‘Tove’: Mumitrolde og anerkendelse

Anmeldt af: Lene Brandt

“Kan de lide mig”, spørger hun. “Du er jo ikke dine billeder”, svarer han. “Jo”.

At tegne en mumitrold er jo ikke noget, når ens far er berømt billedkunstner og det er således hverken hjemme eller indenfor den etablerede kunst at Tove finder anerkendelse for den figur hun skabte allerede som barn i efterkrigstiden og som følger hende hele livet. Det synes at Toves gennembrud som kunstner hænger nøje sammen med hendes første og
største kærlighed, der ser ikke alene hendes traditionelle billeder, men også forstår hendes fantasifulde figurer, deres verden og finurlige sprog.

Det er en fin lille film, hvor det at leve uden varme og vand er en romantisk bagatel. Udfordringer er der nok af, men filmens fokus ligger andetsted. Jeg ville måske gerne have haft flere at de vidunderlige ordspil, havde helt glemt de dejlige talemåder. Jeg ville gerne se mere om Toves skabende liv og mindre om kærlighedshistorien. Men du vil måske noget andet.

Filmen hænger sammen og er skrevet i en stil, der minder om de gamle danske film. Rolig og ærlig i dens form. Det har en egen charme.
Tove fremstår livsglad og åben, men samtidig sky i en meget stor verden. En, der bedst lever i sit hjem og da også bliver i sin første lejlighed det meste af livet.

Hun spilles overbevisende af skuespilleren Alma Pöysti, der er skuespiller og instruktør og selv lever med en kendt far og bedsteforældre. Jeg har ikke oplevet hende tidligere, men hun har været med i en række film. Her er hun klart filmens bærende figur fint støttet af sine elskere
spillet af henholdsvis Krista Kosonen, kendt fra blandt andet ‘Blade Runner 2049’ og Shanti Roney som har deltaget i et utal af optagelser, blandt andet på tv, hvor jeg husker at have set ham i ‘Wallander’, ‘Beck’ og ‘Ørnen’.

Jeg vil gerne fremhæve fotografen Linda Wassberg, hun kan noget med billeder og til en film om kunst, som denne, er hun ubetinget en gevinst. For mig er det i høj grad hendes arbejde, der bærer filmen. Vi kender hendes arbejde fra blandt andet ‘Dræberne fra Nibe’ og
‘Arvingerne’.

Jeg håber, at vi vil se meget mere til hende i årene, der kommer.
Jeg giver filmen 5 stjerner fordi jeg synes den fortjener det for at beskrive en æra autentisk, for de mange smukke billeder og for et dejligt skuespil selv om jeg må indrømme at filmen glider ud af mine hænder og forsvinder hurtigere end jeg havde ønsket.