‘Candyman’: Nyfortolkningen lider af alvorlig sukkermangel, der trods sorte urban vibes og et fantastisk soundtrack, havner i skraldespanden af unødvendige remakes.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Jordan Peeles forsøg på at opdatere 90´er gyserklassikeren for en ny generation, falder med en slutning der endnu en gang viser at gysermesteren er bedst med opstartsfaser.

Gyser-genren har alle dage været genstand for evige strømninger af efterfølgere/genindspilninger/prequels osv. De senere år er også uden undtagelser og nu er vi altså nået til en ny omgang ´Candyman´, der denne gang lyder til, i hvert fald på papiret, at få en flot og spændende opgradering. For denne gang er det med Jordan Peele bag både manuskriptet og producerstolen, og burde således med hans hudfarve i mente, være den rigtige ingrediens i autenticitetsgryden. Men mon ikke stadig historien er den mest interessante farve?

Vi er i 2019 atter tilbage i det plagede ghettokvarter Cabrini-Green og vor historie centreres denne gang omkring billedkunstneren Anthony, der bor i en tjecket herskabslejlighed med sin galleriejer kæreste Brianna. Anthony drømmer om et kunstnerisk gennembrud i Chicagos kunstverden og han søger derfor lettere bizart inspiration til sine malerier gennem legenden om Candyman. Candyman er myten om den overnaturlige, spøgelsesagtige morder med en blodig krog i stedet for en hånd, der kan fremkaldes ved at sige hans navn fem gange til et spejl. Uvidende åbnes der gennem Anthony en direkte kollisionskurs af frygtindgydende bølger af blodig vold, der muligvis har forbindelse til hans egen skæbne.

Jeg er vild med horrorfilm og for mig står Bernard Rose´s `Candyman´, stadig som den bedste amerikanske horrorfilm der udkom i 90´erne. Filmen udkom i 1992 og var på det tidspunkt helt unik ved at lade størstedelen af historien foregå i Chicagos ghettokvarterer ved Cabrini-Green. Det var dengang en nyskabende vinkel, med dens skumle verdener af mystisk graffiti, hengemte afroamerikanere, og ikke mindst legemliggørelsen af filmhistoriens første sorte udgave af Jason Voorhees og Freddy Krueger, nemlig `Candyman´, med hans blodige klo. Tør du kalde på ham fem gange?, blev der sagt. To lettere ligegyldige efterfølgere fulgte og nu mener man så at det er blevet tid igen at besøge ghettoen og har derfor denne gang, tilsat mere “autentisk” sort blod både foran og bag kameraet i form af multitalentet Jordan Peele.

Oscar- og Emmy-vinderen Jordan Peele har med sine film `Get Out´ og ´Us` været et yderst interessant indslag indenfor horrorgenren, der i en længere periode har haft brug for fornyelse. Nu har han så valgt at slå sig sammen med en anden sort talentmasse, nærmere bestående af den kvindelige instruktør Nia DaCosta, der pt. når dette læses, er kvinden bag den kommende efterfølger til `Captain Marvel´, nemlig `The Marvels´.

Om hun er det rigtige valg til begge projekter står lidt hen i det uvisse, for Jordan Peele har endnu en gang kreeret et manuskript, der ligesom ´Us´, starter rigtigt spændende med en middel midte og en yderst mangelfuld slutning. Jeg har virkelig ikke lyst til at sige det her, men er Jordan Peele ved at blive den nye M. Night Shyamalan? Og er ´Get Out´ så i virkeligheden Jordan Peeles `Den sjette sans´?

Jeg håber ved gud jeg tager fejl, for den nye `Candyman` opdatering starter såmænd rigtigt godt ud med de spejlvendte MGM logoer, snigende ghettouhygge og et til tider fænomenalt score af Robert Aiki Aubrey Lowe, der får de rette stemninger på plads ved filmens start. Robert Aiki Aubrey Lowe har tidligere kreeret de fabelagtige scores til Denis Villeneuve filmene `Sicario´ og ´Arrival´ og Darren Aronofskys `Mother´, så i det mindste er hans karriere stadig på rette køl.

Filmen fungerer som både en slags nyfortolkning og en efterfølger og man har derfor fået Virginia Madsen til at stemmeføre sin originale rolle som Helen Lyle fra den oprindelige film. Heldigvis er det også den oprindelige Candyman der gyseligt vender tilbage, nemlig Tony Todd i hans vel nok største signaturrolle. Han fremstår heldigvis mindst lige så skræmmende nu som dengang, men desværre har filmholdet valgt at lade ham forblive et spøgelse og han kan derfor ikke, som en Freddy Krueger, træde ind i den fysisske verden, hvilket desværre ikke får ham til at virke på samme måde som i originalen.

Yahya Abdul-Mateen II og Teyonah Parris spiller kunstægteparret, hvilket de gør upåklageligt, men det er ligesom med de øvrige personer i filmen, ikke det man vil huske. Man vil nok snare huske at få genset originalen, for en klassiker kan elskes af alle, uanset farve.

“De elsker det vi laver, men ikke os”, siger én af de sorte karakterer om den hvide race. En sort opdatering af `Candyman´ er i så fald noget i tror de hvide vil elske.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: