‘Om det Uendelige’: Tristesse og termodynamik

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

Da solen gik ned over Venedig, en sensommeraften i 2014, kunne man som udenforstående nemt ledes til den konklusion, at den netop overrakte Guldløve, måtte ses som kulminationen på Roy Anderssons karriere.

At filmen, ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, måtte forstås som konklusionen på det Ikaros-projekt han skød i gang, da han 14 år tidligere med ‘Sange fra anden sal’, havde angrebet sin største kunstneriske opgave, at indfange det moderne menneskes tilstand – dets afmystificerede eksistens-vilkår. Dette skulle dog ikke blive tilfældet, for bedst som klapsalverne var forstummet, kunne Roy Andersson grinende erklære at han allerede arbejdede på et nyt projekt. En film han ville kalde “den fjerde film i en trilogi”.

Roy Andersson har nu i omtrent 20 år glatbarberet den moderne eksistens for enhver pomp og pragt der udadtil har fungeret som distraktion fra dens egentlige fremmedgjorte og en-dimensionale natur. Inden for væggene i hans eget Studio 24, har han i ledtog med sine kunstnerisk allierede, snart tilbragt 40 år i detaljernes maleriske tegn. Her, har de nøgternt og kalkuleret håndmalet en haglbyge af lige dele samfundsrevsende allegorier og jordnære humanistiske observationer. Malerier, der hver især danner sceneri til et af de nu sammenlagt 164 tableauer der udgør de 4 film. Film, hvis stædigt ubevægelige total-indstillinger og gråligt udsultede palette har fungeret som Roy Anderssons hudløst ærlige og dybt surrealistiske portræt af modernitetens borgere.

En flok askegrå skabninger, fanget i det rationelles monotont umenneskeliggørende kedsomheds-karrusel, overladt til et for længst undertrykt initiativ. Som en due på en gren i Pieter Bruegels maleri ‘Jægere i sneen’, har Roy Andersson reflekteret over den menneskelige eksistens, og bekymret sig. Det er med disse panoramiske meditationer Roy Andersson spørger, “hvordan kan mennesket ikke se at det bevæger sig mod en undergang?”

Her kunne man måske fristes til at indskrive Roy Andersson i den “miserabilistiske” tradition eller afskrive ham som en nihilistisk sortseer, men til trods for hans pessimisme når det kommer til vores kultur, må man ikke overse den livligt boblende kærlighed til mennesket der i alle filmene, og måske allermest i ‘Om det uendelige’, lurer lige under den grålige overflade. Her, gemt mellem hustruvold og en suicidal Hitler, finder vi den unge dreng der efter en portion af den karakteristiske stilhed filosoferer for sin veninde: “Termodynamikkens første lov siger, at alt er energi. Og den kan aldrig ødelægges. Den er uendelig. Den kan kun omdannes til nye former. Det betyder altså, at du er energi, og jeg er energi, og at din og min energi aldrig kan forsvinde.”

Her finder vi den kollektive sang der penetrerer de parallelle blikretninger og den tunge ligegyldighed midt i fremmedgørelsens hellige gral, den offentlige transport. (En fuldstændig henrivende scene fra ‘Sange fra anden sal’, den første film i 4-films-trilogien).

Og netop her finder vi ‘Om det uendeliges’ selvstændige eksistensberettigelse, for selvom de æstetiske valg – de idiosynkratiske vignetter – nu for fjerde gang er tilbage på biograflærredet, er det ikke blot repetition.

Hvor de tre foregående film har bevæget sig mellem vemodige menneskelige observationer, dystre samfunds-allegorier og tragikomiske abstraktioner, for kun sjældent at vise en dybt begravet piblende sjælfuldhed, bevæger denne film sig i en mere eksistentiel retning. En retning hvor man til trods for den, som altid eminent kalkulerede og producerede sørgmodighedens æstetik, kan tillade sig at lade to elskende væsener svæve over hvad voice-overen kalder “en by der var kendt for sin skønhed, men som nu lå i ruiner.” Altså, en retning hvor Roy Andersson indfører et “efter”.

Han dvæler i ‘Om det uendelige’ stadig ved moderniteten som en katastrofe, stadig ved det emotionelle og mellemmenneskelige fordærv, stadig ved fremmedgørelsen, ensomheden og den afmystificerede golde virkelighed, men han viser os samtidig et alternativ. Ikke i konkrete termer, men ved et åndeligt spring ud i noget usikkert. En Edward Hopper-figur, der med et skridt ud for maleriets ramme finder en tryg sky – en udkigspost hvorfra hun kan se et fortidigt samfunds ruiner.

‘Om det uendelige’ vælter ikke i mindeværdige øjeblikke eller lattervækkende surrealistiske lussinger til det bestående på samme måde som de foregående film i samlingen. Den er ikke ligeså spydig, og måske heller ikke lige så potent i sin kritik. Til gengæld afmonterer den alle fortolkninger af Roy Andersson som “miserabilist” eller kyniker.

For selvom den svenske auteur-instruktør tilbage i 2014 formulerede sig i apokalyptiske vendinger, kan energien, som den unge dreng med den spæde stemme siger, aldrig forsvinde – kun blive til noget nyt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: