Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Trods mangel på silende svedperler og 40 års musikhistorisk ørkenvandring, forbliver fortællingen om soul dronningens tidlige epokegørende år, en yderst seværdig film.
Souldronningen Aretha Franklin er hyppigt placeret som én af de største kunstnere nogensinde og i 2010 rangerede hun da også som nummet et på magasinet `Rolling Stone´s liste over ´The 100 Greatest Singers of All Time´. Ja selv Elvis slog hun. Hun har solgt over 75 millioner plader og har inspireret stort set alle der har fundet glæde ved at åbne munden for andet end smalltalk og fordøjelsesfornøjelser.
Aretha Louise Franklin bliver født den 25. marts 1942 og allerede omkring 10 års alderen synger hun ved sin fars kirkekor og optræder hyppigt for familiens gæster, der b.la. tæller musiklegender som Sam Cooke, Ella Fitzgerald og Dinah Washington. Selv Martin Luther King er en hyppig gæst hos Arethas far, pastoren C.L. Franklins gospelforherligende hjem. Arethas gudsbenåede stemme skaffer hende derfor kontrakt hos Columbia Records, som formår at udsende 9 jazzalbums, der dog ikke skaffer hende nogle videre hits og omtale.
Men ved mødet med Atlantic Records´s karismatiske Jerry Wexler og nogle hvide musikere, går det endeligt stærkt for “den sorte Judy Garland”. Her indspiller Aretha b.la. hendes første store hit, `I Never Loved a Man(The Way I Love You). Men det er efter et skænderi med sin daværende mand og manager Ted White, at kimen til successen, med omskrivningen af Otis Redding hittet `Respect´, at Aretha bliver “souldronningen over dem alle”. Successen indtræffes, men hun må indse at der stadig er dæmoner at slås med, bl.a. hendes eksklarerende alkoholforbrug, sit stigende brug af mænd og sit stadigt fraværende forhold til sine mange børn. Den førstefødte fik hun allerede som 12-årig og faderen til disse var muligvis hendes egen far, pastor C.L. Franklin, selvom nogle papirer efter Franklins død afslørede, at faderen var den forholdsvis ukendte Edward Jordan.
Jeg er en “sucker” for musikbiopics: Oliver Stone´s `The Doors´, Diana Ross som Billie Holiday i `Lady Sings the Blues´, Gary Oldman som Sid Vicious i `Sid and Nancy´, Joaquin Phoenix som Johnny Cash i `Walk the Line´, Anton Corbijns mesterlige Ian Curtis drama `Control´ og måske den bedste: Gary Busey i `The Buddy Holly Story´.
Nu kan jeg sætte et flueben ud for endnu en musikbiopic perle, nemlig Liesl Tommy´s `Respect´. Den fortjener både min og din største respekt!
Det knap to og en halv times lange musikdrama, leverer det jeg søger i en biopicfilm. Fuld respekt og forståelse for kunstneren, god musik gengivet med incenitet, stort skuespil, korrekte tidsperioder og frem for alt: stort drama!
Gennem Tracey Scott Wilsons næsten perfekte manuskript, kommer vi tæt på ikonet. Hendes nærmest overjordiske glæde ved sang og musik, allerede i en tidlig alder, gnisten der skaber de legendariske indspilninger, de mange frustrationer der naturligt opstår mellem kunstens tilblivelse kontra “den normale verden”. Og ikke mindst stjernens mildest talt kaotiske forhold til sin far, barndomsbyens ubestridelige leder og centrum: pastor C.L. Franklin, der spilles aldeles fremragende og gnistrende af Oscar-vinderen Forest Whittaker.
Aretha Franklin nåede selv inden sin død i 2018, at caste den 39-årige tidligere ´American Idol´ og Oscar-vinder Jennifer Hudson til hovedrollen, hvilket sikkert primært var grundet hendes sangstemme. For Hudson syntes, udover glimtvis via sin vokal, ikke HELT at nå ind til centralnerven i rollen. Først omkring tidsperioden i 1970, præsenteres vi, lidt for sent, for lidt naturligt rust og rasp til rollen.
Sangerinden Mary J. Blige går anderledes voldsomt spruttende til stålet i sin portrættering af soul legenden Dinah Washington. Man fristes til at at mistænke Franklin selv, for ikke at caste en der kan konkurrere med soul legendens eget selv. Misforstå mig ikke, Hudson gør det godt. Men en Diana Ross i `Lady Sings the Blues´ leveres der ikke.
Modsat hovedrollen er alle birollerne til gengæld nærmest, udover naturligvis Mary J. Blige, perfekt castet og her er det specielt de mandelige roller der brillerer. Marlon Wayans er mest kendt for sine fjollede og fjantede roller i film som ´Mo´ Money´, `Norbit´ og `White Chicks´, men her beviser han for alvor hvor stor han kan blive i en dramatisk rolle. Han spiller her overbevisende soul dronningens sexhungrende, egoistiske og stærkt jaloux ægtemand/manager, der forhåbentligt giver ham flere dramatiske roller. Men hans værdige spil er utroligt nok kun en skygge, ved siden af 60-årige Forest Whitaker.
Den tidligere Oscar-vinder står forhåbentligt til endnu en Oscar-nominering, for der bliver igen i den grad leveret varen. Det gisper i én af ligeledes frygt, forargelse og fascination hvad enten han står ved prædikestolen, afviser sin datters mange bejlere eller skøjter hen over moderafsavn og resultatet af sekslivets lyksaligheder. “Dropper du nu igen et barn, Aretha?”, som kun en djævel i præsteklæder isnende kan sige det, i en sælsom blanding af faderkærlighed, karrierepåskyndelse og personlig agenda succes.
Marc Maron fortjener også spalteplads som musikguruen og produceren Jerry Wexler. En Al Pacino kunne ikke have gjort det bedre.
Filmen er flot instrueret af Leisl Tommy, der tidligere b.la. har instrueret `The Walking Dead´.
Jeg savnede dog flere steder under filmen at sveden drev ned af koncertsale, gospelkirker og specielt på souldronningens pande, noget der desværre først dukker op omkring filmens slutning. Det havde pyntet filmen med lidt mere kropslig nærhed, også under lagnerne. Hellere ildelugtende armhuler end velduftende `High School Musicals´ kulisser næste gang tak!
Filmen slutter i 1972 og Arethas virkelige karriere var her begyndt at smuldre rent kunstnerisk. I 1980 skiftede hun atter pladeselskab, denne gang til det ilde sete Arista Records, der senere ville sikre hende duet hits med b.la. George Michael og Annie Lennox.
Jeg havde gerne set disse og de senere år skildret ligeså ærligt og turbulent beskrevet, men `Respect` ender alligevel med 5 chaplins.
City Lights Filmblog 