero´ og `Tiger på spring, drage i skjul´. Ja Marvel KAN og VIL levere!
Anderledes forsagt havde jeg det dog med manuskriptet, der burde have talt lidt mere til følelserne, men som “desværre” efterlader mig mere sulten efter den næste fantastiske action scene – og den næste!
Destin Daniel Cretton har instrueret herlighederne, uden den sidste gnist over hans og Dave Callahams og Andrew Lanhams fordøjelige manuskript. Dave Callaham har tidligere “beriget” manuskripter til b.la. ´ Expendables´ filmene og de yderst famlende efterfølgere: `Zombieland: Double Tap´ og `Wonder Woman: 1984´, så ingen forventninger til en Mario Puzo her. Desværre.
Hovedrollen som Shang-Chi spilles af Simu Liu, som glimrende agerer en asiatisk udgave af Tom Holland med drenget uskyldighed og mesterlig kampsportsteknik. Han mangler dog lidt udstråling a la Robert Downey Jr., til rigtigt at levere et Marvel eftermægle. Awkwafina spiller Shang-Chis ven Katy med finurlig vid og charme. Hun kendes måske bedst i rollen som Peik Lin Goh i ´Crazy Rich Asians´ serien, eller fra filmen ´The Farewell´.
Omvendt er der mere bid og udstråling hos filmens skurk Xu Wenwu aka. ´Mandarinen´, der spilles med overbevisende pathos og stil af Hong Kong skuespilleren Tony Chiu-Wai Leung. Har man bare en novice “know-how” i asiatiske film, burde man kunne genkende ham fra knap hundrede asiatiske film med klassikere som John Woo´s ´Hard-Boiled´, Kar-Wai Wong´s `In the Mood for Love´ og Yimou Zhang´s `Hero´. En lidt anden klasse.
Martial arts legenden Michelle Yeoh medvirker naturligvis også som kamptræner. Hun kan også ses i de næste fire ´Avatar´ film.
Filmens lydside skal også have lidt velfortjent spalteplads, med dens herligt skizofrene mix af pumpende techno og gamle travere som The Eagles ´Hotel California´.
´Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings´ blev optaget under corona epidemiens værste hærgen i 2020, men dette er heldigvis ikke noget der har skrammet filmen. Den afleverer et fint og flot bud på en asiatisk superhelt, jeg ikke kan vente med at se i den kommende ´Avengers´ opstilling. Alligevel forbliver Shang-Chi nok på sidelinjen, trods min begejstring.
City Lights Filmblog 