‘Hunter Hunter’: Hjerteskærende og grusom psykologisk triller

Anmeldt af: Lene Brandt

‘Hunter Hunter’ starter som en hverdagshistorie for en familie, der bor i og lever af skoven, og ender med at stille os ansigt til ansigt med ondskab.

Jeg er hverken til gysere eller vold, alligevel tog denne film mig med storm. Det er en helt vidunderlig film, hvor alt bare spiller. Naturen er smuk, men ikke speciel. Den kan findes hvor som helst. Musikken understreger uendeligheden. Den er fin og umærkelig i baggrunden.

Han, hun og barnet er som enhver anden. Almindelige, med deres drøm om et liv i pagt med naturen. Han som jæger, den stærke mand. Hun, der følger ham, er også stærk og tryg, men kan alligevel kun slå en flue – eller i hvert fald en kanin – ihjel, hvis det drejer sig om mad, eller overlevelse for barnet. Barnet er åbent og lærevillig. De er kærlige mennesker, hvis liv krydses af ondskab, da en ulv tager byttet i deres fælder. Den kræver at de handler, hvis de vil overleve. For familien er ikke rige, og de er afhængige af deres fangst. Dyrenes skind er penge og penge giver mad og forsyninger. Så de må jage ulven og møder ondskab, ren ondskab.

Fordi filmen er, som den er, bliver vi ikke alene dem, der kigger, vi er med hele vejen. Det er ikke en film for sarte sjæle, for jagten på en ulv er ikke det, som den giver sig ud for. Og hvem er egentlig jægeren i denne historie ?

Jeg vil gerne give roser til dem alle. Forfatter og instruktør Shawn Linden, der har vundet flere priser for tidligere film som ‘Nobody’ og ‘The Good Lie’. Og også ros til de tre hovedpersoner Camille Sullivan, Summer H. Howell og Devon Sawa.

Jeg roser fordi denne film er så nærværende, troværdig og smuk trods al dens gru. Og for ikke at bore i ondskaben, men lade os vende blikket bort, så vi kan holde fast i handlingen, det der sker, når man møder ondskab.

Man må fremhæve Camille Sullivan, en garvet skuespillerinde, der spiller lige
troværdig i hverdagsbilleder, som øjeblikke med kærlighed, lykke, angst og vrede.

Jeg giver filmen 6 Chaplins fordi den bevægede mig fra biografstolen til en anden verden, som jeg ved eksisterer, men ikke selv har oplevet – før nu. Når det er sagt er det en meget speciel film, man skal være rede til at se.

Er du til voldsfilm vil du nok finde filmen langtrukken, selv om den helt klart er voldelig.