Anmeldt af: Susanne Schatz
Da uventede følelser langsomt begynder at opstå mellem dem, bliver det begyndelsen på en kærlighedsaffære, der vil ændre de to kvinders liv for altid.
I 1840´erne i en lille by nær den sydengelske kyst bor Mary Anning alene med sin aldrende mor og driver en lille turistbutik. Hendes tid som anerkendt palæontolog er forbi, og tilværelsen er mere præget af pligt og ritualer end af glæde og fornøjelse. Men da Roderick Murchison, en stor beundrer, kommer til byen som turist med sin hustru, bliver Marys liv vendt op og ned. Murchisons kone, Charlotte, er blevet ramt af en personlig tragedie, som har taget alt livsmod fra hende, så Mary bliver hyret til at passe Charlotte. Pga. pengemangel tager Mary opgaven uden anelse om, hvad der kommer til at ske …
Filmen er løst baseret på Mary Annings livshistorie. Efter hendes død blev flere personer interesseret i hende fx Charles Dickens. Hendes passion var fossiler og sten, og allerede som 12-årige gjorde hun en bemærkelsesværdigt fund af at skelet af en fiskeøgle. Men hun havde levede et hårdt liv, så hun døde allerede som 47-årige af brystkræft.
Jeg synes Kate Winslet som Mary er formidable! Hendes ansigt spejler hendes pligtfyldt liv – igennem flere år ”nøjes” hun med at tage sig af sin syge og gamle mor, der bl.a. kæmpede med tabet af 8 børn. Ellers fandt Mary fossiler, som blev solgt til turister – et liv i fattigdom og uden kærlighed. Følelsesmæssigt isoleret, nøjsomhed og ensomhed er det styrende princip for hendes liv.
Helt i modsætning til Charlotte Murchison (spillet af Saoirse Ronan – bl.a. kendt fra ‘Lady Bird’ og ‘Little Women’), hun lever med dyre kjoler og masser af luksus, hun er gift og har egentlig alt man kunne ønske sig – bortset fra et mål, livsglæde og passion for noget!
Instruktøren Francis Lee viser på en æstetisk og intens måde, hvordan de 2 verdener støder ind i hinanden: De 2 kvinder udfordrer hinanden i deres forskelighed og længsel efter nærvær. Det er dejligt, at følge udviklingen af deres relation, som er præget af kun få ord – men måske alligevel for få ord. Det giver et meget sensuelt indtryk, og det kan jeg virkelig godt lide – dog blev det også lidt kedeligt, som gjorde, at filmen virkede langtrukken – lidt for lang.
Ingen ved, om dette forhold virkelig fandtes, om Mary Anning nogensinde oplevede kærlighed med mænd eller kvinder, men i hvert fald i filmens verden, ønsker man at det lykkes, at hun tør åbne op, at hun tør gribe chancen og at hun giver slip på sin stolthed.
Jeg er i tvivl om, hvad jeg egentlig synes om filmen: Lige efter jeg kom ud af biografen, føltes det som en lang 3 timers film (selvom den kun varede 2 timer), men i løbet af skriveprocessen må jeg indrømme at ‘AMMONITE’ voksede lidt!
Filmen eller retter sagt emnet minder mig om ‘Portræt af en kvinde i flammer’, men det gør jo så set ikke noget! På en måde er det tidsløst, stadigvæk aktuelt og viser samtidig noget om den tid!
Nå … Der er mange gode ting i filmen, som vejer tungere, end det mindre gode, og derfor: 4 stjerner
City Lights Filmblog 