Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Lisa Jespersens debutfilm er en hjerteligt vedkommende “coming of age story”, der pt. står som årets bedste danske film.
Hvor går man hen, når man ikke kan finde hjem igen til den fortid man har brugt halvdelen af sit liv til at flygte fra? Og hvor søger man hen når man ikke ved hvem man skal blive? Det er de store ekstentielle spørgsmål den debuterende filminstruktør Lisa Jespersen og manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson, med surt og sødt, veloplagt har iscenesat.
Irina er en “rigtig” københavner. Stilistisk klædt, hår med den rigtige attitude, tilpas mange ringe og piercinger og de “rigtige” venner. Hun har netop udgivet sin erindringsbog: `Fortællinger fra en udkant´, der beskriver hendes forfærdelige og “sorte” opvækst i udkants Danmark. Hun er vegetar og hun lever i et åbent forhold med kæresten Benjamin. Nu vil skæbnen at hun for en stund må tage tilbage til sit udkantsophav. For hendes bror skal nemlig giftes og ikke nok med det: han skal giftes med Irinas gamle plageånd der i tidernes morgen terroriserede og mobbede Irina, før hun gennemgik sin navneforandring fra Laura til Irina, nemlig den omsorgssvigtede Catrine. Dette bliver naturligvis et følelsesmættende møde, hvor fortidens spøgelser ikke bare ripper op i Irinas liv, men også i hendes familie og hele det “mørke” levn af den sovende provinsby.
Sidste år havde Søren Kragh-Jacobsen premiere på hans film `Lille sommerfugl´, der på typisk dansk maner, beskrev hvordan et bryllup for en enkelt dag kan samle hele familien med dens fælles glæder og sorger. Det er i det samme scenarie den 33-årige debuterende filminstruktør Lisa Jespersen tager os med til. Men der er noget mere bid og vrid i denne fortælling der, modsat den livserfarende Dogme bror, ikke er bange for at vise os hvordan de sort/hvide nuancer mere realistisk indfinder sig med de mere bidende gråzoner. Sandheden er ikke altid lige for, og netop som man selv syntes man har evigt ret dykker virkeligheden op, som en Treo der har været gemt væk bag en kindtand.
Trods filmen dyrker den “sikre-danske-Biografklub-Danmark-formel” med dens danske kliche drama/komedie fortæling, er persontegningerne mere virkelighedstro med karakterer vi alle kender eller på enkelte tidspunkter har mødt i vores liv. Det tager heller ikke mange øjeblikke hvor det går op for os at vores hovedperson ikke kun flygter fra hendes fortid, men i særdeleshed lige så meget fra sig selv. Vi føler dog med hende, da hun som den eneste i hendes familie og gamle vennekreds har “brudt ud af systemtet”, men alligevel ikke helt har vendt fortiden og familien ryggen. Irene er en “fighter”, men hun indser hurtigt at alt ikke kan fortælles entydigt som hun ellers havde beskrevet i sin bog. For måske er det bare bedst at mødes lidt på midten?
Hovedrollen som Laura/Irina spilles af Rosalinde Mynster, der nok mest er kendt for rollen som Fie Kjær i monsterhittet `Badehotellet´. Jeg havde mine nærvøse forstadier i hævd om hun kunne bære sådan en hovedrolle, men efter lidt tilvænning overvandt hun mine ængstelser og jeg kunne fordybe mig i hende og hendes udvikling. Det kan også være svært når alle rollerne er så fint belagt, hvor det nok er veteranerne Jens Jørn Spottag og i særdeleshed 60-årige Bodil Jørgensen, som de uforstående men velmenende forældre, der tager sig mest overbevisende ud. Faktisk var det temmeligt respektindbydende at se, at selv når den garvede skuespiller Bodil Jørgensen bogstaveligt talt var ude af fokus, formåede hun stadig at stjæle billedet. Endnu en ansigtsløs Bodil til den furede, livserfarende Bodil.
Men de yngre skuespillere ER altså også gode: Anne Sofie Wanstrup er noget nær et fund som barndomsfjenden Catrine, der lunefuldt skifter fra ven til fjende og tilbage igen. Adam Lid Rohweder, Thomas Hwan og Jesper Groth er også gode som kvindernes bejlere, kærester og ægtemænd, der alle er lige så forskellige som kærnemælk og storbys Cafe Latte.
Filmens musik består primært af klassikere med D:A:D, Rocazino, Sort Sol og Thomas Helmig. Altså musik som en “fucking provins-DJ” ville have spillet, som Irina snerrer. Ja for “Nirvana er jo vigtigere end D:A:D”, som hun siger.
I filmens pressemateriale beskriver filmens instruktør , der tidligere har instrueret kortfilmen `September´ fra 2018, hvorledes hun selv voksede op på landet og mærkede en stor afstand mellem hendes nuværende kunstner-byliv og hendes fortid i markerne hos sin landmandsfamilie. “Når jeg mærker mine rødder rumstere, kan jeg føle mig forkert i byen, men når jeg vender hjem til gården, er jeg blevet en anden og kan ikke længere sproget der. Den rodløshed og mangel på plads i verden var mit første frø i skabelsen af denne film”.
I en af filmens mange vellykkede scener, står vores hovedperson med fødderne dybt nede i en kokasse på “Lars Tyndskids marker”, og her kan man virkelig mærke vores hovedpersons dilemmaer, men også instruktørens. Jeg ville bare ønske at slutningen ikke var så hurtigt overstået, med dens “det står skrevet i det uvisse” slutning, når vi har været så tæt på vores personer. Det er lidt ærgerligt, for så virker det lidt som Bodil Jørgensen der burde sælge blomsterbuketter i sin lukningstruede butik, men ender med at pakke bårebuketter.
City Lights Filmblog 