‘The Woman in the Window’: Frivillig karantæne før det var cool

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen

Da A.J Finn udgav sin Bog The Woman in the Window i 2018, var der nok ingen, der kunne have forudset, hvor relatabel visse dele af Anna Fox’s historie ville være i 2021. En historie om en kvinde, der er fanget alene i sit hjem ude af stand til at træde udenfor døren i frygt for verdenen.

Godt nok er det ikke en pandemi, der holder Anna i sit hjem, men der er utvivlsomt flere, der vil kunne relatere til hendes ensomhed nu, i forhold til hvis filmen var udkommet den 4. oktober, 2019, efter den originale plan.

Amy Adams spiller Anna Fox; en børnepsykolog, som selv går til psykolog. Hun bor alene i sit hus i New York, er glad for gamle film og vin, glemmer tit at tage sin medicin, og så er hun agorafobisk. Hendes dage bliver brugt på alt, hvad der er muligt at gøre uden at forlade hjemmets sikkerhed. For Anna betyder dette bla. en del tid brugt på at stirre ud ad vinduet på de nye naboer overfor. Da Anna pludselig en aften er vidne til noget hun bestemt ikke burde have set, bliver hendes verden vendt på hovedet. Hvem er Jane Russell, hvor er Jane Russell, og er Jane Russell overhovedet virkelig? Hvor meget kan man stole på en psykisk syg, alkoholisk eneboer?

‘The Woman in the Window’ er en psykologisk thriller instrueret af Joe Wright, og med manus skrevet af Tracy Letts. Thriller genren er meget gennemgående i filmens stemning, da der meget sjældent er øjeblikke, der ikke føles anspændte i løbet af filmens 100 minutter lange spilletid. Vi slipper heldigvis for det såkaldte ’shaky cam’, da hele filmen stort set udelukkende foregår inde i Annas hus – men dette betyder ikke, at kameraet er stabilt: Anna er på diverse mental medicin, hvortil bivirkningerne inkluderer hallucinationer.

Derudover ses hun sjældent langt fra et glas vin, og har været alene i tilsyneladende et godt stykke tid. Det eneste aspekt af denne film, som Wright vil have, at man ikke skal være i tvivl om, er Annas mentale status: hun er ikke et pålideligt point-of-view på nogen måde, hvilket også kommer op i samtaler mellem karaktererne flere gange. Kameraet panorerer langsomt fra den ene karakter til den anden i flere scener – tilter til den ene dutch angle efter den anden, og derefter tilbage til Anna.

Vi ser psykedeliske farver og blodige hænder på steder, hvor det ikke burde være muligt, og med ét vågner Anna igen, usikker på om, hvad vi netop har set, var virkeligt eller ej. Til tider kan musikken, stemningen og kameraet nærmest få en til at føle, at man ser en gyser. Heldigvis er der dog ingen jumpscares i denne film, så man kan forsøge – så meget som muligt – at slappe af, mens man så forsøger at forstå, hvad det er, der foregår.

Denne generelle stemning er en del af det, der gør, at det er nemt, som seer, at blive opslugt af filmen. Til tider kan det virke nærmest hypnotiserende, og man bliver mere og mere investeret i, at Annas detektivarbejde skal lykkedes. En anden ting, der kan være nærmest hypnotiserende, er Amy Adams’ skuespil. Hun gør et fantastisk job i denne rolle, og bære stort set filmen på sine skuldre. Denne historie kræver meget tæt opmærksomhed på Anna som person, og Adams er derfor i stort set alle scener i filmen. Man kunne derfor forestille sig, at man kunne blive træt af hendes optræden, men Adams’ følelsesmæssige spektrum gør, at det ikke er tilfældet.

Filmen har generelt et ganske fantastisk cast; med Gary Oldman som den bestemte, til tider skræmmende, nabo; Wyatt Russell som David, der lejer sig ind hos Anna; Anthony Mackie som Annas mand og Julianne Moore som den karismatiske, men mystiske, Jane. Dertil, trods at han er forholdsvis ny i Hollywood, gør Fred Hechinger også et skræmmende godt stykke arbejde i rollen som den stakkels 15-årige nabosøn, Ethan.

Hvis der er en ting, der taler imod denne film, er det måske netop, at den føles så anspændt. Der er visse øjeblikke hvor filmens dramatiske score kan blive en smule anstrengende at høre på, når Anna bare går rundt i sit hjem. Selvfølgelig er dette en del af det, der sætter seeren ind i Annas mentale ustabilitet og frygt, men efter halvanden time med gyser violiner og lign., kan man blive en smule træt. Filmens ’twist’ i klimakset er heller ikke hjulpet af denne gennemgående anspændthed. Twistet er noget nogle måske vil kunne se komme – personligt blev jeg overrasket – men under alle omstændigheder, ville det nok have haft en større kontrast og dramatisk effekt, hvis jeg ikke allerede havde siddet i starten af filmen og følt mig skræmt af en gruppe af børn i halloween kostumer.

Derudover er dette generelt en forvirrende film, bla. pga af Anna som POV-karakter. Wright forventer en del af seeren, og skærer meget lidt direkte ud i pap for en. Dette er selvfølgelig enten noget, man vil kunne lide, eller noget, der kan gøre filmen besværlig at følge med i. Tilsyneladende var Wrights originale plan at forklare endnu mindre, da en af grundende til, at filmen ikke blev udgivet i 2019 som planlagt, var, at de var nødt til at udføre ’reshoots’ efter en del feedback om, at filmen var for forvirrende. Personligt vil jeg mene, at filmen har fundet en ganske fin balance: den holder dig ikke i hånden, men den lader dig heller ikke totalt alene.

Hvis man kan lide den form for film, der kræver, at man er lidt vågen, så vil man nok kunne lide ‘The Woman in the Window’. Med solidt skuespil og en spændende, om end ikke revolutionerende, historie, så er det bestemt den halvanden time hver – specielt hvis man allerede har en Netflix konto.

‘The Woman in the Window’ kan ses på Netflix fra d. 14 Maj

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: