‘Black Widow’: En længe ventet ‘James Bond’ wannabe

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen

Navnet er Widow. Black Widow, og efter godt et årti siden vores allesammens Natascha Romanoff sluttede sig til superheltegruppen Avengers under dette navn, får hun endelig sin egen film.

Denne originale gruppe består, ud over Black Widow, af Captain America, Hulk, Ironman og Hawkeye, hvoraf ¾ fik deres egne solofilm (endda flere) for længe siden. I mange år har fans tigget og bedt om en film, der ville udforske den tidligere russiske spions baggrund – hvem var hun, hvor var hun fra og HVAD skete der i Budapest??? – men uden held. Under alle omstændigheder, så er filmen her nu, og den leverer til dels på ønsket om uddybelse af Black Widows baggrund, men desværre efterlader den ikke seeren med den ’closure’, som vi havde håbet på at få, i hvad der formentlig er karakterens afskedsfilm.

Lad os starte med det positive: Castet er ganske fantastisk, action scenerne er spændende, og det vi lærer om Nataschas barndom er spændende. Marvel fans ved nok, at Nat er specialtrænet spion, men de præcise rammer for, hvad dette indebar, og hvad ”The Red Room” var, har indtil videre været forholdsvist obskurt.

I ’Black Widow’ får vi indsigt i Nats barndom som hemmelig russisk spion i USA, hendes falske spion familie og deres specifikke mission. Personligt havde jeg håb om, at filmen ville foregå hovedsageligt i fortiden, som en form for ”origin story” for Black Widow som vi kender hende, og eftersom jeg gik ind til filmen uden at have læst noget i forvejen for at undgå spoilers, var jeg meget spændt, da filmen startede, og vi så den blå-hårede teenage Natacha lege med sin ”lillesøster”. Filmen skipper dog senere 21 år frem, hvor vi møder Black Widow som vi kender hende, nemlig spillet af Scarlett Johansson. Og her indrømmer jeg, at jeg måske burde have læst en del mere op på filmen og ikke været så forsigtig med spoilers, for efter dette hop i tiden, gik der et godt stykke tid, før jeg rigtig forstod, hvad er foregik. Dette er min synd som Marvel fan: Jeg har ikke set alle Marvel film, og her er det specielt relevant, at jeg ikke har set ’Civil War’. Da vi møder Scarlett Johansson, er vi pladask midt i den tidsperiode, hvor Avengers-gruppen har problemer i familiedynamikken og derfor ikke er på talefod. Nat er på flugt fra den Amerikanske stat, og da hun får kontakt til sin ”lillesøster”, Yelena, beslutter de sammen at opsøge resten af deres falske familie, for for alvor sætte en stopper for organisationen ”The Red Room”. Men på grund af de interne uenigheder, kan Black Widow ikke lige kalde hjælp ind fra hendes flyvende venner, hvilket nok kunne have gjort flere ting en del nemmere.

Som sagt er castet fantastisk; Marvel har igen og igen vist, at de er superskarpe til at caste folk, der passer perfekt i deres roller. Dette er ingen undtagelse: De fleste folk kender Florence Pugh som en dygtig skuespiller, specielt efter ’Midsommar’ i 2019, hvor hun fik lov til at vise hendes dramatiske kunden. I ’Black Widow’ ser vi da også hendes dramatiske evner, men det er faktisk hendes komiske timing, der skaber rollen her, i  de små øjeblikke, hvor Yelena virkelig skinner igennem som den sarkastiske lillesøster. Nats ”forældre” er også castet godt, med en komisk far, der spiller godt med den sarkastiske Yelena, og en straight-faced men kærlig mor, som Natascha kan spejle sig i: her har vi David Harbour som Alexei Shostakov, samt Rachel Weisz som Melina Vostokoff. Til sidst er der selvfølgelig Scarlett Johanson i hovedrollen, og vi ved alle sammen, at ScarJo kender denne karakter, og kan spille godt som Natascha. Desværre får hun ikke helt sit ”moment”, som vi måske kunne have håbet.

På trods af at ‘Black Widow’ er titlen på filmen, og at vi bruger en del tid samme med Natascha, så føles det ikke helt som om, vi får lov til at lære hende bedre at kende. Det er lige før jeg føler, at Pugh gav mig en bedre forståelse af Yelena i løbet af filmen, end jeg fik lov til at få med Natascha. Nat har aldrig været super emotionel udadtil, men man skulle tro, at en film om hende, ville give hende flere muligheder for at udtrykke sig. Vi ved, at Nat altid har ledt efter en virkelig familie, eftersom hun aldrig kendte sin egen.

Dette er selvfølgelig også noget, der bliver bragt op i ’Black Widow’, men i stedet for at håndtere Nats indvendige kamp, får vi flere følelsesladede scener med specielt Yelena og Alexei, som er både rørende og humoristiske, hvorimod de scener jeg mest husker med Natascha, er dem, hvor hun kæmper, spionere er generelt er badass. ”Badassery” er ikke noget, vi ikke har set fra hende før, og derfor er jeg en smule skuffet over manglen på dybde i hendes egen film.

Heldigvis, kan man sige, skiller Natascha sig ikke længere ud i forhold til påklædning. Med Cate Shortland som instruktør og Johansson som producer, gør denne film heldigvis ikke Black Widow til en såkaldt ”sexy lamp”, som hun kan siges at have været i andre MCU-film. Hun tager aktiv del i handlingen, er fuldt klædt på, og filmen består heldigvis også Bechdel testen. Det er bare som om, at der stadig er utroligt mange ting, vi ikke har fået lov til at se og få indsigt i omkring hendes karakter; så mange ting, som de kunne have udforsket mere. I stedet føles filmen en smule mere, som en introduktion til Pughs karakter, der højest sandsynligt kommer til at fortsætte i MCU, i stedet for den afsked, som vi havde håbet på at få, med Natascha.

I sidste ende, er dette absolut ikke en dårlig film. Den er bestemt underholdende, og hvis man er Marvel fan, så kan man ikke misse den. Men hvis man havde håbet på en dybdegående baggrundshistorie eller indsigt i Black Widow karakteren, så får man desværre ikke helt, hvad man håbede på, og hvis man ikke er den slags Marvel fan, der har set alle filmene, er der højest sandsynligt en del af plottet, der vil virke unødvendigt kompliceret. Hvis man leder efter en underholdende actionfilm, kan denne sagtens gå an; den er pakket med action i bedste spionstil, fantastisk koreograferede kamp scener, der ikke ligner ”same old same old” som vi har set 100 gange før. Der er specielt en kamp mellem de to søstre i Budapest (jo, vi kommer heldigvis til Budapest), som jeg specielt synes var underholdende, men jeg vil forudsige, at dette ikke er nok til at få ”casual fans” til at gense den flere gange.

Jeg giver 4 ud af 6 Chaplins til ’Black Widow’, taget i betragtning at filmen nok giver en del mere mening, hvis man forstår al konteksten fra de andre film. Ikke en dårlig film, men heller ikke helt det, som man måske havde håbet på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: