Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen
’In the Heights’ havde premiere på Broadway i 2008 og er Mirandas første musical. Det er en kærlighedserklæring til det kvarter, han voksede op i og endda stadig bor i.
Da Lin-Manuel Mirandas popularitet eksploderede i 2015 med kæmpehittet ’Hamilton’, var alles blikke hurtigt rettet mod ham, og forventningerne for hans næste musical var høje. Men hans nyeste musical, som ud over sangene i Disneyfilmen ’Moana’, er hans første siden ’Hamilton’, er faktisk en historie, der kom før Hamilton.
Vi følger et ensemble af forskellige karakterer med forskellige farverige drømme og konflikter, der skal løses. Historien foregår i Washington Heights – et boligkvarter i New York hvor de lokale enten kommer fra eller har aner i latinamerikanske lande og caribiske øer. Vores hovedperson og fortæller, Usnavi, immigrerede som lille med sine, nu afdøde forældre, og driver den kiosk, som de ejede før ham, med hans fætter Sonny (Gregory Diaz IV). Herfra møder og interagerer han med utallige mennesker i lokalsamfundet, som alle tager forbi kiosken for at få deres daglige kaffe. Vi møder Usnavis bedste ven Benny (Corey Hawkins), stjernestudenten Nina (Leslie Grace), Usnavis drømme kvinde, der drømmer om at komme væk fra ghettoen, Vanessa (Melissa Barrera), Ninas hårdtarbejdende far Kevin (Jimmy Smits), og de 3 ’salon ladies’ Carla (Stephanie Beatriz), Cuca (Dascha Polanco) og Daniela (Daphne Rubin-Vega). Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi Abuela Claudia, hele kvarterets bedstemor og utvivlsomt historiens hjerte. Hun er spillet af Olga Merediz, som var nomineret til en Tony Award for hendes optræden i rollen fra den originale opsætning.
Det er nemt at se hvorfor, for Merediz stjæler spotlightet i enhver scene, og da spotlightet endelig rettes direkte mod hende, gik der knap et minut, før jeg havde tårer i øjnene. Eller rettere, de løb over og endte hurtigt på min trøje. Abuela Claudias solosang er meget rørende.
Denne film er generelt fyldt med fremragende skuespil! Merediz er en stand-out, men Ramos i rollen som Usnavi er bestemt ikke at forglemme. I den originale produktion blev Usnavi spillet af Miranda selv, men Ramos formår at gøre Usnavi komplet sin egen. Han bringer en naturlig karisma til rollen, og hans rap evner oveni, at han allerede er en typisk musical ’triple-threat’, gør ham perfekt til denne rolle.
Som Miranda selv har udtalt: ”Jeg spillede Usnavi, men Anthony er Usnavi”. Vi er dog ikke helt foruden Miranda i denne version, hvor han, endnu engang, er den dårligste sanger i hans egen musical (dette siger jeg med kærlighed). Vi tilgiver ham i rollen som den kære Piragua mand, der sælger sin is på gadehjørnet og lever sin sueñito (lille drøm) fuldt ud. Han indeholder derved et af filmens centrale temaer: alle folk har drømme, store og små, men det er måske ikke altid, at de selv ved, hvad der er hvad.
Usnavi drømmer om at tage tilbage til den Dominikanske Republik, hvor hans forældre kom fra, Vanessa drømmer om at blive designer, Nina drømmer om at færdiggøre sin uddannelse på Stanford, og Abuela Claudia drømmer bare om, at de alle får mulighed for at udleve deres drømme. Filmen har en meget håbefuld og optimistisk tone, mens alle karaktererne kæmper for deres små og store drømme.
Derigennem kan man måske kalde dette for mere af en ’slice-of-life’ musical end andre store titler med verdensforandrende plots. Det gør dog på intet tidspunkt historien kedelig, for man bliver hurtigt investeret i karakterernes mål og håber på det bedste for dem, og derudover er musikken så utrolig ørehængerne at man, om ikke andet, ville blive siddende udelukkende for det.
Hvis ikke for karaktererne eller musikken, så bliver man i hvert fald for kinematografien. Dette er en film, der ved hvordan, man skal lave en filmversion af en Broadway musical! musicals er langt ude; ideen om mennesker i den virkelige verden, der spontant bryder ud i sang, kan være svært at relaterer til.
Instruktøren, John Chu, forstår, hvordan man skal oversætte dette disconnect til film på en måde, der ikke mister den surrealisme, som historien ellers får fra at blive udspillet på en scene. Her har vi karakterer, der danser op ad bygninger, som var de spiderman, farverigt stof der regner fra himmelen, gigantiske dansescener midt på gaden, og kompliceret koreografi parret med fantastisk kamera arbejder, der tager os fra close-ups til overhead shots af synkroniseret, koreograferet svømning.
Det visuelle er til for at forstærke og forstørre historien ved hvert et lille tvist – det hele komplimenterer hinanden så utroligt godt i sidste ende, at jeg vil vove at påstå, at en film som ’In the Heights’ vil være nemmere for ikke-musical elskere at se, end klassikere som ’Les Mis’ eller ’Rent’. Chu bringer den ekstravagante kinematografi, som man vil kunne genkende fra hans film ’Crazy Rich Asians’, til ’In the Heights’, men udskifter kæmpe, singaporeanske palæer med et overvejende fattigere kvarter i ikoniske New York.
Der er selvfølgelig to sider af at tilpasse en historie til et nyt medie, og den anden omhandler de ændringer, man er nødt til at lave. Hvis man er kæmpe fan af den originale opsætning, kan man blive ærgerlig over nogle af de manglende sange, måske endda skuffet over manglende og ændrede historie punkter, men for det meste synes jeg, at ændringerne giver mening og gør, at historien fungerer som en potentiel Hollywood blockbuster. Hvis man er kæmpe fan af musicals i det hele taget, kan jeg ikke se grund til, at man ikke vil elske denne film. Der er massere ting at nyde og se på her, så medmindre man bare hader musik, synes jeg sagtens, at man kan give den en chance.
Personligt er jeg en musical nørd og en sucker for historier, der både kan få mig til at grine og græde, så derfor får ’In the Heights’ 6 Chaplins fra mig. Jeg er stor fan af hele pakken.
Filmen udkommer i Danmark d. 17, men fordi den samtidig har premiere på HBO Max i USA, får den desværre kun premiere i to biografer, Valby og Odense Cafebiograf.
City Lights Filmblog 