Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Florian Zeller har baseret filmen’The Father’, på sit populærer franske teaterstykke fra 2012, med samme navn, og har udtalt, at hvis Hopkins sagde nej til hovedrollen, ville filmen ikke være blevet lavet. Det giver mening når man ser filmen.
Anthony er en mand i sine 80’ere, som er en meget kultiveret mand. Han lytter til opera, spiller klassisk musik og læser stor litteratur. Men Anthony har Alzheimers, og det skaber store udfordringer for hans omsorgsfulde datter, Anne. Hun forsøger at gøre tilværelsen så god som mulig for sin far, ved at lade ham blive i sine vante omgivelser. Anthony skræmmer imidlertid alle sine hjemmeplejere væk, og efterhånden som hans greb om virkeligheden smuldrer, bliver Anne nødt til at træffe et svært valg – for sig selv og for sin far.
Florian Zeller har instrueret filmen, der som sagt er baseret på hans teaterstykke. Han har også skrevet manus, sammen med Christopher Hampton. Zeller og Hampton, modtog en Oscar for bedste adapterede manus, hvilket er ganske fortjent. Der er nemlig nogle genialiteter i manuskriptet. Da filmen handler om en mand med Alzheimers har man, i manus og med klipningen, leget med tid og sted. Man har også leget med, forskellige samtaler imellem de forskellige karakterer. Det gør at, man aldrig er helt sikker på, hvad der foregår omkring Anthony, og man kan ikke finde ud af, hvilke karakterer, som er i rummet sammen med ham, eller hvilke detaljer de fortæller ham, som er det rigtige. Det gør, at man, som publikum, også mister fuldstændig fornemmelsen af, hvad der er op og ned, og hvor man er henne, tidsmæssigt og hvilke karakterer som er hvor.
Det er også, her at klipningen er helt sublim. Filmen er klippet af Yorgos Lamprinos, som også blev nomineret til en Oscar for bedste klipning, men tabte til ‘The Sound of Metal’. Man føler, at der her virkelig er blevet dykket dybt ned ,i hvordan filmen skal klippes, for at efterlade seeren i en helt bestemt stemning. Det virker, virkeligt gennemarbejdet, og det har virkelig lønnet sig.
Anthony Hopkins og Olivia Colman, har de to bærende roller. Colman giver en stærk præstation, som datteren Anne, som virkelig vil gøre det bedste for sin syge far, men samtidig også bliver presset. Både af faderens sygdom, men også af de svære valg hun må tage. Noget genialt, ved Colmans rolle, og de andre birolle skuespillere, er at man her har valgt at have forskellige skuespillere i de samme roller. Nogle af skuespillerne ligner meget hinanden, og har de samme træk, men det er med til at gøre, at vi forstår Anthonys følelse, når han ikke kan genkende personerne som kommer i hans hjem. Det er igen med til, at gøre, at seeren sidder tilbage, og føler sig lige så fortabt og forvirret som Anthony.
Hopkins er fuldstændig sublim i rollen som Anthony. Han spiller den charmerende ældre mand, som prøver at finde ud af sin hverdag, og desperat prøver at holde fast, i det liv han engang havde. Han giver en tour-de-force præstation, hvor han både er sød, charmerende, bange, forvirret, ked af det, og farlig – og han gør det på en måde som kun Hopkins kan gøre det. Den mand har så meget autoritet på et biograflærred, at man ikke et sekund tvivler på ham, og han har sit publikum med sig hele vejen. Sammen med Hopkins går man fra at sidde og grine, til at blive lidt forurolig, og til at sidde med tåre i øjnene. Jeg forstår godt, at Florian Zeller, kun vil lave filmen hvis Hopkins sagde ja til rollen. Jeg kan ikke forestille mig en anden skuespiller i denne rolle.
Hopkins vandt, i mine øjne, helt fortjent, en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Dette er en af de stærkeste skuespilspræstationer, som jeg har set i mange år, og klart den bedste jeg har set i år. Det er også Hopkins’s bedste præstation, siden vi så ham, som Hannibal Lector i ‘The Silence of The Lambs’.
‘The Father’ er den film jeg har set i år, som har gjort det største indtryk på mig. Ikke kun pga skuespilspræstationerne og manus, men også fordi filmen efterlader seeren med en bedre forståelse for Alzheimers. Det gjorde den ihvertfald for mig. Igen skal det tilskrives manus, klipning, valget af biroller og skuespilspræstationerne. Men alle disse ting, gør at jeg føler, jeg forstår sygdommen bedre, og at jeg har en forståelse for hvordan personer med Alzheimers og Demens, opfatter verdenen omkring dem.
Hvis man har Alzheimers eller Demens i familien, eller evt. arbejder med dette, så er ‘The Father’ et absolut must. Den er i det hele taget, bare også et absolut must, hvis du vil se en fuldstændig fantastisk film, med sublime skuespilspræstationer.
City Lights Filmblog 